EU er blevet en føderation af nationalstater

UDENRIGS 1 I 2019 I 57

Af Uffe Østergård med bidrag om Parlamentet af Jens-Peter Bonde

 

Valget til Europa-Parlamentet kan blive begyndelsen til en mere fælle­seuropæisk politisk kultur. Ironisk nok er den udvikling særligt drevet af de nationalistiske kræfter, der iv­rigt samarbejder med hinanden over grænserne.

Hvordan vil de højrenationalistiske partier fungere i Europa-Parlamentet set i lyset af erfaringen med de dan­ske modstandere af det europæiske samarbejde. Det ser ud til at briterne alligevel deltager i valget til EU-par­lamentet 26. maj, men kun pro forma og formentlig kun for en tid. Hvordan det spænder af er umuligt at forudsige, selv om det bliver kompliceret at luk­ke mere eller mindre modvillige briti­ske parlamentarikere ind i det som nu har udviklet til et repræsentativt organ med rigtig magt. Men uanset hvordan det går med briterne i EU ser det ud til at de to store partiers dominans, det konservative European People’s Party og socialisternes S&D, vil blive brudt, og at højrenationalistiske partier der vil begrænse EU vinder valget. Para­doksalt nok er det nu modstanderne af EU der opererer politisk på tværs af grænserne. Det tydeligste eksempel er den italienske indenrigsminister Mat­teo Salvinis opfordring til de ’gule ve­ste’ i Frankrig om at vælte præsident Emmanuel Macron hurtigst muligt. Denne fremgangsmåde har den me-get pro-europæiske Macron kun haft fantasi til at besvare med gammeldags midler for omgangen mellem stater ved at hjemkalde den franske am­bassadør i Rom. Det er lykkedes den italienske præsident Sergio Mattarella at lappe lidt på krisen mellem lande­ne. Tilbage står dog at det nu er ’an­ti-europæerne’ der driver grænseover­skridende europæisk politik, mens ’pro-europæerne’ tænker og handler traditionelt nationalt og mellemstats­ligt. Bortset fra de Grønne partier som står til stor fremgang på socialisternes bekostning.

På den baggrund er det helt logisk at Matteo Salvini bestræber sig på at skabe en ’Europæisk Alliance for Folk og Nationer’ forud for valget til Euro­pa-Parlamentet 26. maj 2019. Matteo Salvini inviterede fire partier til møde i Milano 8. april 2019, hans egen Lega (tidligere Lega Nord), De Sanna Fin­ner, Alternative für Deutschland og Dansk Folkeparti. Disse fire partier er i øjeblikket medlemmer af forskelli­ge grupper i Parlamentet, men det ser ud til at det er lykkedes dem at skabe én stor højrenational gruppe. Freiheit­liche Partei Östereichs, FPÖ, Marine Le Pens franske ’National Samling’ (Rassemblement National), Vlaams Belang fra Belgien og Estlands Konser­vative Folkeparti meddelte 19. april at de tilslutter sig gruppen. Hvis Viktor Orbáns Fidesz også går med sammen med det polske regeringsparti, Lov og Retfærdighed, PiS, og Geert Wil­ders’ nederlandske Frihedsparti bliver nationalisterne den største gruppe i Parlamentet. Måske bliver de endda støttet af Nigel Farages nye parti Bre­xit, i hvert fald for en tid. Han har net­op annonceret at ville stille op til det britiske spøgelsesvalg 26. maj. Godt nok for at sikre UK’s udtræden, men da valgmetoden er proportional, har den trænede politiker mulighed for at vinde over de to store partier, de Kon­servative og Labour. Det var udsigten til det der i 2016 fik David Cameron til at udskrive den fatale folkeafstemning om EU. Det nederlag de konservati­ve frygtede kan nu på ironisk vis blive en realitet, fordi briterne ikke kan be­stemme sig og har udskudt afgørelsen om udtræden, foreløbig til 31. okto­ber, og derfor skal afholde valget til EU-Parlamentet.

Alt dette åbner muligheden for at magten føres tilbage til nationalstater­ne i overensstemmelse med det pro­gram for en ’reform af EU’ som den ungarske statsminister Viktor Orbán lagde frem i en tale for det ungarske mindretal i Sibiu i Rumænien 29. juli 2018. Usikkerheden om hvor vidt par­tierne i den nye alliance skal kaldes højrenationalistiske, nationalkonser­vative eller højrepopulistiske demon­strerer deres ideologiske forskelle og deres vanskelighed med at enes om andet end nationale paroler og afvis­ning af immigranter og flygtninge. De er dybt uenige om forholdet til Vladi­mir Putins Rusland som Salvini, Mari­ne Le Pen og AfD holder af, men som de fleste andre frygter og afskyr. De nationalistiske partier har hidtil aldrig kunnet enes, men chancen for at få rigtig magt kan måske denne gang få dem til at bryde med gamle vaner og gå på kompromis.

Da parlamentet er lovgiver sammen med Kommissionen og Rådet kan det som minimum give dem mulighed for at kaste grus i EU’s maskineri. Men måske vil de gå videre og gøre alvor af deres programmer om at føre mag-ten tilbage til nationalstaterne. Under alle omstændigheder tegner der sig konturer af rigtige politisk ideologi­ske kampe på europæisk plan, nu blot med nationalisterne som anførere af en reform af samarbejdet. Det frygter mange iagttagere, men man kan også betragte det som en demokratisering af EU, sådan som Anna Libak gjorde i Berlingske Opinion 12. april 2019. Og dermed på længere sigt begyndelsen til en fælles europæisk politisk kul­tur som hidtil ikke har indfundet sig. Tværtimod har samarbejdet, trods de mange store ord, reelt styrket nationa­lismen i befolkningerne, selv om na­tionalstaterne har afgivet suverænitet på udvalgte områder. Dette paradoks forstås bedst under overskriften at ’EU er blevet en føderation af nationalsta­ter’. Hidtil har den øgede indflydelse for Europa-Parlamentet ført til falden­de valgdeltagelse og stigende afvisning af samarbejdet blandt vælgerne. Det skyldes sandsynligvis den afpolitise­ring som de store gruppers dominans har ført med sig. EU-lovgivningen er kvalificeret, men fremtræder som tek­nokratisk og fjern.

For at forstå reaktionen og afpoli­tiseringen er det nødvendigt med en kort redegørelse for udviklingen af arbejdet i Parlamentet, der har været præget af en magtdeling mellem de to største grupper – de konservative kri­stelige demokrater i EPP og socialde­mokraterne i S&D. Tilsammen har de to partier haft flertal i Parlamentet si­den det første direkte valg i 1979. Ved valget i 2014 gik højrepartierne stærkt frem i antal, men ikke i indflydelse. Marine Le Pens Front National, der i dag hedder Rassemblement National, blev Frankrigs største parti i EU-Par­lamentet og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti fik 465.758 per­sonlige stemmer og fire medlemmer for DF. Men som så ofte før formåe­de nationalisterne ikke at samarbej­de og det lykkedes de andre grupper at holde det yderste højre uden for indflydelse i den samling, der nu går til ende, hvilket skyldes den politiske kultur der har udviklet sig i Parlamen­tet siden det blev direkte valgt i 1979.

Der findes i dag et antal politiske ’familier’ i Parlamentet som er or­ganiseret i otte grupper. Der skal 25 medlemmer til at danne en politisk gruppe og de skal komme fra mindst syv forskellige medlemslande. Det før­ste højrenationalistiske parti i Euro­pa-Parlamentet var den neofascistiske italienske sociale bevægelse i 1979, Movimento Sociale Italiano. Partiet var alene og kunne derfor ikke danne en gruppe. I 1984 kom flere højre­partier til og de oprettede en gruppe af det italienske MSI, franske Front National og et græsk parti. Gruppen overlevede hele valgperioden, men havde ingen indflydelse. I 1989 danne­des flere forskellige grupper af parti­er fra den yderste højrefløj. Egentlig ville de have dannet en større gruppe, men italienerne og tyskerne kunne ikke enes om det tysktalende Sydty­rols tilhørsforhold mellem Østrig og Italien. Først i 2007 dannedes gruppen ’Identitet, Tradition og Suverænitet’ af italienere, franskmænd, udbryde­re fra britiske UKIP, rumænere og det østrigske Frihedsparti. Men den holdt kun sammen et enkelt år. Ved valget i 2014 styrkedes højrepopulisterne som følge af udbredt EU-skepsis efter finanskrisen, krav om kontrol med grænserne og modstand mod immi­gration. Men i stedet for at samle sig i

 

Politiske grupper i EU-Parlamentet 2014-2019

  • EPP – Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), 215 mandater, en dansker
  • S&D – Det Progressive Forbund af Socialdemokrater, 189 mandater, tre danskere
  • ECR – De Europæiske Konservative og Reformister, 74 mandater, tre fra DF, en partiløs
  • ALDE – Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, 70 mandater, tre danskere
  • GUE/NGL – Den Europæiske Venstrefløjs fællesgruppe/Nordisk Grøn­ne Venstre, 52 mandater, en dansker
  • De Grønne – 50 mandater, en dansker
  • EFDD – Europæisk Frihed og Direkte Demokrati, 46 mandater, ingen danskere
  • ENF – Nationernes og Frihedens Europa, 39 mandater, ingen danskere
  • Løsgængere, 16 mandater

 

én stor gruppe fordelte nationalisterne sig i tre mindre grupper. Det tillod de to største partier at dele magten som de plejer. Selv formandskabet deltes mellem de to store med to et halvt år til hver.

EFDD omfattede britiske UKIP og Femstjernebevægelsen fra Italien; ECR bestod af britiske konservative, Dansk Folkeparti, de Sanna Finner og Sveri­ge-demokraterna, mens ENF omfat­tede Le Pens Rassemblement Natio­nal, Salvinis Lega og Geert Wilders’ Frihedsparti. Orbáns Fidesz forblev medlem af den kristeligt demokrati­ske gruppe, trods hans stadig krafti­gere kritik af EU’s flygtningepolitik, autoritære tiltag i Ungarn og hidsige sammenstød med føderalistiske po­litikere som belgieren Guy Verhof­stadt. ENF, Nationernes og Frihedens Europa, blev oprettet juni 2015 af Marine Le Pen, Geert Wilders fra det nederlandske Frihedsparti og Matteo Salvini fra Lega Nord i Italien sammen med det Østrigske Frihedsparti, bel­giske Vlaams Belang, to afhoppere fra UKIP, en afhopper fra AfD i Tyskland i det Blå Parti og to medlemmer fra det polske Ny Højre. Gruppen Euro­pæisk Frihed og Direkte Demokrati (EFDD), som tidligere hed EFD, op­rettedes i 2015 af Nigel Farage fra det britiske, euroskeptiske UKIP. Dansk Folkeparti, de Sanna Finner og itali­enske Lega Nord forlod dog gruppen, men til gengæld lykkedes det Farage at få den italienske Femstjernebevægelse med, sammen det litauiske parti Lov og Orden, et tjekkisk parti, den letti­ske Bondeunion og en enkelt afhopper fra det franske Rassemblement Natio­nal. Det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), Dansk Folkeparti, de Sanna Finner og Sverigedemokra­terna er sammen med de britiske kon­servative med i gruppen Europæiske Konservative og Reformister, ECR.

Spørgsmålet er hvad der vil ske med højrenationalisterne efter et Brexit, der indebærer at den konservative gruppe ECR mister de britiske konservative, mens EFDD mister det britiske UKIP. Italienske Lega, franske Rassemble­ment National og Dansk Folkeparti har mange politikområder tilfælles. Ingen af dem kan lide immigranter og flygtninge, ingen af dem kan lide at afgive suverænitet og de går ind for grænsekontrol. Problemet er hvordan samarbejdet vil blive opfattet af deres vælgerne derhjemme. Det gælder især skandinaverne, der anser de andre som højreekstremister. Men måske er tiderne ved at ændre sig. Dansk Fol­kepartis nye spidskandidat, Peter Ko­foed, har udtalt at han ønsker sig en supergruppe af euroskeptikere. Som vi har set, er den godt på vej og der arbejdes hårdt bag kulisserne for at gøre den endnu større. Matteo Salvi­ni har forhandlet med PiS i Polen om tilslutning til ENF, hvor han og Ras­semblement National er organiseret. Han har også talt med Viktor Orbáns ungarske Fidesz, der er med i den sto­re kristeligt-demokratiske konserva­tive EPP-gruppe. Dens leder Manfred Weber har netop suspenderet Fidesz efter en grov kampagne i Ungarn mod Kommissionens formand Jean-Clau­de Juncker og finansmanden George Soros. Så måske ender den veltalen­de Orbán som leder af en stor høj­renational gruppe, selv om italienerne, franskmændene og tyskerne er mange

flere. En gruppe, der ifølge nogle me­ningsmålinger, kan blive den største i Parlamentet.

Dansk Folkeparti prøver at berolige sine hjemlige vælgere ved at under­strege at det ikke samarbejder med radikale højrefløjspartier, men med respektable regeringsbærende partier. PiS og Rassemblement National kom­mer dårligt ud af det med hinanden og den ungarske premierminister Viktor Orbán har hidtil foretrukket at blive i EPP, som trods tilbagegang stadig vil være en magtfuld gruppe efter valget. Så let bliver ikke, uanset om briterne er inde eller ude. I den situation kan erfaringen fra den danske Folkebevæ­gelse mod EU i Europa-Parlamentet siden 1979 illustrere valgmulighederne for EU-skeptikere i praktisk politik. Dele af Folkebevægelsen bevægede sig fra total modstand til konstruktiv kritik i kraft af mulighederne og hen­synet til deres vælgere. Nogle prin­cipryttere fastholdt ganske vist den golde modstand, men andre gik ind i det konkrete lovgivningsarbejde. Man kan forestille sig at det samme vil ske for de nationalistiske EU-skeptiske partier når de konfronteres med an­svarets byrde, selv om deres retorik er voldsom.

Fra Forsamling til Parlament

Det europæiske samarbejde var fra begyndelsen med Kul- og Stålunionen i 1951 udstyret med en forsamling be­stående af repræsentanter fra de seks nationale parlamenter. Men den havde ingen magt. Europa-Parlamentet tog sit navn i 1962, da der stadig kun var seks medlemslande i Fællesmarkedet som det var blevet i 1957. På initia­tiv af den italienske føderalist Altiero Spinelli blev Europa-Parlamentet valgt direkte fra 1979, men havde stadig ingen indflydelse. Det var først med den Fælleseuropæiske Akt i 1987 at de direkte valgte medlemmer af Parla­mentet fik en begyndende indflydelse på lovenes udformning. Parlamen­tet skulle afgive en ’samstemmende udtalelse’ ved udvidelser af EF og ved indgåelse af associeringsaftaler. Det var magtbeføjelser som Parlamentet kunne bruge til at tilkæmpe sig mere magt.

 

Fællesakten blev kaldt for ‘EF-pak­ken’ i Danmark. Den indførte det fælles Indre Marked med en række nye flertalsafgørelser i Traktaterne, hvor der før var krav om enstemmig­hed. Samtidig holdt man op med at anvende Luxembourg-forligets vetoret i Ministerrådet. Ministerrådet fik sam­tidig en ny forretningsorden, hvoref­ter der var automatisk afstemning om lovene i Rådet. De nye stemmeregler flyttede magt fra medlemslandene til Kommissionen og det skulle vise sig at den var nemmere for det direkte valg­te Europa-Parlament at påvirke end det havde været for Forsamlingen af delegerede fra de nationale parlamen­ter. Parlamentet fik nu mulighed for at blive hørt to gange og ret til at frem­sætte ændringsforslag. EF fik samti­dig ret til at lovgive på en lang række nye borgernære områder som miljø og arbejdsmiljø, sikkerhed og sund­hed, social- og arbejdsmarkedspolitik, økonomisk og social samhørighed, forskning og udvikling samt hele det indre marked.

Folkebevægelsen mod EF kom derfor i klemme efter det danske ja i 1987. Det rakte ikke længere at pro­testere mod EF’s indblanding i dansk lovgivning for lovene blev rent faktisk vedtaget i EF efter at et flertal i Dan-mark havde godkendt de nye regler ved en vejledende folkeafstemning 27. februar 1986. Justitsministeriet fandt ud fra en formel juridisk vurdering ikke at der blev overladt suverænitet. Medlemslandene skulle nu være enige, hvis de ville afvise et ændringsforslag fra Parlamentet. Love kunne vedtages med kvalificeret flertal i Ministerrådet, men retten til at stille ændringsforslag var en revolution i Parlamentets mu­lighed for indflydelse. Spørgsmålet var nu om Folkebevægelsen skulle lægge armene over kors og lade de andre medlemmer bestemme?

Folkebevægelsens fire danske med­lemmer kunne rent faktisk blive ud­slagsgivende i nogle af afstemningerne. I den situation besluttede de at tage del i afstemningerne og deltog også flittigt i det forberedende arbejde i udvalge­ne og indførte ligefrem stemmepligt. Gruppen tog Parlamentets nye kompe­tencer meget seriøst, selv om bevæ­gelsen stadig principielt ville ud af EF. Den var valgt til at være imod det dan­ske medlemskab af EF, men tog del i det daglige lovgivningsarbejde og kom til at samarbejde med kolleger fra an­dre partier og lande. Derved blev den efterhånden en del af det system den var valgt til at være imod. Løsningen blev at undlade at stemme og i ste­det demonstrere sin modstand ved at stemme imod bevillinger på områder, som klart lå uden for EF’s kompetence.

 

Medlemmerne mødes ikke blot i deres fagudvalg, men også i tværpo­litiske emnegrupper, såkaldte inter­grupper. Det kræver tilslutning fra tre politiske grupper, hvis en intergruppe skal have officiel status. Bonde tog ini­tiativ til intergruppen ’SOS Demokrati for medlemmer, der ville af med EU’s demokratiske underskud. Det førte til en uformel intergruppe, ’Venner af Hæderlig Bogføring’. Den arrangere­de møder med whistleblowerere, der afslørede så mange skandaler at Santer Kommissionen måtte trække sig den

  1. marts 1999. De menige medlem­mer i grupperne gjorde oprør mod deres ledelser og Kommissionens for­mand, Jacques Santer, valgte at træde tilbage frivilligt nogle få dage før han ellers ville være tvunget til at gå. Den skandaløse forvaltning var ikke San­ters skyld, men det var hans ansvar og derfor måtte han gå.

Intergruppen for vedvarende energi i 1994, Eurosun, satte en grøn dagsor­den i energipolitikken med satsning på vedvarende energi. Som formand mødtes Bonde regelmæssigt med Par­lamentets spanske kristen-demokrati­ske formand, José Maria Gil-Robles og overtalte ham til at gå med i arbejdet. Derved åbnedes for en bred tilslutning i Parlamentet til vedvarende energi­projekter og omstilling til bæredygtig energi. Fremgangsmåden var typisk for Parlamentet, der arbejder gennem personlige relationer imellem med­lemmerne. Det kan virke stødende på renlivede skandinaver, men er nød­vendigt i en så broget og sprogligt-kul­turelt sammensat forsamling.

Et andet eksempel er indsatsen

for dyrevelfærd. Birgit Bjørnvig, Ulla Sandbæk og Bent Hindrup Andersen fra JuniBevægelsen arbejdede i inter­gruppen for dyrevelfærd sammen med de internationale dyreværnsforenin­ger. Trods tab af to mandater i 2004 lykkedes det sammen med den kon­servative Gitte Seeberg at iværksæt­te en underskriftsindsamling blandt medlemmerne mod lange transporter af dyr. Et forslag er automatisk vedta­get, hvis halvdelen af medlemmerne har skrevet under. Sagen blev således rejst, men støtten til dyrevelfærd kom først senere med socialdemokraten Dan Jørgensen som motor. Han fik flertallet i Parlamentet til at skrive un­der og tog også initiativ til at samle en million underskrifter blandt borgerne i EU. Kommissionen lovede først at gøre noget, men trak så i land. Parla­mentet blev rasende, men kunne intet gøre. Det kan Parlamentet i dag.

Intergrupperne spiller en stor og overset rolle, men Folkebevægelsen udnyttede dem ikke til at få indfly­delse i EF, da den hellere ville ud af EF end påvirke lovgivningen. Men efter vælgernes ja ved folkeafstem­ningen i 1986 måtte modstanderne ifølge Bonde være med til at forhindre at de danske love med højere nor­mer for sikkerhed og sundhed, miljø og arbejdsmiljø, forbrugerbeskyttel­se og sociale forhold blev stemt ned i EF-Parlamentet. Det lagde grunden til den senere splittelse af Folkebevægel­sen og skabelsen af JuniBevægelsen i 1992. JuniBevægelsen ville forene til­hængere og modstandere af Danmarks medlemskab i EU, men samtidig delta­ge helt og fuldt i Parlamentets lovgiv­ningsarbejde. Kritikken af EF’s mangel på demokrati var ikke blevet mindre, men den gik samtidig ind i det kon­krete arbejde med lovene. Det kostede støtte og JuniBevægelsen blev nedlagt efter valget i 2009, mens Enhedslistens tidligere medlem af Folketinget, Søren Søndergaard, genvandt et mandat til Folkebevægelsen, der fortsat kæmper for at komme ud af EU.

Ved valget i 2019 opstiller Enheds­listen med egen partiliste og indgår i alliancen ’Now the People’ sammen med fem andre venstrefløjspartier i Europa. Deres klimapolitik på euro­pæisk plan blev præsenteret i Køben­havn 24.4.19 (Information 24.4. s. 3 og 16-17). Flertallet af enhedslistens vælgere accepterer EU-medlemska­bet og EU-Parlamentet er for dem en vigtig politisk kampplads. Alt tyder derfor på at de nu vil føre politik i EU. Yderst kritisk, ja, men europæ­isk. Uffe Elbæks parti, ’Alternativet’, opstiller for første gang til Euro­pa-Parlamentet og indgår i et samar­bejde med andre venstrefløjsgrupper ’Europæisk Forår’, som er etableret af den tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis.

Et Mickey Mouse Parlament?

Den britiske premierminister Marga­ret Thatcher kaldte i firserne Euro­pa-Parlamentet for en Mickey Mouse forsamling. Det var rigtigt dengang. Det var også rigtigt, da den danske EU-kommissær Ritt Bjerregaard ved sin tiltræden i 1994/95 sagde at Parla­mentet ikke var et rigtigt parlament. Hun fik ørerne i maskinen, men hun havde ret. Dengang var Parlamentet en forsamling, der kæmpede indædt for at blive et ansvarligt parlament. Det er det i dag, hvor Europa-Parla­mentet har indflydelse på lovgivnin­gen. Det kan ikke udskrive skatter, men har fået det sidste ord over bud­gettet, undtagen for landbrugsudgifter. Parlamentet kan ikke sende soldater i krig, men MEP’erne kan bestemme udgifter til militær forskning, for­svar og grænsebevogtning. Forsvaret er med i budgettet for 2019. Magten til de folkevalgte er stadig stærkt be­grænset i Traktaterne, men medlem­merne har i praksis tilkæmpet sig en rolle som medlovgiver sammen med Kommissionen og Ministerrådet.

I 2014 besluttede de folkevalgte endda hvem der skulle være formand for Kommissionen. De afviste et par forslag til kommissærer og var i prak­sis med til at udpege Kommissionen. At udpege regeringen er den vigtigste funktion i ethvert demokrati og den magt er ved at blive erobret af Unio­nens Parlament i strid med Traktatens regler. Europa-Parlamentet har med­indflydelse på vedtagelse af reglerne om det fælles EU-politi, Europol. Par­lamentet har også en stemme når der diskuteres skattely. Parlamentet har nedsat særlige undersøgelsesudvalg til at opklare svig og skatteunddragelse. Parlamentet har støttet kunstnernes ret til betaling fra de store internetud­bydere. I sådanne afstemninger tæller enhver stemme, også de danske. Det var således Parlamentet med den radi­kale Jens Rohde som ordfører, der sik­rede ensartede takster for mobilsamta­ler i hele EU.

 

EU-Domstolen

Den 29. maj 2018 foreslog Parlamentet at medlemslandene skal kunne kræve lige løn for arbejdere fra alle medlems­landene efter det såkaldte udstatio­neringsdirektiv. Der blev ikke udvist rettidig omhu da man åbnede EU for billig arbejdskraft fra de tidligere kommunistiske lande uden samtidig at få regler mod social dumping. Briter­ne stemte sig ud af EU i 2016, blandt andet i protest mod indvandring og arbejdskraftens frie bevægelighed. De lempelige regler var ikke kun beslut­tet af folkevalgte og ministre, men af EU-Domstolen i Luxembourg. Dom­merne havde gennem talrige domme udvidet traktatens princip om fri be­vægelighed for arbejdstagere til også at omfatte næsten alle borgere. Begrebet arbejdskraft blev gradvist udvidet til at omfatte folk, der blot arbejdede i kort tid. Til sidst rakte det med kvart­tidsstillinger. Med Genc-dommen fra 2010 ville Domstolen ikke udelukke at en tyrkisk kvinde, der arbejdede 5 ½ time om ugen som arbejdstager skulle have fulde sociale rettigheder. En dom havde tidligere givet fulde rettigheder til personer med ti timers ugentligt ar­bejde. Denne dom udvidede også den fri bevægelighed for arbejdskraft til at omfatte flere tyrkiske borgere, fordi Tyrkiet har en associeringsaftale med EU.

EU-Domstolen behandler også de danske familiesammenføringskrav for flygtninge og immigranter, som holder titusindvis af borgere uden for Dan-mark. Generaladvokaten har anbefalet Domstolen at dømme den danske lov ulovlig. Domstolen kan derfor meget

vel dømme den danske lov som rets­stridig, selv om den støttes af et stort flertal i Folketinget. EU-Domstolen kan på den måde afgøre en uenig­hed mellem et stort flertal og et lille mindretal i Folketinget. EU-dommer­ne fortolker traktaterne og dømmer ofte efter hvad der gavner integrati­onen mellem medlemslandene uden hensyntagen til Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Men den britiske folkeafstemning var en mave­puster, der blev fulgt op af andre valg og folkeafstemninger som var ubeha­gelige for lederne i Bruxelles. Det gav debat og Kommissionen, Ministerrå­det og Europa-Parlamentet blev enige om at skærpe reglerne i udstatione­ringsdirektivet. Arbejdere fra andre EU-lande kunne tidligere arbejde efter hjemlandets tariffer de første tre må­neder, mens landene får nu mulighed for at kræve værtslandets lønninger overholdt.

I 2018 fik Italien en ny regering af EU-kritikere, Lega og Movimento Cinque Stelle, Femstjernebevægelsen, der afviser eneansvaret for de man­ge flygtninge, der kommer til Italien. Valget pressede EU-statsministrene til at gennemføre den hidtil mest restrik­tive lovgivning om flygtninge og ind­vandrere. Der skal nu ansættes 10.000 fælles grænsebetjente til at bevogte de fælles ydre grænser og etableres lejre, hvor anmodninger om asyl kan be-handles inden flygtningene får lov til at komme ind. Hensigten er at afvise de økonomiske immigranter og få styr på fordelingen af flygtningene. Det er regeringerne ikke blevet enige om, men eksemplerne viser at regler kan ændres. Det kan ske gennem erfaring, diskussion og valg, der kan føre til nye flertal og nye love. I praksis kan Parla­mentet i dag blande sig i næsten alt.

”Den danske model” og EU-Parlamentet

Europa-Parlamentet er ikke kun delt af politiske forskelle. De danske med­lemmer arbejder for at deres uden­landske kolleger i de politiske grupper og i Kommissionen skal forstå danske synspunkter og respektere den danske model for arbejdsmarkedet, som er meget forskellig fra de andre landes. I juni 2018 blev Danmark stemt ned i Ministerrådet i forskellige sociale sager. Et kvalificeret flertal besluttede at lønmodtagere fra andre lande skal kunne få dansk arbejdsløshedsunder­støttelse betalt af den danske stat efter blot en enkelt måneds ophold i Dan-mark, mens den danske regel krævede mindst tre måneders arbejde i Dan-mark. Den ene måned kan supple-res med mindst 11 måneders arbejde derhjemme, fordi der kræves 12 må­neders samlet optjening af retten til understøttelse. Men i de fleste lande er de 11 måneder blot et krav om ophold i landet, ikke om arbejde.I december 2018 gik Europa-Parla­mentet så et skridt videre og beslutte­de at udlændinge skal kunne arbejde i Danmark i blot en enkelt dag og få ret til at tage understøttelsen ved ledighed med hjem i et halvt år, betalt af danske skatteydere. Det er dog en betingel­se at den ledige forinden har været i arbejde eller a-kasse et år i hjemlandet eller i andre lande i EU. Danmark fik støtte af Tyskland, Malta og Cypern samt de tre Benelux-lande, Nederlan­dene, Belgien og Luxembourg, men det var altså ikke nok til at blokere for lovændringen. De syv lande råder ikke over et blokerende mindretal. Der var heller ingen hjælp at hente i Europa-Parlamentet, tværtimod. Der­for skal danske skatteborgere nu til at betale den høje danske understøttelse til personer fra andre EU-lande, hvor lønnen er ringere end vores dagpenge ved ledighed. Det bliver næppe et stort økonomisk problem for Danmark, men det kan blive en stor sag ved val­get til Europa-Parlamentet. Danmark skal også fortsætte med at sende bør­nepenge til f.eks. Bulgarien, hvor de danske børnepenge er højere end den bulgarske mindsteløn. Briterne havde fået tilbudt en indeksering af børne­pengene efter leveomkostningerne i de forskellige lande. Men tilbuddet blev trukket tilbage, da briterne stemte nej til fortsat EU-medlemskab. Den danske regering forsøgte at få indek­seringen godkendt, men det lykke­des ikke, da Kommissionen ikke ville støtte forslaget. En ny Kommission og et nyt Parlament vil dog kunne skifte standpunkt.

 

EU-Kommissionen

Kommissionens rolle er uhyre magt­fuld. Den beslutter selvstændigt 70 % af alle love i EU og stiller forslagene til de resterende love. Hvis blot et en­kelt land er enig med Kommissionen kan resten af landene intet stille op. Det kræver nemlig enighed mellem samtlige medlemslande i EU, hvis man skal kunne ændre et lovforslag fra Kommissionen. På den anden side

FOTO: Europa-Parlamentets formandskonference mødes med verdens statsmænd. Jens-Peter Bonde her i samtale med FN´s generalsekretær, Kofi Annan, og Europa-Parlamentets daværende formand, Pat Cox.

Foto fra Europa-Parlamentets pressetjeneste uden copyright

kan Kommissionen ikke se bort fra holdningen i de forskellige medlems­lande. Landene skal give tilslutning i Ministerrådet til den ønskede lov med et såkaldt kvalificeret flertal på 55 % af landene. Dette flertal skal samti­dig repræsentere 65 % af EU-landenes samlede befolkning. Det kaldes for et ’dobbelt flertal’ og sikrer at medlems­landene får indflydelse efter deres størrelse. Et blokerende mindretal skal råde over medlemslande med over 35 % af den samlede EU-befolkning eller 13 af 28 lande, og stadig 13 af 27 efter britisk udtræden. Derfor må enhver Kommission særligt skele til hvad de største medlemslande mener om kom­mende lovforslag. Danmark stemmer i Ministerrådet med godt 5,7 millio­ner stemmer, mens Tyskland stemmer med godt 82 millioner.

Efter Lissabon-traktaten er det ikke det danske folketing, som bestemmer, hvem der skal være den danske stem-me i Kommissionen. Udnævnelsen af Kommissionens medlemmer sker nu ved at hvert lands statsminister frem­sætter ’antydninger’ for Kommissio­nens formand. Formanden bestemmer hvem der kommer med fra Danmark. Kommissionens formand bestemmer også hvilken rolle det danske med­lem skal have i Kommissionen. Skal det være en ligegyldig eller en vigtig post som konkurrence-kommissær eller næstformand med ansvar for en gruppe fagkommissærer? Der står ingen steder i traktaterne at forman­den ikke kan være dansk. Lilleputlan­det Luxembourg med en halv milli­on indbyggere har hele tre gange haft formandsposten, den liberale Gaston Thorn, kristen-demokraten Jacques Santer og hans partifælle, Jean-Claude Juncker.

Hvorfor er det ikke en selvfølge at Margrethe Vestager bliver indstillet som den næste danske kommissær? Hun har gjort det enormt godt som konkurrencekommissær og næv­nes i fuldt alvor som seriøs kandidat til formand for den næste Kommis­sion af seriøse observatører som the Economist. Hun er formentlig den franske præsident Emmanuel Ma­crons yndlingskandidat og er måske også den tyske kansler Angela Merkels foretrukne. De to står ikke så stærkt som de har gjort, men indflydelse har de stadig, trods de italienske populi­sters forsøg på at undergrave Macron. Vestager har ry for at holde på pen-gene og kunne forklare EU så vælger­ne begejstres. Måske kan hun skaffe flere euroer i de slunkne EU-kasser og opslutning om samarbejdet. Så hun står godt, undtagen blandt de afgø­rende beslutningstagere i Danmark, Lars Løkke Rasmussen og Mette Fre­deriksen. De har på hver sin måde klart signaleret at de foretrækker den dårlige gamle udvælgelsesmetode ud fra hvem man helst vil af med, ikke hvem der er bedst kvalificeret. Der­for blev Ritt Bjerregaard kommissær i sin tid. Metoden er ikke kun dansk, langt fra. Og den garanterer ikke altid inkompetencer. Tænk bare på kom­missærerne Finn Gundelach, Henning Christophersen og Connie Hedegaard. Men risikoen er stor. Den realistiske historiker Henning Poulsen anbefale­de altid lodtrækning ved stillingsbe­sættelser ud fra den tanke at så har de bedste også en chance.

Men sådan er det ikke i politik. Her siger rygterne at Lars Løkke indstiller sig selv, hvis han taber det kommen­de danske folketingsvalg. Forudsæt­ningen er ganske vist at nationalpo­pulisterne ikke går så meget frem ved valget til Europa-Parlamentet 26. maj at de kan sætte alt i stå, at Italien ik­ke går fallit, at Katalonien ikke når at sprænge Spanien i stumper ved valget i april og så videre. Potentielle ulyk­ker står i kø. Men hvis EU-Parlamen­tet ikke er helt uarbejdsdygtigt efter en sejr for Viktor Orbán, Matteo Salvi­ni, Marine Le Pen, de gule veste, AfD i Tyskland, Sverige-demokraterne og mange flere, er sandsynligheden for Lars Løkke som middelmådig dansk kommissær stor, hvis kommissæren udnævnes som vi plejer.

Alternativet er at stemme om den danske kandidat til Kommissionen. På den måde vil den med flest stemmer have en god chance for at blive udpe­get. Og så kan man næppe forestille sig en nyvalgt Kommissionsformand afvise hende, der fik 50 % af stemmer­ne i Danmark og foretrække sin egen partifælle, selv om han kun fik 10 % af stemmerne. Det er også blevet fore­slået at borgerne skal kunne stemme direkte på formanden for Kommissi­onen i alle lande som man i USA kan vælge præsident. Det er måske muligt når vælgerne nogle gange har stemt på den nationale kommissær og har væn­net sig til at tage stilling til europæiske spørgsmål. Om det så er ønskeligt, er en anden sag der afhænger af om man ønsker EU som Europas Forenede Stater eller om man foretrækker den franske præsident Charles de Gaulles vision om Fædrelandenes Europa.

I dag vil et direkte valg af forman­den for Kommissionen blive et flop. Hvem i Danmark vil gå op i om for­manden hedder Frans Timmermans eller Michel Barnier? De to vil ikke engang kunne få et godt valg i deres egne lande, Nederlandene og Frank-rig. Den officielle spidskandidat for EPP-gruppen, Manfred Weber, fra det bayerske parti, CSU, vil kunne få et pænt valg i Bayern, men ikke en-gang i det øvrige Tyskland. Tiden er (endnu) ikke til en fælles direkte valgt præsident. I august 2018 lod den tyske kansler Angela Merkel forstå at hun kunne støtte EPP-gruppens formand i Europa-Parlamentet, Manfred Weber, som den næste kommissionsformand. Vandrørene fortæller dog at hun fore­trækker sin økonomiminister, Peter Altmaier fra CDU, som formand for Kommissionen. Men efter formands­skiftet i CDU er det den tidligere del­stats-statsminister fra Saarland, Anne­gret Kramp-Karrenbauer, som vælger den tyske kandidat. Altmaier er stærkt betænkelig ved at give EU for meget magt på bekostning af medlemslande­ne. Det samme gælder Weber og hans parti, CSU. Så det er ret sikkert at den næste Kommission bliver endnu mindre aktivistisk end Junckers ,der havde som målsætning at begrænse mængden af detaillovgivning.

 

Formandskonferencen og dansk indflydelse i EU

De danske medlemmer sidder ikke sammen i en dansk gruppe, men er fordelt i forskellige politiske grupper med medlemmer fra mange lande. Bonde har været formand for en poli­tisk gruppe i 17 af sine 29 år i Euro­pa-Parlamentet og har deltaget flittigt i drøftelserne mellem de dengang syv, i dag otte gruppeformænd der leder Parlamentets virke gennem formands­konferencen. Bonde var modstander af Danmarks medlemskab af EF, men blev alligevel i 1980 valgt som ordfører for EF’s budget sammen med den ita­lienske føderalist, Altiero Spinelli. De skulle forberede budgettet for 1982 og fik retningslinjer med sparsommelig­hed vedtaget enstemmigt i budgetud­valget. Bondes EF-modstand hindrede ikke at der blev lyttet til hans krav om at bremse de permanente udvidelser af de administrative budgetter. Han blev dog fyret som ordfører af grup­peformændene, da han gik til pressen med dokumentation for at gruppefor­mændene hævede rejsegodtgørelser for førsteklasses flybilletter for rejser i Parlamentets egne limousiner. De ville gerne have pengene, men kun­ne ikke lide omtalen. Senere indså gruppeformændene at de måtte være med til at rydde op. Medlemmerne i Europa-Parlamentet er ikke hinan­dens modstandere ved valg, fordi alle valg er nationale. Derfor samarbejder de bedre end medlemmerne i de nati­onale parlamenter. Danske EU-med­lemmer er respekterede og har og­så indflydelse, selv kritiske danske repræsentanter. Det er forkert når mange siger at et lille land ikke har noget at skul­le have sagt. Indflydelsen afhænger af arbejdsindsatsen. Der er dygtige dan­skere i Kommissionen, Ministerrådet, Europa-Parlamentet, EU-Domstolen, de 3000 arbejdsgrupper under Kom­missionen og de 275 arbejdsgrupper i Ministerrådet.

Inden afstemningerne i udvalg og plenum er der forhandlinger. I udvalg og arbejdsgrupper spørges ifølge Bon-de sjældent om hvor mange borgere deltagerne repræsenterer. Der er al­drig nogen, der har bedt ham tie stille fordi han kom fra et lille land. Gode ideer kan også komme fra de mind­ste medlemslande. Dygtige repræsen­tanter kan både tale, overtale og have indflydelse langt over deres lands stør­relse. Det er således en dansk gene­ralsekretær for det Europæiske Råd, der tilrettelægger drøftelserne blandt statsministrene. Jeppe Tranholm-Mik­kelsen startede som ung embeds­mand på den danske EU-ambassade og endte som dansk EU-ambassadør hvor han vandt EU-kollegernes tillid. Danmark har tidligere haft Niels Ers­bøll på posten gennem hele 14 år med en anden dansk embedsmand, Poul Skytte Christoffersen, som sin højre hånd. Hvis vi man møder med kloge og arbejdsomme hoveder kan man få indflydelse langt ud over hvad folke­tallet berettiger til. Det har det lille Luxembourg demonstreret i rigt mål, men Danmark har heller ikke gjort det dårligt. Det har medierne bare ik­ke dækket ret godt. Det gælder også i Europa-Parlamentet, hvor danskere kan blive formand for deres politi­ske gruppe eller blive formand for et vigtigt udvalg. De kan også blive ko­ordinatorer eller ordførere for deres grupper, så de skal forhandle lovfor­slag med kolleger fra de andre politi­ske grupper. De kan så være med til at bestemme hvordan alle gruppens medlemmer skal stemme. Indflydelse i Parlamentet fremmes af omgænge­lighed, flid, snilde og dygtighed. Samt evnen til at tale andet end engelsk og dansk.

Europa-Parlamentet kan stille æn­dringsforslag til Kommissionens lov­forslag og Parlamentet kan helt forka­ste et lovforslag. Det skal dog ske med absolut flertal af Parlamentets med­lemmer, ikke blot med et flertal af de afgivne stemmer. Efter Traktaterne er Parlamentets tilslutning til en lov ikke nødvendig og Parlamentet er ikke for-melt ligestillet med Ministerrådet der skal stemme for de vigtigste EU-love for at de kan træde i kraft. Praksis er dog helt forskellig fra reglerne. Hvor Kommissionen ikke selv beslutter lovene, vedtages de nu i forhandlin­ger mellem repræsentanter for de tre institutioner, Kommissionen, Mini­sterrådet og Europa-Parlamentet, de såkaldte triloger.

Ved det første direkte valg den 7. juni 1979 fik Danmark 16 af 410 plad­ser i Parlamentet. Bonde blev valgt som det sidste af Folkebevægelsens fire mandater ved at sprænge række­følgen, opstillet som nummer ti, men

valgt som nummer fire. I 2019 skal Danmark vælge 13 af 751 eller 14 af 705 repræsentanter, hvis Storbritan­nien forinden er trådt ud. Det er ikke mange. Men det er faktisk nok til at gøre en forskel, hvis partierne samar­bejder og kommer med deres bedste folk. De danske medlemmer burde holde et fællesmøde efter hvert valg for at sikre at der er danskere som medlemmer eller suppleanter i alle udvalg. Den danske EU-ambassade bør sikre at der altid er en kvalificeret fagmedarbejder til stede i udvalgsmø­derne for at følge med og forsyne de danske medlemmer med seneste nyt fra Ministerrådet og folketingsfler­tallets ønsker til indholdet. De dan­ske medlemmer bør også forsynes med assistenter betalt af Folketinget på samme måde som i Tyskland. Der spildes mange muligheder for dansk indflydelse ved et alt for ringe sam­arbejde mellem Folketinget, rege­ringen og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

 

EU-Parlamentet efter valget

Uanset hvordan det går med briterne vil den gamle akse mellem Frankrig og Tyskland blive svækket. Macron gambler på at Le Pens modstanderpar­ti og de gule veste vil tage stemmer fra hinanden så hans bevægelse En mar­che kan få et bedre resultat end deres andel af vælgerne berettiger. Går de ind i den liberale ALDE-gruppe bliver denne større og kan bryde det gam­le monopol af konservative kristelige demokrater og socialister, eventuelt i samarbejde med en styrket gruppe af Grønne. Vigtigst er dog de EU-skepti­ske nationalisters resultat og i hvilket omfang de er i stand til at samarbej­de. Man fristes til at bruge den gam­le kliché og sige at der er tale om et skæbnevalg. Dem er der ganske vist i skrivende stund mange af på nationalt plan. Det særlige er at valget til Euro­pa-Parlamentet, takket være natio­nalisterne, er ved at blive et egentligt europæisk valg på tværs af grænser og nationale politiske kulturer og sprog. Hvem skulle have forudset det for blot få år siden?