Danmarks slavefortid er synlig i gadebilledet – men historien fortælles ikke
Af Uffe Østergård, professor emeritus i europæisk og dansk historie, CBS
Kristeligt Dagblad 31.3., 19
I år er det hundrede år siden Danmark solgte de Vestindiske Øer til USA. Og i 1918 blev Island selvstændigt. Om det betød at Danmark ikke længere var en kolonimagt diskuteres ivrigt med hensyn til Grønlands status før 1953. Mange færinger hævder også at de blev behandlet som en koloni til 1946, men der er nu snarest tale om antikolonialisme uden kolonialisme. Men de Vestindiske Øer var ubetvivleligt kolonier, med slaveri til 1848 og handel med slaver til 1792 om end først med virkning fra 1802. Mange hævder at den historie er fortrængt i den kollektive danske erindring. Graden af fortrængning kan dog diskuteres, når vi har et så fremragende værk som Thorkild Hansens trilogi ’Slavernes kyst’, ’ Slavernes skibe’ og ’Slavernes øer’ fra 1967-70 der genoptrykkes i år, samtidig med at Gads forlag udsender et nyskrevet værk i fem bind om de danske kolonier med et selvstændigt første bind om de spor kolonitiden har efterladt i Danmark.
I kraft af dette kolonirige spillede Oldenborg Monarkiet en vis, om end beskeden, rolle i den atlantiske trekantshandel mellem et europæisk center, det slaveproducerende Vestafrika og de sukkerdyrkende vestindiske øer, suppleret med en andel i den østasiatiske handel. Med det resultat at den oldenborgske stat, ’Danmark’, rangererede som nummer syv på listen over slavehandelen over Atlanten. Det ignoreres normalt i Danmark i dag med henvisning til at det var nordmænd som bemandede slaveskibene og ’tyske’ købmænd fra Altona og Flensborg der høstede profitterne. Det med profitten er oplagt urimeligt hvad enhver kan forvisse sig om ved at studere palæerne i København der blev bygget for profitten på sukker- og slavehandelen. Den multinationale karakter af riget fremgår af at de største byer i slutningen af 1700-tallet efter København var Altona og Kiel i Holsten, Flensborg i Slesvig og Bergen i Norge, mens havnebyerne Charlotte Amalie på St. Thomas og Frederiksnagore i Indien indtog pladserne som henholdsvis nummer to og seks i handelsvolumen i Oldenborg Monarkiet. Men dette multinationale rige er stort set glemt. Derfor undrer vi os mildt, men uden dårlig samvittighed, over rapporterne om det ’danske’ kolonirige og rejser på sentimentale ferier til de tropiske lokaliteter med danske spor.
Fornemt er at Rigsarkivet har digitaliseret sine omfattende arkivalier om slavehandelen og forholdene på øerne. Det er et helt enestående materiale der gør det muligt både at dokumentere omfanget af slaveriet og komme helt tæt på enkelte skæbner sådan som Alex Frank Larsen har gjort i sin tv-serie og bog ’Slavernes slægt’ fra 2005. Rigsarkivet beholdt en helt enestående samling fra tiden som transatlantisk slavehandlernation og kolonimagt, fordi det i 1917 da USA købte de Dansk Vestindiske øer overtog enestående denne samling af dokumenter. Det var heldigt for ellers var de gået til i det fugtige tropiske klimas uden ordentlige opbevaringsforhold. Dokumenterne fra Danmarks kolonitid i Vestindien blev i 1997 optaget på Unescos liste over verdenskulturarv, men har i mange år kun være anvendt af en lille skare af særligt interesserede forskere. Det store arbejde med at scanne og digitalisere dokumenterne er finansieret af A. P. Møllers Fond og Kulturministeriet. Arbejdet har stået på siden 2012 samtidig med at 150 frivillige indtastet de fem millioner indscannede billedfiler så man kan søge på enkelte ord. Det er dog stadig en fordel at kunne læse gotisk håndskrift og kunne forskellige europæiske sprog for at få det fulde udbytte.
Kan man tale om fortrængning af kolonitidens handel med sukker og slaver er det i hovedstaden København. Der er ingen plaketter med forklarende tekst på de palæer i Frederiksstaden mellem Kongens Nytorv og Kastellet der er bygget for indtægterne fra udbytningen af de næsten 100.000 sorte mennesker som skibe under dansk flag førte over Atlanten. End ikke en lille undertekst om slottet Marienborgs historie blev det til da statsministeren beklagede slaveriet – uden dog at give en formel undskyldning – i sin nytårstale i år der blev sendt derfra. Marienborg ved Bagsværd sø nord for København blev opført 1745 som sommerbolig for direktøren Asiatisk Kompagni, kaptajn Olfert Fischer (1700-61) inden det i 1795 blev købt af kammerherre Johan Frederik Lindencrone som gav det navn efter sin hustru. Marienborg blev i 1934 købt af højesteretssagfører C. L. David der i 1960 stillede huset til rådighed for regeringen som bolig for landets statsminister.
Asiatisk Kompagni og forgængeren dansk Ostindisk Kompagni var ikke primært engageret i handel med slaver og sukker. Men det er for nylig påvist af Birthe Lauritsen at der blev solgt mindst 10.000 tusinde indiske slaver fra de danske kolonier til Ostindien, især Aceh (Atschin) på Sumatra (Weekendavisen 10.3. 2017). Så kolonierne i Asien kunne godt nævnes når Danmark nu er så tæt på at undskylde forgangne tiders handlinger i en udsendelse fra Marienborg. Asiatisk Kompagni var det mest betydningsfulde danske handelskompagni, oprettet ved en oktroj 1732 med eneret til at drive dansk handel på landene ved det Indiske Ocean og i Kina. I 1772 blev eneretten indskrænket til kun at gælde handel på Kina og med kinesiske varer, men private ekspeditioner til Indien skulle indtil 1792 betale en afgift til kompagniet. Andre begunstigelser var statstilskud til skibsbyggeri og toldfrihed. Asiatisk Kompagni var organiseret som et aktieselskab med københavnske købmænd som de største aktionærer og styrede 1732-77 de danske besiddelser Trankebar og Serampore (Frederiksnagore) i Indien. Asiatisk Kompagni havde hovedsæde i Strandgade på Christianshavn, hvor kontorbygningen fra 1738 og pakhuse fra 1748-50 og 1781 er sæde for Udenrigsministeriet – der ikke reklamerer med denne fortid. Til gengæld kan Danmark rose sig af ejerskab til det første europæiske universitet i Asien i Serampore (Fredriksnagore) fra 1819. Det var godt nok drevet af engelske baptist missionærer på engelsk, men havde en dansk fundats og en arkitektur med mindelser om Slesvig-Holsten og København. Det indiske universitet mindes endnu med stolthed denne forbindelse med et museum, så Danmark kan vel også rose sig af det.
En kur mod fortrængningen af kolonierne og slaveriet er lille en spadseretur fra Amalienborg til Nyhavn. Christian 7.’s palæ på Amalienborg Slotsplads blev opført af lensgreve Adam Gottlob Moltke. Som overhofmarskal var han reelt landets statsminister under den enevældige Frederik 5. Gottlob var samtidig aktiv i Vestindisk Kompagni der handlede med slaver og administrerede de Vestindiske Øer på statens vegne og i Asiatisk Kompagni. Salys fornemme – og kostbare – rytterstatue fra 1754 på slotspladsen er som gave fra Asiatisk Kompagni et vidnesbyrd om størrelsen af indtægterne fra kolonihandelen. Få skridt fra Moltkes Palæ ad Amaliegade findes en af de smukkeste bygninger i København, det Gule Palæ, opført af slavehandleren Frederik Bargum. Han købte i lighed med de andre kolonimagter slaver hos kongerne i indlandet som Asante og fragte dem til de Vestindiske Øer, hvor de blev de solgt til sukkerplantagerne på alle de Caraibiske Øer. Siden blev det råsukker slaverne producerede ved umenneskeligt opslidende arbejde med sukkerrørsplanterne sejlet til København for at blive raffineret til sukker eller brændt til rom. Denne indbringende trafik kaldes trekanthandelen. I dag har kongehusets administration til huse i det smukke hus med den grimme fortid. Sådanne palæer er der mange af, f.eks. Odd Fellow palæet i Bredgade ved udmundingen af Dronningens Tværgade fungerer som en eksklusiv allé.
Ifølge kenderen Erik Gøbel lå fortjenesterne dog ikke primært i selve handelen med slaver, men i det sukker de producerede. Det kan få et indtryk af i husfacaden Nyhavn nr. 11. Her findes en lille figur i støbejern over husets hoveddør. I venstre hånd bærer den en sukkerform og i højre en sukkertop. Her lå Rømers Sukkerraffinaderi i 1700-tallet nær de to gamle pakhuse der i dag udgør Admiral Hotel. De blev bygget i 1787 af det Østersøisk-guineiske Handelsselskab og dér blev sukkermassen fra de vestindiske sukkerrør losset fra store sejlskibe. Det var sidste ben i trekantshandlen der endte med sukker til Rømers sukkerraffinaderi. Og dér står figuren med sin lille sukkertop. Takket være kolonierne var Danmark dengang en af Europas største sukkerproducenter og i 1798 var der 18 sukkerraffinaderier som beskæftigede 500 mennesker.
Det var ikke slavehandlen, man blev rig af. Den var tværtimod forbundet med store tab fordi mange af slaverne døde på rejsen mellem Afrika og Vestindien. Det samme gjorde sømændene, og ofte mistede man også skibe. Det var sukkeret, der skabte de store formuer. Men den formue var jo ikke blevet så stor, hvis de havde skullet betale arbejderne. Så på den ene side kan man sige at slavehandlen var en dårlig forretning, på den anden side var det den, der gjorde det muligt for Københavns førende familier at skabe formuer. Sukker var en luksusvare lige fra starten, da det kom til Europa med araberne i 1100-tallet. Men det var først i 1700-tallet at det blev andre end samfundets allerrigeste, der havde råd til det hvide guld. Det var ubetinget de europæiske landes kolonier der gjorde sukker tilgængeligt for en bredere del af befolkningen før introduktionen af sukkerroer under napoleonskrigene.
På øerne i Vestindien er den danske forhistorie tydeligt til stede i gadebilledet. Men ikke i København. Der er ikke plaketter på relevante bygninger som det ellers er tilfældet med f.eks. besættelsestidens historie, eller bare de steder Ludvig Holberg eller andre kendisser har boet. Man skal faktisk til Flensborg uden for Danmarks nuværende grænser for at finde en fremstilling af øernes økonomiske betydning for den danske helstat. Dog i form af det lidt uskyldigere produkt, nemlig rom som sukkeret kunne forarbejdes til. Det mindes på havnen i Flensborg med den rute kaptajner vandrede fra kajen til de bevarede pakhuse for at ende på Rom museet hvor man introduceres til baggrunden for det gode produkt Hansen Rum. Noget lignende kunne man ønske sig i København i stedet for den lille godt skjulte støbejernsfigur i Nyhavn der markerer den største sukkerfabrik. Eller bare forklarende laketter på de pakhuse der i dag er ombygget til hotel Admiral eller det vestindiske pakhus hvis navn er bevaret som sæde for gipsafstøbningssamlingen under Statens Museum for Kunst.
Da øerne var på deres højeste udgjorde europæerne kun omkring to procent af befolkningen. Og der var enormt stor dødelighed blandt de danskere der tog afsted. Grundtvig havde for eksempel to ældre brødre der også var præster og rejste til kolonierne som missionærer. De døde begge af tropiske sygdomme. Den ene af dem havde knap sat fod på Guldkysten før han faldt om. Grundtvig betakkede sig da han fik tilbuddet og det var nok klogt. Samme kranke skæbne overgik nordmanden Christen Pram. I 1820 var det lykkedes indflydelsesrige danske venner at skaffe den fattige intellektuelle det fede embede som toldinspektør i den trafikerede havn i Charlotte Amalie, en post som hurtigt ville have gjort ham til en holden mand, hvis han havde overlevet. Pram huskes i dag bedst på grund af den lejlighedssang “Langt højere bjerg så vide på jord” der blev sunget ved digteren Christen Prams afrejse fra København til de Vestindiske Øer efter at det omsider var lykkedes hans venner at skaffe den fattige digter et fast udkomme som tolder på de endnu ret velhavende øer. Om ikke vellønnet så med gode muligheder for indkomster ved siden af lønnen. Pram døde allerede året efter og fik ingen glæde af embedet. Men Grundtvigs sang overlevede:
Langt højere bjerge så vide på jord, man har end hvor bjerg kun er bakke; men gerne med slette og grønhøj i nord vi dannemænd tage til takke; vi er ikke skabte til højhed og fest ved jorden at blive det tjener os bedst. Sangen ender i samme selvtilfredse fladlands-højder uden et ord om slaver og sukker: Langt mere af malmen så hvid og så rød fik andre i bjerg og i bytte hos dansken dog findes det daglige brød ej mindre i fattigmands hytte; og da har i rigdom vi drevet det vidt når få har for meget og færre for lidt
Her får vi hele Grundtvigs program om sammenhængen mellem natur, sprog og historie. På alle tre felter scorer “vi dannemænd” højest, hvis man vel at mærke anlægger den rigtige målestok – dvs. vores. Det er nationalfølelse grænsende til chauvinistisk nationalisme, lige meget hvor demokratiske dyder det er vi i sangen roser os af at have realiseret bedre end alle de andre. Men altså på kolonial baggrund.
Det ’danske’ rige før 864 var nemlig ikke en nationalstat bundet sammen af fælles sprog og kultur, men en såkaldt “sammensat” stat (teknisk kaldet “konglomeratstat”) der bestod af flere lande og folk bundet sammen af loyalitet til kongen som fyrste og landsfader. Den officielle titel på denne middelstore, enevældige magt i Nordeuropa var “det Oldenborgske Monarki”. Hvis denne enhed overhovedet huskes i dag sker det under mere politisk korrekte betegnelser som “Dobbeltmonarkiet’, ”Danmark-Norge” eller “Tvillingeriget”. Disse betegnelser er imidlertid så upræcise at de er forkerte. Geografisk bestod staten af to kongeriger, Danmark og Norge, samt to hertugdømmer Slesvig og Holsten. Statsretligt kompliceredes situationen af at Holsten indtil 1806 var en del af det Hellige Romerske Rige, hvorfor den danske konge som hertug af Holsten formelt var underordnet den tysk-romerske kejser, mens han var vasal af sig selv i Slesvig. Til gengæld var det komplicerede kludetæppe af områder rationaliseret i 1720 og 1773 hvor den gottorpske slægt accepterede et mageskifte med oldenborgerne. En yderligere komplikation skyldtes at den holstenske adel i 1460 havde aftvunget den første oldenborgske konge, Christian 1., et løfte om at de to hertugdømmer skulle styres sammen (up ewig tosamende ungedeelt som det hed på plattysk) selv om forvaltningen befandt sig i Tyske Kancelli i København. Ud over disse fire hoveddele bestod den sammensatte stat af de tre nordatlantiske områder, Island, Færøerne og Grønland som i løbet af 1700-tallet blev styret direkte fra København. Endelig havde staten erhvervet et antal kolonier i Vestindien, St. Croix, St. Jan og St. Thomas, området omkring fæstningen Christiansborg i vore dages Ghana, samt Frederiksnagore (i dag Serampore nord for Calcutta) og Trankebar i Indien. Det er den historie man med lidt besvær kan finde i København. Men man kan også tage på eksotisk chartertur til de hvide strande og de idylliske ruiner af sukkerplantagerne som skabte de formuer der ligger bag palæerne og landstederne i Nordsjælland.
Her boede Ernst og Charlotte Schimmelmann som spillede en ikke ubetydelig rolle i dansk kolonihistorie. I 1792 brugte den højadelige udenrigsminister Ernst Schimmelmann al sin politiske indflydelse på at afskaffe slavehandlen. Både han og Charlotte var optaget af oplysningstidens tanker og de var uforenelige med slavehandel. Påstanden at Danmark var det første land der forbød den transatlantiske slavehandel optræder i grundskolens historiekanon som et af 29 punkter. Det lyder flot, men Danmark var bestemt ikke de første der afskaffede slaveriet. Det skete først i 1848. Og ophævelsen af slavehandlen blev indført med ti års varsel. Loven blev vedtaget i december 1792, men først med virkning fra januar 1803. I de ti år handlede danskere med flere slaver end på noget andet tidspunkt i historien for at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv. Desuden var det kun den transatlantiske slavehandel – altså indførslen af slaver der var omfattet af loven fra 1792. Der blev ifølge Erik Gøbel stadig handlet med slaver på de Vestindiske Øer.
Schimmelmann var måske nok kulturmæcen og optaget af nye strømninger fra Frankrig der talte om rettigheder for borgere og mennesker Men afskaffelsen af slavehandlen var mest af alt motiveret af den dødbringende rejse mellem Guldkysten og Vestindien, hvor hver sjette slave døde. Menneskerettigheder og frihedsidealer var ikke noget, der gjaldt for mennesker fra det afrikanske kontinent – heller ikke dem Schimmelmann ejede. Han havde omkring 1.000 slaver beskæftiget på familiens sukkerplantager på St. Croix, og han konkurrerede om at være Danmarks største slaveejer med familien Mac Evoy, der boede på hjørnet af Bredgade Frederiksgade i Dehns Palæ. På et tidspunkt kørte Mac Evoy rundt i karet trukket af seks hvide heste, indtil der kom en pæn henstilling fra hoffet der gerne så, at han afstod. Mac Evoy var sikkert rigere end kongen selv og det var ikke noget, befolkningen skulle se. Inden bygningen af Marmorkirken etablerede Mac Evoy sit eget gasværk på grunden så familien Mac Evoy var den første i København med gaslys i stuerne.