Julefrokosternes højtid er over os
Kristeligt Dagblad historisk set 17.12. 18 s. 3
Arbejdspladsernes julefrokost er et nyt fænomen, men gennem historien har julen altid fulgtes med fester, der ikke altid faldt i kirkens smag, skriver historiker Uffe Østergaard
I december er det i Danmark ikke til at slå sig frem for julefrokoster, hverken på arbejdet eller ude i byen. Sådan var det ikke før 1960. Ikke at der ikke festedes, slet ikke. Men det foregik mellem jul og nytår, begyndende med juletræsfester anden juledag. De foregik især i forsamlingshuse og idrætsforeninger uden for familiens bånd. Her kunne de unge og de voksne slå sig løs, spise, drikke og danse, mens børnene hærgede i andre lokaler, fri for voksen kontrol. Sådan husker jeg det fra festerne i officersforeningen på de kaserner, hvor jeg voksede op i 1950’erne. En herlig pause fra den familiedisciplinerede dans om juletræet med salmer, mad, godter, gudstjeneste, gaver og alt det, der i 1800-tallet kom til at udgøre den borgerlige jul, som siden bredte sig til hele befolkningen. Kendere af Ingmar Bergmans film ”Fanny og Alexander” vil ganske vist vide, at der under den pæne borgerlige overflade kunne gå alskens uhyggeligheder og terror i svang.
Men det var langt fra bondesamfundets løsslupne druk og sex- orgier, der gik under navnet ”julestue”. Fester, som velmenende religiøse og verdslige autoriteter siden 1700-tallet havde forsøgt at få under kontrol. Men som det først lykkedes at få has på med introduktionen af juletræet i stuerne. Den skik begyndte i aristokratiets og borgerskabets stuer fra 1808 som en kulturimport fra de tysk- talende lande gennem Holsten. Derfor var juletræet udsmykket i de holstenske farver gul og blå, før træet blev rødt og hvidt i 1848 som resultat af borgerkrigen om hertugdømmerne.
Julestue eller legestue var et dansegilde for de unge i et sogn eller en landsby. Det blakkede ry, legestuer og deres udskænkning af spiritus havde, skyldtes især julestuerne, hvor bølgerne kunne gå højt med maskerader og andre julelege. Så højt, at der i 1735 under pietismen blev udstedt en forordning mod dem, dog med beskeden virkning. I sin komedie ”Juele-Stue” fra 1724 forsvarede Holberg julestuerne, mens Brorson i sin salme ”Bort, Verdens Jule-Glæde” fra 1732 ville af med dem. Det lykke-des først i industrisamfundet.
Anden juledag blev i de lutherske lande til en helligdag, hvor man indtog en stor frokost. Dette ædegilde var en arv fra den hedenske vintersolhvervsfest, som den kristne kirke inkorporerede og gjorde teologisk acceptabel. Den 28. december kom ”børnedagen”, opkaldt efter barnemordet i Betlehem. Den dag skulle børnene have noget godt at spise, besøge hinanden og gøre grin med de voksne.
Alt dette ændrede sig med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne. Nu flyttede julefrokostens løsslupne drukorgie fra familie- og foreningslivet til arbejdspladsen i dagene før juleaften. Så meget, at julefrokosterne efterhånden optager hele december. De begyndte beskedent og civiliseret med, at chefen gav de ansatte et glas portvin lillejuleaften – eller juleaftensdag hvis man var på arbejde om formiddagen, hvad mange var.
Ændringen fra et glas nådig portvin på chefens kontor til en drukfest er historien om arbejds- livets sejr over familielivet. Julefrokosten er nu blevet en nordisk pendant til de katolske landes karneval, hvor der for en kort stund er lighed mellem alle ansatte, uanset køn og alder, mellem ledelse og underordnede.
Det kulminerede med filmen ”Julefrokosten” fra 1976, som satte standarden for et vellykket arbejdspladsorgie. Især den opfindsomme brug af fotokopimaskinerne til at tage intime billeder af kønsdele blev populær som opvarmning til sidespringene. Man skulle tro, at denne skik forsvandt med mobiltelefonernes fotomuligheder. Men vittigheden har sat sig fast med kravet om afsprittede fotokopimaskiner før festen. Og bekræftes af reparatører, der registrerer et behov for udskiftning af plader på maskinerne om mandagen i december. På den måde er moderne danskere klar til at overleve den lange juleferies familieidyl.
Klummen historisk set skrives på skift af historikerne Jes Fabricius Møller, Uffe Østergaard og Lars Hovbakke Sørensen.