Helsingfors/Helsinki – 50 år med Finland og finlænderne

Helsingfors/Helsinki – 50 år med Finland og finlænderne

’Vide Verden’, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2018, 57-76

Jeg kom første gang til Helsingfors i juni 1968 for at deltage i et tre uger langt kursus i finsk historie ved Helsingfors Universitet. Rejsen med tog gennem Sverige og færge fra Stockholm til Helsingfors gennem skærgården var den ideelle måde at komme til det dengang fjerne land på. I det lune solskin tog klippeskærene med de spredte hytter ved indsejlingen til Helsingfors sig ud fra sin bedste side. Byens monumentale centrum tog sig imponerende ud med den nyklassicistiske domkirkes kuppel højt over præsidentpaladset og Esplanadens nyudsprungne lysegrønne træer. Til højre en kirke i russisk ortodoks stil, til venstre stormagasinet Stockmanns i en funkis bygning fra 1931. Nabo til Stockmanns er Akademiska Bokhandeln, den største og bedst assorterede boghandel i Nordeuropa, indrettet af Finlands verdenskendte arkitekt Alvar Aaltos (1898-1975). Her var også forretninger med farvestrålende Arabia porcelæn og Marimekko tekstiler der vidnede om finsk designkultur. Rundt om hjørnet fra varehuset mødte man den traditionsrige studenterforening fra 1870 som i foråret havde været besat af oprørske studenter. Året var jo 1968 og studenteroprøret var nået helt fra Paris til Helsingfors, ligesom det var sket i Århus som jeg havde forladt tre dage tidligere. Men nu var oprøret afløst af sommerferie efter at oprørerne havde bestået de eksamener de klogt nok ikke lod være at tage.

Derfor sad jeg på færgen for at deltage i et for flere måneder siden aftalt kursus i nordisk historie som gik på omgang mellem Nordens universiteter. Finland føltes fjernt, eksotisk og næsten østeuropæisk, selv om landet var med i Nordisk Råd og havde været svensk i mange hundrede år. I kraft af den velbevogtede og næsten ugennemtrængelige grænse til Sovjetunionen og den sproglige særart føltes Finland dengang nærmest som en ø, isoleret fra Norden såvel som fra resten af Europa. Godt nok med i den nordiske pasunion i kraft af Nordisk Råd som landet var blevet medlem af i 1955 efter en åbning af Sovjetunionens udenrigspolitik efter Stalins død i 1953. Men alligevel adskilt fra både Norden og det større Europa. I hvert fald den vestlige del af kontinentet. Samtidig fremtrådte Finland arkitektonisk og politisk som tættere på Østeuropa og russerne end det øvrige Norden. Vi havde hørt om den blodige borgerkrig i 1918 og autoritære bevægelser i 1930erne. Men erindringen om frihedskampen i1939-40 mod russerne stod meget stærkere.

Modsat Estland, Letland og Litauen, havde Finland fastholdt sin selvstændighed ved sin tapre eksistenskamp 1939-44 i tre krige, vinterkrigen 1939-40, fortsættelseskrigen 1941-44 og krigen mod tyskerne i 1944. Den finske beslutsomhed og kampvilje ydmygede Sovjetunionen, selv om den røde hær vandt til sidst i 1940 og 1944. Vinterkrigens forløb forledte den tyske hærledelse og Hitler til at tro at den røde hær var så demoraliseret efter Stalins udrensninger i 30erne at den ret let kunne besejres. Samtidig gjorde den finske krigsvilje og kampkraft så stort indtryk på Stalin at landet undgik de baltiske staters skæbne med indlemmelse i Sovjetunionen, selv efter nederlaget i 1944. Trods den sovjetvenlige neutralitet Finland måtte acceptere efter nederlaget i 1944 lykkedes det landet at bevare demokratiet og efterhånden blive fuldgyldigt medlem af det nordiske samarbejde i 1955.

Det kursus jeg deltog i var finansieret af Nordisk Råd og dermed et vidnesbyrd om finsk selvstændighed i forhold til Sovjetunionen. Finsk politik gik godt nok under betegnelsen ’finlandisering’, fordi landet under den legendariske Urho Kekkonen (1900-86) opretholdt et godt forhold til den store nabo i øst i hans lange periode som præsident fra 1957 til 1981. Kekkonens rolle var overraskende i betragtning af at han i 1920erne havde været fremtrædende medlem af en højrenational studenterorganisation der ville indlemme området helt til Ural bjergene hvor der taltes finsk-ugriske sprog. Akademiska Karelen-Sällskapet, Akateeminen Karjala-Seura (AKS), var oprettet i februar 1922 af en gruppe studenter og akademikere under ledelse af Elias Simojoki, Erkki Räikkönen och Reino Vähäkallio. De havde kæmpet i borgerkrigen i Rusland for at hjælpe deres finsktalende frænder i Fjernkarelen. Opstanden endte med nederlag og karelerne søgte tilflugt i et Finland der i foråret 1918 havde nedkæmpet den socialistiske venstrefløj i en blodig borgerkrig. Finske kommunister søgte til gengæld tilflugt i en nyoprettet karelsk sovjetrepublik på den anden side af grænsen.

Ved Freden i Tartu (Dorpat) 14. oktober 1920 garanterede Sovjetunionen den karelske befolkning i Østkarelen selvstyre i den i juni 1920 dannede ’karelske arbejderkommune’ med den finlandssvenske socialist Edvard Gylling (1881-1935) som leder. Kommunen fik grænser der sikrede karelerne en majoritet i forhold til russerne. Efter et mislykket oprør der støttedes fra Finland blev kommunen i 1923 omdannet til den Karelske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik (ASSR). Som følge af ændrede grænser og en omfattende russisk immigration til byområderne fik republikken snart russisk majoritet. Med Gylling som regeringsleder fra 1923 til 1935 domineredes republikken dog fortsat af finske eksilkommunister, hvilket blandt andet førte til at finsk blev officielt sprog. Efter udrensningen og henrettelsen af Gylling i 1935 satte en russificering ind som i andre dele af Sovjetunionen.

Efter vinterkrigen 1939-40 måtte Finland afstå det finsktalende Karelen med byen Viborg/Vyborg. Befolkningen hvoraf mange var ortodokse blev evakueret til Finland og bosat i de ubeboede skovområder. Det er baggrunden for at man i det centrale Finland i dag støder på ortodokse kirker med løgkupler ved siden af de evangelisk-lutherske kirker. Men mange kom til Helsingfors og satte deres præg på byen der især spores i madvaner og deres ortodokse religion som ikke er russisk De karelske flygtninge var stærkt antirussiske og den finske ortodokse kirke er derfor sammen med den estiske direkte under patriarken i Istanbul, ikke Moskva. I Karelen blev de finsktalende erstattet af russisktalende tilflyttere fra Sovjetunionen, hvilket ses tydeligt den dag i dag i form af rod og dårligt vedligeholdte huse. Det afståede område blev delt i to, idet den sydlige del af Karelen blev inkorporeret i Leningradskaja Oblast, mens den nordlige del forenedes med den Karelske ASSR i 1947, som fik status af sovjetrepublik under navnet den Karelsk-finske Socialistiske Sovjetrepublik med den finske eksilkommunist, Otto Wille Kuusinen (1881-1964), som præsident. I 1956 indlemmedes den i den russiske føderation som autonom sovjetrepublik. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 omdannedes den Karelske ASSR til Republikken Karelen i Rusland.

AKS’s mål i 1922 var et Storfinland som skulle omfatte alle finsktalende på bekostning af Rusland. Nogle finlandske politikere drømte ligefrem om at nedlægge Sankt Petersburg der havde lige så mange indbyggere som hele Finland. I takt med at udsigten til sejr over kommunisterne fortonede sig slog de finske nationalister ind på en antirussisk og antisvensk politik og samle Finland, Karelen og det dengang finsktalende Ingermanland på den anden side af den Finske Bugt til én stat med Helsinki som hovedstad i konkurrence med Leningrad – det kommunistiske navn for Sankt Petersburg efter en kort periode som Petrograd. Storfinland eksisterede ganske vist kun i teorien og på kort over sprogenes historiske udvikling, men havde dengang en vældig magt over ubefæstede sjæle. Ja, har det endnu som det fremgår af den udbredte forestilling at finner, ester og ungarere har en masse til fælles, fordi deres sprog tilhører samme familie. Det gør dansk og persisk også, da begge tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie, men det betyder ikke at vi forstår hinanden. Ligesådan er det med finsk og ungarsk.

Jeg blev vaccineret mod sådanne sproghistoriske myter under et besøg i Budapest i begyndelsen af 1990erne. Midt under en konference mellem det danske og det ungarske udenrigspolitiske selskab i et palæ i midten af byen blev vi forstyrret af en forsigtig banken på døren. Det viste sig at være en højtplaceret diplomat der tøvende spurgte om der skulle være nogen i forsamlingen som kunne finsk og ungarsk. For nu havde den finske og den ungarske præsident siddet et andet sted i bygningen en hel time uden at have udvekslet et eneste ord. Ungareren talte tysk og finnen engelsk, men de havde troet at deres modersmål var så beslægtede at de kunne tale sammen uden tolk. Det var ikke tilfældet. Derimod er det rigtigt at estisk og finsk er tæt beslægtede. Dog sådan at esterne kan forstå finsk fordi de så finsk tv i sovjettiden, mens finner normalt ikke forstår estisk. Og ungarsk kan ingen af parterne. Så meget for det sproghistoriske ræsonnement.

Kekkonen blev klogere efter sin flirt med den storfinske nationalisme. I 1932 forlod han det Akademiske Karelen Selskab og engagerede sig i kampen for det finske sprog mod svensk. 1936-56 var han medlem af Riksdagen for Agrarförbundet (nu Centerpartiet), justitsminister 1936-37 og derpå indenrigsminister i en rød-grøn koalitionsregering af socialdemokrater og centrumpartier. Kekkonens modsætningsforhold til de svensktalende og hans forsøg på at forbyde et fascistisk parti gjorde ham for kontroversiel til at komme med i samlingsregeringen ved vinterkrigens udbrud i 1939. I 1940 stemte han mod Moskvafreden der indebar afståelse af store områder i Karelen samt Petsamo ved Ishavet. Men derefter svingede han over til at spille en central rolle i oppositionen mod fortsættelseskrigen 1941-44 som Finland tabte.

Kekkonen var som justitsminister 1944-46 ansvarlig for processen mod de finske politikere der efter sovjetisk krav blev dømt som krigsforbrydere. I 1948 deltog han i forhandlingerne om den finsk-sovjetiske venskabspagt og var statsminister i koalitionsregeringer af centrum- og venstrepartier 1950-56. Ved præsidentvalget i 1956 besejrede han med et snævert flertal den finlandssvenske socialdemokrat Karl-August Fagerholm (1901-84) og fortsatte Juho-Kusti Paasikivis (1870-1956) neutralitetspolitik overfor Sovjetunionen, trods hård modstand fra Socialdemokratiet og Samlingspartiet. Ved personlige forhandlinger med Nikita Khrusjtjov (1894-1971) løste han flere alvorlige kriser i forholdet til Sovjetunionen og opnåede bred opbakning til sin udenrigspolitik. Det førte til at han blev genvalgt med stort flertal i 1968 og 1978 indtil han i 1981 gik af pga. tiltagende senilitet.

Alt dette vidste jeg intet om i 1968, lige så lidt som jeg havde fulgt med i planerne om en nordisk økonomisk union, Nordek, der kuldsejlede året efter på grund af et finsk veto. Jeg havde haft travlt med eksamen i Danmark og var inderligt uforberedt på kurset som skulle behandle centrale emner i finsk historie. I min uvidenhed følte jeg mig dog ret godt forberedt efter at have læst veteranhistorikeren Eino Jutikkalas (1907-2006) oversigt over Finlands historie på svensk i solen på dækket, mens skibet pløjede sig frem mellem klippeøerne. Ved ankomsten til det næsten sommerlukkede universitet i den statelige nyklassicistiske bygning på den vestlige side af Senatstorget viste det sig dog at arrangørerne forventede mere. Faktisk mente de at det var en forudsætning for deltagelse at man medbragte en opgave om finsk historie. Så vi to letsindige danskere der oven i købet havde glemt bagagen i toget måtte låne skrivemaskiner og tilbringe de første døgn i den sommervarme by med at læse kilder og skrive de krævede sider. For mit vedkommende om en politiker ved navn Leo Mechelin (1839-1914) som leder af modstanden mod russificeringspolitikken i slutningen af 1800-tallet.

Jeg havde aldrig hørt om manden, men det viste sig at litteraturen og kilderne var på svensk og fransk, så ved at springe søvnen over lykkedes det at banke et antageligt paper sammen på tre intense dage og nætter. Det var min billet til et tre ugers ophold i det eksotiske land med forelæsninger på mere eller mindre flydende svensk af en stjernerække af finske historikere. Tilhørerne var tredive historiestuderende fra Norden, herunder ti finske, eller rettere finlændere. De studerende der havde valgt at tilbringe en del af deres sommer på denne måde tilhørte næsten alle det finlandssvenske mindretal. De talte et dejligt klart og tydeligt finlandssvensk samtidig med at de var flydende på finsk og beherskede engelsk og russisk, foruden naturligvis latin som er bevaret i det finske gymnasium meget længere end i det øvrige Norden. Vi kalder dem normalt finner, men da Finland er tosproget er det rigtigst at kalde indbyggerne finlændere efter deres statsborgerskab og ikke finner efter deres kulturelle og sproglige identitet.

Mange af mine medstuderende har jeg bevaret kontakten med lige siden, især Henrik Stenius der senere skrev disputats om foreninger og massebevægelser i Finland og har været uhyre aktiv som leder af fællesnordiske forskningsprojekter. Den eksplosive vækst i universitetsverdenen i 60erne og 70erne medførte at mange af os blev den næste generation af professorer, så vi har kunnet bruge bekendtskabet til en tidlig internationalisering i nordisk regi. Max Engman imponerede allerede dengang. Trods sin unge alder blev han samme år ansat ved det finske rigsarkiv og var godt i gang med en banebrydende undersøgelse af den finsktalende befolkning i den russiske hovedstad Sankt Petersburg i 1800-tallet. Den var grundlagt af Peter den Store i 1703 ved Neva floden på hvad der dengang var svensk jord. Derfra havde russiske herskere i 1700-tallet ekspanderet på Sveriges bekostning, en proces der kronedes med erobringen af den finske halvdel af Sverige i 1808, inklusive de svensktalende Ålandsøer der omtaltes som en pistol rettet mod Stockholm. Det er baggrunden for disse svensktalende øers særlige status i dag, en status de har udnyttet til at opretholde det toldfrie salg mellem Sverige og Finland, selv om begge er medlem af EU.

Efter 1809 havde Sankt Petersburg, i daglig tale Pieter, udviklet sig til den næststørste finske by, en position den bevarede til den russiske revolution og Finlands selvstændighed i december 1917. De finsktalende var kun et mindretal blandt mange i den multikulturelle millionby, men alligevel så mange at de ikke var meget færre end indbyggerne i det finsk- og svensktalende Helsingfors som blev hovedstad i det storfyrstedømme tsaren oprettede i 1812 ved at lægge de tidligere svenske, lutheranske provinser sammen med det finsktalende, overvejende ortodokse Karelen. Max Engman og jeg opdagede hurtigt at vi delte en skepsis overfor de nationalistiske fortolkninger af vore respektive landes historie, en skepsis som han under et disputatsforsvar i Århus midt i 1990erne udtrykte med de mindeværdige ord: “Nu har vi historikere prøvet næsten alle forklaringer. Hvad med at prøve at fortælle sandheden for en gangs skyld?”

Leo Mechelin viste sig at være langt mere interessant end jeg havde antaget i min selvsikre danske uvidenhed. Leopold Mechelin som han egentlig hed levede fra 1839 til 1914 var jurist og politiker, medlem af Landdagen i 1872, 1877-1906 og 1910-13 samt senator 1882-90 og 1905-08. Som professor ved Helsingfors Universitet og internationalt anerkendt ekspert i forfatningsspørgsmål med en stor afhandling på fransk var han de liberales naturlige leder i kampen mod russificeringen i slutningen af 1800-tallet. Det førte til at han blev landsforvist 1903-04. Omvæltningen i det russiske imperium efter nederlaget til Japan i 1905 førte til demokratiske reformer og Mechelin blev kaldt tilbage med den opgave at indføre en landdag med ét kammer valgt ved almindelig stemmeret for både mænd og kvinder. Da han kom i mindretal overfor socialister og ungfinner valgte han i 1908 at træde tilbage. De nationalliberale i Finland var nemlig splittede af sprogspørgsmålet.

I midten af 1800-tallet havde liberale politikere som historikerne Johan Vilhelm Snellman (1806-81) og Yrjo-Koskinen (1830-1903) prioriteret opbygningen af en finsksproget nation indenfor rammerne af det russiske imperium højere end forbindelserne til Sverige som de mente havde undertrykt den finsktalende befolkning i de syv hundrede år de havde været sammen. Derved skiltes både de såkaldte gammelfinner og næste generation, ungfinnerne, fra svenskorienterede intellektuelle som statsretsprofessoren Leo Mechelin og avisredaktøren August Schauman der arbejdede for maksimal uafhængighed af Rusland. Så meget at den russiske tsar Alexander 3. i 1889 under forhandlinger om toldsatser sarkastisk spurgte om det var Rusland der hørte til Finland eller omvendt (Meinander 2006, 167). Et godt eksempel er historikeren Yrjo-Koskinen (1830-1903) der oprindelig hed Georg Zacharias Forsman. Han voksede op i et svensk miljø, men blev tilhænger af Snellmans finskhedsbevægelse og forfinskede sit svenske navn. I sin Finlands historie fra 1869-73 anlagde han som den første et finsknationalt syn på landets historie. Efter Snellmans død var han fennomanernes leder og vandt som senator 1882-99 betydelige sejre for finskheden. Da russificeringspolitikken satte ind, støttede han en eftergivenhedslinje og han betragtedes nærmest som landsforræder, da han medvirkede ved Februarmanifestet i 1899 der indskrænkede Finlands frihed indenfor det russiske rige.

Alt dette forsøgte jeg at sætte mig ind i under nogle hektiske døgn på et studenterkollegium med udsigt til universitetets prægtige hovedbygning og senatet på den modsatte side, adskilt af den luthersk-evangeliske kirke og med universitetsbiblioteket rundt om hjørnet. Det var en inspirerende ramme for arbejdet. Den politiske kamp jeg skrev om mellem finlænderne indbyrdes og mellem den finlandske nation og det russiske styre foregik 150 år tidligere i 1890erne i de neoklassicistiske bygninger omkring Senatstorget i centrum af Helsinki. Her havde Johan Albrecht Ehrenström (1762-1847) med en plan fra 1812 skabt en bykerne af internationalt format med paladset fra 1813 der var bygget til tsaren og i dag er residens for den finske præsident. Omkring Senatstorget opførtes fra 1818 en række monumentale bygninger tegnet af den tyskfødte arkitekt Carl Ludwig Engel (1778-1840), først og fremmest senatet, universitetet og universitetsbiblioteket samt den luthersk evangeliske domkirke, Nikolajkirken, i klassicistisk stil fra 1852.

Midt på pladsen står en statue af sar Alexander 2. fra 1894. Den ortodokse Uspenskij katedral fra 1868 er opført i russisk nationalromantisk stil med neobyzantinsk inspiration. Saluhallens brogede ’moskovitiske’ stil fra 1888 skyldes arkitekten Gustaf Nyström (1856-1917) der også skabte Ständerhuset fra 1891. Helsingfors centrum fremtræder som en mindre udgave af Nevskij prospekt i Sankt Petersburg. Så meget minder de om hinanden at Helsinki under den kolde krig flere gange fungerede som erstatningskulisse for vestlige film om Sovjetunionen. Således er en af de tidlige James Bond film med Roger Moore i hovedrollen optaget her.

Helsingfors ligger centralt i Finland, men blev først anlagt omkring 1550 som led i Gustav Vasas (1496-1560) territoriale nyorganisering af det svenske rige efter at han havde frigjort det fra den danske krone i 1523. Derefter var Norden delt mellem to stormagter, Oldenburg monarkiet i vest og Vasa monarkiet i øst. Denne sidste statsdannelse med Stockholm og Åbo som centrum var vendt fra øst mod vest, modsat det moderne Sverige der vender fra det finske Haparanda i nord til det danske Ystad i syd. I dag kaldes Vasa-staten politisk korrekt for Sverige-Finland, men der var ikke tale om nogen dobbeltstat, og man kan roligt med de finlandske historikere Matti Klinge (f.1936), Max Engman (f. 1945) og Henrik Stenius (f. 1945) kalde riget for ‘Sverige’ eller den ’svenske krone’, for det gjorde man i samtiden. Der var mange finsktalende undersåtter, men ikke i statsretlig tale om en finsk stat. Navnet. Finland brugtes om den sydvestlige provins omkring Åbo, men havde samme status i det svenske rige som Värmland, Dalarne eller Norrland. Der var mange finske der forstod svensk, men også svenske der forstod finsk og administrationen var ikke kun undertrykkende som man kan få indtryk af i finsknationale fremstillinger. Svenske officerer og præster skulle således i løbet af to år lære så meget finsk at de kunne kommunikere med de lokale. Man kan med en ordbog oversætte præcist mellem finsk og svensk fordi institutioner og traditioner er de samme. Der er i øvrigt stadig mange finske indvandrere i Sverige, men i modsætning til tyrkere, pakistanere og palæstinensere har deres sprog og kultur ingen særlige rettigheder. Særlige rettigheder for finsk findes kun i den nordligste grænseprovins, Tornedalen.

Kernen i Gustav Vasas kontrol med det tyndt befolkede svenske rige var et antal fæstninger. Hovedstaden i hele den svenske tid var Stockholm og det er stadig her arkivalierne ligger. Ligesom de svenske dele blev styret fra de såkaldte Vasa borge, blev de finsktalende dele af riget styret fra borgene i Åbo (finsk Turku) i vest, Viborg (russisk Vyborg, finsk Viipuri) i øst på grænsen til Karelen fra 1293, Tavastehus (finsk Hämenlinna) fra 1238 og Savonlinna der i dag er berømt for sine sommerkoncerter. Med sin placering midtvejs mellem Åbo og Viborg var det meningen at Helsingfors skulle tage konkurrencen op med den tysktalende storby Riga, den tidligere danske by Tallin i Estland (tysk Reval) og det russiske Novgorod der beherskede Nordeuropa fra 900-tallet til den russiske tsar Ivan 4. med tilnavnet den grusomme erobrede byen i 1570 og ødelagde den af had til dens demokratiske styreform.

Navnet Helsingfors kommer af lokaliteten Helsinge og Helsing å, på finsk Vanda å, og forkortes ofte H:fors. Helsinki er en finsk oversættelse af det svenske navn, der i daglig tale ofte bliver til Stadi, af det svenske ord stad. Den blev grundlagt den 12. juni 1550 af Gustav Vasa nær udløbet af Helsinge/Vanda å i bunden af Gammelstadsviken. Da vigen var lavvandet havde store skibe svært ved at sejle ind. Derfor flyttedes den i 1640 nærmere havet til Kronohagen. Det blev alligevel ikke nogen succes da konkurrencen fra købmændene i Tallinn som svenskerne erobrede i 1561 var for stærk. I de 150 år Sverige beherskede begge sider af den Finske Bugt var Helsinki en ret ubetydelig by. Peter den Stores grundlæggelse af Sankt Petersburg i 1703 ved Neva floden påvirkede Helsinki afgørende, da Finland efter freden i 1721 blev umiddelbar nabo til det ekspanderende russiske imperium som i flere omgange erobrede finsktalende dele af det svenske rige. 1713 brændte den russiske hær byen ned under den store nordiske krig der endte med russisk sejr.

Efter endnu en russisk sejr i krigen 1743-45 begyndte svenskerne i 1748 at bygge en stor fæstning ved Helsingfors, Sveaborg på svensk, på finsk fra 1918 Suomenlinna, under ledelse af grundlæggeren af den svenske skærgårdsflåde Augustin Ehrensvärd (1710-72). Arbejdet øgede byens indbyggertal kraftigt. Planen med fæstningen var at byen skulle være basis for en svensk generobring, hvis Finland som i 1713-21 og 1742-43 blev besat af russerne. Sveaborg blev i samtiden hyldet som den stærkeste fæstning i Nordeuropa, men alligevel overgav den sig på ydmygende vis uden kamp til russerne i 1808. Efter sigende fordi kommandanten var bestukket af russerne, men også fordi den lå så lavt at russerne kunne skyde lige ned i fæstningen fra landsiden. Den blev alligevel genopbygget efter at være blevet bombarderet af en fransk-britisk flåde under Krimkrigen 1855 og indgik i forsvaret af Sankt Petersburg sammen med Kronstadt indtil selvstændigheden i 1917. 1973 overgik den til civilt brug og er nu omdannet til kulturcentrum med mange besøgende.

Efter tsar Alexander 1.’s erobring af de finsktalende provinser i Sverige gjorde han i 1812 Helsingfors til hovedstad for det finske storfyrstedømme, Finland, som han oprettede ved at lægge det ortodokse finske Karelen sammen med de lutheransk-evangeliske provinser der var erobret fra Sverige. For at bryde med den svenske fortid foretrak han det mindre Helsingfors med 4.000 indbyggere som ny hovedstad i storfyrstedømmet frem for de større byer Åbo og Viborg. Formelt blev Stockholm afløst af det russiske imperiums hovedstad, Sankt Petersburg, selv om Helsingfors blev hovedstad i storfyrstedømmet og centrum for en svensk- og finsksproget politisk kultur i løbet af 1800-tallet omkring universitetet og studenterforeningen der fik eget hus i 1870. Baggrunden for den finsksprogede politiske kultur var mottoet, ”svenske må vi ikke være, russere vil vi ikke være, lad os da blive finner”, også selv om eliten i begyndelsen ikke var særligt gode til finsk. Koncentrationen af det politiske og kulturelle liv i Helsingfors har varet ved indtil de seneste årtier, selv om der nu er universiteter spredt ud over hele landet. Af den grund er Matti Klinges skildring af Helsingfors universitets historie i tre store bind stadig den bedste finske idehistorie.

Den berlinske arkitekt Carl Ludwig Engel (1778-1840) fik til opgave at planlægge den nye hovedstad i en stil der var det russiske imperium værdigt, mens grundplanen blev udarbejdet af Helsinki-arkitekten Johan Albrecht Ehrenström (1762-1847). Da universitetet efter Åbos brand i 1827 også flyttedes hertil blev byen tillige landets intellektuelle centrum. Helsinkis nye status kom til udtryk i det imperiale universitets- og administrationscentrum omkring Senatstorget. Udviklingen afspejlede sig klart i indbyggerantallet der steg fra 3.500 i 1810 til 19.500 i 1850. Efter åbningen af jernbanen til Petersburg i 1862 blev byen hurtigt landets økonomiske centrum og havnen fik den betydning der oprindelig var tiltænkt den.

Et moderne finsk skriftsprog udvikledes i 1800-tallet af en svensktalende elite der på deres møder møjsommeligt kæmpede for at beherske det uvante sprog som indtal da kun taltes af bønder og tjenestefolk. Bibelen var oversat til finsk i 1640 af Michael Agricola, men det var stort hvad der var indtil lægen Elias Lönnrot (1802-84) som kredslæge i Kajaani i Norbotten nær Uleåborg/Oulu 1833-53 oversatte – eller rettere gendigtede – det store finske nationalepos Kalevala på grundlag af folkesagn som han indsamlede under lange vandringer i Karelen. Før lægegerningen i Norbotten havde han deltaget i oprettelsen af det Finske Litteraturselskab i Helsingfors i 1831 som blev afgørende for finsk som nationalsprog.

  1. februar 1831 mødtes en gruppe yngre ansatte ved det kejserlige Alexander Universitet som for nylig var flyttet til Helsingfors fra Åbo. Mødet foregik hjemme hos den 37-årige universitetslektor i finsk Carl Niklas Keckman og formålet var at grundlægge en ”forening til fremme af anvendelsen af det finske sprog på skrift”. De prøvede at føre mødeprotokollen på finsk, men først da de skiftede til at føre den på svensk og fik den fremtrædende professor i teologi Erik Gabriel Melartin (1780-1847) som formand tog det Finska Litteratursällskap fart. Dets indflydelse blev ikke mindre af at Melartin i 1832 blev rektor og året efter udnævnt til ærkebiskop (Klinge 1988, 144). Forløbet minder slående om det samtidige eksperiment med at gøre tjekkisk til et anvendeligt skriftbåret kultursprog som kunne danne grundlag for en moderne nation. I Praha var det bare en gruppe tysksprogede intellektuelle der mødtes og prøvede sig frem på et sprog uden faste normer og stavemåde. Og lykkedes fordi de havde den industrielle modernisering med sig og samarbejdede med de politiske magthavere.

Lönnrots bidrag med udgivelsen af Kalevala i 1835 og 1849 var afgørende for skabelsen af en finsk national identitet sammen med en samling af digte Kanteletar fra 1840-41. Efter i 1853 at være udnævnt til professor i finsk ved Helsingfors universitet udsendte han 1867-80 Finsk-svensk ordbok og lagde dermed grunden til det moderne finske skriftsprog. Længe efter den russiske erobring dominerede svensk i Helsingfors’ over- og middelklasse, mens der inden for storkøbmandsstanden fandtes en del russere. Den industrielle vækst i anden halvdel af 1800-tallet skabte grundlag for en voksende arbejderklasse der hovedsagelig indvandrede fra finsktalende områder. Med det resultat at byen fra 1890erne fik et flertal af finsktalende. Under 1. verdenskrig og de russiske revolutioner i 1917 radikaliseredes byens arbejdere som følge af fødevaremangel og påvirkning fra de mange russiske soldater på Sveaborg. Borgerkrigen mellem de røde og hvide brød ud da en socialistisk regering natten til 28. januar 1918 tog magten og afsatte Per Evind Svinhufvuds (1861-1944) regering som søgte tilflugt i det svensktalende Vasa ved den Botniske bugt.

Som adelig deltog Svinhufvud i stænder landdagen og blev valgt til etkammer parlamentet 1907-14, til 1912 som formand. Han var ledende i modstanden mod russificeringen og blev derfor i 1914 forvist til Sibirien. Men vendte tilbage i 1917 og stod i spidsen for den regering der proklamerede republikken Finlands selvstændighed 6. december. Borgerkrigen i 1918 fik ham til at foretrække et monarki med en tysk prins som konge og han blev som rigsforstander midlertidigt statsoverhoved. Så sent som oktober 1918 valgte et parlament – uden socialdemokrater – den tyske kejser Wilhelm 2.’s svoger Friedrich Karl af Hessen til konge. Han abdicerede dog klogelig i november efter Tysklands nederlag. Svinhufvud trak sig ud af politik, men kom tilbage i 1930, da han for at tækkes den fascistiske Lappobevægelse blev udnævnt til statsminister og året efter præsident. Og reddede demokratiet ved under Mäntsäläoprøret i 1932 at knække Lappobevægelsen og få den forbudt. Hans uvilje mod socialdemokraternes regeringsdeltagelse gjorde dog at han ikke blev genvalgt i 1937.

Da oprøret begyndte afvæbnede den tidligere general i den russiske hær Gustaf Mannerheim (1867-1951) som øverstkommanderende for de hvide de russiske soldater i Nordfinland. Derfor kaldes krigen af det borgerlige Finland for Frihedskrigen. De hvide var bedst organiserede, idet de ud over officerer der havde været i russisk tjeneste og Jægerbataljonen som var uddannet i Tyskland fik hjælp af frivillige officerer og soldater samt udrustning fra Sverige, mens de røde måtte nøjes med begrænset russisk støtte. Efter nederlag i slaget om industribyen Tammerfors/ Tampere måtte de røde flygte mod Viborg/Viipuri/Vyborg i øst. Kort efter gik tyske tropper, tilkaldt af den hvide regering, i land og kunne dels indtage Helsinki, dels spærre de rødes flugt ved Lahti. De fleste røde ledere flygtede til Rusland, hvor de dannede Finlands kommunistiske parti. Mannerheims sejrsparade i Helsinki 16. maj 1918 markerede afslutningen på borgerkrigen. Ca. 3.100 hvide og 3.600 røde soldater faldt i kamp, mens rød og hvid terror kostede omkring 1650 og 800 mennesker livet. I det efterfølgende retsopgør blev ca. 8400 røde henrettet, mens omkring 12.500 af i alt ca. 80.000 fanger omkom af sult og sygdom i fangelejre. Efter måneders kaos og krig kunne Helsinki i foråret 1918 endelig indtage sin rolle som hovedstad i et selvstændigt Finland. Denne værdighed afspejles i dag i et antal pragtbygninger fra hovedbanegården i national finsk stil der blev færdig i 1914 lige før 1. verdenskrig til det magtfulde parlament i klassicistisk stil på Mannerheimvejen fra 1925-31.

Finsk tango

Helsingfors er en smuk by med mange parker, træer og klipper. Og virker samtidig som en centraleuropæisk, lidt tung by, med spor af russisk indflydelse og nærhed til Baltikum og Polen. Derfor virker det så meget desto mere overraskende at den meget nordisk udseende befolkning dyrker dansen tango. Så meget at Finland i dag regnes for det andet tangoland i verden. Hvad jeg ikke vidste i 1968 var at tangoen havde været ude af det offentlige liv siden verdenskrigen hvor den var forbudt af hensyn til krigsindsatsen, men var på vej tilbage i 1960erne. Det var dog ikke lige temperamentsfuld dans vi oplevede i byen, hvor mændene stod udenfor dansestederne og drak sig mod til, mens kvinderne stod i lag inde og ventede på at blive budt op. Men det var kun genert overflade skulle det vise sig, selv om det først var under senere ophold med Nordisk sommeruniversitet at jeg oplevede de finske værter tvangsindlægge modstræbende deltagere fra det øvrige Norden til hede danseaftener.

Tango kom til Finland i 1913 da en mand ved navn Toivo Niskanen præsenterede tangoen for sine landsmænd efter at være blevet inspireret af argentinske musikere og dansere der rejste rundt i Europa. Toivo Niskanen er siden blevet udråbt til at være Finlands første mandlige danser, men præcis hvornår denne skelsættende begivenhed i finsk kultur fandt sted, melder historien ikke noget om. Udbredelsen af tango tog først for alvor fart et par uger senere, da et dansk par gav endnu en opvisning i sydamerikansk lidenskab. Det skete på Bors Restaurant i Helsinki og førte til at restauranten var fyldt hver aften. Trods det russiske herredømme i 1913 blev Helsingfors ramt af en veritabel tangofeber. Ifølge kendere er der ret stor forskel på finsk og argentinsk tango. Hvor den argentinske er ganske vanskelig og bevæger sig i bestemte mønstre, er finsk tango mere simpel og baseret på følelser der er vigtigere end trinene. Finske mænd er ret generte, men i tango danser man virkelig tæt, så det er en måde for kvinderne at komme tæt på de tavse mænd uden at de behøver at snakke sammen. Og omvendt.

I dag findes mange store dansehaller, hvor flere hundrede mænd og kvinder kommer for at danse tango og andre ballroom-danse. På et skilt på væggen fremgår det om det er manden eller kvinden der skal byde op til dans, og man må kun afslå hvis partneren er fuld. Siden finnernes møde med tangoen i 1913 har dansens popularitet været svingende. Under 2. verdenskrig blev det forbudt at danse og tangoen overlevede kun i det skjulte. Med 1960ernes økonomiske vækst og ungdomsoprør fik dansen igen en opblomstring som jeg oplevede begyndelsen til. Det var dog først i 1985 at tangoen blev en officiel del af finsk kulturel identitet med tangofestivalen i Seinäjoki. Hver sommer danser, synger og dyster flere end 100.000 personer tango i fem døgn. Under festivalen afholdes verdensmesterskaberne i finsk tango – der altså ikke er argentinsk – sammen med en sangkonkurrence om at blive året årets tangokonge.

Mauno Koivisto, vinterkrigen og russerne

Da præsidenten i Finland fra 1982 til 1994, Mauno Henrik Koivisto, døde i maj måned 2017 94 år gammel blev den statelige finske socialdemokrat i nekrologerne mindet som en finsk politiker der fortsatte sin forgænger Urho Kekkonens eftergivende kompromispolitik overfor den store russiske nabo. ’Finlandisering’, som politikken lidt nedladende er blevet døbt. Det er både rigtigt og forkert. Måske kan vi som danskere lære lidt af ham og den finske tradition for dybt realistisk omgang med den storpolitiske verdens realiteter, herunder en stor og ofte truende nabo.

Koivisto var født i en arbejderfamilie i Åbo i det sydvestlige Finland, hvor faderen var snedker på byens værft. Han havde således en god socialdemokratisk baggrund, finsksproget, men flydende på svensk. Han gjorde klassisk karriere som socialdemokratisk akademiker og endte i direktionen for Finlands Nationalbank i Helsingfors centrum. Men til forskel fra den typiske nordiske velfærdsstats socialdemokrat havde han sammen med sine jævnaldrende kæmpet i de to krige med Sovjetunionen. Først 1939-40 som femtenårig i Åbos frivillige brandvæsen, siden under fortsættelseskrigen 1941-44 som infanterist. Han deltog dermed i invasionen af Karelen og belejringen af Leningrad. Det er lykkedes Finland at fremstille deltagelsen i den tysk ledede invasion af Sovjetunionen i 1941 som en retfærdig revanche for tabet af Karelen i den første vinterkrig. Det var den også, men reelt overskred finnerne den gamle grænse med fere hundrede kilometer og deltog dermed de facto i den tyske belejring af storbyen Leningrad.

Ansvaret for det er en intern finsk diskussion som er nu overgået til historikernes dom, selv om krigen stadig kan ophidse sindene i Finland. Meget vigtigere set fra en nordisk synsvinkel er den erfaring Koivisto som overlevende veteran fra kampene med russerne havde med sig. Og her skal overlevende forstås helt bogstaveligt, idet en af de mest rystende erfaringer man kan gøre sig som besøgende i Finland er at besøge lokale kirkegårde. Her kan man komme ud for en række gravsten med en halv snes døde mænd fra 1940. For så lidt længere henne at finde et par hundrede gravsten fra den samme dag i foråret 1944, hvor den finske hær blev løbet over ende af en talmæssigt overlegen sovjetisk hær på det Karelske Næs. Den finske værnepligtige hær var opstillet i lokale kompagnier af mænd i alderen fra 17 til 44. Det gav fordele i sammenhængskraft og solidaritet, men kunne altså medføre udslettelsen af hele den mandlige befolkning i et lokalsamfund, når uheldet var ude. Og det var det i 1944 da Sovjetunionen satte sit overlegne militær ind på den finske front efter at have besejret den tyske hær ved Kursk i 1943.

Det var dog ikke den oplevelse den på det tidspunkt forhenværende finske præsident Koivisto valgte at give videre til et stort publikum af nordiske historikere i Tampere (Tammerfors) i sommeren 1997, hvor vi var forsamlede til fælles nordisk historikerkonference. Normalt omkring fredelige emner som velfærdsstat, feminisme, vikinger, ødegårde eller adelens rolle. Men her blev vi blæst omkuld af en høj, slank mand midt i 70erne, der lige kom fra basket med ’pojkerne’ og skulle videre til nationalbanken i Helsingfors, hvor han stadig arbejdede. Ind imellem disse sysler havde han taget sig tid til at dele sine erfaringer fra omgangen med russerne og Rusland med sine medskandinaver. Det gjorde han på tydeligt finlandsksvenska, der er det skandinaviske der er lettest at forstå, sammen med islandsk dansk og sydslesvigsk dansk der, modsat dansk, udtales tydeligt. Koivisto gjorde altid en dyd ud af at tale svensk i nordiske sammenhænge, også her.

Men indholdet af hans tale rystede forsamlingen af pæne, fredsommelige nordiske akademikere. For i stedet for at berette om Finlands nordiske karakter og rose sig af at det var ham der som præsident havde fået Finland ind på sporet mod medlemskab af EU i to år før i 1995, sammen med det mere tøvende Sverige, talte han om sin personlige erfaring med russerne. Som han havde respekt for, men samtidig også frygtede som leder af et lille naboland til det russiske imperium. Tværtimod billedet af en frygtsom og underdanig repræsentant for en ’finlandiseret’ lydstat sagde han, at måden at blive respekteret på i Moskva var at tale fra en styrkens position. Ikke brovtende, men faktuelt. Derfor berettede han altid for russerne om sine krigserfaringer. Ikke som optakt til forhandlingerne, men bagefter i saunaen over vodkaen som traditionen med sauna og vodka – eller omvendt – fra Kekkonens diplomati krævede. Men Koivisto supplerede vodkaen og svedeturene med sin fortælling om hvordan han egenhændigt havde dræbt 21 russiske soldater ved at gå bag om deres linjer på ski og slå dem ihjel med kniv eller ståltråd. Måske lidt flere, men i hvert fald mindst 21 russiske soldater på hans egen alder.

De fleste rettænkende skandinaver ville tænke at det måtte være en dårlig taktik i forhandlinger med russerne i de sensitive år under afviklingen af den kolde krig. Tværtimod, sagde Koivisto, lagde det grunden for en åbenhjertig samtale med henblik på at opnå resultater. Der for Finlands vedkommende er endt med russisk accept af at Finland har et nærmere forhold til EU end de mere tøvende skandinaviske naboer, oven i købet med medlemskab i euroen. Hans fortælling indgød respekt hos de russiske forhandlere, uanset om de havde deltaget i krigen eller ej. Måske har den finske sikkerhedsekspert ret som har sagt at det var dumt af Danmark at opgive territorialforsvaret og værnepligten til fordel for styrker der kan sendes ud i verden. Det har finnerne ikke gjort og modsat vores tænkning, sagde hun, får det russerne til at føle sig respekterede, til forskel fra den reelle afrustning i det øvrige Skandinavien. Som nu er resulteret i at Danmark må udstationere 200 soldater i Estland for symbolsk at afskrække russerne og demonstrere solidaritet i Nato.

Porkala halvøen

Sunnas sommerhus i Porkala. Ved våbenstilstanden i Moskva i 1944 efter krigen mellem Sovjetunionen og Finland sikrede Sovjetunionen sig ret til at leje Porkala halvøen og anlægge en militærbase der. Porkala ligger kun tredive kilometer uden for Helsingfors og blev dermed en erstatning for halvøen Hangö (Hanko), som Sovjetunionen havde lejet ved fredsafslutningen i 1940. Allerede 19. september 1944 var Porkala halvøen blevet besat af Sovjetunionen som underlagde den en militær kommandør. Der blev ikke opbygget nogen civil sovjetisk administration i området, Sovjetunionen administrerede det gennem den militære kommandant i Porkala. Selv om Sovjetunionen havde en 50-årig lejeaftale, blev det i 1955 aftalt at området skulle leveres tilbage i 1956. Dette kan tilskrives den teknologiske udvikling som havde gjort kystartilleri forældet og det faktum at Finland holdt sig strengt neutral. Det var en gave til de gamle familier der nu fik deres ejendomme tilbage i et område hvor naturen var næste uberørt, bortset fra militære spor og almindeligt russisk rod.

Litteratur

Engman, Max, S:t Petersburg och Finland. Migration och influens 1703-1917, Helsingfors 1983

Engman, Max, Förvaltningen och utvandringen till Ryssland 1809-1917, 1995

Engman, Max, ”Är Finland ett nordiskt land?”, Den Jyske Historiker 69-70, 1994, 62-78

Engman, Max, Petersburgska vägar, Schildts 1995

Engman, Max, Norden och flyttningarna under nya tiden, 1997

Engman, Max, Lejonet och dubbelörnen, 2000

Engman, Max, Gränsfall: Utväxlingar och gränstrafik på Karelska näset 1918-1920, 2007

Engman, Max, Ett långt farväl: Finland mellan Sverige och Ryssland efter 1809, 2009

Engman, Max, Språkfrågan: Finlandssvenskhetens uppkomst 1812–1922, 2016

Klinge, Matti, Från lojalism til rysshat, Söderström 1988

Klinge, Matti and Kolbe, Laura, Helsinki. Daughter of the Baltic. A short biography, Otava Publishing 1999

Meinander, Henrik, Finlands historia, Atlantis 2010

Meinander, Henrik, 1944,

Meinander, Henrik, Mannerheim, 2017

Stenius, Henrik, Frivilligt-jämlikt-samfällt. Föreningsväsendets utveckling i Finland fram till 1900-talets början, med speciell hänsyn till massorganisationsprincipens genombrott, Helsingfors 1987