Historieskrivning og nation-branding – har vi ikke altid gjort det?[1]
Den Jyske Historiker 126, 2011, 162-194
Den, som kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden (George Orwell, 1984, 1949)
Af Uffe Østergård
Kampen om eftermælet synes at være lige så gammel som menneskeheden og kan i hvert fald følges lige så langt tilbage som vi har skriftlige vidnesbyrd. De ældste bevarede var indhuggede indskrifter som vi kender dem fra runestenene i Nordeuropa, ægyptiske og persiske relieffer eller græske og latinske indskrifter. De var henvendt til samtiden – og til guderne. Men det vigtigste formål med dem var at påvirke eftertiden, positivt såvel som negativt. Et slående eksempel på det sidste er skikken med at fjerne navnene på upopulære forgængere fra offentlige indskrifter, det romerne kaldte “damnatio memoriae”.[2] Men uanset de anvendte metoder er der tale om det samme som vi i dag med et moderne udtryk kalder for “nation-branding”. Betegnelsen branding er ganske vist udviklet med henblik på markedsføring af virksomheder blandt forbrugere i nutiden for at påvirke deres køb. Men mekanismerne er meget parallelle, hvad nation-branding-forskningens nestor Wally Olins i flere sammenhænge har understreget, blandt andet i en forelæsning november 2007, hvor forskningsprojektet, “National identitet, branding, historie og virksomheder”, der er finansieret af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, blev skudt i gang med et seminar på på Copenhagen Businesss School i samarbejde med Erhvervs- og Økonomiministeriet (se også Olins 1999 og 2002).
Der er ikke tradition for at anvende branding-begrebet i forbindelse med historieskrivning, men det er slående hvor godt begrebet dækker historieskrivningens funktion i det tidligt moderne Europa. Om det også gælder historieforskningen kan diskuteres. Er det tilfældet sker det formentlig mere ubevidst. Men for det første er adskillelsen mellem historieforskning og historieskrivning temmelig vilkårlig, selv om den blev lanceret af dansk historieforsknings nestor Kristian Erslev (1852-1930) i 1911. Ingen forskning kan produceres uden at den foreligger i skriftlig form med alle de deraf følgende narrative konsekvenser. Konsekvenserne af den indsigt er der ført talløse debatter om, blandt andet i nr. 50 af Den Jyske Historiker fra 1990, “Findes historien – virkelig?”. Dem skal jeg ikke gentage her, blot understrege at enhver tekst rummer mange mere eller mindre eksplicitte budskaber på flere niveauer.
Den anden årsag er historieskrivningens eksplicit ideologiske funktion. Det gjaldt tydeligt i de mange historiografiske kampe mellem staterne i Europa i tidlig moderne tid mellem 1500 og 1800. Og det gjaldt i helt overvældende grad i historieforskningens glansperiode i 1800- og 1900-tallet. Denne sidste funktion er senest kortlagt i et omfattende komparativt forskningsprojekt om europæisk historieskrivning, Representations of the Past: The Writing of National Histories in Nineteenth and Twentieth-Century Europa (NHIST) som European Science Foundation finansierede fra 2003 til 2008. Her samarbejder langt over hundrede europæiske historikere om at undersøge fagets rolle i skabelsen af nationale identiteter – og konflikter – de sidste to hundrede år (Berger and Mycock 2006, Berger 2007 og 2008). Resultaterne af projektet er planlagt til at udkomme i seks bind fra 2009 under overskriften “Writing the Nation”. Foreløbig er bind 2 udkommet, redigeret af Stefan Berger og Chris Lorenz (Berger and Lorenz 2008).
En prægnant formulering af den uheldssvangre rolle historiefaget i sin videnskabelige storhedstid spillede for etableringen af nationalstaterne i Europa stammer fra den nationalliberale græske historiker og politiker Spyridon Lambros (1851-1919). Ifølge ham er “historikerens pen, næst efter militær magt, det stærkeste våben for nationale ambitioner” (Berger 2007, 5). Men sætningen kunne være formuleret af mangfoldige historikere og politikere, især i historiefagets storhedstid i 1800-tallet. Historiens og dermed historikernes tvivlsomme rolle er på ingen måde forbeholdt Balkan-landenes nationalister, som det fremgår af enhver blot nogenlunde distanceret undersøgelse af historieskrivningen om omstridte regioner og grænser. Jeg bidrager selv til bind 5 af projektet med en undersøgelse af Slesvig og Holsten mellem dansk og tysk historieskrivning (Østergård 2009 b og 2010c). Det har været en spændende om end også en noget forstemmende oplevelse at læse sig igennem mængderne af stridende historiske fremstillinger om disse provinsers rette nationale tilhørsforhold – samt en udfordring at oversætte de danske og tyske diskussioner til en nationalt neutral fremstilling på engelsk. Fred og fordragelighed har ganske vist indfundet sig i regionen siden 1950ene, nord såvel som syd for grænsen. Men det skyldes at konflikten er blevet afdramatiseret og er rykket ud af fokus i de berørte lande. Først da spørgsmålet om grænsedragningen mellem dansk og tysk og mindretallene blev løst med Bonn-København erklæringerne i 1955 blev der plads til ikke-nationalistiske synspunkter i forskningen. Forudsætningen for denne i og for sig positive udvikling er imidlertid det beklagelige forhold at meget få udenfor de snævre professionelle miljøer længere interesserer sig for emnet. Og i det omfang nogle gør det er det med henvisning til de gamle og forældede opfattelser af historien som hos teologen og politikeren Søren Krarup (f.1937). Meget få i den almindelige offentlighed tager notits af spændende, ikke-nationalistisk forskning som for eksempel etnologen Peter Dragsbos undersøgelser af boligskikke i Slesvig på tværs af nationale skel (Dragsbo 2008a og b). Der ser trist nok ud til at være et omvendt forhold mellem videnskabelig objektivitet og samfundsmæssig relevans.
Denne relative afdramatisering af historien kan til gengæld ikke siges at gælde for national historie i almindelighed, ikke engang i det Danmark som engang troede ikke at være nationalistisk. I forskningen gør nationalismen sig dog i dag primært gældende som det der i samfundsvidenskaberne kaldes “metodologisk nationalisme”, dvs. automatisk indskrænkning af perspektiver og undersøgelsesgenstand til det nationale område, også af fænomener der ville vinde ved at blive studeret komparativt eller bare på tværs af de mere eller mindre vilkårlige nationale grænser (Sørensen 2009). Langt fra at forsvinde som Søren Mørch (f. 1933) forudsagde i sin provokerende Den sidste Danmarkshistorie fra 1996 står diskussioner om Danmarks nationale identitet og historie mere centralt i den politiske diskussion end på noget andet tidspunkt siden den nationale vækkelse der førte splittelsen af den multinationale helstat i 1848 og statens undergang i 1864. Her tænker jeg ikke på de officielle forsøg på at styrke historieundervisningen i folkeskolen med lister over vigtige begivenheder eller kulturministerielle kanoner for alle mulige områder. Sådanne tiltag vil en historiker med basis i fagets mistænksomheds hermeneutik tolke som vidnesbyrd om at det står dårligt til med den historiske viden såvel hos dem med indflydelse som hos det folk de vil oplyse. Intet i den historiske erfaring tyder på at sådanne bud fra oven vil have større virkning. Risikoen for at de velmente forsøg på at gentage den nationale indoktrinering fra 1800-tallet, hvor det nationale fællesskab byggede på en levet økonomisk og social erfaring, vil mislykkes i 2000-tallet, er overhængende. Men det afholder ikke appeller til det virtuelle nationale fællesskab i at have politisk effekt. Blot er virkningen oftest helt anderledes end tilsigtet, til tider ligefrem modsat. I modsætning til 1950ernes og 1960ernes endnu realt eksisterende kommunikationsfællesskab i skole og massemedier byger nutidens kanon-dyrkelse på en viljesakt som afspejler den samfundssituation man med sociologerne Ulrich Beck og Anthony Giddens kan kalde “refleksivt moderne” (Beck, Giddens, Lasch 1994).
Der er sket en demokratisering af fortiden i den forstand at alle opfattelser synes at være lige gode hvis de bare er båret af et ægte engagement. “Min historie for mig” kunne man kalde det. Men det betyder ikke at historieinteressen er blevet mindre, tværtimod. Fortolkning af historien praktiseres blot i dag af mange andre end professionelt trænede historikere og andre samfundsforskere, især journalister og politikere, men også mange såkaldte “almindelige mennesker”. Med det resultat at historikerne ikke længere har monopol på at udlægge fortiden. Det har de (vi) formodentlig aldrig haft. Men det nye er at deres (vores) resultater ikke engang omfattes med interesse og respekt, med mindre resultaterne svarer til de forudfattede opfattelser. Det fremgår tydeligt af offentlighedens modtagelse af den store rapport om Danmark under den kolde krig fra Dansk Institut for Internationale Studier i 2005 og PET-kommissionens endnu mere omfattende arbejde fra 2009. Det er en logisk konsekvens af det mere relativistiske syn på kultur- og samfundsvidenskaberne der har afløst tidligere tiders kendsgerningspositivisme – som deltes af både borgerlige og selvforstået kritiske marxister. Men især i Danmark er der tale om en langt mere omfattende politisk offensiv i form af en veritabel “kulturkamp” om den rette lære af 2. verdenskrig og denne betydning for dansk udenrigspolitik som Anders Fogh Rasmussen åbnede efter overtagelsen af regeringsmagten i 2001 og den der af følgende kamp med de professionelle historikere (Østergård 2009b og 2010d).
Denne selvorganiserede og moderne refleksive brug af historien adskiller sig fra erfaringerne fra det nationales storhedstid i 1800-tallet og i 1900-tallets nationale velfærdsstat. Nu er der snarere tale om en slags postmoderne brug af historien med tungen i kinden. Efter at historikere og andre samfundsforskere på solidt fagligt grundlag har dekonstrueret de nationale historier har det store flertal skabt deres egne fortællinger. Delvis ved hjælp af historikernes analyser, dels – og i endnu højere grad – ved hjælp af fiktive rekonstruktioner af fortiden som tv-serien Matador. Påvisningen af de nationale myters konstruerede karakter har ikke ført til hverken deres eller nationalstatens forsvinden, således som mange i 1990erne antog ville ske – herunder forfatteren af denne artikel. I stedet synes nationalstaterne og national identifikation nærmest at være blevet styrkede med globaliseringen. Det kan man vælge at tolke som et reelt forhold ved moderniteten, som derfor ofte kaldes sen- eller hypermodernitet. Det gør f.eks. Michael Böss (f. 1952) som i 2006 publicerede et omfattende værk, Forsvar for nationen, med undertitlen, “Nationalstaten under globaliseringen” (Böss 2006). Synspunktet har meget for sig og erkendelsen af nationalstaternes sejlivethed indgår også i høj grad i det efterord jeg har skrevet sammen med mine kolleger Bjørn Hettne og Sverker Sörlin til 2. udgaven af vores bog med den profetiske titel “Den globala nationalismen” der ligeledes udkom i 2006.
Men uanset om nationalstaterne på langt sigt er blevet styrkede eller om der blot er tale om et midlertidigt, konjunkturelt fænomen, er der komplicerede processer på spil som gør det umuligt blot at gentage 1800-tallets nationale indoktrinering fra oven – “nationsbygning” som det hedder på sociologisk – uanset om det er de samme eller andre enheder som f. eks. EU man vil skabe. Den postmoderne, “post-nationale”, men på en paradoksal måde samtidig nationalistiske brug af historien i dag er endnu ikke er tilfredsstillende forstået, trods den prisværdige indsats der blev ydet af projektet Humanistisk historieformidling – i komparativ belysning 1995-2000 med Bernard Eric Jensen (f. 1943) som primus motor der resulterede i en imponerende serie på 11 bind om historiekultur og historiebevidsthed (se Jensen 2000, 2003, 2008 og 2010). Historieskrivning er i dag, i det omfang den, ofte skrevet på engelsk, overhovedet når udenfor en snæver kreds af eksperter, reduceret til underholdning, “gode historier“ som det ofte hedder. Forstået på den måde er historieskrivning ikke forskellig fra branding af firmaer, lokaliteter eller lande. Det gives der mange eksempler på i dette temanummer af DJH der udspringer af det førnævnte FKK-forskningsprojekt, “National identitet, branding, historie og virksomheder”.
Statsnationer og nationalstater
Idéen om at markedsføre stater og herskerhuse går langt tilbage i historien, mindst så længe som der har eksisteret større politiske enheder. Historie er langt ældre end den moderne stat som normalt antages at være opstået i begyndelsen af 1500-tallet (Poggi 1978; Østergård 2009a). Mellem 1500 og 1800 voksede territorialstaterne frem i Vesteuropa som efterfølgere til middelalderens kristne monarkier. De blodige religionskrige i 1500- og 1600-tallet var det voldsomste udtryk for sammenstødet mellem forskellige stats- og suverænitetsprincipper som først blev bilagt med freden i Westfalen i 1648 der afsluttede trediveårskrigen. Et godt udtryk for territorialstaternes nye magt var det kompromis i Augsburg i 1555 hvor kejser Karl 5. (1500-1558) blev tvunget til at lade fyrsterne i de tyske stater i sit rige bestemme hvilken religion der skulle herske i deres lande. Princippet hed på latin cujus regio ejus religio. Aftalen var tænkt som en endelig løsning på de politiske stridigheder reformationen førte med sig, men kom kun til at fungere som en kortvarig våbenhvile i religionskampene. Først efter næsten hundrede års krige og grusomme forfølgelser der lagde store dele af Centraleuropa (og Jylland) øde blev princippet om suverænitet i territoriale stater knæsat med freden i Westfalen 1648. Interessant nok var det kun i de to nordiske riger, Danmark (med Norge, Slesvig og Holsten) samt Sverige (med Finland) at princippet om at fyrstens religion skulle være folkets blev konsekvent gennemført. Det er grunden til at netop disse stater siden blev de nationalt mest homogene territoriale nationalstater i Europa (Østergård 2008b). Formelt gjaldt fredsslutningen efter trediveårskrigen i Westfalen i 1648 kun for staterne i det Hellige Romerske Rige. Men reelt kom de westfalske principper om staters suverænitet og ukrænkelighed til at gælde for hele kontinentet. Og efter 1945 også resten af verden organiseret i de Forenede Nationer. Baggrunden for de territorielle stater var som den amerikanske historiske sociolog Charles Tilly (1929-2008) har påvist, krige. Det har han formuleret i den slagkraftige sætning: “War made the state, and the state made war” (Tilly 1975, 42, udbygget i Tilly 1990).
Der var to hovedtyper af den nationale stat som gradvis afløste imperierne og bystaterne som organisationsprincip. For det første den klassiske territoriale stat, hvor en mere eller mindre veldefineret stat eksisterede før det store flertal af indbyggerne blev bevidste om deres fælles nationale identitet og kom til at tale samme sprog. Sådanne stater kaldes normalt for statsnationer (engelsk state nations) i den politiske sociologi (Poggi 1978). Meget sigende var det i begyndelsen af 1500-tallet at begrebet “lo stato” begyndte at afløse det klassiske romerske begreb “res publica” og det græske “polis” i politisk tænkning. Den anden type af nationalstaten har især påkaldt sig nationalismeforskeres interesse, idet de er resultater af nationale bevægelser, slagkraftigt formuleret af den modernistiske sociolog og antropolog Ernest Gellner (1925-1995) i 1983 som at det var “de nationale bevægelser der skabte nationerne” (Gellner 1983). Denne statstype kaldes på engelsk noget forvirrende for nation state, om end enkelte forskere som Anthony Smith (f. 1933) på det seneste er begyndt at kæmpe for at introducere betegnelsen national state for stater der er defineret ud fra sprog, kultur og nationalitet (Smith 2001).[3]
Uanset om staterne tilhører den ene eller anden af disse typer har mange stater efterhånden udviklet sig til at blive nationalt homogene med fælles sprog og kultur i overensstemmelse med princippet om “folkenes ret til national selvbestemmelse” som det blev døbt ved fredsslutningerne i Versailles i 1919. Men homogene var noget de først blev i kraft af udviklingen – fra begyndelsen var de færreste nationalstater etniske eller sprogligt homogene. I Øst- og Centraleuropa er den nationale homogenisering primært et resultat af Hitlers udryddelser i den nazistiske raceideologis navn og Stalins folkeflytninger i den nationale kommunismes navn. På Balkan var andre, men mindst lige så blodige processer på spil i opgøret med den multinationale arv fra det Osmanniske Rige (Østergård 2010a). Andre steder er den nationale homogenisering sket med mere fredelige midler, især undervisning, militærtjeneste, interne migrationer og massemedier. Uanset de præcise mekanismer er resultatet en verden domineret af princippet om nationale stater med suverænitet over deres territorium og indbyggere (Hettne, Sörlin, Østergård 2006). Der eksisterer en tredje form for nationalstat som paradoksalt er resultatet af det over- og transnationale samarbejde i den Europæiske Union, som det vil føre alt for vidt at analysere i denne sammenhæng. Jeg håber inden længe at kunne publicere en større undersøgelse af dette komplekse fænomen.
Historieskrivning som propaganda
Mennesker har til alle tider tænkt historisk i den forstand at de har set ændringer og udviklinger. Det normale er imidlertid at forstå ændringerne ud fra sig selv, sin familie, sin klan, sit folk, hvordan man nu end definerer disse størrelser. Den mest grundlæggende måde at tænke samfund på er at udnævne sig selv og sin familie, klan eller stamme til “mennesker” mens alle andre mennesker bliver til “fremmede”. Både “inuit” og “cheyenne” betyder således menneske. Når mindre grupper slutter sig sammen i større fællesskaber har de typisk taget udgangspunkt i familien og tænkt det større samfund som en udvidet familie, også selv om det bliver så stort at medlemmerne umuligt kan være direkte blodsrelaterede undtagen i en mytisk fortid. Derfor opfatter den mest tilfredsstillende moderne definition af nationale fællesskaber nationer som “forestillede fællesskaber”, hvor alle medlemmer af nationen omtales som om de var i familie med hinanden (Anderson 1983 og følgende udgaver). “Blodsbeslægtede”, som man sagde indtil nazismens raceteorier gjorde det uacceptabelt at bruge ord som race og blod. Forskellige udgaver af sådanne “som om”-fællesskaber har været kernen i menneskenes historie, lige siden overgangen til landbrug gjorde det muligt at brødføde større antal personer på det samme område i længere tid.
Agrarsamfundenes højkulturer og klassedelte bysamfund var baggrunden for systematisk historie-skrivning forstået som organiseret erindring om fortidige begivenheder og personer. Især herskerslægterne har udgjort rygraden i den historiske erindring. Det gælder for den traditionelle historieskrivning og den indterpning af den danske kongerække som ifølge upålidelige, men ofte gentagne påstande, udgjorde rygraden i den danske skoles historieundervisning indtil den blå betænkning gjorde op med historien til fordel for samtidsorientering i 1958. Der er det sande i forestillingen om historie som kedelig indterpning af konger og krige at markedsføring af ens egen stat eller kongehus har været formålet med den meste historieskrivning. Men krig har historieskrivningen i virkeligheden sjældent handlet meget om, specielt ikke i det Danmark der blev nationalt homogent og moderne ved at tabe krige. Hvorfor så mange danskere vælger at erindre deres skoleundervisning som udelukkende omhandlende krige og konge er i grunden en gåde når man læser de lærebøger undervisningen byggede på. Bøgerne gengiver loyalt grundtemaerne i den danske historieforskning der i vidt omfang var partipolitisk radikal og antimilitaristisk, hvis ikke direkte pacifistisk (se Manniche 2000). Hvis de ikke ligefrem var skrevet af dem selv som det er tilfældet med historikeren og radikale politiker Peter Munchs (1870-1948) indflydelsesrige lærebog i verdenshistorie der blev brugt i gymnasiet langt op i 1960erne, om end i opdaterede udgaver (Munch 1907-08, jævnfør Togeby 1978).
Propagandahensigten var baggrunden for det store værk i 142 bind (hvoraf en fjerdedel er bevaret) som den romerske forfatter Titus Livius (59 fvt.-17 evt.) skrev omkring vor tidsregnings begyndelsen med titlen Ab urbe condita (Siden byens (dvs. Roms) grundlæggelse). Livius’ hensigt var at beskrive – og vise at det var ret og rimeligt – hvorledes den lille bystat Rom ved konstante krige underlagde sig først de nære omgivelser, siden hele den italiske halvø, for til sidst at beherske næsten hele den da kendte verden rundt om Middelhavet, Orbis Terrarum. På samme tid opfandt digteren Vergil (70-19 fvt.) en forbindelse mellem Roms grundlæggelse og figurerne i hovedværket i den græske kultur som romerne ønskede at overtage. Vergil lod i Æneiden en flygtet prins fra Troja, Æneas, grundlægge byen Rom og knyttede dermed an til Iliaden der skildrede Trojas belejring og undergang.
Modsat Iliaden der har vist sig at bygge på arkæologisk verificerbare forhold er Vergils og de indledende afsnit af Livius’ Ab urbe condita ren fiktion. Men det har ikke forhindret megen senere europæisk historieskrivning i at overtage modellen med at udstyre sit herskerhus med en mytologisk anknytning til den antikke gudeverden eller Bibelens skildringer – i nogle tilfælde endda begge dele. Den helt overvejende mængde af historieskrivning har altid haft et ideologisk formål med at ville berette om fortiden, dvs. en funktion der svarer til “nation-branding”. Det gjaldt om noget for historiefagets storhedsperiode i 1800- og første halvdel af 1900-tallet. Og kan opleves rundt om i verden i dag, hvor nye stater eller nationale grupper søger at skabe sig legitimation ved at få historikere til “bevise” de nuværende indbyggeres “urgamle ret” til territoriet – og ofte også til naboernes. En afgørende forudsætning for at blive anerkendt som selvstændig stat af det internationale samfund er en national historie med alle de forkortninger og misliebige tolkninger der følger af synsvinklen. Det er ikke den eneste forudsætning og den er langt fra tilstrækkelig i sig selv. Men at den er vigtig fremgår med al ønskelig tydelighed af de ressourcer der sættes ind på at få skabt sammenhængende fortællinger om nationens historie i mange tusinde år og deraf følgende
“historiske ret” til at eksistere.
Historie mellem videnskab og national ideologi
Videnskabeliggørelsen af historieforskningen i 1800- og 1900-tallet faldt tidsmæssigt sammen med opkomsten af nationalstaterne, først i Europa, og siden, efter 1945, i hele verden i takt med afkoloniseringen. Ud over at indføre kravet om en omhyggelig undersøgelse af kildematerialet, “kildekritik”, satte historikerne begreber som “folk”, “nation” og “stat” i centrum for deres fremstillinger og analyser. Derved kom historikerne til at indtage en central rolle ved skabelsen af de erindringsfællesskaber der udgjorde det kulturelle kit i de nye nationalstater. Forestillingen om nationerne er som tidligere anført ældre nationalstaterne, men koblingen af staten med folk, nation og én fælles historisk erindring i en nationalstat til forskel fra de ældre territoriale fyrstestater begyndende med den franske revolution og de nationale reaktioner på de franske erobringer er resulteret i en de stærkeste kollektive identitetskonstruktioner menneskeheden har udviklet(Hettne, Sörlin, Østergård 2006). Denne erkendelse har stor betydning for forståelsen af historieskrivningens funktion der har været forskellig i forskellige perioder.
Grækerne antages normalt at have opfundet historieskrivning og historieforskning. Herodot fra Halikarnassos (ca. 484-425 fvt.) skrev i midten af 400-tallet fvt. det værk der på mange måder er den første verdenshistorie med titlen Historia, samtidig med at han lagde grunden til etnografiens observationer af fremmede folkeslag. Det græske ord “historia” betyder ikke fortid men “undersøgelse”. Og en undersøgelse var netop hvad Herodot foretog. Hans ambition var at beskrive hele den da kendte verden. Ikke blot for at beskrive den, men for at forklare hvordan det kunne gå til at en lille koalition af græske bystater kunne besejre datidens uantastede supermagt, Perserriget, i søslaget ved Salamis i bugten ved Athen i 480 fvt. Hans forklaringer adskiller sig fra vore dages rationelle årsagssammenhænge, idet han gik ud fra at guderne greb direkte ind i begivenhederne. Hvis menneskene ikke rettede sig efter varslerne eller hvis de pådrog sig gudernes misundelse ved overmod (hybris) blev de straffet. Et eksempel på det var for Herodot perserkongen Xerxes (herskede 485-465 fvt.) som ifølge Herodot led nederlag til de talmæssigt langt underlegne grækere pga. sin overmodige optræden. Alligevel må man karakterisere Herodots værk som analytisk historie med ambition om at besvare et bestemt spørgsmål af betydning for samtiden, han havde blot andre forestillinger om rationelle årsager (Kapuściński 2004 og Hartog 1980). Den romerske forfatter Cicero (106-43 fvt.) havde derfor på mange måder ret i at udnævne Herodot til “historiens fader”.
En anden græker, Thukydid (ca. 460-400 fvt.) fremhæves normalt som grundlægger af historievidenskaben ved siden af Herodot. Under et tyve år langt eksil under den peloponnesiske krig, efter at han var blevet landsforvist fra Athen fordi han havde tabt et søslag som strateg (admiral), skrev han et værk der var tænkt som en fortsættelse af Herodot. Den ambition indløste han med en forholdsvis kortfattet oversigt over forholdet mellem de græske bystater i perioden 480-431 fvt. Det særlige ved Thukydid og grunden til at vi stadig læser ham som et forbillede er imidlertid den grundige gennemgang af årsagerne til krigen mellem de græske stater ledet af de to hoved-protagonister Athen og Sparta, og analysen af grundene til at Athen tabte (det var hybris og den deraf følgende manglende moral i omgangen med de andre stater). Thukydid formulerede som den første en klar metodisk programerklæring og vurderede eksplicit værdien af de forskellige kilder i forhold til hinanden. Vigtigst for hans fortsatte popularitet er dog de systematiske analyser af årsagssammenhænge, en fremgangsmåde der lagde grunden til moderne politisk videnskab. Samtidig med denne nøgterne og disciplinerede fremgangsmåde tog han sig dog friheder af hensyn til fremstillingen ved at lægge egne ord og taler i munden på historiske personer. Han er således både historieanalytiker og historieskriver i ét.
Denne dobbelthed af kunst og videnskabelig detailanalyse har præget al historieforskning siden, også i dens storhedstid i 1800- og 1900-tallet, al kildekritik og videnskabeliggørelse til trods. Men samtidig kombineret med propaganda for en sag, et land, en ideologi eller et herskerhus. Fortolkningerne er skiftet i takt med de ændrede spørgsmål der blev stillet, men også i høj grad i takt med og som funktion af hensigten med de historiske værker. I takt med professionaliseringen af historiefaget i 1800-tallet blev det de nationale stater eller folkene som historikerne, uanset politisk observans, legitimerede i stedet for som tidligere fyrstehusene. Det skete ofte i stor uenighed, men nedenunder de overfladiske politiske uenigheder herskede der reelt stor enighed om at ens eget folk havde ret i næsten alt og fjenderne uret. Det gælder i Danmark selv for den positivistiske og kildekritiske historieskrivning der tilsyneladende var antinationalistisk. Men det var kun en bestemt konservativ version af det nationale projekt de kritiserede. Reelt var de radikale historikere også nationalister, blot på en mere raffineret måde end de konservative nationalister. Det er grundigt påvist af historikere som Claus Møller Jørgensen (f.1963) og Jens Christian Manniche (1943-2003). Men det gælder også mere generelt i Europa. Et godt eksempel på historieskrivningens politisk-propagandistiske funktion er den historiografiske kamp mellem Danmark og Sverige i 1500- og 1600-tallet og debatten om enevælde, patriotisme og kosmopolitisme i 1700-tallets Danmark.
Den historiografiske kamp mellem Danmark og Sverige
I 1561 udkom i København et værk med titlen Refutatio Calumniarum cuiusdam Ioannis Magni Gotha Upsaliniensis (Gendrivelse af Johannes Magnus’, en goter fra Uppsalas, bagvaskelser). I form af en polemik mod et svensk værk der var skrevet på latin rummede bogen en gennemgang af Danmarks historie under kong Hans (1455-1512). Trykkestedet var ikke angivet og som forfatter er anført “Petrus Parvus Rosæfontus, eques Danus” (Peder Lille fra Roskilde, dansk ridder). Forfatterangivelsen er en tilsløring, idet forfatteren var den danske teolog Hans Svaning (1500-1584) som havde været lærer for Frederik 2. (1534-1588) og i 1560 havde embede som dekan ved Ribe domkapitel. Ifølge Torben Damsholts (f. 1936) beskrivelse i hovedværket om dansk historieskrivning kan pseudonymet læses som en ironisk pendant til navnet på den modstander hvis synspunkter skulle gendrives, den svenske (katolske) ærkebiskop Johannes Magnus (1488-1544) (Damsholt 1992, 53). Initiativtageren til værket var den danske kansler (dvs. statsminister) Johan Friis (1494-1570) og den typografiske camouflage havde til formål at værket kunne fremtræde med officiøs vægt uden at nogen i Danmark direkte kunne drages til ansvar for dets indhold. I realiteten havde Hans Svaning allerede længe efter ønske fra Johan Friis arbejdet på en latinsk fremstilling af Danmarks historie.[4]
Værket som Svanings polemiske skrift var rettet mod var et omfangsrigt værk i 24 bøger med titlen Historia de omnibus Gothorum Sveonumque regibus (Historien om alle goternes og sveernes konger), som udkom i Rom 1554 ti år efter forfatterens død, udgivet af broderen Olaus Magnus (1490-1557). I forordet fortæller Johannes Magnus at han havde begyndt at skrive fremstillingen mens han var svensk udsending ved den pavelige kurie i Rom i 1518, mens kampene om kongemagt og unionen med Danmark under Christian 2. (1481-1559) var på sit højeste. Han henviste eksplicit til et antal pamfletter og krøniker hvori svenskerne blev fremstillet som ofre for dansk falskhed og ondskab. Spørgsmålet om hvis historie der var ældst og finest var blevet aktuelt for en europæisk offentlighed med teologen Christiern Pedersen (ca. 1480-1554) udgivelse af Danorum Regum heroumque Historia (Historie om danskernes konger og helte) af Saxo Grammaticus (ca. 1160-efter 1218) i en trykt udgave i Paris 1514. Saxos værk var skrevet i begyndelsen af 1200-tallet og sluttede derfor med Valdemar den Store og dennes efterfølger Knud 6. (1163-1202). I kraft sin elegante komposition og smukke sølvalderlatin blev værket en umiddelbar succes der underbyggede Danmarks krav på at være den dominerende magt i Norden. Da det i 1514 forelå trykt og derfor meget lettere tilgængeligt kaldte det på svar fra svensk side. Efter adskillige tilløb kom svaret i form af Johannes Magnus’ værk i 1554.
Johannes Magnus var til sin død i 1544 katolsk ærkebiskop i Sverige og havde tilhørt Sten Stures den yngres (1493-1520) parti der næsten blev udryddet af Christian 2. ved det stockholmske blodbad i 1520. Efter nogen tøven sluttede han sig til Gustav Ericsson Vasas (1496-1560) oprør mod den danske konge og blev ved et springavancement udnævnt til ærkebiskop efter at Gustav Vasa (1496-1560) i 1523 blev valgt til svensk konge. Først langsomt gik det op for Johannes Magnus og broderen Olaus at hensigten med udnævnelsen var at svække biskopperne og det gamle adelige parti til fordel for den lutherske reformation som indledtes ved riksdagen i Västerås i 1527. I mellemtiden var Johannes rejst til Danzig i Polen som leder af en svensk delegation. Han valgte at blive der under beskyttelse af biskoppen Johannes Dantiscus (1485-1548) for at se tiden an og samtidig få sin udnævnelse anerkendt i Rom. Det varede syv år. I ventetiden skrev han en historie på latin om ærkebiskopperne i Uppsala som i vid udstrækning byggede på Ericus Olais (død 1486) Chronica regni litanae ecclesiae Upsaliensis (Johannesson 2009, 64).[5] Hans politiske hensigt var at vise hvorledes Sverige havde været lykkeligst regeret når konger og rigsforstandere fulgte biskoppernes formaninger og råd som det havde været tilfældet under Sten Sture den ældre (ca. 1440-1503). Brødrene Magnus arbejdede febrilsk på at rulle reformationen i Sverige tilbage og genindføre katolicismen. I 1533 anerkendte paven omsider hans værdighed og i 1536 blev han og broderen kaldt til kirkemøde i Mantova i Italien. Han talte imidlertid fra en yderst svag position og måtte tilbringe et par år i Venezia under beskyttelse af patriarken Hieronimo Quirino. Først 1541 blev han kaldt til Rom hvor han henslæbte sine sidste år til 1544. Som ærkebiskop blev han begravet i Peterskirken.
I sin lange udlændighed havde han formået at skrive et storslået værk i mange bind om Sveriges historie som etablerede dette rige i det lærde Europas øjne. Det monumentale værk med indædte angreb på Danmark og dansk historieskrivning vakte stor opsigt i Europa. En ny udgave så således dagens lys i Basel allerede 1558. Johannes’ hensigt var at vise at det var Sverige og ikke Danmark der havde været det stærkeste rige i Norden. Han gik til værks som en ægte advokat og granskede Saxos værk omhyggeligt. Derved kunne han påvise mange modsigelser og steder hvor Saxo faktisk priste svenskernes tapperhed og ædelmodighed, mens han omvendt fandt mange eksempler på dansk list og forræderi når det af og til lykkedes dem at besejre de ædle svenskere og andre nordlige folkeslag.
Johannes Magnus’ helt afgørende trumf i argumentationen mod danskerne var imidlertid hans påstand om at svenskerne stammede fra goterne der i folkevandringstiden i 500-tallet havde erobret det meste af Europa og etableret stater i Europa fra Balkan over Italien til Spanien og Nordafrika. Der var ganske vist det lille problem at de fleste dannede europæere opfattede goterne som barbarer. Men han benyttede sig af et trick som allerede biskoppen i Växsjö, Nicolaus Ragvaldi (ca. 1380-1448), havde anvendt ved koncilet i Basel i 1434 som legat for den nordiske (dvs. danske) unionskonge Erik af Pommern. Under en strid om de fornemste pladser havde Nicolaus nemlig påberåbt sig goterne som sin konges forfædre og derfor ældre og fornemmere end de andre. Ikke bare var goterne ædlere end grækerne og romerne, de var også blevet omvendt til kristendommen tidligere end andre (Johannesson 2009, 67). Denne skitse var det Johannes Magnus lagde til grund for sit magnum opus som ellers havde form af en uendelig række af kongeportrætter bygget op over den samme læst. Først da han nåede frem til Gustav Vasa træder reservationerne ind, idet dennes tyranniske træk minder påfaldende om skurkene i fortællingen. Det gjorde denne rasende så man ikke direkte kalde værket for et svensk bestillingsarbejde. Johannes Magnus henvendte sig først og fremmest til den internationale katolske kirke for at overbevise den om sin sags retfærdighed. Dernæst var hans publikum de klassiske humanisters Europa. Og her havde han større succes end ved den pavelige kurie. Det fremgår af de mange oplag værket kom i, Basel 1558, Köln 1567 og Wittenberg 1617. Så sent som i den store franske Encyklopædi fra 1700-tallet fremhæves Johannes Magnus som en vigtig kilde til goternes historie (Johannesson 2009, 69). Den tredje målgruppe for værket var den svenske højadel som han søgte at overtale til at bryde med Gustav Vasas næsten enevældige styre og vende tilbage til den katolske moderkirke.
Sammen med et stort værk af broderen Olaus Magnus fik det indtil da tilbagestående Sverige hermed en version af sin historie som helt levede op til tidens idealer om forankring i den klassiske historie og retorisk form på latin. Under brødrenes ophold i Venezia havde patriarken udvist stor interesse for Olaus Magnus’ studier og opmuntret ham til at udarbejde et illustreret atlas over Nordeuropas have, Carta Marina, rigt udsmykket med illustrationer af de der forekommende havpattedyr og fisk – herunder havfruer og andre mytologiske fabelvæsener. Det udkom i 1539 og var grundlaget for hans bedst kendte værk, Historia de gentibus septentrionalibus (De nordiske folks historie) fra 1555. Værkets hovedkilder var en blanding af egne erfaringer, gætterier og legender baseret på historiske skrifter som Saxos Gesta Danorum og Jordanes’ De origine et actibusque Getarum fra 500-tallet. Olaus’ hensigt var at forklare svenskernes krigeriske overlegenhed som et resultat af landets naturlige forudsætninger i form af jernudvinding kombineret med det medfødte mod der skyldtes det kolde klima. Den landflygtiges hjemlængsel anes i beskrivelserne af fiskearter som ikke kendes i Middelhavsverdenen. Trods deres fantastiske historier var han og broderen de første europæisk anerkendte svenske humanister. Olaus’ bøger slog straks an hos det europæiske publikum med udgaver på italiensk i 1565, tysk i 1567, engelsk i 1658 og nederlandsk i 1665 samt ændrede udgaver i Antwerpen i 1558, Paris i 1561, Amsterdam 1586, Frankfurt 1618 og Leiden 1652. Efter Johannes Magnus’ død i 1544 overtog Olaus titlen som ærkebiskop i Sverige, men levede fortsat i eksil i Rom. Han deltog 1545 som svensk delegat i det modreformatoriske koncil i Trento der havde til mål at rulle reformationen tilbage og genindføre katolicismen i Nord- og Centraleuropa (Johannesson 2009, 74).
I eftertiden har interessen samlet sig om Olaus Magnus’ etnografisk og kulturhistorisk interessante skrift, mens broderens værk allerede i 1600-tallet begyndte at blive kritiseret for at være frit opfundet – hvad det jo også var, om end ret beset ikke meget mere end Saxos. Men i samtiden forholdt det sig omvendt. Gustav Vasa afviste som anført harmdirrende Johannes Magnus’ værk som en slet skjult kritik af hans indsats. Hans sønner derimod læste det med interesse og så i det muligheden for at legitimere deres krone på europæisk niveau. Erik 14. (1533-1577) fandt tretten mere eller mindre mytiske forgængere med sit eget navn og nummererede derfor sig selv som den fjortende. Det gav respekt når hans ambassadører søgte at indgå de bedst mulige giftermål rundt om i Europa. Og det lykkedes over al måde, især for Eriks broder Johan 3. (1537-1592) der giftede sig med Katarina Jagellonica (1526-1583) af Polen-Litauen. Hans søn Sigismund (1566-1632) var en tid konge af både Sverige og det enorme polske rige indtil han blev afsat i Sverige pga. angst for at han skulle genindføre katolicismen.
Olaus og Johannes Magnus var begge såkaldte “götiske” patrioter der hævdede Sverige som det ældste rige i verden og ophav til de forskellige europæiske stammer og folkeslag. Som etnolog, historiker og kartograf byggede Olaus Magnus på en klimateori ifølge hvilken de barske folk nordfra nødvendigvis blev modige, mens det milde klima i syd (han tænkte på Danmark!) frembragte feje og tilbageholdende mennesker. Begge brødrene Magnus identificerede Sverige med goterne som i folkevandringstiden havde bredt sig over næsten hele Europa og etableret efterfølgerstater til det romerske rige, deraf betegnelsen “göticisme”. De opfandt en svensk kongerække som gik tilbage til Noah og levede dermed op til ønskerne om en ulastelig kristen forankring hos deres politiske og religiøse modstandere i det nyetablerede svenske kongehus af Vasa-slægten. Deres svenske patriotisme var på ingen måde hæmmet af at de begge havde måttet forlade Sverige. De svælgede i anti-danske tirader, især i beskrivelsen af tiden under de danske konger i Kalmar-unionen 1397-1523. Johannes Magnus’ kritik af Danmark kulminerede i en fiktiv tale om unionsforholdene på kong Hans’ tid som han lagde i munden på en historisk person, biskoppen i Linköping Hemming Gadh (ca. 1450-1520).
Med brødrene Magnus’ værker havde Sverige fået historiske fremstillinger fuldt på højde med danskeren Saxo Grammaticus’ Gesta Danorum, der som før nævnt blev trykt i 1514. Saxos fremstilling havde den mangel at det kun gik til år 1202, mens de svenske forfattere kunne føre deres fremstilling helt frem til 1500-tallets kampe under Sture-slægten og Gustav Vasa. Det gav svenskerne en førerstilling i den europæiske propagandakrig der udfoldede sig som led i konkurrencen mellem de to nordeuropæiske kongeriger i de følgende århundreder.
Dansk historiografisk modoffensiv
Det var denne intellektuelle propagandasucces det førnævnte danske skrift af Hans Svaning fra 1560 skulle danne modvægt til. Der havde hidtil ikke eksisteret en fremstilling fra dansk side af de næsten 400 år som ikke var beskrevet af Saxo. Det ønskede de toneangivende i den danske statsmagt nu at råde bod på og indledte derfor en veritabel historiografisk konkurrence med Sverige. En krig svenskerne dog stort set vandt, idet den svenske krone havde held til at knytte de bedste europæiske hoveder og penne til sig, først og fremmest den retslærde filosof Samuel Pufendorf (1632-94) der fra 1670 til 1676 var professor ved det nyoprettede universitet i Lund og derefter kongelig historiograf i Stockholm. I denne egenskab forfattede Pufendorf ud over grundlæggende retsfilosofiske skrifter som afgørende influerede såvel international ret (folkeret) som statsvidenskab og politisk teori i det tidligt moderne Europa i forlængelse af Hugo Grotius (1583-1645) et partsindlæg om svensk historie som overbeviste store dele af den europæiske offentlighed om det berettigede i de svenske synspunkter overfor de danske. Men det danske nederlag skyldtes ikke manglende interesse, kun uheld og manglende evner.
Dansk historieskrivning var i tiden mellem 1560 og 1760 præget af at statsmagten interesserede sig levende for historie og historieskrivning som et vigtigt led i konkurrencen og magtkampen mellem stater og dynastier. Efter opfindelsen af bogtrykkerkunsten i 1400-tallet var det muligt at supplere det traditionelle diplomati med krig på ord. Og denne mulighed blev udnyttet til det yderste. At der ikke kun er tale om en anakronistisk kritik fra en uforstående eftertid, men at det også opfattedes sådan i samtiden, fremgår af en bestemmelse i freden Stettin i 1570 som afsluttede den nordiske syvårskrig mellem Danmark og Sverige. Her forpligtede de to lande sig til – i fredstid – ikke at udsende smædeskrivelser om hinanden. Denne bestemmelse blev gentaget i de følgende århundreders fredstraktater mellem Sverige og Danmark (Damsholt 1992, 54). Uden videre held, som det fremgår af de bevarede værker samt det forhold at det føltes vigtigt at gentage bestemmelsen i senere fredstraktater.
Hans Svanings Refutatio Calumniarum var det første resultat af den danske stats interesse for historieskrivning og blev publiceret som led i forberedelserne til syvårskrigen med Sverige 1563-70. Men det var langt fra det sidste, selv om Danmark havde den internationalt anerkendte Gesta Danorum af Saxo. Dette klassiske værk i dansk historieskrivning var affattet på smukt sølvalderlatin omkring år 1200 på bestilling af ærkebiskop Absalon (1128-1201). Det var beregnet på at vise det berettigede i Valdemar den Stores (1131-1182) sejr i borgerkrigen i 1150erne. Men krøniken var også beregnet til ydre brug, hvor den skulle demonstrere det danske riges ælde og berettigelse som et kristent kongerige uafhængigt af det Hellige Romerske Rige (Sacrum Imperium) for et dannet europæisk publikum. Begge disse formål var så meget mere påkrævede som Valdemar havde vundet i den danske magtkamp med militær bistand fra den tyske kejser ved hvis hof han var vokset op. Man kan endnu spore disse stridende taktiske formål i Saxos tekst, idet han i den næstsidste bog understreger at Valdemar aldrig havde svoret en ed til den tyske kejser for blot tyve sider længere fremme at beskrive hvor taktisk smart og politisk nødvendigt det var af Valdemar at bryde denne ed.
Alle uklarheder til trods markerede Valdemar den Stores handlinger et helt afgørende valg i Danmarks historie. Riget let kunne have delt skæbne med Bøhmen og Mæhren som senere i 1200-tallet gled ind i Hellige Romerske Rige. Ganske vist med resultat at kongerne af Bøhmen deltog i valget af kejser – og i 1300-tallet i en periode selv stillede kejseren, som ganske vist var af luxembourgsk afstamning, Karl eller Karel 4. (1316-78). Det er dog den propagandistiske hensigt med Saxos tekst der især falder i øjnene. Det nye i 1500- og 1600-tallet var at statsmagten engagerede sig direkte, såvel i historikernes forarbejder som i den endelige godkendelse af deres værker, mens det tidligere havde været indflydelsesrige enkeltpersoner indenfor eller udenfor kirken og klostrene der havde taget initiativ til historieskrivningen, primært i form af annaler, dvs. optegnelser af de vigtigste begivenheder i de enkelte år. Men altså også egentlige fremstillinger som Saxos.
Den danske krone satsede i begyndelsen på lokale kræfter og udnævnte med vekslende held en serie af kongelige historiografer. Hans Svanings stilling blev dog aldrig officiel og han havde ikke adgang til kongens og rigsrådets arkiver. Men hjulpet af et kongebrev samlede han i mange år kildemateriale til en latinsk fremstilling, Historia Danica. Han var næsten færdig da han i 1579 fik ordre til at aflevere sit manuskript og alt sit kildemateriale til kansler Niels Kaas (1534-94). Manuskriptet blev vurderet af Københavns Universitet, hvor det blev henlagt uden begrundelse og aldrig udgivet. Kun brudstykker overlevede Universitetsbibliotekets brand i 1728. I mellemtiden var hvervet overgået til Anders Sørensen Vedel (1542-1616) som i 1575 havde udsendt en dansk oversættelse af Saxo. Vedel fik løfte om Svanings embede i Ribe og fik overladt hans samlinger. Men heller ikke han fik en udnævnelse til officiel historiograf og heller ingen bevilling til medhjælp eller adgang til arkiverne (Damsholt 1992, 57).
Ved Niels Kaas’ død i 1594 ændredes historieindsatsen i almindelig europæisk retning. Vedel fik ordre til at aflevere sine samlinger til landets første officielt udnævnte kongelige historiograf, professor Niels Krag (1550-1602). Han var en helt anden type end forgængerne. Som trænet latinsk stilist havde han siden 1589 ofte været anvendt i diplomatiske missioner på samme måde som mange andre af humanismens filologer blev det. Krag fik de ressourcer stillet til rådighed som forgængerne havde savnet, men han magtede alligevel ikke at indfri sit løfte om at færdiggøre en Danmarkshistorie på seks år. Ved sin død i 1602 efterlod han sig kun begyndelsen til en fremstilling af Christian 3.’s historie til 1550 (først trykt i 1737). I stedet blev resultatet af regeringens anstrengelser en helt anden publikation der egentlig kun var tænkt som et biprodukt, Arild Huitfelds Danmarks Riges Krønike i 10 kvartbind på dansk. Arild Huitfeld (1546-1609) havde en helt anden baggrund end sine forgængere. Han var højadelig, født på Bergenshus, hvor hans far var lensmand. Han tjente selv som kongelig lensmand i forskellige skånske len, fik 1586 sæde i Rigsrådet og blev udnævnt til kansler under Christian 4.’s (1577-1648) mindreårighed. At han samtidig med disse hverv magtede at producere et omfattende historieværk i mange bind, der for de seneste århundreders vedkommende byggede direkte på dokumenter fra de arkiver som han havde fuld adgang til, er imponerende. Efter et apoplektisk anfald i 1606 trak han sig i 1609 tilbage til Herlufsholm hvor han døde kort tid senere. Men da havde han næsten afsluttet sit store historiske arbejde.
I begyndelsen var det kun hensigten at Huitfeldts værk på dansk skulle tjene som råmateriale for Niels Krags latinske tekst. Men i takt med at denne ikke materialiserede sig skrev Huitfeldt med stadig stigende selvsikkerhed. Det fremgår især af fortalerne til de enkelte bind, hvor han uddrager historiens lære for sin første læser, den unge kong Christian 4., til hvem alle bindene var dedicerede. Her formulerer Huitfeldt sig som en selvbevidst, nationalt sindet aristokrat der var tilhænger af en “blandet forfatning”, dvs. en balanceret magtdeling mellem konge og rigsråd (Damsholt 1992, 59). Den afskedigede Vedel var af let forståelige grunde stærkt kritisk overfor Huitfeldts værk, men det forblev helt til Ludvig Holbergs (1684-1754) Dannemarks Riges Historie i tre bind fra 1732-35 den fundamentale skildring af landets historie. I Danmark vel at mærke, i udlandet blev Huitfelds arbejde næppe bemærket.
Historieskrivningens øgede betydning hang sammen med fremkomsten af bogtrykkerkunsten (jvf. Horstbøll 1999; Eisenstein 1983). Dette nye massemedie var i kraft af sin udbredelse langt mere slagkraftigt end tidligere tiders manuskripter der møjsommeligt skulle skrives af, hvad enten det var af munke som i det meste af Europa eller islandske skrivere i tjeneste hos storbønder tæt under polarcirklen. At trykte skrifter blev tillagt stor indflydelse ses af det faktum at alle trykte bøger i alle lande, bortset fra et par bystater som Genève og Amsterdam, blev underkastet omhyggelig kontrol. I Danmark indførtes censuren med Kirkeordinansen af 1539 der primært skulle sikre og beskytte den lutheranske reformation af kirken fra 1536. Her hed det at alle bøger skulle undersøges med henblik på om de indeholdt “noget der vedrører troen eller hører til lands og stæders regimente” (Damsholt 1992, 82). Censuren udøvedes af Københavns Universitet og denne forpligtelse bestod indtil den blev ophævet i 1770 under livlægen Johann Friedrich Struensees (1737-1772) korte styre. I Danske Lov fra 1683 gentoges og præciseredes reglerne og der var fastsat straf for både forfatter og bogtrykker hvis de krænkedes. Ifølge denne skulle skrifter der angik “kongens højhed, regeringen eller politien” (dvs. samfundets indretning) godkendes af en instans udpeget af centralmagten. Der blev også udøvet censur i kancelliet som f.eks. af Svanings førnævnte Danmarkshistorie. Arild Huitfeldt havde imidlertid som rigskansler kunnet sætte sig ud over bestemmelserne og fungere som sin egen censor (Damsholt 1992, 83).
Stettin-fredens løfte om at Danmark og Sverige gensidigt forpligtede sig til ikke at tillade trykning af skrifter der krænkede det andet land blev overholdt i fredsperioderne og forklarer nidkærheden med kontrollen af manuskripterne. Kansler Friis modtog i årene 1616-39 mange forespørgsler fra de kongelige historiografer og indskærpede i sine svar til stadighed forsigtighed med hensyn til Sverige. Ofte blev detaljer i den ældre historie dog rettet i dansk favør (Damsholt 1992, 83). Ved freden i København i 1660 skærpedes den gamle bestemmelse således at også skrifter der var udkommet i forbindelse med forudgående krig helt skulle kasseres. Mange beretninger om den svenske krigsførelse i Danmark udkom derfor først under den næste krig 1675-79 hvor det var opportunt at svine fjenden til. Ud over hensynet til udlandet blev der efter 1660 lagt afgørende vægt på at forfatterne ikke kritiserede den enevældige forfatning. Den islandske historiker Thormod Torfæus (1636-1719) der var kongelig historiograf i Danmark-Norge fik således i 1682 forbud mod at kalde Frederik 3. (1609-1670) den første arvekonge. Det skyldtes at den officielle fortolkning var den at kongen i 1660 kun havde ført landet tilbage til den oprindelige ordning med uindskrænket og arvelig monarki. Ligeledes var den officielle holdning at alle danske konger, især Oldenburgerne, var lige fremragende, hvorfor ingen måtte fremhæves for noget særligt på bekostning af andre.
Det danske nederlag i den intellektuelle propagandakrig mellem Danmark og Sverige skyldtes ikke kun at den danske fremstilling udkom på dansk og derfor ikke blev læst af mange i udlandet. Værket var også for grundigt og for dokumentarisk. For moderne læsere er Huitfeld netop af den grund en sand guldgrube, især hvor hans værk bygger direkte på dokumenter der er gået tabt. Men som indlæg i propagandakrigen mellem Danmark og Sverige var Huitfeldts Danmarkshistorie en fiasko, netop pga. værkets detaljerede og dokumentariske karakter. Det blev simpelthen opfattet som kedeligt og uden videnskabelig værdi, fordi det ikke levede op til retorikkens krav til en latinsk tekst. Dertil kom at det pga. sin adelsvenlige linie efter indførelsen af enevælden i 1660 kom i ideologisk modvind i Danmark. Den historiske sandhed kom her i modstrid med historieskrivningens vigtigste formål, at fremme ens eget lands synspunkter og prise dets politiske system. Sverige blev i modsætning til Danmark aldrig formelt enevældigt, selv om det kom tæt på i slutningen af 1600-tallet. Det hindrede imidlertid ikke Sverige i at ansætte 1660-tallets mest fremtrædende juridiske og politiske tænker, den førnævnte Samuel Pufendorf.
Samuel von Pufendorf
Samuel von Pufendorf (1632-1694) var en tysk jurist, politisk filosof, statsmand og historiker der vandt sig et europæisk navn ved at kommentere og revidere Thomas Hobbes’ (1588-1679) og Hugo Grotius’ naturretslige teorier. Født i Erzgebirge i Sachsen og uddannet ved universiteterne i Leipzig og Jena trådte han i 1658 i tjeneste hos Petrus Julius Coyet, der var en af de to svenske ambassadører i København. Midt under forhandlingerne angreb Karl 10. Gustav (1622-1660) det danske rige. Coyet undslap, men den anden ambassadør Bielke blev sammen med Pufendorf kastet i fængsel, hvor de tilbragte de næste otte måneder. Pufendorf udnyttede sin ufrivillige isolation til at gennemtænke Grotius’ og Hobbes’ tanker og udtænke et system for en universel lov med gyldighed for alle stater. Efter den svenske sejr fik han lov til at rejse til Leiden sammen med Coyets sønner som han underviste. Her publicerede han i 1661 resultatet af sin tankerække under titlen Elementa jurisprudentiae universalis libri duo. Det indbragte ham et professorat i “nationernes og naturens ret”, det første af sin art i verden. I 1667 publicerede han under pseudonym i Genève en politisk traktat De statu imperii germanici liber unus med en kritik af det Hellige Romerske Rige (Carr 1994). Kritikken vakte opmærksomhed og førte til at han ikke fik professoratet i jura i Heidelberg. Derfor valgte han i 1670 at følge et kald til det nyoprettede svenske universitet i Lund der havde åbnet sine døre i 1668 (Modér 1986). Lunds universitet var oprettet i de nyerobrede skånske provinser. Om dets formål helt fra begyndelsen var at danificere de danske provinser som hævdet i dansk forskning diskuteres stadig blandt svenske historikere. På længere sigt er der imidlertid enighed om at det blev resultatet, især gennem uddannelsen af nye præster til de dansktalende provinser.
I 1672 udsendte Pufendorf De jure naturae et gentium libri octo hvor han kritiseserede Hobbes’ forestilling om krigen som naturtilstand. I stedet argumenterede han for at udgangspunktet var en fredstilstand, om end en yderst skrøbelig og prekær sådan. I 1677 modtog Pufendorf et kald til Stockholm som kongelig historiograf. Her skrev han blandt andet Einleitung zur Historie der vornehmsten Reiche und Staaten; Commentarium de rebus suecicis libri XXVI, ab expeditione Gustavi Adolphi regis in Germaniam ad abdicationem usque Christinae samt De rebus a Carolo Gustavo gestis. Værkerne var skrevet i et tørt sprog men byggede på arkivalier (Niléhn 1986). Det var disse værker af en højt respekteret europæisk intellektuel på latin og tysk der i Europas øjne sikrede sejren for de svenske synspunkter i stridighederne med Danmark. De fremtrådte objektivt, men den svenskvenlige tendens var der dog ingen tvivl om, hvilket heller ikke kan undre i betragtning af de otte måneders fængsel i København i 1658 der næppe har bidraget til at øge hans sympati for den danske sag.
I 1688 fulgte Pufendorf en kaldelse fra kurfyrst Friedrich Wilhelm af Brandenburg (1620-1688) til Berlin som historiograf og rådgiver, hvor han bl.a. udarbejdede De rebus gestis Frederici Wilhelmi Magni. Karl 11. af Sverige bar dog ikke nag og adlede Pufendorf i 1694 kort før denne døde af en hjerneblødning. Pufendorf var på mange måder en forløber for oplysningstiden, men blev i mange år ikke anerkendt som en sådan, muligvis pga. sin virksomhed som officiel historiograf. Men også pga. af sine voldsomme fejder med filosoffen Leibniz (1646-1716). Med de senere års fornyede interesse for international ret (folkeret) er Pufendorfs anerkendelse dog steget igen. Universitet i Lund afholder nu årlige Pufendorf forelæsninger i filosofi og det juridiske institut har oprettet et Pufendorf professorat. Den samme anerkendelse vil formentlig blive hans historiske værker til del, trods deres legitimerende hensigt. Et tidligt resultat af denne interesse er en antologi om Pufendorf som den lundensiske retshistoriker Kjell Modér publicerede i 1986 som resultat af den første konference om Pufendorf i Lund 1982.
Patriotisme eller nationalisme i 1700-tallet
I den danske historiekanon erindres 1700-tallet som de store reformers tid. Dermed hentydes ikke blot til landboreformerne fra 1788, men også til reformer af næsten alle andre sider af samfundslivet fra en liberal toldlov i 1797, lovgivning om offentlig forsørgelsespligt fra 1799 og 1802-03 til loven om almindelig skoleundervisning fra 1814, ophævelsen af slavehandelen (men ikke slaveriet) i 1792 og borgerrettigheder til jøderne i 1814. Alt dette var afgørende vigtigt for nutidens Danmark. Så vigtigt at den alt for tidligt afdøde historiker Claus Bjørn (1944-2005) i en bog fra 1998 udnævnte dette reformkompleks til at udgøre kernen af hvad han kaldte “den virkelige danske utopi” (Bjørn 1998). Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart at disse reformer blev planlagt og gennemført af en lille elitegruppe af primært adelige reformatorer som ikke alle beherskede dansk specielt godt. Og de herskede på vegne af en enevældig hersker, Frederik 6. (1768-1839) der havde overtaget magten i 1784. Han regerede ganske vist helt til 1808 formelt set på vegne af sin fader, den sindssyge Christian 7. (1749-1808). Men enevældigt var styret som det havde været lige siden 1660.
Så enevældigt var Danmark at den franske forfatningsteoretiker Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755) i sit banebrydende værk i De l’ésprit des lois (Om lovenes ånd) fra 1748 og især i forløberen om læren af den romerske historie, Considerations sur les causes de la grandeur des romains et de leur décadence (Overvejelser om årsagerne til romernes storhed og fald) fra 1734, omtalte Danmark som det ærketypiske eksempel på hvor skadelig enevælde var for et land.[6] Montesquieus påstand om at et enevældigt styre ikke fremmede “borgerdyderne” på samme måde som en republik fik den norsk-danske oplysningstænker Ludvig Holberg (1684-1754) til at fare i blækhuset for at forsvare sit lands ære. Han påstod at enevælden repræsenterede et samarbejde mellem kongen og folket vendt mod den privilegerede adel, der ikke havde levet op til sine forpligtelser. Med andre ord at enevælden, i hvert fald når den fungerede bedst, udgjorde et positivt alternativ til princippet om magtens formelle tredeling. Holberg fremførte sine kommentarer på dansk i epistlerne 514 og 516-520 som han derefter publicerede på fransk (Holberg 1753). Der har formentlig været et element af beregning i Holbergs indsats, men at han mente sit forsvar for enevælden som system fremgår af hans øvrige forfatterskab. Holberg døde inden den reviderede udgave af Montesquieus værk fra 1757, hvori denne faktisk modererede sine formuleringer i forordet og dermed viste at han tog kritikken alvorligt – eller at Danmark ikke var vigtigt for hans ræsonnement.
Holberg var selv en dygtig og yderst produktiv historiker hvis indsats efter tidligere at være blevet kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt kritisk overfor kilderne nu værdsættes stadig højere. Ud over i sine omfattende historiske værker har han formuleret sit syn på historieforskningens mål og nytte som magistra vitae (livets læremester) i en epistel fra 1748. Her hedder det: “Jeg holder det Historiske Videnskab næst Guds ord for den nyttigste og vigtigste af alle, naar det bliver læst med rette Øyen. Jeg lærer deraf at kiende Lande. Jeg lærer at kiende Mennesker. Jeg lærer at kiende mig selv. Ja, jeg lærer at spaa. Thi man kand af forbigangne Ting dømme om tilkommende, og derfor i visse Maader holde hver grundig Historicum for en Prophet. Moralske Betænkninger ere vel af stor Nytte; men Historien haver krafitigere Virkning, naar den læses med Skiønsomhed, og naar den er udi sin rette Skikkelse.” (Holberg Epistel CLXII 1748, 266, jvfr. Jensen 2008).
Undersøger man datidens litteratur viser Holbergs positive opfattelse af enevælden at være en udbredt holdning som blot blev glemt i 1800- og 1900-tallets nationalisme og demokrati. Teoretisk blev den danske enevælde søgt rehabiliteret af den norske historiker Jens Arup Seip (1905-1992) i 1958 i en banebrydende artikel om hvad han kaldte den “opinionsstyrede enevælde”. Karakteristikken var ny og udfordrende, selv om Seip byggede på den danske historiker Edvard Holms (1833-1915) omfattende forskning om Danmark og Norge i 1700-tallet. Sammenstillingen af opinion og enevælde lyder som en logisk modsigelse, men er det ikke nødvendigvis hvis man lægger sine ideologiske fordomme til side og tager kongernes og deres rådgiveres formuleringer om almenvellet og hvad de kaldte “borgerdyder” seriøst. De flittige og kompetente af kongerne forsøgte faktisk at styre i helhedens interesse. Det lykkedes ikke altid, men alt tyder på at det oldenburgske monarki i 1700-tallet havde udviklet mange træk af en retsstat, allerede før reformerne 1788-1814.
Staten brugte ganske vist mange penge på hoffet, hæren og flåden. Men det var nødvendigt for at overleve i en barsk verden som konflikten med Rusland i 1762 om den gottorpske arv demonstrerede (Østergård 1999). Frederik 5. (1723-1766) oprettede i 1754 det Kongelige Danske Kunstakademi som kom til at spille en vigtig rolle for kunsten i hele Nordeuropa, herunder også det nordtyske område. Han gjorde det ikke kun for kunstens og videnskabens egen skyld, men for at skaffe landet prestige. Det formindsker imidlertid ikke betydningen af hans indsats for kunst og kultur selv om den hånes af historikeren Jens Engbergs (f. 1936) fra et socialdemokratisk – og nationalistisk – synspunkt i hans beskrivelse af dansk kulturpolitik (Engberg 2005). På den anden side må det indrømmes at meget af hvad der skete i regeringens højeste kredse i dag ville blive kaldt for korruption. Eller i hvert fald et yderst “smidigt” samarbejde mellem offentligt og privat, som når landets udenrigsminister under krigene mellem Frankrig og Storbritannien risikerede konflikt med briterne ved at lade den danske flåde konvojere handelsskibe med varer ombord som brød den britiske blokade af Frankrig. Og ligefrem udlejede det danske flag med deraf følgende militær beskyttelse til andre landes fartøjer som historikeren Ole Feldbæk (f.1936) har påvist (Feldbæk 1969). Det førte i sidste ende til krig med briterne. Men så længe det gik godt bragte det mange penge til landet i det vi husker som den “florissante handels epoke”. Foruden til ministrene selv.
Baggrunden for alt dette var imidlertid ikke en tidlig udgave af 1800- og 1900-tallets nationale småstat, som man let får indtryk af i historiske oversigtsværker og monumenter som obelisken der mindes ophævelsen af stavnsbåndet uden for Hovedbanegården i København. Riget var nemlig ikke en nationalstat bundet sammen af fælles sprog og kultur, men en såkaldt “sammensat” stat (teknisk kaldet “konglomeratstat”, på engelsk “composite state”) der bestod af flere lande og folk bundet sammen af loyalitet til kongen som fyrste og landsfader. Den officielle titel på den danske, middelstore, enevældige magt i Nordeuropa var “det danske eller oldenburgske monarki”. Hvis denne enhed overhovedet huskes i dag sker det under mere politisk korrekte betegnelser som “Dobbeltmonarkiet’, ”Danmark-Norge” eller “Tvillingeriget”. Disse betegnelser er imidlertid så upræcise at de er forkerte.
Geografisk bestod staten af to kongeriger, Danmark og Norge samt to hertugdømmer Slesvig og Holsten, efter 1773 regeret af den danske konge som efter tabet af Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslen, Herjedalen, Gotland i 1658 i 1660 var enevældig. Statsretligt kompliceredes situationen af at Holsten indtil 1806 var en del af det Hellige Romerske Rige, hvorfor den danske konge som hertug af Holsten formelt var underordnet den tysk-romerske kejser. Ud over de fire hoveddele bestod den sammensatte stat af de tre nordatlantiske områder, Island, Færøerne og Grønland (fra 1721). I løbet af 1600- og 1700-tallet overgik styret af de tre nordatlantiske lande fra Norge til København. Endelig havde det danske monarki erhvervet et antal kolonier i Vestindien, St. Croix, St. Jan og St. Thomas, fæstningen Christiansborg i vore dages Ghana, samt Frederiksnagore (i dag Serampore nord for Calcutta) og Tranquebar i Indien. I kraft af dette kolonirige spillede Danmark en vis, om end beskeden, rolle i den atlantiske trekantshandel mellem et europæisk center, det slaveproducerende Vestafrika og de sukkerdyrkende vestindiske øer, suppleret med en andel i den østasiatiske handel. Men rangerer alligevel som syv på listen over ansvarlige for slavehandelen over Atlanten. Resultatet denne multinationale karakter af riget var at de største byer i slutningen af 1700-tallet var København i det egentlige Danmark, Altona og Kiel i Holsten, Flensborg i Slesvig og Bergen i Norge, mens havnebyerne Charlotte Amalie på St. Thomas og Frederiksnagore indtog pladserne som nummer to og seks i handelsvolumen i det danske imperium.
I 1700-tallet forsøgte de enevældige monarker bevidst at udvikle en fælles patriotisk ideologi i det udstrakte rige, samtidig med at de danske konger begyndte at besøge Norge efter deres kroning. Der var flere udgaver af en sådan fælles ideologi. Først var den mest udbredte en dansk-nordisk udgave af kosmopolitismen. Tanken var at enhver var borger der hvor han (det var kun mænd der talte) gjorde bedst nytte. En borgerlig lærd, Tyge Rothe (1731-1795), formulerede en omfattende udgave af denne tænkning i skriftet Tanker om Kiærlighed til Fædernelandet fra 1759. Bogen var resultatet af en treårig dannelsesrejse til Göttingen, Genève og Paris som Frederik 5. gennem overhofmarskal A. G. Moltke (1710-1792) i 1756 havde bevilget den unge Rothe. Rothe havde allerede som 16-årig (!) taget teologisk embedseksamen fra Sorø Ridderakademi, hvor han derefter ernærede sig som hushovmester for to unge adelige. Han sigtede imidlertid højere og indsendte i 1755 et bønskrift til den tysk fødte udenrigsminister A. P. Bernstorff (1735-1797) i form af 26 Danske Breve – skrevet på fransk med Rothes smukkeste håndskift.[7]
I det ærbødige men langt fra ydmyge følgebrev (på fransk) skrev Rothe at han ønskede at rejse for at lære for at blive nyttig for sit fædreland, “utile à ma patrie”. Den velformulerede ansøgning vakte interesse ved hoffet og blev imødekommet i form af et treårigt rejsestipendium. Rothe brugte tiden flittigt og kunne allerede tre måneder efter at han i oktober 1758 blev kaldt hjem for at undervise den femårige arveprins Frederik (1753-1805) offentliggøre sit værk skrevet på et lettilgængeligt dansk uden unødige henvisninger til de klassiske forfattere. I forordet henvendte han sig til “det Danske og Norske folk” for hvis skyld han var rejst ud for at blive en “Dannemarks nyttig borger”. Hele hensigten med værket var at argumentere for en kosmopolitisk opfattelse af fædrelandet ifølge hvilken man var borger hvor man boede og gjorde nytte. Som det hed på latin “patria ubicunque bene”. Fædrelandet betød for Rothe menneskene og ikke jorden der bærer dem, og han afviste eksplicit forståelsen af fædrelandet som det land hvor man var født og vokset op. Til gengæld var kærlighed til fædrelandet en hellig og på fornuften grundet pligt.
Skriftet faldt i god jord hos landets ledelse. Allerede juli samme år blev han udnævnt til ekstraordinær professor i filosofi ved Københavns Universitet og blev i 1761, efter at være blevet afløst som lærer for arveprinsen, udnævnt til vellønnet kommitteret i det nyoprettede Vestindisk-Guinesisk Rente- og Toldkammer under den unge A. P. Bernstorff. Da han samtidig giftede sig med byens rigeste arving, datteren af storkøbmanden Andreas Bjørn (1703-1750), kunne Rothe snart slå sig ned som godsejer på Sydsjælland. Her fortsatte han op i en høj alder sit forfatterskab, om end på afstand af magten efter kuppet mod Struensee. Rothe havde fortsat med formuleringen af et kosmopolitisk program under Struensees kortvarige diktatur og blev derfor set på med mistillid af de nye, mere dansk-nationale magthavere.
Under ledelse af historikeren Ove Høegh Guldberg (1731-1808) formulerede det nye styre under arveprins Frederik og enkedronning Juliane (1729-1796) mellem 1772 og 1784 et såkaldt “patriotisk” program for den dansk-norsk-tyske Helstat. Det resulterede i noget for 1700-tallets Europa så enestående som en “Lov om Indfødsret” fra 29. januar 1776 – forklaringen på at vi i Danmark i dag taler om indfødsret mens man i andre lande taler om nationalitet eller statsborgerskab. Ironisk nok ville indfødsretten formentlig også have omfattet den forhadte kosmopolit Struensee da han havde praktiseret i Altona i den allersydligste del af monarkiet der i dag er forstad til Hamburg. Inspirationen til loven om indfødsret for alle indbyggere i det oldenburgske monarki stammede fra den norske embedsmand Eiler Haagerup (1736-1795) som i 1767 havde publiceret pamfletten Brev om Kierlighed til Fædernelandet vendt mod Tyge Rothes kosmopolitisme (grundigt refereret i Feldbæk 1991, 153-156). Men det var ikke en snæver dansk eller nordisk national identitet der var tale om, derimod et forsøg på at formulere en fælles identitet for de bærende lag i alle provinserne, altså også de tysktalende som var blevet endegyldigt indlemmet efter underskrivelsen af en overenskomst i juni 1773 med efterkommerne af de gottorpske hertuger på Ruslands trone. Trods denne overnationale hensigt var loven en indirekte kritik af den tysktalende elite der havde spillet så afgørende en rolle tidligere i århundredet – og som skulle komme til at gøre det igen i 1780erne i samarbejde med især norske embedsmænd.
Ole Feldbæk har underkastet hele dette forløb en indtrængende analyse i sine bidrag til det første bind af fire-bindsværket Dansk identitetshistorie. Om den dobbelte hensigt med 1776-loven skriver han: “Fra magthavernes side var loven om Indfødsretten et forsøg på at samle indbyggerne i den flersprogede og multinationale helstat, der foruden Danmark bestod af Norge, Slesvig, Holsten og Atlanterhavsøerne, om en statspatriotisme, der var centreret om enevoldskongen og helstatsfædrelandet. Men loven var også ment som en politisk imødekommende gestus over for de nye tanker og følelser om danskhed og fædrelandskærlighed, der fra midten af århundredet havde vokset sig stærke i borgerlige kredse. Og modtagelsen af loven bekræftede, at de havde set rigtigt. Overalt i de danske byer blev Indfødsretten fejret spontant og på en måde, der viste, at den imødekom et emotionelt behov blandt borgere, der ikke realistisk kunne forvente en embedskarriere for dem selv og deres sønner, men som følte sig bekræftede i deres danskhed ved kongens landsfaderlige gave til sit folk.” (Feldbæk 1991, 254). Man kan dog diskutere om Feldbæk ikke forveksler etnisk og sproglig nationalisme med det statspatriotiske program. Etnologen Tine Damsholt har efter min mening udviklet et skarpere og mere tilfredsstillende begrebsapparat i sin afhandling om statspatriotismen i perioden (Damsholt 2000).
Hvad der derimod ikke kan diskuteres er at dyrkelsen af enheden mellem statens tre dele blev omsat i et helt symbolsk program under overskriften “Trefoldigheden”. Det var navnet på adskillige generationer af krigsskibe og en udbredt figur fra den Kongelige Porcelænsfabrik forestillende en moder med sine tre børn, Danmark, Norge og Holsten (der på dette tidspunkt også omfattede Slesvig, se Frandsen 2008). Symbolikken var også tema for et sæt historiske malerier af kongerne af den oldenburgske slægt af Nikolaj Abildgaard (1743-1803; se Kragelund 1999), der desværre alle på nær tre gik op i flammer under Christiansborgs brand i 1794. Selv om programmet delvis var beregnet på at imødekomme de demokratiske og nationalistiske følelser der skulle slå så voldsomt igennem i 1800-tallet, skete det uden at give afkald på de centrale tanker om samfundsnytte og borgerdyd der udgjorde det kosmopolitiske program. Og dette program var fundamentalt forskelligt fra 1800-tallets forestillinger om sprogligt og etnisk begrundet nationalisme. Det fremgår tydeligt af et af de skrifter hvori helstatspatriotismen blev formuleret, Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, af embedsmanden Ove Malling (1748-1829).
Mallings skrift udkom i 1777 og var med sine godt 750 sider en massiv demonstration af at mænd – og enkelte kvinder – fra alle stænder og fra samtlige Helstatens dele til alle tider havde vist troskab mod kongen og kærlighed til fædrelandet. Pædagogisk og håndfast opdelte Malling borgerdyderne i 18 kapitler, begyndende med “Religion, Menneskekierlighed og Høimodighed” og endte med “Flid i Studeringer, Goddædighed og Store Fortienester af Staten”. Det er næppe tilfældigt at kapitel 4 om “Kierlighed til Fædrenelandet” med dets 82 sider var langt det længste og at kapitlet om “Troskab mod Kongen” fulgte umiddelbart efter. Mallings biografier blev på Høegh-Guldbergs foranledning omsat til skulpturer af billedhuggeren Johannes Wiedewelt (1731-1802) i Mindelunden ved Jægerspris i Nordsjælland mellem 1776 og 1782 (se Lund 1976).
Mallings værk blev en stor succes som obligatorisk læsebog i latinskolen hvor embedsmandseliten udannedes og udkom i syv oplag, det sidste i 1835. Bogen var primært tænkt som en læsebog der samtidig skulle indøve moralske dyder, ikke en lærebog i historie. En sådan overlod Høegh-Guldberg historikeren Peter Frederik Suhm (1728-1798) at skrive. Guldberg kontrollerede dog vennen og kollegaens arbejde nøje og lugede blandt andet Suhms beskrivelser af danske overgreb på Norge ud af fremstillingen. Den håndfaste kritik fik Suhm til at lære lektien og han konkluderede derfor i bedste helstatspatriotiske stil sin fremstilling, Historien af Danmark, Norge og Holsten udi tvende Udtog til den studerende Ungdoms Bedste fra 1776 således: “elsker Eders Fædreland over alle Ting, og hvad er Eders Fædreneland? alle Kongens Lande, Danmark, Norge Holsten og Island; lad den daarlige Forskiæl imellem at være Dansk, Norsk, Holstensk ophøre; vel er der nogen Forskiæl imellem Eders Sprog, men Gud forstaar Eder alle, een Konge behersker Eder alle; frygter Gud, ærer Kongen.” (citeret efter Feldbæk 1991, 196). Hensigten var at fremstille Holstens forening under den danske krone i 1773 og udstedelsen af loven om Indfødsret i 1776 som endemålet for den danske historie.[8]
Det er selvfølgelig svært at afgøre hvor udbredt statspatriotismen var blandt den almindelige befolkning i det udstrakte monarki. Ole Feldbæks analyser i Identitetshistorien og senere i bind 4 i værket om Danmark-Norges historie fra 1998 viser at i hvert fald befolkningerne i de ganske vist ikke særligt store byer blev grebet af det patriotiske program. Om det så i virkeligheden var udtryk for en tidlig nationalisme er omstridt. Den nyeste forskning tyder dog ikke på at det var tilfældet, heller ikke i Norge (Glenthøj 2008 og 2010). Grundlaget for det patriotiske program var idéen om en kontrakt mellem borgerne og herskeren. Borgerne fik rettigheder af fædrelandet og var til gengæld ansvarlige for almenvellet. Det helt centrale i denne forestilling er at borgerdyden skulle almengøres, således at det ikke var fødsel og afstamning, men de konkrete handlinger der afgjorde, hvor vidt individet havde den rette borgerdyd. Patrioternes fædreland var altså ikke så meget et konkret geografisk område som et udtryk for at individerne (borgerne) var bundet sammen i et samfund med ansvar for hinanden og ikke blot sig selv. Derved adskiller den patriotiske fædrelandsfølelse sig fundamentalt fra den nationale eller nationalistiske.
Trods alle intellektuelle kvaliteter ved dette overnationale program var det imidlertid princippet om folket og den nationalistiske identifikation af folk, sprog, nation, stat (og i Danmark religion) som grundlag for staternes legitimitet der sejrede efter nederlagene i napoleonskrigene. I Danmark såvel som i Norge og i det øvrige Europa. Om demokrati er muligt i en føderal stat med flere nationer og mange sprog er et af nutidens store uafklarede politiske spørgsmål. I den Europæiske Union er det indtil videre ikke lykkedes at forene de nationale folk. Om det nogen sinde vil ske som andet end en føderation af nationalstater er stærkt tvivlsomt. Det sejrende etnisk-nationale program har virket godt, især i Danmark og Norge. Danmark blev i kraft af nederlagene i 1801, 1807, 1814 og 1864 til et folk af nationaliserede og industrialiserede bønder som i dag er forvandlet til nationale velfærdsdemokrater. I Norge er fiskerne og bønderne blevet til velhavende og selvbevidste indbyggere i en stat der bygger på en postindustriel olie-økonomi, men som af gammel vane opretholder forestillingen om at arbejde er nødvendigt og bærer lønnen i sig selv, uanset om det er nødvendigt eller ej. Men den nationalistiske lilleput holdning virker mindre godt som grundlag for hypermoderne stater der økonomisk og kulturelt integreres stadig mere i et Europa, hvis flertal har erfaret bagsiderne ved den etnisk-nationale begrundelse for demokratiet.
Hvorvidt en forfatnings-patriotisme vil afløse den etniske nationalisme i Norden og Europa er dog uklart. Reelt skal vi helt til det store indiske demokrati for at se et fungerende eksempel på et føderalt og flersproget demokrati. Men det er en anden historie. Danskerne og nordmændene er blevet hængende på mellemdistancen. Men de har altså en gang levet under og med en kosmopolitisk patriotisme. Og historieskrivningen havde ingen problemer med at legitimere denne politiske ideologi. Det er bare glemt eller fortrængt fordi faget i 1800-tallet blev ideologisk bærende i den sprogligt baserede nationalisme som kom til at præge de to følgende århundreder. Så vigtigt at man uden overdrivelse kan kalde historiefaget for det nationalt bærende fag indtil 2. verdenskrig i samarbejde med fagene om det nationale sprog og den nationale litteratur, der blev opfundet i samme periode. “Guldalderkonstruktionen” som den afdøde litterat Johan Fjord Jensen (1928-2005) kaldte det.
De to eksempler viser klart at historiefaget ubesværet har leveret materiale og argumenter til ekstern propaganda for sine dynastiske stater i den tidligt moderne periode såvel som begrundelser i den politisk teoretiske debat om nationalisme versus overnational patriotisme i det sene 1700-tals enevældige danske stat. Det er hvad vi i dag i globaliseringens epoke og efter Muhammed-krisen kalder nation-branding og public diplomacy.
Nation-branding, public diplomacy og historieskrivning
Parallellerne mellem de historiografiske propagandakrige mellem 1500 og 1800 og vore dages systematiske forsøg på at forbedre landes omdømme ved anvendelse af teknikker der er udviklet til markedsføring af produkter og virksomheder er påfaldende. Resultatet af den dansk-svenske konkurrence i 1500- og 1600-tallet var at Danmark stod tilbage med et værk på dansk af Arild Huitfeldt. I takt med fremkomsten af den kildekritiske historieforskning i 1800-tallet blev Huitfeldt opvurderet pga. de mange dokumenter hans fremstilling hvilede på, mens Pufendorf blev opfattet som en propagandist uden original kildeværdi. Først i vore dage er forskerne begyndt at læse hans filosofiske og historiske værker igen. Det hænger sammen med en fornyet respekt for formens betydning, men også med respekt for det teoretiske ræsonnement som går ud over antallet af ellers tabte dokumenter som et værk bygger på. Det siger noget om ændringer i historiefaget som mest er af interesse for udøverne af dette fag.
Men skiftet afspejler også den aktuelle interesse for nation-branding og public diplomacy som vigtige elementer i de nye konkurrencebetingelser for samlivet mellem stater i den situation vi en anelse overdrevet kalder globaliseringen. At det er overdrevet at tale om globalisering skyldes at nationalstaterne stadig er de centrale aktører i den internationale konkurrence og at globaliseringen primært går ud på at staterne benytter sig af de samme mekanismer for at hævde sig i den internationale konkurrence der foregår på stadig mere ens præmisser – i modsætning til tidligere tider hvor en eller flere imperiale magter kunne bestemme vilkårene for konkurrencen og sætte sin vilje igennem, økonomisk, militært, kulturelt og sprogligt. Globalisering indebærer ikke at landene bliver fuldstændig ens, men at de fremhæver deres forskelle på de samme måder. Og derved kommer til at ligne hinanden. Det svarer til en velkendt erkendelse fra nationalismeforskningen. Ingen ligner hinanden mere end to nationalister når disse fremhæver alle de måder hvorpå de adskiller sig fra hinanden. I selve fremhævelsen af forskellene lægger de i realiteten vægt på de samme forhold. Det er blot ens egen udgave der er den rigtige og de andres der er forkert. Meget af det en dansk-national fundamentalist som Søren Krarup kritiserer ved ”muslimer” som repræsentanter for en intolerant lov-religion gælder i virkeligheden mindst lige så meget hans egen udgave af den dansk-nationale lutheranske kristendom.
Man har ikke sagt alt om historieskrivning eller historieforskning ved at påpege dens legitimatoriske og propagandistiske funktion. Postmodernismen har trods mange overdrivelser gjort noget godt ved at sætte spørgsmålstegn ved den uproblematiske sandhedskarakter ved historiske fremstillinger. Omvendt er det påfaldende at moderne nation-branding aktører som Simon Anholt og Wally Olins understreger at man ikke kan brande sig til et ry der ikke er funderet i reelle forhold, “virkeligheden” som vi kaldte det før postmodernismen begyndte at betvivle dens eksistens. Og at det heller ikke nytter at reklamere for en lokalitet eller et land uden at værdierne deles af i hvert fald flertallet af indbyggerne. Hvordan det nu end forholder sig med forholdet mellem omdømme og realitet ligger der en mængde indsigter i den over 2500 år lange erfaring med historiefortælling og historieskrivning fra Herodot og hans forgængere til i dag som det nok er værd er værd for moderne udøvere af disciplinen “nation-branding” at gøre sig bekendt med.
Selv om begrebet nation-branding først kendes fra 1998 som Mads Mordhorst påviser i sin artikel i dette nummer er der stort set tale gamle metoder, nu blot formuleret i afsætningsøkonomiske termer. Forskellen er især at det i dag drejer sig om at forherlige sin egen nationalstat og ikke sit kongehus. Den græske nationalliberale historiker Spyridon Lambris formulerede omkring år 1900 i forbindelse med krigene mellem Grækenland og det Osmannisk rige om Balkan den sentens jeg citerede i indledningen: “Historikerens pen er, næst efter militær magt, det stærkeste våben for nationale ambitioner”. Det ser ud til stadig at gælde, også selv om der anvendes andre medier, først og fremmest elektroniske, og at staterne forsøger at styre indsatsen mere direkte ved hjælp af bureaukratiske metoder, komitéer og penge, samt at bestræbelsen lægges i hænderne på eksperter med anden uddannelse end historikere.
Litteratur
Anderson, Benedict (1983), Imagined Communities. Reflections on the Origin and Spread of Nationalism, London: Verso, revised ed. 1991
Beck, U., Giddens, A., Lasch, S. (1994), Reflexive Modernization, Cambridge: Polity Press 1994
Bekker-Nielsen, T., Jensen, B.E., Sørensen, N. A. og Ulf-Møller, P. (2001), Gads Historie Leksikon Kbh.: Gads Forlag 2001
Berger, Stefan (2007), “History and National Identity: why they should remain divorced”, www.historyandpolicy.org December 2007
Berger, Stefan (2008), “Narrating the Nation: Die Macht der Vergangenheit”, Aus Politik und Zeitgeschichte 1-2, 2008, 7-19
Berger, Stefan and Mycock, Andrew (2006) (eds.), Europe and its National Histories, Storia della Storiografia 50, 2006
Berger, Stefan and Lorenz, Chris (eds.) (2008), The Contested Nation. Ethnicity, Class, Religion and Gender in National Histories, Writing the Nation series vol. 2, Basingstoke: Palgrave Macmillan 2008
Bjørn, Claus (1998), Dengang Danmark blev moderne – eller historien om den virkelige danske utopi, Kbh.: Fremad 1998
Björck, Ragnar och Johansson, Alf W. (red.) (2009), Svenska Historiker. Från medeltid till våra dagar, Stockholm: Norstedts 2009
Brunner, Otto, Conze, Werner und Koselleck, Reinhart (Hrsg.) (1972-1997), Geschichtliche Grundbegriffe: Historisches Lexicon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland, I-VIII, Stuttgart 1972-1997
Bryld, Claus og Warring, Anette (1998), Besættelsen som kollektiv erindring. Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 1998
Böss, Michael (2006), Forsvar for nationen. Nationalstaten under globaliseringen, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2006
Carr, Craig L. (1994) (ed.), The Political Writings of Samuel Pufendorf, Oxford: Oxford University Press 1994
Damsholt, Tine (2000), Fædrelandskærlighed og borgerdyd. Patriotisk diskurs og militære reformer i Danmark i sidste del af 1700-tallet, Kbh.: Museum Tusculanums Forlag 2000
Damsholt, Torben (1992), “Den nationale magtstat 1560-1760”, S. Mørch (red.), Danmarks historie bind 10, “Historiens historie”, Kbh.: Gyldendal 1992, 53-103
Dragsbo, Peter (2008a) (Hrsg.), Haus und Hof in Schleswig und Nordeuropa, Heide: Boyens Medien GmbH 2008
Dragsbo, Peter (2008b), “Folkets huse var både-og”, Weekendavisen Idéer 11. april 2008, 8-9
Eisenstein, Elizabeth L. (1983), The Printing Revolution in Early Modern Europe, Cambridge: Cambridge University Press 1993
Engberg, Jens (2005), Magten og kulturen I-III, Kbh.: Gyldendal 2005
Erslev, Kristian (1911), Historieskrivning. Grundlinier til nogle Kapitler af Historiens Theori, Kbh. 1911
Feldbæk, Ole (1969), India Trade under the Danish Flag 1772-1808, Lund: Studentlitteratur 1969
Feldbæk, Ole (1984), “Kærlighed til fædrelandet. 1700-tallets nationale selvforståelse”, Fortid og Nutid 31, 1984, 270-88
Feldbæk, Ole (1991), (red.), Dansk identitetshistorie vol. 1 Fædreland og modersmål 1536-1789, Kbh.: C. A. Reitzels Forlag 1991
Feldbæk, Ole (1998), Nærhed og adskillelse 1720-1814, i Danmark-Norge 1380-1814. Bind IV, Oslo: Universitetsforlaget 1998
Ferm, Olle (2009), “Olaus Petri (1492-1552). Religiös reformator och historiker”, Björck och Johansson 2009, 82-89
Findes historien – virkelig? Den Jyske Historiker 50, 1990
Frandsen, Steen Bo (2008), Holsten i Helstaten. Hertugdømmet inden for og uden for det danske monarki i første halvdel af 1800-tallet, Kbh: Museum Tusculanums Forlag 2008
Gellner, Ernest (1983, Nations and Nationalism, Oxford: Blackwell 1983
Glente, Karen (2009), Den unge Tyge Rothe. Om oplysningstro og fædrelandskærlighed på Frederik Vs tid, Hellerup: Forlaget Spring 2009
Glenthøj, Rasmus (2008), En moderne nations fødsel. Norsk national identifikation hos embedsmænd og borgere 1807-1820, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2008
Glenthøj, Rasmus (2010), Fælles kultur – forskellige nationaliteter. De borgerlige eliters skabelse af en national identitet i Danmark og Norge 1807-30, upubliceret Ph.d.-afhandling, Syddansk Universitet 2010
Hartog, François (1980), Le miroir de Hérodote. Essai sur la représentation de l’autre, Paris: Éditions Gallimard 1980 (engelsk 1988, paperback 2009)
Hettne, B., Sörlin,S., Østergård, U. (2006), Den globala nationalismen, Stockholm: SNS Förlag 2. udgave 2006
Holberg, Ludvig (1748), Epistler Bd. 1-2, Kbh. 1945
Holberg, Ludvig (1753), Remarques sur quelques positions, qui se trouve dans ’LEsprit des Loix’, Kbh. 1753 (optrykt i Holberg, Samlede Værker vol. 17, 1963, 255-90)
Horstbøll, Henrik (1999), Menigmands medie. Det folkelige bogtryk i Danmark 1500-1840, Kbh.: Museum Tusculanums Forlag 1999
Horstbøll, Henrik (2003), “Mellem despoti og demokrati. Den schweiziske forbindelse: Roger, Mallet og Reverdil om den danske enevælde”, Fund og forskning i Det kongelige biblioteks samlinger 42, 2003
Horstbøll, Henrik (2008), “Northern Identities and National History – Paul-Henri Mallet, Peter Frederik Suhm and Tyge Rothe”, Haakonssen & Horstbøll, Henrik 2008, 207-226
Hørby, Kaj (1973), Den nationale historieskrivning i Danmark, Kbh.: Den danske historiske Forening 1978
Haakonssen, Knud & Horstbøll, Henrik (eds.) (2008), Northern Antiquities and National Identities. Perceptions of Denmark and the North in the Eighteenth Century, Copenhagen: The Royal Danish Academy of Sciences and Letters 2008
Jensen, Bernard Eric (red.) (2000), At bruge historie – i en sen-/postmoderne tid, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 2000
Jensen, Bernard Eric (2003), Historie – livsverden og fag, Kbh.: Gyldendal 2003
Jensen, Bernard Eric (2008), “Using a Past – Magistra Vitæ Approaches to History”, Anne Eriksen & Jón V. Sigurdsson (eds.), Negotiating Pasts in the Nordic Countries. Interdisciplinary Studies in History and Memory, Lund: Nordic Academic Press 2008, 205-238
Jensen, Bernard Eric (2010), Hvad er historie, Kbh.: Akademisk Forlag 2010
Johannesson, Kurt (1991), The Renaissance of the of the Goths in Sixteenth-century Sweden. Johannes and Olaus Magnus as politicians and historians, Berkeley: California University Press 1991
Johannesson, Kurt (2009), “Johannes Magnus (1488-1544). Från Sverige erövrades världen” og “Olaus Magnus (1490-1557). Alla förunderliga ting i Nordens länder”, i Björck och Johansson 2009, 73-81
Jørgensen, Claus Møller (2000), Humanistisk videnskab og dannelse i Danmark i det 19. århundrede – reform, nationalisering, professionalisering, Århus: Begrebshistoriske Studier vol. 3, 2000
Jørgensen, Ellen (1938), Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800, Kbh.: Gyldendal 1964
Kapuściński, Ryszard (2004), Rejser med Herodot, Kbh.: Tiderne Skifter 2008
Koselleck, Reinhart (1979), Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher Zeiten, Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag 1979 (4 kapitler oversat til dansk i Koselleck 2007)
Koselleck, Reinhart (2007), Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2007 (redigeret af Jens Busck, Jeppe Nevers og Niklas Olsen)
Kragelund, Patrick (1999), Abildgaard. Kunstneren mellem oprørerne I-II, Kbh.: Museum Tusculanums Forlag 1999
Lund, Hakon (1976), Mindelunden ved Jægerspris, Jægerspris 1976
Malling, Ove (1777), Store & gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere samled ved Ove Malling, Kbh. 1777, ny udgave Kbh.: Gyldendal 1992
Manniche, Jens Christian (2000), Den radikale historikertradition, Århus: Aarhus Universitetsforlag 1981, 2. udgave online 2000
Modér, Kjell Å. (red.), Samuel von Pufendorf 1632-1982, Rättshistoriska Studier vol. 12, Lund 1986
Montesquieu, Charles-Louis de Secondat (1734), Considerations sur les causes de la grandeur des romains et de leur décadence, Oeuvres Complètes vol. 2, Paris 1951
Montesquieu, Charles-Louis de Secondat (1748), Om lovenes ånd I-II, Kbh. 1998 (første oversættelse til dansk af Jens Hvass Kbh. 1770-71)
Mordhorst, Mads (2002), På sporet af historien vol. 1-2. Da historien blev skabt: Historiografiske læsninger 1770-1840, utrykt ph.d. afhandling Institut for Historie, Københavns Universitet
Munch, Peter (1907-08), Lærebog i Verdenshistorie I-II, Kbh. 1907-08
Mørch, Søren, Den sidste Danmarkshistorie, Kbh.: Gyldendal 1996
Nevers, Jeppe og Olsen, Niklas (2007), (red.), Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2007
Nielsen, Johs. (1971), Demokratiet og krigen, Kbh.: Wøldike 1971
Niléhn, Lars (1986), “On the Use of Natural Law. Samuel von Pufendorf as Royal Swedish State Historian”, Modér 1986, 52-70
Olins, Wally (1999), Trading Identities. Why countries and companies are taking on each others’ roles, London: The Foreign Policy Centre 1999
Olins, Wally (2002), “Branding the nation – the historical context”, Brand Management 9:4-5, 2002, 241-48, 2
Poggi, Gianfranco (1978), The Development of the Modern State, Stanford: Stanford University Press 1978
Pufendorf, Samuel von (1673), On the Duty of Man and Citizen, Cambridge Texts in the History of Political Thought, ed. by James Tully, Cambridge: Cambridge University Press 1991
Seip, Jens Arup (1958), “Teorien om det opinionsstyrte enevelde”, (norsk) Historisk Tidsskrift 38, 1958, 397-463 (optrykt i Seip, Politisk ideologi. Tre lærestykker, Oslo: Universitetsforlaget 1988, 13-66)
Skovgaard-Petersen, Karen (2008), “Political Polemics in Early Modern Scandinavia”, Anne Eriksen & Jón V. Sigurdsson (eds.), Negotiating Pasts in the Nordic Countries. Interdisciplinary Studies in History and Memory, Lund: Nordic Academic Press 2008, 79-99
Smith, Anthony (2001), Nationalism, Cambridge: Polity Press 2001 (dansk oversættelse Hans Reitzels Forlag 2003)
Sørensen, Nils Arne (2009), “Den transnationale vending?”, Historisk Tidsskrift 109, 459-472
Tamm, Ditlev (2008), “The Danish Debate about Montesquieu: Holberg, Kofod Ancher, Sneedorff, Schytte and Stampe”, Haakonssen & Horstbøll, Henrik 2008, 163-180
Tilly, Charles (1975) (ed.), The Formation of National States in Western Europe, Princeton: Princeton University Press 1975
Tilly, Charles (1990), Coercion, Capital, and European States AD 990-1992, Oxford: Blackwell 1995
Tjallén, Bjön (2009), “Ericus Olai d. 1486). Svenska historiens pionjär”, i Björck och Johansson 2009, 55-61
Togeby, Lise (1978), Den uopslidelige lærebog. En indholdsanalyse af folkeskolens samfundslærebøger, Århus: Politica 1978
Tvarnø, Henrik (1989), “Ludvig Holberg – en borgerlig historiker i den danske enevældes tjeneste”, Brugte historier. Ti essays om brug og misbrug af historien, Kbh: 1989, 221-44
Wallette, Anna (208), “National Histories. Sven Lagerbring and his Channels of Communication”, Anne Eriksen & Jón V. Sigurdsson (eds.), Negotiating Pasts in the Nordic Countries. Interdisciplinary Studies in History and Memory, Lund: Nordic Academic Press 2008, 99-120
Venturi, Franco (1979), Settecento riformatore.III La prima crisi dell’Antico Regime, Torino: Einaudi 1979 (engelsk oversættelse The End of the Old regime in Europe 1768-1776, Princeton University Press 1989)
Østergård, Uffe (1995), “Republican Revolution or Absolutist Reform?”, G. M. Schwab and J. R. Jeanneney (eds.), The French Revolution of 1789 and Its Impact, Westport Connecticut: Greenwood Press 1995, 227-56
Østergård, Uffe (1999), “Danmark i Europa”, 1749. 250 års jubilæumstillæg, Weekendavisen 8. januar 1999, 2
Østergård, Uffe (2007), “Stat nation og national identitet”, Klassisk og moderne samfundsteori, Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (red.), Hans Reitzels Forlag 4. udgave 2007, 545-70
Østergård, Uffe (2008a), “Kamp om historien – historie som kamp” i Finn Collin og Jan Faye (red.), Ideer vi lever på – Humanistisk viden i videnssamfundet, Kbh.: Akademisk Forlag, 204-232
Østergård, Uffe (2008b), “De skandinaviske staters udvikling”, Politica 40:4, 2008, 442-56, tema “Statsdannelse”
Østergård, Uffe (2009a), “Europa 1500-1800 – territorialstater, imperier, bystater, grænser”, Lars Bo Kaspersen og Jørn Loftager (red.) Klassisk og Moderne Politisk Teori, Kbh.: Hans Reitzels Forlag, 2009, 119-149
Østergård, Uffe (2009b), “Kampen om historien i Danmark efter 2001”, Historie 2009:2, 115-138
Østergård, Uffe (2010a), “Tyrkiet og Grækenland er integrerede dele af Balkan”, Udenrigs 2010:1, 29-50
Østergård, Uffe (2010b), “I helhedens interesse. Patriotisme eller nationalisme i det oldenburgske monarki i 1700-tallet”, Weekendavisen Idéer 31.3. 2010, 8-9
Østergård, Uffe (2010c), “Danish-German Historiographical Overlap concerning Schleswig and Holstein. Historiography and Politics – Schleswig/Sønderjylland between Denmark and the Germanies”, in Tibor Frank and Frank Hadler (eds.), Borders and Nations: Confrontations and (Re) Conciliations vol. 5 of “Writing the Nation”, Palgrave Macmillan 2009 (under udgivelse)
Østergård, Uffe (2010d), “Swords, Shields or Collaborators? Danish Historians and the Debate over the German Occupation of Denmark”, in Henrik Stenius, Mirja Österberg and Johan Östling (eds.), Nordic Narratives of the Second World War (in press)
Billedtekst
Øverst på formularen
Kongetapeterne på Kronborg
Omkring 1580 lod Frederik 2. fremstille 40 tapeter med ikke mindre end 100 danske konger. Han følte sig provokeret af den svenske konge Erik 14., som kunne fremvise 143 konger i forlægget til en tapetserie. Erik 14. nåede det høje tal ved at regne helt tilbage til Noah som han regnede for at være stamfader for alle svenske konger. Han nåede dog kun at få fremstillet fire færdige tapeter. Frederik 2. fik derimod færdiggjort hele serien af danske kongetapeter. De blev lavet specielt til Kronborg under ledelse af Hans Knieper fra Antwerpen. Hele den daværende kongerække var repræsenteret i gobelinserien, inklusive Frederik 2. selv og hans søn, den senere Christian 4.. For at nå det høje tal regnede Frederik 2. alle tænkelige sagnkonger med. I dag er kun 14 af tapeterne bevaret. De 7 hænger på Kronborg og de andre 7 på Nationalmuseet.
Maleren Hans Kniper (d. 1587) var formodentlig fra Antwerpen, men virkede i Danmark fra 1577 til sin død, fra 1578 som hofmaler og leder af Frederik 2.s tapetvæveri i Helsingør. Som portrætmaler introducerede han helfigursportrættet i Danmark med sit pompøse billede af Frederik 2. i fuld rustning (1581, Frederiksborg). På væveriet i Helsingør tegnede han kartoner til flere store serier af billedtæpper. I 1579 leveredes tyve tapeter med motiver fra Daniels Bog til Kronborg (nu tabt) og 1582-84 udførtes til slottets store sal 40 tapeter, Kronborgtapeterne, med motiver af 100 danske konger samt tre med jagtmotiver. Billedtæpperne fremstår i overvejende gullige, grønne og blå farver. Som modstykke hertil vævedes 1585-86 en pragtfuld bordhimmel i rødt og gyldent af silke-, sølv- og guldtråde der prydede Dansesalen; den blev taget af svenskerne som krigsbytte 1659 og findes på Nationalmuseet i Stockholm.
[1] Denne artikel bygger videre på nogle af tankerne og formuleringerne i mit bidrag til en antologi om humanioras situation i dag redigeret af filosofferne Finn Collin og Jan Faye (red.), Ideer vi lever på. Humanistisk viden i videnssamfundet, Akademisk Forlag 2008 (Østergård 2008a).
[2] Især i Rom er der talrige eksempler på fremgangsmåden. Bedst kendt er nok triumfbuen for Septimus Severus ved indgangen til Forum Romanum hvor kejser Caracalla lod navnet på sin broder Geta fjerne. Med det utilsigtede resultat at nutidens besøgende kun spekulerer over hvilket navn der skulle have stået i indskriften. Noget tilsvarende overgik Benito Mussolinis navn på indskriften på en boligblok på nordsiden af Piazza Mausoleo Augusta med Augustus’ fredsalter, ara pacis. Her fik eftertidens historieforvaltere i 1945 kun fjernet halvdelen af hans navn, så der i linie 4 i en bronzeindskrift om lighederne mellem Mussolini og kejser Augustus som fredsskabere kun stod Musso……I forbindelse med renoveringen af pladsen under opførelsen af Richard Meiers nye bygning til Mausoleet er teksten i dag genetableret, men bogstaverne i den reparerede tekst fremtræder med tydeligt forskellig farve.
[3] I nationalismeforskningen har der siden 1983 hvor det modernistiske paradigme blev introduceret med publikationen af Ernest Gellners, Benedict Andersons og Eric Hobbawms epokegørende bøger raset en diskussion mellem modernister, primordialister og perennialister om nationer og nationalisme. Jeg har gennemgået denne strid i en ny version af mit kapitel om nationalismeforskning til 4. udgave af Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (red.), Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzel 2007. Her ender jeg med at tilslutte mig Anthony Smiths afbalancerede opfattelse af national identitet fra 2001, i form af det “etno-symbolske paradigme” (Østergård 2007). Synspunktet deles ikke af alle forskere, idet flertallet af især politologer og sociologer holder fast ved den modernistiske position, mens historikerne i kraft af deres nærhed til kildematerialet har været mere tilbøjelige til at tilslutte sig synspunktet som det er tilfældet med Mads Mordhorsts bidrag til dette nummer.
[4] Karen Skovgaard-Petersen har i en artikel for nylig undersøgt denne historiografiske strid med næsten samme perspektiv som mit. Jeg fik desværre artiklen for sent til at kunne inddrage hendes perspektiv.
[5] Kurt Johannesson har skrevet to korte skitser af Johannes og Olaus Magnus til et nyudkommet leksion om svensk historiografi. Her sammenfatter han resultatet af sin omfattende fremstilling de tos liv og arbejde på engelsk fra 1991.
[6] “Vi ser at i næsten to århundreder er Danmarks landstyrker næsten altid blevet slået af Sveriges; og det ganske uden hensyn til de to nationers tapperhed og bevæbning. Der må i den danske regering have været en indre militær eller civil fejl som har frembragt dette resultat; og jeg tror ikke at det vil være vanskeligt at opdage den.” (Montesquieu 1734, citeret efter oversættelsen i Nielsen 1971, 44). Denne kritik udløste en veritabel politisk teoretisk diskussion i Europa, fra Venezia, Firenze og Milano til London og Paris (behandlet af retshistorikeren Ditlev Tamm i 2008 og historikeren Henrik Tvarnø i 1989; se også Østergård 1995 og 2010b). Den europæiske debat er kortlagt af den italienske historiker Franco Venturi (1914-1994) i et storværk i fem bind om oplysningstidens politiske debatter, Settecento Riformatore. I bind 3 fra 1979 er der et helt kapitel om Danmark (oversat til engelsk i 1989). Her kan man se at Danmark spillede en overraskende stor rolle i datidens europæiske politiske debat. Ikke kun for landets egen skyld. Montesquieu valgte at kritisere enevælden i Danmark fordi han ikke turde kritisere det politiske styre i sit eget land, Frankrig. Men Danmark, eller rettere det oldenburgske monarki, var velkendt i Europa og blev diskuteret som et seriøst eksempel på den enevældige styreform (Venturi 1979; Horstbøll 2003 og 2008).
[7] Uddrag af disse breve er i 2009 udgivet med omfattende kommentarer og en redegørelse for undervisningen i latinskolerne af filologen Karen Glente (f. 1936) i Den unge Tyge Rothe. Om oplysningstro og fædrelandskærlighed på Frederik Vs tid. Rothes kosmopolitisme er behandlet i Feldbæk 1984.
[8] Suhms og Mallings fremstillinger af dansk og norsk historie er grundigt analyseret af Mads Mordhorst i en upubliceret ph.d. afhandling om dansk historiografi (Mordhorst 2002). Mallings værk har bevaret en stærk stilling i den almene offentlighed og blev genoptrykt af det danske Sprog- og Litteraturselskab så sent som i 1992. Også Suhms værk blev flittigt læst og genoptrykt mange gange inden det gik i glemmebogen i takt med at Norge og Danmark fjernede sig fra hinanden med selvstændigheden.