Centraleuropa som kulturens hjerte
Peter Tudvad lykkes til fulde med sit ærinde i denne bog: At give en indføring i centraleuropæisk historie med udgangspunkt i Jan Hus’ person og lære
Kristeligt dagblad 27.10.18, 19
5 stjerner
Det er en enormt god bog, som den selveksilerede Kierkegaard-ekspert Peter Tudvad har skrevet om den tidlige protestantiske martyr Jan Hus. Især fordi den giver os meget mere end en kompetent skildring af en tidlig protestant. Den tjekkisk-bøhmiske teologs kritik af den katolske kirke førte til, at han blev brændt på bålet som kætter ved kirkemødet i Konstanz den 6. juli 1415, godt hundrede år før Luther indledte Reformationen med sine teser i 1517.
I protestantiske lande huskes Hus primært som en centraleuropæisk viderebringer af den engelske John Wycliffes kritik af centrale katolske dogmer. Alt det og Hus’ vægtige kritik af transsubstantionslæren om brødet og vinens karakter under nadveren, samt hans opgør med hele den organisatoriske opbygning af den romerske kirke i det middelalderlige Europa, får vi en klar og velskrevet redegørelse for. Det begynder med en næsten filmisk åbning om, hvorledes Hus blev brændt på bålet efter at have nægtet at tilbagekalde sin kritik af romerkirken. Kritikken viser sig at være et indlæg i den middelalderlige universaliestrid mellem nominalister og realister. Hus var realist og hævdede, at brødet stadig var tilbage som brød, også efter at det var forvandlet til Jesu legeme.
Det synspunkt var der mange, som fremførte i de teoretiske diskussioner på Europas universiteter i middelalderen. Selv når disse som Karlsuniversitetet i Prag (Praha) var styret af kirken. Kirkens ledelse måtte nemlig erkende, at det var en forudsætning for at tiltrække de bedste lærere og studerende, at der var frihed for tanke og tale. En frihed, som den kynisk mente ikke kunne gøre større skade, når ytringsfriheden blot udøvedes i diskussioner på latin i lukkede akademiske miljøer. Det minder om Francos styre i Spanien til 1975, der slog hårdt ned på al national og socialistisk opposition, men tillod udgivelse af esoteriske marxistiske pamfletter af Nicos Poulantzas og Louis Althusser ud fra devisen, at så var de intellektuelle beskæftiget uden at gøre skade blandt arbejderne. De var nemlig optaget af mere jordnære ting som løn og retten til at strejke og tale katalansk.
Samme tankegang lå bag romerkirkens tolerance over for Jan Hus, der oven i købet avancerede til rektor for det universitet, som kongen af Bøhmen og kejseren Karl (Karel) IV i 1348 havde oprettet i den by, han gjorde til reel hovedstad for det hellige Romerske Rige, han i 1355 blev valgt til kejser i efter at have arvet kongekronen i Bøhmen fra sin far, Jean (Jan) af Luxembourg. Karl gjorde Prag til den gyldne by og formaliserede kejservalget med udstedelsen af den ”gyldne bulle” i 1356.
Hele denne vigtige centraleuropæiske historie, der forklarer forskellen på tjekker og danskere, som aldrig kom med i Det Tysk-romerske Rige – selvom det var tæt på under Valdemar den Store i 1150’erne – redegør Tudvad grundigt for. Og diskuterer, om Jan Hus var tjekkisk eller tysk. Universitetet var organiseret i fire såkaldte nationer, der ikke må forveksles med nutidens, som Tudvad skriver. De middelalderlige korporationer var overregionale enheder. Den bøhmiske na- tion ved Karlsuniversitetet var med en sjettedel af de tusind immatrikulerede studerende den mindste og omfattede tjekker og tyskere fra Bøhmen samt ungarere og litauere.
Den anden nation var den polske, der ud over polakker omfattede studerende fra Schlesien, Pommern og den preussiske ordensstat og derfor mere tysk end slavisk. Den tredje og største nation var den bayerske, der ud over syd- og vesttyskere også omfattede italienere og østrigere. Den fjerde og næststørste var den saksiske, som ud over øst- og nordtyskere også omfattede nederlændere, englændere og skandinaver.
Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt Hus var tysk eller tjekke. Tudvad stiller spørgsmålet og nuancerer klart den nationalistiske tolkning, der har domineret blandt tjekker fra Jan Palacky i midten af 1800-tallet og den tjekkoslovakiske stat i mellemkrigstiden. Tolkningen blev opretholdt under kommunismen og dominerer i dagens tjekkiske republik. Den nationalistiske tolkning er begrundet i Hus’ udtalelser om ”tyskerne”, som blandt andet findes i hans kommentarer til et skrift af Wycliffe. Men også i hans indsats for at bringe sin teologi ud til folket gennem prædikener i Bethlehemskapellet, hvor han prædikede på tjekkisk i stedet for latin. Det henledte til gengæld kirkens øjne på den lærde universitetsprofesssor. Kapellet blev restaureret som et nationalt mindested under det kommunistiske styre, omend forsynet med obligatoriske referencer til klassekampen i middelalderen. Men det, man ville have frem var tjekkisk-slavisk kultur over for tysk. Og her er Tudvad ikke i tvivl. Hus vidste, at han var tjekke. Ikke kun fordi han tilhørte den bøhmiske nation, ikke den saksiske, bayerske eller polske nation, men fordi han tænkte slavisk, ikke tysk. Tudvad argumenterer for sin tolkning af Hus som tilhørende en slavisk kultur, ikke en tysk eller centraleuropæisk. Det betød mere end hans teologiske kritik.
Det havde været godt at få dette udbygget. Men her må man respektere Tudvads anliggende, der er at give en indføring i centraleuropæisk historie med udgangspunkt i Jan Hus’ person og lære. Derfor vies sidste halvdel af bogen til den bevægelse, husittismen, der tog navn efter Hus. Og som i næsten 200 år dominerede, indtil den blev knust i slaget ved Det Hvide Bjerg uden for Prag i 1620 i begyndelsen af Trediveårskrigen.
Dette nederlag åbnede døren for jesuitternes modreformation, som stadig kan aflæses i de mange smukke barokkirker. At modreformationens sejr har resulteret i, at tjekkerne i dag er et af de mindst religiøse folk i Europa, er et resultat, som Tudvad nævner til sidst, men ikke rigtigt forklarer. Det skyldes, at hans righoldige bog ikke behandler den moderne tjekkiske nationalisme, der opstod i 1800-tallet og nu har resulteret i en nationalistisk tjekkisk nationalstat, som afviser forsoning med tyskerne efter fordrivelsen af tre millioner sudetertyskere efter Anden Verdenskrig. Baggrunden skal søges i dette længere forløb, men det er Tudvad for forsigtig og omhyggelig en historiker til at spekulere over.
Til gengæld ved man efter endt læsning mere om Jan Hus, end at han var en forløber for Martin Luther. Centraleuropas historie i senmiddelalder og nyere tid er med denne vigtige bog godt repræsenteret på dansk i en velskrevet bog, der oven i købet systematisk anvender både de tyske og tjekkiske navne. Centraleuropa er ikke blot geografisk centralt i Europa, men også kulturelt.
—
Om værket
Peter Tudvad: Jan Hus. Kirke, korstog og kætteri. 336 sider. 200 kroner. People’s Press.