Der er intet nyt i kampen mellem udkantsdanmark og hovedstaden. Den har varet i århundreder
Kronik – POLITIKEN 26.6.2018
Kampen mellem hovedstaden og resten af Danmark har dybe historiske rødder. Reelt har København og centraliseringen vundet trods de seneste forkølede forsøg på udflytning.
Modsætningen mellem hovedstaden og ’provinsen’ fremstilles i medierne som et resultat af valgtaktiske overvejelser i Venstre.
Udflytningen af centraladministrationen skal rette op på tilbagegangen i Vest- og Sønderjylland ved sidste valg. Og nu skal udnævnelsen af Jakob Ellemann-Jensen vende tendensen til fordel for hovedstaden.
Disse overvejelser er givetvis vigtige og modsvares af tilsvarende tanker i Socialdemokratiet, der har sin vigtigste basis i de jyske byer.
Alligevel var det en socialdemokratisk ledet regering, der stod for revitaliseringen af hovedstaden i 1990’erne med Ørestad, metro og havnefront.
Dansk Folkeparti er til gengæld fortsat en beslutsom fortaler for det ikke-akademiske Danmark og kræver udflytningen fortsat.
Vore dages komplicerede forhold mellem den alt for store hovedstad og den udtyndede provins forstås imidlertid bedst som en fortsættelse af enevældens satsning på udbygningen af København med en permanent centraladministration på Slotsholmen fra 1660.
Danmark er blevet en centraliseret enhedsstat let camoufleret som lokalt selvstyre
Steen Bo Frandsen. der er professor i grænseregionsforskning ved SDU i Sønderborg, analyserede i 1995 den danske udvikling i 1800-tallet i en disputats med den fængende titel ’Opdagelsen af Jylland’.
Den handlede blandt andet om debatterne i stænderforsamlingen i Viborg om jernbanerne. Med udgangspunkt i denne debat oprullede han en større principiel undersøgelse af de historiske regioners rolle i Danmark.
Det spørgsmål er afgjort til fordel for en ekstremt høj grad af reel centralisering, som i 2007 kulminerede med oprettelsen af de magtesløse regioner, hvis rolle primært er at undgå de to rigtige regioner, der er grundlag for, Øerne og Jylland.
Danmark er blevet en centraliseret enhedsstat let camoufleret som lokalt selvstyre. Det skyldes sejren for en tradition, der stammer fra den nationalliberale ideolog Orla Lehmann, som levede fra 1810 til 1870.
Han spurgte retorisk i en tale den 28. maj 1838 i Københavns Læseforening: »Men gives der da Provindser i Danmark? Nej, mine Herrer! man har jo end ikke i støvede Archiver, langt mindre i den friske lyslevende Virkelighed, kunnet finde saa meget som et Navn til den ene af de Halvdele, hvori man vilkaarligen har deelt vort Danmark; der gives i Danmark ingen Provindser« (Kjøbenhavnsposten 28. maj 1838).
Orla Lehmanns tale er stadig relevant for forståelsen af den særlige danske udvikling, der har samlet den reelle magt på nogle få kvadratkilometer i det indre København. Og blandt meget andet også forhindret et egentligt selvstyre i hele hovedstadsområdet.
Med sin latterliggørelse af enhver tale om eksistensen af danske provinser, mest af alt en nørrejysk, krævede Orla Lehmann nedlæggelsen af den selvstændige nørrejyske stænderforsamling i Viborg fra 1834 og inkorporering af hele Slesvig eller Sønderjylland, uanset hvad befolkningen selv måtte ønske.
Talen markerede et højdepunkt i den kampagne, Københavns liberale opposition førte mod alle tilløb til regional eller føderal organisering af riget, en kampagne, der fra 1842 førte til en forbitret konflikt med et tysk orienteret parti i Slesvig og Holsten, som krævede det forenede Slesvig-Holstens tilslutning til et forenet Tyskland.
Han sejrede i 1849 med grundloven, der efterhånden udviklede denne forståelse: Ingen magt ved siden af eller over Folketinget.
Men også en infrastruktur af veje, jernbaner og skibsruter, der gjorde København til det ubestridte centrum, også for Jylland, selv om halvøen egentlig forbinder kontinentet og Hamburg med Norge.
Denne infrastrukturs historie skildrede den afdøde Hans Helge Madsen i 2009 under den præcise overskrift ’Skæv og national’ om byplanlægning i Danmark før 1938.
København og Sjælland omtales i Jylland ofte som ’djævleøen’, men er den største jyske by i landet set ud fra beboernes herkomst
Her dokumenteres det overbevisende, at det moderne og demokratiske Danmark er et resultat af flere hundrede års enevælde, der koncentrerede store dele af landets ressourcer i en hovedstad, der var kommet til at ligge i landets alleryderste udkant i yderste frontlinje mod arvefjenden Sverige, efter at dette i 1658 havde erobret den østlige tredjedel af Danmark.
Det var baggrunden for, at næsten alle militære ressourcer i en af mest militariserede og tungest beskattede stater i Europa – den anden var Sverige – samledes i København.
Flåden med orlogsværftet flyttede fra Gammelholm til det nyindvundne Nyholm, Kastellet blev opført til såvel indre som ydre kontrol af byen, mens hæren samledes i talrige kaserner, der først blev opgivet i anden halvdel af det 20. århundrede for bl.a. at blive til Christiania, mens flådens leje er blevet til arkitektskole, opera og luksusboliger.
Hvad vi ofte glemmer er, at det var ressourcerne fra en meget større stat, der blev koncentreret i hovedstaden. Og på dette tidspunkt anvendtes skatteindtægterne stort set kun til militær og hoffet.
Så det var store summer, der blev investeret i statens bygninger samt i aristokratiets og det højeste borgerskabs palæer.
Det viste sig i de pragtbygninger, som blev opført for indtægterne fra handelen med sukker og slaver. København var indtil væksten i anden halvdel af 1800-tallet i en helt anden klasse end de øvrige byer i landet.
Vel at mærke hvis vi kun betragter landet inden for de nuværende grænser. Udvides betragtningen til hele det oldenborgske monarki, var der andre store byer såsom Altona i Holsten, Flensburg i Slesvig og Bergen i Norge foruden Charlotte Amalie på De Vestindiske Øer.
Af byerne inden for Danmarks nuværende grænser hævede stort set kun Aalborg, der varetog handelen på Norge og Helsingør med Øresundstolden, sig over flækkens status, selv om der var mange byer med købstadsstatus fra middelalderen.
Politikken med at samle alle landets ressourcer i hovedstaden København stammer fra enevælden, men blev reelt fortsat af de nationalliberale, Estrups konservative, Socialdemokratiet og i dag Venstre, som ellers repræsenterer arven fra landets kamp mod byerne repræsenteret ved København i tiden op til systemskiftet i 1901.
Favoriseringen af hovedstaden er sket i den ’nationale interesses navn’ og er et barn af den småstat, der kom ud af nederlaget i 1864.
Selv efter bruddet med småstatspolitikken og overgangen til en aktivistisk udenrigspolitik i 1990’erne samles alt stadig i og om København, nu blot i den ’internationale konkurrenceevnes’ navn.
Selv et lille land som Danmark rummer geopolitiske forskelle og alternative udviklingsmuligheder
Indførelsen af ’regioner’ fra 2007 markerer den endelige afslutning på Jyllands mulighed for at hævde sig som en egen region orienteret mod Hamburg og det europæiske kontinent.
Ved at dele halvøen i tre reduceres Nord- og Vestjylland til en svag periferi vendt mod Nordsøen (og Atlanterhavet), samtidig med at Sønderjylland (strengt taget kun Nordslesvig) er lagt sammen med Fyn med hovedstad i Vejle.
Dermed er den eneste egentlige historiske provins i Danmark reduceret til en udkant på grænsen til delstaten Schleswig-Holstein.
Denne sidste har ligeledes tabt konkurrencen i det forenede Tyskland og er i dag en fattig periferi med hovedstad i Kiel, kun undergået af Mecklenburg-Vorpommern.
Der har dog hele tiden eksisteret et alternativt udviklingspotentiale i Jylland, især uden for det Østjylland, som er blevet den store vinder.
Det er forklaringen på det for mange overraskende forhold, at andelsmejeri-bevægelsen i 1882 ikke begyndte i de egne, vi normalt betragter som de mest ’udviklede’, men længst mod vest i landsbyen Hjedding nær Ølgod, hvor man stadig kan besøge den oprindelige bygning (nu omdannet til museum).
Forklaringen er, at disse egne slet ikke var ’underudviklede’, men lå midt på den vestlige oksevej – ’drivvejen’ – hvor dyr fra Limfjords-egnene i århundreder blev drevet til markederne i Hamburg og længere sydpå.
Vestjylland har i hvert fald siden 700-tallet stået i tæt forbindelse med især Frisland, Holsten og Nederlandene, foruden Norge og England over Nordsøen.
Denne set fra København så fjerne ’udkant’ var i virkeligheden indtil for nylig en aktiv en del af det økonomiske verdenssystem og tog sig kun underudviklet ud set fra hovedstadens perspektiv.
Anskuer man Danmark mere historisk korrekt som bestående af forskellige historiske regioner eller provinser, er der intet som helst underligt i, at selvorganiseringsinitiativet begyndte i vest og først sidst nåede de ’udviklede’ egne på Sjælland.
Konkurrencen mellem andelsmejerier og privatejede mejerier er kun et eksempel på 1800-tallets kamp mellem forskellige kapitalistiske organiseringsprincipper, hvoraf det ikke er nemt at afgøre, hvem der var mest moderne.
Det er heller ikke et tilfælde, at det var i Vestjylland, bønderne allerede i 1700-tallet slog sig sammen om at købe og ’slagte’ herregårdene.
Det var muligt, fordi herregårdene her stod økonomisk svagest, men det forklarer ikke initiativerne, som datiden kaldte ’bølgen fra Vesterhavet’.
Anskuer man udviklingen historisk, bliver man klar over, at vore dages fysiske infrastruktur ikke er nødvendige resultater af ’naturen’, men resultat af bevidste valg.
Disse bevidste valg førte til, at Danmark blev ændret fra en nationalt sammensat helstat til en centraliseret nationalstat.
Begge statstyper krævede et stort centrum, men følgerne for infrastrukturen blev forskellige, idet centraliseringsgraden blev meget større i den nationale enhedsstat på grund af dens mindre størrelse.
Det begyndte som en politisk kamp mellem to demokratiske principper, det regionale og føderale, som man passende kan lade være præsenteret ved den radikale demokrat Anton Frederik Tscherning (1795-1874) og den nationalliberale centralist Orla Lehmann (1810-1870).
Begge var vigtige aktører i omvæltningen 1848, der resulterede i indførelsen af demokrati i Danmark. Men hvor Tscherning ønskede opretholdelse af den nationalt blandede helstat organiseret som en føderation – ’samstat’ kaldte han det – kunne supernationalisten Orla Lehmann ikke få landet centraliseret nok under Københavns herredømme, selv om det endte med at koste landet den mest udviklede tredjedel.
Til det formål prægede Lehmann det uheldsvangre slogan ’Danmark til Ejderen’, der førte til borgerkrig om Slesvigs tilhørsforhold mellem tysk og dansk tænkende.
Slesvigholstenerne i Slesvig og Holsten omfattede både regionalister og tysknationalt tænkende. Den ’danske’ side sejrede med hjælp fra stormagterne, især Rusland.
Sejren førte samtidig til undertrykkelse af alle tilløb til en selvstændig udvikling i Jylland, især efter nederlaget i 1864, hvor landet blev så lille, at man tvivlede på, om det kunne overleve. Denne undertrykkelse tog form af Hedeselskabets ’udviklingsstrategi’, som alle danskere kender under sloganet ’Hvad udad tabtes skal indad vindes’.
En mere passende overskrift ville være ’Koloniseringen af Jylland’, som stadig kan studeres i de plantager til jagt, som københavnske grosserere anlagde i det midtjyske i årene op mod 1900.
Denne politiske strategi blev økonomisk understøttet af finansgeniet C. F. Tietgen (1829-1901).
Hans talrige initiativer placerede Danmark på verdenskortet inden for en lang række områder, hvor især telegraf- og bankvæsnet huskes i dag.
Men en anden langsigtet virksomhed var hans samling af landets dampskibsruter i DFDS i 1866. Ved hjælp af dette selskab udkonkurrerede Tietgen med rå beslutsomhed alle alternative ruter til fordel for et netværk med København som centrum.
Det er bagsiden af hans ’nationale’ indsats, eller rettere sagt en præcis demonstration af den dobbelte betydning af ordet ’national’.
I Danmark er det kommet til at betyde københavnsk. Paradoksalt nok har det, som Hans Helge Madsen fremhæver i slutningen af sin analyse af byplanlægningens historie, medført, at København selv er blevet undertrykt, blot af centraladministrationen på Slotsholmen.
København og København er to ting. Der er den officielle hovedstad med dronning, parlament og regering. Og så er der storbyen, der ligner alle andre storbyer i at have storbyproblemer og søger at løse dem gennem sit eget parlament, Borgerrepræsentationen, i samarbejde med de omliggende kommuner.
København og Sjælland omtales i Jylland ofte som ’djævleøen’, men er den største jyske by i landet set ud fra beboernes herkomst.
Både provinsen og København er underlagt den magtfulde centraladministration, som vil overleve den aktuelle udflytningsproces.
I hvert fald hvis man dømmer ud fra den lange historie, der begyndte under enevælden og fortsatte under demokratiet.
Selv et lille land som Danmark rummer geopolitiske forskelle og alternative udviklingsmuligheder.
Resultatet er i dag blevet national centralisering camoufleret som kommunalt selvstyre. Centraliseringsbussen er stort set kørt, trods de forkølede forsøg på udflytning under ledelse af Venstre.
Historisk har valget altid stået mellem et demokratisk, multinationalt og regionalt Danmark på den ene side og et centralistisk og nationalt Danmark på den anden.
Det gør det stadig.