Europa tabte første verdenskrig

Europa tabte første verdenskrig

 

Fem europæiske lande var verdens herrer i 1914. Men selvom briterne og franskmændene fik flere kolonier ved krigens afslutning, er deres magt svundet lige siden

 

Kristeligt Dagblad 12.11. 18, 7

 

Det er hundrede år siden, den tyske hærledelse indgik våbenstilstand med de allierede magter, Frankrig, Storbritannien og USA, under den franske Ferdinand Foch. Ceremonien foregik i hans hovedkvarter, et tog der var parkeret i Compiègne-skoven nord for Paris. Ferdinand Foch, der var marskal af Frankrig, Polen og Storbritannien, var i 1918 øverstkommanderende for de allierede styrker på Vestfronten.

Våbenhvilen blev hilst med begejstring i de krigstrætte befolkninger i de sejrende lande, og forhåbningen om en fredelig tidsalder var stor. I det tabende Tyskland blev befolkningen overrasket over nederlaget, da den indtil sommeren 1918 havde fået at vide, at sejren var nær.

Første Verdenskrigs omfang og varighed overraskede alle. I 1913 var jordkloden delt mellem fem europæiske stormagter, det britiske imperium, den franske republik, det tyske kejserrige, det russiske imperium og dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Det Osmanniske Rige havde tabt sine besiddelser på Balkan samt Libyen og var på vej ned. Samtidig var Europa ved at blive organiseret i territoriale nationalstater. USA var hastigt på vej op, men understregede konstant sin uvilje mod at blive involveret i den gamle europæiske verdens problemer.

I 1914 var det kun Kina, Japan, Thailand, Persien og Etiopien, der havde undgået at blive koloniseret af Europa. Og selv disse lande var udsat for vidtgående europæisk indflydelse. Latinamerika var formelt selvstændige stater efter at have kæmpet sig fri af spansk herredømme i 1820’erne, men var reelt økonomisk set britiske og amerikanske kolonier. De fleste iagttagere regnede med, at verden ville blive stadigt mere moderne, europæisk og kristent. Men så udløste stormagterne en verdensomspændende krig, som skulle ende med at koste Europa førerstillingen.

Årsagerne til Første Verdenskrig har været heftigt diskuteret, og forklaringerne har varieret fra tysk aggression til anonyme jernbanekøreplaner. Ser vi på det globale perspektiv var det den tyske invasion af Belgien, der skabte flertal i den liberale britiske regering for, at Storbritannien skulle gå ind i krigen den 4. august 1914, en krig alle optimistisk forventede hurtigt ville blive afgjort.

Det tyske brud på internationale traktater og overgrebet på det neutrale Belgien legitimerede krigen for briterne.

Alt peger dog i retning af, at Storbritannien under alle omstændigheder ville være gået ind i krigen på fransk og russisk side. Storbritanniens magt og velstand byggede på international frihandel og et verdensomspændende imperium. Og begge forekom truet i begyndelsen af det 20. århundrede, fordi det tyske kejserrige åbent erklærede, at det ønskede “en plads i solen”. Det vil sige en stilling på verdensplan, der svarede til landets industrielle og militære formåen.

Den tyske ambition fik sit klareste udtryk i en massiv flådeoprustning, der kunne give landet en stilling som verdensmagt. I Storbritannien blev oprustningen set som en utvetydig trussel, og man svarede igen med sit eget rustningsprogram, der overtrumfede det tyske. Storbritannien vandt rustningskapløbet til søs, men bekymringen for tyske ambitioner var fortsat stor. Første Verdenskrig var et opgør mellem tre verdensomspændende koloniriger, Storbritannien, Frankrig og Rusland på den ene side, og det opstigende Tyskland, det stagnerende Østrig-Ungarn og det Osmanniske Rige under opløsning på den anden. En kamp, de alle tabte på langt sigt.

Den 28. juni 1919 lykkedes det at presse tyskerne og de øvrige tabere til at underskrive et kompleks af fredsaftaler. Her overspillede briterne og franskmændene deres kort og ydmygede Tyskland, så det kom til en anden runde mod Hitler, som briterne kun vandt ved at overgive verdensherredømmet til USA og Sovjetunionen. Det er de aldrig kommet sig over og har for nylig vist det ved at forlade det EU, som for en tid udskød Europas tab af magt.

Verdenskrigen blev i den umiddelbare eftertid forklaret som et resultat af overdreven nationalisme blandt de brede masser i de europæiske stater. Hvad enten det nu er rigtigt eller ej – stort set alle tænkelige forklaringer har været ventileret på et eller andet tidspunkt – står det fast, at denne første industrialiserede massekrig bragte flertallet af de europæiske nationer på omgangshøjde i national udvikling. Flertallet af de krigsførende stater indrømmede deres egne befolkninger, herunder kvinderne, stemmeret som modydelse for de ofre, de var blevet pålagt under krigen.

“Folkenes selvbestemmelse” blev fastlagt som gældende internationalt princip ved fredsslutningerne. Det indebar, at hvert enkelt menneske retligt set skulle tilhøre én og kun én nation, og at der skulle være overensstemmelse mellem det nationale og det statslige tilhørsforhold.

Folkeretligt blev princippet om national selvbestemmelse kodificeret ved oprettelsen af Folkenes Forbund i 1919. Trods titlen var der tale om en sammenslutning af stater, der gjorde krav på at være nationer, som det fremgår af den engelske og den franske betegnelse League of Nations og Société des Nations.

Dette internationale system anerkendte otte stormagter, selv om de aldrig var medlemmer på samme tid. Den mest markante udenforstående stat var paradoksalt nok USA, hvis præsident Woodrow Wilson (1856-1924) havde taget initiativet. USA var avanceret til ubestridt stormagt via sin deltagelse i krigen og industriproduktion, der oversteg alle andre landes. Sovjetunionen trådte ind i 1934, efter at Tyskland og Japan havde forladt Folkeforbundet. I 1935 trådte Italien ud i protest mod de sanktioner, som Forbundet pålagde det efter overfaldet på Abessinien samme år.

Princippet om folkenes selvbestemmelse førte trods sin uklarhed til opløsning af to af de store imperier, det osmanniske og det habsburgske, mens det russiske overlevede og genetablerede sig under ny titel i begyndelsen af 1920’erne for først at opløses i 1991. Til gengæld øgede Frankrig og Storbritannien i første omgang deres koloniriger betragteligt med byttet fra taberne Tyskland og Det Osmanniske Rige, således at de tilsyneladende nåede deres maksimale udstrækning i 1922.

Men det var en sejr, der indebar kimen til deres undergang. Frankrig og Storbritannien sikrede sig ganske vist store dele af Osmannerriget, men fik dem som mandatområder under kontrol af Folkenes Forbund med henblik på, at de skulle blive selvstændige lande. Samtidig krævede Indien og Egypten selvstændighed.

Sydamerika var allerede selvstændigt, selv om amerikanerne praktiserede kanonbådsdiplomati over for de mindre stater. I baggrunden lurede den kommunistiske Tredje Internationale, der truede med at undergrave europæisk magt i Asien med sit antikolonialistiske program fra Baku i 1920. Opløsningen af de europæiske koloniriger begyndte i 1920 og sluttede i 1970’erne.

Flertallet af tyskerne ønskede hævn for nederlaget og fik det med Hitler. For en kort tid. De mange nye nationalstater i Europa viste sig svage og bukkede under for nazismen og kommunismen. Efter Anden Verdenskrig stabiliserede USA de vestlige lande i et formaliseret samarbejde.

Dette blev, efter kommunismens undergang 1989-1991, udvidet til Øst- og Centraleuropa. Vi troede længe, at denne nye orden var stabil, men den udfordres nu af nationalistiske kræfter i Ungarn, Polen, Italien, Frankrig, Tyskland og så videre. Første Verdenskrig er desværre næppe overstået med jubilæet den 11. november.

 

Serie:Første Verdenskrig – 100 år

En våbenhvile afsluttede for 100 år siden Første Verdenskrig. Europakortet, som vi stadig kender det, blev stort set formet af Den Store Krig, der blev en sjælsrystende begivenhed for de mange millioner familier, den ramte. Verden og menneskers tro på deres plads i den blev aldrig den samme igen. Kristeligt Dagblad belyser i en række artikler, hvad der skete – og de spor, det satte. Dette er sidste artikel i serien.

Danmarks rolle

I alle krigsårene opretholdt Danmark sin neutrale stilling. Ved krigsudbruddet fandt ingen mobilisering sted, men i stedet blev sikringsstyrken indkaldt; størsteparten af dens 58.000 soldater bemandede Københavns befæstning. Samtidig bøjede regeringen sig efter tysk pres den 5. august 1914 og lod udlægge søminer i danske farvande med stiltiende britisk accept, skønt Danmark var folkeretligt forpligtet til at holde dem åbne.

I løbet af krigen deltog flere end 30.000 sønderjyder i tysk krigstjeneste, idet Sønderjylland mellem Kongeåen og den nuværende grænse var under tysk herredømme 1864-1920. Heraf mistede cirka 5000 livet. Endvidere blev 275 danske handelsskibe sænket, og i alt cirka 700 danske søfolk omkom.

Danmark opretholdt handel med begge krigens parter og var et blandt flere neutrale lande, der eksporterede kødkonserves til de tyske tropper. Spekulanter tjente store formuer på hastigt voksende konservesfabrikation af ofte middelmådig kvalitet, hvad der skaffede dem det folkelige øgenavn ”gullaschbaroner”.

Tysklands sammenbrud i 1918 og bestemmelser i Versailles-traktaten 1919 muliggjorde et forløb, der førte frem til Sønderjyllands Genforening med Danmark i 1920 og dermed til fastlæggelsen af den nuværende dansk-tyske grænse.