Historiefaget mellem kulturvidenskab og samfundsvidenskab

 

Historiefaget mellem kultur- og samfundsvidenskab 


in: Kampen om disciplinerne – Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning,

Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2015, 181-219

 

INDLEDNING

 

Ved en beskrivelse af historiefagets videnskabsteori i dag er det nærliggende at gå historisk frem med en skitse af fagets oprindelse og metodiske udvikling. Det er så meget mere nærliggende som faget er den ældste af de humanistiske discipliner forstået som videnskab. Grækerne antages normalt at have opfundet både historieskrivning og historieforskning i 400-tallet før vores tidsregning. Det er lidt upræcist, da herskerlister og oplysninger om vigtige begivenheder kendes i alle kulturer med skriftsprog. Men det er rigtigt, at de to genrer blev opfundet i den græske kulturkreds. Herodot fra Halikarnassos i det sydvestlige hjørne af vore dages Lilleasien, der levede fra ca. 484 til 425 fvt., forfattede et værk, der på mange måder er den første verdenshistorie med titlen Historia, samtidig med at han lagde grunden til etnografiens observationer af fremmede folkeslag.

 

Det græske ord “historia” betyder ikke fortid men “undersøgelse”, og det var netop, hvad Herodot foretog. Hans ambition var at beskrive hele den da kendte verden, geografisk, etnografisk, historisk og politisk. Ikke blot for at beskrive den, men for at forklare hvordan det kunne gå til at en lille koalition af græske bystater kunne besejre datidens uantastede supermagt, Perserriget, i søslaget ved Salamis i bugten ved Athen i 480 fvt. Hans forklaringer adskiller sig fra vore dages rationelle årsagssammenhænge, idet han gik ud fra at guderne greb direkte ind i begivenhederne. Hvis menneskene ikke rettede sig efter varslerne eller påkaldte sig gudernes misundelse ved overmod (hybris) blev de straffet. Et eksempel på det var for Herodot perserkongen Xerxes som ifølge Herodot led nederlag til de talmæssigt langt underlegne grækere pga. sin overmodige optræden. Alligevel må man karakterisere Herodots værk som analytisk historie med ambition om at besvare et bestemt spørgsmål af betydning for samtiden, han havde blot andre forestillinger om rationelle årsager. Cicero (106-43 fvt.) havde derfor på mange måder ret i at udnævne Herodot til “historiens fader”.

 

En anden græker, Thukydid (ca. 460-400 fvt.) fremhæves normalt som den anden grundlægger af historievidenskaben ved siden af Herodot. Under et tyve år langt eksil under den peloponnesiske krig, efter at han var blevet landsforvist fra Athen fordi han havde tabt et søslag som strateg (admiral), skrev han et værk der var tænkt som en fortsættelse af Herodot. Den ambition indløste han med en kort oversigt over perioden 480-431 fvt. Det særlige ved Thukydid er imidlertid den grundige undersøgelse af årsagerne til krigen mellem de græske stater, ledet af de to hoved-protagonister Athen og Sparta, og analysen af grundene til at Athen tabte. Thukydid formulerede som den første en klar metodisk programerklæring og vurderede eksplicit værdien af de forskellige kilder i forhold til hinanden. Samtidig med denne nøgterne og disciplinerede kildekritiske fremgangsmåde tog han sig dog friheder af hensyn til fremstillingen ved at lægge egne ord og taler i munden på historiske personer. Han er således både historieanalytiker og historieskriver i ét.

 

Med disse to værker introduceredes de to genrer som historiefaget siden har udfoldet sig i, den kulturhistoriske beskrivelse med analytiske og forklaringsmæssige ambitioner på den ene side og den samfundsvidenskabelige analyse af årsagssammenhænge der især har beskæftiget sig med politik og økonomi på den anden. Økonomi kommer af det græske oikonomia der betød husholdning. Emner som produktion, demografi og penge påkaldte sig ikke historieskrivernes interesse, det kom først i 1700-tallet i takt med udviklingen af bureaukrati og administration i de moderne territorialstater i Europa. Disse emner blev i det 20. århundrede udsondret som særlige discipliner, ofte karakteriseret som ”systematiske” i modsætning til historie.

 

I.Historie som disciplin

 

I det følgende analyseres historiefaget som selvstændig disciplin i samspil med de kultur- og samfundsvidenskabelige discipliner der efterhånden skilte sig ud fra moderfaget. Som allerede anført kendes annalistik i alle skriftbårne kulturer, først og fremmest i form af lister over herskere, iblandet astronomiske iagttagelser, beretninger om naturkatastrofer og krige. Med humanismens genopdagelse af de antikke klassikere i 1400-tallet blev de græske og latinske tekster det afgørende forbillede kombineret med de middelalderlige opdragelsesskrifter i form af såkaldte “fyrstespejle” der indeholdt detaljerede råd om hvordan fyrsten skulle handle. Til disse genrer kom en mere teknisk disciplin som beskæftigede sig med dokumenters gyldighed. Det var et resultat af den skriftlighed i det vestlige Europa efter år 1000 som fulgte med kirkens stigende indflydelse. Dokumenter handlede især om jord og ejendom og europæisk middelalder var gennemsyret af juridiske processer, hvor diskussioner om dokumenters ægthed udgjorde et vægtigt element i takt med at domstolene lagde mindre vægt på aflæggelse af ed. Et klassisk eksempel på det er humanisten Lorenzo Vallas (1407-57) påvisning af at den katolske kirkes påstand om at kejser Konstantin i 300-tallet havde overført overhøjheden over den vestlige del af Romerriget til paven i Rom byggede på et falskneri i form af det såkaldte donatinske gavebrev fra kejser Konstantin den Store. Lorenzo Valla der var præst og fremtrædende renæssancehumanist påviste i 1439-1440 med solide filologiske argumenter at dokumentet var et falsum som af mange grunde måtte være mindst fire hundrede år yngre end kirken påstod.

 

Denne kritik af grundlaget for kirkens krav om det politiske overherredømme i Europa var ikke ny, idet den med jævne mellemrum var blevet fremført i hvert fald siden 1000-tallet. Men Vallas kritik vakte opsigt i samtiden og anførers ofte som begyndelsen til den filologisk-kritiske metode (Bengtson 1965). Om Valla virkelig var den første kildekritiker kan diskuteres, da efterprøvelse af dokumenters (“diplomer”) ægthed som anført længe havde været en vigtig del af middelalderlige retssager om ejendom og arv. Men træning i undersøgelse af dokumenters ægthed blev en af de centrale ingredienser i professionaliseringen og videnskabeliggørelsen af historieskrivningen i takt med udsondringen af faget som egen disciplin der kulminerede i 1800-tallet. Samtidig blev historieskrivning en vigtig ingrediens i propagandakrigene mellem de stridende stater i Europa, hvor regeringskancellierne begyndte at sponsorere skrivningen af mere eller mindre officielle historier. Denne legitimeringsfunktion blev hurtigt historiedisciplinens vigtigste formål (Østergård 2011b og 2014). Det svarer til vore dages branding af produkter, lokaliteter og senest nationer (Mordhorst og Østergård 2011; Olins 1999 og 2002).

 

Denne utilslørede propagandafunktion provokerede til gengæld en reaktion i oplysningstiden, hvor historikere som Edward Gibbon (1737-94) og Ludvig Holberg (1684-1754) og mange andre producerede ræsonnerende og kritiske historiske værker, ikke for at rekonstruere fortiden for dennes egen skyld, men for at lære af den med henblik på nutiden og fremtiden. Holberg har selv kort og klart formuleret en programerklæring i Epistel CLXII fra 1748 (citeret i Jensen 2003, 112). Han skelnede her mellem sin egen aktivitet som historiker på den ene side og de lærde der førte en antikvarisk tradition fra antikken videre på den anden. Derfor kaldes Holberg og hans meningsfæller for “filosofiske” historikere i modsætning til “antikvariske” historikere. Et godt eksempel på de sidste er Holbergs samtidige, Hans Gram (1685-1748), der var professor i græsk ved Københavns Universitet, leder af det Kongelige Bibliotek, gehejmearkivar, kongelig historiograf og medgrundlægger af Videnskabernes Selskab. Gram og Holberg repræsenterer hver sin europæiske lærdomstradition der havde rødder i antikken. Hvor Holberg dyrkede historiens muse Clio, havde Gram som sit forbillede den antikvariske tradition der gik tilbage til fortidselskerne som Marcus Terentius Varro (116-27 fvt.). Disse antikvarer indsamlede skriftlige og materielle i den romerske republiks levn fra fortiden, “antikviteter” (Jensen 2003, 114). Filologi forstået som omhyggelig tekstkritik var idealet for Hans Gram og islændingen Árni Magnússon (1663-1730) der indsamlede islandske håndskrifter og grundlagde den samling i København der stadig bærer hans navn og hvoraf meget har overlevet trods Københavns brand i 1728 og udleveringen af originaler til Island i 1960erne.

 

Senere historikere har ofte kritiseret oplysningstidens filosofiske historieskrivning for at ignorere kildekritikkens rigoristiske krav, men det er uretfærdigt. De stillede bare større og mere generelle spørgsmål som sidenhen er taget op af samfundsvidenskaberne på den ene side og nogle kulturvidenskaber på den anden. Der sker derfor i disse år en rehabilitering af denne mere ræsonnerende tradition, samtidig med at man har fået øje for at der i 1700-tallet skete en udvidelse af historieskrivningens emner med inddragelse af emner der senere blev til økonomi, sociologi og politologi. Det var især den såkaldte kameralvidenskab ved universitetet i Göttingen som beskæftigede sig med det produktive grundlag for staternes finanser inspireret af datidens dominerende økonomiske teori, fysiokratismen. En systematisk samfundsbeskrivelse som Holbergs meget læste Dannemarks og Norges Beskrivelse fra 1729 åbnede for sådanne emner er et godt eksempel.

 

Inspirationen til professionaliseringen af historiefaget i 1800-tallet var primært tysk. Humboldt universitetet i Berlin blev efter oprettelsen i 1810 det dominerende centrum for historievidenskaben (Manniche 1981/2000). Mottoet for denne videnskabeliggørelse blev formuleret af Leopold von Ranke (1795-1886) i et berømt diktum om at historieskrivningens formål var at beskrive fortiden “wie es eigentlich gewesen”. Ranke fik i kraft af sin stilling som professor ved universitetet i Berlin og et omfattende forfatterskab en position som det professionaliserede historiefags førstemand i første halvdel af 1800-tallet. Han formulerede sit diktum i Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber i 1824 (der udkom som tillæg til fremstillingen Geschichten der romanischen und germanischen Völker) således: “Man har tildelt historien den opgave at dømme fortiden, at belære samtiden til nytte for fremtiden: så højt drister nærværende forsøg sig ikke: det vil blot vise, hvordan det egentlig har været.” (citeret efter Manniche 2000, 57). Rankes opfattelse af kildearbejdet blev toneangivende for alle følgende generationer af historikere. Det historiesyn som Ranke repræsenterede – historismen – var i modsætning til filosoffen Hegels historiesyn ikke-spekulativt. Det lagde vægten på en filologisk kildekritik og betonede epokernes og begivenhedernes individuelle karakter (das Einmalige) eller som Ranke selv formulerede det, “Jede Epoche ist unmittelbar zu Gott”. Med andre ord at fortiden skulle forstås på sine egne præmisser og at rekonstruktion af fortiden, den historiske “sandhed”, er historievidenskabens egentlige og væsentligste opgave.

 

Ifølge historismen som traditionen kaldes, drejer historie sig ikke om at dømme om fortiden eller om at lede menneskeheden ind i fremtiden, men om at fastslå hvad der faktisk skete i fortiden. Dermed indførtes det uheldige skel mellem nomotetisk samfundsvidenskab der interesserede sig for lovmæssigheder og ideografisk historievidenskab der beskæftigede sig med det “einmalige” og inddrog enkeltpersoner og motiver. Den første samfundsvidenskab der skilte sig ud var økonomien i anden halvdel af 1800-tallet. Indtil da havde man ikke skelnet og de politiske økonomer fra Adam Smith (1723-90) til David Ricardo (1772-1823) og Karl Marx’ efterfølgende kritik af den politiske økonomi arbejdede på grundlag af historien. I slutningen af 1800-tallet skiltes økonomerne s veje. Den såkaldte ”historiske skole” var repræsenteret af Gustav Schmoller (1838-1917) og Werner Sombart (1863-1941). Men også en samfundsforsker som sociologen Max Weber (1864-1920) skrev disputats om romersk agrarhistorie i oldtiden i 1891 og publicerede i 1909 en oversigt over agrarforholdene i de store civilisationer i Nærorienten og Rom (Weber 1909). De tyske historiske økonomer blev udfordret af de såkaldte ”marginalister”som østrigeren Carl Menger (1840-1821) med følgeskab af britiske og franske økonomer. De prioriterede mikro-økonomiske undersøgelser baseret på læren om grænsenytteværdien i modsætning til den klassiske politiske økonomi som byggede på historiske studier af større sammenhænge. Resultatet af denne ”Methodenstreit” blev at først økonomi, siden sociologi, socialantropologi og til sidst politologi skilte sig ud fra moderfaget med ambitioner om af at afdække samfundsmæssige lovmæssigheder (se Østergård 1973b for en diskussion af denne proces inden for antik historie).

 

Historismen var et systematisk forsøg på at dæmme op for den enerådende dyrkelse af naturvidenskaben som ideal for alle videnskaber, der blandt andet viste sig i at det historiske bibliotek på Københavns Universitet blev kaldt for “historisk laboratorium” fra 1880erne til langt op i 1960erne. Det naturvidenskabelige ideal for enhedsvidenskaben kaldtes for positivisme, en betegnelse der i 1960erne og 1970erne blev helt urimeligt lagt for had af studenteroprøret. “Scientisme” er nok en bedre betegnelse end positivisme. Selvfølgelig skal man ikke forsøge at kvantificere for kvantificeringens skyld, især ikke når der er tale om få tilfælde – på samfundsvidenskabeligt kaldet “cases”. Men omvendt er det helt uvidenskabeligt at undlade at kvantificere og dokumentere hvor det er muligt og relevant. Den distancerede objektivitet som det positivistiske videnskabsideal efterstræber, er altid godt, også selv om absolut objektivitet er en umulighed når det gælder forklaring af menneskelige handlinger og motiver. Sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid kan ingen historieforskning undgå, selv om den eksplicitte sammenhæng kan fremhæves i større eller mindre grad.

 

  1. Professionalisering af faget – fortælling, analyse og kildekritik

 

Historie i bestemt såvel som ubestemt form er et flertydigt begreb. En “god historie” er en spændende, morsom eller lærerig fortælling uanset om den er sand, frit opfundet eller – hvad der nok oftest er tilfældet – en forbedret version af en sand kerne. Historie som videnskabsfag er derimod forpligtet på at beskrive fortiden som den “virkelig var”. Metoden til at etablere sikker viden om fortiden hedder “kildekritik”. Dermed menes ikke en kritik af kildernes indhold, men en grundig afprøvning af deres ophavssituation, hensigt, afhængighed og proveniens. Ambitionen om at finde frem til den sikrest mulige viden om fortiden og omhyggelig kritik af kilderne som kriterium på videnskabelighed blev drevet ud i det ekstreme i den københavnsk-skånske historietradition som var toneangivende fra slutningen af 1800-tallet til langt op i 1960erne. Derfor har store dele af den nordiske historieforskning været præget af en radikal positivisme, der indebar at den ikke beskæftigede sig med synteser og den litterært narrative side af faget (Østergård 1991). Hvilket interessant nok ikke har forhindret især norske, danske og finske og på det seneste også svenske historikere i med succes at skrive – og sælge – brede historiske værker i mange bind beregnet for det såkaldt “almindelige” publikum. Måske endda tværtimod.

 

At historie både er navn på et videnskabsfag og dets genstandsfelt kommer klart frem på latin, hvor man skelner mellem “rerum gestarum” (fremstillingen af det skete) og “res gestae” (det skete). Problemet er blot at fortiden er uigenkaldeligt forbi når den er sket, hvorefter den kun eksisterer i historikernes fremstilling, således som H. P. Clausen (1928-98) understregede ved at skelne mellem historie 1 og historie 2 i sin nu klassiske, Hvad er historie fra 1963 på denne måde: “historie 1 er fortiden som realitet, historiens objekt, mens historie 2 er den viden om fortiden, som den historiske videnskab kan etablere.” (Clausen 1963, 53). Af den grund er det umuligt at skelne skarpt mellem historiske “fakta” og historikernes tolkning. “Historien” foreligger kun igennem fortolkninger, samtidige såvel som senere. Men det betyder ikke at alle påstande er lige sande eller at alle forklaringer er lige gode. Som Clausen skriver: “Historikerens metode og de historiske erkendelsesprincipper, han bringer i anvendelse, bliver bestemmende for den viden, han kan opnå om fortiden. Der består ingen mulighed for at sammenligne den viden om fortiden, historikeren når frem til, med selve denne fortid.” (Clausen 1963, 54)

 

Heraf følger at det er vigtigt at skelne mellem “fortid” som alt det skete, men ikke er mere, og “historie” som den mere eller mindre sikre viden vi kan etablere om denne fortid (Jensen 2003). Alle menneskelige forhold har en historie og alt bliver til historie i samme øjeblik det er sket, ja mens det sker. Den tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck (1923-2006) har meget overbevisende argumenteret for at historie bedst forstås som “vergangene Zukunft” (Koselleck 1979). Al historie har engang været en mulig fremtid der blev realiseret. Hvorvidt hensigten eller strukturerne bestemmer resultatet er der ført uendelige diskussioner om. Svaret er at begge spiller en rolle, men at årsagssammenhængene er komplicerede. Reelt er det sådan at samfundsmæssige lovmæssigheder skyldes at handlinger med en bestemt hensigt sjældent fører direkte til det tilsigtede resultat. Utilsigtede konsekvenser af anderledes tilsigtede handlinger er hovedreglen og grunden til at det i de såkaldt “systematiske” samfundsvidenskaber overhovedet er muligt at formulere regler eller ligefrem lovmæssigheder (Østergård 1998).

 

Flertallet af moderne historikere har derfor valgt at understrege de “åbne situationer”, valgmulighederne. Det kaldes kontingens eller “tilfælde”, men skal ikke forstås som at hvad som helst var muligt. Kun at det på forhånd er umuligt med sikkerhed på forhånd at forudsige resultatet, mens udfaldet derimod godt lader sig forklare bagefter. Blot ikke med nødvendighed, men netop som en mulighed. I dette forhold har vi baggrunden for at såkaldt kontrafaktiske hypoteser er blevet populære såvel blandt faghistorikere som i den historisk interesserede offentlighed i de senere år (Østergård 1997; Dahlberg 2002 ). Genren skal dyrkes med omtanke og forsigtighed og er mest givende ved undersøgelser af krigshistorie, især slag og store begivenheder som f.eks. Danmarks historie i årene 1658, 1814, 1848 og 1864. For Sverige og Norges vedkommende er et godt eksempel den fredelige opløsning af Unionen i 1905 der næsten lige så godt kunne have endt i krig. For verdenshistorien er udbruddet af den amerikanske befrielseskrig i 1775-76, vedtagelsen af den amerikanske forfatning i Philadelphia 1787 og den franske revolution 1789 episoder som det er intellektuelt yderst stimulerende at beskæftige sig med ud fra en kontrafaktisk betragtning. Alligevel har historikere traditionelt været yderst tilbageholdende med at beskæftige sig med det som ikke skete. Denne forsigtighed er overdreven da al historieskrivning i grunden indeholder et kontrafaktisk element, idet ethvert positivt udsagn implicit rummer en afvisning af andre måder forløbet kunne være sket på.

 

Men heller ikke kontrafaktisk historie foregår frit i luften. Udsagnene om fortiden skal kunne dokumenteres med reference til nedslag af denne fortid. Disse nedslag kalder historikere traditionelt for “levninger” (af fortidige handlinger) – på tysk “Überreste” – til forskel fra “beretninger”. Moderne tekstforskning har ganske vist opløst denne skelnen i dens absolutte form ved påvisningen af at også skriftlige levn rummer et element af beretning og er udtryk for en hensigt som det er nødvendigt at tage højde for i fortolkningen. Ingen “data” foreligger som “rå data”, selv om der selvfølgelig er forskel på det litterære raffinement i et bevaret regnskab og en gennemtænkt historisk fremstilling, eller en fredstraktat udarbejdet af omhyggeligt arbejdende diplomater og en hastigt nedskrevet dagbog, uanset om det drejer sig om en travl moderne statsmand eller en bonde fra 1600-tallet. Nogle kilder fremtræder mere rå og direkte end andre, men principielt er der et beretnings- og et levningsaspekt i alt kildemateriale (Østergård 1973a; Paludan 1977). Ja, selve begrebet “kilde” er ikke en egenskab ved materialet, men en karakteristik af den brug vi i dag gør af materialet, uanset om det er tekster, arkæologiske vidnesbyrd eller de mange andre typer af materiale der udgør grundlaget for historiske fremstillinger og fortolkninger (Paludan 1977).

 

I bestemmelsen og brugen af kilder er der en klar men ikke altid udnyttet berøring mellem historie og fag som arkæologi og det der engang hed materiel folkekultur. Som det fremgår af Humanomics-projektets kortlægning af de videnskabsteoretiske inspirationer og samarbejdspartnere er arkæologerne forbløffende isolerede fra de øvrige kulturvidenskaber og til gengæld orienterede mod de naturvidenskaber som de henter teknikker fra. Det kan forklares som resultat af tidligere tiders arrogance hos historikerne, som den f.eks. kom til udtryk så sent som i 1969 hos historiefagets dengang ubestridte nestor Aksel E. Christensen (1906-1981) i en syntese over dansk vikingetid på hvad han kaldte “oldhistorisk baggrund” (Christensen 1969). Her følte mange arkæologer sig med rette oversete og nedvurderede selv om det var dem der havde produceret nyt kildemateriale og efterhånden også nye fortolkninger, især i form af studiet af de skibe som var hele grundlaget for vikingetidens ekspansion.

 

Opdagelsen af forskellen mellem levning og beretning udgjorde grundlaget for professionaliseringen, ofte kaldet “videnskabeliggørelsen”, af historiefaget i 1800-tallet. Forskellen blev ofte overdrevet og gjort absolut. Det var tilfældet i den nordiske kildekritiske skole fra den unge Kristian Erslev (1852-1930) i 1800-tallet over Erik Arup (1876-1951) til middelalder-historikerne Aksel E. Christensen (1906-1981) og Niels Skyum Nielsen (1921-1981) i 1950erne og 1960erne. Opgøret med det såkaldte “materielle kildebegreb” til fordel for et “funktionelt kildebegreb”, hvor forskellen afhænger af forskerens udnyttelse af kilderne i stedet for at være en egenskab ved kilderne selv, er et stort og stadig blivende resultat af historisk-metodiske diskussioner i 1950erne og 1960erne, fremført af historikere som H. P. Clausen, Helge Paludan (f. 1935) og mange andre, herunder mig selv i en artikel fra 1973 (se Christiansen og Jørgensen 2004 der omhyggeligt redegør for disse diskussioner ved Historisk Institut i Århus). Opgøret koncentrerede sig især om programmatiske formuleringer og overså at mange historikere i praksis var langt bedre end deres principielle formuleringer. Men påfaldende er at metodeundervisningen ved Københavns Universitet helt til slutningen af 1960ene byggede på Kristian Erslevs klassiker Historisk Teknik fra 1911. Den er blevet læst som et forsvar for en materiel skelnen mellem levninger og beretninger som forskellige kildetyper, selv om det næppe var hans mening. Samme Erslev var også skyldig i en ulykkelig skelnen mellem historisk forskning og historieskrivning der har trukket lange spor efter sig i og har ført til en manglende bevidsthed om de teorier der indgår i alle historiske fremstillinger, uanset emne og art (Erslev 1911b; analyseret hos Manniche 1981, biografisk forklaret hos Tandrup 1979).

 

Skellet mellem udnyttelse som levning og som beretning udgør stadig det centrale karakteristikum ved historikeres arbejdsmetode, selv om Jeppe Nevers (f. 1978) har underkastet de gamle diskussioner en kritisk nærlæsning og på raffineret vis påvist hvad han kalde et “quasifunktionelt” kildesyn hos Erslev (Nevers 2005). Hvordan det nu end forholder sig er der ikke tvivl om at denne fokusering på arbejdet med kilderne er medvirkende til at poststrukturalistiske tekstteorier kun i yderst begrænset omfang har vundet indpas blandt historikere. Omvendt har den prisværdige metodebevidsthed ført til en høj grad af teoriblindhed og reelt efterladt faget åbent for kritik for at være teoriløst fra såvel samfundsvidenskaberne som tekstvidenskaberne for slet ikke at tale om de kulturanalytiske discipliner – om end fra hver deres side og med modsatte implikationer. Især har historiefaget dog haft vanskeligt ved at besvare kritikken for at være resultat af mere eller mindre politiske antagelser og at levere fortolkninger der skifter med politiske forestillinger og “tidsånden” (Østergård 2008, 2011a og 2014). Undersøger man fortolkningerne af centrale historiske begivenheder er det, al empirisk omhu og akribi ufortalt, deres politiske afhængighed af tid, sted og hensigt som springer i øjnene dag. En reaktion på denne kritik var at vende tilbage til emner som ældre tiders kulturhistorie havde beskæftiget sig med, nu blot med nyere metoder og spørgsmål. Det skete under overskriften ”den kulturhistoriske vending” med inspiration fra især fransk mentalitetshistorie, den såkaldte ”nouvelle histoire” som vandt frem i 1970erne. Andre valgte at understrege fortællingens status, både som fremstillingsform og som metode (Langen 2012a).

 

III. Den kulturhistoriske vending

 

Kulturhistorie blev ikke opfundet i 1980erne, langt fra. På dansk kan nævnes indflydelsesrige værker som Hartvig Frischs Europas kulturhistorie fra 1928 og talrige andre både før og siden. Men som videnskabeligt program benævnt den “kulturhistoriske vending” slog bestræbelsen igennem i Danmark med oprettelsen af Center for Kulturforskning ved Aarhus Universitet i 1988, hvis første og bedst sælgende publikation var antologien Kulturbegrebets kulturhistorie (Hauge og Horstbøll 1988). Den anden publikation i serien af Kulturstudier var Historien i kulturhistorien, redigeret af Vagn Wåhlin (1935-2010) der samlede resultaterne fra et lille årtis bestræbelser på at introducere kulturbegrebet i historiefaget som i Danmark indtil da næsten eksklusivt havde været rettet mod studiet af politiske, økonomiske og sociale forhold. Ikke på et marxistisk grundlag, men bredt materielt funderet, især i studierne af landbrugets betydning for den danske udvikling.

 

En berømt formulering af dette historiesyn der politisk gav sig udtryk i en tilknytning til det Radikale Venstre (se Manniche 1981/2000) er et afsnit i Erik Arups skoledannende Danmarks historie fra 1925 om den anonyme bonde Bjørn fra Suserup på Sjælland som danmarkshistoriens egentlige helt. Arup havde fundet historien om ham i Sorø klosters gavebog. Her fortælles om en provst i Roskilde der havde arvet en gård i landsbyen Suserup nord for Tystrup-Bavelse Sø. Provsten havde lovet at give munkene i Sorø halvdelen af sin hovedlod ved sin død. Munkene havde imidlertid ikke tålmodighed til at vente så længe og overtalte ham til at overdrage dem gården tidligere på nær en tredjedel som han havde givet sin søster i medgift da hun giftede sig med en mand ved navn Bjørn. Efter provstens død hævdede munkene imidlertid at det kun var en tredjedel af den skov der hørte til gården søsteren havde fået, ikke en tredjedel af gårdens andel i landsbymarken. Bjørn kunne ikke stille noget op mod det mægtige kloster og gik i gang med at rydde ny jord i skoven. Det fik han ved hårdt arbejde en god gård ud af, bl.a. ved at introducere den moderne trevangsdrift. Gården gav hans sønner basis for et vellykket modangreb på klosteret for at få del i skove og overdrev. Denne kildenære skildring sluttes med følgende sentens som har fået ikonisk status i dansk historieskrivning: “Det var mænd som Bjørn og hans sønner, der i hin tid gjorde landet rigere ved deres arbejde; og deres gerning fortjener nok saa meget at mindes af historien som deres, der gik paa korstog mod Vender eller Ester med Absalon eller Andreas Sunesen.” (Arup 1925, 278; jf. Svenstrup 2006, 352-53).

 

De krigeriske begivenheder under stormændene Absalon og Sunesen afhandlede Arup senere i bedste partiradikale stil på en enkelt side efter en grundig skildring af det vigtigste, middelalderlandsbyens dyrkningssystem. Denne foragt for religion og krig prægede dansk historieskrivning dybt indtil 1960erne, selv om ungdomsoprøret misforstod det hele og anklagede faget for at beskæftige sig alt for meget med konger og krige. Om det skyldtes at oprørerne ikke havde fulgt med i undervisningen eller bare skrev af efter udenlandske kritiske forbilleder skal lades usagt. Sandt er derimod at ungdomsoprøret i historiefaget på mange måder løb åbne døre ind med sit krav om at sætte undersøgelsen af materielle forhold i centrum. Teoretisk var der meget mere nybrud i 1980ernes kulturhistoriske og sproglige vending, selv om heller ikke dette program var uden forløbere, især i nabofagene fra kirkehistorie og retshistorie til etnologi og folkemindevidenskab.

 

Denne teoretiske kamp står stadig på som det fremgår af den programerklæring som den nyudnævnte professor i historie ved Saxo Instituttet ved Københavns Universitet, Ulrik Langen (f. 1966), formulerede i sin tiltrædelsesforelæsning 19. september 2012. Her fremlagde han et program om fortællingen som det centrale i historiefaget der repræsenterer den yderste konsekvens af den kulturhistoriske vending som han har praktiseret i flere velskrevne bøger (Langen 2012 a og b). Samtidig demonstrerede Ulrik Langen sit program i hvad han kalder en ”mikrohistorisk fortælling”. Den foregår ligesom hans tidligere i enevældens København, nærmere betegnet i 1790erne der var præget af underretningerne om den franske revolution. Det dansk-norsk-holstenske enevældige rige havde i princippet bevaret den trykkefrihed der blev indført under Struensees kortvarige diktatur, om end med den vigtige begrænsning at man ikke måtte skrive noget der enten angik “staten og regeringens almindelige foranstaltninger, eller andre stridsskrifter, især hvor personer derved angrebes, ej heller byrygter eller andre opdigtede fortællinger, som indeholder noget fornærmeligt eller uanstændigt” (Langen 2012b, 94). Da kronprins Frederik i 1784 tog magten videreførte man denne politik, men med modvilje mod enhver “skrivefrækhed”, en modvilje der skærpedes i takt med nyhederne fra Frankrig der kulminerede i 1793 med henrettelsen af Louis 16. På denne baggrund er Langen dykket ned i de righoldige arkiver og har fremdraget te- og porcelænshandleren Michael Brabrand, der sammen med sin bekendte Hans Holm havde protesteret mod de juridiske myndigheder i en række skrifter. Det kulminerede i februar 1793 med en pjece der appellerede til konge og offentlighed blandt med henvisninger til Montesquieus”Lovenes ånd”fra 1748 om kontrakten mellem konge og folk. Skriftet blev af myndighederne opfattet som oprørsk, selv om en senere nedsat kommission af dommere frikendte ham. Brabrand og Holm blev efter optøjer i gaderne isolationsfængslet i Kastellet og henslæbte resten af årtiet under forhold vi i dag ikke ville tøve med at kalde tortur. Brabrand og Holm blev frikendt på næsten alle punkter af en kommission af fem dommere, hvoraf kun en afgav dissens, men alligevel dømte Højesteret – der helt rigtigt karakteriseres som kongens ret – både Brabrand og Holm til at miste al ejendom og landsforvisning til Lübeck pr. skib efter seks års fængsel der havde bragt dem begge til dødens rand. Holm rejste videre til Berlin hvor han skrev om sine oplevelser, mens Brabrand efter nogle vanskelige år fik genstartet sin købmandsvirksomhed i Lübeck, men uden sin familie.

 

Bedre kendte dissidenter som P. A. Heiberg og Conrad Malthe Bruun blev ganske vist også udvist, men blev på intet tidspunkt behandlet tilnærmelsesvis så hårdt som Holm og Brabrand der tilhørte den lavere middelklasse. Langens beretning om de to ofre for enevældens undertrykkelse af den ytringsfrihed den indtil 1799 roste sig af er levende og med mange detaljer, men viser at Brabrand ikke var revolutionær. Hidsig, trættekær, stædig, permanent i proces med sine omgivelser, ja. Men han troede lige til det sidste at hvis kongen, dvs. kronprinsen, blev oplyst om sagens rette sammenhæng ville der ske retfærdighed. Denne større historie bliver vi oplyst om i sidebemærkninger. Men det er som om det vellykkede arbejde med at grave de ukendte personer ud af arkiverne er kommet til at stå i vejen for den større historie, som ellers antydes i indledningen. Hele tiden lurer kronprinsen og hans sygelige angst for folket og en revolution efter franske forbillede i baggrunden uden helt at komme frem.

 

Det skyldes nok, at i det omfang episoden tidligere har været behandlet af historikere, først og fremmest giganten Edvard Holm (1833-1915), har det været statsperspektivet som har stået i forgrunden (Østergård 1995). Og Ulrik Langen vil noget andet, en socialhistorisk afdækning af adfærd og netværk i den lavere middelklasses København. Men hans “Ehrenrettung” af Brabrand gør at man mister perspektivet og overser at den danske stat trods enevælden var en retsstat. Set fra i dag er det imponerende at så mange dommere i den nedsatte kommission satte sig ud over anklagerne og de ønsker om lovens hårdeste straf der kom til udtryk fra Kancelli og kronprins og reelt frikendte både Brabrand og Holm. De blev kun dømt for det de sagde og skrev under fængslingen, men frikendt for de handlinger der havde ført til fængslingen. Langen kommer langt i sin bestræbelse på at erstatte abstrakt analyse med detaljerig – og velskrevet – fortælling. Men han har ikke løst det dilemma mellem videnskab og skrivning som har præget historiefaget siden dets grundlæggelse hos Herodot og Thukydid. I dag vælger historikere normalt enten den brede fortælling på nationalsproget for et større publikum eller den tekniske afhandling, efterhånden især skrevet på engelsk for fagfæller i snævreste forstand. Vellykkede kombinationer er der kun få eksempler på og universiteternes nye incitamentssystemer hjælper bestemt ikke.

 

  1. Historiefilosofi og historieskrivning – troen på fremskridtet

 

Historiefortællingens begrænsninger som videnskabelig metode rejser ud over videnskabsteoretisk problemer også spørgsmålet af om den indbyggede historiefilosofi i faget. Historikere afviser normalt historiefilosofi som unyttig spekulation (Clausen 1963). Men kommer dermed til at tilslutte sig en ubevidst tro på fremskridtet. Oplysningstænkerne var først og fremmest filosoffer med interesse i samfundsmæssige lovmæssigheder på basis af antagelser om menneskets natur. Det naturretlige udgangspunkt delte de med mange af forgængerne som Hugo Grotius (1583-1645) og Samuel Pufendorf (1632-1694). Men oplysningsfilosofferne historiserede filosofien samtidig med at de lagde en retning ind i historien. Det var først i midten af 1700-tallet at man overhovedet begyndte at tale om historien i bestemt form som en kollektivsingularis (Jensen 2003, 51). François Voltaire (1694-1778) var den første til at introducere ordet “historiefilosofi” i det indflydelsesrige skrift Essai sur les moeurs et esprit des nations fra 1756bl.a. behandlet i Manniche, Torntoft, Østergård 1978). Ud over at beskrive kultur og identitet introducerede Voltaire en retningsbestemt opfattelse af historien, der reelt var en sekularisering af kristendommens måde at forstå historien på som lineær bevægelse med en retning.

 

Vi skylder den førnævnte tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck opdagelsen af det betydningsfulde skifte i 1700-tallet fra historie eller historier i ubestemt form til “historien” som en “kollektiv-singularis”. I sine forstudier til opslaget om begrebet “Geschichte/Historie” i det store begrebshistoriske leksikon Geschichtliche Grundbegriffe (1972-97) har Koselleck påvist hvorledes “historie” efter midten af 1700-tallet mistede sin gamle status af “livets læremester” (magistra vitae). I modsætning til den græske forestilling om en evig gentagelse og den kristne lære om den jordiske verdens forestående undergang begyndte man i oplysningstiden at tale om historien i bestemt form som en proces der bevægede sig frem mod et endemål, en proces der kunne planlægges, skabes og accelereres af menneskene selv. Det indebar at kampen om fremtiden i høj grad blev en kamp om at definere begreberne (Nevers og Olsen 2007, 13).

 

Hvor man i en græsk-romersk sammenhæng især havde opfattet historien som kredsløb der vendte tilbage til udgangspunktet, eventuelt med nye variationer, som når de tre idealtypiske forfatninger, monarki, aristokrati og politeia blev kombineret på nye måder, anså de kristne livet for at have lineært forløb. Begyndelsen var verdens skabelse, midtpunktet var Kristi liv og død, mens afslutningen var dommedag og tusindårsriget. Denne betragtning blev helt dominerende i middelalderen, især efter at tusindårsskiftet omkring år 1000 blev overstået uden at dommedag havde indfundet sig. Men gradvis sækulariseredes denne lineære historieopfattelse for i løbet af 1700- og 1800-tallet at give plads for forskellige fremskridtsteorier som vi kan sammenfatte under overskriften “historiefilosofi”. 1700-tallets oplysningstænkere formulerede sig i mere eller mindre eksplicit modsætning til kirkens lære, men var selvfølgelig præget af modstanderen, selv om især den radikale oplysningstradition søgte at undergrave kirkens dogmer og magtstilling ved hjælp af rationelle argumenter, “fornuft”, og empiriske observationer der især anfægtede kirkens antagelse om verdens alder. Denne kristne historiefilosofi var det underforståede udgangspunkt for historiefaget i både det 19. og 20. århundrede, nu blot i form af en tro på fremskridtet – en tro historiefaget delte med samfundsvidenskaberne, hvor den lå bag de dominerende moderniseringsteorier, liberale såvel som marxistiske.

 

Denne tro på fremskridtet er kommet i modvind efter nederlaget for kommunismen i 1989. Francis Fukuyama (f. 1952) formulerede det ligefrem i 1992 i Hegels ånd som afslutningen på Historie med stort H og retning og mening til fordel for markedskapitalisme, demokrati og retsstat. Det var nok forhastet set i lyset af den trussel som den totalitære islamisme repræsenterer, sådan som islamforskeren Mehdi Mozaffari (f. 1941) har argumenteret for (Mozaffari 2013). Mozaffaris originale – og kontroversielle – tese er at den moderne islamisme er en totalitær ideologi på linje med andre totalitære ideologier fra det 20. århundrede som fascisme, kommunisme og nazisme, ikke en religion. Alle fire totalitære ideologier var ifølge ham reaktioner på opløsningen af de store imperier efter 1. verdenskrig, det russiske, det østrig-ungarske, det osmanniske og det tyske. Kommunismen sejrede i Rusland i 1917, fascismen i Italien 1919-22 og nazismen i Tyskland 1919-33, mens den moderne islamisme blev grundlagt af Hasan al-Banna i Egypten i 1928. I sin tolkning af islamismen som den fjerde totalitarisme tilslutter Mozaffari sig den omstridte totalitarismeteori. Her er det vigtigt at gøre sig klart at det ikke er det konkrete samfund eller bare det politiske regime der forstås som totalt styret ovenfra, men ideologien. Grunden til at islamismen først kom til magten med revolutionen i Iran i 1979 modsat de andre totalitære ideologier er den arabisk-muslimske verdens industrielle tilbageståenhed. Her finder vi også årsagen til mange forskelle i de konkrete udfoldelser af ideologien ved magten. Det fremhæver Mozaffari med sin undertitel ”orientalsk totalitarisme” der sætter spørgsmålstegn ved om vi virkelig er nået til historiens afslutning i historiefilosofisk forstand eller om moderniteten stadig har en historie i Hegels forstand. Det spørgsmål er helt grundlæggende emnet for de systematiske samfundsvidenskaber som økonomi, sociologi og politologi, selv om de grundlæggende spørgsmål let fortaber sig i teknisk-metodiske raffinementer og kvantitative ræsonnementer (Østergård 1998).

 

Historiefilosofi og historiske epoker

 

Oplysningen var i sig selv åben angående historiens grad af retning. Forfatteren og deputeret under revolutionen Markis de Condorcet (1743-1794) udtrykte det tydeligst med sin berømte posthume beskrivelse af fremskridtet i sin Esquisse d’un tableau historique des progrès de l’esprit humain, men som Jonathan Israel (f. 1946) har påvist i sine massive arbejder om oplysningen, var mange af oplysningstænkerne ikke historiske determinister og så oplysningen som et skrøbeligt foretagende, der sagtens kunne ende med nederlag (Israel 2001, 2006, 2011). Voltaire bedrev ikke historiefilosofi i en præcis forstand, men det gjorde derimod en række oplysningstænkere da de formulerede teorier om de stadier menneskets beherskelse af naturen havde gennemløbet. Ifølge den franske fysiokrat Turgot (1727-1781) og den skotske moralfilosof Adam Smith (1723-1790) var der fire stadier: 1) jæger- og fisker-stadiet med et umiddelbart brugsforhold til naturen; 2) nomade-stadiet med delvis naturbeherskelse; 3) agerbrugs-stadiet med høj grad af naturbeherskelse; og 4) det borgerlige stadium med fuld udfoldelse af civilisationen. Grundlaget for denne teori var forestillingen om at den moderne privatejendom var legitim fordi den hvilede på beherskelse af naturen. Ejendom var altså ikke tyveri sådan som anarkisterne hævdede, men legitim besiddelse fordi der var gået arbejde med naturen forud for erhvervelsen af den. Denne opfattelse af økonomiens betydning byggede på sammenligninger med forholdene i det nyligt opdagede Amerika, Nord såvel som Syd, det briten John Locke (1632-1704) tidligere havde udtrykt med en interessant sammenkobling af tidsmæssig og rumlig periodisering i sentensen, “In the beginning all the World was America” (Locke 1683, 139).

 

Selv om universalhistoriske teorier på materialistisk basis levede videre i form af den historiske materialisme og beslægtede konstruktioner, kan man ikke på nogen måde hævde at historiefilosofiske forestillinger har været enerådende i historiefaget. Tværtimod blev stadieteorierne næsten øjeblikkeligt konfronteret med en konkurrerende epokeinddeling, den senere så velkendte opdeling i antik – middelalder – nytid. Denne epokeinddeling, som altså oprindeligt var oppositionel, blev først formuleret af grundlæggeren af den klassiske arkæologi Johann Winckelmann (1717-1768) og siden overtaget af tyske tænkere som Johann Georg Hamann (1730-1788), Johann Gottfried Herder (1744-1803) og grundlæggeren af universitetet i Berlin Wilhelm von Humboldt (1767-1835). Den umiddelbare anledning var at de mente at firestadie-teorien var for etnografisk og undervurderede det antikke Roms og Grækenlands betydning for Europas og dermed verdens udvikling. Desuden ønskede de at fremhæve den kulturelle selvforståelse og modersmålets betydning for historien på bekostning af naturbeherskelsesformen. Kort sagt kultur før – og over – økonomi. I takt med udskilningen af historien som en særlig disciplin blandt andre videnskaber i 1800-tallet blev denne tredeling helt enerådende, f.eks. hos den tidlige omtalte toneangivende historiker Leopold von Ranke. Det er den for så vidt den dag i dag, i hvert fald på flertallet af de historiske institutter. Blot er en eller to uklart definerede epoker som ”nyeste tid” (efter 1814 eller 1918) og ”samtidshistorie” (tiden efter 1945) klistret på i den sidste ende, uden at grundlaget for periodiseringen nogen sinde er blevet diskuteret. Men selvfølgelig hviler også denne periodisering på et filosofisk grundlag.

 

Modernitetens historiefilosofi

 

For at forstå den tankegang periodiseringen afspejler kan henvises til den amerikanske analytiske filosof Willard Van Orman Quine (1908-2000) som i 1960erne hævdede at man kunne inddele de studerende, der søger til filosofistudiet, i to grupper. Den ene består af dem der ønsker kendskab til filosofiens historie, almendannelse. Den anden består af dem der ønsker at lære at filosofere. Quines skarpe skelnen svarer godt til den selvforståelse af kunst og kunstværker der blev fremherskende i den modernistiske kunst med modernismens gennembrud i 1900-tallet. For at et kunstværk kan tælle som kunst må det være nyt og demonstrere denne “nyhed” ved demonstrativt at vende ryggen til al tradition. Modernistisk kunst er lige så proklamatorisk historiefilosofisk fjendsk som Quines analytiske filosofi og de naturvidenskaber som denne filosofi hentede sine metodiske forbilleder fra. Modernismens historiefilosofi er en påstand om ingen historiefilosofi at have. Det er selvfølgelig i sig selv en historiefilosofisk påstand at opfatte sig selv som en kæde af brud med traditionen for bruddets egen skyld, men måske er det et vidnesbyrd om at modernismens automatiske antitraditionalisme har mistet sit greb, at vi ikke længere finder sådanne påstande selvfølgelige. Det kunne skyldes at moderniteten har ændret sig og nu er ved at blive moderne sådan som idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz (f. 1948) hævder. Hans synspunkt indebærer en opgivelse af modernismens afvisning af al historiefilosofi. Positionen begrundes med henvisning til Karl Popper (1902-94) og Ludwig Wittgenstein (1889-1951) der begge accepterede tilværelsens fundamentalt kontingente karakter. Det blev ikke accepteret af hverken Poppers eller Wittgensteins samtid der i stedet foretrak katastrofevisioner i stil med Max Horkheimers (1895-1973) og Theodor Adornos (1903-69) profetier, kulminerende i tiersmondismen og Jean-Paul Sartres (1905-80) afvisning af hele den vestlige tradition. I dag falbydes der ikke længere mange teleologiske teorier i stil med dem som Karl Popper brugte så mange kræfter på at afsløre i værkerne om de totalitaristiske fjender af det åbne samfund og historicismens utilstrækkelighed (Popper 1944). Samme teoretiske armod gælder også for multikulturalismen som teori og ideologi (Eriksen og Stjernfelt 2008).

 

Etnografi som historiens spejl

 

Ud over historiefilosofien interesserede Voltaire sig i værket fra 1756 for kultur i form af skikke (moeurs) og identitet – uden dog at bruge ordet identitet. Derfra var der ikke langt til den anden retning, etnografien, som opstod i oplysningstiden, selv om også etnografien har rødder i antikken og middelalderen (antropologen Ole Høiris (f. 1945) har grundigt kortlagt denne historie fra antikken over middelalderen til renæssancen i 2001 og 2006). Etnografien som videnskab blev introduceret med den førnævnte observation hos John Locke, “I begyndelsen var hele verden Amerika” (Two Treatises on Government 1690). Politiske filosoffer som Thomas Hobbes (1588-1679) antog at der herskede permanent krig i den “vilde urtilstand”. “Warre”, kaldte Hobbes tilstanden som han havde observeret under den grusomme borgerkrig i England, Skotland og Irland i midten af 1600-tallet og som andre observerede på det europæiske kontinent under religionskrigene i 1500- og 1600-tallet. Andre tænkere lagde imidlertid mere vægt på den paradisiske tilstand hos “de vilde”, der drev rundt hele dagen og plukkede jordens frugter ned fra træerne, stort set uden at arbejde. Dette gælder en tænker som den fransk-schweiziske Jean-Jacques Rousseau (1712-78), der i 1700-tallet priste den ædle natur hos børn og mennesker der ikke var ødelagte af civilisationen.

 

Disse to grundpositioner kan genfindes i stort set alle fremstillinger af verdens historie lige siden. Enten i form af en beklagelse af hvordan det gik ned ad bakke siden menneskene blev drevet ud af paradis, eller en nøgtern, etnografisk iagttagelse af hvor hårdt og usikkert det er at leve som jæger og samler, prisgivet naturens luner og i stadig angst for at blive overfaldet, udplyndret og dræbt af konkurrerende naboer. Myten om menneskets uddrivelse fra paradisets have er en af de ældste myter. Sammen med fortællingen om syndfloden som kun nogle få udvalgte på Noas ark overlevede er denne historie fælles gods i mange mellemøstlige religioner. Den stammer efter alt at dømme fra sumererne. Blandt mange andre overtog den jødiske befolkning i Palæstina denne myte og bevarede den i det Gamle Testamente der er fælles for jøder, kristne og muslimer. Efter at være kommet i tvivl om det himmelske paradis drog europæiske opdagelsesrejsende i 1700-tallet ud i verden for at finde en jordisk udgave. Og troede at have fundet det på øerne i Stillehavet, især dem der var beboet af polynesiere der lignede europæerne mest. Tahiti kom til at repræsentere drømmen om den uspolerede ædle vilde der oven i købet ikke var hæmmet af europæernes seksuelle tabuer. Denne drøm holdt ikke længe, som man kan se det af desillusioneringen hos maleren Paul Gauguin (1848-1903) der afviste den franske civilisation og søgte lykken på Tahiti i 1890erne. Hvad han oplevede var en fattig og ussel baggård i udkanten af det franske kolonirige. Det afholdt ham ikke fra at male den eksotiske idyl, men chokket ved mødet med realiteterne var stort. Så sent som i 1928 grundlagde den amerikanske antropolog Margaret Mead (1901-78) sin berømmelse med en misforstået skildring af et frigjort samfund i Samoa uden seksuelle tabuer med værket Coming of Age in Samoa (Østergård 207).

 

Fra universel verdenshistorie til global historie

 

Etnografi og antropologi eksisterer i bedste velgående som discipliner i dag. I historieforskningen har inspirationen ført til opkomsten af økohistorie og globalhistorie. Globalhistorie findes i flere udgaver, men en indflydelsesrig version har undersøgt samspillet mellem Europa og Kina (Bang 2014). Disse to civilisationer befandt sig i hver sin ende af det store eurasiske kontinent, men stod alligevel i ret tæt forbindelse med hinanden via Silkevejen gennem Centralasien i mange århundreder. Ad denne rute nåede opfindelser fra det mere fremskredne Kina til det tilbagestående Europa såvel under Romerriget som i middelalderen. Men forbindelserne var primært indirekte indtil de store opdagelsesrejser i slutningen af 1400-tallet. Modsat europæernes opfattelse var det dog Kina som først udrustede store flåder i begyndelsen af 1400-tallet under Mingdynastiet. Disse flåder sejlede til Indonesien, Sri Lanka, Indien og nåede helt til Yemen og den afrikanske østkyst (Østergård 2006). Om de kom videre diskuteres stadig. Men hvad der ikke diskuteres er at de blev kaldt tilbage på ordre fra kejseren. Kina var så højt udviklet og centraliseret at det var muligt for hoffet i Beijing at træffe en beslutning om at det ikke var umagen værd at udforske det underudviklede og uvaskede Europa. Derfor var det ikke kæmpestore kinesiske junker der sejlede ind i Lissabons havn i 1430erne, men portugisiske, spanske (især baskiske), nederlandske, britiske og franske søfarere i skibe på størrelse med store fiskekuttere der lidt senere “opdagede” Afrika, Indien, Kina – og Amerika. Et kontinent de logisk nok i begyndelsen kaldte Indien, da de havde beregnet jordens omkreds mindre end den er og derfor ikke vidste at der lå et kontinent imellem Europa og Kina.

 

Opdagelsernet gjorde verdenshistorie i ordets moderne mening som global historie mulig til forskel fra den ældre spekulative universalhistorie. De første mange år blev den i bedste romerske stil praktiseret som en fortælling hvordan europæerne vandt verden og hvorfor det var ret og rimeligt at de gjorde det. Et godt eksempel er den tyske filosof G. W. F. Hegels (1770-1831) forestillinger om “verdensånden” der manifesterede sig i den ene civilisation efter den anden. Karl Marx (1818-1883) overtog senere dette system og vendte det “på hovedet” (eller på fødderne som han selv udtrykte det) ved at lægge de materielle betingelser og produktionen til grund for sin forståelse af historiens drivkræfter. Karl Marx’ og Friedrich Engels’ (1820-1895) “materialistiske historieopfattelse” inddelte det historiske forløb i et simpelt historisk skema med fem stadier: urtiden, slaveholdersamfundet, feudalismen, kapitalismen og kommunismen. Undertiden optræder i materialistiske analyser et ekstra trin efter urtiden med navnet det “barbariske samfund”. Andre gange erstattes de første trin af samfundstyper der kaldes den ”asiatiske” og den ”antikke produktionsmåde”.

 

Sådanne europæiske universalhistoriske fortællinger blev især sat i system efter 1840erne, da den europæiske militærteknologiske overlegenhed som resultat af den industrielle revolution blev indlysende. Britiske kanonbåde besejrede i opiumskrigen 1839-1842 det mægtige kinesiske rige og gjorde det klart for herskerne at deres forgængere havde truffet et forkert valg i 1430erne da de opgav opdagelsesrejserne. Kina gik fra at være “riget i midten” til en periferi i den globale økonomi, en position landet først rigtigt kom ud af efter 1990. Europæerne stod længe så stærkt at de tillod sig to interne krige som kostede dem herredømmet i verden. 1. og 2. verdenskrig som vi kalder krigene var reelt europæiske borgerkrige der udspillede sig over hele verden. I 1945 endte det med at Europa lå i ruiner og de to europæiske aflægger-civilisationer i Nordamerika og Sovjetunionen tog over. Disse to udkæmpede en fyrre år lang kold krig om indflydelse i hele verden. Den krig vandt USA i 1989-91, dog med støtte fra et Europa der reorganiserede sig og i et vist omfang formåede at forene de stridende nationalstater i en løs føderation kaldet EU.

 

I dag trænger hele verden sig imidlertid på og kræver del i den globale økonomi. Rusland, Japan, Kina, Indien, Brasilien, Iran samt Indonesien og Sydafrika kræver en rolle i verdens politik, økonomi og kultur. Bortset fra de tilsyneladende håbløse tilfælde i Afrika og Mellemøsten, der henholdsvis giver op eller slår igen med fundamentalistisk islam, er verden i dag for første gang rigtigt ved at blive en del af den samme globale historie. Den situation blev indvarslet da Neil Armstrong – meget sigende en amerikaner – i 1969 for første gang satte fod på Månen og berettede om hvordan vores lille blå planet ser ud fra rummet. Om denne økohistoriske vision om vores fælles skæbne vil gøre dybt indtryk på verdens konkurrerende folkeslag er dog tvivlsomt. Alt tyder på at vi ganske længe endnu vil leve i indædt konkurrerende nationalstater, forhåbentlig reguleret af en international retsorden (Hettne, Sörlin, Østergård 2006). Denne orden er stadig kun inter-national og derfor ikke almindelig lov og ret, men bygger stadig på staternes næsten uindskrænkede suverænitet. Stater der i stadig stigende grad antager form af nationalstater, fra kæmpestore imperier som Kina til nationale mikrostater som Færøerne med godt 50.000 indbyggere. Vellykkede og indflydelsesrige eksempler på denne nye genre er Bayly 2004 og Osterhammel 2011, begge synteser over 1800-tallets globale historie.

 

  1. National historie og nationalisme i globaliseringens tidsalder

 

Alle disse tendenser er baggrunden for opblomstringen af studiet

national identitet, nationalisme og nationalstater. Jeg vil derfor afslutte diskussionen af historiefagets videnskabsteori med at belyse de centrale diskussioner og dilemmaer, der har præget og stadig præger denne forskning. Nationalisme og national historie har været historiefagets mere eller mindre erkendte begrundelse og hovedemne lige siden professionaliseringen i 1800-tallet der reelt var en nationalisering. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af det store European Science Foundation forskningsprojekt om nationalisering af historien og historikernes rolle som nationsbyggere i Europa, ledet af den tyske historiker Stefan Berger (se Berger and Lorenz 2010 og der anført oversigt over de otte bind hvoraf kun det sidste ikke er udkommet endnu). Selv om nationalismeforskningen er tvær- eller rettere mange-faglig illustrere den tydeligt historiefagets dilemma mellem ateoretiske arkivundersøgelser og systematisk teori- og begrebsanvendelse. Det fremgår af en analyse af nationsbegrebets historie.

 

Nation er et gammelt begreb der kommer af det latinske ord for fødsel, natio. Nationalisme er en ideologi der bygger på forestillingen om at mennesker har én og kun én national identitet og har ret til deres egen nationalstat. Som før anført er ordet og dermed ideologien kun godt to hundrede år gammel. I det 20. århundrede har denne ideologi bredt sig over hele verden, således at man nu kan tale om at nationalismen er blevet global. Umiddelbart skulle man tro at nationalisme og globalisering er hinandens modsætninger og at nationalismen på verdensplan skulle aftage i betydning i takt med at verden i stadig stigende grad bliver ét fælles system som følge af den øgede kommunikation, fysisk såvel som virtuelt. Paradoksalt nok er der imidlertid sket det modsatte, i hvert fald i første omgang. Den øgede eksponering for andre kulturer, adfærdsmønstre, religioner og ideologier har fået befolkningerne til at slutte mere op om deres nationalstater, eller stille krav om at få egen stat med én befolkning ét sprog og én fælles kultur.

 

I 2014 er det let at se, at selv i den globale verden er nationalisme stadig den stærkeste identifikationsfaktor, selv om religion også har fået en uforudset renæssance. Men det har overrasket mange forskere og de fleste politikere, i hvert fald i Europa. I 1960erne og 70erne troede de fleste at nationalismen ville forsvinde sammen med religionen i takt med den almindelige modernisering af samfundene. Denne modernisering var der to dominerende forestillinger om, en liberal der regnede med at kapitalisme, industrialisering og demokrati ville komme til at dominere verden, og en marxistisk der regnede med at det moderne ville blive præget af industrialisering og klasseløse etpartistater som man også kaldte demokratier, blot “folke”-demokratier. Den sidste forestilling blev langsomt mere og mere diskrediteret i takt med at den hverken kunne levere levestandard eller demokrati og brød endegyldigt sammen i 1989. Tilbage stod den kapitalistiske liberale verdensorden som sejrherre. Et af de mest succesfulde lande er Kina, som under Mao Zedong indtil 1976 havde eksperimenteret med forskellige radikale udgaver af kommunismen. Efter 1978 slog landet ind på en kapitalistisk modernisering som indtil videre har vist sig uerhørt succesfyldt og har leveret årlige vækstrater på omkring ti procent og løftet flere hundrede millioner mennesker ind i den globale middelklasse.

 

Fælles for begge disse epoker efter 1945 har været at verden i stadig stigende grad er blevet organiseret i nationalstater (Hettne, Sörlin, Østergård 2006). Mest i Europa hvor princippet blev opfundet, og i Østasien hvor staterne kunne bygger videre på gamle civilisationer og imperier som Kina, Japan, Korea, Vietnam, Iran for blot at nævne nogle. Men også Nord- og Sydamerika rummer relativt vel etablerede nationalstater. De mest problematiske områder er det muslimsk-arabiske Mellemøsten og Afrika syd for Sahara. Men selv her ser landene ud til at blive mere nationalt homogene. Ofte på den blodige måde som tidligere i Europa. Selv om de nationale fortællinger benægter det er alle nationalstater blevet nationale gennem blodige processer og folkeflytninger, som vi nu med et moderne udtryk, der opstod under krigene ved opløsningen af Jugoslavien i 1990erne, kalder “etnisk udrensning”. Ordet er nyt, men realiteten meget gammel. Det nye er voldsomheden med hvilken udrensningen foregår og den eksplicitte ideologiske begrundelse.

 

Alt dette begrunder organiseringen af verden i FN i suveræne nationalstater. Medlemmerne af de ”Forenede Nationer” er hverken forenede eller nationer. Men fælles for alle de næsten to hundrede medlemmer er at de hævder deres ukrænkelige suverænitet og prøver at gøre befolkningerne nationale i sprog og tanke. Det er lykkedes i meget forskellig grad, selv i Europa. Studerer man nationalstaternes historie tyder meget på at det vil lykkes for de fleste på et eller andet tidspunkt, med mindre de slår fejl og bliver det man i politologien kalder for “failed states” (mislykkede stater). Men så vil de bare blive delt op i flere stater som vi så det for et par år siden med delingen af Sudan i to stater eller aktuelt i Ukraine. Det betyder heller ikke at resultatet nødvendigvis bliver godt som vi kan se med Eritrea der slog sig fri af Etiopien for tyve år siden og som i dag er storleverandør af flygtninge til Europa og Israel. Men nationalstaten er blevet den dominerende organisationsform i verden og vil næppe forsvinde i en overskuelig fremtid. Hvor mange stater der så vil blive er svært at forudsige. De fleste forskere gætter på et antal mellem fire og fem hundrede. Men det afhænger af mange usikre faktorer.

 

Nationalismeforskning mellem historie og sociologi

 

Alt dette forklarer at udforskningen af nationalisme, national og etnisk identitet er eksploderet de seneste årtier. Siden det afgørende år 1983, hvor der udkom tre værker som i mellemtiden har antaget næsten kanonisk status inden for det såkaldte modernistiske eller konstruktivistiske paradigme er der udkommet i hundredvis af studier, teoretiske analyser enkeltstudier af historiske forhold, komparative studier, kvantitative værdiundersøgelser af nationale kulturer, begrebshistoriske undersøgelser samt teorioversigter. Siden 1983 er næppe et år gået uden fremkomsten af mindst en ny oversigt over litteraturen på det tværfaglige forskningsfelt der er domineret af sociologer, antropologer, politologer, historikere og filosoffer. Moderne spørgsmål er blevet stillet til gammelkendte cases som græsk, romersk og hebraisk national identitet, samtidig med at national bevidsthed i ikke-europæiske kulturer er blevet grundigt udforsket, historisk såvel som aktuelt. Mange opfattelser er blevet nuancerede og megen ny viden er etableret. Alligevel må man sige at nationalisme er relativt moderne fænomen der opstod i Europa under og efter den franske revolution og napoleonskrigene mellem 1789 og 1814, med en række præciseringer og nuanceringer stort set holder.

 

Begrebet nationalisme formuleredes første gang af jesuitten Abbé Baruel i 1797-98 i et tobindsværk om den franske revolutionære bevægelse, jacobinismen. Teorier om nationalismen er derfor lige så gamle som fænomenet selv. Denne samtidighed betyder at en undersøgelse af begrebets teorihistorie ikke kan adskilles fra dets realhistorie. Derfor bliver diskussioner om nationalitet let politisk og ideologisk belastede. Det gælder ved studiet af alle samfundsvidenskabelige fænomener, men i kraft af den tætte sammenhæng mellem begreb, historie og politik i nationalismen er det i ganske særlig grad tilfældet her. Den britiske historiker Eric Hobsbawm (1917- 2012) var en af de få forskere der i 1970erne tog nationalismen alvorligt. Alligevel skrev han i en indflydelsesrig bog fra 1990 at selve mængden af bøger om nationalismen vidner om at den er ved at forsvinde som samfundsmæssig realitet. Han sluttede bogen med at tilslutte sig den tyske historiefilosof Georg Wilhelm Friedrich Hegels poetiske billede: “Minervas ugle der bringer visdom flyver ud i skumringen, sagde Hegel. Det er et godt tegn at den nu cirkler rundt om nationer og nationalisme.” Hobsbawm og med ham mange andre nationalismeforskere daterer skumringen der indvarsler nationalismens forsvinden til Europa efter 2. verdenskrig, hvor staterne begyndte at samarbejde i form af Fællesmarkedet. Bølgen af nye statsgrundlæggelser der samtidig gik over verden med kolonifrigørelserne tolkede de i et udviklingsskema, ifølge hvilket de nye stater snart ville komme ind i samme fase som de modne nationalstater i Europa og opgive deres nationalisme. Siden 1990erne er den modernistiske eller konstruktivistiske opfattelse af nationalisme og national identitet imidlertid blevet udfordret i forskningen. Især historikere med speciale i ældre tiders historie, først og fremmest europæisk middelalderhistorie, har meldt sig på banen med kritik af modernismen og grundige påvisninger af udtryk for national tænkning længe før skæringsåret 1780.

 

Konstruktivistisk nationalismeforskning

 

I 1983 udkom tre værker der skulle vise sig at revolutionere nationalismeforskningen og grundlægge et helt nyt paradigme, det modernistiske eller konstruktivistiske. Strengt taget var værkerne af den tjekkisk-britiske antropolog og filosof Ernest Gellner (1925-1995), den britisk-amerikanske antropolog og sociolog Benedict Anderson (f. 1936) og den britiske historiker Eric J. Hobsbawm (1917-2012) ikke de første til at understrege det moderne og konstruerede ved nationalstaternes identitet og nationalismens karakter af politisk ideologi og selvopfyldende program. Modernistiske og konstruktivistiske positioner har domineret forskningen lige siden 1950erne, da sociologer som Karl Deutsch (1912-92) tog over fra historikere som C. J. Hayes (1882-1964) og Hans Kohn (1891-1971) og påviste sammenhængen mellem modernitet, kommunikation, nation, nationalisme og nationalstater. Alligevel er der god grund til at hæfte sig ved 1983 som det symbolsk vigtige gennembrudsår for det modernistiske paradigme.

 

De tre værker er Nations and Nationalism af den tjekkisk-britiske antropolog og filosof Ernest Gellner, Imagined Communities af den britisk-amerikanske historiker Benedict Anderson og antologien The Invention af Tradition, redigeret af Eric Hobsbawm i samarbejde med afrikanisten og antropologen Terence Ranger. Suppleret med Hobsbawms Nations and Nationalism fra 1990 er den grundlæggende modernistiske tese formuleret her. Forskningen er selvfølgelig foregået i årene forud, så man skal ikke overbetone betydningen af det kronologiske sammenfald. Alligevel er årstallet 1983 værd at fæstne sig ved. Bøgerne udkom nemlig før kommunismens sammenbrud i 1989-91 og den deraf følgende opblomstring af nationale selvstændighedsbevægelser i de kommunistiske stater, især Jugoslavien og Sovjetunionen, der begge gik i opløsning. For en gangs skyld er vi her vidne til at forskning kom før de begivenheder den ville forklare. Til gengæld kan man sige at forudsigelserne om at nationalismen ville forsvinde i takt med moderniteten tilsyneladende blev dementeret af den efterfølgende opblomstring af nationalistiske konflikter.

 

Sådan lyder kritikken fra en del af den nyere forskning som den f.eks. findes opsummeret i en debatbog af den politiske kommentator Ralf Pittelkow (f. 1948) med den fængende overskrift Forsvar for nationalstaten (2004). Historikeren Michael Böss (f. 1952) skrev i 2006 en længere bog hvor han forsøgte at få venstrefløjen til at acceptere nationen uden at falde i den aggressive nationalismes fælde. Den funktionalistisk-modernistiske position har som sagt domineret i forskningen siden 1950erne. Sociologen Anthony Smith (f. 1939) har forsøgt at formulere en tredje position mellem modernisme og tesen om at nationalisme er lige så gammel som menneskeheden. I bogen The Ethnic Origins of Nations fra 1986 argumenterede Smith for at anerkende eksistensen af nationer før industrisamfundet, samtidig med at han ikke mener at nationer er den eneste menneskelige eksistensform. Smiths generelle resultat, at forudsætningen for en vellykket national identitet er en “etnisk” kerne eller basis, virker umiddelbart overbevisende. Men ved nærmere betragtning ser man at en “etnisk kerne” ikke er en tilstrækkelig betingelse for en vellykket nationalstat.

 

Et etnisk udgangspunkt, i Europa meget ofte i form af erindringen om en middelalderlig statsdannelse med en sum af myter, sprog og forestillinger der kan samles i en national fortælling, er en nødvendig forudsætning for en nationalistisk bevægelse og en national identitet i en nationalstat. Men ikke en tilstrækkelig betingelse, som det fremgår af de uendeligt mange potentielle nationaliteter med etnisk kerne der aldrig er blevet realiseret. Det har den britiske historiker Norman Davies (f. 1939) skrevet en fascinerende bog om i 2011. Her beskriver han en lang række europæiske stater der er forsvundet efter et kortere eller længere liv eller som er blevet forsøgt realiseret for siden at forsvinde. Et udsagn som Smiths om nationernes etniske oprindelse forudsætter for at være teoretisk tilfredsstillende i virkeligheden en undersøgelse af tilfælde hvor en etnisk kerne ikke resulterede i en nationalstat. Ikke for at skildre alting i hele verdenshistorien, men for at etablere en årsagssammenhæng. Denne tvingende forbindelse leverede Smith ikke i 1986. Det er der flere gode grunde til – samt den dårlige at han ikke havde tænkt på det. Den gode grund er at de ikke-realiserede nationaliteter kun sjældent har efterladt sig kildemateriale som vi i dag kan analysere.

 

Men dette praktiske problem undskylder ikke at han ikke prøvede at udforske nogle tilfælde på en mere prekær forbindelse mellem etnisk kerne og nationalitet. Eller ligefrem eksempler på “mislykkede nationer” (på engelsk failed nations). Sådanne findes nemlig, trods de kildemæssige vanskeligheder. En lang række af dem, heriblandt kurderne i Irak og albanerne i Kosovo, men også regioner og provinser i Frankrig, Storbritannien og Spanien samt mindretal i Øst- og Centraleuropa, forsøger i disse år at rette op på historiens uretfærdighed ved at skabe sig den statslige autonomi som de ikke fik i 1800- og 1900-tallet. Nogle, som slovakker, slovener og kosovarer, har opnået national selvstændighed mens andre, især spanske nationaliteter, har fået status som egne regioner med nogle rettigheder. Andre folk som sorberne i det østlige Tyskland ser ud til at forsvinde, selv om de støttes officielt med institutter, museer og tv-programmer. Kildematerialet er der, når man først har erkendt behovet for at undersøge det som demonstreret af den førnævnte Norman Davies.

 

Det etno-symbolske paradigme

 

Det gjorde Smith ikke i 1986. Til gengæld har han i 1990erne sammen med nogle meningsfæller udviklet et metodisk raffineret program som han kalder for det “etno-symbolske paradigme”. Det deles endnu ikke af alle forskere, idet flertallet af især politologer og sociologer holder fast ved den modernistiske position, mens historikerne i kraft af deres nærhed til kildematerialet har været nemmere at påvirke. Smith argumenterer godt for sig, er empirisk og teoretisk velbevandret, har læst alt hvad der er udkommet inden for området, og bliver med at skrive og udvikle og raffinere sine analyser. Hans position synes at vinde over Eric Hobsbawms modernisme. Der er nemlig som Smith viser nogle grundlæggende problemer ved Hobsbawms opfattelse. Det gælder såvel for hans fejlagtige forudsigelse om nationalismens og nationalstaternes forsvinden som for analysen af en såkaldt proto-national identitet før den egentlige nationalisme. Teoretisk er det ikke en tilfredsstillende hjælpekonstruktion, selv om det tjener Hobsbawm til at ære at han ikke ignorerede fænomener der ikke passer i hans teori.

 

I en fin, lille oversigt over nationalismeforskningen fra 2001 deler Smith forskningen op i fire paradigmer: modernisme, perennialisme, primordialisme og etno-symbolisme. Styrker og svagheder ved de enkelte positioner diskuteres åbent, uden at man føler sig manipuleret til uden videre at antage Smiths egen position. Selvfølgelig går han ind for den og argumenterer for dens stærke sider. Men han indrømmer samtidig åbent at den endnu ikke er formuleret tilstrækkeligt omfattende til at kunne kaldes en egentlig teori. Af sådanne er der faktisk kun en, eller højst to: Ernest Gellners sociologiske moderniseringsteori, især i den oprindelige udgave fra 1964, samt forskellige rational choice teorier. Problemet ved disse sidste er at de kun anerkender rationalitet for individer og derved forlods benægter alle kollektive identifikationer. Og da det er hvad nationalisme handler om bliver resultatet magert og uinteressant. Smith opsummerede kvaliteterne ved de respektive positioner således: “Debatterne mellem tilhængerne af de fire paradigmer har fundet sted på to niveauer: teori og historie. Med de fire paradigmer har det groft sagt forholdt sig sådan, at modernisterne har været stærke i teorien, men ret svage i historien, hvor perennialisterne har været ret stærke i historien, men svage i teorien. Primordialismen har enten en fejlbehæftet teori eller slet ingen og kun lidt eller ingen historie, i og med at den er reduktionistisk (socialbiologi) eller hovedsagelig spekulativ eller ahistorisk (kulturel primordialisme). Hvad etno-symbolisterne angår, har de ikke udviklet en teori, kun tilgange. Men som man kunne forvente er de interesserede i makrohistorien og dens sociokulturelle elementer og giver som sådan, efter min mening, et nødvendigt korrektiv til tilhængerne af de andre hovedparadigmers ofte fejende påstande.” (Smith 2001, 87-88).

 

Eric Hobsbawm gik som før nævnt i 1990 på kompromis med sine tidligere mere konsekvente formuleringer og indførte en forestilling om proto-nationalisme. Det løser dog ikke problemet, men flytter det blot, foruden at det skaber en række terminologiske uklarheder. Vi kan f.eks. godt støde på udtrykket nation i middelalderen, men ordet betød noget helt andet end i nationalismens tidsalder, hvor det uløseligt er koblet sammen med bestræbelsen på at skabe en tilhørende stat. I middelalderens universiteter var studenterne organiserede i såkaldte “nationer” fra samme geografiske område. Betegnelsen omfattede en forestilling om fælles oprindelse. Men der var tale om grupper inden for samme katolske kultur hvor eliten talte og skrev latin. De enkelte “nationer” var ikke definerede ved deres særskilte lokalsprog og de havde ingen betydning uden for universiteterne. Den “franske nation” ved universitetet i Paris omfattede alle romansk-talende studenter og den “germanske nation” omfattede såvel tyskere som englændere, skandinaver, tjekker, polakker etc.

 

Problemet ved studiet af national identitet er at vi i dag er henvist til at studere processen ved hjælp af moderne og derfor anakronistiske begreber, der er uhjælpeligt farvet af at vi ved hvordan det siden gik. Vi er næsten uhjælpeligt udleveret til nationsbyggernes ideologiske formuleringer og deres bevidste omfortolkninger af fortid og nutid. Men kun næsten som det fremgår af en spændende kritik af Hobsbawm som den britiske (eller rettere engelske) kirkehistoriker Adrian Hastings (1929-2001) har fremført mod Hobsbawm i et værk fra 1997 der rummer den mest konsekvente og grundige afvisning af den modernistiske opfattelse af nationens alder og nationalismen, The Construction of Nationhood. Hastings anliggende er af afvisning af Hobsbawms modernistiske opfattelse af nationalsmen fra 1990. Han havde oprindeligt planlagt en punkt for punkt diskussion af Hobsbawms teser, men måtte opgive da uenighederne viste sig for store. Til gengæld har han på sammenhængende vis fremlagt en opfattelse af at nationen og nationalstaten i europæisk historie er langt ældre end modernisterne mener. Det gør han spændende, idet han ikke blot påstår at have ret og afviser al form for sammenligning med andre cases, den mest udbredte fremgangsmåde blandt nationalister. På overbevisende måde inddrager han nyt kildemateriale, idet han som kirkehistoriker med viden om både Europa før den franske revolution og afrikansk kirkehistorie tager udgangspunkt i den mest udbredte tekst i Europa, Bibelen.

 

Bibel og folkesprog

 

Vi har længe vidst at den nødvendige betingelse for at en etnisk gruppe kunne blive til en nation og dermed måske grundlag for en nationalstat, var at Bibelen forelå på folkesproget, (vernacular som de post-latinske folke- eller nationalsprog kaldes på engelsk med et udtryk som vi stærkt savner på de nordiske sprog). Men oversættelsen er netop en nødvendig, ikke en tilstrækkelig betingelse. Betydningen af bibeloversættelserne er klart anerkendt af de fleste modernistiske nationalismeteoretikere. Men Hastings går et skridt videre, idet han i den kristne religion finder en begrundelse for at folket eller nationen opfattes som grundbetingelse for menneskeligt liv, en teologisk begrundelse for nationalisme der adskiller sig fra de fleste andre universalistiske religioner. Den er mere udbredt i protestantismen og den ortodokse version af kristendommen end i den mere universalistiske katolicisme. Baggrunden skal søges i jødernes forestilling om at være Guds udvalgte folk. Kristendommen tog udgangspunkt i jøderne, men blev netop universel ved at bevæge sig ud over dette folk og henvende sig til alle. Men kategorien “folk” findes i Bibelen. Denne teologiske baggrund for nationalismen i kristendommen udfolder Hastings desværre ikke, men her ligger en spændende udfordring for komparative religionshistorikere.

 

Betydningen af bibeloversættelserne er ifølge Hastings ikke kun funktionel som fastlægger af en standard for skriftsproget, men også indholdsmæssig. Bibelen, såvel det Gamle som det Nye Testamente, opererer nemlig med en forståelse af verden som bestående af folkeslag, ethnos på græsk. I oversættelsen til latin i Vulgata, blev dette oftest gengivet som gens eller populus. Men i seks særligt vigtige tilfælde gengives ethnos som nation – af latin natio, fødsel. Det gælder således det sted i Apostlenes Gerninger hvor pinsemiraklet med opfordringen til at gå ud og gøre alle folkeslagene kristne beskrives således: “Og de blev alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige. Men de var jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige mænd af alle folkeslag under himmelen. Da denne lyd kom, strømmede mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget mål. Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: Se, ere ikke alle disse, som tale, galilæere? Hvor kunne vi da høre dem tale hver på vort eget mål, hvori vi ere fødte, parthere og medere og elamiter, og vi, som hører hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Asien i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Kyrene, og vi her boende romere, jøder og proselyter, kretere og arabere, vi høre dem tale om Guds store gerninger i vore tungemål?” (Apostlenes gerninger 2.4-11).

 

I den første engelske oversættelse af Bibelen fra 1300-tallet oversættes folk som: “men of ech nacioun that is vndir heuene”. Hastings har åbenlyst ret i at Bibelen som langt den mest udbredte tekst må være det vigtigste sted at søge efter opfattelsen af nationen og nationalitet. Man har overset at kristendommen har en særlig opfattelse af folk og nationer der adskiller den fra de fleste andre universalistiske religioner. Hastings diskuterer ikke i hvilken udstrækning denne kristne understregning af folket hænger sammen med jødernes religion, men det virker rimeligt at antage at jødedommen der er mere betydningsfuld for kristendommen end for islam har spillet en vigtig en rolle. Den kristne opfattelse af folk og folkesprog blev særligt tydelig med reformationerne i Europa, hvis særkende netop var at gøre den hellige tekst tilgængelig på folkesprogene og prædike på disse.

 

Der er ingen tvivl om at Hastings har peget på et centralt og i meget af forskningen hidtil overset forhold ved at fremhæve kristendommens og de nationale skriftsprogs betydning for nationalisme og nationer, først i det nordlige og vestlige protestantiske Europa, siden i det latinske og – på andre måder – i det ortodokse Europa, hvad enten folkene var under russisk eller osmannisk herredømme. Men om Hastings også har ret i Englands helt enestående tidlige status som nationalstat er tvivlsomt. Han undervurderer de særlige træk ved den moderne stat i forhold til tidligere stater. Det er ikke tilfældigt at det moderne statsbegreb først opstod i Italien omkring år 1500 med Machiavellis introduktion af begrebet lo stato i stedet for det latinske res publica. Nationer, folk og folkesprog er ældre end den franske revolution, men kombinationen af nation og moderne stat i nationalstaten må stadig opfattes som et relativt sent, om end overordentlig stærkt historisk fænomen.

 

Et andet spørgsmål som Hastings heller ikke løser overbevisende er, hvad der er årsag og hvad der er virkning i skabelsen af nationsbegrebet. Han koncentrerer sig helt berettiget om teksternes præcise anvendelse af begreberne. Men besvarer dermed ikke spørgsmålet om hvorvidt begrebsanvendelsen er udtryk for en almindelig brug i samfundet eller om der er tale om intellektuelles bevidste forsøg på at introducere en sprogbrug på det vernakulære folkesprog som lever op til de antikke og jødiske forbilleder. Vi har stadig ikke fået modbevist det centrale i den modernistiske tese, nemlig at nationer og national identitet i høj grad er resultat af relativt få intellektuelles bevidste indsats for at “konstruere”, “opfinde” eller “imaginere” forhold som først senere bliver “materielle” i kraft af at det store flertal begynder at opføre sig som om de var “virkelige” størrelser. Man kan fortolke bibeloversættelserne og de protestantiske kirker i Nordeuropa som en særlig markant version af just denne tese, med mænd som Olaus Petri i Sverige, Hans Tausen i Danmark og Michael Agricola i Finland, hvor den finlandske nationalstat dog først etableredes i løbet af 1800-tallet i kraft af den russiske erobring af den finsktalende del af Sverige i 1809. Selv om han stiller spørgsmålet godt kan man heller ikke sige at Hastings løser problemet om hvorfor folkesprogene overhovedet opstod og udkonkurrerede det universelle latin i Europa, når noget tilsvarende ikke er sket i den arabisksprogede verden – eller den kinesiske. Eller forklarer hvorfor engelsk trænger frem som universelt sprog ved siden af folkesprogene i store dele af verden i dag.

 

På det teoretiske plan tegner sig nu konturerne af en ny forståelse af nationalisme og national identitet der forener det bedste ved de forskellige positioner, nemlig Anthony Smiths etno-symbolske paradigme. Den abstrakte formulering er naturligvis ikke tilstrækkelig, men kun en begyndelse til nye empiriske undersøgelser. Vi står midt i udviklingen, såvel af den globaliserede nationale virkelighed som af nationalismeforskningen. Intet tyder på at nationalstaten er ved at forsvinde eller at nationalisme skulle være en svindende identifikationsfaktor. Nationalismeforskere overraskes til stadighed af nye fænomener – og genkomsten af gamle i ny skikkelse. Om nationalismen er en sekulær erstatningsreligion der nødvendigvis står i modsætningsforhold til “rigtige” religioner, sådan som mange tidligere har hævdet, eller om den viser sig at kunne trives sammen med traditionelle religioner i nye former som politisk islam, hindunationalisme eller evangelisk protestantisme i nordamerikansk aftapning, er det endnu for tidligt at spå om. Men nationalisme, nationalstater og religion, sekulær religion såvel som “rigtigt” religiøse religioner, har ikke tabt indflydelse i takt med globaliseringen, tværtimod.

Hverken nationalismen eller nationalstaterne er forsvundet trods mange påstande om det ville ske. Det samme gælder for historiefaget med alle dets indbyggede modsætninger og teoretiske uklarheder. Kampen om eftermælet, nu kaldet “historiens dom” er alt for stærk en drivkraft til at blive nedlagt af emsige videnskabs- og undervisningsministerielle bureaukrater eller historieløse politikere.

 

  1. Retraditionalisering eller teoretisk nybesindelse

 

Vendingen mod kulturhistoriske emner og bestræbelsen på at sætte fortælling i centrum indtraf næsten samtidig i Danmark, men er ikke identiske. Den kulturhistoriske vending blev ført frem af især franske mentalitetshistorikere tilbage i 1970erne under overskriften ”nouvelle histoire”. Men nybruddet blev allerede i 1930rne analyseret af den tyske sociolog Norbert Elias (1897-1990) der stillede spørgsmålet om det moderne samfunds opståen på hovedet (Elias 1936 og 1939). I stedet for at begynde med de eksterne relationer i produktions- og konsumtionsprocesserne spurgte han efter oprindelsen til den særlige disciplinering til (løn)arbejde, fritid og(selv)beherskelse af krop og sind (affektkontrol); i det hele taget opstillingen af alle de regler for adfærd, der er kommet til at præge de vesteuropæiske samfund og dets enkelte medlemmer i nyere tid. Bogen blev glemt i 2. verdenskrigs ragnarok, men havde nok også været for uortodoks i sin tværfaglighed til at blive accepteret. Først i 1960erne blev Elias’ arbejde genstand for international interesse, begyndende i Nederlandene hvor han fik en menighed ved det sociologiske fakultet i Amsterdam, siden Storbritannien, hvor han havde søgt tilflugt. I dag er han slået an i resten af verden, selv i Frankrig, hvor det efterhånden gik op for det selvcentrerede intellektuelle establishment at denne tysker havde udviklet mange idéer samtidig med eller før Annales-skolens ledere Marc Bloch (1886-1944) og Lucien Febvre (1878-1956).

 

Kontrollen af affekter slog ifølge Elias kun yderst gradvis igennem. Han sporede dens oprindelse tilbage til hofkulturen i højmiddelalderen, noget han sidenhen har skrevet en selvstændig bog om (Elias 1969). I god forlængelse af 1800-tallets fremskridtsopfattelse kaldte Elias dette kompleks for ”civiliseringsprocessen”. I dag er det let at se at det er en etnocentreret opfattelse. Alle samfund har kultur, idet kultur bredt bestemmes som adfærdsregulerende normer, hvormed samfund definerer, reproducerer og forsvarer sig over for ‘naturen’ og andre kulturer. Alle menneskelige samfund er altså kulturlige i modsætning til naturlige.

 

Det der skete i Vesteuropa var ikke en udvikling fra en uciviliseret til en civiliseret tilstand, men et skift fra et samfund hvor reguleringen af de mellemmenneskelige forhold skete via slægten til en mere anonym regulering via en statsmagt. Men denne ændring af adfærdsreglerne var langt mere gennemgribende og dybtgående, også for det enkelte menneskes personlighed, end man tidligere har forestillet sig. Ja, det var vel først med denne særlige civiliseringsproces at det overhovedet blev muligt at tænke sig den individuelle personlighed adskilt fra slægtens kollektiv (Østergård 1985). Det var f. eks. først 1500- og 1600-tallets europæiske stændersamfund der synliggjorde klasseforskellene ved at forbeholde bestemte klædedragter for bestemte grupper. Bedst kendt er vel indførelsen af en bestemt dragt for præsterne. Den sorte kjole er borgerskabets mode fra midten af 1600-tallet, mens bøndernes grå vadmelsdragt skyldtes at statsmagten forbød at bønderne farvede deres dragter. For det andet er klædedragten et af de bedste vidnesbyrd om seksualmoral. Langt bedre end nedskrevne moralske påbud, da klædedragten afspejler faktisk realiserede normer, snarere end dem der søges påduttet befolkningen af forskellige autoriteter. Det er naturligvis forbundet med store metodiske vanskeligheder at slutte fra resultater af adfærd til forestillingerne bag den. Men antydningerne af eksistensen af et helt andet forhold til nøgenhed og kroppens funktioner i det hele taget er så mange og stammer fra så mange forskellige områder, at det dem der antager at moralske normer er biologisk bestemte der står med bevisbyrden.

 

Således åbner den kulturhistoriske vending for en mere eksplicit teorianvendelse tæt på den historiske sociologi med inspiration fra Max Weber og Norbert Elias. Derved adskiller den sig fra den meste historieforskning, især den samtidshistoriske. En selvkritisk påpegning af det lave teoretiske ambitionsniveau hos de historikere de arbejder med den kolde krig er formuleret af Rasmus Mariager (f.) i et autoritativt leksikon om ”Den kolde krig og Danmark”. Med henvisning til udenrigspolitikforskningens grand old man, Nikolaj Petersen (f.1938) skriver han bl.a.: ”Metodisk er en stor del af koldkrigsforskningen karakteriseret ved, at den på baggrund af arkivstudier (…) søger at analysere forholdet mellem indre og ydre politik, idet internationale forhold ofte opfattes som den ramme, det er nødvendigt at kende til for at forstå den danske sammenhæng. (…) Teoretisk er dansk koldkrigsforskning ikke videre ambitiøs.” (Mariager 2011, 728-29).

 

Politologen Curt Sørensen (f.1938) har i et kæmpemæssigt værk, stort i omfang såvel som i ambition, forsøgt at gå op mod den retning som main stream i politologi såvel som flertallet af historikere har taget og sætter spørgsmålstegn ved om demokrati er det selvfølgelige og eneste mulige resultat af moderniseringen. Først af Europa, siden 1945 af hele verden (Curt Sørensen 2013 og 2014). I stedet præsenterer han en mere åben og konfliktbaseret fortolkning af udviklingen i det kontinentale Europa og Rusland siden middelalderen baseret på et omfattende udvalg af ældre og nyere værker fra den historiske sociologi. Det er ikke mit anliggende at afgøre om hans kritik af det dominerende paradigme i politologien som Curt Sørensen kalder “evolutionismen” er berettiget. Vigtig i denne sammenhæng er hans grundige forsøg på forene struktur- og aktøranalyserne af samfundsforhold, uanset om man kalder det historie, historisk sociologi eller politologi

 

For historiefaget er Curt Sørensens ambitiøse bestræbelse velkommen. Den kommer nemlig samtidig med en retraditionalisering og afteoretisering af store dele af historiefaget, især den såkaldte ’samtidshistorie’, der viser sig som en afvisning af de store spørgsmål. De overlades til historiske sociologer og filosoffer til fordel for mere eller mindre perspektivløse gennemgange af de stadig mere omfattende mængder af kilder som moderne komplicerede samfund afsætter. Tendensen til retraditionalisering modvirkes ikke af at alle mulige andre emner end politik og økonomi fra kultur til energi, teknik, transport og sågar natur inddrages og får skrevet deres historie som det sker i disse år. Der er behov for historisk sensitiv og synteseorienteret samfunds-, kultur og mere traditionel historisk videnskab som den for eksempel leveres af en antikhistoriker som Peter Fibiger Bang (f. 1972) ved Københavns Universitet. Han har med stor energi udforsket det romerske imperium som et blandt andre ”empires” på linje med det kinesiske, det persiske, det osmanniske og mogul-imperiet i Indien (Bang 2008 og 2014; se Østergård 2011c). Sådanne perspektiver kan vitalisere det gamle historiefag i en situation hvor der er flere nulevende udøvere af historiefaget end i hele dets 2500 år lange historie. Derfor er det muligt at finde udøvere af disciplinen som indtager enhver af de diskuterede positioner – plus formentlig nogle jeg slet ikke har tænkt på. Men det betyder ikke at alt er lige godt.

 

Litteratur

Anderson, Benedict (1983), Imagined Communitie, London: Verso 1991 og senere udgaver

Arup, Erik (1925), Danmarks Historie bd. I, Kbh.: Gyldendal 1961

Bang, Peter Fibiger (2008), The Roman Bazaar. A Comparative Study of Trade and Markets in a Tributary Empire, Cambridge: Cambridge University Press 2008

Bang, Peter Fibiger (2014), Irregulare Aliquod Corpus? Comparison, World History and the Historical Sociology of the Roman Empire. A Collection of Studies I-II, Copenhagen University 2014

Barzun, Jacques (1941), 1859. Darwin, Marx and Wagner, New York 1941

Bayly, C. A. (2004), The Birth of the Modern World 1780-1914. Global Connections and Comparisons, Oxford: Blackwell 2004

Bekker-Nielsen, T., Jensen, B.E., Sørensen, N. A. og Ulf-Møller, P. (2001), Gads Historie Leksikon Kbh.: Gads Forlag 2001

Bengtson, Hermann (1965), Einführung in die alte Geshichte, München: C. H. Beck 1965 (5. Auflage)

Berger, Stefan and Lorenz, Chris (2010) (eds.), Nationalizing the Past. Historians as Nation Builders in Modern Europe, Houndsmill: Palgrave Macmillan 2010 vol. IV of Writing the Nation

Brunner, Otto, Conze, Werner und Koselleck, Reinhart (Hrsg.) (1972-1997), Geschichtliche Grundbegriffe: Historisches Lexicon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland, I-VIII, Stuttgart 1972-1997

Böss, Michael (2006), Forsvar for nationen: Nationalstaten under globaliseringen Århus: Aarhus Universitetsforlag 2006

Christensen, Aksel E. (1969), Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, Kbh.: Gyldendal 1969

Christensen, N., Manniche, J. C. og Østergård, U. (1979) (red.), Tradition, opbrud og formidling , Århus: Den Jyske Historiker (særtryk) 1979

Christiansen, Erik og Jørgensen, Claus Møller (2004), Historiefaget på Aarhus Universitet 75 år, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2004

Clausen, H. P. (1963), Hvad er historie, Kbh.: Berlingske Forlag 1963

Dahlberg, Rasmus (2002), Det afgørende øjeblik. Historiens åbne situationer, Kbh.: Aschehoug 2002

Davies, Norman (2011), Vanished Kingdoms, London: Penguin Books 2011

Elias, Norbert (1936), Über den Prozess der Zivilisation. Soziogenetische und psychogenetische Untersuchungen. I: Wandlungen des Verhaltens in den weltlichen Oberschichten des Abendlandes og II: Wandlungen der Gesellschaft. Entwurf zu einer Theorie der Zivilisation, Basel 1936 og 1939

Elias, Norbert (1969), Die höfische Gesellschaft. Untersuchungen zur soziologie des Königtums und der höfischen Aristokratie, Darmstadt: Luchterhand Verlag 1969

Eriksen, Jens-Martin og Stjernfelt, Frederik (2008), Adskillelsens politik. Multikulturalisme – ideologi og politik, Kbh.: Lindhardt og Ringhof 2008

Erslev, Kristian (1911a), Historisk Teknik. Den historiske Undersøgelse fremstillet i sine Grundlinier, Kbh.: Den Danske Historiske Forening 1911, talrige nyoptryk

Erslev, Kristian (1911b), Historieskrivning. Grundlinier til nogle Kapitler af Historiens Theori, Kbh. 1911

Floto, Inga (1985), Historie. Nyere og nyeste tid, Kbh.: Gyldendal 1985 (2. udgave, Historie. En videnskabshistorisk undersøgelse med efterskrift, 1996)

Fukuyama, Francis (1992), The End of History and the Last Man, London: Penguin Books 1992 (udvidelse af artikel i The National Interest 1989)

Fukuyama, Francis (2011), The Origins of Political Order. From Prehuman Times to the French Revolution, N.Y.: Farrar, Straus & Giroux 2011

Fukuyama, Francis (2014), Political Order and Political Decay, N.Y.: Farrar, Straus & Giroux 2014

Gellner, Ernest (1983), Nations and Nationalism. Oxford: Blackwell 2001

Hastings, Adrian (1997), The Construction of Nationhod. Ethnicity, Religion and Nationalism, Cambridge: Cambridge University Press 1997

Hauge, Hans og Horstbøll, Henrik (1988) (red.), Kulturbegrebets kulturhistorie Kulturstudier 1, Århus: Århus Universitetsforlag 1988

Hettne, B., Sörlin,S., Østergård, U. (2006), Den globala nationalismen, Stockholm: SNS Förlag 2006 2. udgave

Hobsbawm, E. J. (1990), Nations and Nationalism since 1780, Cambridge: Cambridge University Press 1990

Hobsbawm, E. J. & Ranger, T. (1983), (eds.), The Invention of Tradition. Cambridge: Cambridge University Press 1983

Høiris, Ole (2001), Antropologien i antikken, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2001

Høiris, Ole (2006), Antropologien i middelalderen og renæssancen, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2006

Israel, Jonathan (2001), Radical Enlightenment: Philosophy and the Making of Modernity, 1650–1750, Oxford: Oxford University Press 2001

Israel, Jonathan (2006), Enlightenment Contested: Philosophy, Modernity, and the Emancipation of Man, 1670–1752, Oxford: Oxford University Press 2006

Israel, Jonathan (2011), Democratic Enlightenment: Philosophy, Revolution, and Human Rights 1750–1790, Oxford: Oxford University Press 2011

Jensen, Bernard Eric (red.) (2000), At bruge historie – i en sen-/postmoderne tid, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 2000

Jensen, Bernard Eric (2003), Historie – livsverden og fag, Kbh.: Gyldendal 2003

Jensen, Bernard Eric (2010), Hvad er historie, Kbh.: Akademisk Forlag 2010

Jensen, Bernard Eric (2014), Historie. Fortidsbrug og erindringsspor, Univers, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2014

Jørgensen, Claus Møller (2000), Humanistisk videnskab og dannelse i Danmark i det 19. århundrede – reform, nationalisering, professionalisering, Århus: Begrebshistoriske Studier 3, 2000

Koselleck, Reinhart (1979), Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher Zeiten, Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag 1979 (4 kapitler oversat til dansk i Koselleck 2007)

Koselleck, Reinhart (2007), Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2007 (red. Jens Busck, Jeppe Nevers og Niklas Olsen)

Langen, Ulrik (2012a), “Historien er gammel og gerrig” Tiltrædelsesforelæsning 19. september 2012, Temp. Tidsskrift for historie 5, 2012, 144-154

Langen, Ulrik (2012b), Det sorteste hjerte, Kbh.: Politikens Forlag 2012

Locke, John (1683), Second Treatise on Government , London 1690

Manniche, Jens Christian (1981/2000), Den radikale historikertradition, Århus: Aarhus Universitetsforlag 1981, (2. udgave online 2000)

Manniche, J. C., Torntoft, P., Østergård, U. (1978), Historieopfattelse og samfundsudvikling, Kbh.: DR grundbog 1978

Mariager, Rasmus (2011), “Den kolde krig i international og dansk historieforskning”, Lauriden, John m.fl. (red.), Den kolde krig og Danmark. Gads leksikon, Kbh.: Gads Forlag 2011, 720-746

Mordhorst, Mads (2011), “Nation-branding og nationalstaten”, Nation-branding, Den Jyske Historiker 126, 2011, 16-39

Mordhorst, Mads og Østergård, Uffe (2011), “Nation-branding – en humanistisk disciplin?”, Nation-branding, Den Jyske Historiker 126, 2011, 5-15

Mozaffari, Mehdi (2013), Islamisme. En orientalsk totalitarisme, Kbh.: Informations Forlag 2013

Nevers, Jeppe (2005), Kildekritikkens begrebshistorie. En undersøgelse af historiefagets metodelære, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2005

Nevers, Jeppe og Olsen, Niklas (2007), “Indledning”, Jens Busck, Jeppe Nevers og Niklas Olsen, red.), Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2007, 7-26

Olins, Wally (1999), Trading Identities. Why countries and companies are taking on each others’ roles, London: The Foreign Policy Centre 1999

Olins, Wally (2002), “Branding the nation – the historical context”, Brand Management 9:4-5, 2002, 241-48, 2

Osterhammel, Jürgen (2011), Die Verwandlung der Welt. Eine Geschichte des 19. Jahrhunderts, München: C.H. Beck 2011

Paludan, Helge (1977), “Planer og planløshed i kildearbejdet”, Christensen, Manniche og Østergård 1979, 132-173

Pittelkow, Ralf (2004), Forsvar for nationalstaten. Kbh.: Lindhardt og Ringhof 2004

Ranke, Leopold von (1824), Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber, Leipzig 1874

Popper, Karl (1944), The Poverty of Historicism, London: Routledge and Kegan Paul 1961

Schanz, Hans-Jørgen (1992), “interview om moderniteten”, Information 25/4 1992, 3

Schanz, Hans-Jørgen (1996), Det historiske, Århus: Forlaget Modtryk 1996

Smith, Anthony (1986), The Ethnic Origins of Nations, Oxford: Basil Blackwell 1986

Smith, Anthony D. (2001), Nationalisme, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2003 (med efterskrift af Uffe Østergård)

Svenstrup, Tyge (2006), Arup. En biografi om den radikale historiker Erik Arup. Hans tid og miljø, Kbh.: Museum Tusculanum 2006

Sørensen, Curt (2013), Stat, nation, klasse. Vol. I Socioøkonomisk udvikling, stats- og nationsbygning og udvikling af regimeformer og massepolitik i Central- og Østeuropa samt Rusland og vol. II Mellemkrigsårene og 2. verdenskrig. Kampen om hegemoni, samfundstyper og regimeformer, Frederiksberg: Frydenlund 2013

Sørensen, Curt (2014), Stat, Nation, klasse, vol. III Østens overvindelse, Vestens transformation og moderniseringens problematik, Frederiksberg: Frydenlund 2014

Tandrup, Leo (1979), Ravn. Kristian Erslev – Menneske – Historieforsker – Historieskriver I-II, Kbh.: Gyldendal 1979

Thorup, M., Schanz, H.-J., Mozaffari, M. (red.), Totalitarisme – venskab og fjendskab, Acta Jutlandica 82:1, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2007

Venturi, Franco (1979), Settecento riformatore.III La prima crisi dell’Antico Regime, Torino: Einaudi 1979 (engelsk oversættelse Princeton 1989)

Weber, Max (1909), ”Agrarverhältnisse im Altertum”, Handwörterbuch der Staatswissenschaften 1909, engelsk oversættelse Agrarian Sociology of Ancient Civilizations, London: Verso 1988

Østergård, Uffe (1973a), “Terminologi og systematik i det historiske begrebsapparat”, Den Jyske Historiker 4, 1973, 8-31 (genoptryk i Christensen, Manniche og Østergård 1979, 41-78)

Østergård, Uffe (1973b), “Den antikke produktionsmåde“, Den Jyske Historiker 5-6, 1973, 4-42

Østergård, Uffe (1985), “Kærlighed, afføring, fremskridt“, O. Fenger og S. Jørgensen (red.), Skabelse, Udvikling, Samfund, Acta Jutlandica 60, Århus: Aarhus Universitetsforlag 1985, 237-258 og 282-87

Østergård, Uffe (1991), “Efter den videnskabelige historieforsknings storhed og fald”, Christiansen og Manniche 1991, 135-65

Østergård, Uffe (1995), “Republican Revolution or Absolutist Reform?”, G. M. Schwab and J. R. Jeanneney (eds.), The French Revolution of 1789 and Its Impact, Westport Connecticut: Greenwood Press 1995, 227-56

Østergård, Uffe (1997), “Hvad nu hvis … Kontrafaktiske hypoteser og “åbne” situationer i historie og historieforskning”, Kritik 127, 1997, 1-17

Østergård, Uffe (1998), “Historisk Sociologi som modernitetens historieskrivning – poststrukturalisme og samfundsteori efter den Kolde Krig”, Den Jyske Historiker 80, 1998, 32-73

Østergård, Uffe (2006), “Why did China not discover Europe?”, Treasures from the Forbidden City and the Royal Danish Court, Copenhagen: The Royal Silver Vault 2006, 244-253

Østergård, Uffe (2007), “Stat, nation og national identitet”, Klassisk og moderne samfundsteori, Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (red.), Kbh.: Hans Reitzels Forlag 4. udgave 2007, 545-70 og 764-69

Østergård, Uffe (2008), “Kamp om historien – historie som kamp” i Finn Collin og Jan Faye (red.), Ideer vi lever på – Humanistisk viden i videnssamfundet, Akademisk Forlag 2008, 204-23

Østergård, Uffe (2011a) “Swords, Shields or Collaborators? Danish Historians and the Debate over the German Occupation of Denmark”, Henrik Stenius, Mirja Östberg and Johan Östling (eds.), Nordic Narratives of the Second World War, Lund: Nordic Academic Press, 2011, 31-54

Østergård, Uffe (2011b), “Historieskrivning og nation-branding – har vi ikke altid gjort det”, Nation-branding, Den Jyske Historiker 126, 2011, 162-194

Østergård, Uffe (2011c), “Historical Sociology, Political Science and Comparative History of Empires”, Journal of Political Power 4:3, 2011, 465-71

Østergård, Uffe (2014), “Patriotisme eller nationalisme i det Oldenborgske Monarki”, Dag Harald Claes, Knut Heidar og Cathrine Holst (red.), Politikk i grensland. Festskrift til Øyvind Østerud, Oslo: Universitetsforlaget, 133-146