Overlever EU?

Overlever EU?

Af Uffe Østergård

Han Branner (red.), Europas omveje. Fem landeperspektiver, Kbh.: Columbus 2019

 

I det afsluttende kapitel 7 med titlen “Overlever EU?” perspektiverer Uffe Østergård på forskellig måde nogle af bogens hovedtemaer. Kapitlet er rigt på historiske tilbageblik, hvilket også gælder konklusionen hvor han besvarer titlens spørgsmål med at EU sandsynligvis vil overleve men i en form der minder om fortidens tysk-romerske rige: en ydre juridisk skal om selvstændige, samarbejdende statsdannelser. Han når dertil ud fra en kritisk tolkning af hvad resultatet har været af den oprindelige integrationsstrategi − i kapitlet benævnt Monnet-metoden. Som noget positivt har den betydet at både nationalstater og de fælles institutioner er blevet styrket − i et såkaldt plussumsspil. Men det er ikke gået op for store befolkningsgrupper, der oplever en øget trussel mod deres nationale identitet og en stigende kløft mellem elite og folk. I virkeligheden er der imidlertid blevet skabt en ‘føderation af nationalstater’, dvs. en union hvor staterne i kraft af de fælles føderale træk er blevet stærkere end de ellers ville have været. Det er samtidig en udvikling der har gjort EU og dens medlemsstater til svage aktører i en verden hvor Europas betydning mindskes af strukturelle årsager.

 

Indledning

Den Europæiske Union er svær at sætte på begreb. Er der tale om en stat, et imperium eller en traditionel international organisation? (Bang 2017). EU har nu eksisteret så længe at vi kan se at nationalstaterne reelt er blevet styrkede i takt med at den overnationale karakter af Unionen blev styrket. I statskundskab kaldes det for et ’plussumspil’ hvor begge parter vinder, selv om det strider mod hverdagsfornuften at både nationalstater og overnationale institutioner kan øge deres suverænitet. Men sådan mener flertallet i befolkningerne ikke.  Tværtimod siger de at de har mistet national suverænitet. Det er suverænitetens paradoks. Flertallet af eksperter er enige om at mellemstore lande som de europæiske har vundet i indflydelse ved at dele suverænitet. Men i den politiske debat taler man i stedet om at “afgive suverænitet” når man samarbejder. Den danske debat før nejet ved folkeafstemningen om retsforbeholdet og europol 3. december 2015 rejste det velkendte spørgsmål om samarbejdet i EU skal være mellemstatsligt eller overnationalt. Modstanderne fra Enhedslistens globale nationalister anført af Pernille Skipper til Dansk Folkepartis uhæmmede nationalister med Morten Messerschmidt som bannerfører hævdede med stor selvsikkerhed at mellemstatslige aftaler virker lige så godt – eller endda bedre – end bindende flertalsafgørelser som de er blevet normen i EU. Og Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU fremhæver oven i købet Europarådet i Strasbourg som den ideelle samarbejdsform fordi det respekterer national suverænitet og vogter over menneskerettighederne. Ingen af dem kunne overbevisende argumentere for fordelen ved enstemmighed som strider mod al erfaring med internationalt samarbejde i det 20. århundrede fra Folkenes Forbund og FN til Europarådet.

 

  1. Suverænitetens paradoks

Det var netop erfaringerne med de negative følger af national suverænitet der førte til de metoder som har været det særlige ved det europæiske samarbejde fra Kul- og Stålunionen i 1951, over Fællesmarkedet i 1957 til Unionen i 1991 og Lissabon-traktaten i 2009. Det var denne sidstes overnationale principper for politi- og retssamarbejdet der var årsag til den danske afstemning om ændring af retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Man kan mene meget om ja-sigernes ubeslutsomme oplæg og populistiske kampagne som byggede på den falske lærdom at nej-sigerne plejer at vinde ved at slå på følelser. Hvorfor de designede en kampagne med en lyshåret politikvinde i centrum uden argumenter, men fuld af følelsesladede påstande om at et nej betød ja til pædofili. Vælgerne reagerede helt forståeligt negativt på denne påstand. Men købte samtidig en argumentation om national suverænitet som forveksler formel suverænitet med den indflydelse som især små og mellemstore lande har vundet i reel suverænitet i kraft af EU-samarbejdets juridiske og forpligtende karakter. Mellemstatsligt samarbejde som nej-sigerne anbefalede overlader magten til de store magter, magter der som Storbritannien fejlagtigt tror at de endnu er store og nogen der som Polen ønsker at blive anerkendt som store.

Ud over denne tvivlsomme præmis byggede hele diskussionen på en misforståelse af hvad EU har udviklet sig til. EU er måske ved at blive til en føderation. Men hvis det er en føderation, er det højst en “føderation af nationalstater”. Det er en logisk modsigelse, men netop derfor en god beskrivelse af nogle af tendenserne i samarbejdet. Ikke det hele, men netop vigtige sider af samarbejdet. Nationalstaterne er nemlig ikke blevet svækkede af EU, selv om både tilhængere og modstandere regnede med at det ville ske og mange stadig påstår det. Det store spørgsmål er om samarbejdet har udviklet sig til en statslignende enhed eller om Unionen blot er en international organisation der opfører sig som om den er en stat.

Det skyldes valget af fremgangsmåde i samarbejdet hvor man begyndte med at samarbejde om bestemte områder som siden førte mere med sig. ”Neofunktionalisme, ”Spill over”, “Monnet-metoden” eller “System Monnet“ er fremgangsmåden blevet kaldt. Uden at ville det, har strategien ført til en omfattende detailregulering som irriterer borgerne både til højre til venstre i en grad så kritikken af den i 2014 blev gjort til program for Jean-Claude Junckers Kommission der vil være ‘ambitiøs på de store spørgsmål og beskeden i de små spørgsmål.

I grunden er det uretfærdigt i dag at kritisere den grå eminence bag det europæiske samarbejde, Jean Monnet (1888-1979), for den metode han udviklede til at overvinde modstanden i de nationale regeringsapparater omkring 1950. Men det er rigtigt at bringe debatten ud i det åbne. Uanset hvad man mener om argumenterne er der i dag mere end nogen sinde behov for en åben politisk diskussion om EU’s mål og indhold. Svaret på hvordan man i dag skal tolke EU’s mål og indhold er næppe “an ever closer Union among the peoples of Europe” som det hed i præamblen til Romtraktaten fra 1957. Formuleringen er gentaget i alle senere traktater, men den præcise betydning diskuteres stadig blandt statsretseksperter og EU-kyndige. Den bredt anerkendte amerikanske jurist og politolog Joseph Weiler fra Harvard og EUI (European University Institute i Fiesole ved Firenze) mener således ikke at sætningen skal tolkes som at en egentlig føderation er endemålet. Det er sandsynligvis netop denne mangetydighed der har gjort sætningen så politisk anvendelig at den har overlevet alle traktatændringer.

Uanset hvad de forskellige hensigter med EU-samarbejdet må have været er det ubestrideligt at den principielle ligestilling mellem alle medlemslandenes nationale sprog er et afgørende træk ved den Europæiske Union, et særtræk der er opretholdt selv efter udvidelsen til 28 medlemmer. Og som vil overleve UK’s udtræden. Engelsk står så stærkt at det vil forblive arbejdssprog, nu blot uden bedrevidende sproglig kontrol fra en britisk engelsktalende elite. Der vil sandsynligvis udvikle sig et EU-engelsk som vil chokere højt uddannede briter, med mindre de i stort tal forbliver i Bruxelles. Føderalisme er en smuk, men verdensfjern idé, der ikke svarer til det faktiske indhold af EU, som samarbejdet har udviklet sig. På enkelte udvalgte områder som beskyttelse af markedssamarbejdet er reguleringen ganske vist mere vidtgående end i mange stater. Men på de fleste områder er det langt mindre vidtgående eller slet ikke eksisterende. Der er kommet nye områder til, især forsvars- og udenrigspolitik. Netop fordi disse emner er så følsomme er hovedansvaret placeret i Det Europæiske Råd af regerings- og statsledere der stort set kun træffer beslutninger enstemmigt, selv om Rådet har mulighed for flertalsafgørelser hvor landene har forskellige stemmevægte.

Det europæiske samarbejde har til overraskelse for både modstandere og tilhængere styrket nationalstaterne og nationalisme uden at det indtil videre har ført til en bedre forståelse mellem befolkningerne. Og de bliver ikke hjulpet af mange ansvarlige politikere. Gamle nationale stereotyper om ‘tyskerne’ er mere populære end nogen sinde i Grækenland, Italien og Spanien, samt i Storbritannien hvor stereotyperne nu har været der hele tiden, i hvert fald i de populistiske boulevardblade (se fig. 1). Men heller ikke tyskerne, finlænderne eller nederlænderne holder sig tilbage med generaliserende udtalelser om ”dovne og ansvarsløse sydeuropæere”, selv om deres arbejdstid er væsentligt længere og ferierne kortere end i Nordeuropa. Den folkelige forståelse for det europæiske samarbejde er ikke vokset i takt med dets succes. Tværtimod er deltagelsen i valgene til Europa-Parlamentet faldet støt siden indførelsen af det direkte valg i 1979 og omvendt proportionalt med dets indflydelse og seriøsitet.

Det skyldes at vælgerne i stigende grad føler sig snydt af den teknokratiske og elitære samarbejdsmåde, både når den virker og når den ikke gør. Forsøget på at rette op på det med en egentlig forfatning for EU led ynkeligt skibbrud i 2005. Og den aktuelle magtkoncentration i euro-gruppen og Det Europæiske Råd af statsledere gør det ikke bedre. Heller ikke de nationale parlamenter har følt sig tiltalt af forslagene om at blive mere involveret i udarbejdelsen af den detaljerede lovgivning i de titusindvis af sider i det såkaldte ‘acquis communautaire’ som regulerer det fælles marked. Især er nationalismen vokset efter den store udvidelse i 2004. Det skyldtes i første omgang finanskrisen, men er også udtryk for at forskellen mellem øst og vest, herunder at kommunismens ødelæggende virkninger var større end vi gjorde os klart i udvidelsens eufori. Det fremhæver den bulgarske filosof Ivan Krastev i sin skarpsindige analyse Efter Europa fra 2017.

 

Fig. 1 De sejlivede stereotyper

 

Modsat vesteuropæerne har østeuropæerne oplevet sammenbruddet for et tilsyneladende solidt politisk system (Krastev 2017). I 1989-90 så østeuropæerne stærke regimer gå i opløsning indefra, mens befolkningerne i vest så til med euforisk glæde over kommunismens undergang og optimisme på demokratiets vegne. Vesteuropæerne forstod aldrig at kommunismens kollaps ikke kun var en befrielse fra undertrykkelse, men en omvæltning af samfundets orden der indebar total omkalfatring af karriere- og pensionsforventninger for flertallet af befolkningen over fyrre. Det var nok en befrielse, men også en traumatisk oplevelse af en verdens undergang. Derfor forskellene mellem Budapest-Warszawa på den ene side og Paris-Berlin på den anden, selv om den polske økonomi er godt og vel fordoblet siden 1990. Samtidig er de hidtil privilegerede befolkninger i vest bange for at miste fordele til arbejdsivrige østeuropæere – samt kriminelle der som altid har været de første til at udnytte de åbne grænser. I Danmark har det ført til en forståelse mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Populister, nationalkonservative og mange socialdemokrater taler til flertallets behov for beskyttelse mod indvandrere og flygtninge og gør ofte EU til modstanderen som vi har set i valg efter valg. Det europæiske projekt bygger på beskyttelse af mindretal, men den definerende politiske bevægelse i Europa er nu blevet beskyttelsen af flertallet mod mindretallene.

Historisk kan den geopolitiske situation formuleres som at 2. verdenskrig nok er forbi, men at den 1. verdenskrig som den 2. var fortsættelsen af, ikke er slut. Det gælder i Mellemøsten med borgerkrigene i Irak, Syrien og Tyrkiets anti-kurdiske politik. Men gælder også Ukraine og Sydøsteuropa. Det ved man bare ikke i Bruxelles. EU synes uforberedt på at skulle forholde sig til en verden, hvor geopolitik er kommet tilbage og staterne igen er optaget af grænser og territorium som før EU. Styrkelse af national stolthed er blevet et større politisk succeskriterium end økonomisk fremgang på Vestbalkan og i Østeuropa. EU har uden rigtigt at ville det overtaget ansvaret for Balkan med løfte om medlemskab og et par protektorater i Bosnien og Kosovo der ikke fungerer. Indtil videre med det resultat at EU’s manglende evne og vilje til at tænke og agere som geopolitisk spiller er afsløret. Det samarbejde Romtraktaten lagde grunden til i 1950erne er i større vanskeligheder end nogen sinde, men det blev stort set ikke nævnt i festtalerne i 60-året for Romtraktaten i 2017. Hykleri har EF og EU altid været gode til. Og kunnet slippe afsted med indtil strømmene af flygtninge og immigranter afslørede at Unionen ikke kan beskytte sine grænser. Det går lidt bedre efter aftaler mellem EU og Tyrkiet og en række afrikanske lande i Sahara. Ganske vist på bekostning af menneskerettighederne. Men værre endnu uden at befolkningerne og en række stater i frontlinjen tror på EU’s beslutsomhed og effektivitet.

 

 

  1. En føderation af nationalstater

Den afdøde britiske historiker Alan Milward (1935-2010) konkluderede i sine originale historiske analyser af det europæiske samarbejdsprojekt at nationalstaterne i den Europæiske Union reelt blev styrkede og mere legitime i deres indbyggeres øjne i 1960erne samtidig med at de afgav suverænitet. Det er svært at forstå hvis man anskuer suverænitet som en materiel størrelse. Under den synsvinkel må øget indflydelse for én institution foregå på bekostning af andre. Det kaldes for et nulsumspil ud fra ræsonnementet at den ene spillers gevinst må være den andens tab. Det har imidlertid vist sig ikke at være rigtigt. Summen af suverænitet er rent faktisk vokset i takt med den enorme vækst i rigdom og handel i EUropa, det der som før nævnt på politologisk kaldes et plussumspil. Det kan være svært at acceptere, men er i grunden helt i overensstemmelse med de klassiske liberale teorier om frihandel og politik som vi kender dem fra Adam Smith (1723-90) og fremefter. Igen et eksempel på at hverdagens ‘sunde fornuft’ kan være forskellig fra samfundsvidenskabelige sammenhænge – uden af den grund at være korrekt.

 

Diskussionen skyldes imidlertid en fælles misforståelse mellem borgere og politikere i Europa om hvad det europæiske samarbejde har udviklet sig til. EU er nemlig ikke ved at blive til en rigtig føderation, men det som Kommissionsformand José Manuel Barroso i sin “State of the Union” tale til Europa-Parlamentet 12. september 2012 kaldte en “føderation af nationalstater”. Det er uklart hvem der først fandt på dette modsigelsesfulde begreb. Men det har været i spil i hvert fald siden den daværende grønne tyske udenrigsminister Joschka Fischers tale på Humboldt universitetet i Berlin 12. maj 2000. Her foreslog han at overvinde den folkelige skepsis overfor EU ved at gøre de demokratiske rettigheder klare for befolkningerne i form af en europæisk grundlov (se s.xx nedenfor). Fischers tale udløste en europæisk debat om visioner for Europa som stadig er værd at læse. Allerede 28. maj 2000 meldte den franske premierminister Lionel Jospin sig som tilhænger af formularen “Føderation af nationalstater”. Senere hævdede den tyske præsident Johannes Rau (1931-2006) fra SPD på et møde i København april 2002 at det var ham der først havde fundet på begrebet. I al sin logiske modsigelsesfuldhed er begrebet en “Føderation af nationalstater” både politisk og teoretisk nyttigt fordi det med sin flertydighed beskriver den reale – og uforudsete – styrkelse af nationalstaterne bedre end mange teoretisk mere stringente politologiske integrationsteorier. Men måske er den franske præsident Charles de Gaulles formulering fra 15. maj 1962 om ”nationalstaternes Europa” stadig den mest dækkende overskrift for hvad samarbejdet er blevet til. På en pressekonference 15. maj 1962 udtalte han: ”L’Europe ne peut être qu’une europe des Etats-Nations”. (jf. fig.2).

 

 

Fig.2 Tre syn på retningen for EU’s udvikling

 

 

Den vandrette akse er feltet hvor den principielle diskussion om det europæiske samarbejdes fremtid normalt er foregået, men den er de sidste tyve år udvidet med en tredje dimension. Ingen af begreberne er defineret særlig præcist. I kapitlet gøres betegnelsen ‘føderation af nationalstater’ til omdrejningspunktet for vurderingen af EU’s nuværende organisatoriske karakter.

 

EU er på visse områder en føderation som USA, blot en føderation der er svag udadtil når det gælder fælles udenrigs- og forsvarspolitik, som i konflikten med Rusland over Ukraine. Men meget mere regulerende på de områder der følger af det indre markeds frie bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser. Især arbejdskraftens frie bevægelighed er et revolutionært princip som det aktivistisk er fortolket af EU-domstolen i Luxembourg. Med det resultat at EU på visse områder overgår USA som forpligtende fællesskab.

 

Man har sammenlignet USA med en appelsin med en hård skal i kraft af de 23-24 procent af BNP der forvaltes på føderalt niveau, især militæret, modsat det bløde EU der kun forvalter 1 procent i fællesskab. Derved minder USA om det Romerske Imperium der blomstrede i flere hundrede år med selvstyrende bystater bag en godt forsvaret hård grænse, limes. Derimod har vi ikke et historisk forbillede for EU, bortset måske fra Kina i de forskellige perioder hvor landet bestod af konkurrerende stater, før samlingen i 221 fvt. og under opløsningen i 1800- og 1900-tallet. Kina er kommet igen som samlet centralstat i anden halvdel af det 20. århundrede efter denne svaghedsperiode, men om det vil være muligt for Europa på samme måde at udvikle sig til en samlet stat er tvivlsomt, vurderet ud fra Europas historiske erfaring der netop er den modsatte, nemlig fraværet af et samlende, universelt imperium. Alene fraværet af et fælles skriftsprog som kinesisk mandarin der kan læses af 98 % af den kinesiske befolkning udgør så stor en forskel at EU kalder på egne teoridannelser.

 

Begrebet en “Føderation af nationalstater” er som sagt en logisk modsigelse, men netop derfor en god beskrivelse af nogle af tendenserne i samarbejdet. Ikke af det hele, men af vigtige sider af samarbejdet. Denne modsigelsesfulde udvikling forklarer EU’s resultater, men også den afvisning blandt vælgerne samarbejdet er løbet ind i. Det er tankevækkende at det kun er en snes år siden at skarpsindige iagttagere som Jeremy Rifkin og Mark Leonard kunne skrive entusiastisk om hvordan EU ville vise vej for verden i det 21. århundrede (se litteraturlisten) – underforstået i forhold til mere primitive, magt- og vækstorienterede stater som USA og Kina. Andre fremhævede EU som en enhed der ikke profilerede sig ved hjælp af traditionel magtpolitik, men i stedet satte standarden for normerne i internationalt samarbejde i en stadig mere global verden. En ‘normativ magt’ blev EU ligefrem kaldt af politologen Ian Manners fra Københavns Universitet (Manners 2002). Ganske vist har mere kyniske, primært amerikanske, iagttagere som Robert Kagan påpeget at EU opførte sig sådan, fordi det var for svagt til at gøre andet. Hvis de da ikke ligefrem, som den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld formulerede det, mens USA’s magt var på sit højeste før interventionen i Irak 2003, at ‘EU kunne tage opvasken efter at de ‘rigtige’ stormagter havde spist middagen’.

 

EU har aldrig været centraliseret på samme måde som det romerske rige og det kinesiske. Trods megen retorik fra tilhængere såvel som modstandere var det heller aldrig meningen, da samarbejdet byggede på territoriale nationalstater med lang tradition for suverænitet. Grundlaget for det Romerske Rige var selvstyrende bystater ledet af romaniserede lokale eliter der var ansvarlige for inddrivelsen af skatter. Riget var organiseret i provinser med hovedbyer som for flertallets vedkommende eksisterer endnu som York og London i Britannien, Trier, Köln, Paris, Budapest (Aquincum), Ankara, Alexandria for blot at nævne nogle. Men disse provinser kan ikke sammenlignes med de senere nationalstater der er resultatet af den europæiske historie fra middelalderens monarkier til det 20.århundrede. Alligevel er det nærliggende at studere undergangen for den romerske civilisation der kom i tvivl om sin egen overlegenhed og efterhånden lod de samlende institutioner forfalde og overlod magtmonopolet til villige barbarer. Ingen historiske situationer gentager sig slavisk, alene af den grund at de senere kender til forløberne. Men forskelle og ligheder er gode at tænke med når man vil forstå noget nyt som det oprør mod det tab af indkomst og arbejdspladser som globaliseringens konkurrence og finanskapitalens uhæmmede vækst siden kommunismens fald har ført med sig for de trængte europæiske og amerikanske middelklasser.

 

Der er ikke enighed om at det var truslerne udefra som førte til Roms fald. Vigtigst var nok det indre forfald og tabet af selvtillid hos eliten, kombineret med at det fredelige og velordnede romerske civilsamfund virkede som en magnet på folkene uden for rigets grænser. De folkeslag der krydsede grænserne i folkevandringstiden medbragte egne traditioner som hurtigt undergravede bykulturen. Dette forfald kan man følge arkitektonisk – barbarerne rykkede ind i romerske bygninger, men formåede ikke at holde tagene tætte, endsige erstatte marmorsøjlerne med andet end midlertidige træstolper som hurtigt rådnede. På længere sigt kom der dog nye livskraftige germansk-romerske blandingskulturer ud af mødet med samfund, hvor frie bønder længe spillede en større rolle end i det stive romerske klassesamfund. Men netop først på længere sigt. Problemet er bare at moderne demokratier ikke kan opføre sig så brutalt som det Romerske Imperium gjorde i de fire århundreder hvor det lykkedes at forsvare grænserne. Men det bliver vi nødt til hvis befolkningerne skal genvinde troen på at det europæiske samarbejde nytter.

 

 

 

  1. Højredrejning i EU – man ønskede arbejdskraft men fik mennesker

 

Nationalistiske bevægelser og partier står til voldsom fremgang ved EU-parlamentsvalget 25. maj 2019. Selv om man kan registrere en stigende tro på europæisk samarbejde, bl.a. i Danmark, har EU som organisation aldrig været voldsomt populært blandt vælgerne – bortset fra i lande som ikke er medlemmer endnu. Der hviler en tung aura af kedsommelighed, fjernhed og centralisme over hele konstruktionen. Kort sagt det modsatte af deltagende demokrati. Men at nationalisme fra højre, og i mindre grad fra venstre, tilsyneladende har så godt et tag i vælgerne er noget nyt som sætter spørgsmålstegn ved hele samarbejdets legitimitet. Og det på et tidspunkt hvor sammenhold overfor udfordringen fra globaliseringen og nu senest Putins Rusland og Trumps USA er mere nødvendigt end nogen sinde. Hvordan er det kommet dertil?

 

Først og fremmest skyldes det at efter godt tres års samarbejde er EU nu ved at komme tæt på borgerne. På godt, men også på ondt. Det forklarer den unormalt store interesse i medierne for europæiske spørgsmål, i Danmark såvel som i det øvrige EU. Det indre marked for arbejdskraft er begyndt at fungere, i hvert fald for de mindre privilegerede arbejdstagere. Arbejdssøgende fra de lande der blev optaget med så stor festivitas i 2004 – og noget mindre i 2007 og 2013 – melder sig nu på arbejdsmarkederne og socialkontorerne i de gamle medlemslande, samtidig med at de sydeuropæiske lande kæmper med at komme ud af sparepolitikkens spændetrøje og eksporterer deres bedst uddannede unge til Nordeuropa og Sydamerika.

 

I 1972 frygtede mange i Danmark at landet ville blive oversvømmet af sydeuropæere. Men sydeuropæerne kom aldrig.Tværtimod formindskedes migrationen fra syd til nord i Europa i 1960erne i kraft af den økonomiske vækst som samarbejdet genererede. Det ændrede sig først med den store østudvidelse i 2004, Bulgarien og Rumænien i 2007 og Kroatien i 2013, finanskrisen i 2007-2008 som især er gået ud over Sydeuropa med stor ungdomsarbejdsløshed, gæld og økonomisk tilbagegang og den stramme økonomiske politik. En politik som Tyskland har lagt navn til, men som støttes beslutsomt af nordeuropæiske lande som Finland, Sverige, Nederlandene – og Danmark, der trods sin afvisning af euroen reelt er med i den og har tjent lige så godt på sparepolitikken som Tyskland. Det er forklaringen på at Danmark har lige så stort overskud på betalingsbalancen som Tyskland, godt ni procent. Uden at tage ansvar for politikken profiterer Danmark af den undervurderede euro, mens de sydeuropæiske lande lider. Vores overskud forudsætter underskud i andre der dog også levede over evne i 00erne i kraft af de billige lån de kunne optage i kraft af eurosamarbejdet.

 

I de glade dage før finanskrisen stod danskerne på nakken af hinanden for at lave aftaler med de billige og effektive polske håndværkere. Villakvarterernes glaserede tegl vidner endnu om 00ernes byggeboom, som i vidt omfang blev muliggjort af billig østeuropæisk arbejdskraft. Men siden har piben fået en anden lyd i offentligheden uden en klar skelnen mellem forbryderbander der er kommet i takt med åbningen af grænserne og de mange flittige arbejdere der reddede Danmark fra økonomisk overophedning før 2008.

 

Den konservative Brian Mikkelsen lagde for med at omtale de østeuropæerne som “græshopper, der hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark”. I debatten om børnecheck til EU-borgere beskrev Venstres formand Lars Løkke Rasmussen de østeuropæiske arbejdere som“ jordbærplukkere, der trækker penge ud af Danmark”. Det er nyt. I årene umiddelbart efter Murens fald var danskerne faktisk en af de befolkninger som var mest positive over for de øst- og centraleuropæiske befolkninger. Det har ændret sig nu, især som følge af at det indre marked for arbejdskraft er ved at indfinde sig med 40-50 års forsinkelse. Det sætter ikke bare den danske velfærdsmodel under pres, men de sociale ordninger i alle de gamle medlemsstater i Nordeuropa. Det er det højredrejningen er en forståelig og logisk reaktion imod.

 

Selv om retorikken er ved at løbe af sporet i den politiske appel til befolkningens utilfredshed med romaer og jordbærplukkere i Danmark, er substansen i konflikten reel nok. Konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed er bestemt ikke ren mytologi, selv om omkostningerne nok overdrives. Det er en udvikling som især sætter ufaglærte under hårdt pres. I den forstand er der realiteter bag den stigende utilfredshed. Flertallet, især i Nordeuropa og Tyskland, mener at EU kun skal være et frit arbejdsmarked, men ikke en social union. Det er den sondring og diskussion, man har forsømt, både herhjemme og i resten af EU. Og erfaringen fra UK viser at selv de grupper der ville profitere af fælles socialpolitik er skeptiske overfor fælles socialpolitik der opfattes som ’fremmedartet’. I virkeligleden handler det snarere om manglende eller alt for korte overgangsordninger.

 

EU har med en række forordninger og domme fra EU-domstolen bevæget sig i retning af en social union uden egentlig at ville det politisk. Der har været en tro på at de europæiske velfærdsmodeller ville nærme sig hinanden så meget at der ikke ville være et problem. Men den proces har vist sig at være langt vanskeligere og ikke mindst mere langsommelig end først antaget. Selv om det er østeuropæerne der aktuelt er skydeskive for kreative generaliseringer hænger det først og fremmest sammen med at det netop er fra disse lande de største bevægelser af arbejdskraft udgår. I princippet kunne utilfredsheden ligeså godt være rettet mod sydeuropæere. Udfordringen består i at de europæiske socialstater er indrettet meget forskelligt. Og at især de nordiske velfærdsrettigheder kun i princippet er universelle, men reelt indrettet efter og forbeholdt bestemte nationale grupper.

 

 

  1. Europas svækkelse

Som før nævnt er det kun en snes år siden at skarpe internationale iagttagere som Mark Leonard og Jeremy Rifkin skrev entusiastiske bøger om hvordan EU ville vise vej for verden i det 21. århundrede – underforstået i forhold til mere primitive, magt- og vækstorienterede stater som USA og Kina. I dag er Europa svækket i forhold til resten af verden, især i forhold til Rusland, Indien og Kina samt Sydkorea, Indonesien og Tyrkiet. Men denne svækkelse er en langsigtet tendens der har været undervejs i hele perioden siden 2. verdenskrig. Først med afkoloniseringen der afsluttedes i midten af 1970erne, siden den demografiske udvikling der medfører at de europæiske befolkninger – også i det tidligere kommunistiske Øst- og Centraleuropa – ikke kan reproducere sig selv og bliver stadig ældre. Det har vi vidst længe, men overset i euforien over genforeningen af kontinentet i 2004 og den hysteriske optur i det meste af 00erne. Krisen i 2008 satte ubarmhjertigt spotlys på udfordringen fra den vandrende arbejdstagere der sammen med den strukturelle tilbagegang og EU’s efterfølgende sparepolitik har ført til vækst i nationalismen på højrefløjen såvel som på venstrefløjen. Kravet om national suverænitet vil med stor sikkerhed medføre yderligere tab af indflydelse for Europa i verden, selv om nationalisterne kræver det modsatte.

 

Men der er netop tale om en strukturel tilbagegang, der bedst kan forstå ved en sammenligning med den store forskydning efter 1492 da Europa begyndte at ekspandere på bekostning af resten af verden. Opdagelsesrejserne, åbningen af Atlanterhavet og sejlruten til Asien syd om Afrika flyttede det økonomiske centrum fra Middelhavslandene til Nordvesteuropa, især Nederlandene og England, men også Nordfrankrig og Vesttyskland. Ja selv Østersølandene profiterede af denne omlægning af handelsruterne. En omlægning der igen gjorde den danske kongemagt velhavende for et par hundrede år mellem 1410 og 1645, ja i grunden helt til 1807, trods nederlaget til Sverige i 1658. Indtægterne fra Østersøhandelen gennem Øresund finansierede ikke blot hoffet og pragtslotte, men også den flåde der var forudsætningen for det multinationale imperium som den oldenborgske stat reelt var. Oldenborgstaten og Vasa-slægtens Sverige var de mest militariserede stater i Europa forstået som militærudgifternes andel af bruttonationalproduktet. Det skyldtes først og fremmest at de var perifere og tyndt befolkede. Men gjorde det altså muligt for ’Danmark’ og især ’Sverige’ at spille en rolle som europæiske stormagter. For Sveriges vedkommende i stormagtstiden 1630 til 1709.

 

Prisen for den store omlægning af den europæiske økonomi og handelsruterne blev betalt af især Italien der havde været førende i middelalderen og renæssancen. Relativt set gik først de italienske bystater og siden Spanien tilbage i forhold til Nordvesteuropa. Men netop relativt set. I flere hundrede år, indtil midten af 1700-tallet registrerede en stormagt som Venezia ikke sit fald i økonomisk indflydelse. Republikken mistede ganske vist sine græske besiddelser til de Osmanniske tyrkere, men bevarede alligevel sin diplomatiske og handelsmæssige rolle. For ikke at tale om det årlige karneval der tiltræk besøgende fra hele Europa. Herunder den danske konge Frederik 4. der i begyndelsen af 1700-tallet tog fri fra sin krig med Sverige for at muntre sig i Italien. Skal man dømme ud fra det italienske eksempel kan det godt lade sig gøre at miste relativ vægt uden dermed nødvendigvis at gå absolut ned i levestandard. Det Europa mister i disse år, er evnen til at påtvinge resten af verden sine opfattelser og normer. Men det har som sagt været undervejs i mange år. De langsigtede tendenser er næppe forklaringen på den aktuelle krise i EU generelt og i euro-samarbejdet specielt, selv om de udgør den historiske baggrund.

 

På mange måder burde krisen for euroen ikke undre. Ja man kan næsten sige at den var indbygget i konstruktionen af den Økonomiske og Monetære Union fra begyndelsen i december 1991. For trods titlen var der kun tale om en monetær, altså pengepolitisk union, mens det var håbet at den økonomiske union ville indfinde sig hen ad vejen i takt med at behovet for afgivelse af økonomisk suverænitet blev indlysende for de deltagende regeringer. Sådan har det europæiske samarbejde med ret stor succes udviklet sig hele siden Kul- og Stålunionen i 1951. Fremgangsmåden hedder i politologisk jargon “neofunktionalisme” og forbindes som nævnt med hjernen bag det europæiske samarbejde, Jean Monnet. Hans i og for sig simple idé var at samarbejde på et, forholdsvis begrænset og tilsyneladende uskyldigt område, ville nødvendiggøre samarbejde på andre områder. ”Spill over” blev mekanismen døbt af politologen Ernst B. Haas i en epokegørende analyse af Kul- og Stålunionen fra 1958.

 

Metoden fungerede fint efter den oprindelige hensigt, nemlig at overvinde modstanden mod forpligtende samarbejde blandt nationale politikere og embedsmænd. Med en sådan succes at disse grupper i dag står sammen når de mødes i EU-regi. Her har EU-skeptikerne ret i deres kritik af manglen på “folkelighed” blandt de ansvarlige. I takt med at de mødes med deres kolleger fra andre lande sker der en afslibning som virker opdragende på selv de mest krasbørstige kritikere. Bortset fra stålsatte britiske konservative. Hvor den neofunktionalistiske integrationsmetode har fungeret mindre heldigt er i forhold til vælgerne, der i deres naivitet har troet at når politikerne talte om skabelse af et indre marked for varer og arbejdskraft, så handlede det ’kun’ om disse områder. At det er umuligt at begrænse markedet på denne måde behøver man ikke at studere EU-domstolens afgørelse længe for at finde ud af. Den har på baggrund af domme fra 1962 og 1963 udviklet et helt sæt af rettigheder på EU-plan, fordi det er umuligt at tale om arbejdskraftens fri vandring uden at det også gælder arbejdskraften som mennesker, deres familie, og arbejdere under uddannelse eller sågar uden arbejde.

 

I princippet er der ingen ende på implikationerne af det indre marked som ret beset er et altomfattende revolutionært princip i forhold til staternes suverænitet. At det − hvad angår arbejdsmarkedet – ikke var underskrivernes hensigt med Rom-traktaten i 1957, ændrer ikke ved følgerne af de principper de enedes om. Det var det de danske socialdemokrater erkendte efter den danske folkeafstemning i 1986 om the European Single Act – i Danmark kaldt “EF-pakken”. Poul Schlüter var formentlig i god tro da han dengang erklærede at med et dansk ja til det indre marked var “Unionen stendød”. At det er umuligt at skelne på denne måde erkendte socialdemokraterne, der havde været imod, men efter befolkningsflertallets ja svingede rundt og erstattede deres modstand mod EF med et ja til mere forpligtende politisk samarbejde. Det er en logisk og sammenhængende analyse, som imidlertid har vist sig vanskelig at formidle til vælgerne, i Danmark såvel som i resten af EU.

Regeringsledere og udenrigsministre fra de seks grundlæggerlande ved underskrivelsen af Rom-traktaten i marts 1957.  De var bevidste om at de hermed tog et stort skridt mod omformningen af det Europa man havde kendt i århundreder. Men de vidste ikke at den såkaldte Monnet-metode for fortsat integration kombineret med manglen på en politisk overbygning i det lange løb ville føre til et stigende skel mellem en europæisk elite og den brede befolkning. En konsekvens der i dag har gjort det relevant at spørge om EU overlever.

 

 

 

 

 

Det var blandt andet denne erkendelse som lå bag Joschka Fischers tale på Humboldt universitetet i foråret 2000. Her beskrev han fremmedgørelsen af vælgerflertallet i EU under overskriften “system Monnet”. Det førte ham til at foreslå en forfatning for EU som i klart sprog skulle gøre det klart for vælgerne hvad samarbejdet går ud på. Projektet lykkedes delvis med den langvarige forfatningsproces, “konventet”, der resulterede i en tekst hvis første del faktisk beskrev det europæiske samarbejde ret klart og præciserede borgernes rettigheder. At det ikke var en almindelig forfatning fremgik af titlen, en “traktat om en forfatning for EU”, og mængden af detaljerede paragraffer de sidste mange hundrede sider. Mere logisk end før, men stadig med uoverskuelig mængde af detaljeret regulering, fordi EU er et samarbejde mellem suveræne – og mistænksomme – stater. Derfor var det folkeretligt en traktat, nu blot om en forfatning. Alt dette var klart for de indviede, men blev ikke forstået og derfor afvist af vælgerne i Nederlandene og Frankrig i 2005. Derefter var forfatningen om ikke unionen stendød og blev efter en del trakasserier i 2009 erstattet af Lissabontraktaten, der repræsenterer alt det værste og mest uoverskuelige ved EU med en ophobning af detaljerede paragraffer i tilfældig rækkefølge. Rettigheder og europæiske symboler er bevidst udeladt. Dog var charteret om rettigheder allerede vedtaget på et tidligere topmøde så det gælder alligevel, uden at vælgerne har fået det at vide.

 

Maastricht-traktaten i 1991 var et beslutsomt spring ud i det uvisse i stil med proklameringen af et fælles marked i 1957. Reelt var Rom-traktaten kun en toldunion der blev markedsført som et fælles marked. Men med formuleringer og mekanismer som den europæiske domstol der i 1960erne lagde grunden til de vidtgående rettigheder for arbejdstagere der er blevet til forpligtende menneskerettigheder og domsafsigelser med forret i forhold til national lovgivning og direkte anvendelse i medlemslandene. Det blev styrket da Kommissionen under Jacques Delors i 1985 relancerede det europæiske samarbejde i form af det indre marked.

 

Det var samme tankegang der lå bag formuleringen af ØMU’en i 1991. En økonomisk union havde været under planlægning lige siden oktober 1970 hvor en arbejdsgruppe under ledelse af Luxembourgs stats- og finansminister Pierre Werner fremlagde en plan for en økonomisk og monetær union blandt de seks medlemmer af Fællesmarkedet, den såkaldte ’Werner-plan’. Men efter kommunismens sammenbrud i 1989 og genforeningen af Tyskland krævede den franske præsident François Mitterrand magt over den tyske økonomi for at modvirke at det nye store Tyskland skulle blive alt for dominerende i EU via sin stærke valuta. Deraf forslaget om euroen. Ironisk har den halvhjertede valutaunion netop resulteret i tysk dominans som vi oplever det nu (jf. afsnittet om franske fejltagelser i kap.3), men det havde hverken Mitterrand eller den tyske kansler Helmut Kohl forudset da de pressede den fælles valuta igennem, kun forsynet med uforpligtende krav til den fælles økonomiske politik. Krav, som hvis de var blevet overholdt, muligvis havde forskånet os for eurokrisen.

 

Men da de første lande der overtrådte de fælles regler om et budgetunderskud på højst 3 % og højst 60 % gæld var Tyskland og Frankrig, stod ladeporten åben for de sydeuropæiske lande der aldrig havde været i nærheden af at kunne – eller at ville – overholde kravene. I stedet fik vi det lånefinansierede boom i 00erne der skjulte behovet for at tage det næste logiske skridt til en økonomisk forpligtende union som ligger i den neofunktionalistiske samarbejdsmetode, Fischers “system Monnet”. Det kommer måske nu efter krisen med katastrofale følger for befolkningerne i de ramte lande og med deraf følgende udfordringer til de politiske systemer og svækkelse af EU’s legitimitet i omverdenens og befolkningernes øjne. Det er ved at ske nu med den halvhjertede bankunion og overvågning af den økonomiske politik i medlemslandene, med enorme menneskelige omkostninger for Europas unge og uoverskuelige politiske følger. For slet ikke at tale om følgerne for EU’s indflydelse i verden, hvor enhver tale om “normativ magt” nu mest fremkalder rå latter eller hånlige skuldertræk som hos Vladimir Putin, Donald Trump og Tayep Erdogan. Den neofunktionalistiske model for samarbejde har længe virket godt på det økonomiske område – bortset fra den halvhjertede monetære union. Men den slår overhovedet ikke til overfor udenrigs- og sikkerhedspolitik og har ført til afvisning af en fælles europæisk identitet.

 

Det kræver en grundlæggende nytænkning af det europæiske samarbejde. Men næsten værre er at krisen har blotlagt EU’s grundlæggende karakter af at være et samarbejde mellem suveræne stater. Det ses i forskydningen fra Kommission og Parlament til det Europæiske Råd hvor regeringslederne mødes. Og her er størrelse afgørende som det altid er tilfældet når samarbejdet foregår på mellemstatslig basis. Det kender vi kun alt for godt fra den lange periode fra den westfalske fred i 1648 til tiden efter 2. verdenskrig. EU er netop enestående som internationalt samarbejde ved ikke at være inter- men overnationalt og retligt funderet. Det har givet overproportional indflydelse til små og mellemstore stater der kender reglerne og kan formulere en sammenhængende politik. Men krisesituationer gør det klart hvem der bestemmer når det skal gå stærkt. Indtil 2012 talte man ligefrem om “Merkozy”, når den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Nicolas Sarkozy gik udenfor lokalet under møderne og blev enige. Og så bagefter udlagde teksten på vegne af de andre. Reelt var det dog Merkel der bestemte og Sarkozy der fik lov til at udlægge teksten. Der udviklede sig ikke en tilsvarende klar arbejdsdeling mellem den franske præsident François Hollande og Angela Merkel, men det betyder blot at det er blevet helt klart at det er Tyskland der svinger den europæiske taktstok, politisk såvel som økonomisk.

 

Det forpligtende samarbejde med den retlige forankring i EU-domstolen som udgør det enestående ved EU som politisk organisation har en række utilsigtede følger. Ikke ’blot’ i form af den manglende legitimitet i befolkningernes øjne der fører til fremgang for nationalpopulistiske partier i hele Europa, i gamle medlemslande som Nederlandene såvel som blandt de nye i Øst- og Centraleuropa. For slet ikke at tale om Skandinavien og Storbritannien. Styrkelsen af nationalismen bemærker man ikke i veletablerede nationalstater som Danmark, Sverige og Storbritannien. For det er vanskeligt at være mere end 100 % nationalistisk selv om der er mange der prøver. Men i andre lande er det let at spore en øget national for ikke at sige nationalistisk identifikation. Det gælder såvel i Nederlandene og Finland hvor EU-kritiske populister vinder frem i takt med euro-krisen, som i Viktor Orbáns Ungarn hvor de er ved magten.

 

Overraskende nok gælder det også i et land som Luxembourg der har været selve indbegrebet af europæisk samarbejde pga. sin position mellem Frankrig og Tyskland. Ja landet der ikke havde et nationalt sprog men benyttede sig af tysk og fransk har i kraft af EU – og med EU-støtte – etableret et nationalt sprog, letzeburgisch som vinder mere og mere frem. Før 1986 var det luxembourgske parlament indbegrebet af europæisk adfærd, idet lovforslag blev fremsat på tysk ud fra den begrundelse at tysk er bedst for fantasien. Og vedtaget på fransk fordi dette sprog er klarest og derfor bedst til at administrere på. Sådan er det ikke mere. I stedet mudrer flertallet af sted på den tyske dialekt med franske gloser der er grundstammen i letzeburgisch. Det har så den yderligere fordel at udenforstående har svært ved at følge detaljerne når parlamentet drøfter tekniske detaljer om bankhemmelighed og lignende forudsætninger for den skyhøje levestandard i en befolkning der for en stor dels vedkommende oven i købet består af efterkommere af portugisiske indvandrere som altså nu taler letzburgisch!

 

EU består fortsat af suveræne nationalstater og det kan der være mange fordele ved. Men det gør det ikke lettere at enes om de nødvendige reformer af samarbejdet der er forudsætningen for at Europa ikke taber yderligere indflydelse i verden. Det tætteste vi kommer på en bestemmelse af EU’s karakter er den franske kommissionsformand Jacques Delors 1985-95 som engang kaldte EU en “UPO”, dvs. an “Unidentified Political Object”. I politisk teori taler man om en “sui generis” konstruktion, hvormed blot menes at noget nyt er under dannelse. Ingen ved hvor det europæiske projekt ender, men fremgangen for nationalismen passer godt i en generel tendens som man kan kalde “global nationalisme” (Hettne, Sörlin, Østergård 2006). Nationalstaterne er ikke ved at forsvinde, men hvordan de skal samarbejde er til permanent forhandling mellem elite og folk. Opmuntrende er at over 70 % af de danske vælgere ifølge opinionsundersøgelserne er positive overfor det europæiske samarbejde. Men samtidig er de skeptiske overfor en lang række konkrete måder dette samarbejde foregår på. Bortset fra Storbritannien ser EU ud til at være ved at blive almindelig indenrigspolitik og ikke et spørgsmål om for eller imod medlemskab. Det har vi ventet på i lang tid, men måske ikke lige på denne måde.

 

 

 

  1. EU i verden

 

EU’s svaghed er mest iøjnefaldende i rollen som udenrigspolitisk aktør. EU’s vanskeligheder med at formulere en politik overfor Ruslands anneksion af Krim og intervention i Ukraine udstiller EU’s svaghed i denne henseende. Denr ikke blevet mindre efter briternes beslutning om at forlade samarbejdet. Grundlæggende handler det om en splittelse mellem EU’s succes som detailregulerende marked og fiasko som udenrigspolitisk aktør. Hvis man betragter EU som en føderation er Unionen kendetegnet ved at være det modsatte af den amerikanske føderation. EU er meget stærkt regulerende på en lang række indre områder, men samtidig en svag koalition ud ad til, mens USA er det omvendte, en stærk koalition ud ad til, militært og udenrigspolitisk, mens det centrale niveau omvendt griber langt mindre ind i de enkelte staters selvstændighed (se også s.4). Omfanget af detailreguleringen i EU er enormt som det ses i det kolossale acquis communautaire med 144.000 regler, forordninger og domme. Det er denne detailregulering som får stadig flere borgerlige tilhængere til at blive skeptiske, mens omvendt reguleringsvillige socialister og socialdemokrater bliver stadig mere positive, selv i Danmark.

 

I forhold til situationen i Ukraine betyder det at EU har om ikke 27 forskellige politikker, så i hvert fald 5-6 forskellige positioner, som er vanskelige at forene. Tyskland repræsenterer af historiske og geopolitiske grunde en imødekommende politik over for Rusland, som dels skyldes 2. verdenskrig, dels afhængigheden af russisk gas. Heroverfor står en række mere konfrontatoriske stater, anført af Polen og de baltiske lande som kun kender Rusland alt for godt. Principielt er EU en meget vigtigere aktør over for Ukraine og Rusland end USA pga. den meget større samhandel. Økonomisk set betyder EU mest, men politisk set mindre pga. den gensidige afhængighed. De modsatrettede interesser inden for EU førte i efteråret 2013 til en aktivistisk politik overfor Ukraine som blev opfattet som aggressiv af Rusland, men som i realiteten var svag og splittet. Vi ved fra børneopdragelse at det er den dårligst tænkelige måde at tale højt og beslutsomt uden at mene det. Det er det EU har gjort med risiko for at man kommer til at betale store summer til Ukraine der forsvinder i korruption, uden at få garanti for reformer, samtidig med at russerne bliver rasende uden at man formår at beskytte Ukraine.

 

EU’s svaghed skyldes den model for samarbejdet som Jean Monnet og andre formulerede med Kul- og Stålunionen og Fællesmarkedet netop for at overvinde modstanden mod suverænitetsafgivelse i nationalstaterne. De modsatrettede interesser udstiller at sikkerhedspolitik er det EU er dårligst til at levere. Måske er det gamle kommunistiske lande som Polen der kan bane vejen for en mere selvstændig og handlekraftig europæisk udenrigspolitik. Problemet er Tyskland. Amerikanerne har rigtigt påpeget, at Tyskland både er løsningen og problemet for Europa. Løsningen fordi landet er økonomisk stærkt, problemet fordi det af historiske grunde er politisk svagt. Selv om den udenrigspolitiske dagsorden rummer et uudnyttet potentiale for EU, ikke mindst i forhold til Europas befolkninger som i virkeligheden hellere vil have en stærk sikkerhedspolitisk koalition end massiv detailregulering, er det ikke i den retning udviklingen aktuelt ser ud til at bevæge sig i.

 

Politisk viser det sig som et valg mellem liberalt demokrati (centrum venstre, Norden, liberale internationale regler, folkeret, menneskerettigheder) på den ene side og ’illiberalt demokrati’ (Viktor Orbán i Ungarn, Jarosław Kaczyński i Polen, Erdogan i Tyrkiet, Vladimir Putin i Rusland, Donald Trump i USA, Marine le Pens Rassemblement National i Frankrig, ’Brexit’ koalitionen i UK) på den anden. En mulig effektiv mellemvej repræsenteres af det kinesiske ‘autoritære demokrati’ og dets magthavere i form af kommunistpartiets 90 millioner medlemmer og angst for ‘bondeoprør’ fra flertallet. Landet vil kunne vise en tredje vej hvis det udvikler sig i en socialt afbalanceret retning, får styr på forureningen og undgår krig med USA.

 

I øjeblikket er situationen den at vælgerne i Europa paradoksalt nok gør oprør mod den eneste organisation der har potentiale til at udskyde magtesløsheden, EU. Det gør de af utilfredshed med den valgte teknokratiske samarbejdsmetode i det europæiske samarbejde, funktionalistisk ‘spill-over’ og liberal markedskonkurrence fulgt af detaljeret lovgivning som irriterer befolkningerne. Den frie bevægelighed af arbejdskraft og kapital har fået vælgerne til at føle sig snydt og har samtidig undergravet den sociale sammenhængskraft i de nationalstater der ellers på paradoksal vis er blevet styrket af EU. Vælgerne føler sig snydt og kræver derfor grænsebomme, beskyttelse mod konkurrence og indvandring. Alt sammen foranstaltninger der formentlig vil accelerere bevægelsen mod betydningsløshed for EU/Europa.

Befolkningerne er blevet hægtet af projektet, således at liberalisterne står af nu hvor vi er i reguleringsfasen, mens den socialdemokratiske del af befolkningerne ikke vil opgive den nationale velfærdsstat som deres garant. Det eneste begge kan enes om er at ændre grundlaget for samarbejdet til fordel for nationalstaternes suverænitet som Viktor Orbán formulerede det i en tale i Rumænien 28.7. 2018 for det ungarske mindretal. De tidligere kommunistiske stater i Centraleuropa melder nu ud at de kun vil have støtten fra EU, men ikke EU’s værdier.

Overlever de europæiske institutioner – og det gør de nok, for det er sjældent at man helt nedlægger noget – så er den historiske parallel dog næppe Romerriget, men snarere det Hellige Romerske Rige, Sacrum Imperium, der eksisterede fra 962 til 1804 (se kort). Det lykkedes aldrig dette rige at udstrække sin magt til hele Europa, selv om det var tæt på i 1500-tallet under habsburgeren Karl 5. Men som juridisk ramme for de mange tyske lande og en del af de italienske stater levede riget længe og gjorde det i perioder muligt at afgøre stridigheder mellem fyrster og bystater uden krig. Indtil rammen blev ophævet under indtryk af Napoléons erobringer og hans selvudråbte kejserværdighed i 1804. Da var selv den legale fiktion holdt op med at virke, men indtil da havde domstole og proceduren for valget af kejser overlevet i næsten ni hundrede år. Så der er stadig håb for EUropa – i hvert fald for institutionerne og deres ansatte. Men det er usikkert om vælgerne vil være med. Og aldeles usikkert om resten af verden vil lytte til os.

 

Fig. 2 Det tysk-romerske rige, ca. 1512

[figurtekst)

 Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation, Sacrum imperium romanum nationis germanicae, Heiliges römisches Reich deutscher Nation, var det officielle navn for landene under den tysk-romerske kejser indtil 1806 i centrale Europa fra Holsten og Flandern i nord til Italien i syd. Det Tysk-romerske Rige blev i 1500-tallet efter Karl 5. et løst forbund af omkring 300 tyske lande. Fra 1648 et juridisk defineret område uden stor politisk betydning eller sammenhængskraft. Efter at Napoléon var blevet kronet til kejser i 1804 opløstes Det Tysk-romerske Rige i 1806 da kejseren erklærede sig som kejser af de habsburgske arvelande, i daglig tale Østrig, fra 1867 til 1918 Østrig-Ungarn.

 

 

Brexit og USA’s valg af Donald Trumps amerikanske isolationisme har bidraget til at gøre det klart at perioden fra 1492 til 1992 var en historisk parentes, hvor Europa dominerede verden. I stedet er vi ved at vende tilbage til det, kineserne opfatter som ‘normaltilstanden’ med Kina i centrum. Verdens bedste chance er, at dette Kina slår ind på en slags socialdemokratisk model og får held med at bekæmpe forureningen og modvirke den globale opvarmning. Det forudsætter at den kinesiske ledelse satser på en fredelig og åben liberal verdensorden, retsstat og afbalanceret vækst Hvis den kinesiske præsident Xi Jinpings tale på Davos mødet i Schweiz i januar 2017 kan tages for pålydende, er der håb. I hvert fald mere håb end det der kommer fra Trumps USA eller det selvskabt svage EU. Selv om væksten er mindre end i 1990erne, vokser den kinesiske økonomi stadig hurtigt. Kinesernes opfattelse af verden er nu vigtigere end russernes. Trods atomvåben, trusler og militær succes i Krim og Syrien er Rusland en stormagt på vej ned. En atombevæbnet benzin- og gasstation, men næppe det 21. århundredes verdensmagt. Det har Kina potentiale til at blive, selv om befolkningen bliver ældre, ligesom det allerede er tilfældet i Japan.

Kineserne ser et Europa, der er delt i mere eller mindre uenige nationalstater. Det svarer til den tilstand, som Kina selv gennemlevede mellem 800 og 221 fvt. Den kaldes for ’de stridende staters periode’. Set fra et kinesisk synspunkt er forskellen, at Kina overvandt splittelsen, mens Europa har bevaret den. Senest med det resultat, at et flertal i Storbritannien har stemt sig ud af EU, og at central- og østeuropæerne ikke vil være med i den fælles flygtningepolitik. Og det er endda langt fra de eneste eksempler på uenigheder i den nationale suverænitets navn, der har kostet den Europæiske Union den indflydelse i verden, som EU’s størrelse og økonomiske vægt egentlig skulle tilsige. Kina har været samlet i ét rige siden 221 fvt., altså mere end 2000 år. Det samlede rige er ganske vist ofte gået i opløsning, men er så blevet samlet igen af et nyt dynasti, senest i form af det kommunistiske parti. Europa derimod fremtrådte efter finanskrisen i 2008 og den deraf følgende økonomiske og politiske nedtur som stadig mere usikkert og splittet. Brexit og valget af Macron er dog måske ved at samle EU igen. I grunden indtraf Europas tab af magt allerede i 1945. Men det lykkedes at udskyde erkendelsen af denne svaghed et halvt århundrede med det europæiske samarbejde, selv om det først nu er ved at gå op for os.

Europa vandt gradvis verdensherredømmet i århundrederne efter 1492, da Columbus opdagede Amerika. En følge var, at det økonomiske centrum blev forskudt fra Middelhavet til Atlanterhavet, først med Spanien og Portugal i spidsen, siden Nederlandene og i 1700-tallet Frankrig og England. Storbritannien vandt et verdensomspændende kolonirige ved sejren over Frankrig i 1759 i en verdenskrig fra 1756 til 1763 der foregik i Indien, Nordamerika, Vestindien og Europa – samtidig. Briterne tabte ganske vist det meste af Nordamerika med den amerikanske revolution 1776-83, men fik med sejren over Napoleon i 1814 stabiliseret et imperium, der strakte sig over alle kontinenter. Til sidst omfattede imperiet en fjerdedel af verden. Briterne vandt på et hængende hår over det opstigende Tyskland i 1. verdenskrig, der svækkede alle konkurrenterne. Men den egentlige vinder blev USA, der − efter at have sejret i 2. verdenskrig – i 1945 delte verden med Sovjetunionen og dominerede i det vi nu kalder det ‘amerikanske’ 20. århundrede. Ved fredsslutningen i Versailles 1919 delte de sejrende magter tabernes områder mellem sig. Vi kan dog nu se, at delingen af Mellemøsten mellem Storbritannien og Frankrig, ydmygelsen af Tyskland og opløsningen af det russiske, habsburgske og osmanniske imperium var begyndelsen til enden for Europa. Det krævede blot endnu en verdenskrig og afkoloniseringen efter 1945 at erkende det. Europa fik et pusterum på tres år i kraft af det europæiske samarbejde efter 1950, godt hjulpet af USA og truslen fra den kommunistiske Sovjetunion, der stod som de absolutte sejrherrer i 1945, Europas Stunde Null.

Den periode er nu ved at rinde ud med deraf følgende forvirring og ustabilitet i befolkningerne i Europa, men også i USA. Alt tyder på, at det er slut med Europas magt i verden efter finanskrisen, gældsætningen af Sydeuropa, Putin, flygtningekrisen, splittelsen mellem Øst- Vest, Nord- og Sydeuropa, samt Brexit og truslen om amerikansk isolationisme. Kinas socialdemokratiske potentiale fremgår af de kinesiske delegationer, der gennem årene har besøgt det mærkelige Danmark, som både er socialt retfærdigt og internationalt konkurrencedygtigt. Social lighed er ønskelig, men burde ikke være mulig ud fra en moderne kinesisk tankegang, hvis man samtidig vil være konkurrencedygtig. Denne tilsyneladende ægte interesse adskiller dem fra indiske besøgende. De kommer fra et føderalt demokrati, men synes på grund af deres kastesystem ikke meget optagede af social retfærdighed. Til gengæld er Indien interessant som eksempel på, at et flersproget demokrati er muligt. Men tilsyneladende ikke meget interesseret i velfærd for alle, sådan som kineserne hævder at være.

Det kinesiske styre forstås bedst som et teknokratisk og centralistisk regime, der forsøger en balancegang mellem konfucianisme, kommunisme og markedsøkonomi. Dets politik er formelt set socialistisk med bekendelse til social lighed og økonomisk vækst. Men efterhånden er der stadig flere referencer til klassisk kinesisk tankegang og kultur. Selv om partiet i dag varetager den urbane middelklasses interesser, prøver det også at tage hensyn til arbejdere og bønder i provinsen uden for de store byer, især mod vest. Det gør det dels af ideologiske grunde, men også af frygt for de bondeoprør, der er et genkommende fænomen i Kinas historie. Samtidig med sine velfærdsstatslige ambitioner og faste greb om magten er styret nationalistisk og hævder sine territoriale rettigheder i det Sydkinesiske Hav til bekymring for nabostaterne, i hvert fald for nærværende. Så det er langt fra sikkert at Kina bliver socialdemokratisk, men det er mere sandsynligt end at Trumps bliver det.

 

  1. EU’s fremtid

Europæerne må nok se i øjnene at vores fremtid kommer til at ligne Italiens, efter at landet havde tabt konkurrencen med Nordvesteuropa efter 1492. Fordi der kun var tale om en relativ tilbagegang, opdagede man i Italien først efter et par hundrede år at andre var blevet rigere. Venezianerne fortsatte med at fejre deres berømte karneval, som tiltrak besøgende fra hele Europa. I vore dage må Europa nok se i øjnene at fremtiden formentlig kommer til at stå på underholdning for kinesiske turister i form af folkedans, karneval og H. C. Andersens eventyr. Det er ikke nødvendigvis så ringe, men vi kan bare ikke længere påtvinge verden vores normer. End ikke demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Opløses EU vil verden savne unioneng måske ender det med at europæerne også gør det, med mindre det lykkes at reformere EU. Mere sandsynligt er at EU vil overleve, men i en ændret udgave. Endda meget ændret hvis det står til Viktor Orbán og de øvrige nationalistiske partier.

Et muligt billede på denne ændrede udgave kunne være det tidligere omtalte tysk-romerske rige der overlevede som et magtpolitisk tomt retsligt fællesskab længe efter at magten i Europa var overgået til mere eller mindre nationale territorialstater.

En udbredt vittighed om denne europæiske statsdannelse går på at riget hverken var helligt eller romersk. Det er uretfærdigt for kejserdømmet var et forsøg på at skabe rammen for en universel kristenhed. Kejsere som Frederik Barbarossa i 1100-tallet og Frederik 2. i 1200-tallet er blevet bebrejdet at de ikke skabte en tysk nationalstat i stil med den franske. For at forstå riget må man tage betegnelsen alvorligt. Det var helligt, dvs. af Guds og – mere afgørende – af Pavens nåde. Og det var romersk. Kejseren var ikke blot en blandt flere fyrster, som det blev tilfældet efter Napoléons kejserkroning i 1804, hvorefter den russiske zar og den østrigske hersker også snart begyndte at kalde sig kejsere. I middelalderen var kejseren den eneste og herskede principielt over hele den kendte verden. Søgte den tyske konge ikke at blive kejserkronet i Rom, ville han miste sin legitimitet og dermed sin magt, også i de tyske lande, selv om staterne blev mere og mere selvstændige. Kejseren og Paven var universelle magter og støttede hinanden overfor andre, når de da ikke var optaget af at konkurrere. Kongerigerne i Polen, Bøhmen og Danmark foruden Ungarn og Kroatien var alle blevet oprettet omkring år 1000 som kristne stater for at afgrænse sig mod tyske fyrsters ekspansion. I perioder måtte deres konger sværge lensed til den tyske kejser. Men kun Bøhmen forblev en del af kejserriget der langsomt antog en fastere afgrænset form, samtidig med at kejserne gradvis måtte anerkende at der var kongeriger uden for det tysk-romerske riges grænser, stater, som så omvendt heller ikke kunne deltage i kejservalget.

 

Disse blev til gengæld i løbet af middelalderen til nationale monarkier, i særdeleshed Frankrig og England. De franske konger søgte fra tid til anden at tiltage sig kejserværdigheden, men det mislykkedes, ligesom det gjorde for de engelske fyrster efter Frederik 2.’s død i 1250. Kejserværdigheden forblev dog på tyske hænder med slægten Habsburg efter 1276. Derfor var det logisk at udvide betegnelsen af riget til ’Det Hellige Romerske Rige af tysk nation’, forkortet til det ’tysk-romerske rige’. Men det skete så sent som i 1400-tallet, da udviklingen af et antal tyske stater nord for Alperne allerede var vidt fremskredet. Alligevel overlevede dette centraleuropæiske rige i næsten ni hundrede år. Ikke som centralt styret statsdannelse, men som et løst defineret retsfællesskab hvor fyrster og bystater kunne afgøre deres stridigheder ad juridisk vej gennem langvarige retssager uden at føre krig.

Måske er dette næsten glemte rige det bedste billede på EU’s fremtid som et fællesskab med retsregler og fælles marked, men uden global magt og indflydelse.

 

Litteratur

Bang, Peter m. fl. (2017) Imperier fra oldtid til nutid, Kbh.: Columbus 2017

Bonde, Jens-Peter og Østergård, Uffe (2018), Hvad nu EU, Kbh.: Forlaget Frydenlund 2018

Haas, Ernst B. (1958), The Uniting of Europe, Stanford University Press 1958

Hettne, Björn, Sörlin, Sverker & Østergård, Uffe (2006), Den globala nationalismen. Nationalstatens historia och framtid, Stockholm: SNS 2006, 2. udgave med efterskrift

Krastev Ivan (2017), Efter Europa, Kbh.: Informations Forlag 2017

Kagan, Robert (2003), Paradiset og magten. Amerika og Europa i den nye verdensorden, København: Gyldendal 2003)

Manners, Ian (2002), “Normative Power Europe: A Contradiction in Terms?”, Journal of Common Market Studies 40, 2002, 235-258

Milward, Alan S. (1992), The European Rescue of the Nation-state, Alan S. Milward with the assistance of George Brennan and Federico Romero, London: Routledge 1992 (new ed. 2000)

Milward, A., Lynch, F., Romero, F., Ruggiero, R., Sørensen, V. (1993), Frontier of National Sovereignty. History and Theory 1945-1992, London: Routledge 1993

Leonard, Mark (2005), Why Europe will run the 21st Century, London: Fourth Estate 2005

Rifkin, Jeremy (2002), Den europæiske drøm. Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm, København: Informations Forlag 2006

Weiler, Joseph (1999), The Constitution of Europe, Cambridge: Cambridge University Press 1999

Østergård, Uffe (2006), “Fædrelandenes Europa eller Europas Forenede Stater?”, Quo Vadis. Europa efter forfatningstraktaten, Den Ny Verden 38:4, 7-26

Østergård, Uffe (2018), Hvorhen Europa, Kbh.: DJØF forlag 2018