Genforeningen af Sønderjylland med Danmark eller delingen af Slesvig

Kristelig Dagblad. 7.1.2020

 

2020 er hundredåret for afstemningen i 1920. Officielt er det ’Sønderjyllands genforening med Danmark’ vi fejrer. Men er det rigtigt? Det var jo ikke hele Sønderjylland der kom ’hjem’, men kun den nordlige del som af det tyske mindretal kaldes ’Nordslesvig’ – deraf titlen på mindretallets tysksprogede avis ’der Nordschleswiger’. Man skal helt tilbage til Valdemar Sejr før området mellem Ejderen og Kongeåen var en del af det danske kongerige.

I 1232 blev Slesvig eller Sønderjylland et hertugdømme som fra 1460 blev styret sammen med det tysktalende Holsten. ’Up ewig tosamende ungedeelt’ som det hed på plattysk hed i Riberecessen fra 1460, den aftale det slesvig-holstenske ridderskab påtvang den oldenborgeren Christian 1. som betingelse for at acceptere ham som hertug af Slesvig-Holsten og konge af Danmark. Det indebar at han som hertug i Slesvig havde sig selv som lensherre som konge af Danmark, mens han i Holsten var under den tysk-romerske kejser. Denne statsretlige forskel har man fra dansk side gjort meget ud af siden 1800-tallet, mens de tysksindede sætter bindestreg mellem Slesvig og Holsten som i forbundslander Schleswig-Holstein.

Med afstemningen i februar 1920 blev ’Sønderjylland’ delt mellem nationalstaterne Danmark og Tyskland. Princippet om nationalt tilhørsforhold, med en grænse efter sindelag betød opløsning af den gamle provins Slesvig eller Sønderjylland. Indtil 1864 havde Elben og Kongeåen været toldgrænser, mens Ejderen mellem Slesvig og Holsten var en statsretlig grænse for det Hellige Romerske Rige. Dertil kom talløse interne grænser som resultat af talrige arvedelinger mellem fyrstefamilierne. Det meste af Sønderjylland havde Jyske Lov helt til 1900 da den afløstes af den moderne preussiske Bürgerliches Gesetzbuch, ikke Danske Lov fra 1683.

Den voksende nationalisme i 1800-tallet førte til et sammenstød mellem dansk nationalisme der krævede Danmark til Ejderen og slesvig-holstenismen der ville have en selvstændig tysktalende stat i et forenet Tyskland. Det resulterede i borgerkrigen 1848-51 og den tabte krig i 1864 som kostede Danmark hele hertugdømmet med 200.000 dansktalende sønderjyder. Først det Tyske Kejserriges nederlag i første verdenskrig gjorde det muligt for flertallet af de dansktalende sønderjyder at vende ’hjem’ til det Danmark de strengt taget ikke havde været en del af i syv hundrede år.

I dag ligger grænsen fast. Sønderjylland blev til et amt i 1970 efter officiel at have heddet de sønderjyske landsdele. Men er i dag reduceret til en del af region Syd- og Sønderjylland med hovedsæde i Vejle, mens Sydslesvig er en del af den tyske delstat Schleswig-Holstein med hovedstad i Kiel. Der er i dag to velfungerende mindretal, fem lokale sprog – sønderjysk, plattysk, rigsdansk, højtysk og frisisk – og rester af en egen kultur som nord for grænsen viser sig i en aktiv interesse for historien. Men den slesvigske regionale identitet er stort set forsvundet til fordel for de to nationale identiteter, dansk og tysk. Freden er betalt med delingen af den økonomisk og kulturelt driftige provins der var førende i 1700- og 1800-tallets flersprogede helstat. Områderne nord og syd for grænsen er reduceret til periferier, selv den gamle storby Flensborg der mistede sit nordlige opland i 1920. Stilstand er åbenbart den nødvendige pris for fredelige grænser mellem nationale stater. Forsøget på at rette op på det ved at udnævne Sønderborg og Flensborg til europæisk kulturby i 2017 mislykkedes til fordel for et traditionelt valg af Århus. Grænser er ikke gratis, men åbenbart nødvendige.