’Tiden er inde til at bygge mure med trådhegn, fire baner, lyskastere og vagtposter. EU, Danmark og flygtningene’

’Tiden er inde til at bygge mure med trådhegn, fire baner, lyskastere og vagtposter. EU, Danmark og flygtningene’,

Politiken PS 30.6.19, 19-21

 

Det er svært ikke at blive grebet af medfølelse og sorg når man konfronteres med de tragiske flygtningeskæbner i landene omkring Middelhavet og på Balkan. Og man gribes af magtesløs harme over beretningerne om den behandling de udsættes for af menneskesmuglere og brutalt politi i Tyrkiet og Balkan for ikke at tale om gruen ved den behandling migranterne udsættes for i Libyen og Sahelstaterne i Nordafrika. Samtidig er glæden stor ved beretningerne om velfungerende indvandrere og velintegrerede efterkommere af flygtninge som der heldigvis er mange af. Problemet er bare at de integrerede og velfungerende ikke er hele sandheden om følgerne af indvandringen, sådan som mange troede i den optimistiske sidste halvdel af det 20. århundrede jeg er vokset op i. Der er opstået parallelsamfund med egne normer, områder vi med et lidt uheldigt ordvalg omtaler som ghettoer.

I overensstemmelse med den almindelige socialdemokratiske fremgangsoptimisme regnede vi i tiden efter anden verdenskrig med at den nordiske velfærdsstats model var så stærk og tiltrækkende at den kunne integrere alle ‘fremmede’ som vi kaldte alle ikke-skandinaver, selv tyskere. Flygtninge var ungarere i 1956, polakker efter 1968, amerikanske modstandere af krigen i Vietnam, ofre for kuppet mod Salvador Allende i Chile 1973 og vietnamesiske bådflygtninge. De blev modtaget med varme og gled uden større problemer ind i det ekspanderende industrielle velfærdssamfund hvor der var brug for alle. Selv universiteterne der ellers var gode til at beskytte nationale kandidater mod andre landes uddannede. ’Gæstearbejdere’ fra Tyrkiet, Jugoslavien og andre lande blev opfattet som ’gæster’, dvs. midlertidig arbejdskraft der ikke behøvede at lære dansk fordi de ville rejse ‘hjem’ igen. Det gjorde de ikke, men det tænkte man ikke over i 60ernes hastige vækst. Af samme grund var der ingen problemer med at leve op til de regler for at modtage flygtninge som det internationale samfund havde vedtaget efter anden verdenskrig i dårlig samvittighed over 1930rnes afvisning af flygtninge fra nazismen og dens ugerninger.

Undtagelsen var modstanden mod den frie bevægelighed af kapital, varer og især arbejdskraft der fulgte med optagelsen i Fællesmarkedet i 1973. Medlemskabet i EF splittede befolkningen dybt. Venstrefløjen halvdel var modstandere af frygt for at det europæiske markedssamarbejde ville undergrave den nordiske universelle velfærdsstat, mens den højre halvdel så økonomiske muligheder i det store marked med både Vesttyskland og Storbritannien. Udfordringen til den universelle skattebetalte velfærdsstat og det danske overenskomststyrede arbejdsmarked var reel, selv om landet som helhed har tjent på medlemskabet. Den universelle model viste sig nemlig ved nøjere eftersyn kun at være universel for de nationale borgere.

Socialdemokratiet blev splittet midt igennem, mens en ulogisk koalition af modstandere fra det yderste venstre til det yderste højre under overskriften ‘Folkebevægelsen mod EF’ vandt mange mandater ved det første direkte valg til EF-parlamentet i 1979. Med det paradoksale resultat at EU finansierede modstanden mod samarbejdet. Det varede til i år hvor Folkebevægelsen ikke opnåede valg til parlamentet. Ikke at uviljen mod EU er forsvundet, selv om den på det seneste er blevet mindre i lyset af briternes problemer med at enes om betingelserne for at melde sig ud. Modstanden er blot flyttet fra venstre til højre side af det politiske spektrum.

Men dette skift er kun en mindre del af den modstand indvandring og flygtninge der har grebet befolkningerne i hele EU siden årtusindskiftet. Man skal selvfølgelig skelne mellem flygtninge, migranter fra lande uden for EU og vandrende arbejdstagere fra andre EU-lande. Problemet er bare at det gør flertallet af europæerne ikke. Det britiske flertal for at melde sig ud var i høj grad resultat af modvilje mod den store polske indvandring siden 1004. At landet vil få enorme problemer med at skaffe personale til sygehuse og plejehjem samt faglærte gør åbenbart ikke indtryk på britiske – eller i hvert fald engelske – konservative vælgere. En tilsvarende uvilje har ikke vist sig i Danmark selv om polakkerne er den største indvandrergruppe. Her retter uviljen sig mod tyrkiske, arabiske, afghanske, eritreanske og somaliske grupper der praktiserer islam.

Reelt er der i hele Europa tale om en afvisning af islamisk indvandring, selv om det ikke altid formuleres i religiøse termer. I EU har der rejst sig en folkelig bevægelse mod flygtninge, de seneste år især fra Syrien, og immigranter fra Nord- og Vestafrika. EU’s højeste myndighed, Det Europæiske Råd af regeringsledere, har reelt opgivet Europakommissionens forslag til fordeling af flygtninge mellem landene. I stedet har det besluttet at EU i fællesskab må beskytte sine ydre grænser, om nødvendigt med magt. Bevogtningen er kombineret med aftaler med gennemgangslandene Tyrkiet, Libyen og Sahel-staterne i Afrika. Selv om aftalen med Tyrkiet har begrænset strømmen af flygtninge er der sket en ophobning af flygtninge på de græske øer samt i Serbien og Bosnien, fordi Ungarn tog initiativet til lukke sin grænse med et hegn. Hegnene har siden bredt sig til Makedonien, Kroatien og andre lande på Balkan. Og har ført til genindførelse af grænsekontrol mellem Danmark og Sverige og Danmark og Tyskland.

Italien synes at have indgået aftaler med mere eller kriminelle militser i Libyen hvilket har begrænset strømmen over Middelhavet, samtidig med at den højrøstede italienske indenrigsminister Matteo Salvini, der er succesfuld leder af Lega og de europæiske højrepopulister, afviser alle skibe med flygtninge og har haft held til at sende nogen videre til Barcelona. Men ikke til Marseille selv om den franske præsident Emmanuel Macron er den største kritiker af Salvini – og omvendt med det resultat at Salvini har opfordret de protesterende ‘gule veste’ i Frankrig til at vælte Macron. Kun i Spanien ser det ud til at flygtningene ikke mødes med modvilje, muligvis pga. erfaringerne fra den spanske borgerkrig der sendte så mange i eksil under Francos lange styre. Samtidig må det også indrømmes at Spanien har større problemer omkring Cataloniens status.

Man sige at det var naivt for ikke at sige dumt at nedlægge de indre grænser i EU med Schengen aftalen uden at have sikret de ydre grænser først. EU blev grebet af angst for kritikken for at bygge mure omkring sig, først med et ’sølvtæppe’ mod øst, siden i Middelhavet. Samtidig har staterne ikke leveret det lovede materiel og personale til Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser, Frontex. Agenturet har til opgave at koordinere medlemsstaternes kontrol af EU’s ydre grænser, men har ikke selv operationelle beføjelser. På grund af retsforbeholdet deltager Danmark i Frontex på mellemstatsligt grundlag.

Men er det overhovedet muligt at lukke grænsen i Middelhavet? Formentlig ikke i længden hvis vi skal dømme ud fra erfaringen fra Romerriget. Den romerske limes germanicus ved Rhinen og Donau holdt ’kun’ knap fire hundrede år efter Augustus opgav at erobre områderne øst for Rhinen efter nederlaget i Teutoburgerwald år 9 evt. Og romerne måtte opgive Britannien efter at have trukket sig tilbage fra Hadrians mur omkring 400. Men det endelige sammenbrud i vest skete i først i midten af 400-tallet efter fire hundrede års romersk styre. Det efterfølgende sammenbrud for den romerske civilisation har den svenske jurist og forfatter Stig Strömholm malende beskrevet i trilogien ”Dalen, Markerne og Skoven” (1975-1980) som fortjenstfuldt er oversat til dansk af dronning Margrethe i 1996.

Der var fred inde i riget, men store befolkningsgrupper uden for det romerske riges grænser krævede del i goderne. Prisen var stadig mere tyngende skatter der gik til de legioner som beskyttede riget. For at opkræve dem blev administrationen mere og centraliseret. Systemet endte med at gå under men var opretholdt længe ordnede forhold, den såkaldte pax romana. Og formåede i 300-tallet at indføre en ny religion, kristendommen, under Konstantin den Store der flyttede hovedstaden til Byzans ved Bosporus. Dette østromerske eller byzantinske rige overlevede yderligere tusind år, mens den vestlige halvdel gik i opløsning. Den kristne kirke i vest overlevede endda Roms fald med paven i Rom som overhoved, så på sin vis er det romerske rige aldrig helt forsvundet. I Øst overlevede Byzans helt til 1453 og fortsatte på en anden måde under Osmannerne til det blev afløst af det moderne Tyrkiet i 1922. Så der er måske stadig håb for Europa. Som der er for Tyrkiet efter Istanbul stemte mod den autoritære præsident Erdogan ved sidste uges omvalg til borgmesterposten i kæmpebyen på begge sider af Bosporus.

Men selv om det kun lykkes at holde grænsen i Middelhavet for en tid, er vi nødt til at prøve af hensyn til vore egne lande og befolkningernes flertal. ’Sammenhængskraften’ som det nu hedder. Meget store dele af verden godt kan åbenbart tænke sig at være med i den europæiske velfærdsstat. Men der er måske en grund til at den er udviklet i Europa og ikke alle mulige andre steder. Begrænses indvandringen af flygtninge og migranter ikke risikerer vi flere folkelige oprør og en splittelse mellem Øst-, Vest- og Sydeuropa. Europa kan hurtigt miste det der gør vores samfund attraktivt for flygtninge og indvandrere. Jeg har måttet erkende at der er et kulturelt fundament for velfærdsstaten og retsstaten, ytringsfriheden og de andre goder vi forbinder med Europa generelt og de nordiske velfærdsstater specielt. Der er nogle lange, dybe, kulturelle og måske ligefrem religiøse forudsætninger for velfærdsstaten som min generation ikke var opmærksomme nok på.

Derfor sagde jeg i et interview med Weekendavisens Arne Hardis i april 2016: “Europa skal beskytte sig bag et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.” (WA 18.4. 2016). Det var under indtryk af den million flygtninge der væltede ind i 2015 og vandrede ad de europæiske motorveje. Også de danske, om end flertallet var på vej til det multikulturelle paradis Sverige. Med det resultat at der nu er paskontrol mellem Sverige og Danmark.

Men der er mere på spil end strømmen af flygtninge og migranter. Vi har måttet erkende at integration af mennesker er sværere end man troede i den naive optimismes halve århundrede hvor man regnede med at nationalisme og religion ville forsvinde i takt med den globale modernisering. I stedet har vi fået global nationalisme. Den nederlandske migrationsforsker Ruud Koopmans der nu arbejder i Berlin har ærligt beskrevet sit skifte fra en tro på multikulturalisme som måden at integrere indvandrere på til at stille benhårde krav til dem om kompetencer, sprog og accept af reglerne i det modtagende samfund. Det kaldes ‘assimilation’ og afvises stadig af de fleste der bærer på en tung arv af dårlig samvittighed over tidligere tiders europæiske kolonialisme og etnocentrisme. Den dårlige samvittighed er i ganske vist ret malplaceret i en småstat som den danske der har skilt sig af med sine kolonier, selv om det først skete i 1917 med salget af de Vestindiske Øer. Mange grønlændere mener at de har været udsat for dansk kolonialisme og undertrykkelse, men er nu ved at opdage at kineserne, amerikanerne og selv canadierne måske er værre.

Lidt kontroversielt er jeg nået frem til at en forudsætning for vellykket integration er at de nye danskere overtager de lutheranske dyder, der gennemsyrer det danske samfund, kort sagt kulturel assimilation. Det skrev jeg i et par klummer i Kristeligt Dagblad og et interview i Jyllands-Posten i september 2017. Det opfattede mine kritikere, fra Kristeligt Dagblads lederskribent til repræsentanter for muslimsk ungdom, som et krav om, at de skal blive kristne og opgive deres egen religion, først og fremmest islam. Det er ikke min mening. Tværtimod vil det være i modstrid med den danske civile religion at stille krav om vi skal kende folkekirkens teologiske raffinementer eller bare komme til gudstjeneste i den kirke det store flertal betaler kontingent til.

Sekulariseret lutheranisme er grundlaget for det moderne Danmark, retsstaten og velfærdsstaten. Det har jeg beskrevet i en lille bog om Reformationens betydning for dansk identitet, hvor jeg når frem til, at Socialdemokratiet og velfærdsstaten er resultater af lutheranismen. Ikke direkte, men via en lang og kompliceret historie. Kombinationen af lutherdommens accept af statsmagtens autoritet med vækkelsesbevægelsernes betydning for fremkomsten af det politiske og sociale demokrati i 1800-tallet som en reaktion på statskirkens kontrol er afgørende. Diskussionen foregik inden for et kristent univers, men handlede om retten til selv at bestemme sit forhold til Gud og samfundet. Det er disse ofte konservative værdier som gennemsyrede de folkelige bevægelser, især grundtvigianismen, Indre Mission, afholdsbevægelsen og Socialdemokratiet der førte til velfærdsstaten i det 20. århundrede. Kort sagt den skattebetalte danske model med høj grad af national og social sammenhængskraft.

De danske demokratiske værdier er resultat af samspillet mellem den stærke stat, der oprindeligt blev båret af de statsansatte præster og menighederne. Tankegodset stammer fra Luthers afvisning af at man kan gøre sig fortjent til Guds nåde gennem gode gerninger. At arbejde og gøre sin pligt i ”kald og stand” er ifølge Luther meningen med livet. En mening, som gør det ”naturligt” at føle pligt til at bidrage til fællesskabet ved at betale skat til den fælles kasse uden at snyde alt for meget. Ved nøjere eftersyn viser det imidlertid at det i høj grad er kulturelt bestemt at tænke at vi som borgere ikke kun har rettigheder, men også pligter. Det er disse værdier vi må udbrede til indvandrerne som forudsætning for at velfærdssamfundet kan overleve. Disse værdier er langtfra almindelige, tværtimod. Derfor assimilation som forudsætning for integration.

Er dette sekulære lutheranske samfund kristent? På overfladen ja, da det store flertal stadig er medlem af den luthersk-evangeliske folkekirke. Men det store flertal af folkekirkens medlemmer kender ikke meget til det kristne grundlag og benytter mestendels kirken som en organisering af livets højtider, mens de sammensætter deres personlige religion med alt godt fra sjælevandring og healing til renlivet ateisme. Der er kort sagt tale om kulturkristendom som ramme om en samfundsmodel, der bygger på arbejdet som identitetsskaber og viser sig i respekt for statens autoritet og vilje til at betale skat. Det er skildret godt i en serie bøger om Reformationen i 2017 af Niels Kærgaard om lykke, skat og arbejde, Ditlev Tamm om staten og retten hvor min egen om dansk identitet også udkom.

Det er hele dette kompleks af normer og idealer for den gode samfundsborger, jeg tænker på med ”lutheranisme”. Om det er kristendom, overlader jeg til andre at afgøre. Luthers lære er på kompliceret vis årsag til komplekset, men ikke direkte som det fremgår af kritikerne af Luther med Frederik Stjernfelt i spidsen. Derfor skelner jeg mellem religionsneutral lutheranisme og kristendom som religiøs overbevisning. Faktisk tyder meget på, at inderligt troende kristne og muslimer har lettere ved at forstå og respektere hinanden end deres ‘kun’ kulturkristne medborgere, uanset om disse er medlemmer af folkekirken eller ej.

Det viste sig i et indlæg mod mig af en organisation der kalder sig ’Muslimsk i Danmark’ Jeg fik aldrig svaret da jeg er i tvivl om hvad man skal sige til disse tilsyneladende velintegrerede unge der på mange måder er et resultat af dansk opdragelse. De taler accentfrit dansk og er godt i gang med lange uddannelser, især medicin, jura og ingeniørstudierne, mens de holder sig på afstand af de humanistiske snakkefag, bortset fra arabisk. Og har intet til overs for det dansk demokrati.

De skrev: ”Assimilation er fuldstændig udelukket. Den muslimske ungdom vil ikke gennemgå en lutheransk kompromisløsning i Europa, på samme måde som du i indlægget nævner, at jøderne i Danmark har gjort”. Jeg havde henvist til at jøderne er blevet kulturelt assimileret i det danske samfund og i dag ikke stiller særlige krav, selvom mange af dem har beholdt deres religion. Og henviste til at vi i dag alle er blevet sprogligt assimileret, idet vi har lagt vores dialekter fra os for at leve op til kravet om at tale rigsdansk. Det er den samme bevægelse, vi har brug for blandt alle indvandrerne i dag.

Den udtalelse var Muslimsk Ungdom i Danmark meget kritiske overfor. De mente at historikerens udmelding er irrationel og kritisabel med ordene: ”Er du villig til at møde de mennesker, du adresserer? Vi inviterer til en åben, saglig debat, hvor emnet kan vendes og drejes, og hvor alle på lige vilkår kan argumentere for deres sag.” og fortsatte: ”Islam er et livssyn, som åbner vej for forskellighed. Det er nemlig ikke islamisk skik at påtvinge andre bestemte værdier, så mens det må siges at være din foretrukne tilgang, kære professor, er det noget, vi som muslimer tager stærkt afstand fra.” ”Muslimsk Ungdom i Danmark har ikke tænkt sig at lade sig assimilere i samme grad som historikeren nævner, at jøderne har gjort det. Det nægter vi af den simple årsag, at vores efterliv ikke er noget vi tør satse for en midlertidig anerkendelse i det verdslige liv. Vi kan ikke tale på vegne af andre religiøse befolkningsgrupper, men Islam er et komplet livssystem, hvor samfund og spiritualitet er to sider af samme mønt og ikke til at adskille.”

Organisationen slår fast at den ikke kun taler på vegne af dens 500 medlemmer, men på vegne af muslimer i hele landet. ”Vi er ikke fremmede indvandrere i Danmark, men født og opvokset her på lige fod med andre etniske danskere og har derfor retten til at definere landets værdier – på lige fod med andre danske ikke-muslimer. Vi mener ikke, at succeskriteriet for muslimer i Danmark er, at de skal give afkald på deres værdier, men mener tværtimod, at disse værdier kan bidrage til et bedre Danmark”. (Jyllands-Posten 19.9. 2017).

Ifølge hjemmesiden er ’Muslimer i Danmark’ en muslimsk ungdomsforening der hovedsageligt består af unge muslimer, som er inspireret af den muslimske tro med det mål at ”vejlede og motivere unge muslimer til at blive velfungerende borgere, som deltager aktivt i det danske samfund, men som samtidig har en sand islamisk forståelse.” Derfor er jeg nået frem til at tiden er inde til at bygge mure rundt om Europa. Kun ved at bremse den ukontrollerede indvandring kan vi måske genvinde vælgernes tro på EU-projektet. Og vores danske samfundsmodel med alle den mangler og ufuldkommenheder som udstilles i vanskelighederne med at danne en centrum-venstre regering.

Længere begrundelse findes i bogen Hvorhen Europa, Djøf forlag 2018