Krigen 1864 mellem dansk og tysk
Af Bjørn Østergaard, centerleder Historiecenter Dybbøl og Uffe Østergård, professor emeritus i europæisk historie CBS og Aarhus Universitet
Krigen 1864 mellem dansk og tysk”, Gerhard Bauer und Katja Protte (Hrsg.), Krieg Sieg Nation – Wie das deutsche Kaiserreich entstand, Militärhistorisches Museum Dresden 2020
Krigen 1864 kaldes officielt anden slesvigske krig. Den første slesvigske krig fra 1848 til 1851 var en borgerkrig i den multinationale oldenborgske stat der upræcist kaldes Danmark. Tropper fra det Tyske Forbund intervenerede, men resultatet blev i sidste ende afgjort af stormagterne Rusland og Storbritannien der gennemtvang en genoprettelse af situationen fra før krigen. I dansk tradition erindres krigen som en konflikt mellem dansk og tysk og det er først i de senere år blevet almindeligt at omtale krigen som en borgerkrig mellem dansk- og tysksindede nationalister med intervention udefra. Det danske parti troede at det havde vundet konflikten i det blodige slag ved Isted sommeren 1850 hvor danske tropper vandt en snæver sejr over slesvig-holstenerne efter at Preussen havde trukket sig ud.
Anden slesvigske krig var en fortsættelse af den første konflikt, men ikke en borgerkrig. Hertugdømmerne Holsten, Lauenburg og Slesvig var fortsat i personalunion med Danmark der havde fået en demokratisk grundlov i 1849. Denne grundlov ønskede det nationalliberale parti at udstrække til hele hertugdømmet Slesvig, selv om flertallet var tysktalende efter i mange hundrede år at have været styret sammen med det tysktalende Holsten. Sprog og national orientering var ikke identiske men blev det efterhånden i kraft af konflikten om hertugdømmernes statsretlige stilling. Stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten afviste et forslag til en fælles forfatning med Kongeriget som den internationale aftale fra 1851 krævede. Både dansk- og tysktalende gjorde krav på hele provinsen med henvisning til historiens ret og statsretten. Danske og tyske historikere producerede konkurrerende historiske fremstillinger der ’beviste’ at deres side havde ret til hele provinsen med en grænse ved henholdsvis Ejderen eller Kongeåen. I den situation valgte en nationalliberal regering i november 1863 at bryde de internationale aftaler og udstedte en fælles forfatning for Danmark og Slesvig – som det danske parti nu omtalte med den gamle betegnelse Sønderjylland. Denne handling fik det Tyske Forbund til at gribe ind mod den nytiltrådte konge Christian 9. af huset Glücksburg. Efter Frederik 7.’s død var han blevet presset til at underskrive den demokratiske forfatning selv om han egentlig ønskede at bevare den tosprogede helstat.
Preussen og Østrig intervenerede på vegne af det Tyske Forbund med en samlet styrke på 57.000 mand mod den danske felthærs 38.000 mand. Den danske hær var svækket af mange tysksindede indkaldte fra Slesvig samt holstenerne der ikke var mødt frem. Et ultimatum fra Preussen og Østrig om at tilbagekalde Novemberforfatningen fra 1863 blev afvist af den danske regering 16. januar 1864 hvorefter krigen om Slesvig begyndte 1. februar efter at den danske overkommando havde afvist at trække sig ud af hertugdømmet Slesvig. Holsten var besat 24.-31. december 1863 uden kamp af sachsiske og hannoveranske tropper under ledelse af generalløjtnant von Hake på vegne af det Tyske Forbund, mens Lauenburg blev besat af preussiske tropper. 1. februar 1863 krydsede de tyske og østrigske tropper under kommando af den 80-årige generalfeltmarskal von Wrangel med den oprindeligt dansk uddannede general Helmuth von Moltke (den ældre) i baggrunden Ejderen for at angribe den danske hær under general de Meza der havde taget stilling ved den sagnomspundne mur ved Danevirke mellem Slien og de sumpede områder mod Husum. Danevirke stillingen fyldte meget i dansk mytologi og propaganda under parolen ’et Danevirke i hver danskers bryst’, men var i virkeligheden blot en 15 kilometer lang feltbefæstning fra sommeren 1861 uden barakker til forsvarerne. Da vinteren var streng frøs sumpstrækningerne mod vest til således at den talmæssigt overlegne tyske hær kunne omringe den undertallige danske hær hvis den samtidig angreb over den smalle fjord Slien. Den danske hær var for lille til at bemande så stort et anlæg.
Den øverstkommanderende for den danske hær general de Meza besluttede i denne håbløse situation at trække sig tilbage til flankestillingerne ved Dybbøl overfor Sønderborg og Fredericia ved Lillebælt. Denne strategi hvilede på at den danske flåde var angriberne overlegen og havde fungeret ret godt i 1848 og 1849. Tilbagetoget udløste heftig kritik fra regeringen, især den nationalliberale krigsminister C. C. Lundbye, der søgte at kommandere tropperne i felten ved hjælp af telegraf fra ministeriet i København. Den oppiskede folkestemning især i København var på kanten af oprør og krævede de Meza afsat, selv om denne havde gjort det militært rigtige og blev anerkendt af sine modstandere der havde håbet på at tilintetgøre den danske hær i et åbent feltslag som det skete med de franske hære i 1870. Retræten lykkedes over al forventning ubemærket af angriberne, bortset fra en retrætekamp mellem danske og østrigske tropper ved Sankelmark syd for Flensburg 6. februar 1864. Og så det faktum at den danske hær måtte efterlade mange svære kanoner i Danevirkestillingen.
Den Dybbølstilling hovedparten af den danske hær 7. februar nåede til bestod af ti ikke færdiggjorte jordskanser i en tre kilometer lang halvcirkel fra Alssund til Vemmingbund. Resten af februar og marts sled soldaterne med at færdiggøre og armere skanserne og grave løbegrave. Men der var langt til propagandaens omtale af Dybbøl som en fæstning på niveau med det russiske Sevastopol på Krim der havde været så vanskelig for franskmændene og briterne at erobre under Krimkrigen en halv snes år tidligere. Til alt held for danskerne troede den preussiske ledelse under generalstabschefen Helmuth von Moltke længe på propagandaen om Dybbøls uindtagelighed. Derfor opgav den et hurtigt angreb og anbefalede i stedet en besættelse af hele Jylland. Udvidelsen af krigen til kongeriget Danmark stødte på afvisning i regeringerne i Wien og Berlin der frygtede reaktionen hos de tre neutrale stormagter, Rusland, Frankrig og Storbritannien. Især Østrig var imod da det kun deltog i invasionen efter en udtrykkelig aftale om at felttoget kun gjaldt hertugdømmerne. Ordren om at respektere grænsen til kongeriget blev imidlertid overtrådt af en preussisk regimentschef der 18. februar opdagede at de danske styrker havde forladt Kolding nord for grænsen og besatte byen. Efter heftig diplomatisk aktivet og protester fra stormagterne lykkedes det Otto von Bismarck 6. marts at overtale Østrig til at besætte hele Jylland for at tvinge danskerne til forhandling. Det lykkedes over al forventning og østrigerne vandt et slag ved Vejle og belejrede Fredericia fæstningen.
Alligevel krævede Østrig et preussisk angreb på Dybbøl selv om von Moltke var imod pga. de tab en storm ville medføre. Han bøjede sig dog og indledte en langvarig belejring af Dybbølstillingen. Det blodige bombardement fik danske soldater til at omtale fæstningen som ’slagtebænk Dybbøl’. Dette motto har den danske forfatter Tom Buk-Swienty yderst velvalgt brugt som titel på en bestseller han skrev om krigen i 2008, et værk der på realistisk vis har bragt krigen tilbage i den kollektive erindring i Danmark, godt hjulpet af en omstridt tv-serie der blev udsendt i 2014. Den danske regering under D. G. Monrad krævede dog at stillingen skulle forsvares til det yderste. Det gjorde den i håb om at stå stærkere på den fredskonference i London der på britisk initiativ skulle åbne 20. april. Den var blevet udsat på Bismarcks initiativ for at give den preussiske hær mulighed for at erobre stillingen først. Det skete efter et opslidende seks timer langt bombardement 18. april. Slaget har siden har indtaget en central plads i dansk erindringskultur i kraft af et tappert, men militært nyttesløst modangreb. Det kloge havde været at holde hæren intakt på øen Als ved at trække sig tilbage, men det havde regeringen nægtet general Gerlach. Resultatet blev at næsten halvdelen af forsvarerne faldt, blev sårede eller taget til fange, i alt næsten fem tusind mand, mens de preussiske tab kun var 1201 mand, heraf 263 faldne, i alt tre procent.
Det lykkedes næsten at fremstille nederlaget som en heroisk dansk sejr, men da regeringen samtidig rømmede den stærkere fæstning i Fredericia havde den reelt tabt modet. Hvilket dog ikke fik den til at gå på kompromis i forhandlingerne og acceptere en deling af Slesvig. Næsten hele Jylland blev besat og sådan var situationen da fredskonferencen sluttede uden resultat. Den danske hær der var svækket af et stort tab af officerer og befalingsmænd var fordelt på Als, Fyn og Vendsyssel nord for Limfjorden. Den østrigske regering modsatte sig et angreb på Fyn, hvorfor den preussiske ledelse angreb Als 29. juni. Overfor den danske styrke på 12.000 mand på Als stod to fuldt bemandede preussiske divisioner med dobbelt så mange mand. 29. juni om morgenen satte de over Alssund som danskerne havde håbet at kunne forsvare med panserskibet Rolf Krake. Det mislykkedes med det resultat at den danske hær der var spredt langs hele kysten gik i opløsning. Hovedparten blev ganske vist evakueret til søs, men hæren var slået. Det fremgår af tabstallene 3092 danske overfor 378 preussiske. Erobringen af Als har Buk-Swienty i 2010 skrevet endnu en fremragende bog om, med titlen ’Dommedag Als’. Dens skildring af nederlaget var dog så smertefuld for den danske offentlighed selv i dag at den blev modtaget langt mere forbeholdent, selv om den er om muligt endnu bedre end den første.
Den nationalliberale regering gav nu op og overlod til sine konservative modstandere at slutte fred. Danmark overlevede på et hængende hår som selvstændig småstat i skyggen af den opvoksende tyske stormagt. Fredsslutningen indebar at det danske monarki mistede to femtedele af sit territorium og tæt på en tredjedel af sin befolkning med afståelsen af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Danmark overlevede, men nu som småstat helt afhængig af de omgivende stormagter, især det samlede tysk-preussiske kejserrige der blev udråbt i spejlsalen i Versailles 18. januar 1871 efter det tilsvarende franske nederlag i 1870. Vore dages Danmark er resultatet af nederlaget i 1864 der har præget dansk politisk kultur dybt lige siden. Det fremgik af markeringen af 150-året for nederlaget i 2014, og vil blive temaet for fejringen i 2020 af det der i dansk erindring kaldes ’genforeningen’ med den nordlige dansktalende del af Slesvig i 1920, men reelt var en deling af den gamle historiske provins Slesvig efter Tysklands nederlag i 1918.
I tysk erindring fylder konflikten mindre, selv om den er markeret på Siegessäule i Berlin fra 1873. I Wien mindes man Østrigs sejr i en træfning til søs ved Helgoland 9. maj 1864, en episode som i dansk erindring huskes som en klar dansk sejr. Den danske styrke under kommando af orlogskaptajn Edouard Suenson med fregatterne Niels Juel og Jylland og korvetten Heimdal tørnede sammen med en østrigsk eskadre bestående af fregatterne Schwarzenberg og Radetzky og tre mindre preussiske kanonbåde under Wilhelm von Tegetthoff. Slaget endte uafgjort, idet øtrigerne måtte søge ly ved det britiske Helgoland, mens den danske flåde trak sig tilbage til Kristianssand i Norge og opgav blokaden af Elbmundingen.
Denne side af konflikten viser at den moderne forestilling om konflikten mellem et overmægtigt Tyskland og en svag dansk småstat som især trives i Danmark er så upræcis at den er forkert. Det blev resultatet, men svarer ikke til situationen i første halvdel af 1800-tallet. ’Tyskland’ blev som anført først samlet i 1870, mens ’Danmark’ indtil 1814 havde været en mellemstor europæisk magt omfattende Kongerigerne Danmark og Norge, hertugdømmerne Holsten og Slesvig, samt Island, Færøerne og Grønland. Dertil kom kolonier i Vestindien, Afrika og Indien. Denne større stats historie er for nylig skildret i et værk i fem bind, Dansk kolonihistorie i 2017. Denne flersprogede stat bør kaldes det ’Oldenborgske monarki’ og var ikke en nationalstat, men en typisk sammensat eller konglomerat stat i stil med det habsburgske Østrig, om end mindre.
Med eftertidens bagklogskab er det nærliggende at værdsætte de besindige og vidtskuende personer som beklagede Ejderpolitikkens indskrænkede nationalisme og fanatisme som filosoffen Søren Kierkegaard. Han skal ikke blot forstås som en upolitisk skikkelse der i dag læses i hele verden fordi han interesserede sig for sit personlige – og dermed almene – eksistentialistiske projekt. Kierkegaards opfattelse deltes af så forskellige skikkelser som den konservativt liberale jurist A. S. Ørsted, den intelligente konge Christian 8., filosoffen F. C. Sibbern, den radikaldemokratiske officer og politiker A. F. Tscherning samt i dag næsten glemte personer som journalisten I. P. Grüne og forfatteren Meïr Aron Goldschmidt. Også den vidt berejste forfatter H. C. Andersen beklagede den nationalistiske ophidselse. Alle ønskede de med forskellige begrundelser at bevare den nationalt blandede Helstat. Men de var oppe mod en dansk og en tysk fanatisme som tilsyneladende kun militære nederlag kunne gøre klogere. Heller ikke på slesvig-holstensk side var der mange modererende kræfter.
Den nationalistiske radikalisering førte til krig i flere omgange og endte med en sønderlemmelse af den danske Helstat efter nederlaget i 1864. Danmark overlevede som selvstændig nationalstat, men ikke ved egen kraft. Det var stormagternes, først og fremmest Storbritanniens og Ruslands, interesse i en neutral magt ved indsejlingen til Østersøen der reddede Danmark. Ellers var staten vel blevet tysk eller svensk – det sidste under overskriften skandinavisk union. I stedet blev Danmark en nationalt homogen småstat. At det kom så vidt skyldtes dansk nationalistisk selvovervurdering i 1850erne efter den sejr som flertallet bildte sig ind at den danske side på egen hånd havde vundet i borgerkrigen. Man kan måske forsvare fordrivelsen af de politisk ansvarlige slesvig-holstenere – mange af dem emigrerede til USA. Men primitiv hævn som salget af alt inventaret fra Gottorp slot og omdannelsen af det til kaserne passer dårligt med det danske selvbillede og er da også blevet ignoreret i dansk historieskrivning.
Efter sejren i 1850 eksperimenterede det danske styre med at indføre dansk sprog i Mellemslesvig i form af de såkaldte Regenburgske reskripter der er opkaldt efter den ansvarlige, dansk-nationalistiske embedsmand i den nye administration som indsattes efter det slesvig-holstenske nederlag. Forsøget mislykkedes men efterlod megen vrede i hertugdømmerne. Den såkaldte ”Fællesforfatning” fra 1855 som skulle bringe de forskellige dele af Helstaten på demokratisk omgangshøjde kom aldrig til at fungere, da den blev boykottet af politikerne i Slesvig og Holsten. I desperation slog de nationalliberale politikere derefter ind på en selvmorderisk katastrofekurs ved i strid med de internationale aftaler på egen hånd at opløse Helstaten og indlemme hele Slesvig med Novemberforfatningen i 1863. Det gav Preussen ledet af den dygtige politiker Otto von Bismarck den lejlighed han havde ventet på. Østrig og Preussen sendte en hær mod det uforberedte Danmark der havde nedrustet i 1850erne. Rusland der plejede at beskytte Danmark skyldte Preussen en gentjeneste efter hjælp til nedkæmpelsen af et oprør i Polen tidligere på året og Storbritannien ville ikke på egen hånd hjælpe de danske politikere. Heller ikke Sverige der var i union med Norge viste sig villig til at komme den skandinaviske broder til hjælp i nødens stund, selv om mange frivillige herunder over 100 officerer deltog på dansk side. Så den danske hær stod alene overfor Europas måske mest effektive hær, den preussiske, og blev i løbet af et halvt år totalt nedkæmpet med stormen på Dybbøl 18. april og erobringen af Als 29. juni som de tragisk-heroiske højdepunkter.
Nederlaget blev beseglet med freden i Wien 30.10 1864. En tid håbede mange danskere på revanche over Preussen. Heldigvis tøvede regeringen og Christian 9. med at kaste sig ind i kampen på fransk side i 1870. Og undgik dermed at blive trukket ind i den katastrofe der kostede Frankrig Alsace og Lorraine og gav det forenede tyske kejserrige overmagten over det europæiske kontinent de næste 50 år. Danmark tilpassede sig og slog ind på en samarbejdslinje med Tyskland, som kritikere har kaldt “tyskerlinjen”. Kulturelt var det forenede Tyskland helt dominerende, mens Danmark økonomisk orienterede sig mod det britiske marked og samtidig med held begyndte at investere i andre dele af verden. Alligevel sad såret fra 1864 dybt – uanset om man valgte at kompensere ved at “vinde indad hvad udad var tabt” i form af nye dyrkede arealer og social integration af hele befolkningen, eller om man satsede på økonomisk succes ude og hjemme eller andre former for international hæder.
1864 var ikke blot et militært nederlag, men især et politisk og moralsk nederlag som fik store følger for hele indretningen af det danske samfund. Krigens forløb og den efterfølgende afståelse af Holsten, Slesvig og Lauenburg betød ikke bare at den tysktalende del af den multinationale Helstat gik tabt. 200.000 dansktalende slesvigere eller sønderjyder kom under preussisk styre som følge af regeringens stædighed og usmidighed. Af angst for folkestemningen og med tro på egen historisk ret til hele Slesvig afslog den, selv efter tabet af Dybbøl 18. april, en deling lidt syd for den nuværende grænse. Resultatet blev at hele Slesvig blev afstået til Preussen og Østrig, samt at et stort antal dansktalende blev til en national minoritet i et stort tysktalende rige. 1864 tvang den holstenske elite der havde spillet en afgørende rolle i den danske Helstat til at droppe forbindelsen med Danmark eller blive danske. Det sidste valgte kongetro holstenere som oberst Heinrich Kauffmann, diplomaten Otto von Plessen og ganske mange andre. Det gjaldt også den pligttro glücksburgske konge, Christian 9., der meget mod sin vilje blev tvunget til at underskrive Novemberforfatningen i 1863, den handling der udløste nederlaget i 1864. Han havde forudset de katastrofale konsekvenser, men måtte følge regeringen og folkestemningen ind i nederlaget. Omvendt var netop Christian 9.’s succes med at få sine børn giftet ind i de europæiske kongehuse en vigtig, omend ofte overset, faktor i den danske stats overlevelse i den farlige periode op til 1914.
Danmark tabte altså hele Slesvig sammen med Holsten selv om Bismarck faktisk havde tilbudt en grænsedragning ikke langt fra den nuværende. Det førte imidlertid, i modsætning til Kongeriget, ikke i første omgang til en national mobilisering blandt de dansktalende i den afståede provins. Den første preussiske administration i Hertugdømmerne var stort set ikke interesseret i nationale forhold. Overpræsident Carl von Scheel-Plessen der ledede administrationen fra 1866 til 1879 efter at Preussen havde overtaget og indlemmet begge hertugdømmer var tilfreds hvis de danske bønder blot offentligt opførte sig som loyale tyske statsborgere. Accepterede de at leve under preussiske love og kunne tysk nok til at klare sig i det praktiske liv, kunne de leve deres vante liv uden indblanding fra den preussiske stats side. Således frarådede han indførelsen af obligatorisk tyskundervisning i skolerne. Det var først senere preussiske regeringer som slog ind på en egentlig germaniseringspolitik og undertrykte det danske sprog. For dem var danskerne ligesom polakkerne et fremmedelement i den nye tyske stat som det gjaldt om at fortyske. Det var i den proces nordslesvigerne blev danske – og udviklede det berømte sønderjyske kaffebord fordi de ikke måtte holde danske møder på kroerne.
Befolkningen i Slesvig var ikke dansk – eller tysk – i moderne nationalpolitisk forstand før krigene i midten af 1800-tallet, om end nok i sproglig forstand. Ifølge historikeren Gottlieb Japsen var det først nationalitetskampen i slutningen af 1800-tallet der gjorde sønderjyderne danske, ikke omvendt. Reelt var det først de tyske forsøg på at “germanisere” de dansktalende (og de fransk- og polsktalende) i det nyoprettede tyske kejserrige, som fik disse befolkninger til at erklære sig som polakker, franske og danske i politisk forstand. Tidligere havde mange mennesker skiftet sprog uden større overvejelser. Det gjaldt blandt andet mange solide, sønderjysk talende gårdmænd i Nordslesvig, den gruppe der siden kom til at udgøre grundstammen i det tyske mindretal. I takt med sejren for det nye nationalstatslige princip blev det imidlertid i stigende grad umuligt at skifte sprog uden samtidig at skifte personlig identitet.
I Nordslesvig begyndte de dansksindede fra ca. 1890 at organisere sig politisk som nationalt mindretal. Det skete som svar på krav om tysk skole- og administrationssprog. De kæmpede for retten til selv at afgøre deres nationale tilhørsforhold. Efter 1878 opgav Danmark endegyldigt alle forhåbninger om revanche over det mægtige tyske rige og indskrænkede sig til at gøre forholdene for de dansksindede så tålelige som muligt. Samtidig slog staten – uden at gøre det tydeligt for befolkningen – ind på en tilpasningspolitik overfor den tyske nabo. Dette er baggrunden for hele den småstats-adfærd der siden er blevet opfattet som udtryk for den danske nationale karakter. Først med delingen af Sønderjylland i 1920 var krigen i 1864 mentalt forbi, men selv i dag kan man finde sporerne af “1864” i det danske samfund. Det gælder danskernes selvopfattelse som små og fredsommelige, forholdet til etniske minoriteter, afvisningen af tosprogethed, mistilliden til store ord og heroisme og sidst men ikke mindst det distancerede forhold til Tyskland, tyskerne og Europa. Hele Sønderjylland blev ikke ’genforenet’ med Danmark i 1920. Allerhøjst kan man sige at de dansktalende sønderjyder blev forenet med de øvrige dansktalende. Den gamle provins Slesvig eller Sønderjylland – begge navne stammer fra middelalderen – blev derimod delt i to provinser, Sydslesvig og det område der indtil oprettelsen af Sønderjyllands amt i 1970 hed de ”sønderjydske landsdele”.
Efter genforeningen i 1990 har Tyskland genindtaget sin dominerende plads i midten af Europa. Selv om landet måtte opgive D-marken til fordel for euroen som pris for den politiske genforening har det ikke svækket Tysklands dominerende position, tværtimod. I dag ser den traditionelle modvilje mod Tyskland i Danmark ud til at være afløst af velvilligt ukendskab, især til sproget som meget få yngre vælger at studere. Hvor vidt den store tilstrømning af skandinaver til Berlin vil sætte sig varige spor i forholdet mellem landene er det endnu for tidligt at sige. Skandinaver opdager nu til deres forbløffelse at der findes mennesker som ikke taler engelsk og at det er en fordel at kunne tysk, hvis man vil have noget at spise. Ja sågar noget at drikke. På basis af den traditionelle nordiske skepsis mod det store land i syd er det imidlertid vigtigt at forstå den historiske forbindelse mellem landene korrekt. Især den ulykkelige krig i 1864.
På langt sigt blev Danmark lille og demokratisk, mens Tyskland blev stort og spillede så højt spil at det tabte to verdenskrige og udløste nazismens barbari. Meget sigende er at den 30. januar 1933 da Hitler kom til magten blev der indgået et kompromis mellem de fire gamle partier i Danmark som lagde grunden til den demokratiske velfærdsstat der overlevede den tyske besættelse 1940 til 1945. Om begge lande har overvundet følgerne af 1864 er stadig let usikkert. En fordel er at kende til historien på begge sider.
Litteratur
Adriansen, Inge, “Dansk og tysk spejlet i hinanden”, Østergård, Uffe (red.), Dansk identitet? Århus: Aarhus Universitetsforlag 1992
Bregnsbo, Michael og Jensen, Kurt Villads, Det danske imperium – storhed og fald, Kbh.: Aschehoug 2004
Buk-Swienty, Tom, Slagtebænk Dybbøl, Kbh.: Gyldendal 2008
Buk-Swienty, Tom, Dommedag Als, Kbh.: Gyldendal 2010
Frandsen, Steen Bo, Holsten i helstaten. Holsten inden og uden for det danske monarki i første halvdel af 1800-tallet, Kbh.: Museum Tusculanums Forlag 2008
Frandsen, Steen Bo, Danmark og Tyskland – Et naboskab i Europa, under publication 2020
Glenthøj, Rasmus, Sønner af de slagne, Kbh.: Gads Forlag 201
Japsen, Gottlieb, “Statspatriotisme og nationalfølelse i Sønderjylland før 1848”, Historie 1979, 107-22
Japsen, Gottlieb (1983), Den fejlslagne germanisering: Den tyske forening for det nordlige Slesvig – Bidrag til det tyske mindretals historie efter 1864, Åbenrå: Historisk samfund for Sønderjylland 1983
Nielsen, Johs., 1864 – Da Europa gik af lave, Odense: Odense University Press 1987
Nielsen, Johs., Den dansk-tyske krig 1864, Kbh.: Tøjhusmuseet 1991
Østergård, Uffe, “Feindbilder und Vorurteile in der dänischen Öffentlichkeit”, G. Trautmann (Hrsg.), Die hässlichen Deutschen? Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft 1991, 145-166
Østergård, Uffe, “En røvet datter dybt begrædt – 1864 i perspektiv” i Jakob Kidde Sauntved og Jakob Eberhardt, 1864, Århus: Jyllandspostens Forlag 2007, 10-23
Østergård, Uffe, “1864 i dansk og tysk historie”, Carsten Jahnke og Jes Fabricius Møller (Hrsg.), 1864 – und der langen Schatten der Geschichte. 1864 – og historiens lange skygger, Husum: Ihleo Verlag 2011, 27-42
Østergård, Uffe, “Schleswig and Holstein in Danish and German Historiography”, in Tibor Frank and Frank Hadler (eds.), Disputed Territories and Shared Pasts. Overlapping National Histories in Modern Europe vol. 6 of “Writing the Nation. National Historiographies and the Making of Nation States in 19th and 20th Century Europe”, Houndsmill: Palgrave Macmillan 2011, 200-223
Østergård, Uffe, “Nederlaget i 1864 i dansk og europæisk erindring”, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen (red.), Læren af 1864. Krig, politik og stat i Danmark i 150 år, Syddansk Universitetsforlag 2014, 129-147
Østergård, Uffe, “Nation-Building and Nationalism in the Oldenburg Empire”, Stefan Berger and Alexei Miller (eds.), Nationalizing Empires, Budapest – New York: Central European University Press 2015, 461-510
Østergård, Uffe, “Danmark – småstat, imperium og kolonimagt”, Mikkel Vedborg Pedersen (red.), Danmark – en kolonimagt vol. I af Danmark og kolonierne vol. I-V, Kbh.: Gads forlag, 2017, 13-57
Østergård, Uffe, “Hvem er tyskerne? De tyske og de nordiske lande i Europa”, Venskab og fjendskab. Danmark og Tyskland i det 19. og 20. århundrede. Festskrift til Karl Christian Lammers i anledning af hans 75 års fødselsdag 4. september 2018, (red.) Rasmus Mariager og Niklas Olsen, Kbh.: Den danske Historiske Forening 2018, 30-57
Østergård, Uffe, “Den Slesvigske lære” (interview ved Arne Hardis), Weekendavisen 1.2. 2019, 5