Kamp om historien i Sverige og Danmark

Kamp om historien i Sverige og Danmark

“Kamp om historien i Sverige og Danmark”, Johan Dietsch, Maria Karlsson, Johan Stenfeldt & Ulf Zander (red.), Historia vid skiljevägen. Historiekulturella sonderingar när och fjärran, Lund: Agerings Bokförlag 10. juni 2015, 127-151 (festskrift til Klas-Göran Karlsson)

Den, som kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden. (George Orwell, 1984, 1949).

En opblussen af nationalisme er indtruffet i flertallet af de gamle, veletablerede nationalstater i Europa. Danmark er her et godt – nogle ville mene dårligt – eksempel, mens Sverige tilsyneladende har truffet det radikalt modsatte valg ved efter opløsningen af den tætte forbindelse mellem stat og kirke i 2000 officielt at erklære sig som et multikulturelt land. Begge lande tilhører begge den eksklusive gruppe af gamle, veletablerede, territoriale nationalstater i Europa sammen med Frankrig, Storbritannien (eller i hvert fald England), Portugal, Ungarn, Polen og Spanien. På engelsk kaldes disse lande ofte for statsnationer i modsætning til nationalstater. Trods denne fælles oprindelse er der en påfaldende forskel i antallet af udgivelser om national identitet og historie i Danmark og Sverige. Selvfølgelig udgives der mange bøger om national historie også i Sverige. Men der er en voldsom diskrepans mellem den enorme strøm af udgivelser i Danmark, fra videnskabelige værker i flere bind til pamfletter og debatbøger om “danskhed”, sammenlignet med den beskedne diskussion i Sverige.

Alf W. Johanssons antologi Vad är Sverige fra 2001 står som en enlig svale, sammen med 1990ernes storsatsning af Norstedts forlag på underholdningshistorikeren Herman Lindqvists mangebindsværk Sveriges historia i fjorten bind (1993-2002), der var et barn af og en reaktion på en tid da hadske flygtningedebatter og den politiske opkomling Ny demokrati indtog en plads i medierne med en selvudnævnt indvandrerjæger med lasergevær ved navn Ausonius. Men det føles allerede som en anden tidsalder (Tamas 2002) – for svenske iagttagere i hvert fald. Selv hvor der har været offentlige debatter om national historie i Sverige har de hurtigt forladt emnet og er blevet til diskussioner om de professionelle historikeres manglende evne og vilje til at kommunikere med det brede publikum. Det gælder såvel for diskussionen i 1993 om den store udstilling om Sverige i storhedstiden som i anmeldelserne af Lindqvists populære historie (Zander 2001, 427-59).

Danmark og Sverige har siden opløsningen af Kalmarunionen i 1523 ført næsten permanente krige med hinanden om overherredømmet i Nordeuropa, især Østersøen, Dominium maris baltici som det hed på latin. De var begge i udgangspunktet nationalt sammensatte monarkier, konglomeratstater som Lund-historikeren Harald Gustafsson har døbt dem (Gustafsson 1998). Sverige var mere centraliseret end Danmark og var lige ved at vinde i 1658 (for en kort analyse af hvordan verden i dag kunne have set ud hvis Karl X Gustav faktisk havde vundet stormen på København i februar 1659 se Østergård 2006 og 2008). Trods disse forskelle nærmede de to stater sig hinanden i løbet af 1800-tallet, samtidig med at også de øvrige nordiske lande blev mere og mere “nordiske” (Østergård 2008). At dette forløb nok var mindre naturnødvendigt end det ofte fremstilles, fremgår dog af en nærmere analyse af hvor tæt den fredelige opløsning af unionen mellem Sverige og Norge var på at føre til krig i 1905 (Østergård 2008). Og var det blevet til krig ville hele det 20. århundredes nordiske velfærdshistorie have set ganske anderledes ud.

Nu kom det ikke til krig i 1905 og de nordiske lande nærmede sig hinanden mere og mere, udenrigspolitisk såvel som i indretning af samfundet. Det skete i et sådant omfang at man indtil for ganske nylig talte om den nordiske model i bestemt form. Reelt handler langt det meste af litteraturen om den “nordiske velfærdsstat” dog om Sverige (Christiansen 2006). Et skifte indtrådte i 1990erne, hvor dansk “flexicurity”for en tid blev den nye nordiske velfærdsinnovation som vakte genklang i en verden der havde lært sig at leve med New Public Management med the Economist som ideologisk rettesnor. Men berøringspunkterne var indtil for nylig tilstrækkelige til at man både indefra som udefra opfattede de nordiske lande som næsten identiske. En undtagelse er antologien, National Identity and the Varieties of Capitalism. The Danish Experience, der identificerer en særlig dansk vej til kapialismen til forskel fra den svenske (Campbell, Hall and Pedersen, eds. 2006).

Senest siden den borgerlige danske regering 2001-11 og den deraf følgende stærke indflydelse for det indvandrings- og EU-skeptiske Dansk Folkeparti har de to lande imidlertid udviklet sig i næsten diametralt modsatte retninger, med det resultat at Danmark og Sverige i dag befinder sig i hver sin ende af det samfundspolitiske spektrum i den Europæiske Union. Det kan dog diskuteres om situationen i Sverige i virkeligheden er fundamentalt forskellig fra Danmark eller om forskellene er udtryk for skiftende politiske konjunkturer, således at de efter en ændring i det ene eller det andet land vil kunne nærme sig hinanden igen. Men betragter man den politiske debat og kultur i de to lande er forskellene i udtrykt national identitet så stor som det overhovedet er tænkeligt inden for rammerne af det nationalstatslige paradigme. Det store forskningsspørgsmål er om disse forskelle har konsekvenser for analysen af nationalisme og national identitet.

Den danske opblussen af nationalisme og understregning af national identitet, ofte benævnt “danskhed”, har fået mange iagttagere til at hævde at de modernistiske teorier om nationalisme og national identitet er i bund og grund fejlagtige. Den politiske kommentator Ralf Pittelkow har i 2004 kompetent, om end ensidigt, sammenfattet denne kritiske position med henvisninger til såvel den internationale forskning som den politiske udvikling især i Danmark (Pittelkow 2004). En kort undersøgelse af den danske debat om nationalstaten viser dog at hans påstand er letkøbt. Det er rigtigt at den danske nation er langt ældre end 1800-tallet, men kun i den forstand at Danmark som stat kan bevidnes i kilderne fra omkring 700 og muligvis endda tidligere. Men fordi navnet findes er det er ikke givet at det dækker samme realitet som den moderne nationalstat.

Danmarks aktuelle grænser er strengt taget er et resultat af grænsedragningen i 1920 der igen var en følge af Versailles-fredsslutningerne efter 1. verdenskrig. Samtidig blev Island selvstændigt i to omgange i 1918 og 1944. I diskussionerne om oprindelsen af national identitet kommer man let til at forudsætte hvad man egentlig skulle bevise. Det er også tilfældet i den kritik der er blevet formuleret af de analyser af danskheden som indledtes i begyndelsen af 1980erne og – foreløbigt – kulminerede med den af Ole Feldbæk redigerede firebinds “Dansk identitetshistorie” fra 1991-92. Andre nationalpolitisk “skyldige” som ofte fremhæves i debatten er historikeren Søren Mørch med “Den sidste Danmarkshistorie” fra 1996 og mine europahistorier fra 1992 og 1998 (Jensen 1998). I disse bøger analyseres Danmark som man ville behandle et hvilket som helst andet europæisk land. Det strider mod alle nationalismens antagelser og har udløst anklager om EU-venlighed grænsende til landsforræderi. Nationalister ligner nemlig hinanden derved at de altid understreger, hvor forskellige deres lande er fra naboerne. Men da de gør det med henvisning til træk der er variationer over samme mønster kommer de i virkeligheden til at demonstrere hvor ens de reelt er. Dette er glimrende undersøgt af den danske sociolog Peter Gundelach i et bidrag til en stort anlagt kvantitativ undersøgelse af værdier de forskellige europæiske lande (Gundelach 2002a og 2004) samt i en mere populært anlagt bog om dansk mentalitet (Gundelach 2002b).

De nye analyser af den danske nationalstat er blevet misforstået af mange af kritikerne, bevidst eller ubevidst. Det er nemlig ikke danskheden som kultur, sprog eller folk der i de konstruktivistiske analyser hævdes at være af relativt ung alder. Nej, det er nationalstaten, altså sammensmeltningen af politisk nation, stat, territorium, sprog og folk – samt i det danske tilfælde endda kirke – der først blev realiseret i løbet af 1800- og 1900-tallet. Kirken blev både i Danmark-Norge og Sverige overtaget af fyrstemagten med reformationen i henholdsvis 1536 og 1527-1592. Disse fyrstekirker udviklede sig først i 1800-tallet til en nationalkirke. I Sverige kan det diskuteres om en nationalkirke nogensinde opstod, idet det statskirken ikke formåede at inkludere flertallet af frikirkerne således som skete med Indre Mission i Danmark (Østergård 2011c).

Det moderne danske sprog stammer fra 1700-tallet – i høj grad skabt af den norske (!) Ludvig Holberg, der var født i Bergen, men blev professor i historie i det danske imperiums hovedstad København. Selvfølgelig havde dansk rødder i oldnordisk – der i dag dog er et fremmedsprog for befolkningens flertal. Men det har også været udsat for kraftige påvirkninger af senmiddelalderens plattysk, samt latin, fransk og i dag engelsk. Statens grænser stammer som før nævnt strengt taget først fra 1920. Denne grænsedragning kaldes traditionelt i Danmark for “at Sønderjylland vendte hjem”. Men det der skete var i virkeligheden at den gamle provins Slesvig eller Sønderjylland blev delt efter en afstemning (Østergård 2005b). Og så ignorerer man – som man ofte, men forkert, gør – Færøernes og Grønlands position i det der i dag kaldes Rigsfællesskabet, men som i Grundloven fra 1953 kaldes “Rigsenheden”. Fællesskabet udfordres i dag af krav om selvstændighed fra Færøerne og Grønland og vil ændres grundlæggende, hvis det da ikke ligefrem opløses. Men heller ikke de mikronationer der vil opstå ved en opløsning af det ”danske” rigsfællesskab vil være nationalt homogene og uproblematiske enheder.

Heller ikke politisk nation og folk er identiske størrelser. Hvornår den danske politiske nation opstod diskuteres stadig af historikerne. Som et anerkendt fællesskab opstod det først med Grundloven af 1849, parlamentarismen i 1901 og kvindernes valgret i 1915. Den politiske nation begyndte som et resultat af den nationale politisering over Slesvig i slutningen af 1830erne, hvor et slesvig-holstensk program fremprovokerede formuleringen af et dansk-nationalt program med de nationalliberale som bannerførere under mottoet “Danmark til Ejderen”. Helt præcist kan man datere nationalismen og dermed forestillingen om nationalstaten til 1842, da de liberale i København og Kiel brød med hinanden og allierede sig med hver sin partner for at tage magten fra den enevældige konge. I Danmark med gårdmændene, i Slesvig-Holsten med ridderskabet. Det indebærer ikke at der ikke var tale om en nation i middelalderen, men da omfattede den politiske klasse en langt mindre del af befolkningen, primært adelen og gejstligheden, samt repræsentanter for borgerskabet og de få frie bønder. ’Danmark’ er ikke en ukompliceret og selvfølgelig historie, uanset hvor meget nationale ideologer påstår det. Forsiden af diskussionen er at disse spørgsmål i dag spiller en vigtig rolle i den offentlige debat i Danmark og ikke er forbeholdt en professionel elite. Bøger om national historie sælger faktisk i store oplag i Danmark, også selv om de er skrevet af professionelle historikere.

Det er ikke helt sket i Sverige, selv om især Harald Gustafsson og finlandske historikere som Max Engman, Matti Klinge og Nils Erik Villstrand har analyseret Sverige og Finland som den sammensatte stat (konglomeratstat med Gustafssons terminologi) riget var indtil 1809. Den nye store Sveriges Historie fra Norstedts i otte bind under redaktion af Dick Harrison har mange kvaliteter, men har ikke formået systematisk at anlægge det samlede statsperspektiv og har dermed ikke brudt afgørende med 1800-tallets anakronistiske forestilling om “det egentliga Sverige” fra det finske Haparanda i nord til det danske Ystad i syd. Det skyldes i mindre grad de enkelte forfattere end ambitionen om at afspejle den moderne forskningssituation. Og den er alle metodisk og teoretisk nybrud til trods stadig nationalt begrænset i sin horisont. Ikke aggressivt nationalistisk som delvis tilfældet i Danmark, men snarere udtryk for metodisk nationalisme som sociologerne Ulrich Beck og Anthony Giddens har formuleret det.

Historieskrivning som nation branding

Dobbeltheden af kunst og videnskabelig detailanalyse har præget al historieforskning, også i dens storhedstid i 1800- og 1900-tallet. Fortolkningerne er skiftet i takt med de ændrede spørgsmål der blev stillet, men også i høj grad i takt med og som funktion af hensigten med de historiske værker. I takt med professionaliseringen af historiefaget i 1800-tallet blev det de nationale stater eller folkene som historikerne, uanset politisk observans, legitimerede i stedet for som tidligere fyrstehusene. Det skete ofte i stor uenighed, men nedenunder de overfladiske politiske uenigheder herskede der reelt stor enighed om at ens eget folk havde ret i næsten alt og fjenderne uret. Det gælder i Danmark selv for den positivistisk kildekritiske historieskrivning der tilsyneladende var antinationalistisk. Men det var kun en bestemt konservativ version af det nationale projekt de kritiserede. Reelt var de også nationalister, blot på en mere raffineret måde. Det er bl.a. påvist meget grundigt af historikere som Claus Møller Jørgensen og den alt for tidligt afdøde Jens Christian Manniche (1943-2003).

Men det gælder også mere generelt i Europa. Det er hovedresultatet af et stort komparativt forskningsprojekt om europæisk historieskrivning, Representations of the Past: The Writing of National Histories in Nineteenth and Twentieth-Century Europa (NHIST) som European Science Foundation finansierede i årene 2003 til 2008. Her samarbejdede langt over hundrede europæiske historikere om at undersøge historie fagets rolle i skabelsen af nationale identiteter – og konflikter – de sidste to hundrede år (Berger and Mycock 2006; Berger 2007 og 2008; Berger and Lorenz 2010). Resultaterne af projektet er udkommet i syv bind siden 2010, mens det afsluttende og opsummerende bind forventes at udkomme i 2015. En magtfuld formulering af den uheldssvangre rolle historiefaget har spillet er formuleret af den nationalliberale græske historiker og politiker Spyridon Lambros (1851-1919). Ifølge ham er “historikerens pen, næst efter militær magt, det stærkeste våben for nationale ambitioner” (Berger 2007, 5). Denne tvivlsomme rolle er på ingen måde forbeholdt Balkan-landenes nationalister, som det fremgår af enhver blot nogenlunde distanceret undersøgelse af historieskrivningen om omstridte regioner og grænser.

Kampen om eftermælet synes at være lige så gammel som menneskeheden og kan i hvert fald følges lige så langt tilbage som vi har skriftlige vidnesbyrd. De ældste bevarede var indhuggede indskrifter som vi kender dem fra runestenene i Nordeuropa, ægyptiske og persiske relieffer eller græske og latinske indskrifter. De var henvendt til samtiden – og til guderne – men det vigtigste formål med dem var at påvirke eftertiden. Med et moderne udtryk kan man kalde det for “branding” (Mordhorst og Østergård 2011).

Ideen om at markedsføre stater og herskerhuse går langt tilbage i historien, mindst så længe som der har eksisteret større politiske enheder. Historie er ældre end staterne, selv om det først var her at aktiviteten blev til en professionaliseret heltidsbeskæftigelse. Mennesker har til alle tider tænkt historisk i den forstand at de har set ændringer og udviklinger. Det normale er imidlertid at forstå ændringerne ud fra sig selv, sin familie, sin klan, sit folk, hvordan man nu end definerer disse størrelser. Den mest grundlæggende måde at tænke samfund på er at udnævne sig selv og sin familie, klan eller stamme til “mennesker”, mens alle andre mennesker bliver til “fremmede”. Både “inuit” og “cheyenne” betyder således menneske. Når mindre grupper slutter sig sammen i større fællesskaber har de typisk stadig taget udgangspunkt i familien og tænkt det større samfund som en udvidet familie, også selv om det bliver så stort at medlemmerne umuligt kan være direkte blodsrelaterede undtagen i en mytisk fortid. Derfor opfatter den mest tilfredsstillende moderne definition af nationale fællesskaber nationer som “forestillede fællesskaber”, hvor alle medlemmer af nationen omtales som om de var i familie med hinanden (Hettne, Sörlin, Østergård 2006). “Blodsbeslægtede”, som man sagde indtil nazismens raceteorier gjorde det uacceptabelt at bruge ord som race og blod. Forskellige udgaver af sådanne “som om”-fællesskaber har været kernen i menneskenes historie, lige siden overgangen til landbrug gjorde det muligt at brødføde større antal personer på det samme område i længere tid.

Agrarsamfundenes højkulturer og klassedelte bysamfund var baggrunden for systematisk historieskrivning forstået som organiseret erindring om fortidige begivenheder og personer. Især herskerslægterne har udgjort rygraden i den historiske erindring. Det gælder for den traditionelle historieskrivning og den indterpning af kongerækker som siges at have udgjort kernen i historieundervisningen. Der er det sande i forestillingen om historie som kedelig indterpning af konger og krige at markedsføring af ens egen stat eller kongehus har været formålet med den meste historieskrivning både før og under nationalstaterne. Men krig har historieundervisningen, især i det Danmark der blev nationalt homogent og moderne ved at tabe krige, aldrig handlet meget om. Hvorfor så mange har valgt at erindre det på den måde er i grunden en gåde.

Det er meget sandsynligt at national historie med tiden vil blive erstattet af en egentlig global verdenshistorie. Men der er vi ikke endnu selv om svenske historikere har leveret et fint forsøg under ledelse af Maria Sjöberg i en verdenshistorie for universitetsstuderende der er organiseret omkring havene og interaktionen mellem kyststaterne (Sjöberg 2014). Tværtimod taler meget for at vi i den overskuelige fremtid vil leve i en situation der passende kan kaldes “global nationalisme” (Hettne, Sörlin, Østergård 2006). Videnskabeliggørelsen af historieforskningen i 1800- og 1900-tallet faldt tidsmæssigt sammen med opkomsten af nationalstaterne, først i Europa, siden, efter 1945, i hele verden i takt med afkoloniseringen. Ud over at indføre kravet om en omhyggelig undersøgelse af kildematerialet, “kildekritik”, satte historikerne begreber som “folk”, “nation” og “stat” i centrum for deres fremstillinger og analyser. Derved kom historikerne til at indtage en central rolle ved skabelsen af de erindringsfællesskaber der udgjorde det kulturelle kit i de nye nationalstater. Nationerne var ældre, men koblingen af staterne med folk, nation og en fælles historisk erindring i en nationalstat til forskel fra de ældre territoriale fyrstestater var et nyt resultat af den franske revolution og de nationale reaktioner på de franske erobringer (Hettne, Sörlin och Østergård 2006; Østergård 2015).

Grækerne antages normalt at have opfundet historieskrivning og historieforskning. Herodot fra Halikarnassos (ca. 484-425 fvt.) skrev i midten af 400-tallet fvt. det værk der på mange måder er den første verdenshistorie med titlen Historia, samtidig med at han lagde grunden til etnografiens observationer af fremmede folkeslag. Det græske ord “historia” betyder ikke fortid men “undersøgelse” og det var netop hvad Herodot foretog. Hans ambition var at beskrive hele den da kendte verden. Ikke blot for at beskrive den, men for at forklare hvordan det kunne gå til at en lille koalition af græske bystater kunne besejre datidens uantastede supermagt, Perserriget, i søslaget ved Salamis i bugten ved Athen i 480 fvt. Hans forklaringer adskiller sig fra vore dages rationelle årsagssammenhænge, idet han gik ud fra at guderne greb direkte ind i begivenhederne. Hvis menneskene ikke rettede sig efter varslerne eller påkaldte sig gudernes misundelse ved overmod (hybris) blev de straffet. Et eksempel på det var for Herodot perserkongen Xerxes som ifølge Herodot led nederlag til de talmæssigt langt underlegne grækere pga. sin overmodige optræden. Alligevel må man karakteriser Herodots værk som analytisk historie med ambition om at besvare et bestemt spørgsmål af betydning for samtiden, han havde blot andre forestillinger om rationelle årsager. Cicero (106-43 fvt.) havde derfor på mange måder ret i at udnævne Herodot til “historiens fader”.

En anden græker, Thukydid (ca. 460-400 fvt.) fremhæves normalt som den anden grundlægger af historievidenskaben ved siden af Herodot. Under et tyve års langt eksil under den peloponnesiske krig, efter at han var blevet landsforvist fra Athen fordi han havde tabt et søslag som strateg (admiral), skrev han et værk der var tænkt som en fortsættelse af Herodot. Den ambition indløste han med kort oversigt over perioden 480-431 fvt. Det særlige ved Thukydid er imidlertid den grundige undersøgelse af årsagerne til krigen mellem de græske stater, ledet af de to hoved-protagonister Athen og Sparta, og analysen af grundene til at Athen tabte. Thukydid formulerede som den første en klar metodisk programerklæring og vurderede eksplicit værdien af de forskellige kilder i forhold til hinanden. Samtidig med denne nøgterne og disciplinerede kildekritiske fremgangsmåde tog han sig dog friheder af hensyn til fremstillingen ved at lægge egne ord og taler i munden på historiske personer. Han er således både historieanalytiker og historieskriver i ét.

Propagandahensigten var baggrunden for det store værk i 142 bind (hvoraf en fjerdedel er bevaret) som den romerske forfatter Titus Livius (59 fvt.-17 evt.) skrev omkring vor tidsregnings begyndelsen med titlen Ab urbe condita (Siden byens (dvs. Roms) grundlæggelse). Livius’ hensigt var at beskrive – og vise at det var ret og rimeligt – hvorledes den lille bystat Rom ved konstante krige underlagde sig først de nære omgivelser, siden hele den italiske halvø, for til sidst at beherske næsten hele den da kendte verden rundt om Middelhavet, Orbis Terrarum. På samme tid opfandt digteren Vergil (70-19 fvt.) en forbindelse mellem Roms grundlæggelse og figurerne i hovedværket i den græske kultur som romerne ønskede at overtage. Vergil lod i Æneiden en flygtet prins fra Troja, Æneas, grundlægge byen Rom og knyttede dermed an til Iliaden der skildrede Trojas belejring og undergang.

Modsat Iliaden der har vist sig at bygge på arkæologisk verificerbare forhold er Vergils og de indledende afsnit af Livius’ Ab urbe condita ren fiktion. Men det har ikke forhindret megen senere europæisk historieskrivning i at overtage modellen med at udstyre sit herskerhus med en mytologisk anknytning til den antikke gudeverden eller Bibelens skildringer – i nogle tilfælde endda begge dele. Den helt overvejende mængde af historieskrivning har altid haft et ideologisk formå med at ville berette om fortiden. Med andre ord en funktion der svarer til det moderne begreb, “branding”. Der er ikke tradition for at anvende dette begreb i forbindelse med historieforskning, men det er slående hvor godt begrebet dækker historieskrivningens funktion i det tidligt moderne Europa som det er påvist af branding-forskningens nestor Wally Olins i en glimrende lille artikel (Olins 2002). Et godt eksempel på historieskrivningens politisk-propagandistiske funktion er den historiografiske kamp mellem Danmark og Sverige i 1500- og 1600-tallet.

Danmarkshistorie mellem national legitimation, branding og søgen efter sandhed

I 1561 udkom i København et værk med titlen Refutatio Calumniarum cuiusdam Ioannis Magni Gotha Upsaliniensis (Gendrivelse af Johannes Magnus’, en goter fra Uppsalas, bagvaskelser). Ud over polemikken mod det svenske værk rummede bogen en gennemgang af Danmarks historie under kong Hans, ligeledes på latin. Trykkestedet var ikke angivet og som forfatter er anført “Petrus Parvus Rosæfontus, eques Danus” (Peder Lille fra Roskilde, dansk ridder). Forfatterangivelsen er en tilsløring, idet forfatteren var den danske teolog Hans Svaning (1500-1584) der havde været lærer for Frederik 2. og i 1560 havde embede som dekan ved Ribe domkapitel (Damsholt 1992, 53). Ifølge Torben Damsholts beskrivelse i det moderne hovedværk om dansk historieskrivning fra 1992 kan pseudonymet læses som en ironisk pendant til navnet på den svensker hvis synspunkter skulle gendrives, ærkebiskop Johannes Magnus (1488-1544). Initiativtageren til værket var den danske kansler (dvs. statsminister) Johan Friis (1494-1570) og den typografiske camouflage havde til formål at værket kunne fremtræde med officiøs vægt uden at nogen i Danmark direkte kunne drages til ansvar for dens indhold. I realiteten arbejdede Hans Svaning efter ønske fra Johan Friis i en længere periode på en latinsk fremstilling af en latinsk Danmarkshistorie.

Johannes Magnus’ gotisk-svenske historie var udkommet i Rom 1554 og igen i Basel i 1558. Det var et monumentalt værk hvis angreb på Danmark og dansk historieskrivning vakte stor opsigt i intellektuelle kredse i Europa. Sammen med broderen Olaus Magnus (1490-1557) fik det indtil da tilbagestående Sverige nu fremstillinger af sin historie som helt levede op til tidens idealer om forankring i den klassiske historie og retorisk form på latin. Efter reformationen i 1530erne flygtede brødrene Olaus og Johannes Magnus til Danzig hvor de studerede Sveriges historie med støtte fra biskoppen Johannes Dantiscus. I 1539 drog Olaus videre til Venezia, hvor han indlogerede sig hos patriarken Hieronimus Quirino, som udviste stor interesse for hans studier af Sverige og opmuntrede ham til udarbejde et illustreret atlas over Nordeuropas have, Carta Marina, rigt udsmykket med illustrationer af de der forekommende havpattedyr og fisk – herunder havfruer og andre mytologiske fabelvæsener.

Dette kort var grundlaget for Olaus Magnus’ mest kendte værk, Historia de gentibus septentrionalibus (De nordiske folks historie) fra 1555 som en litterær videreførelse af kortarbejdet. Værkets hovedkilder var en blanding af egne erfaringer, gætterier og legender baseret på historiske skrifter som Saxos Gesta Danorum og JordanesDe origine et actibusque Getarum fra 500-tallet. Hans hensigt var at fremstille svenskernes krigeriske overlegenhed som et resultat af landets naturlige forudsætninger med jernudvinding kombineret med det medfødte mod der skyldtes det kolde klima. Den landflygtiges hjemlængsel anes i beskrivelserne af fisketorvet i Venezia med fiskearter, som ikke kendes i Middelhavsverdenen. Trods deres fantastiske historier var han og broderen de første europæisk anerkendte svenske humanister. Deres bøger slog straks an hos det europæiske publikum med udgaver på italiensk i 1565, tysk i 1567, engelsk i 1658 og nederlandsk i 1665 samt ændrede udgaver i Antwerpen i 1558, Paris i 1561, Amsterdam 1586, Frankfurt 1618 og Leiden 1652. Efter Johannes Magnus’ død i 1544 overtog Olaus den katolske biskoptitel, men levede fortsat i eksil i Rom. Han deltog i 1545 som svensk delegat i det modreformatoriske koncil i Trento der havde til mål at rulle reformationen tilbage og genindføre katolicismen i Nord- og Centraleuropa.

Olaus og Johannes var begge götiske patrioter, der hævdede Sverige som det ældste rige og ophav til de forskellige europæiske stammer og folkeslag. Som etnolog, historiker og kartograf er Olaus Magnus i dag mest kendt for sin patriotiske fremstilling af Norden, Rusland og Grønland, farvet af skrøner og folklore. Han byggede på en klimateori ifølge hvilken de barske folk nordfra nødvendigvis blev modige, mens det milde klima mod syd (dvs. Danmark) frembragte feje og tilbageholdende mennesker. Begge brødrene Magnus identificerede Sverige med goterne som i folkevandringstiden havde bredt sig over næsten hele Europa og etableret efterfølgerstater til det romerske rige. De opfandt en svensk kongerække som gik tilbage til Noah og levede dermed op til ønsket i det nyetablerede svenske kongehus af Vasa-slægten om en ulastelig kristen forankring. Deres svenske patriotisme var på ingen måde hæmmet af at de begge som katolikker havde måttet forlade Sverige efter Gustav Vasas reformation 1527-39. Tværtimod svælgede de i anti-danske tirader, især i beskrivelsen af tiden under de danske konger i Kalmar-unionen 1397-1523. Johannes Magnus’ kritik af Danmark kulminerede i en fiktiv tale om unionsforholdene på kong Hans’ tid (1455-1513) lagt i munden på en historisk person, den svenske biskop i Linköping, Hemming Gad. Med brødrene Magnus’ værker havde Sverige fået historiske fremstillinger fuldt på højde med danskeren Saxo Grammaticus’ Gesta Danorum, der var udkommet i Paris i 1514 i en trykt udgave ved Christiern Pedersen (1480-1554) og var blevet en øjeblikkelig europæisk succes i kraft af sin formfuldendte komposition og smukke sølvalderlatin. Da de svenske forfattere, modsat Saxo der kun behandlede tiden til år 1200, førte deres fremstilling helt frem til nutiden under Gustav Vasa, førte Sverige nu stort i den europæiske propagandakrig.

Det var denne intellektuelle propagandasucces det danske værk fra 1560 skulle danne modvægt til. Der havde hidtil ingen dansk modvægt været til skildringen af de næsten 400 år som ikke dækkedes af Saxo. Det ønskede de toneangivende i den danske statsmagt at råde bod på og indledte derfor en veritabel historiografisk krig med Sverige. En krig som svenskerne stort set vandt, idet den svenske krone havde held til at knytte de bedste europæiske hoveder og penne til sig, først og fremmest filosoffen Samuel Pufenforf (1632-94) der 1670-76 var professor ved det nyoprettede universitet i Lund og derefter kongelig historiograf i Stockholm. I denne egenskab forfattede Pufendorf, ud over grundlæggende retsfilosofiske skrifter som afgørende influerede såvel international ret som statsvidenskab i det tidligt moderne Europa i forlængelse af Hugo Grotius, et partsindlæg om svensk historie der overbeviste store dele af den europæiske offentlighed om det berettigede i de svenske synspunkter overfor de danske. Men det danske nederlag skyldtes ikke manglende interesse, kun uheld og manglende evner.

Dansk historieskrivning var i tiden mellem 1560 og 1760 præget af at statsmagten interesserede sig for historie og historieskrivning som et vigtigt led i konkurrencen og magtkampen mellem de territoriale stater der etablerede sig perioden mellem 1500 og 1800. Efter opfindelsen af bogtrykkerkunsten i 1400-tallet var det muligt at supplere det traditionelle diplomati med krig på ord. Og denne mulighed blev udnyttet til det yderste. At der ikke kun er tale om en anakronistisk kritik fra en uforstående eftertid, men at det også opfattedes sådan i samtiden, fremgår af en bestemmelse i freden Stettin i 1570 som afsluttede den nordiske syvårskrig mellem Danmark og Sverige. Her forpligtede de to lande sig til – i fredstid – ikke at udsende smædeskrivelser om hinanden. Denne bestemmelse blev gentaget i de følgende århundreders fredstraktater mellem Sverige og Danmark (Damsholt 1992, 54). Uden videre held, som det fremgår af de bevarede værker samt det forhold at det føltes vigtigt at gentage bestemmelsen.

Hans Svanings Refutatio Calumnirum var det første resultat af den danske stats interesse for historieskrivning og blev publiceret som led i forberedelserne til Syvårskrigen 1563-70. Men det var langt fra det sidste selv om Danmark havde den internationalt anerkendte Gesta Danorum af Saxo. Dette klassiske værk i dansk historieskrivning var affattet på smukt sølvalderlatin omkring år 1200 på bestilling af ærkebiskop Absalon (1128-1201). Det var beregnet på at vise det berettigede i Valdemar den Stores sejr i borgerkrigen i 1150erne. Men krøniken var også beregnet til ydre brug, hvor den skulle demonstrere det danske riges ælde og berettigelse som et kristent kongerige uafhængigt af det Hellige Romerske Rige (Sacrum Imperium) mod syd for et dannet europæisk publikum. Begge disse formål var så meget mere påkrævede som Valdemar havde vundet i den danske magtkamp med militær bistand fra den tyske kejser ved hvis hof han var vokset op. Man kan endnu spore disse stridende taktiske formål i Saxos tekst, idet han i den næstsidste bog understreger at Valdemar aldrig havde svoret en ed til den tyske kejser; for blot tyve sider længere fremme at beskrive hvor taktisk smart og politisk nødvendigt det var af Valdemar at bryde denne ed.

Alle uklarheder til trods var der sikkert tale om en helt afgørende episode i Danmarks historie idet riget let kunne have delt skæbne med Bøhmen og Mæhren der senere i 1200-tallet gled ind i Hellige Romerske Rige, således at kongerne af Bøhmen deltog i valget af kejseren – og i 1300-tallet i en lang periode selv stillede kejseren, der ganske vist var af luxembourgsk afstamning, Karl eller Karel 4. (1316-78). Det er dog den propagandistiske hensigt med Saxos tekst der falder i øjnene, et vilkår for megen historieskrivning før og siden som Saxo deler med næsten al anden historieskrivning før 1700-tallets oplysningstænkere begyndte at undersøge historien for at udlede mere eller mindre omfattende samfundslove. Det nye i 1500- og 1600-tallet var at statsmagten engagerede sig direkte, såvel i historikernes forarbejder som i den endelige godkendelse af deres værker, mens det tidligere havde været indflydelsesrige enkeltpersoner eller kirken som havde taget initiativ til historieskrivningen der primært havde taget form af annaler, dvs. optegnelse af de vigtigste begivenheder i de enkelte år.

Den danske krone satsede i begyndelsen på lokale kræfter og udnævnte med vekslende held en serie af kongelige historiografer. Hans Svanings stilling blev dog aldrig officiel og han havde ikke adgang til kongens og rigsrådets arkiver. Men hjulpet af et kongebrev samlede han i mange år kildemateriale til en latinsk fremstilling, Historia Danica. Han var næsten færdig da han i 1579 fik ordre til at aflevere sit manuskript og alt sit kildemateriale til kansler Niels Kaas (1534-94). Manuskriptet blev vurderet af Københavns Universitet, hvor det blev henlagt uden begrundelse og aldrig udgivet. Kun brudstykker overlevede Universitetsbibliotekets brand i 1728. I mellemtiden var hvervet overgået til Anders Sørensen Vedel (1542-1616) der i 1575 havde udsendt en dansk oversættelse af Saxo. Vedel fik løfte om Svanings embede i Rige og fik overladt hans samlinger. Men heller ikke han fik en udnævnelse til officiel historiograf og heller ingen bevilling til medhjælp eller adgang til arkiverne (Damsholt 1992, 57).

Ved Niels Kaas’ død i 1594 ændredes historikernes position i almindelige europæisk retning. Vedel fik ordre til at aflevere sine samlinger som overgik til landets første officielt udnævnte kongelige historiograf, professor Niels Krag (1550-1602). Han var en helt anden type end forgængerne. Som trænet latinsk stilist havde han siden 1589 ofte været anvendt i diplomatiske missioner på samme måde som mange andre af humanismens filologer blev det. Krag fik de ressourcer stillet til rådighed som forgængerne havde savnet, men han magtede alligevel ikke at indfri sit løfte om at færdiggøre en Danmarkshistorie på seks år. Ved sin død i 1602 efterlod han sig kun begyndelsen til en fremstilling af Christian 3.’s historie til 1550 (først i trykt 1737). I stedet blev resultatet af regeringens anstrengelser en helt anden publikation der egentlig kun var tænkt som et biprodukt, Arild Huitfelds Danmarks Riges Krønike i 10 kvartbind på dansk. Arild Huitfeld (1546-1609) havde en helt anden baggrund end sine forgængere som historiker. Han var højadelig, født på Bergenshus, hvor hans far var lensmand. Han tjente selv som kongelig lensmand i forskellige skånske len, fik 1586 sæde i Rigsrådet og blev udnævnt til kansler under Christian 4.’s mindreårighed. At han samtidig med disse hverv magtede at producere et omfattende historieværk i mange bind, der for de seneste århundreders vedkommende byggede direkte på dokumenter fra de arkiver som han havde fuld adgang til, er imponerende. Efter et apoplektisk anfald i 1606 trak han sig i 1609 tilbage til Herlufsholm hvor han døde kort tid senere. Men da havde han næsten afsluttet sit store historiske arbejde.

I begyndelsen var det kun hensigten at Huitfeldts værk på dansk skulle tjene som råmateriale for Niels Krags latinske tekst der var beregnet for den europæiske opinion. Men i takt med at denne ikke materialiserede sig skrev Huitfeldt med stadig stigende selvsikkerhed. Det fremgår især af fortalerne til de enkelte bind, hvor han uddrager historiens lære for sin første læser, den unge kong Christian 4., til hvem alle bindene var dedikerede. Her formulerer Huitfeldt sig som en selvbevidst, nationalt sindet aristokrat der var tilhænger af en “blandet forfatning”, dvs. en balanceret magtdeling mellem konge og rigsråd (Damsholt 1992, 59). Den afskedigede Vedel var af let forståelige grunde stærkt kritisk overfor Huitfeldts værk, men det forblev helt til Ludvig Holbergs Dannemarks Riges Historie i tre bind fra 1732-35 den fundamentale skildring af landets historie. I Danmark vel at mærke, i udlandet blev Huitfeld næppe bemærket.

Historieskrivningens officielle funktion hang som før antydet sammen med fremkomsten af bogtrykkerkunsten (jvf. Horstbøll 1999; Eisenstein 1983). Dette nye massemedie var i kraft af sin udbredelse langt mere slagkraftigt end tidligere tiders manuskripter der møjsommeligt blev skrevet af i hånden, hvad enten det var af munke som i det meste af Europa eller islandske skrivere i tjeneste hos storbønder tæt under polarcirklen. At trykte skrifter blev tillagt stor indflydelse ses af det faktum at alle trykte bøger i alle lande, bortset fra et par bystater som Genève og Amsterdam, blev underkastet omhyggelig kontrol. I Danmark indførtes censuren med Kirkeordinansen af 1539 der primært skulle sikre og beskytte den lutheranske reformation af kirken fra 1536. Her hed det at alle bøger skulle undersøges med henblik på om de indeholdt “noget der vedrører troen eller hører til lands og stæders regimente” (Damsholt 1992, 82). Censuren udøvedes af Københavns Universitet og denne forpligtelse bestod indtil den blev ophævet i 1770 under Struensees korte regimente. I Danske Lov fra 1685 gentoges og præciserede reglerne og der var fastsat straf for både forfatter og bogtrykker hvis de krænkedes. Ifølge denne skulle skrifter der angik “kongens højhed, regeringen eller politien” (dvs. samfundets indretning) godkendes af en instans udpeget af centralmagten. Der havde allerede tidligere været udøvet censur i kancelliet som f.eks. af Svanings førnævnte Danmarkshistorie. Men Arild Huitfeldt havde som rigskansler kunnet sætte sig ud over bestemmelserne og fungere som sin egen censor (Damsholt 1992, 83).

Ved freden i Stettin i 1570 havde Danmark og Sverige som tidligere anført gensidigt forpligtet sig til ikke at tillade trykning af skrifter der krænkede det andet land. Det blev overholdt i alle fredsperioderne og forklarer nidkærheden med kontrollen af manuskripterne. Kansler Friis modtog i årene 1616-39 mange forespørgsler fra de kongelige historiografer og indskærpede i sine svar til stadighed forsigtighed med hensyn til Sverige. Ofte blev detaljer i den ældre historie rettet i dansk favør (Damsholt 1992, 83). Ved freden i København i 1660 skærpedes den gamle bestemmelse således at også skrifter der var udkommet i forbindelse med forudgående krig helt skulle kasseres. Mange beretninger om den svenske krigsførelse i Danmark udkom derfor først under den næste krig 1675-79 hvor det var opportunt at svine fjenden til. Ud over hensynet til udlandet blev der efter 1660 lagt afgørende vægt på at forfatterne ikke kritiserede den enevældige forfatning. Den islandske historiker Thormodus Torfæus (1636-1719) der var kongelig norsk historiograf fik således i 1682 forbud mod at kalde Frederik 3. den første arvekonge. Det skyldtes at den officielle fortolkning var den at kongen i 1660 kun havde ført landet tilbage til den oprindelige ordning med uindskrænket og arvelig monarki. Ligeledes var den officielle holdning at alle danske konger, især Oldenborgerne, var lige fremragende, hvorfor ingen måtte fremhæves for noget særligt på bekostning af andre.

Det danske nederlag i den intellektuelle propagandakrig mellem Danmark og Sverige skyldtes ikke kun at Huitfeldts historie udkom på dansk og derfor ikke blev læst af mange i udlandet. Den var også for grundigt og for dokumentarisk. For moderne historikere repræsenterer Huitfeld derimod netop derfor en sand guldgrube, især hvor værket bygger direkte på dokumenter der er gået tabt. Men som indlæg i propagandakrigen mellem Danmark og Sverige var Huitfeldts Danmarkshistorie en fiasko. Den blev simpelthen opfattet som kedeligt og uden videnskabelig værdi, fordi den ikke levede op til tidens retoriske krav til en latinsk tekst. Dertil kom at den pga. sin adelsvenlige linje efter indførelsen af enevælden i 1660 kom i ideologisk modvind i Danmark. Den historiske sandhed kom her i modstrid med historieskrivningen vigtigste formål, at fremme ens eget lands synspunkter og prise dets politiske system. Sverige blev i modsætning til Danmark aldrig formelt enevældigt, selv om det kom tæt på i slutningen af 1600-tallet. Det hindrede imidlertid ikke Sverige i at ansætte 1660-tallets mest fremtrædende juridiske og politiske tænker, den førnævnte Samuel Pufendorf (1632-94).

Pufendorf var en tysk jurist, politisk filosof, økonom, statsmand og historiker der vandt sig et europæisk navn ved at kommentere og revidere Thomas Hobbes’ og Hugo Grotius’ (1583-1645) naturretslige teorier. Født i Erzgebirge i Sachsen og uddannet ved universiteterne i Leipzig og Jena trådte han i 1658 i tjeneste hos Petrus Julius Coyet, der var en af de to svenske ambassadører i København. Midt under forhandlingerne angreb Karl Gustav10. det danske rige. Coyet undslap, men den anden ambassadør Bielke blev sammen med Pufendorf kastet i fængsel, hvor de tilbragte de næste otte måneder. Pufendorf udnyttede sin ufrivillige isolation til at gennemtænke Grotius’ og Hobbes’ tanker og udtænke et system for en universel lov med gyldighed for alle stater. Efter den svenske sejr fik han lov til at rejse til Leiden sammen med Coyets sønner som han underviste. Her publicerede han i 1661 resultatet af sin tankerække under titlen Elementa jurisprudentiae universalis libri duo. Det indbragte ham et professorat i ”nationernes og naturens ret”, det første af sin art i verden. I 1667 publicerede han under pseudonym i Genève en politisk traktat De statu imperii germanici liber unus med en kritik af det Hellige Romerske Rige. Kritikken vakte opmærksomhed og førte til at han ikke fik professoratet i jura i Heidelberg. Derfor valgte han i 1670 at følge et kald til det nyoprettede svenske universitet i Lund der havde åbnet sine døre i 1668. Lunds universitet var oprettet i de nyerobrede skånske provinser. Om dette universitets formål helt fra begyndelsen var at danificere de danske provinser diskuteres stadig. På længere sigt blev det imidlertid resultatet, især gennem uddannelsen af nye præster til de dansktalende provinser.

I 1672 udsendte Pufendorf De jure naturae et gentium libri octo hvor han kritiserede Hobbes’ forestilling om krigen som naturtilstand. I stedet argumenterede han for at udgangspunktet var en fredstilstand, om end en yderst skrøbelig og prekær sådan. I 1677 modtog Pufendorf et kald til Stockholm som kongelig historiograf. Her skrev han blandt andet Einleitung zur Historie der vornehmsten Reiche und Staaten; Commentarium de rebus suecicis libri XXVI, ab expeditione Gustavi Adolphi regis in Germaniam ad abdicationem usque Christinae samt De rebus a Carolo Gustavo gestis. Værkene var skrevet i et tørt sprog men byggede på arkivalier. Det var disse værker af en højt respekteret europæisk intellektuel på latin og tysk der i Europas øjne sikrede sejren for de svenske synspunkter i stridighederne med Danmark. De fremtrådte objektivt, men den svenskvenlige tendens var der dog ingen tvivl om, hvilket heller ikke kan undre i betragtning af de otte måneders fængsel i København i 1658 der næppe har bidraget til at øge hans sympati for den danske sag.

I 1688 fulgte Pufendorf en kaldelse fra Friedrich Wilhelm af Brandenburg til Berlin som historiograf og rådgiver, hvor han bl.a. udarbejdede De rebus gestis Frederici Wilhelmi Magni. Karl 11. af Sverige bar dog ikke nag og adlede Pufendorf i 1694 kort før denne døde af en hjerneblødning. Pufendorf var på mange måder en forløber for oplysningstiden, men blev i mange år ikke anerkendt som en sådan, muligvis pga. sin virksomhed som officiel historiograf. Men også pga. af sine voldsomme fejder med filosoffen Leibniz (1646-1716). Med de senere års fornyede interesse for international ret (folkeret) er Pufendorfs anerkendelse steget igen. Lunds universitet afholder årlige Pufendorf forelæsninger i filosofi og det juridiske institut har oprettet et Pufendorf professorat. Den samme anerkendelse vil formentlig overgå for hans historiske værker, trods deres legitimerende tilblivelsessituation.

Den fortsatte kamp mellem Danmark og Sverige og de europæiske debatter om enevælde versus aristokrati som bl.a. indbragte Danmark en hård kritik fra ingen ringere end Montesquieu (1689-1755) i De l’ésprit des lois fra 1748 skal ikke forfølges nøjere i denne sammenhæng, idet jeg har gennemgået den i festskriftet til Øyvind Østerud (Østergård 2014a). Kun skal fremhæves den italienske historiker Franco Venturi (1914-94) som i tredje bind af sin omfattende behandling af den europæiske oplysningstids historie, Settecento riformatore fra 1979, grundigt redejorde for de europæiske debatter om politik og samfund i Danmark og Sverige (Venturi 1979). Det fremgår af Venturis værker at Danmark indtog en langt mere central plads i datidens internationale politiske debatter end vi har vænnet til at tro efter at landet blev reduceret til en småstat i 1800-tallet (Østergård 1995 og 2014a og b).

Konklusion

Den aktuelle afdramatisering af historien i Sverige kan ikke siges at gælde for den danske nationale historie. Langt fra at forsvinde som Søren Mørch forudsagde i sin førnævnte Den sidste Danmarkshistorie i 1996 synes Danmarks nationale identitet og historie at stå mere centralt i den politiske diskussion end på noget andet tidspunkt siden den nationale vækkelse der førte splittelsen af den multinationale helstat i 1848 og statens undergang i 1864. Her tænker jeg ikke på de officielle forsøg på at styrke historieundervisningen i folkeskolen med lister over vigtige begivenheder eller kulturministerielle nationale kanoner for alle mulige områder under overskriften. Sådanne tiltag vil en historiker med basis i fagets mistænksomheds hermeneutik tolke som vidnesbyrd om at det står skidt til med den historiske viden såvel hos dem med indflydelse som hos det folk de vil oplyse. Intet i den historiske erfaring tyder på at sådanne bud fra oven vil have bogen større virkning. De gennem historien ofte gentagne påbud om at landets skatte- og toldlove også gælder i Nord- og Vestjylland heller ikke har sat sig overvældende spor i adfærden i disse egne. Risikoen for at de velmente forsøg på at gentage den nationale indoktrinering fra 1800-tallet, hvor det nationale fællesskab byggede på en levet økonomisk og social erfaring, vil mislykkes, er overhængende. Men det afholder ikke appeller til det virtuelle nationale fællesskab i at have politisk effekt. Blot bygger det i modsætning til 1950ernes og 1960ernes endnu realt eksisterende kommunikationsfællesskab i skole og massemedier nu på en viljesakt som man også kan kalde voluntaristisk eller med sociologerne Anthony Giddens og Ulrich Beck for “refleksivt moderne”. Der er sket en demokratisering af fortiden i den forstand at alle opfattelser synes at være lige gode hvis de bare er båret af et ægte engagement. “Min historie for mig” kunne man kalde det. Sådan er det i høj grad i Danmark hvor politikken oftest vinder over videnskaben når det kommer til debatter om historisk sandhed (Østergård 2011d og 2014b). Hvordan det er i Sverige kan svenske læsere bedre afgøre end jeg.

Den selvorganiserede og moderne refleksive brug af historien adskiller sig fra erfaringerne fra det nationales storhedstid i 1800-tallet og i 1900-tallets nationale velfærdsstat. Nu er der snarere tale om en slags postmoderne brug af historien med tungen i kinden. Efter at historikere og andre samfundsforskere på solidt fagligt grundlag har dekonstrueret de nationale historier har det store flertal skabt deres egne fortællinger. Delvis ved hjælp af historikernes analyser, dels – og i endnu højere grad – ved hjælp af succesrige rekonstruktioner af fortiden som TV-serien Matador. Påvisningen af de nationale myters konstruerede karakter har ikke ført til hverken deres eller nationalstatens forsvinden, således som mange i 1990erne antog. I stedet synes de nærmest at være blevet styrkede. Det kan man vælge at tolke som et reelt forhold ved moderniteten. Det gør f.eks. Michael Böss som i 2006 publicerede den omfattende, Forsvar for nationen, med undertitlen, “Nationalstaten under globaliseringen” (Böss 2006). Dette synspunkt har meget for sig og erkendelsen af nationalstaternes sejlivethed indgår også i høj grad i det efterord jeg har skrevet sammen med mine kolleger Bjørn Hettne og Sverker Sörlin til 2. udgaven af vores bog med den profetiske titel “Den globala nationalismen” der også udkom i 2006. Men der er mere komplicerede processer på spil som gør det umuligt blot at gentage 1800-tallets nationale indoktrinering – “nationsbygning” som det hedder på sociologisk – uanset om det er gamle nationalstater man vil ændre eller oprette det er “nye” nationale stater som Katalonien, Skotland eller Ukraine man vil skabe. Historien er ikke afsluttet, tværtimod. Ikke engang i Sverige.

Litteratur

Berger, Stefan (2007), “History and National Identity: why they should remain divorced”, www.historyandpolicy.org December 2007

Berger, Stefan (2008), “Narrating the Nation: Die Macht der Vergangenheit”, Aus Politik und Zeitgeschichte 1-2, 2008, 7-19

Berger, Stefan and Mycock, Andrew (2006) (eds.), Europe and its National Histories, Storia della Storiografia 50, 2006

Berger, Stefan and Lorenz, Chris (2010) (eds.), Nationalizing the Past. Historians as Nation Builders in Modern Europe, Houndsmill: Palgrave Macmillan 2010 vol. IV of Writing the Nation

Brunner, Otto, Conze, Werner und Koselleck, Reinhart (Hrsg.) (1972-1997), Geschichtliche Grundbegriffe: Historisches Lexicon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland, I-VIII, Stuttgart 1972-1997

Böss, Michael (2006), Forsvar for nationen. Nationalstaten under globaliseringen, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2006

Campbell, John L., Hall, John A., Pedersen, Ove K. (eds.) (2006), National Identity and the Varieties of Capitalism. The Danish Experience, Montreal: McGill-Queen’s University Press 2006

Carr, Craig L. (1994) (ed), The Political Writings of Samuel Pufendorf, Oxford: Oxford University Press 1994

Christensen, N., Manniche, J. C. og Østergård, U. (1979) (red.), Tradition, opbrud og formidling , Århus: Den Jyske Historiker 1979

Christiansen, Niels Finn, Petersen, Klaus, Edling, Nils, Haave, Per (eds.) (2006), The Nordic Model of Welfare – a Historical Reappraisal, Copenhagen: Museum Tusculanum Press 2006

Damsholt, Torben (1992), “Den nationale magtstat 1560-1760”, Søren Mørch (red.), Danmarks historie bind 10, “Historiens historie”, Kbh.: Gyldendal 1992, 53-103

Eisenstein, Elizabeth L. (1983), The Printing Revolution in Early Modern Europe, Cambridge: Cambridge University Press 1993

Engman, Max & Villstrand, Nils Erik (2008) (red.), Maktens mosaik. Enhet, särart och självbild i det svenska riket, Stockholm: Atlantis och Svenska Litteratursällskapet i Finland 2008

Feldbæk, Ole (1991-92) (red.), Dansk identiteshistorie vol. I-IV. Kbh.: C.A. Reitzels Forlag 1991-92

Gundelach, Peter (2002a) (red.), Danskernes værdier, Kbh.: Hans Reitzels forlag 2002

Gundelach, Peter (2002b), Det er dansk, Kbh.: Hans Reitzels forlag 2002

Gundelach, Peter (2004) (red.), Danskernes særpræg, Kbh.: Hans Reitzels forlag 2004

Gustafsson, Harald  (1997), Nordens historia. En europeisk region under 1200 år, Lund: Studentlitteratur 1997

Hettne, B., Sörlin,S., Østergård, U. (2006), Den globala nationalismen, Stockholm: SNS Förlag 2006 2. udgave

Horstbøll, Henrik (1999), Menigmands medie. Det folkelige bogtryk i Danmark 1500-1840, Kbh.: Museum Tusculanums Forlag 1999

Horstbøll, Henrik (2003), “Mellem despoti og demokrati. Den schweiziske forbindelse: Roger, Mallet og Reverdil om den danske enevælde”, Fund og forskning i Det kongelige biblioteks samlinger 42, 2003

Hørby, Kaj (1973), Den nationale historieskrivning i Danmark, Kbh.: Den danske historiske Forening 1978 (Forelæsninger i Danmarks Radio, Søndagsuniversitetet foråret 1973)

Jensen, Bernard Eric (1998), Danmarkshistorier – en erindringspolitisk slagmark, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 1998

Jensen, Bernard Eric (red.) (2000), At bruge historie – i en sen-/postmoderne tid, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 2000

Jensen, Bernard Eric (2003), Historie – livsverden og fag, Kbh.: Gyldendal 2003

Jensen, Bernard Eric (2014), Historie, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2014

Johansson, Alf (2001) (red.), Vad är Sverige? Röster om svensk nationell identitet, Stockholm: Prisma 2001

Jørgensen, Claus Møller (2000), Humanistisk videnskab og dannelse i Danmark i det 19. århundrede – reform, nationalisering, professionalisering, Århus: Begrebshistoriske Studier 3, 2000

Jørgensen, Ellen (1938), Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800, Kbh.: Gyldendal 1964

Koselleck, Reinhart (1979), Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher Zeiten, Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag 1979 (4 kapitler oversat til dansk i Koselleck 2007)

Koselleck, Reinhart (2007), Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2007 (red. Jens Busck, Jeppe Nevers og Niklas Olsen)

Manniche, Jens Christian (1981/2000), Den radikale historikertradition, Århus: Aarhus Universitetsforlag 1981, (2. udgave online 2000)

Mordhorst, Mads og Østergård, Uffe (2011), “Nation-branding – en humanistisk disciplin?”, Den Jyske Historiker 126, 2011, 5-1

Mørch, Søren (1996), Den sidste Danmarkshistorie – 57 fortællinger af fædrelandets historie. Kbh.: Gyldendal 1996

Nevers, Jeppe og Olsen, Niklas (2007) (red.), Reinhart Koselleck. Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2007

Olins, Wally (1999), Trading Identities. Why countries and companies are taking on each others’ roles, London: The Foreign Policy Centre 1999

Olins, Wally (2002), “Branding the nation – the historical context”, Brand Management 9:4-5, 2002, 241-48

Pittelkow, Ralf (2004), Forsvar for nationalstaten. Kbh.: Lindhardt og Ringhof 2004

Pufendorf, Samuel von (1673), On the Duty of Man and Citizen, Cambridge Texts in the History of Political Thought, ed. by James Tully, Cambridge: Cambridge University Press 1991

Sjöberg, Maria (red.), En samtidig världshistoria, Lund: Studentlitteratur 2014

Tamas, Gellert, Lasermannen: En berättelse om Sverige (Stockholm: Ordfront, 2002)

Venturi, Franco (1979), Settecento riformatore.III La prima crisi dell’Antico Regime, Torino: Einaudi 1979 (engelsk oversættelse Princeton 1989)

Zander, Ulf (2001), Fornstora dager, moderna tider. Bruk av och debatter om svensk historia från sekelskifte til sekelskifte, Lund: Nordic Acaemic Press 2001

Østergård, Uffe (1995), “Republican Revolution or Absolutist Reform?”, G. M. Schwab and J. R. Jeanneney (eds.), The French Revolution of 1789 and Its Impact, Westport Connecticut: Greenwood Press 1995, 227-49

Østergård, Uffe (2005a), “Nationalstatens genkomst?”, Kritik no.176-177, 2005, 7-24

Østergård, Uffe (2005b), “Gottorp, Slesvig og Sønderjylland mellem ‘dansk’, ‘tysk’ – og ‘svensk’, Steinar Imsen (red.), Grenser og grannlag i Nordens historie, Oslo: Cappelen Akademisk Forlag 2005, 51-7

Østergård, Uffe (2006), “Svenske kejserdrømme”, Weekendavisen 17.3 2006, 6-7

Østergård, Uffe (208), “De skandinaviske staters udvikling”, Politica 40:4, 2008, 442-456

Østergård, Uffe (2011a), “Schleswig and Holstein in Danish and German Historiography”, in Tibor Frank and Frank Hadler (eds.), Disputed Territories and Shared Pasts. Overlapping National Histories in Modern Europe vol. 6 of “Writing the Nation. National Historiographies and the Making of Nation States in 19th and 20th Century Europe”, Houndsmill: Palgrave Macmillan 2011, 200-223

Østergård, Uffe (2011b), “Historieskrivning og nation-branding – har vi ikke altid gjort det”, Den Jyske Historiker 126, 2011, 162-194

Østergård, Uffe (2011c), “Lutheranism, nationalism and the universal welfare state – National churches and national identity after the Reformation and the development of the welfare state in the Nordic nation states”, Katharina Kunter und Jens Holger Schiørring (Hrsg.), Europäisches und Globales Christentum / European and Global Christianity. Herausforderungen und Transformationen im 20. Jahrhundert / Challenges and Transformations in the 20th Century, Arbeiten zur Kirchlichen Zeitgeschichte Reihe B Band 54, Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2011, 78-10

Østergård, Uffe (2011d), “Swords, Shields or Collaborators? Danish Historians and the Debate over the German Occupation of Denmark”, Henrik Stenius, Mirja Östberg and Johan Östling (eds.), Nordic Narratives of the Second World War, Lund: Nordic Academic Press, 2011, 31-54

Østergård, Uffe (2014a), “Patriotisme eller nationalisme i det Oldenborgske Monarki”, Dag Harald Claes, Knut Heidar og Cathrine Holst (ed.), Politikk i grensland. Festskrift til Øyvind Østerud, Oslo: Universitetsforlaget, 2014, 133-146

Østergård, Uffe (2014b), “Nederlaget i 1864 i dansk og europæisk erindring”, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen (ed.), Læren af 1864. Krig, politik og stat i Danmark i 150 år, Syddansk Universitetsforlag 2014, 129-14

Østergård, Uffe (2015), “Historiefaget mellem kultur- og samfundsvidenskab”, David Budtz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe (red.), “Kampen om disciplinerne” – Humanistisk viden mellem natur- og samfundsvidenskab, Kbh.: Hans Reitzels Forlag (in press)