Kai – en igangsætter

Kai – en igangsætter

 

Multiiværksætteren – det skal ikke være kedeligt, Henrik Skjoldager (red.), Herlev: kai dige bach a-s 2016, 51-55

 

Universiteterne er i de senere år begyndt at oprette kurser i “entreprenørskab”. Det kommer af det engelske “entrepreneurship” og oversættes ofte til “iværksætteri” og “iværksætter”. Det er en smule bedre som dansk betegnelse, men kommer ikke uden om det selvmodsigende i på teoretisk basis at undervise i noget så eminent konkret og praktisk som at få idéer og udføre dem eller at motivere andre til at gøre det. Her kan man lære mere af nogle få timer sammen med Kai end mange timer på en skolebænk. Der kan man opleve en igangsætter som samtidig holder ved og nu har sørge af at Polyr-seminarene går ind i deres 25 år i 2016.

Paradoksalt nok er den praktiske igangsætter Kai samtidig den største elsker af skolebænke og foredrag jeg har oplevet i et langt liv som underviser og foredragsholder. Hvis han falder i søvn under foredrag er han i hvert fald eminent til at skjule det. Men jeg tror ikke han sover. Tværtimod har han i de efterhånden 23 år jeg har oplevet ham, fra Chania i 1993, over Córdoba i 1998 til Piran utalte gange siden 2000, altid sat sig på en af bageste pladser for at sikre sig at alle har mulighed for i det mindste at kunne høre foredragsholdere med forskellige grader af pædagogiske evne og underholdningsevne. Og med brutal effektivitet sørget for at vi begynder til tiden kl. 9.00 med sang og fernet branca. Og henter de enkelte deltagere der eventuelt har sovet over under indflydelse af det gode produkt “ad libitum” som aftenerne byder på.

Hvad han og deltagerne så kan huske bagefter må hver enkelt redegøre for. Men kommer man igen og igen med jævne mellemrum viser det sig ofte at være væsentligt mere end unge studerende på universiteterne. Selvfølgelig filtreret gennem et temperament og en livserfaring der er anderledes end akademiets teoretiseringer og generaliseringer. Men det sammenstød er netop noget af det mest tiltalende ved seminarerne som forklarer at så mange af foredragsholderne kommer igen som menige deltagere. Med det resultat at vi snart vil være i flertal. Godt gået at få så mange til at betale egne penge for at få lov til at holde foredrag. En perfekt kombination af Grundtvigs folkeoplysning, Sokrates’ dialoger, Mogens Herman Hansens minutiøst forberedte forelæsninger med “uddelingsark” og Lars Erslev Andersens gennemgange af alt fra terrorens væsen til Kierkegaard og Heidegger.

Disse forløb var noget af et kulturchok da jeg oplevede det første gang på Kreta i 1993. Jeg var blevet headhuntet af Henning Fonsmark til at tale om Europa på baggrund af en bog jeg havde skrevet i 1992. Når sandheden skal frem tror jeg, at Fonsmark som oprindelig havde fået ideen til disse seminarer for mere eller mindre selvlærte erhvervsledere men klogt overladt det praktiske til Kai, havde hyret mig han som medlem af det humanistiske forskningsråd var blevet overrasket over at møde en venstreorienteret som kunne noget. Men efter at vi var kommet os over den gensidige kulturforskel mellem vore verdener gik det faktisk fint. For mit vedkommen godt hjulpet af at Fonsmarks filosofiske eftermiddagsforedrag var helt anderledes svære end min mere fortællende stil med efter sigende talløse digressioner og anekdoter fra historiens verden.

Fonsmark underholdt så til gengæld som utrættelig jazz pianist i uendelige nattesæder. Men var altid klar næste morgen sammen med alle de andre og en træt foredragsholder der efterhånden lærte at komme ikke bare til sit eget foredrag men også til sangen og fernet brancaen. Han var også altid leveringsdygtig i sylespidse kommentarer, hvoraf jeg bedst husker hans kritik af mine relativiserende gennemgange af islam og arabernes historie i Córdoba. Her havde jeg allieret mig med en ægte ekspert, den iransk-fransk-danske Mehdi Mozzfari fra statskundskab i Århus. Modsat mig er Mozaffari en autoritet på politisk islam og har siden markeret sig som en verdens førende kritikere af islamismen, som han opfatter som en totalitær ideologi på linje med fascisme, nazisme og kommunisme. Som konsekvens af sine erfaringer er Mehdi en ubetinget tilhænger af ytringsfrihed.

Alt dette stod mindre klart i slutningen af 1990erne, men Mehdi der er flydende på persisk, fransk, engelsk og arabisk talte på sit eget danske til forsamlingen. Og blev lyttet til, selv om han hurtigt blev til “Uffes udstoppede muslim”. Mehdi blev ikke fornærmet og accepterede tilnavnet i den ånd den var formuleret. Bornert har forsamlingen aldrig været, men det kræver en vis kondition at deltage, samt nogen mental hårdhudethed. Som hovedforelæser skal man holde mellem 15 og 20 forelæsninger på en uge, samt deltage i svømning, cykel- og vandreture og nattesæder med vin og øl ad libitum, hvor mængden har forrang for kvaliteten.

At dette har kunnet lykkes i så mange år kræver vedholdenhed, beslutsomhed og iderigdom hos ledelsen. Alt det der karakteriserer igangsætteren Kai, hvis hemmelighed ifølge ham selv er at han koncentrerer sig om de helt store linjer og de helt små detaljer og så uddelegerer alt ind imellem. Sådan drives polyr-seminarene og sådan har han efter sigende drevet sine virksomheder. Det har været en berigende og belærende oplevelse at være med til.

Også selv om vi blev udsat for et kulturelt overgreb i 1993, da vi efter nogle dages ophold med moussaka, soulaki og retzina en sen eftermiddag blev kørt til Hera bjerget for at blive beværtet med medbragt rugbrød, rød salami, leverpostej og snaps i den nedgående sol. Det var et chok for mig der efter at have levet fire år i Italien foretrak middelhavskøkkenet og bestemt ikke havde savnet de hjemlige madtraditioner som Søren Mørch så morsomt har hudflettet under overskriften ”husholdningsskoleemad”. Nu har jeg lært at sætte pris på denne tradition der går under den diskrete overskrift ”feltarbejde” i de efterhånden omhyggeligt udarbejdede programmer – endnu en af de aktiviteter som Kai, efter at have bestemt tema og indhold, effektivt har uddelegeret til Steen Læssøe.

Uddelegeringen er hemmeligheden bag Kais succes som arrangør af poly-seminarene. Der er ingen deltagere som ikke er personligt rekrutteret af Kai, herunder de efterhånden mange læger som har doktoreret på ham og som vi andre i stigende grad også gør brug af. Heller ingen forelæsere hyres uden at have været igennem et forhør i privaten i Herlev under indtagelse af sild og snaps. Det er klogt og har garanteret en høj grad af social succes. Mest fordi Kai både bestemmer og er tolerant nok til samle på meget forskellige mennesker. Vi er forskellige og netop derfor er det sjovt at deltage. Og så er der ingen kvinder med. Det øger vores attraktion på hjemmefronten når vi kommer hjem og kan være en af forklaringerne på at så mange af deltagerne ikke har stribevis af skilsmisser bag sig. Lidt mystik og diskret diskriminering kan hjælpe mange ægteskaber mod kedsomhed og nedslidning.  Kai burde udstoppes og stå for CBS’s undervisning i entrepreneurship. Men gid det varer længe før det kommer så vidt.