Storbritannien i Mellemøsten

 Storbritannien i Mellemøsten

Af Nils Arne Sørensen og Uffe Østergård

Langt fra vestfronten. Første verdenskrig i Middelhavsområdet, : Orbis 2015, 157-165

Det var den tyske invasion af Belgien, der 4. august 1914 skabte flertal i den liberale britiske regering for, at Storbritannien skulle gå ind i krigen. Det tyske brud på internationale traktater og overgreb på et neutralt land legitimerede krigen for følsomme liberale gemytter, men alt peger i retning af, at Storbritannien under alle omstændigheder havde valgt at gå ind i krigen. For liberale krigstilhængere (og den konservative opposition) handlede det ikke så meget om idealer som om nationale interesser. Britisk europapolitik havde længe sigtet på at skabe balance mellem de kontinentaleuropæiske magter, og en sådan balance ville en krig næsten uundgåelig forrykke – og næppe til britisk fordel. Men den britiske elite tænkte også globalt. Storbritanniens magt og velstand byggede på international frihandelspolitik og det verdensomspændende imperium. Og begge forekom truet i begyndelsen af det 20. århundrede, først og fremmest fordi det Tyske Kejserrige åbent erklærede, at det ønskede “en plads i solen”, dvs. en stilling på verdensplan, der svarede til landets industrielle og militære formåen. Den tyske ambition fik sit klareste udtryk i en massiv flådeoprustning, som skulle skabe en højsøflåde, der var forudsætningen for en stilling som reel verdensmagt. I Storbritannien blev det set som en utvetydig trussel og man svarede igen med sit eget rustningsprogram, der overtrumfede det tyske. Storbritannien havde vundet rustningskapløbet i 1914 (havde man erkendt i Tyskland), men bekymringen for tyske ambitioner var fortsat stor hos britiske embedsmænd og mange politikere, der så verden i et globalt eller rettere britisk imperialt perspektiv.

Det imperiale blik og den osmanniske trussel

I dette perspektiv var det, som briterne døbte Den store Krig fra første færd en verdenskrig, nemlig et sammenstød mellem tre verdensomspændende koloniriger, Storbritannien, Frankrig og Rusland, på den ene side og det opstigende Tyskland, det stagnerende Østrig-Ungarn og det Osmanniske Rige under opløsning på den anden. Det Osmanniske Imperium havde mistet næsten alle sine besiddelser i Balkan under krigene 1912-13, men dominerede stadig Mellemøsten og havde indflydelse i Nordafrika, trods tabet af Libyen til Italien i 1911. Det Osmanniske Imperium truede således hovedforbindelsen i det britiske imperium gennem Middelhavet, Suez-kanalen og det Indiske Ocean med den Persiske Bugt. Middelhavet domineredes af den britiske flåde med baser i Gibraltar, Malta der var hovedkvarter for flåden siden erobringen i 1801, og Cypern fra 1878.  Men Suez-kanalen var det afgørende led i forbindelsen til Indien der i 1858 var overtaget af den britiske krone efter et omfattende oprør mod det private Ostindiske Kompagni. Det britisk-indiske “Raj” eller “juvelen i kronen” var afgørende for Storbritanniens magtstilling og søruten gennem Suez derfor helt central i den militære planlægning. Krigen kunne kun vindes på vestfronten, men den kunne tabes i Mellemøsten hvis herredømmet over Egypten gik tabt.

Selv om Indien var underlagt regeringen i London blev kæmperiget styret af en vicekonge i New Delhi og hans regering, der rådede over sin egen hær, dannet i kølvandet på det store indiske oprør i 1857. Ligesom den britiske hær bestod den (anglo-)indiske hær også af frivillige. Et mindretal var briter; det store flertal var lokale og kom typisk fra subkontinentets eksisterende krigerkulturer. Næsten halvdelen var sikher fra Punjab, mens de nepalesiske gurkhaer blev betragtet som hærens elite. Denne indiske hær blev oprindeligt brugt til at sikre grænsen mod Afghanistan, men også til intern opretholdelse af lov og orden. Efterhånden blev dele af hæren også brugt i konflikter rundt om i imperiet og fik et ry som specialister i kolonikrige mod ikke-europæiske modstandere. Derfor kom den indiske hær – under den britisk-indiske regerings kontrol og kommando – til at stå for den britiske krigsindsats i store dele af Mellemøsten, især den Arabiske Halvø, den Persiske Bugt og Mesopotamien. I alt gjorde ca. 1,3 mio indiske soldater tjeneste i verdenskrigen; heraf ikke mindre end en mio. i Mellemøsten. Her har vi sikkert en meget stor del af forklaringen på at denne del af krigsførelsen siden er blevet stort set glemt, selv om overgivelsen i Kut al-Amarna midtvejs mellem Basra og Bagdad april 1916 var det største enkelte britiske nederlag mellem Yorktown i Nordamerika i 1787 og Singapore i 1942.

Nederlaget ved Gallipoli var større i tab af mænd, men indebar ikke så stor en ydmygelse som overgivelsen af en hel hær med to generaler og over 400 officerer. Gallipoli er ikke glemt, fordi kampen kom til at indgå i den moderne nationale identiet i Australien og New Zealand samt det moderne Tyrkiet som det fremgår af flere kapitler her. Men nederlaget ved Kut al-Amarna er stort set ukendt i dag. En forklaring er, at det ikke var her, den britiske ungdom (og store dele af den kommende elite) forblødte; det gjorde de i Europa.  Det store flertal af de faldne og tilfangetagne soldater var indere, og der har ikke været behov for at huske indisk krigsdeltagelse på britisk side i verdenskrigene i det selvstændige Indien efter 1947. Set fra et indisk postkolonialt perspektiv er det tværtimod lidt pinligt, at så mange indere meldte sig frivilligt til at gøre tjeneste i den anglo-indiske hær.  Og briterne havde tilsyneladende glemt alt om deres mislykkede invasion i Mesopotamien, da landet overtog ansvaret for Basra provinsen i Irak efter invasionen i 2003 – med dansk deltagelse!

I et britisk imperialt perspektiv udgjorde Osmannerriget ikke blot en trussel mod søvejen til Indien gennem Suez. I årevis havde beslutningstagere i London, Paris og Skt. Petersborg frygtet oprør blandt de muslimske grupper i deres imperier. Den frygt eskalerede med Osmannerrigets indtræden i krigen 2. november 1914, da sultanen var overhoved for alle verdens muslimer som kalif og derfor kunne udråbe hellig krig, jihad.  Og det var lige præcis, hvad han gjorde. Få dage efter at Osmannerriget gik ind i krigen, udsendte kalifatet fem fatwaer, der opfordrede alverdens muslimer til at føre hellig krig mod Entente-magterne og lovede dem martyr-status. For de muslimske soldater i den osmanniske hær betød det, at de nu var en del af en hellig krig. Men idéen til at udråbe hellig krig mod Ententen stammede ligeså meget fra Berlin som fra Istanbul. Mens man i London, Paris og Sankt Petersborg frygtede muslimske oprør, håbede man i Berlin lige præcis at fatwaerne kunne udløse dem. Da den overvældende majoritet af verdens ca. 240 millioner muslimer i 1914 levede i Entente-magternes kolonier, 100 millioner under britisk styre, 20 millioner under fransk og 20 millioner i det Russiske Imperium i Kaukasus og Centralasien var der tale om stor potentiel trussel. Det var det også i et snævrere militært perspektiv Af gammel tradition fra Mogul-imperiet var en betragtelig del af soldaterne i den anglo-britiske hær, officerer såvel som menige, muslimer. Det skulle vise sig, at opfordringen til jihad blev en fiasko. Der kom ingen større muslimske oprør i Entente-magternes imperier, og de allerfleste soldater i den indiske hær forblev loyale. Men det kunne man ikke vide  i 1914.

 

Krigsforløbet 1914-16

Dagen efter Storbritannien havde erklæret Osmannerriget krig 5.. november 1914 besatte den indiske hærs 6. division Basra og udskibningshavnen ved Shatt al-Arab med olieraffinaderierne ved Eufrat og Tigris’ udløb i den Persiske Bugt. Invasionen var altså planlagt og i realiteten iværksat allerede før krigserklæringen og lå i forlængelse af den britiske tilstedeværelse i den Persiske Bugt som protektor for de arabiske emirater. Den umiddelbare baggrund for besættelsen af Basra var olien. Den britiske flåde var i 1911 skiftet fra kul til olie og havde derfor en stærk interesse i adgang til olieforekomster, hvor de end måtte være. Samtidig regnede den britiske ledelse med at den osmanniske hær var helt demoraliseret efter nederlagene i Balkan-krigene 1912-13 og Libyen 1911, hvorfor det næsten var gratis at rykke ind. Den skulle blive klogere.

Det begyndte allerede med Egypten og Suez-kanalen. Briterne havde i 1882 købt majoriteten i det aktieselskab der drev kanalen og besat Egypten – og efterhånden også Sudan om end nødtvungent. Men statsretligt var Egypten underlagt sultanen i Istanbul, som det havde været siden 1517. Det problem løste briterne ved i august 1914 at afsætte khediven, Abbas II Helmi, der var på besøg i Istanbul da krigen brød ud og parlamentet på ferie. 5. august pressede briterne premierministeren Rushdi Pasha til at underskrive et dokument som forpligtede Egypten til at føre krig mod den britiske konges fjender. Men det overbeviste langt fra de 13 millioner egyptere, som briterne nu direkte herskede over. Derfor gjorde briterne – klogelig nok – ingen forsøg på at rekruttere egyptere til krigstjeneste, selv efter at det Osmanniske Rige 2. november 1914 erklærede krig mod Ententen. 18. december 1914 erklærede briterne egenhændigt Egypten som et protektorat uafhængigt af Osmannerne under en egen sultan. Men måtte hurtig erkende at det var vanskelig at forsvare Suez-kanalen uden støtte fra befolkningen. Det er forklaringen på at den britiske hær, trods store kontingenter fra Australien New Zealand og Indien helt til 1917 indskrænkede sig til forsvar af selve kanalzonen, trods angreb fra osmannisk ledede senussi stammer fra Libyen fra vest og osmannernes erobring af det meste af Sinai halvøen mod øst. De stolede ikke på egypterne, der afskyede det britiske styre, som derfor måtte holde landet nede med hård hånd for at garantere sejlruten til Indien.

Samtidig satte briterne tropper fra Indien ind i det sydlige Yemen for at sikre havnen i Aden, der var vigtig for søruten til Indien. I Mesopotamien havde britisk-indiske styrker allerede i slutningen af 1914 sikret sig kontrollen over Basra og dermed de vigtige olieforsyninger, som det var deres opgave at beskytte. Men ledelsen af disse styrker havde større ambitioner. Selv om det var lykkedes osmannerne at forøge den tyrkiske hær fra 200.000 til 500.000 mand med en udskrivning af værnepligtige, anså de britiske officerer dem for en overkommelig modstander med svag moral. Derfor avancerede en britisk-indisk hærstyrke under ledelse af generalmajor Charles Townshend mod nord i håb om at indtage Bagdad og dermed levere et propagandistisk dødsstød mod det osmanniske styre der kæmpede for livet i Kaukasus og ved Galllipoli. Men styrken forregnede sig.

Offensiven, der blev indledt i forsommeren 1915, forløb de første måneder uden større problemer. Men i november stødte Townshends styrker sammen med osmanniske styrker ca. 40 km syd for Bagdad, nær ruinerne af oldtidens Ktesifon, som havde været hovedstad i det persiske Sasaniderige, indtil det blev løbet over ende af den arabiske ekspansion i 600-tallet. Efter tre dages hårde kampe trak de britisk-indiske tropper sig tilbage mod syd til Kut al-Amarna, hvor de blev indesluttet.  Kamphærdede tyrkiske tropper overført fra Gallipoli og effektiv tysk hjælp i form af fly, artilleri og stabsofficerer vendte krigslykken i Mesopotamien overfor en dumdristig britisk general der var rykket frem uden at sikre sine forbindelseslinjer. Adskillige britiske forsøg på at komme de belejrede til undsætning mislykkedes og i april 1916 blev hele hæren tvunget til at kapitulere betingelsesløst i et af de største nederlag i britisk militær historie. Interessant nok blev den unge kaptajn T. E. Lawrence sendt fra Kairo til Kut al-Amarna i et desperat forsøg på at bestikke den tyrkiske ledelse til at lade de udsultede briter, australiere og indere undslippe. Forsøget blev hånligt afvist og hele hæren måtte overgive sig. Nederlaget førte til, at briterne overtog kommandoen over de britisk-indiske styrker i Mellemøsten, da det var indlysende, at dårlig ledelse var en central forklaring på det for briterne ydmygende nederlag.

Overgivelsen førte ca. 13.000 i fangenskab med frygtelige følger for de menige der måtte marchere gennem ørkenen inden de overlevende nåede Bagdad og siden led under sult og sygdomme i fangelejre. Over halvdelen døde. Officererne blev (som det historisk har været og fortsat er sædvane under krig) behandlet meget bedre, især de muslimske indere, hvoraf nogle tilsluttede sig den tyske Halvmåne division for at kæmpe mod deres koloniherrer sammen med algierere der var taget til fange på vestfronten og andre muslimer.

Sejr trods alt

Set med britiske øjne var de første godt to år af krigsførelsen i Mellemøsten alt andet end en succes. Først i marts 1917 lykkedes det en britisk-indisk hær at få revanche og indtage Bagdad, samtidig med at den britiske hær under hårde kampe rykkede frem gennem Sinai halvøen og erobrede Gaza efter to forgæves og blodige stormløb. Vidnesbyrd om kampenes voldsomme karakter er store og velholdte britiske kirkegårde i Gaza.

Året 1917 blev kronet med indtagelsen af Jerusalem 9. december. Da Mekka tidligere var faldet til de arabiske oprørere havde osmannerne mistet meget af deres religiøse begrundelse for at føre jihad mod vesten. Indtoget i Jerusalem gav omsider briterne den propagandasejr, som de havde håbet på med de tidligere indsatser ved Gallipoli og i Mesopotamien. Ikke engang revolutionen i Rusland kunne nu redde det Osmanniske Rige, der havde vist sig at være en langt mere formidabel modstander end de selvsikre briter havde forestillet sig. Tyrkernes udholdenhed og militære kraft skyldtes delvis tysk hjælp, men skulle vise sig at være et varsel om kommende sejre over grækerne i 1921 som Mogens Pelt har beskrevet. Forbindelsen til Indien blev holdt åben, men prisen var høj. Mellemøsten var ikke en sekundær krigsskueplads, men helt afgørende for udfaldet af verdenskrigen.

Udvalgt litteratur:

Nikolas Gardner: “Sepoys and the Siege of Kut-al-Amara, December 1915¡April 1916”, i War in History, 11, 2004, s. 307-326

David Motadel: “Jihad 1914”, i History Today, September 2014, s. 41-42

Geoffrey Regan: “Townshend of Kut”, i Regan, G.: Great Military Blunders, London 2000, s. 96-102

David Reynolds: Britannia Overruled, 2. udg., London 2000

Eugene Rogan: The Fall of the Ottomans, London 2015

Charles Townshend: Desert Hell: The British Invasion of Mesopotamia, Cambridge, Mass. 2011