Hvem er tyskerne? De tyske og de nordiske lande i Europa

Hvem er tyskerne? De tyske og de nordiske lande i Europa

 

Venskab og fjendskab. Danmark og Tyskland i det 19. og 20. århundrede. Festskrift til Karl Christian Lammers i anledning af hans 75 års fødselsdag 4. september 2018, redigeret af Rasmus Mariager og Niklas Olsen, Kbh.: Den danske Historiske Forening 2018, 30-50

 

Efter genforeningen i 1990 har Tyskland genindtaget sin dominerende plads i midten af Europa. Selv om landet måtte opgive D-marken til fordel for euroen som pris for den politiske genforening har det ikke svækket Tysklands dominerende position, tværtimod. I dag ser den traditionelle modvilje mod Tyskland i Danmark ud til at være afløst af velvilligt ukendskab, især til sproget som meget få yngre vælger at studere. Hvor vidt den store tilstrømning af skandinaver til Berlin vil sætte sig varige spor i forholdet mellem landene er det endnu for tidligt at sige. Skandinaver opdager nu til deres forbløffelse at der findes mennesker som ikke taler engelsk og at det er en fordel at kunne tysk, hvis man vil have noget at spise. Ja sågar noget at drikke.

 

På basis af den traditionelle nordiske skepsis mod det store land i syd er det imidlertid vigtigt at forstå den historiske forbindelse mellem landene korrekt. Og her er det rigtigere at tale om ‘de tyske lande’ i flertal, på samme måde som vi som en selvfølge taler om ‘de nordiske lande’ i flertal. De sidste har nemlig ikke altid eksisteret som suveræne stater – selv om deres navne er gamle – men er resultater af opløsningen af de flersprogede danske og svenske konglomeratstater efter 1809. Reelt blev de to nordeuropæiske imperier, ‘Danmark’ og ‘Sverige’ først til nationalstater i en proces der begyndte i 1809 og 1814 og førte til Finlands selvstændighed i 1917, Islands selvstændighed fra Danmark i 1918, Nordslesvigs forening med Danmark i 1920, Færøernes selvstyre i 1948 og Grønlands selvstyre i to omgange, 1983 og 2009. Først med Islands reelle selvstændighed i 1918, opløsningen af unionen mellem Norge og Sverige i 1905 og Finlands selvstændighed fra Rusland i 1917 blev det moderne Norden som et relativt ligeberettiget samarbejde af suveræne nationalstater en realitet, selv om grunden allerede blev lagt i 1809 og 1814 (Engman och Sandström 2004; Østergård 1997 og 2013a).

 

I Danmark er det normalt at modstille ‘Norden’ og ‘Tyskland’ som meget forskellige politiske kulturer, suppleret med at se det lille Danmark som truet af det store og dynamiske Tyskland. Sådan har det været fra midten af 1800-talllet til midten af 1900-tallet. Men siden 1945 har vi levet i fred og fordragelighed med hinanden, og Angela Merkel er tæt på at være kult blandt danskerne, især efter at briterne stemte sig ud af EU i 2016. Reelt har vi dog været tæt knyttet sammen meget længere, især med fastkurspolitikken overfor D-mark og euro. Så meget at Danmark nu må siges at tilhøre det ‘naturlige tyske økonomiske område’, en størrelse som økonomisk teori igen er begyndt at anerkende. Forskellen til det øvrige Europa viser sig i at Danmark nu har ligeså stort overskud på betalingsbalancen som Tyskland, 9,2 %. Dette faktum er bare ikke slået igennem i den politiske offentlighed. Og slet ikke i opfattelsen af tysk historie og mentalitet.

 

‘Norden’ og ‘Tyskland’ som forskellige, ja oftest antagonistiske, størrelser er vel indarbejdede størrelser i historisk og politisk sprogbrug i Norden. Især i Danmark som fra 1800-tallets opløsning af den dansk-tyske helstat har arvet et historisk modsætningsforhold til den store nabo i syd. Dette modsætningsforhold er siden projiceret ud over hele historien, selv om Danmark nøgternt betragtet må siges det meste af tiden at have været den ekspansive magt, for ikke at sige aggressor, i det nordtyske område siden oprettelsen af det danske kongerige i 900-tallet. Det danske kongeriges ekspansive karakter ændres ikke af at oprettelsen af kongedømmet og indførelsen af kristendommen i alliance med Pavedømmet skete næsten samtidig med Polen, Bøhmen, Ungarn og Kroatien og må fortolkes som et forsvar mod det tysk-romerske kejserdømme der i 900-tallet gjorde krav på overherredømme over alle kristne. I lange perioder var Danmark ganske vist regeret af et ‘tysk’ kongehus, det oldenborgske, fra 1448 til 1863. Men det adskiller ikke Danmark fra de fleste andre europæiske lande som f.eks. Storbritannien, hvis kongehus siden 1714 var ‘tysk’ (fra Hannover) og først under 1. verdenskrig 1917 frasagde sig alle tyske titler og antog navnet Windsor.

 

Den svenske overklasse flirtede med tysk kultur og erhvervsliv til slutningen af 2. verdenskrig, men synes ikke at have genoptaget forbindelsen i større omfang, selv efter Tysklands genkomst som stormagt efter 1990. Finland skylder det tyske kejserrige sin selvstændighed i december 1917 og det var tysk uddannede tropper der sikrede højrefløjens sejr i borgerkrigen 1918. Finland var ligeledes allieret med det nazistiske Tyskland under fortsættelseskrigen 1941-44, men det gled i baggrunden da Finland kastede sig ud i sin tredje krig i 1944 for at fordrive den tidligere allierede fra finsk jord (Meinander 2009 og 2006). Så selv om Finland i dag er med i euroen er det svært at se landet som tættere på Tyskland end de øvrige nordiske lande. Det ønsker blot al den hjælp det kan få udefra overfor den store russiske nabo.

 

Kulturelt og økonomisk var alle de nordiske lande siden højmiddelalderen udsat for en voldsom påvirkning sydfra på samme måde som de slaviske og baltiske lande. Men politisk og militært var det i lange perioder Danmark under skiftende dynastier der dominerede naboerne mod syd, nord og øst. I 1600-tallet overtog Sverige rollen som den stærkeste magt i Norden og var i 1658-59 lige ved at underlægge sig den danske og norske krone. Kun indgriben fra datidens stærkeste sømagt, Nederlandene, reddede det danske monarki, der dog måtte afstå en tredjedel af sine landområder, Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslen, Herjedalen og Gotland og afgive herredømmet over Østersøen til den nye stormagt (Østergård 2008). Hvis man kan tale om en aggressor i forholdet mellem ‘Norden’ og ‘Tyskland’ i 1600-tallet må det siges at være stormagten Sverige der dominerede det nordtyske område og hvis hære hærgede så langt som til Praha. I stormagtstiden omfattede det svenske rige næsten alle de tyske og baltiske kystprovinser foruden de erobrede danske og norske områder. Siden gik det ud over Polen, Hviderusland og Ukraine, indtil nederlaget ved Poltava i 1709 satte bom for den svenske ekspansion der sluttede med Karl 12.’s død foran den norske fæstning Frederikshald (eller Fredriksten) ved Halden i 1718.

 

Først i 1800-tallet med samlingen af de tysktalende stater til ét forenet Tyskland blev ‘Tyskland’ en politisk udfordring for de nordiske lande. Men igen var det først og fremmest danskerne der opfattede ‘det tyske’ som en trussel. Sverige fik et ‘fransk’ kongehus med valget af en af Napoleons generaler, Jean-Baptiste Bernadotte, til tronfølger i 1810. Selv om han først blev konge i 1818 som Karl 14. Johan dominerede han svensk politik straks fra sit valg og forårsagede en frankofil holdning i de øverste dele af samfundet. Men efter Preussens sejr over Frankrig i 1870 og samlingen af Tyskland orienterede store dele af den svenske elite sig mod det sejrrige Tyskland, en orientering der varede til et stykke ind i 2. verdenskrig og understøttedes af malmeksporten til Tyskland. Norge var ligeledes i årene før 1. verdenskrig præget af den tyske dyrkelse af det nordiske og tog godt mod kejser Wilhelm II under hans lange sommerophold i norske fjorde og opførte bygninger i ‘germansk’ vikingestil ved Holmenkollen og andre steder. Først det nazistiske Tysklands besættelse af Norge og Danmark i 1940 ændrede forholdet afgørende og har af gode grunde sat sig dybe spor i norsk kollektiv bevidsthed (Sørensen 1998 om norsk identitet; Stenius, Österberg & Östling 2011 for en analyse af erindringen om 2. verdenskrig i alle de nordiske lande).

 

Den danske modvilje mod alting ‘tysk’ varede ved indtil afslutningen af den kolde krig, selv om Danmark, Norge og Island fra 1955 var allierede med Vesttyskland i Nato og den ‘realiserede socialisme’ i DDR ikke kun vakte afsky. Især venstrefløjen var skeptisk overfor den vesttyske kapitalisme, men offentligheden havde generelt let ved at trække nazismekortet. Alt det ændrede sig efter 1990, selv om den danske statsminister Poul Schlüter nåede at udtale at han var så glad ved Tyskland at han gerne så flere tyske stater. Her røbede sønderjyden sig. Men reelt sagde han det samme som den italienske premierminister Giulio Andreotti og som Margaret Thatcher og François Mitterrand tænkte. Kun Helmut Kohls statsmandskunst i samvirke med Mikhail Gorbatjov og George Bush den ældre gjorde genforeningen mulig i det korte øjeblik mulighedernes vindue var åbent (Østergård 2017b). Samlingen af de to tyske stater var på ingen måde en selvfølge.

 

Helmut Kohl var en paradoksal blanding af en provinsiel vesttysk politiker fra Rhinlandet og en visionær europæer der skabte den nye ordning af Europa efter den kolde krig – på godt og ondt. I Machiavellis beslutsomme ånd greb han chancen da DDR brød sammen efter åbningen af Muren 9. november 1989 og samlede de to tyske stater. Om historikeren Kohl havde læst Machiavellis råd til politikere om at de skal gribe øjeblikket ligesom man skal gribe Fortuna når hun går forbi på gaden vides ikke. Men det er sandsynligt, selv om han som politisk naturtalent næppe behøvede det. Hvad man så skal gøre med skæbnegudinden når man har grebet hendes hår går Machiavelli diskret hen over. Det gjorde Helmut Kohl også. Eller rettere han er ansvarlig for mange af de skævheder der har plaget det forenede Tyskland og det uforenede Europa lige siden kommunismens sammenbrud. Han er sammen med den franske præsident François Mitterrand ansvarlig for den umulige euro uden fælles økonomisk politik der har bragt det europæiske samarbejde til randen af sammenbrud. Europæiseringen af den stærke tyske D-mark var Mitterrands pris for at acceptere samlingen af Tyskland til en stat der blev større end Frankrig. Begge lederes økonomiske indsigt var begrænset, eller rettere begge prioriterede politiske hensyn højest. Euroen har kostet Frankrig dyrt sammen med de manglende reformer. Østtyskland er omsider ved at blive de ‘blomstrende landskaber’ Kohl optimistisk stillede østtyskerne i udsigt, men det har taget et kvart århundrede og efterladt stor bitterhed. Kohl ignorerede økonomernes råd og vekslede de østtyske mark til en urealistisk høj kurs som med et slag fordyrede DDR’s industriprodukter så det meste af industrien måtte lukke.

 

Murens fald kom lige så meget bag på ham som alle andre. Han var på besøg i Warszawa 9. november 1989 og måtte haste til Berlin da der gik hul på muren. I begyndelsen var han bagud i forhold til politikere som socialdemokraten Willy Brandt der fik sin anden ungdom med opbruddet i øst. Kohl blev buhet ud af en østtysk forsamling i Dresden i december 89, da han annoncerede en konføderation mellem de to tyske stater. Det fik ham til at skifte holdning og sætte sig i spidsen for at lægge DDR sammen med Vesttyskland, selv om både Storbritannien og Frankrig var imod. Med amerikansk støtte fik han i juli 1990 overtalt den sovjetiske præsident, Mikhail Gorbatjov, til at lade det forenede Tyskland tilslutte sig Nato. Det blev belønnet ved forbundsdagsvalget i december 1990, hvor de østtyske vælgere stemte for Kohls regeringskoalition og mod den mere tvivlende holdning i dele af SPD omkring Oscar Lafontaine der – sådan set med rette – påpegede de problemer genforeningen ville medføre for både øst og vest.

 

Dette forløb og genoprettelsen af delstaterne i øst gør det klart at der er tale om ‘tyske lande’ i flertalsform. Det bryder blot med indgroede forestillinger, især i Danmark om det fredelige Norden og det aggressive ‘Tyskland’. I virkeligheden har geopolitiske modsætninger altid præget Nordeuropas historie og ofte med Danmark som aggressor. I perioder har offentligheden, herunder også professionelle historikere og samfundsforskere, skjult denne grundlæggende sandhed for sig selv ved at anvende den ideologiske betegnelse ‘Norden’ om de skandinaviske dele af Nordeuropa. Til gengæld har man ignoreret det faktum at ‘Tyskland’ altid, bortset fra en kort periode under nazismen efter Østrigs “Anschluss” i 1938 og centraliseringen under såkaldte “Gauleitere” efter 1933, har bestået af flere stater. Det forhold ændrede sig ikke engang med oprettelsen af det såkaldte andet kejserrige i 1870 – det første var det Hellige Romerske Rige, Sacrum Imperium, som varede fra 962 til 1806. I dette ‘Tyskland’ opretholdtes 25 tyske stater i en art føderation af fyrstedømmer og enkelte bystater, selv om Preussen udgjorde næsten to tredjedele af riget og dominerede de andre. Heldigt nok behøvede man ikke at ændre nummeringen af den preussiske konge Wilhelm 1. da han i 1870 blev udråbt til kejser, modsat Italien, hvor kongen af Sardegna (Piemonte) Vittorio Emanuele beholdt nummeret 2. da han i 1861 blev konge af det forenede Italien og dermed understregede betydningen af sin plads i rækken af fyrster af Savoyen i forhold til det nye Italien.

 

Preussen var sammen med Østrig blevet den stærkeste af de tyske stater ved fredsslutningen i Wien 1814-15, hvor staten – ironisk nok på britisk initiativ – blev udvidet med de dele af Rhinlandet som Frankrig havde samlet og moderniseret. Ingen havde på det tidspunkt forestillet sig at Ruhr i løbet af tredive år ville blive det industrielle centrum i Europa i kraft af kulforekomsterne og de nærliggende jernlejer. Og at alliancen mellem stål fra Ruhr og rug fra godserne i øst ville blive grundlag for en aggressiv moderne stormagt der kunne udfordre Rusland, Frankrig og Storbritannien efter at have besejret Østrig i 1866. Det er forklaringen på at samlingen skete på preussiske præmisser uden Østrig, deraf betegnelsen den ’lilletyske’ løsning. Og at Preussen udgjorde to tredjedele af det nye tyske kejserrige der formelt set var et statsforbund med konger, hertuger og frie bystater. Men Preussen var altså ikke det hele, selv om det ofte overses.

 

Samlingen af Tyskland i 1870 samlede imidlertid langt fra alle de tysktalende i Europa. Jeg benytter med vilje udtrykket ‘tysktalende’ i stedet for ‘tyskere’. For det første fordi ‘tyskerne’ som det vil fremgå af det følgende er ganske forskellige. Og for det andet fordi der egentlig ikke er nogen klar definition af ‘tyskere’. Præamblen til den tyske grundlov fra 1949 rummede ganske vist en henvisning til ‘das gesamte Deutsche Volk’ og en opfordring til at dette “Deutsche Volk” skulle skabe den “tyske enhed”. Det blev længe fortolket som en ret for alle tysktalende til uden videre at få statsborgerskab i Forbundsrepublikken Tyskland. Det har givet anledning til en stor indvandring og mange indviklede afgørelser om hvem der er ‘tysk’ med deraf følgende rettigheder. Efter genforeningen af Øst- og Vesttyskland i 1990 nøjedes man med at henvise til “das gesamte deutsche Volk” uden nærmere præcisering hvem der tilhører dette ‘tyske folk’. I 2000 gennemførte en regering af SPD og de Grønne en ændring af betingelserne for tysk statsborgerskab fra en etnisk til en mere statsborgerlig (civic) definition.

 

I forskningen er man efter nazismens racisme blevet yderst varsom med at anvende etniske og nationale kategorier for ikke at falde i den racismefælde der prægede antropologien og det meste af den historiske forskning, og ikke blot den tyske, til langt op i 1940erne, med antagelser om “folkekarakter” og lignende. Disse forestillinger har ved nærmere undersøgelse vist sig at være langt mindre faste og entydige end man troede. Snarere er de resultat af stats- og nationsbygningsprocesser i moderne tid, herunder især skolegang, massemedier og værnepligt (se Hettne, Sörlin och Østergård 2006). Derfor søger man forgæves efter henvisning til ‘tyskere’ og ‘tyskhed’ uden for snævre højreorienterede miljøer, i hvert fald indtil for ganske nylig. Et talende eksempel er politologen Herfried Münklers værk med den lovende titel “Die Deutschen und ihre Mythen” fra 2009. Meget interessant og provokerende, men ‘tyskerne’ defineres ikke, selv om man kan se at han kun tænker på borgerne i Forbundsrepublikken. Sådan ville man ikke have grebet analysen an før Hitlers forsøg på at samle alle tyske i én stat. I det omfang der findes tysk nationalisme i dag er den rettet mod traditionelle politiske symboler som flag, sport, økonomisk konkurrenceevne og lignende (Matussek 2006). Germanisten Per Øhrgaard skriver derfor også næsten konsekvent om Tyskland og ‘tyske borgere’ i sin analyse af det moderne Tysklands rolle i Europa fra (Øhrgaard 2009). Alligevel taler de fleste ubekymret om ‘tyskerne’ og har endda ofte forestillinger om deres nationalkarakter, uanset at disse forestillinger oftest ikke svarer til virkeligheden. Man kan som dansk til tider få den kætterske tanke at de egentlige ‘tyskere’ i Europa er danskerne og at det er derfor vi har så travlt med at tale om ‘tysk’ ordenssans, arbejdsdisciplin og præcision. Undtagen når danskere placerer disse kedelige dyder hos ‘svenskerne’, der så til gengæld med en vis nedladende misundelse ynder at omtale danskerne som Nordens ‘italienere’.

 

Et af de få forsøg på at definere ‘tyskerne’ er leveret af den danske germanist Sven-Aage Jørgensen i slutkapitlet i en interessant publikation fra 1989 – altså før samlingen af Tyskland – med titlen “Tysk. Et sprog – Fire stater – Fire kulturer” (hvor de fire tyske stater var BRD, DDR, Østrig og Schweiz). Med udgangspunkt i en skildring af det tysksprogede kulturmiljø i København i 1700-tallets anden halvdel citerer han den tyske tænker Johann Gottfried Herder (1744-1803) for at håbe på en fornyelse af tysk kultur fra hvad han kaldte “das dänische Ende Deutschlands”. Ifølge Jørgensen var grundlaget for dette udsagn ikke blot den tyske politiske og kulturelle dominans som i 1770erne førte til en voldsom litterær fejde, “Tyskerfejden”, og kamp om stillingerne i den dansk-norsk-tyske Helstat der resulterede i i den enestående “Lov om Indfødsret” fra 1776. Det skyldtes også tyskhedens karakter. Som Jørgensen skriver: “Der fandtes dengang ikke noget Tyskland på samme måde som der fandtes et Frankrig eller et England. (…) “Tysk” betegnede altså ikke et statsligt tilhørsforhold, men et overstatsligt sprogligt og kulturelt og – efterhånden – litterært fællesskab. Man tænkte på det publikum, der læste de nye overregionale tidsskrifter eller som håbede på et tysksproget nationalteater i Hamburg eller Wien.” (Jørgensen 1989, 149). Først den franske revolution og kampene mod den franske besættelsesmagt under Napoleonskrigene førte til forestillinger om en tysk politisk nation. Det projekt mislykkedes i 1848, men kronedes med held under preussisk ledelse i form af det tyske kejserrige der blev proklameret i spejlsalen i Versailles 18. januar 1871. Samlingen fulgtes til gengæld hurtigt af talløse formuleringer om en særlig tysk nationalkarakter, i Tyskland såvel som udenfor. Et vidnesbyrd om den økonomiske succes for det nye Tyskland var at det i 1887 lykkedes britisk industri at gennemtrumfe at alle produkter fra Tyskland skulle mærkes “Made in Germany”. Det var ment som en advarsel mod de udenlandske produkter, men blev meget hurtigt til det modsatte og tyske eksportører har lige siden med stolthed markedsført sig med dette mærkat (Øhrgaard 1989, 45).

 

Men det andet tyske kejserrige omfattede stadig ikke alle tysktalende. Udenfor dette ‘Tyskland’ fandtes kejserriget Østrig under huset Habsburg, fra 1867 til dets opløsning i 1918 organiseret som en personalunion mellem kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn og derfor omtalt som k & k af kaiserlich und königlich (Østergård 1992, 213-233). Tysk sprog dominerede i denne flersprogede stat indtil 1867, hvor ungarsk blev officielt sprog i den østlige halvdel, Transleithanien, selv om tysk stadig var udbredt i Budapest og i Siebenbürgen i Transsylvanien (vore dages Rumænien). Der udgives stadig tysksprogede aviser i Budapest (Pester Lloyd) såvel som i flere rumænske byer, ligesom den rumænske præsident tilhører det lille tyske mindretal. Tysk dominerede i den vestlige del, Cisleithanien, men i parlamentet i Wien havde alle delegerede i princippet ret til at tale deres eget sprog. Ganske vist ofte med det resultat at de tysktalende råbte efter dem og kastede med blækhuse efter delegerede som talte italiensk, polsk eller tjekkisk under møderne (heraf betegnelsen “das Tintenhaus” (blækhuset) om parlamentet, hvis ansatte krævede ekstra faretillæg pga. risikoen). Herudover taltes (og tales) tysk i to tredjedele af de schweiziske kantoner (Bergier 1992). ‘Tyskland’ i bestemt entalsform såvel som ‘tyskere’ fandtes i grunden ikke, selv om betegnelsen var udbredt, hvis man da ikke brugte mere nedsættende betegnelser som “les boches” i Frankrig, “Huns” i Storbritannien og “prøjsere” i Danmark. Den polske, tjekkiske og russiske betegnelse for tyskere, “nemci”, betyder egentlig ”uden tunge” og stammer fra den tidlige middelalder. Det lyder nedsættende, men vidner vel i udgangspunktet blot om at de slavisktalende og de tysktalende havde svært ved at forstå hinanden.

 

Heller ikke den demokratiske Weimar-republik fra 1918 omfattede alle tysktalende, da det tiloversblevne Østrig (Rest-Österreich) trods udtrykte ønsker ikke fik lov at slutte sig til Tyskland, lige så lidt som de næsten tre millioner tysktalende i Sudeterbjergene fik lov til det. De blev i stedet et mindretal i den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet, på linje med store tyske mindretal i Jugoslavien, Rumænien, Polen, de Baltiske Stater, Sovjetunionen og andre Central- og Østeuropæiske lande samt Sydtyrol der tilfaldt Italien (se Kühl 1997). Først Hitlers ekspansion i 1930erne fik samlet de tysktalende i én stat, men hans tusindårsrige varede som bekendt kun til foråret 1945. Derefter blev tyskerne igen delt, denne gang i fire besættelseszoner, der i 1949 blev til to stater, Bundesrepublik Deutschland, BRD, bestående af de tre vestlige besættelseszoner og Deutsche Demokratische Republik, DDR, af den sovjetiske. Oprettelsen af Vesttyskland var et nederlag for fransk politik der indtil 1948 havde forsøgt at dele Tyskland i flere stater med Baden, Württemberg, Rheinland-Pfalz og Saar under fransk dominans (Willis 1965, 7-53). Østrig var også delt mellem sejrherrerne, men blev i 1955 anerkendt som suveræn stat (Stourzh 1990).

 

Et andet resultat af det tyske nederlag i 2. verdenskrig var at de tyske mindretal i Øst- og Centraleuropa blev fordrevet, flest fra Østpreussen og de vestlige dele af Polen samt fra Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet. Mellem tolv og fjorten millioner flygtninge måtte søge tilflugt i de to tyske stater, langt de fleste i Vesttyskland. Med det resultat at næsten hver fjerde indbygger i dagens Tyskland er efterkommer af flygtninge, Heimatvertriebene som de hedder på tysk (senest skildret i Douglas 2012). Sidste fase i denne fordrivelse var udvandringen af de tysktalende i det centrale Rumænien (Siebenbürgen) som i 1980erne blev frikøbt fra Ceaucescus nationalkommunistiske diktatur af Vesttyskland for hårdt tiltrængte D-mark. Efter 1990 kom desuden de såkaldte “Volga-tyskerne” fra Rusland og Kasakhstan. Sammen med mange russiske jøder søgte de til Tyskland efter Sovjetunionens sammenbrud hvor de bor i særlige kvarterer som i vid udstrækning stadig har russisk som omgangssprog. Derved minder om de om de kvarterer med russiske jøder man kan finde i New York. For ikke at tale om Israel hvor de dominerer hele nybyggede byer.

 

Murens fald i 1989 førte til genforeningen af Øst- og Vesttyskland mod endegyldig tysk anerkendelse af grænserne fra 2. verdenskrig, først og fremmest mod Polen. Gnidningerne med Tjekkiet skyldes tjekkernes vanskelighed med at undskylde for den blodige fordrivelse af sudetertyskerne efter 1945 med de såkaldte Benes-dekreter. Ser man bort fra Østrig og Schweiz kan man derfor tale om ét, samlet Tyskland fra 1990. Tyskland er efter finanskrisen i 2008 og de sydeuropæiske landes stagnation ved at indtage sin naturlige dominerende plads i Europa, som det også var tilfældet før 1914. Men nu er der tale om et demokratisk Tyskland som har lært af sin historie og ikke ønsker at dominere sine naboer, selv om det især i Sydeuropa ofte fremstilles sådan. Vigtigt er også at Tyskland er organiseret som en forbundsstat med stor respekt for regionale forskelle, også sproglige, hvad man kan mærke på de tydelige dialektale forskelle. ‘Tyskland’ er derfor ikke kun det store og forenede land mod syd som det traditionelt er blevet omtalt som i dansk politisk debat. Og oven i købet et land som pga. de mange valg i delstaterne sjældent har ro til at følge en konsekvent politik der svarer til dets magt.

 

Ved nøjere eftersyn må man erkende at de absolutte forskelle mellem ‘tysk’ og ‘nordisk’ er en myte som især trives i Danmark. Sandsynligvis fordi vi ligner hinanden så meget og har delt så megen historie. Et godt eksempel på den glidende overgang mellem nordisk og tysk er Holsten. Denne landsdel opfattes i dag fuldstændigt som et tysk land, omend det danske mindretals parti, SSW, har lov til at stille op i hele delstaten Schleswig-Holstein og ikke kun i Sydslesvig som det tidligere var tilfældet. Sydslesvigsk Vælgerforening repræsenterer det danske og det frisiske mindretal, og friseren Lars Harms er side 2012 formand for SSW’s gruppe i Landdagen i Kiel der i 2017 blev reduceret til tre. Mindretallet er fritaget for den høje tyske spærregrænse på 5 % og er derfor repræsenteret i Landdagen i Kiel, hvor det fra 2011 til foråret 2017 dannede regering sammen med SPD og de Grønne. Denne betydning i tysk politik er ny, men skal forstås på baggrund af en lang fælles historie. Som historikeren Steen Bo Frandsen har påvist i en original afhandling fra 2008 har Holsten siden 1460 været i personalunion med det danske monarki i en statsdannelse man rettelig bør kalde det ‘oldenborgske monarki’ (Østergård 2015). Dette fællesskab er ikke gået sporløst hen over hverken den danske, norske eller holstenske del af riget, selv om den fælles historie i dag er glemt som resultat af den nationalpolitiske strid mellem 1830 og 1864, der endte med at den nye danske nationalstat tabte både det tysktalende Holsten og det sprogligt blandede Slesvig efter det katastrofale nederlag til Østrig og Preussen i 1864.

 

Selv om den nordlige del af Slesvig kom til Danmark i 1920 resulterede striden i en gensidig fortrængningsproces som gør den lange fælles historie og de mange fælles monumenter uforståelige (Østergård 2011a). F.eks. at der på Reeperbahn i Hamburg i dag står en støbejernssøjle med Christian 7.’s navn midt i fortovet. I 1840erne markerede søjlen grænsen mellem den danske havneby Altona (næststørste by i Helstaten efter København og før 1814 kun overgået af Bergen) og “die freie und Hansestadt Hamburg”. Det undrer de forbipasserende danskere, hvis de da kan løsrive sig fra den pornobutik søjlen står ud for. Men som Frandsen skriver: “Holstenerne var de første tyskere danskerne mødte. Det var et nabofolk, men det var også et grænsefolk og et overgangsfolk. Mange tyskere regnede næppe den danske konges holstenske undersåtter for fuldgyldige landsmænd. De forskellige stammer der efterhånden samledes under begrebet holstenere, stod både under tysk og dansk indflydelse. De var et forbindelsesled, og via Holsten kom europæiske udviklinger til Danmark. Adskillige holstenere virkede som formidlere af nye tanker og ideer der vandt indpas i dansk kultur. Modsat rakte den danske konges magt langt ind i holstenske egne, hvor den danske tilstedeværelse satte sig både forbigående og varige spor.” (Frandsen 2008, 9-10).

 

Om den nationale splittelse skriver han: “Holsten havde i modsætning til Slesvig aldrig været dansk land, men århundreders tætte forbindelse havde sat deres spor. Holsteneren levede på tærsklen mellem dansk og tysk. Han tilhørte ikke uindskrænket nogen af parterne. Gjaldt holstenerne i Danmark som tyske, regnedes de i Tyskland i det mindste for at være halvdanske, hvad eksempelvis holstenske studenter til tider erfarede. At holstenerne i sin tid havde valgt den danske konge til hertug (i 1460, u.ø.), fik mange tyskere til at betragte Nordalbingiens (nord for Elben, u.ø.) identitet som usikker. Ligesom holstenerne betonede deres tyske sprog og sæder over for deres danske landsmænd, lagde de på rejse i de tyske lande ofte vægt på deres tilhør til den danske konges rige. (…) Fra begyndelsen af 1800-tallet betonede holstenerne atter i højere grad deres tyske sprog og kultur, men mange ønskede ikke desto mindre fortsat at bevare en vis afstand til Tyskland. Forholdet til Danmark havde en traditionel selvfølgelighed, mens der aldrig havde eksisteret et statsligt fællesskab med landene hinsides Elben.” (Frandsen 2008, 51). Efter nationalstaternes sejr er det utænkeligt at forestille sig tysktalende som ‘nordiske’, men før 1830 lå det slet ikke uden for forestillingernes verden, idet man med ‘nordisk’ mente det vi i dag ville kalde nordeuropæisk. Polakker såvel som russere har på forskellige tidspunkter været regnet som nordeuropæiske folk (Kirby 1990). Derfor kunne man opfatte det tysksprogede universitet i Kiel som dansk, på samme måde som universitetet i Greifswald opfattedes som svensk indtil 1814. Det sidste markeres i dag med stolthed i form af imposante portrætter af de ‘svenske’ rektorer for universitetet i Aula Magna. Eller det engelsktalende ’danske’ universitet i Serampore mellem 1819 og 1848 for den sags skyld (Østergård 2005).

 

Nord for de tyske lande i Centraleuropa ligger Nordeuropa eller ‘Norden’ som det ofte kaldes med en ideologisk betegnelse når man vil understrege forskellen til Tyskland og Centraleuropa. Men ingen af delene udgør en klart defineret kulturregion. På den ene side går grænsen mellem Nordeuropa og Centraleuropa tværs gennem de tysktalende lande, hvor man taler om den såkaldte “Grüss Gott”-linje – til tider spøgefuldt omtalt som “der Weisswurst-Äquator” efter den udbredte spise i Bayern. Farven på Weisswurst skyldes den type salt der bruges i pølserne som, modsat i Danmark, faktisk er lavet af kød og ikke kun fedt. Nord for denne kulturgrænse dominerer protestantiske nordtyskere der siger Guten Tag (eller Mojn som i Schlewig-Holstein og Sønderjylland), mens man i det overvejende katolske syd siger “Grüss Gott”. Betydningen af sådanne kulturelle grænser er svære at bedømme efter mange århundreders fælles skolesystem, krigserfaringer og den store indstrømning af flygtninge fra Østpreussen og de polske områder. Men observationer af omgangsformerne siger at de betyder mere end man umiddelbart skulle tro.

 

Etnologer og historikere er siden nazismens såkaldt ‘videnskabelige’ raceforskning blevet forsigtige med at udtale sig om nationalkarakter. På den anden side er der observerbare forskelle i adfærd som man nu oftest samler under den løsere betegnelse “mentalitet”. Sydtyskland generelt og Bayern specielt opfattes normalt som politisk reaktionære i dansk offentlighed. Det skyldes nok især partiet CSU som er det regerende konservative CDU’s søsterparti. Dets leder Horst Seehofer forsømmer ingen lejlighed til at genere ’sin’ kansler, Angela Merkel, især for hendes liberale flygtningepolitik. Men samtidig med at stå for katolsk-konservative værdier, øl i store krus og ‘fristatens’ selvstændighed er Bayern sammen med Baden-Württemberg den økonomisk mest succesrige del af Tyskland, ikke kun med bilindustri, men indenfor alle former for moderne vidensøkonomi. Omvendt har det traditionelt socialdemokratiske Nordtyskland som minder om det socialdemokratiske – og lutheranske – Skandinaviens økonomiske problemer. Iagttagere karakteriserer ofte Bayern som “high tech in Lederhosen” eller “Laptop und Lederhosen”. Sikkert er at det går overordentligt godt i denne del af Tyskland. Om det så skyldes den amerikanske besættelse efter 1945 eller at man har bevaret gymnasiets undervisning i græsk og latin i modsætning til det øvrige Tyskland er svært at sige. En kendsgerning er at den økonomiske dynamik først begyndte efter 1945 og dermed faldt sammen med indvandringen af millioner af fordrevne sudetertyskere. Mens Bayern indtil 1945 sammen med Baden var den fattigste og mest tilbagestående del af Tyskland, havde Sudeterbjergene siden middelalderen været centrum for en driftig tysktalende befolkning og sæde for en stor del af industrien i den østrigske del af Østrig-Ungarn. En position de bevarede i mellemkrigstidens Tjekkoslovakiet indtil de tre millioner tysktalende blev fordrevet efter 1945.

 

Et godt indtryk af disse mentalitetsforskelle i det tyske område kan man få i en populær tysk tv-serie “Zwei Münchner in Hamburg” som oprindeligt blev sendt mellem 1989 og 1993. Serien legede ganske vellykket med de kulturelle stereotyper, idet dens hovedperson er en moderne kvindelig bankdirektør fra München der som fraskilt mor til den tolvårige Maxi – samt en effektiv hushjælp – kommer til det stive, hanseatiske Hamburg. Plottet er de kultursammenstød der følger af den selvstændige sydtyske kvindes adfærd i den traditionelle mandsdominerede, højborgerlige kultur i Hamburg. Serien er noget af en omvending af forestillingerne om det moderne Nordeuropa overfor det tilbagestående og katolske Sydtyskland, men bekræftes af den økonomiske dynamik i Bayern og Baden-Württemberg i modsætning til stagnationen i nordtyske, socialdemokratisk styrede delstater som Bremen. Kulturforskellen mellem nord og syd i Tyskland kan i dag følges i ZdF’s uendelige krimiserie “die Rosenheim Cops”. Tynde mordkomplotter i det idylliske alpelandskab opklares af det lokale politi som primært består af indfødte der taler bayersk og en enkelt politimand fra Hamburg. Hansen er dygtig og siger mojn, men det er de lokale der skal til for at opklare forbrydelserne, bortset fra de gange Hansen henter sine informationer på den italienske restaurant, hvor alle de tilsyneladende traditionalistiske bayrere i virkeligheden hænger ud. Når de da ikke er på ferie eller forretningsrejse til Milano, USA eller Dubai. De opretholder en facade af traditionelt alpelandbrug og lederhosen, men lever reelt en hypermoderne tilværelse. Modernitet er et mangesidet fænomen, også i Tyskland.

 

Omvendt er det langt fra sikkert at ‘Norden’ er så kulturelt ensartet som ofte antaget. En ældre etnologisk tradition opererede med en fælles agerbrugskultur i det nordtyske og polske flade land. Især efter indførelsen af den tunge hjulplov i højmiddelalderen kan der spores fællestræk i denne landbrugskultur, hvor man pløjede den tunge jord i lange striber pga. besværet med at vende ploven, uanset om den blev trukket af okser eller heste. Vendingen af ploven blev så markeret med indtagelsen af en snaps for at give kræfter til det tunge arbejde med at holde ploven i jorden. Denne såkaldte ‘snapse og plovkultur’ er imidlertid ikke forbeholdt de tyske og polske sletter, men karakteriserer også det danske område, herunder det gamle danske landskab Skåne, efter rydningen af skovene i 1000- og 1100-tallet. Det førte til et agerbrugslandskab med landsbyer i den sydvestlige del af Norden som ikke findes i de bjergrige og skovdækkede og egne. Denne forskel er formentlig årsag til at det danske ord ‘landsby’ på svensk hedder ‘by’. På dansk er en ‘by’ en købstad eller stationsby. Begge er igen forskellige fra ‘bygd’. ‘Norden’ er langt mere kulturelt forskelligt end normalt antaget når man vurderer ud fra den ensartethed mellem landene der er sket i kraft af det 20. århundredes velfærdsstater.

 

Grænsen i Norden kaldes i den etnologiske litteratur med et svensk udtryk for “fäbodsgrænsen” eller på latin “limes norrlandicus”. En ‘fäbod’ er det man på dansk og norsk kalder en sæter, altså højtliggende græsområder som husdyrene opholder sig i om sommeren – baggrunden for den internationale betegnelse “transhumance” om flytningen af husdyrene mellem vinter- og sommergræsning. Hele Skandinavien kender til sæterbrug, men Norge er mest præget af det og har ligefrem skabt en national ideologi omkring fænomenet som vi kender fra Henrik Ibsens ironiske udlevering i Peer Gynt og Edvard Griegs musik. Det har fået den norske etnolog Brit Berggren til at skelne mellem det hun kalder “Sommer-Norden” og “Vinter-Norden” (Berggren 1992a). Skellet går ifølge hende mellem de dele af Norden der har en forudsigelig og ‘ordentlig’ vinter og de dele hvor man ikke kan stole på at frost og sne overhovedet vil indfinde sig om vinteren med deraf følgende forskelle i påklædning, transport, opvarmning og arbejdsdeling mellem kønnene. Hun konkluderer således: “Limes norrlandicus danner nemlig også en grænse mellem agerbrugsområderne mod syd og skovområderne mod nord. Der har været landbrug alle steder, idet dette begreb også omfatter husdyrhold, men et egentligt agerbrug har kun været muligt syd for denne grænse.” (Berggren 1992a, 199).

 

En anden stor kultur og mentalitetsgrænse går mellem det Brit Berggren i samme værk døbte det “atlantiske” og det “baltiske norden”, dvs. det havvendte og det landbaserede, med de deraf følgende forskelle i økonomi og mentalitet (Berggren 1992b). ‘Nordisk’ folkekultur viser sig således ved nærmere eftersyn at være meget mere forskellig end normalt antaget, selv før opkomsten af nationalstaterne. Omvendt er det vigtigt at minde om at det danske område, ligesom det øvrige Norden aldrig kendte til livegenskabet som det blev indført i de østelbiske områder og i østlige dele af Holsten. Men livegenskab var der heller ikke i de vesttyske områder, for slet ikke at tale om Rhinlandet. Når det er sagt må man dog huske på at det store flertal af bønder i de danske og skånske områder var fæstere i modsætning til de frie bønder som dominerede i resten af Norden – hvis man vel at mærke vil kalde dem der levede under brukspatroner for frie. Det var de juridisk, men ikke økonomisk. Den svenske adels bønder var juridisk frie men i modsætning til krone- og skattebønder ikke repræsenterede i Riksdagens bondestand. En grundlæggende forskel mellem Danmark og Sverige kan føres tilbage til den afgørende forskel mellem storindustriens rolle i Sverige og dominansen af små og mellemstore virksomheder i Danmark i landbrug og industri. Landbruget i Danmark er i dag storindustrielt organiseret og drives af under to procent af befolkningen. Men selv om kun 17-18 % af eksporten skyldes landbugssektoren har det sat sit afgørende aftryk på samfund og politisk kultur (Østergård 2017a). Der er mange forskelle, også i Nordeuropa. Og ikke alle falder sammen med de moderne nationalstaters grænser, selv om skolegang, massemedier og værnepligt har gjort meget for at skabe nutidens nationale sprog og kulturer.

 

‘Norden’ – et resultat af lutheranisme og nationalisme

Norden er ikke en samlet enhed, hverken politisk, kulturelt eller sprogligt, men består i dag af mindst fem nationalstater og et antal mere eller mindre selvstyrende lande. Disse nationalstater er arvtagere til to multinationale stater der ofte kaldes ‘Danmark’ og ‘Sverige’, men det er så upræcist at det er forkert. Efterhånden er historikerne begyndt at erstatte ‘Danmark’ med Oldenborg-monarkiet eller ligefrem kalde det et imperium (Bregnsbo og Jensen 2004). Også Sverige var flersprogligt indtil det i 1809 mistede den finske del af riget til Rusland. Det har fået politisk korrekte historikere til at tale om Sverige-Finland om tiden før 1809, men den betegnelse afvises af moderne finlandske historikere som uhistorisk (Engman & Villstrand 2008). I stedet fortsatte Sverige fra 1814 til 1905 i union med det erobrede Norge. Så det fredelige Norden vi normalt forestiller os er reelt et resultat af en udefra påtvunget fredeliggørelse og overgangen til suveræne nationalstater i 1800-tallet. Især at unionen mellem Sverige og Norge blev opløst i 1905 uden krig.

 

Efter Oldenborg-monarkiets afståelse af Norge i 1814 holdt stormagterne stort set hinanden i skak, så Norden kunne udvikle sig fred og ro for stormagtskonflikter bortset fra 2. verdenskrig. Sverige opgav revanchen mod Rusland for det Finland det havde tabt i 1809 efter at være blevet kompenseret med Norge i 1814. Rusland var tilfreds med situationen i Østersøen som det kunne dominere indtil samlingen af Tyskland bortset fra Krimkrigen 1854-56 som blev afgjort i Østersøen (Østergård 2010). Og havde i øvrigt nok at gøre i Fjernøsten med Japan og på Balkan. Derfor kunne de nordiske lande – bortset fra Finland og Slesvig – holde sig uden for 1. verdenskrig. Heller ikke Sovjetunionen nærede ekspansionsplaner efter at det havde skubbet grænsen for sin indflydelse frem til Lübeck. Det vidste man ikke dengang i de nordiske lande, men reelt var der fred og stabilitet i den kolde krigs periode mellem 1948 og 1989 i kraft af jerntæppet gennem Østersøen. Det var slemt for balterne, polakkerne og østtyskerne, men ret godt for de nordiske stater. Dengang vidste vi ikke hvor relativt sikre vi var, men det er blevet klart for mange efter murens fald i 1989. Den reelt fredelige og forudsigelige karakter af storpolitikken sammen med erfaringerne far 2. verdenskrig er baggrunde for at den folkelige begejstring for det nordiske alternativ til europæisk samarbejde var størst mellem 1945 og 1989. I denne periode kunne Sverige spille det neutrale kort og Danmark være på den vindende Nato-side og samtidig bevare et tåleligt forhold til Sovjetunionen. Finland var indtil for nylig undtagelsen i Norden. Landet havde demonstreret sin overlevelsesvilje 1939-44 og led ikke Estlands skæbne i forhold til Sovjetunionen. Netop pga. denne erfaring er landet efter 1995 gået beslutsomt ind i det europæiske samarbejde i modsætning til de mere tøvende Sverige og Danmark for slet ikke at tale om Norge, Island, Færøerne – og Grønland.

 

Set i det lange historiske perspektiv er de nordiske lande ikke nær så forskellige fra andre europæiske lande, som den nordistiske ideologi og talen om den ‘nordiske model’ gerne ville have os til at tro. Men de er lutheranske. Ikke lige fra reformationen i 1536, men fra et tidspunkt i 1700-tallet, da pietistiske vækkelsesbevægelser lagde grunden til de politiske og økonomiske bevægelser i 1800-tallet (se Nielsen 2009 for en fremragende skildring af det folkelige gennembrud i alle de nordiske lande). Kombinationen af lutheranisme, lokalt selvstyre og folkelige bevægelser i 1800-tallet er baggrunden for demokratiets sejr og den universalistiske nordiske velfærdsstat i 1900-tallet. Om det skyldes en særlig nordisk samfundsstruktur eller at landene er homogent lutheranske diskuteres intenst blandt forskere i dag. Andre lutheranere indgår i større statsdannelser (Tyskland og USA) eller har været underlagt andre riger (Estland og Letland). Kun i de nordiske lande var der sammenfald mellem stat, nation, folk og kirke. Sammenhængen mellem velfærdsstat og lutheranisme er endnu ikke endegyldigt påvist, men fra et mentalitetshistorisk perspektiv forekommer den plausibel. Viser tesen sig at være rigtig, er konsekvensen at velfærdsstaterne, uanset hvad partiprogrammer og generationer af socialdemokrater selv har sagt, er resultater af sekulariseret lutheranisme snarere end demokratiseret socialisme (Thorkildsen 2010; Østergård 2011b og 2017a; Nelson 2017). Og arven fra lutheranismen har de nordiske lande fælles med nordtyskerne. Forskellen er at de var med i eksperimentet med Tyskland som en stormagt, mens de nordiske lande blev fredelige småstater.

 

Det genforenede Tyskland har problemer med at tage rollen som europæisk stormagt på sig (Fischer 2017). Det er både godt og skidt. Godt fordi det viser at tyskerne har lært den demokratiske lektie. Men skidt fordi der er behov for en tysk magt i EU, især efter at briterne har meldt sig ud. Men her får tyskerne ikke megen hjælp hos deres nordiske fæller som har mere erfaring med rollen som småstat end i storpolitik. Tysklands rolle er nok det største dilemma for europæerne i dag og der hjælper historien ikke, trods den fransk-tyske udsoning der har fået nyt liv med Emmanuel Macron som præsident. De nordiske lande er velfungerende, fordi de har udnyttet at de i det 20. århundrede lå på det rigtige sted i forhold til den internationale økonomi og stadig gør det. Østersøen er ved at genindtage sin gamle plads som økonomisk og civilisatorisk omdrejningsakse i Nordeuropa (Østergård 1998, 231-281). I det omfang det sker, bliver det vanskeligt at slå bro over den afgørende modsætning mellem det atlantiske Norden der vender mod verdenshavene på den ene side og det landbaserede Norden der vender mod Østersøen (Baltikum) på den anden.

 

Den historiske lære er at der ikke findes objektive love som holder Nordens folk sammen i en enhed. Men der er et historisk og kulturelt råmateriale at bygge en sådan identitet på. Hvis folkene vel at mærke vil det. Er der ingen økonomiske og geopolitiske lovmæssigheder på spil, er der til gengæld så meget større politisk kulturelle muligheder. I et samarbejdende Europa er det vigtigt at holde fast i de styrker på det civile samfunds område, som det nordiske samarbejde faktisk har. Både for at sætte pris på dem, men også for ikke at miste dem i et misforstået forsøg på at få Norden til at blive en egentlig stat eller statsforbund som foreslået af Gunnar Wetterberg (Wetterberg 2010). Økonomisk og politisk samarbejde er altid mislykkedes på det store plan, men lykkedes på det lille plan, civilsamfundets. Årsagen til såvel styrker som svagheder ved dette samarbejde er landene tidligt blev organiserede som relativt små og homogene nationalstater. Det har været godt for de nordiske befolkninger, men hjælper ikke meget overfor de dilemmaer vi står overfor som europæere i EU, hvor det ikke er nok at handle som en løs koalition af småstater. Man må håbe at historien ikke er et jernbur men et reservoir af muligheder.

 

Selv om der er ligheder mellem de nordiske befolkninger og tyskerne er der også vigtige forskelle som især har med føderalisme og respekt for domstolenes uafhængighed at gøre. Civilsamfundene i Norden og de tyske lande er kommet til at ligne hinanden. Retsstat, høj grad af tillid og fravær af korruption præger alle de nordiske stater selv om det er vigtigt også at have øje for forskellene, som f.eks. den historisk betingede forskel mellem svensk og dansk tradition for åbenhed i forvaltningen og myndighedernes (styrelsernes) selvstændighed i forhold til den centrale forvaltning (Knudsen 1995 og 2006). Forskellen skyldes enevælden i den vestlige del af Norden som stadig præger dansk statsadministration. Den danske centralistiske og lukkede forvaltningstradition er I de senere år søgt modificeret ved indførelse af elementer fra den svenske tradition der er præget af at enevælden aldrig slog helt igennem. Især i 1700-tallet blev det oldenborgske monarki centraliseret så meget som de store geografiske afstande tillod. Der tales ofte om “åbenhed i forvaltningen” i Danmark, men den er ikke så dybt forankret som i Sverige, hvor styrelserne har en lovmæssig selvstændighed overfor ministerierne der ikke kendes i Danmark (Knudsen og Tamm 2000). I dag er kongens enevælde blot erstattet af ministrenes og departementschefernes magt. De kan selvfølgelig udskiftes og bliver det, derfor er Danmark et demokrati. Men imellem valgene er især statsministerens magt enorm (Mørch 2007). Centralforvaltningens magt blev tøjlet og udsat for parlamentets kontrol takket være de folkelige bevægelser i 1800-tallet og partierne i 1900-tallet. Men så snart det brænder på kommer de gamle forvaltningstraditioner med “instruktionsbeføjelser” op til overfladen, både i forhold til offentligheden og det kommunale selvstyre, men især i forholdet til styrelserne.

 

Norden er mangfoldigt og en værdig opgave for kloge europæere i det område som vi måske skulle kalde Nordeuropa i stedet for det ideologisk belastede “Norden”. Og den nordiske model for velfærdsstaten er muligvis mere økonomisk langtidsholdbar end den tyske som det blev impliceret i tidsskriftet Economists feature om “the Nordic countries” i februar 2013. Men ‘Norden’ som en særlig region eller bare alliance i EU er der ikke megen grund til at forestille sig. De nordeuropæiske lande er europæiske på godt og ondt, om end af den nordeuropæiske, dvs. nordtyske slags. Og i takt med at de andre lande i EU i en global sammenhæng bliver relativt mindre og nærmer sig hinanden vil det særlige forhold mellem de nordiske lande formentlig tabe i betydning. Så når vi alligevel taler sammen på engelsk, i Norden såvel som resten af EU, kan vi vel også godt også gøre det med et mellemstort folk som ‘tyskerne’. Det så meget mere som ’tyskerne’ er mere indbyrdes forskellige end vi oftest antager. Og så er de oven i købet ofte interesserede i nordiske løsninger, selv hvis forhandlingerne foregår på en eller anden form for engelsk, der oven i købet har den fordel at være et fremmedsprog for begge parter.

 

Litteratur

Berggreen, Brit (1992a), “Sommer-Norden og Vinter-Norden”, Kirsten Hastrup (red.), Den nordiske verden bd. 1, 193-199, Kbh.: Gyldendal 1992

Berggreen, Brit (1992b), “Det baltiske og det atlantiske Norden”, Kirsten Hastrup (red.), Den nordiske verden bd. 2, 11-18, Kbh.: Gyldendal 1992

Bergier, Jean-François (1992), “Gibt es eine Schweizer Kultur?”, Bergier, J.-F., Wilhelm Tell – ein Europäer?, Zürich: Benziger Verlag 1992, 51-58

Björnsson, Anders och Luthersson, Peter (1995) (red.), Vändpunkter. Europa och dess omvärld efter 1989, Stockholm: Svenska Dagbladets Förlag 1995

Bregnsbo, Michael og Jensen, Kurt Villads (2004), Det danske imperium – storhed og fald, Copenhagen: Aschehoug 2004

Douglas, R. M. (2012), Orderly and Humane: The Expulsion of the Germans After the Second World War, New Haven: Yale University Press 2012

Engman, Max (1994), “Är Finland et nordiskt land?”, De Nordiske Fællesskaber, Den Jyske Historiker 69-70, 1994, 62-78

Engman, Max och Sandström, Åke (2004) (red.), Det nya Norden efter Napoleon, Stockholm.: Almquist & Wicksell 2004

Engman, Max & Villstrand, Nils Erik (2008) (red.), Maktens mosaik. Enhet, särart och självbild i det svenska riket, Helsingfors: Svenska Litteraursällskapet i Finland 2008

Esping-Andersen, Gösta (1990), The Three Worlds of Welfare Capitalism, Princeton: Princeton University Press 1990

Fischer, Joschka (2017), “Vi er henvist til os selv”, Weekendavisen 4. august 2017, 11

Frandsen, Steen Bo (2008), Holsten i helstaten. Holsten inden og uden for det danske monarki i første halvdel af 1800-tallet, Kbh.: Museum Tusculanums Forlag 2008

Fukuyama, Francis (2011), The Origins of Political Order. From Prehuman Times to the French Revolution, New York: Farrar, Strauss and Giroux 2011

Glenthøj, Rasmus (2012), Skilsmissen. Dansk og norsk identitet før og efter 1814, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2012

Gustafsson, Harald (1997), Nordens historia. En europæisk region under 1200 år, Lund: Studentlitteratur 1997 (ny udgave 2007)

Götz, Norbert (2001), Ungleiche Geschwister.Die Konstruktion von nationalsozialistischer Volksgemeinschaft und schwedischen Voksheim, Baden-Baden: Nomos Verlag 2001

Hettne, Bjørn, Sörlin, Sverker och Østergård, Uffe (2006), Den globala nationalismen, Stockholm: SNS Förlag 2006

Hybel, Niels (2003), Danmark i Europa 750-1300, Kbh.: Museum Tusculanums Forlag 2003

Ingesman, Per og Poulsen, Bjørn (2000), Danmark og Europa i Senmiddelalderen, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2000

Jørgensen, Sven-Aage (1989) “Tyskerne og vi” i Jørgensen, S. Aa. (red.), Tysk. Et sprog – Fire stater – Fire kulturer? München: Wilhelm Fink Verlag, Text & Kontext Sonderreihe Bd. 27 1989, 145-162

Kirby, David (1990), Northern Europe in the Early Modern Period, 1492-1772, London: Longman 1990

Kirby, David (1994), The Baltic World, 1772-1993, London: Longman 1994

Knudsen, Tim (1995), Dansk statsbygning, Kbh.: Jurist og Økonomforbundets Forlag 1995

Knudsen, Tim (2006), Fra enevælde til folkestyre, Kbh.: Akademisk Forlag 2006

Knudsen, Tim og Tamm, Ditlev (2000) (red.), Dansk Forvaltningshistorie I-II, Kbh.: Jurist og Økonomforbundets Forlag 2000

Krauss, Marita, Schroll-Schneider, Sarah, Fassl, Peter (2013) (Hrsg.), Erinnerungskultur und Lebensläufe. Vertriebene zwischen Bayern und Böhmen im 20. Jahrhundert, München: Volk Verlag 2013 (anm. i Frankfurter Allgemeine Zeitung 12.8. 2013, 8)

Krockow, Christian Graf von (1990), Die Deutschen im ihrem Jahrhundert 1890-1990, Reinbek bei Hamburg: Rowohlt Verlag 1990 (dansk oversættelse Tyskland 1890-1990, Kbh.: Gyldendal 1996)

Kühl, Jørgen (1997), Tyskere i Øst 1917-1997, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 1997

Lund, Niels (1994) (red.), Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder, Kbh.: Museum Tusculanums Forlag 1994

Lund, Niels (2000) (red.), Viking og hvidekrist. Norden og Europa i den sene vikingetid og tidligste middelalder, Kbh.: C. A. Reitzels Forlag 2000

Matussek, Matthias (2006), Wir Deutschen. Warum uns die anderen gern haben können, Frankfurt a. Main: S. Fischer 2006

Meinander, Henrik (2006), Finlands historia, Helsingfors och Borgå: Söderströms 3. udg. 2012

Meinander, Henrik (2009), Finland 1944: krig, samhälle, känslolandskap, Helsingfors och Borgå: Söderströms 2009

Münkler, Herfried (2009), Die Deutschen und ihre Mythen, Berlin: Rowohlt 2009

Mørch, Søren (2007), 25 statsministre: 25 fortællinger om magten i det tyvende århundrede, Kbh.: Gyldendal 2007

Nelson, Robert (2017), Lutheranism and the Nordic Spirit of Social Democracy, Århus: Aarhus University Press 2017

Nielsen, Niels Kayser (2009), Bonde, stat og hjem. Nordisk demokrati og nationalisme – fra pietismen til 2. verdenskrig, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2009

Ruth, Arne (1984), “The Second New Nation. The Mythology of Modern Sweden”, Daedalus 113:2, 1984, 53-96

Sandberg, Anna og Siegfried, Detlef (2012) (red.), Tysk kulturhistorie fra 1648 til i dag, København: Gyldendal 2012

Sejersted, Francis (2005), Socialdemokratins tidsålder. Sverige och Norge under 1900-talet, Nora: Bokförlaget Nya Doxa 2005; (engelsk The Age of Social Democracy, Princeton: Princeton University Press 2011)

Sejersted, Francis (2013), “Unionsoppløsningen i 1905”, Store norske leksikon (22.2.2013)

Sheehan, James J. (1989), German History 1770-1866, Oxford: Oxford University Press 1993

Stenius, Henrik, Österberg, Mirja & Östling, Johan (2011) (eds.), Nordic Narratives of the Second World War. National Historiographies revisited, Lund: Nordic Academic Press 2011

Stourzh, Gerald (1990), Vom Reich zur Republik. Studien zum Österreichbewusstsein im 20. Jahrhundert, Wien: Edition Atelier 1990

Stråth, Bo (2005), Union och demokrati. De Förenade rikena Sverige-Norge 1814-1905, Nora: Bokförlaget Nya Doxa 2005

Stubkjær, Flemming Talbo (2000) (Hrsg.), Österreich. Kultur und Identität – heute und vor 100 Jahren, Odense: Odense University Press 2000

Sørensen, Øystein (1998) (red.), Jakten på det norske. Perspektiver på utviklingen av en norsk nasjonal identitet på 1800-tallet, Oslo: Ad Notam 1998

Sørensen, Øystein (2004), Historien om det som ikke skjedde. Kontrafaktisk historie, Oslo: Aschehoug 2004

Sørensen, Øystein and Stråth, Bo (1997) (eds.), The Cultural Construction of Norden, Oslo: Scandinavian University Press 1997

Thorkildsen, Dag (2010), “Lutherdom, vekkelse og de nordiske velferdsstater”, Temp. Tidsskrift for Historie 1, 2010, 131-144

Tyskerne. Nation og stat i Tyskland 1815-1988, Den Jyske Historiker 43-44, 1988

Ullrich, Volker (2007), Die nervöse Grossmacht. Aufstieg und Untergang des deutschen Kaiserreichs 1871-1918, Frankfurt a. Main: Fischer Verlag 2007

Wetterberg, Gunnar (2010), Förbundsstaten Norden, Kbh.: Nordiska Ministerrådet 2010

Willis, F. Roy (1965), France, Germany and the New Europa 1945-1967, Oxford: Oxford University Press 1969

Wilson, Paul (2013), “Kicking the Germans Out of the East”, The New York Review of Books May 23, 203, 30-32

Zorn, Wolfgang (1986), Bayerns Geschichte im 20. Jahrhundert, München: C.H. Beck 1986

Øhrgaard, Per (1989), “Hovedtræk af tysk historie efter 1870”, i Jørgensen, S. Aa. (red.), Tysk. Et sprog – Fire stater – Fire kulturer? München: Wilhelm Fink Verlag, Text & Kontext Sonderreihe Bd. 27 1989, 145-162

Øhrgaard, Per (1991), Gæld og arv. Tre essays om Tyskland, Kbh.: Samleren 1991

Øhrgaard, Per (2009), Tyskland. Europas hjerte. Et essay, Kbh.: Gyldendal 2009

Østergård, Uffe (1992), Europas ansigter, Kbh.: Rosinante 1998

Østergård, Uffe (1995), “Norden, det tyska och det moderna”, Björnsson och Lutherson 179-209

Østergård, Uffe (1997a), “The Geopolitics of “Norden” – States, Nations and Regions”, Stråth and Sørensen 1997, 25-71

Østergård, Uffe (1997b), “Nationale Identitäten. Ursprünge und Entwicklungen. Deutschland, der Norden, Skandinavien” og “Die Geburt der modernen Nationalstaaten in Nordeuropa”, B. Henningsen, J. Klein, H. Müssener und S. Söderlind (Hrsg.), Wahlverwandschaft. Skandinavien und Deutschland 1800 bis 1914, Berlin: Deutsches Historisches Museum 1997, 29-38 og 161-63

Østergård, Uffe (1998), Europa. Identitet og identitetspolitik, Kbh.: Rosinante 2000

Østergård, Uffe (2005), “Universitetet i Serampore”, In K. E. Bugge m.fl. (eds.), Det begyndte i København…. Knudepunkter i 300 års indisk-danske relationer i mission, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2005, 165-175

Østergård, Uffe (2008), “De skandinaviske staters udvikling”, Politica 40:4, 2008, 442-456

Østergård, Uffe (2010), “Krimkrigen”, Sfinx 33:2, 2010, 82-88

Østergård, Uffe (2011a), “Schleswig and Holstein in Danish and German Historiography”, in Tibor Frank and Frank Hadler (eds.), Disputed Territories and Shared Pasts. Overlapping National Histories in Modern Europe vol. 6 of “Writing the Nation. National Historiographies and the Making of Nation States in 19th and 20th Century Europe”, Houndsmill: Palgrave Macmillan 2011, 200-223

Østergård, Uffe (2011b), “Lutheranism, nationalism and the universal welfare state – National churches and national identity after the Reformation and the development of the welfare state in the Nordic nation states”, Katharina Kunter und Jens Holger Schiørring (Hrsg.), Europäisches und Globales Christentum / European and Global Christianity. Herausforderungen und Transformationen im 20. Jahrhundert / Challenges and Transformations in the 20th Century, Arbeiten zur Kirchlichen Zeitgeschichte Reihe B Band 54, Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2011, 78-101

Østergård, Uffe (2013a), “Union, federation or ‘merely’ European Cooperation. Norden as a Result of 1814”, Baltic Worlds Vol. VI:1, March 2013, 46-51

Østergård, Uffe (2013b), “Det svenske konsulat i Istanbul”, Sfinx 36:2, 2013, 73-77

Østergård, Uffe (2013c), “Norden og Tyskland i Europa”, Anna Florén och Emelie Höglund (red.), Norden återupptäckar Tyskland. Nya perspektiv på gamla relationer, Forlaget Skyline 2013, 24-45

Østergård, Uffe (2015), “Nation-Building and Nationalism in the Danish Empire”, Stefan Berger and Alexei Miller (eds.), Nation-Building in the Core of Empires: a Comparative Perspective, Budapest: Central European University Press 2015

Østergård, Uffe (2017a), Hvorfor er danskerne danske? Om reformationen og nationaliteten, Kbh.: Eksistensen 2017

Østergård, Uffe (2017b), “Han greb øjeblikket”, Weekendavisen 22.6., 6

Østergård, Uffe (2017c), “Danmark – småstat, imperium og kolonimagt”, Mikkel Vedborg Pedersen (red.), Danmark – en kolonimagt vol. I af Danmark og kolonierne vol. I-V, Kbh.: Gads forlag, 2017, 13-57