Eftervirkninger af 68

Eftervirkninger af 68

Noter fra Historielærerforeningen 219, 27. december 2018, 36-40

Var 1968 virkelig en “begivenhed der rystede verden” som historikeren Mark Kurlansky hævdede i 1998 i en bog med denne titel. Noget kunne tyde på det når man ser på mængden af litteratur om dette epokegørende år der er væltet frem her i 50-års jubilæet. De positive indlæg er dog især skrevet af de overlevende selv, mens de kritiske – for ikke at sige hadefulde – behandlinger er skrevet af deres børn som blev ofre for de dristige eksperimenter med nye samlivsformer og fri sex der blev mulig med opfindelsen af p-pillen.

“Der har aldrig været et år som 1968, og det kommer der sandsynligvis heller aldrig igen. På et tidspunkt, hvor nationer og kulturer stadig var adskilte og meget forskellige – og i 1968 var Polen, Frankrig, USA og Mexico langt mere forskellige fra hinanden, end de er i dag – blev oprørske sind verden over spontant antændt” skrev Kurlansky der ud over bogen om 1968 har originale kulturhistoriske bøger om salt og torsk bag sig. Plus en verdenshistorie set gennem baskerne. Men har han ret i 1968’s enestående betydning.

I Danmark begyndte 1968 allerede i 1960 med atommarcherne, men slog særligt igennem under det såkaldte ’ungdomsoprør’ mellem 1967 og 1970. Det indflettede sig især mærkbart i den politiske venstrefløjs aktiviteter. At skildre Vietnam-bevægelsen som udelukkende en politisk foreteelse er forkert. Som den svensk-danske historiker Kim Salomon har vist var den i lige så høj grad et resultat af ungdomskulturen. “Provoer” blev meget omtalte i midten af årtiet. Senere blev langhårede “hippier” det nye indslag, især i det københavnske bybillede sammen med de såkaldte “slumstormere   der fra 1968 besatte tomme, saneringsmodne ejendomme. En vigtig udløber af slumstormeraktiviteterne blev oprettelsen af Fristaden Christiania på den besatte Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn i 1971.

Ungdomsoprørets deltagere eksperimenterede med familieformer, seksualitet, religion, påklædning og euforiserende stoffer. En kulmination på eksperimenterne var det Ny Samfunds Frøstrup-lejr i Thy i sommeren 1970. Ikke lang tid efter skiftede ungdomsoprøret dog karakter, i den forstand at politiske organisationer kom til at dominere. De forskellige venstreorienterede fraktioner orienterede sig med indædt energi i teoretiske positioner fra socialismen og kommunismen i mellemkrigstiden, især Lenin, Stalin, Trotski, Rosa Luxemburg samt den mere sofistikerede og elitære Frankfurterskole. Men også tredje verdens ideologier af forskellig art, kinesisk maoisme og sågar det underudviklede Albanien fandt tilhængere.

Opbruddet i 1960erne gav også modreaktioner. Et tidligt eksempel var rindalismen der opponerede mod den nye kunstfond med det formål at støtte kunstnere økonomisk. Det var for mange almindelige skatteydere uforståeligt at de skulle støtte en moderne kunst de ikke kunne se hvad forestillede. Rindalismen var på samme tid en kulturel modbevægelse og et oprør mod skattetrykket og den eksplosivt voksende velfærdsstat. Bevægelsen var en forløber for Fremskridtspartiet og den politiske omvæltning i 1973. En anden modreaktion var at den danske befolkning i 1968, mens ungdomsoprøret var på sit højeste, for første gang siden 1953 gav magten til en borgerlig regering under den radikale Hilmar Baunsgaard. Det var skæbnens ironi at VKR-regeringen både kom til at stå for frigivelsen af billedpornografien, lempelse af abortlovgivningen, eksplosiv vækst i de offentlige udgifter med en fordobling af antallet af offentligt ansatte og indførelse af studenterindflydelse på universiteterne. Som tak fik den velmenende radikale undervisningsminister tilnavnet “onde Helge” (Larsen).

Det særlige ved året 1968 var at der blev gjort oprør mange forskellige steder, om end af forskellige grunde. Mod USA-imperialismen i vest, mod kommunismen i øst, mod Vietnam-krigen og værnepligten i USA. Fælles var modstanden mod magthaverne i et generationsoprør der blev båret frem af de store årgange fra 2. verdenskrig. “Tro aldrig på nogen over tredive” sagde en selvsikker generation af unge der hurtigt indtog samfundets magtpositioner og har gjort det lige siden. Først i de senere år nølende har de opgivet positionerne i takt med at de er blevet ældre. For nu at føre oprøret ind i pensionisttilværelsen og plejehjemmene med krav om rejser og sex. Der var mange årsager til oprøret, men USA’s krig i Vietnam var den udløsende faktor i USA og efterhånden resten af Vesten.

I Vesttyskland var den afgørende begivenhed dog demonstrationer mod et statsbesøg af Shahen af Iran, Mohammad Reza Pahlawi, i 1967 i Vestberlin hvorunder politiet skød og dræbte studenten Benny Ohnesorg. Dette drab førte ad mange omveje til attentatet på Rudi Dutschke, men også til terrororganisationen Rote Arme Fraktion der i 70erne førte krig mod den vesttyske stat. Retsstaten overlevede især i kraft af den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidts principfaste – og modige – holdning som udmøntede sig i hans ordre om ikke at forhandle hvis han skulle blive taget til fange som det skete med den italienske premierminister Aldo Moro i 1977. Det har siden vist sig at den vesttyske betjent der skød Ohnesorg var agent for østtyske Stasi, men det er kun en af de mange komplicerende kendsgerninger ved det mytiske år “68”.

Fælles var ønsket om at gøre op med konservative ledere på alle områder, især i uddannelser og politik, og fremme international samhørighed mellem de mange unge der havde set lyset ved at læse Franz Fanon, Herbert Marcuse og andre teoretikere. Men var 1968 nu så afgørende? Hverken studenterrevolterne i Berlin, Berkeley eller Paris, det tjekkoslovakiske forår, protestmarcherne mod Vietnam-krigen eller borgerretskampen i USA fik succes i første omgang. Men på længere sigt vandt de. De sortes muligheder blev forbedret i USA, kulminerende med valget af en karismatisk sort præsident, Barack Obama i 2008. Et valg der til gengæld førte til en hvid reaktion med valget af Donald Trump i 2016. Tjekkerne blev fri for sovjetisk overherredømme med fløjlsrevolutionen i 1989 sammen med det øvrige Østeuropa, men har udnyttet friheden til en konservativ indvandringsskeptisk politik sammen med polakker, ungarere og andre kritikere af EU. Vietnameserne besejrede amerikanerne i 1975 – og kineserne i 1979. Resultatet er blevet en succesrig kapitalisme under håndfast ledelse af kommunistpartiet som har bragt en ny middelklasse til magten. Det er godt for dem, men ikke hvad de naive 68-idealister havde forestillet sig.

Professorvældet på universiteterne blev ophævet, men på længere sigt er ledelsen af uddannelserne overtaget af et højtlønnet lag af professionelle ledere der har indført en styring af videnskaben som det gamle universitet aldrig havde forestillet sig muligheden af. Det skyldes især den enorme uddannelseseksplosion, men omfanget af inkompetent kontrol overgår de værste dystopiske forudsigelser fra George Orwells 1984 og frem.

Der er ikke meget fra 1968 der er blevet en succes på den måde man håbede. Alligevel er der et før og et efter. “Det var 1967 og 1969 som sammen med alle de forudgående år gjorde 1968 til det, det var. Men 1968 var epicentrum for et skift, for en fundamental forandring – her så vores postmoderne mediestyrede samfund dagens lys. Derfor er den tids populære musik og de fremherskende udtryk for den tids populære kultur blevet ved med at sige de efterfølgende generationer noget. Året varslede begyndelsen på enden af den kolde krig og frembruddet af en ny geopolitisk orden. Inden for denne orden ændrede både politik og politiske ledere karakter” skriver Kurlansky.

Meget skete det år. I USA var Vietnam-krigen upopulær i kraft af fjernsynets usminkede reportager om massakrer i Vietnam. Præsident Lyndon Johnson der havde lagt grunden til en velfærdsstat i USA under overskriften “the Great Society” og implementeret borgerrettighederne besluttede sig under indtryk af krigsmodstanden for ikke at stille op som præsidentkandidat. Hans mest indlysende efterfølger, Robert Kennedy, blev dræbt af en attentatmand og ved valget i november 1968 vandt Richard Nixon. Nixon måtte gå af efter Watergate, men det må ikke glemmes at det var realisten Nixon der sammen med Henry Kissinger åbnede for anerkendelse af Kina i 1972. Kampen for borgerrettigheder gik videre i USA og en af hovedmændene, Martin Luther King, blev dræbt ved et attentat. Samtidig skete der en radikalisering af Black Panther-bevægelsen og atleterne Tommy Smith og John Carlos demonstrerede med knyttede næver i sorte handsker på sejrspodiet ved OL i Mexico samme år. Forud for de olympiske lege var gået en massakre i Mexico City, da politiet gik amok overfor fredeligt demonstrerende studerende. I Chicago slog politiet brutalt ned på demonstrerende unge under det demokratiske partis konvent.

I Tjekkoslovakiet kom Alexander Dubcek til magten og lancerede “kommunisme med et menneskeligt ansigt”. Men ’det tjekkiske forår’ blev brutalt undertrykt af en sovjetisk invasion i august 68. I Polen blev studenterbevægelsen allerede undertrykt i marts. Majrevolten i Paris, hvor præsident de Gaulle en overgang måtte se arbejdere og studenter forenede i kampen mod det bestående førte til en opslutning om ham. Først i 1969 trådte de Gaulle tilbage, men det var som konsekvens af et nederlag ved en folkeafstemning om ændring af forfatningen, ikke en ungdomsrevolte. Vigtigst var nok nybruddet i musik og kunst der førte til en ny populær massekultur. Det nye i kulturbruddet kan dog let overdrives. Hvad der skete med hensyn til sociale eksperimenter og politisk rabiate paroler kunne nok engagere til støtte eller modstand i den konkrete situation og fik dermed også betydning. Men de fleste følte at de levede i et trygt og velstående samfund, hvis udvikling gik i retning af endnu mere tryghed og velstand. Set fra i dag er det klart at studenteroprøret reelt var en kamp for at bevare privilegier i en situation hvor standssamfundet var under kraftig forandring. Det var de demonstrerende blot ikke selv klar over.

Den bedste analyse af det moderne kapitalistisk industrisamfund og modernismen som ideologi skyldes den amerikanske sociolog Daniel Bell. I moderniteten har individualismen sejret, men forbrugersamfundet udfordrede de klassiske værdier. Det var denne udvikling Daniel Bell reagerede på da han i 1970erne anklagede modernismen for at have eroderet alle gode, klassiske kapitalistiske og demokratiske værdier. Bells påstand var at industrisamfundets klassedeling og politiske ideologier i den epoke han kaldte ‘postindustrialismen’ afløses af en voksende individ-orientering inden for politik og kultur. Bell kritiserede denne nye tilstand for at være domineret af kommercielle massemedier og for at løbe løbsk i en absurd jagt efter stadig mere frigørelse og flere oplevelser. “Når bibliotekarer og sygeplejersker antager avant-gardens livsstil går det galt” skrev han i 1980. Bells længsel efter et samfund hvor meninger og kunst betød mere end underholdning blev dog kureret efter en sammenligning med de såkaldte socialistiske samfund med groft toiletpapir og manglende bundpropper i håndvaske og badekar. Samfund der ikke turde eller havde råd til at tillade fri adgang til fotokopimaskiner og computere var ikke ønskværdige – selv for en idealistisk intellektuel. Og de gik da også under. Bell måtte med beklagelse konkludere at forbrugersamfundets uafviselige glæder åbenbart med nødvendighed var knyttet til en oplevelse af stadig stigende grad af meningsløshed, privat såvel som offentligt.

Daniel Bells kritik af det moderne samfund i Vesten fokuserede på de samfundsmæssige konsekvenser af modernismen: “The difficulty in the West is that bourgeois society – which in its emphasis on individuality and the self gave rise to modernism – is itself culturally exhausted. And it, too, now exists in a beyond” skrev Bell i The Winding Passage i 1980. Individualitet, individualisme, privathed og selviskhed findes i alle kulturer, men ingen kultur har efter Bells mening på samme måde som den vestlige sat det private, isolerede individ i centrum og gjort det til sin politik i form af den liberalistiske teori om at den højeste samfundsnytte opstår som det utilsigtede resultat af de enkelte individers egoistiske handlinger. Højdepunktet for denne dyrkelse af selvet var den borgerlige kultur i 1800-tallet, før Freud satte spørgsmålstegn ved den ukomplicerede karakter af individet. Indtil da herskede oplysningstidens optimisme stort set uantastet i form af det ‘moderne projekt’. Men moderniteten producerede hurtigt sin egen negation, socialt og politisk i form af socialismen, psykologisk i form af modernismen i kunst og kultur. Denne utryghed hos de få blev til massiv afvisning under indtryk af den industrialiserede 1. verdenskrigs barbari hos årgange af unge mænd i skyttegravenes mudder. En afvisning der i første omgang førte til revolutioner og rystelse af den borgerlige samfundsorden, men senere blev overtaget af totalitære antirevolutioner i form af fascisme, nazisme og kommunisme.

Denne rystelse efter 1. verdenskrig gentog sig stort set ikke efter 2. verdenskrig, trods de endnu mange flere involverede menneskemasser og større lidelser. Det skyldtes at de herskende eliter havde lært af fejltagelserne i 1918 og følte sig truet af det kommunistiske alternativ. Det lykkedes at demontere de folkelige oprørsbevægelser og retablere kapitalismen i Vesteuropa på det politiske og økonomiske område og endte med kapitalismens og demokratiets sejr i 1989. Kapitalismen har sejret, selv om den blev alvorligt udfordret af krisen i 2007-2008 og den islamistiske terror. Men systemet undergraver sig selv med den stærkt forøgede ulighed som følge af globaliseringen, sådan som Harvard økonomen Dani Rodrik har påpeget i en analyse af baggrunden for vælgeroprørene i USA og Europa. Mennesker lever i strukturer, men der er ingen strukturer uden handlende mennesker. De er bare ikke så frie som de selv tror.

Alt dette vidste deltagerne i 1968-oprøret ikke, og kunne næppe vide. Modsat udbredte forestillinger var 68 ikke anti-amerikansk. Tværtimod så oprørerne med beundring på amerikanerne. Ikke på det amerikanske samfund og slet ikke den amerikanske krigsmaskine, men på de mange amerikanske oprørere, sorte, farvede og hvide, syrehoveder, rockgrupper, aktivister osv. Amerikanske forhold havde stor indflydelse på, hvad der skete i vest og øst. Mytologien om ’68-generationen holdes energisk i live i dag. Især af dem der ikke var med. Men det bliver den ikke rigtigere af. Meget tyder på at en overskrift fra Politiken 18. november 2018 er mest dækkende for betydningen af 1968: “Hash blev ungdomsoprørets sejrherre”.

Litteratur

Bell, Daniel, The Coming of Post-Industrial Society 1973

Bell, Daniel, The Cultural Contradictions of Capitalism 1976

Bell, Daniel, The Winding Passage 1980

Kurlansky, Mark, 1968 – året der rystede verden, Kbh.: Borgens forlag, amerikansk 1998

Opbrud i 1960erne, Den Jyske Historiker red. af Steven L. Jensen 101, 2003

Salomon, Kim, Rebeller i takt med tiden. FNL-rörelsen och 60-talets politiska ritualer 1996

Solstad, Dag, Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land 1983

Den store ml-boka. Norsk maoisme sett nedefra 2009