Efterskrift: Tanker om kulturkampen

Et deltagerobservatørperspektiv på hvordan de professionelle historikere tabte kampen om fortolkningen af historien[i]

“Efterskrift: Tanker om kulturkampen. Et deltagerobservatørperspektiv på hvordan de professionelle historikere tabte kampen om fortolkningen af historien”, Sissel Bjerrum Fossat, Rasmus Glenthøj & Lone Kølle Martinsen (red.), “Konfliktzonen Danmark. Stridende fortællinger om nyere dansk historie, Kbh.: Gads forlag 2018, 334-359 og 399-401

 

 

Uffe Østergård

 

Den, som kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden (George Orwell, 1984, 1949)

En nation er en gruppe mennesker forenet af en forkert opfattelse af fortiden og had til naboerne (Karl W. Deutsch 1912-92)

 

Den følgende redegørelse for den sidste generations kampe om fortolkningen af dansk historie er skrevet af en historiker, der selv har deltaget i debatten siden 1984, hvor jeg skrev første gang om ’danskhed’, og 1988 hvor jeg introducerede den moderne opfattelse af nationer og nationalisme på dansk. Jeg er dels med som objekt for andres kritik, dels leverandør af synspunkter og forskningsresultater. Det er lidt kompliceret både at være objekt, kilde og samtidig tilstræbt objektiv skildrer af et forløb, der i så høj grad involverer mig selv, mine meninger og tekster. Deraf den personlige tone i indlægget. Selv om det ikke var hensigten kan man sige at der er tale om en fremgangsmåde der minder om antropologernes ’feltarbejde’. Her sker det blot blandt mine landsmænd og fagfæller. I feltarbejdet som det blev udfoldet af Bronislaw Malinowski (1884-1942) i Melanesien under Første Verdenskrig indgår forskeren om dagen i det lokale liv, men trækker sig i perioder tilbage og nedfælder sine analytiske observationer i en distanceret ’feltrapport’. Det følgende er mit forsøg på at trække mig tilbage fra den offentlige debat og reflektere over den i en feltrapport.[ii]

“Systemskiftet i 2001” er den betegnelse de to Tidehvervs-præster og tidligere medlemmer af Folketinget for Dansk Folkeparti, Søren Krarup (f. 1937) og Jesper Langballe (1939-2014), introducerede som betegnelse for det brud der blev resultatet af den borgerlige regering med støtte fra DF 2001-2011. Samarbejdet var så tæt at det giver mening at tale om en VKO-regering. Selv om betegnelsen nu er overtaget af lederen af samarbejdet, Anders Fogh Rasmussen (f. 1953), er, at kalde regeringsskiftet for et ’systemskifte’ er nok at tillægge det for megen betydning politisk, selv for indvandringspolitikken. Men forstået som kampen om forståelsen af fortiden er det ikke overdrevet. Samtidig betød regeringsskiftet og Dansk Folkepartis indflydelse begyndelsen på en ny epoke i dansk politik med et reelt topartisystem, rød blok og blå blok. De to Tidehvervspræster er nu efterfulgt af Marie Krarup (f. 1965) og Christian Langballe (f.1967), som medlemmer af Folketinget i en parlamentarisk situation hvor de to blokke har problemer med at holde sammen som blokke. Men Tidehvervspræsternes tanker præger fortsat den politiske debat i en grad, så man må tale om et nyt ideologisk hegemoni. ’Hegemoni’ i Antonio Gramscis (1891-1937) forstand betyder ikke at alle er enige, slet ikke. Men henviser til hvem, der sætter betingelserne for tænkningen, og hvilke begreber der tages udgangspunkt i. Et godt eksempel på ideologisk hegemoni er grundtvigianismen der prægede dansk tænkning fra midten af 1800-tallet til slutningen af 1900-tallet, selv når det var i socialdemokratisk regi.[iii]

Under udarbejdelsen af dette efterskrift udkom bogen Værdikæmperne af journalisterne Esben Schjørring (f. 1980) og Michael Jannerup (f. 1975) med en grundig diskussion af værdipolitikken under VK-regeringen 2001-2011. Esben Schjørring og Michael Jannerup har ifølge et enigt kor af anmeldere skrevet en grundig og samvittighedsfuld bog hvor de tager politik alvorligt, ikke blot som en kamp om magten, men som en strid om idéer. Anders Fogh Rasmussen kalder i dag valget den 20. november 2001 for et ’systemskifte’[iv] og henviser dermed til regeringsskiftet i 1901, da Venstre for første gang dannede regering og folketingsparlamentarismen de facto blev indført. Fogh betragter åbenbart sin egen indsats som lige så historisk betydningsfuld. Baggrunden for sejren var at Venstre i 2001 undlod at udfordre velfærdsstaten og dermed kopierede den socialdemokratiske valgsejr i 1998. Til gengæld markedsførte Fogh sin regering som et generalopgør med det 20. århundredes politiske tænkning, et værdipolitisk systemskifte. Ifølge Schjørring og Jannerup sejrede han ved at adskille fordelingspolitik og værdipolitik og give Dansk Folkeparti mere ære for skiftet i værdipolitikken end berettiget. Den tolkning kan diskuteres. Ifølge Jes Fabricius Møller (f. 1966) overdriver de.[v] Hvem der har ret er svært at afgøre før vi får adgang til andre kilder end de offentlige taler, men det er ikke afgørende for mit anliggende her, hvor det er fortolkningen af historien det gælder.

Da Anders Fogh Rasmussen blev formand i Venstre i 1998, udformede han sammen med Claus Hjort Frederiksen (f. 1947) en plan for hvordan Venstre skulle overtage Socialdemokratiets plads som det 21. århundredes dominerende parti. For at opnå det skulle Venstre forlade den ultraliberalistiske kurs som Fogh selv havde stået fadder til som skatteminister i Poul Schlüters regeringer i 1980’erne og fremlagt i sin kontroversielle bog Fra socialstat til minimalstat fra 1993. Planen var at der med ham som statsminister skulle igangsættes en kulturkamp, hvor danskernes værdier blev transformeret. Udlændingepolitik, kulturkanon, opgør med samarbejdspolitikken og deltagelsen i Irakkrigen blev sammen med Muhammedkrisen de vigtigste slagmarker i den proces der ændrede dansk politik. Om DF eller V vinder i det lange løb er det for tidligt at afgøre. Hvad vi kan se er at det for en tid lykkedes at ændre småstaten Danmarks internationale politik til militariseret intervention i allerforreste linje med bombning af Serbien i 1999 over Kosovo, intervention i Afghanistan 2001 og Irak 2003 samt bombning i Libyen 2011. Det har Bo Lidegaard (f. 1958), der som embedsmand i Udenrigs- og Statsministeriet var tæt på beslutningerne, netop skildret i bogen Danmark i krig (2018). Det er påfaldende at den danske offentlighed, modsat de større lande, har undgået at diskutere om indsatsen var umagen værd. I betragtning af at den allierede indsats, herunder den danske, må karakteriseres som et nederlag er det underligt at man ikke har forsøgt at analysere forløbet og drage en lære. I al diskretion har flertallet uden debat og undersøgelse besluttet at militære interventioner er modproduktive. Den manglende diskussion vidner om fraværet af en strategisk kultur og bekræfter dermed Danmarks karakter af småstat selv om landet har forsøgt at blande sig med stormagterne.[vi]

Begrundelsen for den militære aktivisme fandt Anders Fogh Rasmussen i en kritik af dansk politik under Anden Verdenskrig selv om det nok var den socialdemokratisk-radikale fodnotepolitik i 1980’erne han sigtede til (jf. kapitel 8). Sammenhængen mellem den militære interventionspolitik og læren af besættelsestiden blev trukket skarpt op i en tale i 2003 hvor han kaldte den danske politik 1940-43 for ’samarbejde’ med den tyske besættelsesmagt. Betegnelsen ’samarbejdspolitik’ er strengt taget forkert, da den oprindeligt henviste til den danske samlingsregering, ikke samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Niels Wium Olesen (f. 1963) definerer begreberne i Danmarkshistorien.dk:

 

Forhandlings- og samarbejdspolitikken betegner normalt staten Danmarks relation til besættelsesmagten under den tyske besættelse af Danmark. Begge ord bruges hyppigt hver for sig. Benyttet alene kendetegner “forhandlingspolitik” da typisk et positivt eller i hvert fald forstående syn på den danske politik over for besættelsesmagten. Bruges ordet “samarbejdspolitik” er det hyppigt for at lægge en politisk eller moralsk afstand til den danske politik. Dog har der i de senere år været en tendens til at ordet “samarbejdspolitik” også bruges værdifrit. Oprindeligt blev “samarbejdspolitik” brugt af de fire store politiske partier – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre – om det samarbejde på Rigsdagen partierne imellem, som dannede parlamentarisk grundlag for regeringerne under besættelsen. Visse forskere bruger ordet “kollaboration” om den førte politik med indskærpelse af at de ikke lægger nogen moralsk eller politisk fordømmelse i det. Disse forskere er blevet imødegået af andre forskere som mener at man ikke kan undslippe skæret af fordømmelse i dette ord, der har sin oprindelse i fransk og henviser til Vichy-styrets relation til Tyskland.[vii]

 

Foghs kritiske tale var et brud med den udbredte fra grundfortælling 1945 der gik ud på at den danske politik under Anden Verdenskrig var “hele folkets krig” mod Tyskland og nazismen. Statsministerens fordømmelse af samarbejdspolitikken ikke uden referencer til den nyere historiske forskning – hvilket og så ville være mærkeligt i betragtning af at en af hans nære medarbejdere var historikeren Bo Lidegaard (f. 1958). Han fravalgte blot den historiserende relativisme til fordel for en aktuel politisk bedømmelse der først og fremmest skulle begrunde den danske krigsdeltagelse i Afghanistan og Irak.

Denne og senere taler udløste en formelig avisstorm af kritik fra besættelsestidshistorikerne, der anklagede statsministeren for at misbruge historien. Men det er kritikken af samarbejdspolitikken der har bidt sig fast i offentligheden efter Anders Foghs taler i 2003 og 2005, trods den mere nuancerede fremstilling i meget solgte, men åbenbart ikke læste, bøger om besættelsestiden.[viii] Selv det forhold at Foghs parti, Venstre, repræsenterede gårdejerne, netop den befolkningsgruppe som tjente stort på forsyningen af den tyske krigsmaskine med fødevarer, generede kun få. Det hindrede ham i hvert fald ikke i at indtage den moralsk overlegne position i forhold til især Socialdemokratiet og det Radikale Venstre. Historikerne ser ud til at have tabt kampen om fortolkningsretten i offentligheden, samtidig med at de har vundet den på bogfronten. Bøger om Anden Verdenskrig med forsvar af samarbejdspolitikken som den eneste politiske mulighed for et lille land, der var udleveret til den tyske stormagts nåde og unåde og skildrer dilemmaerne, har solgt i store oplag. Men samtidig har flertallet af politikerne og vælgerne tilsluttet sig en aktivistisk holdning der fordømmer “samarbejdspolitikken” som moralsk forkastelig og udtryk for fejhed som vi heldigvis nu er kommet ud over efter afslutningen af Den Kolde Krig og den borgerlige regering. Historikernes nuancer og forståelse for det umulige valg i datiden spiller øjensynligt ingen rolle i den kamp som nu udkæmpes om forståelsen af den krig som danskerne stort set ikke udkæmpede mellem 1940 og 1945 – bortset fra at landet ydede et afgørende bidrag til forsyningen af Tyskland med fødevarer.[ix] Der synes at herske én opfattelse blandt næsten alle professionelle historikere som er temmelig anderledes end de i resten af befolkningen udbredte grundfortællinger, hvad enten det er den gamle konsensusfortælling eller statsministerens moralske fordømmelse.

En nøgtern betragtning fører efter min mening til det resultat, at politikeren Anders Fogh Rasmussen vandt over de professionelle historikere i kampen om offentligheden. Det mente flertallet af de involverede professionelle historikere dog ikke, men ret beset er de som deltagere i polemikken næppe de bedste til at afgøre uenigheden. Under overskriften “Er Danmark ved at få sin egen historikerstrid?” skrev journalisten Anita Brask Rasmussen om debatten i Information 16. april 2005. Her stillede hun spørgsmålet om debatten om samarbejdspolitikken under besættelsen rummede kimen til en større dansk historikerstrid i stil med den vesttyske i 1986-87.[x] Hun indledte artiklen: “Ja, mener professor Uffe Østergård. Nej, siger besættelsestidshistorikere og advarer mod at søge efter for skarpe fronter.” Foghs tale 29. august 2003 udløste forargelse blandt historikerne hvor ord som “skandaløst”, “ahistorisk”, “forenklet” og “misbrug” gik igen. På den baggrund bad Informations journalist mig om at tage stilling til debatten som leder af Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, ikke som specialist på dansk besættelsestid. I Anita Brask Rasmussens referat lyder det:

 

Uffe Østergård (f. 1945) har fulgt debatten og begynder at få associationer til det opgør med historien som tyske historikere gennemførte i 1988. »Allerede inden muren faldt, havde man i Tyskland en historikerstrid. Jeg ser de samme tendenser i det, der sker i Danmark nu. Her starter det med en strid mellem statsminister og historikere, men bevæger sig over i en sag mellem historikere«. Det er i forbindelse med et generationsskifte i historikerstanden at Østergård ser mulighederne. De yngste historikere er i følge ham ikke nær så tilbageholdende med at kritisere Erik Scavenius (1877-1962) og samarbejdspolitikken generelt. »De tager nye emner op som for eksempel den økonomiske samarbejdspolitik og mener at man i flere tilfælde har drevet samarbejdet for vidt.[xi]

 

På journalistens spørgsmål om hvilke paralleller man kan drage mellem den danske og tyske historikerstrid, svarede jeg: »Det vi er i gang med er et meget forsinket opgør med vores historie. Det der på tysk hedder Bewältigung der Vergangenheit. […]. I den danske selvforståelse har vi været uskyldige ofre og det er jo en helt anden måde at se historien på, end at vurdere om man gjorde et, men burde og kunne have gjort noget andet. Derfor er danske historikere nu begyndt at beskæftige sig med de sortere kapitler. Det er ganske vist ikke er helt nyt at behandle de mindre heroiske sider af besættelsen. Retshistorikeren Ditlev Tamm (f. 1946) skrev allerede disputats om retsopgøret i 1984 og Anette Warring (f. 1958) skrev om tyskerpigerne i 1994.[xii] Men det er først nu at historikerne er begyndt at udforske emner som den økonomiske samarbejdspolitik og landbrugets betydning for den tyske krigsindsats.«

Kan der ikke være andre grunde til at man begynder at interessere sig for nye emner end et generationsskifte? Kan den kolde krigs afslutning ikke have en betydning? spurgte Anita Brask Rasmussen og fik svaret: »Det er rigtigt at det kan være noget af forklaringen på at man begynder at se på de sortere sider som for eksempel danskere i Waffen SS og behandlingen af de tyske flygtninge. At vi begynder at kigge på de aspekter betyder at vi får et bredere billede af besættelsen. Og det bredere og mere nuancerede billede er jo altid mere sandt end det sort/hvide. Men det hænger også sammen med at vi i stigende grad begynder at opfatte Danmark som et almindeligt europæisk land. Ikke som noget der er anderledes eller bedre end de andre, men sammenligneligt, og vi har derfor også nogle af de samme pletter. Med andre ord begynder man at stille de samme spørgsmål til dansk historie, som man gør til de andre landes historie. Det hænger generelt sammen med at den kolde krig er slut. Det er jo meget interessant at det i Danmark først kom i 2003 i Danmark, mens man allerede i 1988 havde diskussionen i Tyskland.« Men i Tyskland handlede historikerstriden vel mere om, hvorvidt man kunne sammenligne nazismens udryddelser med kommunismens? »Den diskussion ligger også og lurer neden under det her. Anders Fogh Rasmussen har udtalt at man skal studere nazismens forbrydelser, men så sandelig også kommunismens. Der ligger kimen til nogle uenigheder, for det tror jeg bestemt ikke at alle vil være enige i. Der er et meget stort kompleks af uenigheder og det varer et stykke tid før det bliver klart hvad vi diskuterer. I første omgang vil det ret snævert handle om Danmark 1940 til 1945, men det kommer hurtigt til at trække en masse andre problemstillinger med sig, som for eksempel kommunismen«.[xiii]

Flertallet af danske historikere har som anført afvist regeringens tolkning af læren af Anden Verdenskrig. Men hvis man ikke vil tale om en “historikerstrid” blandt historikerne må man tale om en kamp mellem politikerne og de professionelle historikere. Besættelsestidsforskningens nestor, Hans Kirchhoff (f. 1933), har på bedste vis opsummeret resultatet af et langt livs forskning i besættelsestiden i indledningen til en bog med syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid således:

 

Et gennemgående tema i bogen er valget mellem samarbejde og modstand – det, der i tidens forvirrede debat synes så let og ukompliceret. For på snart 70 års afstand mener vi jo alle at der burde være gjort modstand fra første besættelsesdag! Hertil er at sige at alle besatte lande samarbejdede eller kollaborerede med fjenden under 2. verdenskrig, […] der skulle forhandles med de fremmede tropper i landet, og hverdagen skulle fortsætte. […] Kollaboration blev i nederlagets time Frankrigs svar på den tyske besættelse, et svar, det store flertal sluttede op om. Men med de Allieredes sejre og modstandsbevægelsens vækst blev kollaboration synonymt med forræderi, og i slutopgøret blev kollaboratørerne skudt og henrettet en masse. En tilsvarende udvikling finder i det besatte og befriede Europa, hvor det i befrielsessommeren 1945 kunne gælde livet eller i hvert fald karrieren at have været på den forkerte side. Derfor turde de færreste forsvare kollaborationen i dens egen ret som den svages legitime svar på supermagten Tysklands overgreb og som et valg mellem et større eller mindre onde. Resultatet blev den europæiske myte, om samarbejdet som en form for skjult modstand, en myte, der har forplumret diskussionen lige indtil i dag.

Ser vi sociologisk på situationen, deltog alle borgere i de besatte lande i kollaborationen ved at producere og arbejde og køre for tyskerne. […] Kun et lille mindretal valgte at gøre modstand. Det store flertal var først og fremmest optaget af nære ting, af familie, af arbejde og af at skaffe mad på bordet. Som det hedder, er selvopholdelsesdriften ikke det ædleste af alle mål, men det er det mest elementære! Ser vi på situationen i Danmark, forelå der efter alt at dømme aldrig noget valg mellem samarbejde og modstand for befolkningens flertal. Man fulgte i den længste periode kongens og regeringens bud om ro og orden og sluttede siden uden de store problemer op om Frihedsrådets krigsprogram. Noget valg forelå heller ikke for det officielle Danmark – dvs. politikerne, embedsværket, erhvervs- og organisationslivet og pressen – der støttede samarbejdslinjen til den bitre ende som den eneste rigtige politik, der kunne beskytte imod krigens ulykker og tyskernes repression. De, der herfra gik over til at gøre modstand, var undtagelser, der bekræfter reglen om at der alt andet lige var længere fra politikeren, politimesteren og fagforeningsbossen til den illegale kamp end fra skolelæreren, maskinarbejderen eller kommisen. Man behøver kun at minde om at hovedparten af Frihedsrådet var ubundne og frie intellektuelle. Det, der skilte, var samfundsrollen eller udtrykt i sociologiske kategorier det, Max Weber har kaldt ansvarsetikken over for sindelagsetikken. Dilemmaet er af dyb moralsk og eksistentiel natur og var det overalt i det besatte Europa, hvor modstand kunne provokere til repressalier, der ville kalde død og ødelæggelse ned over uskyldige folk.[xiv]

 

Klogt sagt, men efter min vurdering har Kirchhoffs synspunkt ikke sejret i offentligheden. Det skyldes aktuel politik, småstatens uvilje til at tage ansvaret for egne fejltagelser og de populære fremstillinger i tv-serier som Matador. Men grunden blev lagt med et større opgør med forståelsen af dansk historie i kredsen omkring “Tidehverv” der udgør det ideologiske grundlag for Dansk Folkepartis politiske succes efter 2001. At positionen også har vundet indpas i det liberale parti Venstre, der under besættelsen repræsenterede det landbrugserhverv som høstede så store gevinster ved samarbejdet med det nazistiske Tyskland, er mildt sagt overraskende. Men det viser at de professionelle historikere ikke har et fortolkningsmonopol på fortiden. Man kan diskutere om de (vi) nogen sinde har haft det, tænk blot på det ramaskrig der har rejst sig hver gang besættelsestidshistorikere har påvist hvor få personer der reelt var med i modstandsbevægelsen eller hvor lidt sabotagen betød for krigens forløb. I dag er det tydeligt at de professionelle historikere ikke bestemmer hvordan Anden Verdenskrig huskes og hvilken lære man kan drage af denne vigtige episode i den store, nationale fortælling.[xv]

 

Tidehverv og nationalkonservatismen[xvi]

Samtidig med det borgerlige flertals udbredte brug af historie og bestræbelserne på at udarbejde danske værdikanoner fra oven, herunder en danmarkshistorisk ’kanon’, foregik en indædt politisk kamp om fortolkningen af dansk historie. En kamp der var begyndt noget tidligere under Poul Nyrup Rasmussens (f. 1943) rationelle og reformorienterede centrumvenstre regering. Hans regering spildte ikke tiden på værdipolitik, men koncentrerede sig om at reformere den danske samfundsmodel. Det havde den stort held med, men overså i dette engagement den kulturkamp om danskheden og indvandringen, som andre på samme tid havde indledt. En vigtig side af denne kamp stod om tolkningen af den nationale danmarkshistorie. Centrale aktører i dette politiske projekt var de to førnævnte præster fra Tidehverv, Søren Krarup og Jesper Langballes bevidste brug af historie og historieforståelse i deres bestræbelse på at erobre den politiske magt. Om det skete i konkurrence eller samarbejde med den tidligere liberalist Anders Fogh Rasmussen er ikke ganske klart, selv efter den ny udkomne analyse af værdikampen af Esben Schjørring og Michael Jannerup.[xvii]

I enhver krig er sandheden det første offer. Således også her. I overensstemmelse med nybruddet i den internationale nationalismeforskning omkring 1983 understregede jeg og andre det nye ved de nationale bevægelser i 1800-tallet og kombinationen af de ældre enheder stater og nationer til de nye nationalstater efter den franske revolution. Imagined Communities (“forestillede fællesskaber”) var titlen på et banebrydende værk af Benedict Anderson (1983), der ændrede forståelsen af det nationale og nationalismen.[xviii] Det paradoksale er at denne nytolkning få steder er stødt på så rasende afvisning som i det Danmark. Der var flere deltagere i debatten, men retrospektivt set er de vigtigste en løs gruppering af intellektuelle omkring tidsskriftet Tidehverv under uformelt, men jernhårdt lederskab af chefideologen, præsten Søren Krarup. Hans ideologi går ud på at hans ideologi ikke er en ideologi, men “sund fornuft og sandhed forankret i folket”. Hans energiske forfattervirksomhed har spillet en vigtig rolle for den store succes for Dansk Folkeparti der siden partiets oprettelse i 1995 har sat ’værdipolitik’ på den politiske dagsorden. Dansk Folkeparti er et topstyret populistisk parti ledet af en lille kerne af politisk begavede taktikere.[xix] Forklaringen på partiets succes i kulturkampen siden 2001 skyldes netop en vellykket kombination af en lille intellektuel gruppering omkring Tidehverv der havde gjort det tankemæssige forarbejde siden 1987 kombineret med nogle få yderst professionelle politikere samt en karismatisk leder, Pia Kjærsgaard (f. 1947).[xx]

Tidsskriftet Tidehverv begyndte at udkomme i 1926 og var de første mange år koncentreret om teologiske emner. Det udsprang af et opgør inden for den Kristelige Studenterbevægelse, hvor en gruppe unge teologer tog afstand fra Oxfordbevægelsens sentimentale, etisk-idealistiske kristendom, der kritiserede den liberale teologi i Tyskland. Kredsen bag tidsskriftet gennemførte sin teologiske nyorientering i form af en polemik med den Kristelige Studenterbevægelses gamle ledere, som var deres lærere. Siden fulgte opgør med Indre Mission og den liberale grundtvigianisme. Inspirationen hentede Tidehverv hos Luther og Kierkegaard, men var ret isoleret indtil 1945, selv om dets skarpe polemiske tone og Tidehvervspræsternes afstandtagen fra religiøse erfaringer og gode gerninger gjorde at det bemærket.

Tidehverv har med sin radikale skelnen mellem det verdslige og det religiøse lige siden sin grundlæggelse i 1926 repræsenteret en radikal mindretalsposition i den danske luthersk-evangeliske folkekirke. Først fra venstre, siden fra højre. Men hele tiden har bevægelsen teologisk præcist og velformuleret på godt og ondt formået at formulere det særlige ved det man i dag må kalde den danske udgave af lutheranismen. Der er nemlig sket det at lutheranismen har indgået en alliance med den danske nationalisme. I dag er Tidehvervs oprindelige anationalistiske program paradoksalt nok afløst af en dyrkelse af det nationale som indbegrebet af Guds mening med menneskene, eller i hvert fald danskerne. Krarupfløjen skelner stadig benhårdt mellem religion og politik, men kobler smertefrit Grundtvigs kollektivisme i form af nationen med Kierkegaards individualisme, hvor det bare er nationen der bliver individet. Resultatet er at kirkeordning, nationalitet og velfærdsstat ses som en af Gud indstiftet orden der trues af alle udefrakommende kræfter, hvad enten disse tager form af immigranter, EU eller oplysningstidens menneskerettigheder. I dette programs navn bekæmpes alle velmenende “humanister”, men også alle andre kristne retninger der vil gøre det gode. Det sker med henvisning til Luthers konsekvente afvisning af det mulige i at gøre sig fortjent til Guds nåde ved at gøre gode gerninger. Man må gerne gøre gode gerninger, men det hjælper ikke til at opnå forladelse for sine synder. Alle forsøg på at skabe en sådan sammenhæng afvises på luthersk grund som “gerningskristendom” og dermed tæt på katolicismens foragtede afladshandel.

Fra 1974 til 1984 blev Tidehverv redigeret af Vilhelm Krarup (1904-99), fra 1984 til 2013 af hans søn Søren Krarup, hvorefter hans datter Agnete Raahauge (f. 1963) overtog hvervet. Med Søren Krarups optagelse i udgivergruppen i 1967 ændrede Tidehverv sig fra et rent teologisk tidsskrift til en nationalkonservativ kritik af socialisme, kulturradikalisme og humanistisk-idealistiske holdninger.[xxi] Blandt andet kastede Krarup sig ud i en hård kamp imod EF som kapitel 11 viser. Kombinationen af forudgående intellektuelt tankearbejde og politisk-organisatorisk talent undersøgte politologen Mette Zølner med profetisk klarhed allerede 1998 i en banebrydende afhandling om ligheder og forskelle mellem fransk og dansk nationalkonservatisme. Her påviste hun betydningen for fransk nationalisme af en lille gruppe af franske intellektuelle samlet i Club de l’Horloge (Zølner 2000, 97-160) og ledte derefter efter en dansk pendant. Den fandt hun i Tidehverv, som hun analyserede ved at deltage i kredsens årlige sommermøder på Krabbesholm Højskole i 1990’erne (Zølner 2000, 203-226). Det var godt set, selv om hun var for tidligt ude til at kunne undersøge samspillet med et egentligt politisk parti, da DF først blev oprettet på ruinerne af Fremskridtspartiet i 1995 efter at Mette Zølner havde udført sit feltarbejde. Et eksempel på det intellektuelle forberedelsesarbejde er kredsens diskussion af fortolkningerne af dansk historie med særligt henblik på den nationale identitet.

Tidehvervs årlige sommermøde i 1997 gjorde mig den ære at behandle min forskning med udgangspunkt i et langt indlæg af filosoffen Henrik Gade Jensen (f. 1959).[xxii] Et referat af Gade Jensens kritik af min opfattelse af nationalisme og national identitet er udarbejdet af en af deltagerne i sommermødet, historikeren Jesper M. Rosenløv,[xxiii] der illustrerer opfattelsen den tidehverske opfattelse af nationalitet

 

Henrik Gade Jensen tager i dette essay kærligt fat på det kosmopolitiske problembarn, samtidshistorikeren Uffe Østergaard, hvis teorier og virke Gade Jensen, som titlen antyder, anser som del af eller udtryk for en mere generel tidsånd. “Moderniteten” er ifølge Gade Jensen ikke kun et “oplysningsprojekt” med en “grandios tillid til den menneskelige fornuft” og til “det fremtidige” på bekostning af “det fortidige” og “tabufyldte”. Den er ligeledes 68-generationens trang til at skabe “det utroligste”, med den eneste begrundelse at det er nyt og provokerende. Der er således ingen grænser for de i grunden formålsløse udskejelser og den med kunstkritikeren Roger Kimbals (f. 1953) ord tidstypiske “dyrkelse af perversionen”. “Moderniteten” ender derfor reelt i terror, mener Gade Jensen, der ser “denationaliserings- og dekonstruktionsprojekterne” indenfor historieskrivningen som udtryk for samme tidsånd og kombinerer dette med Botho Strauss’[xxiv] påpegning af det latente kulturelle selvhad, der findes vor tids intellektuelle kredse.

Disse historikere (oftest med marxistisk baggrund) har sat sig som mål at påvise det kunstige og unaturlige i de nationale symboler og institutioner. De lader igennem deres forskning den holdning skinne igennem at nationalisme og etnisk-national tænkning står i vejen for menneskehedens lykke. Alle skel og inddelinger indenfor menneskeheden – nationale såvel som etniske, mellem f.eks. dansk og fremmed (også i historieskrivningen) – er udtryk for en skjult racisme. I stedet dyrkes det de anser for udtryk for overnational statspatriotisme, hvis nutidige pendant findes i drømmen om en økonomisk og kulturelt integreret europæisk union. Det kan derfor ikke undre nogen (bortset fra den ellers altid så kritiske presse) at Uffe Østergaard af EU er blevet tildelt et såkaldt Jean Monnet-professorat, der som bekendt tildeles de forskere der er “entirely devoted to the teaching of European integration.”[xxv] […] Gade Jensen påpeger hvorledes der ses positivt på undergravelsen af folks nationale tilhørsforhold. F.eks. er svedificeringen af Skånes befolkning i slutningen af det 17. århundrede af Uffe Østergaard billigende blevet betegnet som et “succesfuldt gennemført skifte i national identitet for en hel befolknings vedkommende.” At en sådan nationalitet ifølge Østergaard eget teoretiske udgangspunkt vel slet ikke burde have eksisteret og at der fra svensk side reelt var tale om rendyrket etnisk terror er mindre vigtigt for den gamle maoist. […]

Østergaards og andre dekonstruktionshistorikeres metode beskriver Gade Jensen meget betegnende som en form for “komparativ historieskrivning”. Ved stort anlagte sammenligninger og en “logisk indsigt i historien” søges nationaliteten, med inspiration fra marxisten Eric J. Hobsbawm (1917-2012), diagnosticeret som et elitært projekt uden om menneskets sande interesser. Som et projekt “fra oven” opstår den fra slutningen af det 18. årh. – naturligvis med funktion som “falsk bevidsthed” og klassemanipulation. Før den tid kan der ikke tales om national bevidsthed. Problemet med denne teori er blot at den passer så dårligt til virkeligheden, især når det gælder Danmark, påpeger Gade Jensen […]. Man indrømmer ganske vist at nationsbyggeriet havde “et eller andet at spille på” uden dog at forklare dette eller se det som en modsigelse mellem teori og virkelighed. […] En abstrakt tænkning, der ser bort fra de konkrete historiske fænomener synes her tilladt, ja, en foragt for det konkrete, for konkrete menneskers eksistens og værdier, som følge af det overnationale og komparative perspektiv.

Gade Jensen angriber primært Østergaard ud fra hans teoriers og udsagns indre kriterier og essayet indeholder således udover det allerede nævnte en påpegning af det uholdbare i Østergaards “kontrafaktiske historieskrivning” […] en række underholdende eksempler fra Østergaards produktion på modsigelser – ja, det rene vrøvl. Det er forståeligt at Gade Jensen går til “tilfældet Uffe Østergaard” på denne måde, idet det må tilføjes at Østergaards afvisning af nationalbevidsthed i førmoderne tid ikke er baseret på kendsgerninger, idet han på intet tidspunkt realitetsbehandler spørgsmålet. Trods dette må hans synsvinkel desværre siges at være slået bredt igennem herhjemme og Østergaard er i medierne ligefrem blevet gjort til autoritet på området “nationalismeforskning”.[xxvi]

 

Søren Krarup har selv i en lille bog som han publicerede lige før partiets sejr ved valget i efteråret 2001 formuleret sin opfattelse af Danmarks historie som efter hans mening hjalp partiet til sejr. Bogen har den programmatiske titel Kristendom og danskhed og kan med fordel læses sammen med hans lidt tidligere I min levetid. 60 års Danmarkshistorie fra 1998. Den første bog samler taler og prædikener der skulle være udkommet sammen med en udstilling af hans opfattelse af dansk historie og identitet på Museet på Sønderborg Slot. Udstillingen blev ikke til noget og planen kostede daværende museumsdirektør, Thorkild Kjærgaard (f. 1945), stillingen. Han søgte siden tilflugt på Grønlands universitet i Nuuk hvor han har formuleret en kontroversiel, positiv opfattelse af den danske kolonitid. Krarup har i dag stort set sejret i den kulturkamp han blæste op til i 1987 da han kastede handsken til landets flygtningepolitik efter at han i 1984 havde overtaget redaktionen af tidsskriftet Tidehverv efter sin fader Vilhelm Krarup.[xxvii] I et kapitel med et frontalangreb på menneskerettighederne har Søren Krarup formuleret sin afvisning af den moderne historieforskning med mig som eksempel:

 

Danskeren var altid genstand for 68’erens had. Det blev udtrykt i en stadig krig mod det nationale, hvilket her i landet er et andet ord for Danmark og danskerne. Denne 68’er, som vi f.eks. kan kalde Uffe Østergaard, blev aldrig træt af at fortælle danskerne at der slet ikke var noget, som hed danskhed eller en danske nation – og, hvis han drevet af nødvendigheden blev nødt til at moderere sig, så sagde han at Danmark var først blevet til som Danmark i forbindelse med Romantikken i 1800-tallets begyndelse. Altså skulle danskerne ikke bilde sig noget ind. De skulle snarere bukke og forsvinde. Og at Danmark har en mere en tusindårig historie, båret af et dansk folks bestandige kamp for at bestå trods yderst ugunstige geografisk og strategiske vilkår, det var en Uffe Østergaard nok i stand til at bagatellisere. Krigen mod hans eget folk gik igen og igen og igen […] F.eks. da Danmark fejrede 150-året for Treårskrigen, hvor danskerne under indflydelse af “ånden fra 48” med dens kærlighed til fædrelandet havde overvundet et tysk forsøg på at rive Sønderjylland fra Danmark og i to år havde ført krig mod Prøjsen og Det tyske Forbund. Nej, sagde Uffe Østergaard: dette var en fuldstændig misforståelse, for Treårskrige var en borgerkrig, hvor danskernes rolle i virkeligheden svarede til serbernes i den krig i Bosnien i 1990’erne, hvor serberne blev udnævnt til skurkene, der bedrev “etnisk udrensning”.

Noget tilsvarende havde danskerne altså gjort i Treårskrigen. Og at sandheden var at danskerne i Treårskrigen i al enkelhed havde forsvaret gammelt dansk land og især danske sønderjyders ret til at høre til Danmark over for et aggressivt stormløb fra de slesvig-holstenere, der fra første færd fik militær støtte fra Det tyske Forbund og den prøjsiske stormagt, så at Treårskrigen slet og ret havde været en dansk-tysk krig – det kaldte Uffe Østergaard for en nationalistisk skrøne, idet han altså kaldte danskerne for serbere. Og sig selv historiker. Foragten for det konkrete eller for den levende dansker trådte tydeligt frem i denne såkaldte historikers flittige deltagelse i den offentlige debat, og hvis det ikke var de levende danskere det gik ud over, så var det de døde. I en artikel om Danmarks tab af Skåne i 1600-tallet fortalte Uffe Østergaard om, hvordan dette gamle danske land blev forsvensket igennem en “historisk enestående denationaliseringsproces” som var et eksempel på “et succesfuldt gennemført skifte i national identitet for en hel befolknings vedkommende”. At dette succesfuldt gennemførte skifte i national identitet skete igennem en uhyggelig mishandling og terror mod en dansk befolkning, hvor hele landsbyer blev udryddet og 14-årige drenge radbrækket for at gøre modstand de svenske magthavere generede ikke vor historiker. Svenskerne blev ikke kaldt for serbere. Uffe Østergaard noterede sig den historisk enestående denationaliseringsproces med tavs accept.[xxviii]

 

Og sådan bliver det ved og ved i kapitel efter kapitel. Den største variation er at jeg til tider slås i hartkorn med Søren Mørch (f. 1933) og andre “antinationale” europæere, sammen med andre af Krarups hadeobjekter fra Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) til Hans Gammeltoft Hansen (f. 1944) og mange andre. Man føler sig i godt selskab og personligt har det glædet mig at ræsonnementer om dansk historie nu indgår seriøst i den politiske debat. Det er et stort fremskridt i forhold til 1960’erne og 70’erne, hvor man mest diskuterede irrelevansen af historisk erfaring i en tid hvor det gjaldt om at gøre “gode tider bedre”. Heller ikke det meget udskældte år 1968 udmærkede sig ved udpræget historisk sans – hvilket formentlig var årsagen til at mange på venstrefløjen i 1970’erne på patetisk vis gentog de talrige fraktionskampe fra tidligere faser af arbejderbevægelsens historie.

Formålet med den historiske udforskning af Danmarks historie diagnosticerer Krarup i et kapitel med overskriften Den multikulturelle illusion:

 

Dansk kultur hører sammen med historien om et dansk folk, der haft den lykke at have hjemme i sit eget land og kunne forme sin egen lov og sine egne vilkår. Der er ganske vist folk, der i dag vil fortælle os at Danmark som nation begyndte først med Romantikken omkring år 1800, og at der derfor ikke er noget, der hedder danskhed og for så vidt dansk kultur. Det er såkaldte historikere som Søren Mørch og Uffe Østergaard, der vil reducere vor historie og vort nationale fællesskab til kun at høre hjemme i de allerseneste tider. De ved ikke hvad de taler om. De forsøger at rive vores arv og vores identitet fra os for at hensætte os i EU’s overnationale ormegård. De har tydeligvis aldrig hørt om Dannevirkes opførelse i 700-tallet og kong Godfreds nej til den tyske kejser i 800-tallet og Saxos Danmarkshistorie fra 1200-tallet og klagesangen fra Holstenervældet i 1300-tallet og Herluf Trolles ord til Niels Hemmingsen i 1500-tallet og danskernes eksistens i 1600-tallet og Ove Høegh-Guldbergs indførelse af indfødsretten i 1700-tallet – klare og umisforståelige vidnesbyrd om et dansk folk, der satte pris på at være det og ofrede alt for at forblive det. Nej, vi danskere har haft den lykke at have en fælles historie i vort fælles hjem, og ud af denne historie er som sagt dansk kultur blevet til. Det er med folk ligesom med en familie: vi føler at vi hører sammen, fordi vi har en fælles fortid og fælles forudsætninger. Sproget, historien, skæbnefællesskabet skaber et folk. Og et folk skaber sin kultur, som simpelt hen er den virkelighed eller eksistensform, i hvilken folket kan være sig selv.[xxix]

 

Hvor ved Søren Krarup alt dette om Danmarks historie fra? Forskning i emnerne har han mig bekendt ikke besværet sig med. Men når man har gået i samme folkeskole som ham er det ikke særligt mystisk. Det jeg lærte i historieundervisningen i 1950’erne svarer til Krarups kanon. Men modsat Krarup har jeg siden hen faktisk undersøgt det vi lærte i skolen og sammenlignet forløbet i Danmark med forholdene i andre lande, især i Europa. Derfor er jeg meget mere i tvivl om sandheden af de fortællinger han så skråsikkert refererer til. Men ét har vi fælles, forestillingen om at der har været en fortid som kan udforskes. Forskellen er om denne forskning nøjes med vedtagne forestillinger og fordomme eller om den kræver omhyggeligt arbejde med kilderne og undersøger hensigterne med beretningerne, samt anvender den af nationalisterne så udskældte metode med at sammenligne med andre lande. Læsning af Krarup og konsorters nationale historietolkning er en bekræftelse af den nationalismekritiske forsknings positioner. Den kendte tysk-tjekkisk-amerikanske politiske sociolog Karl W. Deutsch (1912-92) citeres ofte for en kynisk definition af en nation som “en gruppe mennesker forenet af en forkert opfattelse af fortiden og had til naboerne.”[xxx] Hans erfaringer stammede primært fra Centraleuropa, men passer desværre kun alt for godt på andre nationalismer, herunder den danske.

Professionelle historikere ved at undersøgelser skal foretages komparativt hvis de skal have videnskabelige relevans. Ellers falder man i den uerkendte nationalismes fælde.[xxxi] Den fælles referenceramme for mennesker af vores alder omfatter imidlertid ikke nødvendigvis de generationer der er vokset op efter at den fælles historieundervisning forsvandt i 1970’erne og 1980’erne. At Krarups og andre konservative nationalisters påstande overhovedet tages alvorligt i dag er svært at tolke som andet end en bekræftelse af Karl Marx’ udsagn i Napoléon Bonapartes 18. Brumaire om at al historie gentager sig, første gang som tragedie, anden gang som farce. Men det bliver virkningerne af denne postmoderne kamp om historie ikke mindre alvorlige af. Ikke at det er en ren farce vi er vidne til i øjeblikket. Men det er svært at frigøre sig fra en fornemmelse af at opsvinget for nationalismen og interessen for den nationale historie i Danmark er et hypermoderne fænomen der hviler på en utryg fornemmelse af at de nationalistiske fraser ikke passer. Når argumentet er svagt tilsiger gammel visdom præsten at hæve stemmen. Og det er i høj grad hvad der sker i den aktuelle debat, hvor viden og fakta synes at tabe til vilkårlige valg og følelser. Men følelser og forkerte påstande får reelle følger, uanset hvor de stammer fra, det er en af de sikreste sociologiske indsigter. Selv om de nationale historier er blevet dekonstrueret, så er de nationale myter (semiotisk forstået) som f.eks. den danske gårdmandsfortælling og myten om andelsbevægelsen ikke blevet opløst. Tværtimod sætter de sig igennem bag om ryggen på beslutningstagerne i et andelsfirma som Arla Foods.[xxxii]

I al talen om de store fortællingers død og den tiltagende fragmentering af samfundet har historikerne undervurderet hvor vigtige og overlevelseskraftige de nationale myter er. Det var rigtigt set at nationer tilsyneladende holdes sammen ved hjælp af fortællinger der intet videnskabeligt hold er i – eller som i bedste fald ikke er helt sande. Alligevel har de identitetsskabende myter vist en forbløffende evne til at overleve og finde nye steder at blive fortalt fra, i dag især i form af varer og virksomhedsbrands. “Tragedien” ved gentagelsen af nationalismens fortællinger er at myterne nu er blevet helt afkoblede fra historien og tilsyneladende vandrer rundt i et lufttomt rum og leder efter steder at blive fortalt fra, som den anarkistiske slovenske filosof Slavoj Zisek (f. 1949) ville udtrykke det. Det har nogle, især i Dansk Folkeparti, dygtigt indset og benyttet sig af. Men principielt er nationen og det nationale ikke forbeholdt dem. Michael Böss (f. 1952) udsendte i 2006 Forsvar for nationen med et veldokumenteret opråb til centrumvenstre om at besinde sig på den nationale identitet og generobre den nationale fortælling som den har opgivet til fordel for kulturel relativisme og internationalisering.[xxxiii] Om det uden videre er muligt at overtage den nationale fortælling er imidlertid tvivlsomt, da bestræbelsen tørner sammen med sandhedskravet i det videnskabelige historiefag. Hvordan man overvinder dette dilemma er hovedudfordringen til historiefaget i dag. Risikoen er at lande i tidligere tiders brug af historien til fyrsternes ønske om ære og anseelse samt deres lands overlevelse.[xxxiv]

Nogle yngre historikere har imidlertid valgt at gøre det. Under overskriften “Nationalkonservative historikere og radikal konservatisme. Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet.” rapporterede historikeren Jes Fabricius Møller (f. 1966) i en klumme i Kristeligt Dagblad 27. november 2017 om den seneste fase i kampen om historien:

 

På de sociale medier, på avisernes debatsider og ikke mindst i medieblogs indtager en ny generation af konservative en fremtrædende rolle. Mange af dem kalder sig selv konservative eller endda nationalkonservative. Men i modsætning til tidligere tiders konservative tilhører de ikke det etablerede borgerskab eller det store hartkorn. De er provokerende i deres sprogbrug, debatform og valg af emner, og så har de næsten alle det til fælles at de ikke er medlem af Det konservative Folkeparti. […] Konservatismens politiske formel rummer mindst en meget væsentlig variabel. Hvad ønskes egentlig bevaret?

Hvis man spørger de nye konservative, er svaret i hvert fald ikke det bestående samfund, for det er befolket af en herskende klasse af verdensfjerne kulturradikale, røde lejesvende og kaospiloter på bistandshjælp, for nu at parafrasere den nykonservative retorik. Derfor bliver det nykonservative program i udgangspunktet fjendtligt indstillet over det bestående samfund, der ofte karakteriseres som fejlbehæftet og præget af en latent konflikt der er ved at bryde ud, en kommende borgerkrig. Det har fået nogle til at pege på at der er et slægtskab mellem nykonservatismen og revolutionære bevægelser, der ser den væbnede konflikt som en mulighed for renselse og afklaring. Derfor har de historiekyndige af de nykonservative også en forkærlighed for det sted i fjerde bog af Saxos danmarkskrønike, hvor drengen Folke bringer kong Vermund nyheden om at den svenske kong Adils har gjort indfald i landet. Hos Saxo forsøger Folke at turnere budskabet, så Vermund ikke lader sin vrede gå ud over budbringeren. I en mere populær version hedder Folkes replik: “Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet.” Replikken udtrykker det paradoksale ønske at en ydre fjende kan bringe noget godt med sig. Denne tankegang kaldes med en næsten selvmodsigende betegnelse radikal konservatisme. Det er en konservatisme, der stadig finder sit ideal i fortiden, men i en fortid, der ikke længere er og typisk aldrig har været, og for at genskabe dette ideal, må det eksisterende nedbrydes. Som blandt andre historikeren Christian Egander Skov (f. 1985) har vist, trivedes denne version af konservatismen allerede for knap 100 år siden i kølvandet på første verdenskrig. Også dengang syntes alle værdier at være gået tabt, og konservativ politik handlede om at nå bag om nutidens falske facade. På den måde kan man tale om en vis form for tradition, stabilitet og kontinuitet i det konservative ønske om forandring.

 

Det er ikke det samme som at der intet nyt kan siges på baggrund af traditionen. Adam Wagner (f. 1976)[xxxv] udsendte i 2015 en interessant bog, Danskhed i middelalderen. Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker.[xxxvi] Med den har han effektivt skrevet sig ind i en generation af yngre danske historikere der, provokeret af de nyere nationalismeteorier, har nylæst kildematerialet fra tiden før 1800 for at efterprøve tesen om at nationalstat og demokratisk nationalisme først opstod i kølvandet på den franske revolution. Deres kritik retter sig først og fremmest mod den netop afdøde Ole Feldbæk, (1936-2015), der i 1991-92 ledede et stort forskningsprojekt om Dansk identitetshistorie, som resulterede i fire bind plus mange mindre publikationer. Hans resultat var at den moderne danske identitet først opstod i anden halvdel af 1700-tallet. Det er siden af Tine Damsholt blevet påvist at det snarere drejede sig om patriotisme i den dansk-norsk-holstenske helstat.[xxxvii] Den moderne nationalisme var et resultat af kampene mellem dansk og tysk i 1830’erne og 1840’erne og den nationalt homogene småstat efter 1864. Det er imidlertid ikke så meget diskussion af det modernistiske og konstruktivistiske paradigme, der er de unge historikeres anliggende, men en interesse i at undersøge ældre forekomster af vidnesbyrd om dansk national identitet, patriotisme og fædrelandskærlighed. Jeg er en af de modernistiske historikere, der kritiseres for at have misforstået eller mistolket kilderne, herunder det monumentale værk fra omkring 1208, Gesta Danorum af Saxo Grammaticus, som Adam Wagner i har underkastet en omhyggelig og systematisk læsning i Danskhed i middelalderen. Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker.

Wagners grundige arbejde fortjener mere end den nemme afvisning at vi forstår noget forskelligt ved nation, stat og folk. Baggrunden for den modernistiske tese om nationalstaten er at denne samfundsform på en radikalt ny måde kombinerer et ældre begreb om nation med et lidt nyere begreb om stat fra 1500-tallet i en uhørt stærk kombination, som vi stadig lever i og med i en grad, så man uden overdrivelse kan sige at vi befinder os i den globale eller globaliserede nationalismes epoke. Sådan ser Wagner det ikke. Tværtimod når han i sin nylæsning frem til at Saxo, hans opdragsgiver ærkebisp Absalon, datidens læsere samt forfatterne af en række næsten samtidige krøniker alle havde en klar opfattelse af deres danske fædreland, dets grænser og forskellene mellem dem og andre nationale identiteter. Han skelner mellem fædrelandet, patria og kongens rige, regnum, og argumenterer i en overbevisende kritik af de fleste danske middelalderhistorikere for at datiden klart indså forskellen.[xxxviii] Han falder ikke i den anakronistiske fælde at kalde Saxos Danmark for en nationalstat, selv om det ligger snublende nær og ofte sker i medieoffentligheden. Han undgår også klogelig at tale om nationalisme hos Saxo og bruger i stedet ordet “nationalbevidsthed”. Men det vækker stadig de forkerte associationer hos moderne læsere, så de tror at leve i samme land som Saxo. Jeg mener, at han og de andre revisionistiske historikere vil gøre klogt i at respektere de grundlæggende forskelle mellem dengang og vore dage. Wagner gør det delvis ved i konklusionen forsigtigt at karakterisere ideologien i de behandlede krøniker som “adelsnationalisme” og Danmark som en “adelsnation”.[xxxix] Det er helt rigtigt og i overensstemmelse med den dominerende nationalismeforskning at skelne sådan som det gøre i undersøgelser af de polske og ungarske nationer i middelalderen hvor adelen udgjorde omkring en tiendedel af bondebefolkningen, der ofte talte andre sprog. Det gjorde de ikke i det danske område, men det betyder ikke at alle klasser tilhørte et nationalt fællesskab som det blev tilfældet med demokratiseringen i 1800-tallet. Men de fleste læsere vil nok overse denne præcisering og triumferende med Bo Bjørnvig (f. 1947) i Weekendavisen (30.10.2015) slå fast at vi nu har fået beviset for Danmarks eksistens i tusind år.

Hvilket Danmark der er tale om, præcist hvilke grænser det har, og hvor socialt og etnisk homogent det var, ved vi stadig ikke, selv efter Wagners fine læsning af Saxos værk, som udsprang af en elitekultur, skrevet på det bedste internationale sølvalderlatin. At Saxo og hans opdragsgivere tænkte sig som danske til forskel fra norske, svenske, tyske, frisere og finner er der ingen tvivl om. Men hvad det betød og om folket, på latin “gens”, også omfattede jordløse, tyende og trælle, og i hvilken grad kvinder talte med, det ved vi stadig ikke. Vi er usikre på et højere niveau efter læsningen af denne bog. Men det er klogt – og rigtigt – at skelne mellem stat, folk, nation og sprog sådan som den modernistiske nationalismeforskning. Derfor vil jeg anbefale den unge revisionistiske historikergeneration at orientere sig grundigere i den moderne forskning inden de fortaber sig teoriløst i kilderne samtidig med at de teoretisk orienterede bør læser de ældre kilder igen. Et forbilledligt eksempel på denne fremgangsmåde er Claus Møller Jørgensens (f. 1963) førnævnte teoretisk og empirisk velfunderede diskussion af Michael Böss’ etnosymbolske fortolkning af dansk historie i 1700-tallet.[xl] Men man må takke for Adam Wagners grundige arbejde, som har bragt os meget længere i forståelsen af nationen i højmiddelalderen, herunder kilderne til “danskheden”, end 1980’erne da nationalismeforskningen tog fart.

 

Kampen om historien 2.0 – efter den radikale historietraditions stille død

I dag er vi trods alt, om end ad snirklede omveje, kommet længere end den radikale historikertradition de fleste danske historikere er opdraget i.[xli] Erik Arup (1876-1951) lagde indførelsen af hjulploven til grund for sin skildring af samfunds- og statsdannelsen i den tidlige middelalder i første bind af en omstridt, men stadig yderst læseværdig Danmarks Historie fra 1925. Håndfast materiel landbrugshistorie og meget lidt vikingeromantik blev det til. Måske lige lovlig meget inspireret af 1800-tallets andelsbevægelse præsenterede han et alternativ til den overleverede stats- og religionshistorie, et alternativ som har sat afgørende præg på danske historikere helt til i dag. I 1960’erne og 70’erne læste historiestuderende stadig dette værk, ikke kun af historiografisk interesse, men som forbillede. En berømt – og berygtet – formulering om bonden Bjørn fra Suserup samler hele Arups opfattelse af landbrugets og plovens betydning.

Den anonyme bonde Bjørn fra Suserup på Sjælland skildres som danmarkshistoriens egentlige helt i en historie Arup havde fundet i Sorø klosters gavebog. Her fortælles om en provst i Roskilde der havde arvet en gård i landsbyen Suserup nord for Tystrup-Bavelse Sø. Provsten havde lovet at give munkene i Sorø halvdelen af sin hovedlod ved sin død. Munkene havde imidlertid ikke tålmodighed til at vente så længe og overtalte ham til at overdrage dem gården tidligere, på nær en tredjedel som han havde givet sin søster i medgift da hun giftede sig med en mand ved navn Bjørn. Efter provstens død hævdede munkene imidlertid at det kun var en tredjedel af den skov der hørte til gården søsteren havde fået, ikke en tredjedel af gårdens andel i landsbymarken. Bjørn kunne ikke stille noget op mod det mægtige kloster og gik i gang med at rydde ny jord i skoven. Det fik han ved hårdt arbejde en god gård ud af, bl.a. ved at introducere den moderne trevangsdrift. Gården gav hans sønner basis for et vellykket modangreb på klosteret for at få del i skove og overdrev. Den kildenære skildring sluttes med følgende sentens som har fået ikonisk status i dansk historieskrivning: “Det var mænd som Bjørn og hans sønner, der i hin tid gjorde landet rigere ved deres arbejde; og deres gerning fortjener nok saa meget at mindes af historien som deres, der gik paa korstog mod Vender eller Ester med Absalon eller Andreas Sunesen.”[xlii] De krigeriske begivenheder under stormændene Absalon og Sunesen afhandlede Arup senere i bedste partiradikale stil på en enkelt side efter en grundig skildring af det vigtigste, middelalderlandsbyens dyrkningssystem.

Som forsker, lærer og forfatter har Arup præget historiefaget i Danmark hele 1900-tallet. Han var student i 1890’erne da den metodiske kildekritik slog igennem. Samtidig havde han dog fantasi til at man måtte “digte over de Kendsgerninger, der virkelig kan udsondres af Kilderne som tilforladelige, over dem alle, ikke imod dem og ikke udover dem” for at få en helhed frem sådan som han i 1914 formulerede det i en anmeldelse af religionshistorikeren Vilhem Grønbech (1873-1948) Religionskiftet i Norden. Arup interesserede sig for økonomi og statens udvikling med særlig vægt på landbrug og handel. Politik kunne han dog ikke udelade og heller ikke kirkens historie. Det fremgår af at han periodiserede historien ud fra kanslerne (dvs. statsministrene) som var gejstlige, og ikke efter de mere eller mindre tilfældige og drikfældige konger. Kanslerne blev dog ikke rekrutteret ud fra deres teologiske kvalifikationer, men administrative kompetencer.

1916 overtog han Kristian Erslevs (1852-1930) professorat i historie, da denne blev rigsarkivar. Han skrev en række anmeldelser og afhandlinger som forarbejder til den danmarkshistorie til universitetsbrug som han allerede fra 1908 var begyndt at planlægge. I 1925 udsendte han det første bind til 1282, da “Danmark fik sin første grundlov”. Andet bind udkom i 1932 og dækkede en periode der er bedre belyst af kildematerialet. Arups analytiske evner kom til fuld udfoldelse i skildringen af de kongelige håndfæstninger og hans forkærlighed for kanslere og andre rådgivere frem for konger er umiskendelig. Alligevel slutter bindet i 1624 med en pragtvignet af efterårssolen over Rosenborg med Christian 4. og hans smukke børn før kongen – trods rigsrådets modstand og Arups posthume kritik – ødelagde alt ved at intervenere i trediveårskrigen. At værket aldrig blev færdigt skyldtes Arups bitterhed over kritikken af de to første bind hvor han følte sig misforstået af sine fagfæller. Man må dog tilføje at hele projektet med at bygge fremstillingen op på kilderne er umuligt for mere kilderige perioder. Og helt umuligt for samtidshistorien som han også intervenerede i ud fra sit tilhørsforhold til det Radikale Venstre. Men selv om hans Danmarkshistorie aldrig blev færdig prægede Arup dansk historieforskning dybt, også modstanderne. Hans foragt for kirke, religion og storpolitik satte sig dybe spor i videnskabsfaget, men også i historieundervisningen i gymnasiet. Det skyldtes især efterfølgeren, den radikale politiker Peter Munch (1870-1948), som ud over at bestemme dansk udenrigspolitik i mellemkrigstiden prægede generationers historieopfattelse gennem sine lærebøger i historie og samfundsfag til langt op i 1970’erne.

De radikale historikeres foragt for religion og krig prægede dansk historieforskning langt ind i 1960’erne, selv om ungdomsoprøret misforstod det hele og anklagede faget for at beskæftige sig alt for meget med konger og krige. Om det skyldtes at oprørerne ikke havde fulgt med i undervisningen eller bare skrev af efter udenlandske kritiske forbilleder skal lades usagt. Sandt er derimod at ungdomsoprøret i historiefaget på mange måder løb åbne døre ind med sit krav om at sætte undersøgelsen af materielle forhold i centrum. Teoretisk var der meget mere nybrud i 1980’ernes kulturhistoriske og sproglige vending, selv om heller ikke dette program var uden forløbere, især i nabofagene fra kirkehistorie og retshistorie til etnologi og folkemindevidenskab. Etnologen Axel Steensberg (1906-99) fulgte Arups dristige ide om plovteknikkens betydning op med detaljerede undersøgelser af hjulplovens teknik. Følgerne af hjulploven var nemlig store. Pløjningen måtte ske i fællesskab da der sjældent fandtes mere end en plov i hver landsby, hvorfor alle måtte samarbejde og pløje samtidig. Den kom også til at bestemme markernes udseende. Da spandet kunne være tyve meter langt og derfor svært at vende måtte markerne være så lange som muligt, men til gengæld smalle. Det er baggrunden for de landsbyfællesskaber der langsomt udvikledes i Europa i middelalderen og dominerede helt omkring 1800.

De radikale historikere havde dog fat i mere end deres ungdommelige kritikere i 1970’erne ville indrømme. Men de var fanger af deres foragt for udenrigspolitik, militær og religion. Det er forklaringen på de professionelle historikeres nederlag i kampen om besættelsestidens og Den Kolde Krigs historie som Rosanna Farbøl har analyseret så overbevisende.[xliii] De radikale historikeres begrænsning har især vist sig når de praktiserede deres ideologi uden for faget, som politikere. Den berømteste var Peter Rochegune Munch (1870-1948), der både prægede gymnasiet med sine lærebøger i historie og politikken som udenrigsminister 1929 til 1940. Han huskes som hovedansvarlig for den danske neutralitetspolitik og afrustning op til den tyske besættelse. Han var ikke dogmatisk pacifist, men hans rationelle indstilling kom til kort overfor både nazisme og kommunisme, selv om han i 1920’erne havde været villig til at lade Folkeforbundet bruge væbnet magt for at opretholde en international orden. Bjørn fra Suserup har kastet lange skygger langt uden for det Radikale Venstre. Reelt helt til i dag, trods medlemskab af Nato og de danske væbnede internationale interventioner siden 1991.

Peter Munch blev i 1890’erne uddannet som historiker og har efterladt et enormt historisk og samfundsvidenskabeligt forfatterskab. I årene efter 1900 formedes hans politiske ståsted som radikal venstremand og pacifist, der i tidsskriftet, Det ny Aarhundrede (1903-1909) udformedes det intellektuelle grundlag for det Radikale Venstre i 1905. Munch var medlem af Folketinget 1909-45. I hele perioden efter 1905 var han med i partiets inderkreds, fra 1927 som ubestridt leder. Som indenrigsminister 1909-10 gennemførte han permanent voldgiftsret og forligsmandens medvirken i arbejdsstridigheder. Han var forsvarsminister 1913-20 og imødekom ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 tyske ønsker om mineudlægning i danske farvande for at mindske risikoen for at Danmark blev inddraget i krigen. Han havde været imod forsvarsordningen af 1909, men måtte som minister administrere den og udbyggede fæstningen omkring København, men nedskar til gengæld gradvis sikringsstyrken. I 1919 deltog han i fredskonferencen i Paris og var aktiv i grundlæggelsen af Folkenes Forbund.

Munch arbejdede i 1920’erne for et samarbejde med Socialdemokratiet der resulterede i et regeringssamarbejde 1929-40 med Thorvald Stauning (1873-1942) som statsminister og ham selv som udenrigsminister. I Folkenes Forbund støttede han en international retsorden, om nødvendigt med militær magtanvendelse, men blev svigtet af stormagterne der ikke ønskede begrænsning af deres handlefrihed. Munchs sikkerhedspolitik efter 1933 byggede på tanken om at det var umuligt for en småstat at modstå et stormagtsangreb og at et stærkt forsvar ville tiltrække angreb. Han anså derfor alliancer som farlige og nytteløse, men mente at en nations bedste beskyttelse var en international retsorden og folkets åndelige modstandskraft, betinget af nationalt sammenhold som følge af en retfærdig fordeling af velfærd. Han havde en omfattende viden om international politik og docerede gerne sine synspunkter for både politiske modstandere, der foragtede ham som symbol på svag tilpasningspolitik, og for pressen som han manede til forsigtighed i forholdet til Tyskland efter Hitlers magtovertagelse. Han blev tvunget til at gå af efter den tyske besættelse 9. april 1940 der markerede et nederlag for hans sikkerhedspolitiske linje. Det borgerlige Danmark har lige siden gjort ham ansvarlig for besættelsen og dyrket en myte om at han på et møde i Rostock skulle have aftalt besættelsen. Det har intet på sig, men eftermælet for tilpasningspolitikken er plettet og gjorde det let for Anders Fogh Rasmussen at vinde sit opgør med historikerne om fortolkningen af besættelsestiden i 2003. Mod al rimelighed lykkedes det her arvtageren for partiet for den klasse der tjente på besættelsen, gårdmændene, at hænge socialdemokratiet og de radikale ud som feje og eftergivende, mens han selv førte landet ind i to tabte krige i Afghanistan og Irak som led i en militær aktivisme der skulle bryde med småstatstænkningen – og endte med at bekræfte den.[xliv]

 

Nationale historiefortællinger anno 2018

I dag tænker flertallet af historikere anderledes om fortiden end deres radikale forgængere som dominerede faget indtil 1960’erne,[xlv] ja i virkeligheden længere, nu blot camoufleret som venstreorienteret nationalistisk modstand mod EU.[xlvi] Især er der sket et gennembrud med forståelsen af det middelalderlige Danmark som en korstogsstat der bedst tåler sammenligning med en anden perifer stat, Portugal, sådan som Kurt Villads Jensen (f. 1957) har skildret det i en banebrydende disputats fra 2011. De radikales arv i form af afvisning af religion og kirke som forklaringsfaktorer har været aldeles dominerende, men er nu ved at blive erstattet af en forståelse af socialdemokratiets oprindelse i vækkelsesbevægelserne og dets samarbejde med Indre Mission.[xlvii] Et positivt resultat er at den ufrugtbare afstand mellem historiefaget og kirkehistorie nu ser ud til at være overvundet. Men det betyder ikke at alt er godt. I al talen om de store fortællingers død og den tiltagende fragmentering af samfundet har historikerne undervurderet hvor vigtige og overlevelseskraftige de nationale myter er. De spiller en vigtig rolle i det som nu kaldes ’sammenhængskraften’ i samfund. Den rolle har den videnskabelige historieforskning ikke erkendt, eller i forlængelse af den københavnsk-skånske kildekritiske tradition nægtet at levere. For blot at levere nationale myter på en lidt anden måde i form af det godt sælgende populære danmarkshistorier i mange bind. De kildekritiske radikale historikere havde ret i nationale fællesskaber holdes sammen ved hjælp af fortællinger der ikke holder for den videnskabelige kildekritiks syrebad – eller som i bedste fald viser sig ikke at være helt sande.[xlviii] Myter som i værste fald kunne føre til en udenrigspolitik, der satte nationens eksistens på spil. Det har været det gennemgående tema i generationers kildekritiske opgør med konservative nationale myter som vist i mange af de forudgående kapitler. Alligevel har de identitetsskabende myter vist en forbløffende evne til at overleve og finde nye steder at blive fortalt fra, i dag især i form af varer og virksomhedsbrands, men også traditionelle nationalistiske fortællinger fra vikingerne over andelsmyten til velfærdsstaten.

Den selvorganiserede og moderne refleksive brug af historien adskiller sig dog lidt fra det nationales storhedstid i 1800-tallet og 1900-tallets nationale velfærdsstat. I dag er der snarere tale om en postmoderne brug af historien med en let ironisk distance, som dog ikke er mindre nationalt selvhævdende, selv når den roser nationens beskedne størrelse. Efter at historikere og andre samfundsforskere på fagligt grundlag har dekonstrueret de nationale historier har det store flertal skabt deres egne fortællinger på baggrund af dekonstruktionens elementer. Delvis ved hjælp af historikernes analyser, dels – og i endnu højere grad – ved hjælp af succesrige rekonstruktioner af fortiden som tv-serien Matador. Påvisningen af de nationale myters konstruerede karakter har ikke ført til hverken myternes eller nationalstatens forsvinden, således som mange af os i 1990’erne antog ville ske. I stedet synes de nærmest at være blevet styrkede. Også i den proces ser de professionelle ud til at være dømt til at tabe.

Denne situation er på det seneste forstærket af de nye sociale medier der lader alle komme til orde. Men mekanismen er meget ældre og skyldes den demokratiske meningsdannelse. Det så Tidehvervs antiideologiske ideologer tidligere end de fleste og foretog det forberedende tankearbejde med at begrunde nationalismen og den uhistoriske forestilling om en uændret ’dansk’ nation fra vikingetiden til i dag. Kontinuitetsopfattelsen af den danske nation blev dog reelt understøttet af historievidenskaben lige fra det kildekritiske gennembrud i 1880’erne til og med Politikens og Gyldendals danmarkshistorie i 16 bind (siden 17) bind fra 1988-91.[xlix] Men i 1980’erne skiftede en del historikere analytisk udgangspunkt som det slagfærdigt blev sammenfattet af Søren Mørch i Den sidste Danmarkshistorie med undertitlen 57 fortællinger af fædrelandets historie fra 1996. Mørch fik ikke ret i at det var den sidste danmarkshistorie, tværtimod. Men sammen med Ole Feldbæks førnævnte Dansk Identitetshistorie og et antal værker af mig fra 1990’erne introduceredes her den modernistiske, kritiske og konstruktivistiske opfattelse af nationen som provokerede kredsen omkring Tidehverv til genmæle.[l] Mere eller mindre teoretisk reflekteret formulerede de som vi har set det hos Søren Krarup en opfattelse af den danske nation baseret på identitet mellem folk, sprog, kultur, historie, religion og stat i tusind år. Han har ikke ret, men den skarpe debat har fremprovokeret men ny forskning i det ældre kildemateriale som kræver ny og mere præcis teoretisk refleksion. Det er positivt fra et fagligt synspunkt.

Den nationale tolkning ser ud til at have vundet over den konstruktivistiske tolkning i store dele af offentligheden.[li] Centrum-venstre har i anden halvdel af 1900-tallet ikke været overbebyrdet med historisk interesse eller viden. Det gjaldt jo om at ’gøre gode tider bedre’ som et socialdemokratisk slogan lød i 1960’erne. Det har ændret sig. Socialdemokratiet har i februar 2018 formuleret en ny indvandringspolitik, der bygger på behovet for at beskytte den nationale velfærdsstat og den danske arbejdsmarkedsmodel mod uhæmmet indvandring. Men det er ikke ensbetydende med en overtagelse af hele den nationalkonservative nationsopfattelse, end sige en undsigelse af politikken under Besættelsen. Skiftet i synet på indvandring og afvejningen af internationale forpligtelser overfor nationale ordninger skyldes en erkendelse af at den ’universelle’ velfærdsstat kun er universel for medlemmer af det nationale fællesskab, ikke global. Erkendelsen af grænserne for solidaritet er kombineret med en lidt sen erkendelse af de særlige kulturelle forudsætninger for opretholdelsen af denne velfærdsstat i form af vilje til at arbejde, betale skat og respekt for autoriteter. Velfærdsstaten er udviklet over de sidste 150 år, men hviler på ældre forudsætninger fra den lutherske reformation i 1536, den enevældige retsstat og det demokratiske gennembrud med vækkelsesbevægelserne, de folkelige bevægelser og arbejderbevægelsen i det 20. århundrede. Velfærdsstaten er med andre ord en national forsikringsforening som ikke kan åbnes for hele verden, ja ikke engang hele EU.

Denne erkendelse ligner Dansk Folkepartis og Tidehvervs nationalisme, men er resultat af en mere pragmatisk ideologi som bedst forstås som ’sekulariseret lutheranisme’ suppleret med en arv fra international socialisme der dog tidligt formulerede sig som ’Danmark for folket’.[lii] Det kan man kalde nationalisme, men begrundelsen er mindre fundamentalistisk end Tidehvervs nationalkonservatisme. Så det er stadig ikke helt afgjort hvem der har vundet kampen om historien, bortset fra, at den radikale historikertradition har stort set tabt i den brede offentlighed selv om Bo Lidegaard kæmper bravt for at opretholde den positive vurdering af den danske politik under besættelsen. Hvor det efterlader de professionelle historikere er til gengæld mere usikkert.

 

[i] Artiklen er udarbejdet som mit bidrag til forskningsprojektet ’Humanomics. Dynamics of Human Knowledge 2.0. Impact of the Humanities’ ved Aalborg Universitet ledet af David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelt 2016-2020, finansieret af Velux fonden. Analysen bygger videre på “Historie som kamp – kampen om historie” i “Historie som kamp – kampen om historie” i Collin og Faye 2008: 204-232.

[ii] En autoritativ definition af feltarbejde og deltagerobservation findes på hjemmesiden for Institut for antropologi ved Københavns Universitet: http://antropologi.ku.dk/erhvervskontakt/bi/.

[iii] Det har jeg argumenteret grundigere for i Østergård 2017.

[iv] I forordet til den nye udgave fra 2017 af hans liberale manifest Fra socialstat til minimalstat fra 1993.

[v] “Gåden om Foghs projekt”, Kristeligt Dagblad 16.1. 2018.

[vi] Krasnik 2018: 3.

[vii] ’Samarbejdspolitik’ i www.danmarkshistorien.dk.

[viii] Den mest afbalancerede og grundige moderne fremstilling af alle sider af besættelsestiden er skrevet af de fire historikere, Claus Bundgård Christensen (f. 1968), Joachim Lund (f. 1967), Niels Wium Olesen (f. 1963) og Jakob Sørensen (f. 1973), Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. Den udkom første gang i 2006 og siden i flere udgaver. Oplagsmæssigt blev den dog udkonkurreret af Lidegaards enmandsarbejde fra 2005. Deres grundopfattelse af samarbejdspolitikken er parallel, men adskiller sig med hensyn til om den danske politik som Hans Kirchhoff foreslår skal kaldes kollaboration, se Joachim Lunds anmeldelse af Lidegaards bog Landsmænd om redningen af de danske jøder i Information 6.9. 2013.

[ix] Lund 2003; Lund 2005.

[x] ’Der Historikerstreit’ var en omfattende diskussion mellem vesttyske historikere og filosoffer i 1986 om nazismens og især jødeudryddelsens plads i Tysklands historie.

[xi] Information, 16. april 2005. Jeg har rettet lidt i det trykte interview, ændret nutid til datid, strammet mundtlige formuleringer og indsat realoplysninger, men ikke ændret i indholdet.

[xii] Ditlev Tamm Retsopgøret efter besættelsen, 1984 og Anette Warring Tyskerpiger, 1994.

[xiii]  Information, 16. april 2005.

[xiv] Kirchhoff 2008: 11-12.

[xv] Det har jeg argumenteret grundigere for i Østergård 2005 og Østergård 2011.

[xvi] Se “Historie som kamp – kampen om historie” i Collin og Faye 2008: 204-232.

[xvii] Schjørring og Jannerup 2018. Det er lidt uklart om Schjørring og Jannerup mener at Dansk Folkeparti generelt, og Søren Krarup og Jesper Langballe specielt, var så betydningsfulde for den ændrede flygtningepolitik som de selv troede. Det kræver en grundigere undersøgelse end det her er muligt. Ydermere er mit fokus begrænset til historieopfattelsens samspil med politisk handling.

[xviii] Denne forskningshistorie har jeg redegjort for i flere sammenhænge, mest omfattende i Hettne, Sörlin og Østergård 2006 og i “Stat, nation og national identitet” i Andersen og Kaspersen 2017: 675-700. Historiefaget var i 1800-tallet ideologisk bærende for nationalstaterne. En kritisk gennemtænkning af historikernes ansvar for den europæiske nationalisme er der ikke plads til i denne sammenhæng Jeg må indskrænke mig til at henvise til behandlingen i Hettne, Sörlin og Østergård 2006 og et stort komparativt European Science Foundation projekt under ledelse af Stefan Berger som er publiceret i syv bind på Palgrave MacMillan 2007-15. I dansk tradition er det almindeligt at skelne mellem national identitet som et positivt begreb og nationalisme som en negativ holdning. Jo mere man undersøger de to begreber jo vanskeligere bliver det at opretholde denne skelnen som andet dansk selvglæde. Et er meget bedre at skelne mellem etnisk og national identitet.

[xix] Carlsen 2000.

[xx] Min hovedkilde er den velskrivende Søren Krarups egen fremstilling i Krarup 1998.

[xxi] Den store danske Encyklopædi ’Tidehverv’; Bramming 1992; Krarup 1998.

[xxii] Henrik Gade Jensen arbejdede dengang hos Cepos. Han er nu sognepræst i Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse Pastorat og skrev i 2015 en interessant bog om D.G. Monrad. Hans foredrag blev trykt som “Uffe Østergaard – en tidstype”, Tidehverv nr. 9 1998. Jeg opdagede først essayet flere år senere, mens jeg tidligt var opmærksom på Mette Zølners arbejde, idet jeg var opponent på hendes ph.d.-afhandling ved European University Institute i Firenze 1998.

[xxiii] Referatet er udarbejdet af historikeren Jesper M. Rosenløv der tilhører gruppen af yngre nationalkonservative intellektuelle. Han er cand.mag. i historie og religion (2000) og ph.d. i historie (2008) fra Københavns Universitet og har en årrække undervist som ekstern lektor ved Saxo-instituttet samt været underviser ved læreruddannelsen. Siden 2012 har han undervist ved Københavns VUC. Sammen med Michael Pihl der er lektor i historie og tysk ved Sorø Akademis Skole, cand.mag. fra Københavns Universitet (1994) og Master of Art in Social History, Lancaster University (1991) har han skrevet lærebogen Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv til undervisningen i historie og religion.

[xxiv] Botho Strauss (f. 1944) er en tysk forfatter der i 1993 skrev essayet Tiltagende bukkesang (Anschwellender Bocksgesang) i der Spiegel. Det vakte stor opsigt i Tyskland på grund af hans undsigelse af modernitet, fremskridtsoptimisme og ’oplysningshovmod’ som ifgl. Strauß er udtryk for en samfundsmæssig dømt til undergang. ’Bukkesang’ er det græske ord tragedie. Essayet er oversat til dansk i tidsskriftet Nomos.

[xxv] Den forkerte påstand om Monnet-professoraterne bygger på en fejllæsning af den engelske tekst, hvor der står at “they shall devote their time to the teaching of European integration”. Hvordan og med hvilken hensigt er op til den enkelte ‘chair’.

[xxvi] Citeret fra en anonym netudgave. Jeg har kun tilføjet realoplysninger og rettet slåfejl.

[xxvii] Krarup 1998: 233 ff.

[xxviii] Krarup 2001; 65-66.

[xxix] Krarup 2001: 118-19.

[xxx] Karl Wolfgang Deutsch (1912-92) tog juridisk embedseksamen 1934 i Prag, udvandrede som tysktalende tjekkisk jøde til USA i 1938, hvor han blev professor ved Yale Universitetet 1958-67 og derefter Harvard. Han beskæftigede sig især med kommunikationsmønstres betydning for nationalstater og internationale relationer, jf. Deutsch 1953/1966; Deutsch 1957 og Deutsch 1979.

[xxxi] Det som den tidligt afdøde tyske sociolog Ulrich Beck (1944-2015) rammende har døbt ’metodologisk nationalisme’.

[xxxii] Kjærgaard 1979; Mordhorst 2010, Mordhorst 2014.

[xxxiii] Det anerkendelsesværdige i Böss’ initiativ betyder ikke at han har ret i sin konkrete fortolkning af dansk historie. Det fremgår af Jørgensen 2017.

[xxxiv] Østergård 2011.

[xxxv] Wagner præsenterer sig på nettet som formand for Dansk Samling (medlem siden 1999), tidligere medlem af Dansk Forum (1998-2001) og redaktør af medlemsbladet Atterdag, tidligere medlem af DFU’s hovedbestyrelse (1999) og redaktør af Nomos (2003-2005). Han blev i august 1999 sammen med et antal andre ekskluderet fra Dansk Folkeparti for medlemskab af Dansk Samling der af DF’s ledelse blev kaldt højreekstremistisk.

[xxxvi] Det følgende afsnit bygger på min anmeldelse af Wagner, “En bedre forståelse af det nationale”, Grænsen. Magasin om mindretal, sprog og kultur, årgang 77, 2015:6, december 2015, 24.

[xxxvii] Damsholt 2000; jævnfør min diskussion af den patriotiske ideologi i Claes, Heidar og Holst 2014. Det er vigtigt at skelne mellem patriotisme og nationalisme som ideologiske programmer, selv om deres udtryk kan minde om hinanden. En god analyse er Rasmus Glenthøjs skildring af den politiske kultur i Danmark og Norge i Skilsmissen. Dansk og norsk identitet før og efter 1814, 2012. Her skelnes der mellem statspatriotisme, der udelukkende er rettet mod staten, og en nationalpatriotisme, der primært er rettet mod nationen, men som er forenelig med multinationale statsdannelser så længe denne tjener nationens interesser.

[xxxviii] Wagner 2015, 52 ff.

[xxxix] Wagner 2015, 310.

[xl] Jørgensen 2017.

[xli] Se den fundamentale skildring af traditionen i Manniche 1981.

[xlii] Arup 1925: 278; jf. Svenstrup 2006: 352-53.

[xliii] Farbøl 2017.

[xliv] Vi står midt i denne diskussion som netop er genåbnet af Bo Lidegård med bogen Danmark i krig (2018).

[xlv] Der kunne nævnes mange flere partiradikale historikere, f.eks. Erik Rasmussen (1917-95) som grundlagde statskundskab i 1958 og Tage Kaarsted (1928-94) der i en menneskealder havde monopol på at fortolke Christiansborgpolitik.

[xlvi] Denne summariske påstand bør udarbejdes og dokumenteres mere udførligt, men det vil føre for vidt i denne sammenhæng.

[xlvii] Ud over min egen fremstilling i Hvorfor er danskerne danske? Om reformationen og nationaliteten, Kbh., Eksistensen 2017 og Robert Nelson, Lutheranism and the Nordic Spirit of Social Democracy: A Different Protestant Ethic, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2017 kan jeg henvise til Jørn Henrik Petersens seneste bøger om Luthers betydning for det moderne Danmark, Petersen, Jørn Henrik, Fra Luther til konkurrencestaten, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2016 og Petersen, Jørn Henrik, Luthers socialetik og det moderne samfund, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2017

[xlviii] Det gælder ikke kun i Danmark, men er det gennemgående resultat af historikernes indsats i Europa i 1800- og 1900-tallet som dokumenteret i et omfattende European Science Foundation projekt ’Writing the Nation’ under ledelse Stefan Berger der er udkommet i otte bind 2008-15 på Palgrave Macmillan. Se især Berger & Lorenz 2008; Berger & Lorenz 2010; Hadler & Frank 2011; Berger 2015.

[xlix] Se min diskussion af den uerkendte nationalisme i Østergård 1992.

[l] Se Jensen 1997.

[li] Et godt eksempel er overskriften på Bjørg Tulinius’ interview med mig i Kristeligt Dagblad 30.4. 2016, “Historikeren der blev indhentet af virkeligheden”. Selve interviewet handlede mest om EU, men berører også nationsopfattelsen.

[lii] Jeg har gennemgået socialdemokratiets ideologiske udvikling i partiprogrammerne i en alt for lang fodnote i “Reformation, universalisme, partikularisme og national velfærdsstat”, Temp. Tidsskrift for historie 14, 2017, 202-223.

 

Litteratur

Andersen, Steen (2003), Danmark i det tyske storrum. Dansk økonomisk tilpasning til Tysklands nyordning af Europa 1940-41, Kbh.: Lindhardt og Ringhof 2003

Andersen Steen (2005), De gjorde Danmark større: de multinationale danske entreprenørfirmaer i krise og krig 1919-1947, Kbh.:

Banke, Cecilie Felicia Stokholm (2005), Demokratiets skyggeside. Flygtninge og menneskerettigheder i Danmark før Holocaust, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2005

Bekker-Nielsen, T., Jensen, B.E., Sørensen, N. A. og Ulf-Møller, P. (2001), Gads Historie Leksikon Kbh.: Gads Forlag 2001

Berger, Stefan (2007), “History and National Identity: why they should remain divorced”, www.historyandpolicy.org December 2007

Berger, Stefan (2008), “Narrating the Nation: Die Macht der Vergangenheit”, Aus Politik und Zeitgeschichte 1-2, 2008, 7-19

Berger, Stefan (2015), The Past as History. National Identity and Historical Consciousness in Modern Europe. Writing the Nation Series vol. VIII, Basingstoke: Palgrave MacMillan 2015

Berger, Stefan and Mycock, Andrew (2006) (eds.), Europe and its National Histories, Storia della Storiografia 50, 2006

Bramming. Torben (1992), Tidehverv, Kbh.: Anis 1992

Bryld, Claus og Warring, Anette (1998), Besættelsen som kollektiv erindring. Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 1998

Bryld, Claus (2001), Kampen om historien. 15 essays, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 2001

Bundgaard Christensen, C., Lund, J., Wium Olesen, N., Sørensen, J. (2006), Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45, Kbh.: Høst og Søn 2006

Böss, Michael (2006), Forsvar for nationen. Nationalstaten under globaliseringen, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2006

Carlsen, Erik Meier (2000), De overflødiges oprør, Kbh.: Gyldendal 2000

Carlsen, Erik Meier (2007), Den fjerde alliance. Om demokrati og religion i de nye danskeres Danmark, Kbh.: Gyldendal 2007

Christiansen, Erik og Manniche, J. C. (1991) (red.), Historiens ansigter, Århus: Aarhus Universitetsforlag 1991

Christiansen, Erik og Jørgensen, Claus Møller (2004), Historiefaget på Aarhus Universitet 75 år, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2004

Dahl, Hans Fredrik, Kirchhoff, Hans, Lund, Joachim og Vaale, Lars-Erik (red.) (2010), Danske tilstande norske tilstande. Ligheder og forskelle under tysk besættelse, Kbh.: Gyldendal 2010

Farbøl. Rosanna (2017), Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende. Kampen om historien, Kbh.: Gad 2017

Floto, Inga (1985), Historie. Nyere og nyeste tid, Kbh.: Gyldendal 1985 (2. udgave, Historie. En videnskabshistorisk undersøgelse, 1996)

Fukuyama, Francis (1992), The End of History and the Last Man, London: Penguin Books 1992 (oprindelig en artikel The National Interest 1989)

Glenthøj, Rasmus (2012), Skilsmissen. Dansk og norsk identitet før og efter 1814, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2012

Grosbøll, Mette Kathrine (2007, Teologisme – Om Tidehvervs vej til Christiansborg (2007)

Hettne, Bjørn, Sörlin, Sverker, Østergård, Uffe (2006), Den globala nationalismen, Stockholm: SNS Förlag 2006 2. udgave

Jensen, Bernard Eric (red.) (2000), At bruge historie – i en sen-/postmoderne tid, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 2000

“Historikerstreit”. Die Dokumentation der Kontroverse um die Einzigartigartigkeit der nationalsozialistischen Judenvernichtung, München: Piper Verlag 1987

Jensen, Bernard Eric (2003), Historie – livsverden og fag, Kbh.: Gyldendal 2003

Jørgensen, Claus Møller (2000), Humanistisk videnskab og dannelse i Danmark i det 19. århundrede – reform, nationalisering, professionalisering, Århus: Begrebshistoriske Studier 3, 2000

Jørgensen, Claus Møller (2017), “Statsbygning, etnosymbolisme og Danmarks historie i 1700-talet”, Historisk Tidsskrift 117, 2017, 119-146

Kirchhoff, Hans (2004), Samarbejde og modstand underbesættelsen. En politisk historie, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2004 (2. udg.)

Kirchhoff, Hans (2005), Et menneske uden pas er ikke noget menneske. Danmark i den internationale flygtningepolitik 1933-1939, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2005

Kirchhoff, Hans og Rünitz, Lone (2007), Udsendt til Tyskland. Dansk flygtningepolitik under besættelsen 1940-45, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2007

Kirchhoff, Hans (2008) (red.), Sådan valgte de. Syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid, Kbh.: Gyldendal 2008

Kirchhoff, Hans (2017), “Verden ifølge Bent Blüdnikow. Et genmæle”, Historisk Tidsskrift 117, 2017, 151-192

Kjærgaard, Thorkild (1979), “Gårdmandslinien i dansk historieskrivning”, Fortid og Nutid 28 1979, 178-191,

Knutsen, Paul (2002), Analytisk narrasjon. En innføring i historiefagets vitenskapsfilosofi, Bergen: Fagbokforlaget 2002

Koselleck, Reinhart (1979), Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher Zeiten, Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag 1979 (4 kapitler oversat til dansk i Koselleck 2007)

Koselleck, Reinhart (2007), Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2007 (red. Jens Busck, Jeppe Nevers og Niklas Olsen)

Krarup, Søren (1998), I min levetid. 60 års Danmarkshistorie, Kbh.: Spektrum 1998

Krarup, Søren (2001), Kristendom og danskhed. Prædikener og foredrag, Århus: Hovedland 2001

Krarup, Søren (2007), Historien om Tidehverv, Kbh. 2007

Lidegaard, Bo (2003), Overleveren. Dansk udenrigspolitiks historie 1914-1945 vol. 4 Kbh. 2003

Lidegaard, Bo (2005), Kampen om Danmark 1933-1945, Kbh.: Gyldendal 2005

Lund, Joachim (2003), “Mellem fædreland og flæskepriser. Partiet Venstre under besættelsen”, Lund, J. (red.), Partier under pres – demokratiet under besættelsen, Kbh.: Gyldendal 2003, 130-166

Lund, Joachim (2005), Hitlers spisekammer. Danmark og den europæiske nyordning 1940-43, Kbh.: Gyldendal 2005

Manniche, Jens Christian (1981/2000), Den radikale historikertradition, Århus: Aarhus Universitetsforlag 1981, (2. udgave online 2000)

Mørch, Søren (1996), Den sidste Danmarkshistorie. 57 fortællinger af fædrelandets historie, Kbh.: Gyldendal 1996

Mørch, Søren (2014), 27 Statsministre, Kbh.: 2014

Nevers, Jeppe (2005), Kildekritikkens begrebshistorie. En undersøgelse af historiefagets metodelære, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2005

Nevers, Jeppe og Olsen, Niklas (2007), “Indledning”, Jens Busck, Jeppe Nevers og Niklas Olsen, red.), Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2007, 7-26

Nelson, Robert (2017), Lutheranism and the Nordic Spirit of Social Democracy: A Different Protestant Ethic, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2017

Olins, Wally (1999), Trading Identities. Why countries and companies are taking on each others’ roles, London: The Foreign Policy Centre 1999

Olins, Wally (2002), “Branding the nation – the historical context”, Brand Management 9:4-5, 2002, 241-48, 2

Paludan, Helge (1977), “Planer og planløshed i kildearbejdet”, Christensen, Manniche og Østergård 1979, 132-173

Petersen, Jørn Henrik (2016), Fra Luther til konkurrencestaten, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2016

Petersen, Jørn Henrik (2017), Luthers socialetik og det moderne samfund, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2017

Rasmussen, Anders Fogh (2003), “Tale på Søværnets Officersskole 29.august 2003”, www.statsministeriet.dk

Rünitz, Lone (2005), Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2005

Skovgaard Nielsen, Henrik (2005), “Besættelsestiden i den offentlige debat – Samarbejdspolitikken: Moralsk svigt?”, www.befrielsen1945.dk

Tandrup, Leo (1979), Ravn. Kristian Erslev – Menneske – Historieforsker – Historieskriver I-II, Kbh.: Gyldendal 1979

Tamm, Ditlev (1984), Retsopgøret efter besættelsen I-II, Kbh.: Gyldendal 1984 og senere udgaver

Warring, Anette (1994), Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør, Kbh.: Gyldendal 1994, ny udgave 2017

Zølner, Mette (2000), Re-Imagining the Nation. Debates on Immigrants, Identities and Memories, Bruxelles: Peter Lang 2000

Østergård, Uffe (1984), “Hvad er det danske ved danskerne?”, Den Jyske Historiker 29-30 1984

Østergård, Uffe (1991), “Efter den videnskabelige historieforsknings storhed og fald”, Christiansen og Manniche 1991, 135-65

Østergård, Uffe (1997), “Hvad nu hvis … Kontrafaktiske hypoteser og “åbne” situationer i historie og historieforskning“, Kritik 127, 1997, 1-17

Østergård, Uffe (1998), “Historisk Sociologi som modernitetens historieskrivning – poststrukturalisme og samfundsteori efter den kolde krig”, Den Jyske Historiker 80, 1998, 32-73

Østergård, Uffe (2002), “Den danske stat – territorialt betragtet”, Torben Beck Jørgensen og Kurt Klaudi Klausen (red.), Territorial Dynamik – Streger på landkort, billeder i vore hoveder, Århus: Aarhus Universitetsforlag og Magtudredningen 2002, 45-60

Østergård, Uffe (2006a), “Nationalstatens genkomst?”, Kritik 176-77, 2006

Østergård, Uffe (2007b), “Stat nation og national identitet”, Klassisk og moderne samfundsteori, Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (red.), Hans Reitzels Forlag 5. udgave 2007, 545-70

Østergård, Uffe, (2008), “Historie som kamp – kampen om historie” i Finn Collin og Jan Faye (red.), Ideer vi lever på. Humanistisk viden i videnssamfundet, Kbh.: Akademisk Forlag 2008, 204-232

Østergård, Uffe (2011a), “Schleswig and Holstein in Danish and German Historiography”, in Tibor Frank and Frank Hadler (eds.), Disputed Territories and Shared Pasts. Overlapping National Histories in Modern Europe vol. 6 of “Writing the Nation. National Historiographies and the Making of Nation States in 19^th and 20^th Century Europe”, Basingstoke: Palgrave MacMillan 2011, 200-223

Østergård, Uffe (2011b), “Historieskrivning og nation-branding – har vi ikke altid gjort det”, Den Jyske Historiker 126, 2011, 162-194

Østergård, Uffe (2011c), “Lutheranism, nationalism and the universal welfare state – National churches and national identity after the Reformation and the development of the welfare state in the Nordic nation states”, in Katharina Kunter und Jens Holger Schjørring (Hrsg.), Europäisches und Globales Christentum / European and Global Christianity. Herausforderungen und Transformationen im 20. Jahrhundert / Challenges and Transformations in the 20^th Century, Arbeiten zur Kirchlichen Zeitgeschichte Reihe B Band 54, Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2011, 78-10

Østergård, Uffe (2011d), “Swords, Shields or Collaborators? Danish Historians and the Debate over the German Occupation of Denmark”, Henrik Stenius, Mirja Östberg and Johan Östling (eds.), Nordic Narratives of the Second World War, Lund: Nordic Academic Press, 2011, 31-54

Østergård, Uffe (2014a), “Patriotisme eller nationalisme i det Oldenborgske Monarki”, Dag Harald Claes, Knut Heidar og Cathrine Holst (red.), Politikk i grensland. Festskrift til Øyvind Østerud, Oslo: Universitetsforlaget, 2014, 133-146

Østergård, Uffe (2015a), “Historiefaget mellem kultur- og samfundsvidenskab”, David Budtz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe (red.), “Kampen om disciplinerne” – Humanistisk viden mellem natur- og samfundsvidenskab, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2015

Østergård, Uffe (2015b), “Kamp om historien i Sverige og Danmark”, Johan Dietsch, Maria Karlsson, Johan Stenfeldt & Ulf Zander (red.), Historia vid skiljevägen. Historiekulturella sonderingar när och fjärran, Lund: Agerings Bokförlag 2015, 127-151 (festskrift til Klas-Göran Karlsson)

Østergård, Uffe (2017), Hvorfor er danskerne danske? Om reformationen og nationaliteten, Kbh. Eksistensen 2. rev. udgave september 2017