Det multinationale Rusland

  1. polyr seminar Piran september 2015

 

Uffe Østergård, professor emeritus CBS et dr. polyr

 

Rusland er både et europæisk og et asiatisk land. Det går helt tilbage til mongolernes erobringer i 1200-tallet som Moskva fyrstedømmet udnyttede til at underlægge sig det oprindelige russiske rige der begyndte i Kiev. Også den nordeuropæiske bystat Novgorod blev erobret af Ivan 4. Grozny (grusomme). Mest afgørende var den russiske erobring af det tatariske Kazan ved Volga i 1552. Lige siden har Rusland eller rettere det russiske imperium været multinationalt og multireligiøst.

The expansion of the Grand Duchy of Moscow and later of the Russian Empire throughout 15th to 20th centuries created a unique melting pot. Though the majority of Russians had Slavic ancestry, different ethnicities were assimilated into the Russian melting pot through the period of expansion. Assimilation was a way for ethnic minorities to advance their standing within the Russian society and state—as individuals or groups. It required adoption of Russian as a day-to-day language and Orthodox Christianity as religion of choice. The Roman Catholics (as in Poland and Lithuania) generally resisted assimilation. Throughout the centuries of eastward expansion of Russia Finno-Ugric and Turkic peoples were assimilated and included into the emerging Russian nation. This includes Mordvin, Udmurt, Mari, Tatar, Chuvash, Bashkir, and others. Surnames of many of Russia’s nobility (including Suvorov, Kutuzov, Yusupov, etc.) suggest their Turkic origin. Groups of later, 18th- and 19th-century migrants to Russia, from Europe (Germans, French, Italians, Poles, Serbs, Bulgarians, Greeks, Jews, etc.) or the Caucasus (Georgians, Armenians, Ossetians, Chechens, Azeris and Turks among them) also assimilated within several generations after settling among Russians in the expanding Russian Empire.[47]

 

Trods den multietniske karakter af der russiske rige er det en udbredt forestilling at Ruslands og dermed Europas grænse går ved Ural bjergene. Tanken om at Ural bjergene markerer den østlige grænse for det europæiske kontinent opstod først opstod først i 1700-tallet som en følge af Peter den Stores forskydning af Rusland mod vest med flytningen af hovedstaden fra Moskva til St. Petersburg i det tidligere svenske område ved Neva-flodens udløb i Østersøen i 1703. Ural som grænse blev populariseret af den russiske historiker Vasilij Tatisjtjev (1686-1750) der i midten af 1700-tallet foreslog at Europas østgrænse skulle trækkes ved Ural. Men han var ikke den første som fik den idé. Den ære tilfalder en svensk officer.

 

Som led i sit forsøg på at europæisere Rusland ved at orientere det mod vest bestilte Peter den Store den svenske officer (af tysk afstamning fra Pommern) Philip Johan von Strahlenberg (1676-1747) til at nytegne kortet over de russiske besiddelser i Asien. Strahlenberg var taget til fange af russerne ved det store svenske nederlag ved Poltava (i Ukraine) 1709 og tilbragte det meste af sit fangenskab til 1721 i Tobolsk i Sibirien hvor han arbejdede som kartograf og etnograf. Efter sin tilbagekomst til Sverige udsendte han to værker, hvoraf især det ene fra 1730, Das nord- und östliche Theil von Europa und Asia (genoptrykt af Szeged Universitetet i Ungarn 1975, nu tilgængeligt på Google som e-bog), blev en inspirationskilde for mange senere geografer. Ganske vist blev Ural bjergene officielt anerkendt som grænse mellem Europa og Asien. Men alligevel er det underligt at lige netop denne grænsedragning er blevet bestemmende for opfattelsen af Europas politiske geografi hos almindelige europæere. Indtil udgivelsen af Strahlenbergs værk havde man trukket grænsen længere mod vest, enten ved floderne Don eller Dnepr eller sågar mellem Polen og Ukraine.

 

Efter Strahlenbergs indsats blev det almindeligt at trække grænsen ved de i sig selv ret beskedne Ural bjerge. Det var som led i denne nytegning af Europakortet at en lokalitet i Litauen blev udnævnt til at være Europas geografiske centrum efter at Litauen og det østlige Polen var blevet erobret af Rusland. Det markeres i dag med et monument nær Molètai, godt 100 km nord for hovedstaden Vilnius. Samtidig begyndte Polen-Litauen og andre lande i Centraleuropa at blive kaldt for “Østeuropa”, en betegnelse der efterhånden også kom til at omfatte Rusland som ellers tidligere var blevet regnet til “Nordeuropa” sammen med Skandinavien og Polen som det fremgår af den amerikanske historiker Larry Wolffs bog Inventing Eastern Europe. The Map of Civilization on the Mind of the Enlightenment fra 1994.

 

Reelt ligger Rusland både i Asien og Europa og har gjort det lige siden Moskva-fyrstedømmet i midten af 1500-tallet erobrede det tatariske Kazan ved Volga og ekspanderede ind i Sibirien i 1600-tallet. Hele det vidtstrakte område langs den transsibiriske jernbane er i dag lige så russisk som de “europæiske” dele af Rusland – eller lige så lidt “europæiske” om man vil. Grænsen ved Ural er vilkårligt valgt til et politisk formål på et bestemt tidspunkt i historien. Men er siden blevet ophøjet til at være en kultur- og civilisationsgrænse. Det er kun på kortet at bjergene ligner en grænse. Rejser man med den transsibiriske jernbane kommer man let til at overse bjergene i de uendelige skovstrækninger.

 

Forestillingen om Ural-bjergene som Europas grænse blev taget op af den franske præsident de Gaulle omkring 1960. Hans formål var ikke en lektion i geografi, men at undergrave det multinationale Sovjetunionen ved at påpege at denne statsdannelse ud over at være kommunistisk og fjendtligt sindet mod Europa også var “unaturlig” ved at omfatte såvel “europæiske” som “asiatiske” befolkninger. Og samtidig at modarbejde forsøget på at skabe et overnationalt europæisk samarbejde i Vesteuropa der indebar afgivelse af national suverænitet ved at udvide forestillingen om Europa til også at inkludere Rusland.

 

 

Den føderale republik Rusland består af 83 regioner med varierende autonomi. Der er direkte valg til præsidentposten og forholdstalsvalg til det russiske parlament Dumaen. Præsidenten udpeger guvernørerne såvel som dommere og statsanklagere som derefter skal godkendes af Føderationsrådet. Dette har Putin indført for at styrke Moskva i forhold til regionerne. Russisk politik er præget af en høj grad af vælger bevægelighed som følge af de mange forskellige partier, der stiller op til hvert valg i Rusland. Dumaen domineres af Putins parti ”Forenet Rusland”, der i (2007 fik 64 procent af stemmerne).

  • Den udøvende magt: Præsidenten
  • Den lovgivende magt: Dumaen
  • Den dømmende magt: Forfatnings- Højeste- og Voldgiftsretten

 

 

Subnationale enheder i Rusland

 

 

Føderale distrikter i Rusland

Rusland har i alt 88 administrative områder som hver har 2 delegerede i forbundsrådet som er overhuset i Ruslands parlament. De 88 områder er af 6 forskellige typer som har forskellige grader af selvstyre:

  1. 21 republikker har egen grundlov, parlament og præsident. De har selvstyre på mange områder og er normalt hjemland for et bestemt ikke-russisk folkeslag
  2. 48 provinser (oblaster) er den ”normale” enhed.
  3. 7 territorier (krajer) er som provinserne, men er sædvanligvis mere perifere og tyndtbefolkede.
  4. 1 selvstyrende provins (autonom oblast) – den Jødiske autonome oblast.
  5. 7 selvstyrende distrikter (autonom okrug) har mere selvstyre end provinserne, men mindre end republikkerne. De har normalt en dominerende etnisk minoritet.
  6. 2 føderale byer: Moskva og Sankt Petersborg.

De 88 områder er placeret i 7 føderale distrikter som med deres administrationsbyer er:

  1. Centrale føderale distrikt (Moskva)
  2. Sydlige føderale distrikt (Rostov ved Don)
  3. Nordvestlige føderale distrikt (Sankt Petersborg)
  4. Fjernøstlige føderale distrikt (Khabarovsk)
  5. Sibiriske føderale distrikt (Novosibirsk)
  6. Urals føderale distrikt (Jekaterinburg)
  7. Volga føderale distrikt (Nizjnij Novgorod)

De 21 autonome republikker er Adygeja, Altaj, Basjkortostan, Burjatia, Dagestan, Ingusjien, Kabardino-Balkarien, Kalmykien (Khalmg Tangtj), Karatjajevo-Tjerkessien, Karelija, Khakasien, Komi, Mari El, Mordovija, Nordossetien, Sakha (Jakutien), Tatarstan, Tjetjenien, Tjuvasjien, Tyva, Udmurtien.