På sporet af den demokratiske vækkelse
Kristeligt Dagblad 29.3.2019, 19
Anmeldelse af Rune Lykkeberg: Vesten mod Vesten. Informations Forlag 28.3. 2019, 495 sider
Det er en spændende bog chefredaktøren på Information har skrevet. Imponerende at han har fundet tid til at skrive en dyb og original refleksion over de vestlige værdiers krise samtidig med sin journalistiske indsats. Samt alle de bøger, film og tv-serier han har oplevet med sine børn og her benytter som sit empiriske råstof. Men ikke kun som empirisk grundlag, også som teoretisk inspiration. Blandingen af politisk og sociologisk analyse, kulturhistoriske observationer, skønlitteratur og film er blevet hans varemærke i et originalt forfatterskab der primært handler om danske forhold, ’Kampen om sandhederne’ og ’Alle har ret’ om demokratiets problem. Denne gang gælder det hele den vestlige kultur, foranlediget af den krise der er udløst af valget af Donald Trump til amerikansk præsident, Storbritanniens farvel til EU og de national-populistiske oprør i det ene europæiske land efter det andet. Alt sammen bevægelser der kommer på et tidspunkt hvor vi med Francis Fukuyama troede at de liberale værdier endegyldigt havde sejret med kommunismens undergang.
Som alle andre pæne liberale og venstreorienterede havde han ikke forudset valget af Trump. Det beskrives godt i efterskriftet hvor han beretter om sin oplevelse af den amerikanske valgkamp i 2016 sammen med familien. Dette chok har imidlertid sat ham i gang med at tænke over årsagerne til oprøret og hvilke følger det vil få. Det er indholdet i den veloplagte første del der er en bog i sig selv. Han skriver sig selv og sin 1974 generations erfaringer ind i analysen og sammenligner overbevisende efterkrigstidens optimistiske kulturprodukter med det ungdommen i dag tager til sig i form af bøger, musik, film og tv-serier. Det er for en ældre læser helt nyt land der her åbnes med grundige referater af Hunger Games og andet som jeg aldrig havde hørt om.
Men der er mere. Harry Potters millionsælgende serie anvendes til en indtrængende analyse af de fire hovedpositioner i dagens politik. Man kan ligefrem sige at han anvender de fire kollegier på troldmandsskolen som weberske idealtyper til at identificere de modsætninger som forklarer det vælgeroprør ingen intellektuelle i medierne og på universiteterne havde forudset eller kan forstå. Lykkebergs originale greb er at tolke oprøret positivt som en demokratisk korrektion af værdier og idealer der blev formuleret i de tredive år mellem 1945 og 1975, les trente glorieuses som det hedder på fransk. Den periode førte til det europæiske samarbejde og de internationale konventioner, alt der nu sættes spørgsmål ved. Lykkeberg kalder tiden for ’guldalderen’.
Den periode gennemgår han for og imod i to store idehistoriske kapitler. Velskrevne og baseret på en yderst omfattende læsning af alt fra filosofiens klassikere til Norbert Elias’ civilisationshistorie og fransk eksistentialisme, iblandet økonomikritiske redegørelser med diskussion af hvordan keynesianismen blev afløst Hayeks og Friedmans monetaristiske liberalisme. Yderst interessant, men det bliver pga. omfanget ikke ganske klart hvordan de indre modsætninger i den vestlige konstruktion har ført til de nationalistiske oprør. Blot at det skete.
Lykkebergs bog kommer til at blive stående længe. Ikke så meget i kraft af de omfattende idehistoriske redegørelser som sit beslutsomme forsøg på at forstå oprøret blandt hvide mandlige arbejdere og andre grupper der har tabt på internationaliseringen og globaliseringen. Det kan i bedste fald føre til en demokratisk kurskorrektion der måske kan redde det gode ved de vestlige værdier. Og så får ældre læsere oven i købet en indsigtsfuld indføring i ungdomskulturens hovedværker i flere generationer.
Bedømt med fem stjerner