Søslaget ved Lepanto rummer en større fortælling end et drabeligt billede

Søslaget ved Lepanto rummer en større fortælling end et drabeligt billede

Kristeligt Dagblad historisk set 14.2.19, 5

Et 448 år gammelt søslag, hvor en kristen koalition besejrede osmannerne, har i denne uge sikret Matteo Salvini gode billeder i europæisk presse, men Lepanto-slaget handler også om et osmannisk rige, som ikke passer ind i den italienske premierministers politiske narrativ

 

Da den italienske vicepremierminister og leder af det EU-kritiske regeringsparti Lega, Matteo Salvini, i mandags holdt pressekonference i Deputeretkammeret i Rom om lokalvalget i Abruzzo og striden med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, foregik det foran et kæmpestort maleri af søslaget ved Lepanto. I dette søslag ved indsejlingen til Den Korinthiske Bugt besejrede en kristen koalition i 1571 en osmannisk-tyrkisk flåde og standsede derved dette riges ekspansion i Middelhavet på samme måde, som habsburgske hære senere gjorde det til lands i 1600-tallet.

Ud over at henvise til den historiske kamp mellem tyrkerne og det kristne Europa kan episoden fortolkes som en symbolsk hentydning til italienernes uenighed med Frankrig om, hvordan man bedste standser bølgen af flygtninge fra Afrika og Mellemøsten. Også de forliser i dag i synkefærdige skibe og drukner ynkeligt, akkurat som på billedet. Sympatien er ikke med ofrene, men med de kristne søfolk og soldater – uden plads til forvirrende detaljer, såsom at mange af de ”tyrkiske” galejer var bemandet af kristne grækere fra områder, der i et par århundreder havde været loyale dele af det ikke-fanatiske muslimske osmanniske rige.

Riget rummede fire anerkendte religioner, islam, ortodokse kristne, jøder og armeniere. De fire religioner var ikke ligeberettigede, men anerkendte og internt selvstyrende. Den sejrrige sultan Mehmet II havde efter erobringen af Konstantinopel i 1453 skrevet til pave Pius II og anmodet om at blive anerkendt som beskytter af kristenheden, sådan som hans forgænger, den byzantinske kejser, havde været det. Svaret var et korstog og århundreders krige mellem europæiske stater og de tyrkiske osmanner.

Selve det faktum, at sultanen kunne få denne idé, og at hans lande på Balkan gik under navnet Rumeli, der kommer af det tyrkiske navn for Rom, er sigende. Og kendsgerninger, der ikke anfægter en succesrig højrepopulist som Salvini, der efter eget udsagn føler sig mere hjemme i Putins Moskva end i EU-hovedstaden Bruxelles. Salvini fik gode billeder ud af pressemødet, som det fremgik af reportagen her i avisen i tirsdags.

Den 7. oktober 1571 tørnede to store flåder med næsten 500 galejer og gale-aser sammen i det vigtige farvand ved indsejlingen til Adriaterhavet over for Bari og det græske fastland, der har været skueplads for flere vigtige søslag såsom Marcus Antonius’ nederlag til Octavian, den senere kejser Augustus, i slaget ved Actium år 31 f.Kr. og slaget ved Navarino i 1827, hvor britiske, franske og russiske krigsskibe besejrede en osmannisk invasionsflåde og dermed banede vejen for den græske selvstændighed.

Den nyeste skildring af det vigtige slag i 1571 står Alessandro Barbero for i ”Lepanto. La battaglia dei tre imperi” fra 2010. De tre imperier i bogens titel er det spanske imperium under Felipe II, det venezianske og det osmanniske. Det var lykkedes pave Pius IV at samle alle de ellers stridende kristne stater, bortset fra netop Frankrig, der var allieret med osmannerne, i en koalition til dette afgørende slag i kampen om Middelhavet.

Ved Lepanto for 448 år siden lykkedes det denne koalition af normalt stridende konkurrenter under Karl V’s uægte søn Juan de Austria (1547-1578) at besejre den osmanniske flåde og for en tid bremse dens ekspansion i Middelhavet. Over 50.000 mand blev dræbt, langt størstedelen på osmannisk side.

Klummen historisk set skrives på skift af historikerne Jes Fabricius Møller, Uffe Østergaard og Lars Hovbakke Sørensen.