Budapest. Byrum og politik fra middelalder til Viktor Orbán

Budapest. Byrum og politik fra middelalder til Viktor Orbán

Vide Verden Budapest, Århus: Aarhus Universitetsforlag 2015, 155-174

 

Jeg besøgte Budapest første gang i juni 1970 som led i mit studium af europæisk politik ved Collège d’Europe i Brügge i Belgien. Siden er det blevet til mange længere og kortere ophold. Oftest i forbindelse med mit arbejde som historiker, hvor jeg har studeret den fascinerende habsburgske multinationale of flersprogede statsdannelse, som jeg har skrevet om i flere omgange, bl.a. i Europas ansigter fra 1992. Jeg har forelæst på flere af universiteterne og akademierne siden kommunismens fald. Især vil jeg fremhæve Central European University, CEU, i det centrale Pest, som er finansieret af rigmanden af ungarsk oprindelse, George Soros. Dette forsøg på at fremme demokratiet i Centraleuropa er fremragende som inspiration og eksempel til efterfølgelse. Og ekstra påkrævet i Viktor Orbáns konservative Ungarn.

 

dobbeltmonarkiet 

Med sine 1,8 millioner indbyggere er Budapest en storby. I virkeligheden for stor til at være hovedstad i et land med kun ti millioner indbyggere, men dog ikke helt så uforholdsmæssigt stor i forhold til landet som Wien og København. Misforholdet skyldes, at alle tre byer har været hovedstæder i meget større multinationale riger, som det er gået tilbage for.

For Københavns vedkommende er det længe siden, med 1658, 1814 og 1864 som de afgørende årstal. Wien og Budapest deler skæbne, idet de var hovedbyerne i det Østrig-Ungarn, som blev opløst i sine ’nationale’ bestanddele ved fredsslutningen i Versailles i 1920 efter Første Verdenskrig. Budapest havde hele tiden været vigtig i det habsburgske monarki, bortset fra tiden mellem 1541 til 1686 da byen var under osmannisk-tyrkisk herredømme.

Ungarerne gjorde oprør mod de habsburgske herskere flere gange i 1700- og 1800-tallet. I 1867 følte kejser Franz Josef efter et nederlag til Preussen i 1866 sig tvunget til at dele magten mellem tyskere og ungarere. Derfor omtales staten som dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn fra dette tidspunkt. Da Franz Josef var kejser i den østrigske halvdel, men konge i den ungarske del af riget, blev det på tysk forkortet til k&k, kaiserlich und königlich. Det er baggrunden for, at den tyske forfatter Robert Musil i romanen Manden uden egenskaber fra 1930 omtalte riget som Kakanien.

Hos ungarerne efterlod Trianon-freden, som deres del af fredsslutningen i Versailles kaldes efter det lille slot uden for Paris, hvor traktaten blev underskrevet i 1920, et stadig blødende sår. Det store Ungarn, der som del af Østrig-Ungarn havde ført sig aggressivt frem og undertrykt de andre nationaliteter, blev reduceret til en tredjedel af sin historiske størrelse. Omkring fem millioner etniske ungarere blev dermed mindretal i de omgivende nyoprettede stater Tjekkoslovakiet, Storrumænien og Jugoslavien.

Selv om ungarerne i dag er lidt færre, regner 400.000 i Slovakiet, godt tre millioner i Rumænien og 40.000 i Vojvodina i Serbien stadig Ungarn for deres egentlige fædreland og Budapest som deres åndelige hovedstad. De ungarske mindretal har i de senere år oven i købet fået rettigheder som ungarske statsborgere, og nogle benytter sig af rettighederne til at stemme ved valg i Ungarn og studere i Budapest. Det sidste gør de med så meget større ret, som flere universiteter i de afståede områder flyttede til Budapest med professorer og studerende efter 1920.

Budapest er en metropol, men virker samtidig hyggelig og ret overskuelig. Det skyldes den klare fordeling af byen på begge sider af Donau, der fra nord strømmer gennem det ungarske steppeland på vej mod Rumænien og Bulgarien, inden den munder ud i Sortehavet. En af de bedste skildringer af hele Donau-områdets folkeslag og kulturer er Trieste-forfatteren Claudio Magris’ rejsebog Donau, der kom på dansk i 1989. Den er det en god idé at læse, hvis man rejser til Budapest ad floden fra Wien.

Man kan også vælge ungareren Péter Eszterházys mere impressionistiske Ned ad Donau eller grevinde Hahn-Hahns blik, glimrende oversat til dansk i 1991 af Peter Eszterhás. I det hele taget er der mængder af bøger, som det er godt udstyre sig med til rejsen. Og da byen stadig har masser af klassiske centraleuropæiske caféer, som man ikke skal snyde sig for, er der også tid til at læse ind mellem vandringer og museumsbesøg.

Det er så meget mere klogt selv at have litteratur med, eftersom alt i byen er på ungarsk. Vi kan læse de latinske bogstaver, og hele kulturen virker velbekendt. Men ordene giver ingen mening for de fleste andre europæere, da sproget ikke tilhører den indoeuropæiske familie. Heller ikke de omgivende slavisktalende får sproget foræret, når de kommer til Ungarn.

En ofte gentaget sproghistorisk observation er, at magyarisk, som ungarsk i grunden hedder, tilhører den finsk-ugriske sprogfamilie sammen med finsk og estisk. Det er rigtigt med hensyn til grammatik og fonetik, men finner og estere forstår ikke et ord ungarsk – eller omvendt. Det oplevede jeg personligt i 1995 under en konference arrangeret af det ungarske udenrigsministerium. Midt under vore diskussioner om Ungarn og EU (det var før landet blev lovet medlemskab i København december 2002) på hotel Petöfi Carlton i centrum nær nationalmuseet blev døren til salen forsigtigt åbnet af en forlegen embedsmand, der spurgte, om der skulle være nogen af de tilstedeværende, som kunne finsk og ungarsk.

For nu havde de to landes præsidenter altså siddet en hel time og forgæves forsøgt at kommunikere på deres to sprog. Og da de to ældre herrer ikke kunne engelsk og ikke ville tale tysk, var han blevet sendt ud for at skaffe den tolk, de på grund af den sproghistoriske myte ikke havde ment nødvendig. Ungarsk udtales, modsat dansk, klart og tydeligt, som det staves. Men det hjælper ikke de fleste andre europæere ret langt. Heldigvis kan rigtig mange i byerne nu engelsk, og i Budapest udgives oven i købet fra gammel tid et par aviser på tysk, foruden de obligatoriske engelske magasiner af mere eller mindre informativ karakter.

en ung by

Buda og Pest blev først samlet til én by i 1873. Men allerede mellem 1839 og 1849 havde den liberale reformator grev István Széchenyi opført den første bro over Donau. Den kaldtes Jernkæde-broen fordi den var opført af det nye materiale støbejern, men har i dag navn efter sin ophavsmand. I dag forbinder Széchenyi lánchid den centrale Roosevelt plads (et navn fra 1949 under kommunismen) på Pest-siden med borgen på Buda-siden. Den blev sprængt i luften under Anden Verdenskrig, men genopbygget i 1949.

Buda og Pest betyder det samme, idet det ungarske ord Buda betyder ’ovn’ (på tysk kaldes byen stadig Ofen), mens Pest er et gammelt slavisk ord, som også betyder ovn. Navnene menes at henvise til de kalkbrænderier, der fandtes i området. Buda ligger vest for Donau på et par bjerghøjdedrag, mens det flade Pest på østsiden er begyndelsen af det frugtbare steppeland, pusztaen, der i 800-tallet tiltrak de magyarisktalende ryttere, som har leveret både navn og sprog til Ungarn. I mange århundreder var de to byer ret små, men i 1800-tallet eksploderede de, især Pest.

Budapest og Berlin var i årene før 1914 de to hurtigst voksende byer i Europa. Budapest er således en relativt ung by, der modsat mange andre byer har et overraskende ensartet præg. Tidens arkitekturtradition hentede inspiration i gotik, renæssance og barok og kaldes derfor historisme. Den blev siden afløst af art nouveau, som kaldes jugendstil i Tyskland og Norden, secession i Østrig og lo stile liberty i Italien. Byen led kraftig overlast under kampene ved afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor de tyske tropper gravede sig ned på Buda-siden og sprængte alle broerne i luften for at forhindre de sovjetiske troppers offensiv. Med det resultat at Budapest, næst efter Berlin, Warszawa og de russiske byer, var en af de mest ødelagte i 1945.

Ødelæggelsernes omfang er svært at forestille sig i dag, hvor især Pest fremtræder som et veritabelt monument over stilarterne omkring 1900, da byggeriet kulminerede med anlæg af kontinentets første metro (földatori), den store ringgade, Nagykörut, og radialgader som Andrássy ut mellem 1870 og 1900. Anledningen var fejringen af tusindårsfesten for Ungarns grundlæggelse som kristen stat i 1896.

Oprindelig havde man ganske vist satset på et andet årstal for jubilæet, men da byggeriet trak ud, reviderede historikerne lydigt årstallet til det nu kanoniserede 1896, hvor Heltepladsen, Hösök tére, åbnede – det tog dog tredive år før monumentet var helt færdigt. Pragtgaden Andrássy ut med talrige paladser i nyrenæssancestil stod stort set færdig i 1885, men det store Tusindårs-monument for enden af gaden kunne først indvies, samtidig med at metrolinje nummer et (den gule linje) åbnede i 1896.

Siden har Heltepladsen spillet en stor, symbolsk rolle i ungarsk politik. Da helten fra opstanden i 1956, Imre Nagy, blev genbegravet i 1989, gik det enorme optog, der fulgte ham, til Heltepladsen, hvorved den igen indtog sin symbolske plads i nationens historie efter at have været ignoreret under kommunismen.

Den monumentale gade Andrássy ut har skiftet navn flere gange i takt med de politiske omskiftelser. Først hed gaden blot radialvejen, Sugar ut, men ændrede hurtigt navn til Andrássy ut, opkaldt efter den første ministerpræsident i den ungarske del af dobbeltmonarkiet efter 1867, grev Gyula Andrásssy. I begyndelsen af 1950’erne omdøbtes den til Sztálin ut, et navn der under opstanden i 1956 blev til “Ungarns Ungdom”. Det skiftede igen efter den russiske undertrykkelse af opstanden til “Folkerepubikkens vej” (Népköztársaság ut), for i 1989 igen at blive Andrássy ut, det befolkningen havde kaldt den hele tiden i daglig tale uden at tage notits af de politiske omskiftelser.

Det bedste indtryk af sammenhængen mellem politik og arkitektur får man ved at gå til fods i centrum inden for den indre ringgade, Erzsébet körut, opkaldt efter Franz Josefs populære dronning Elisabeth og tage sporvogn eller metro hvis man skal længere væk. Det bedste udgangspunkt er kvarteret omkring det enorme parlament i den nordlige del af centrum. Det blev opført i nygotisk stil med spir, tårne og stræbepiller mellem 1885 og 1902 som en efterligning af det britiske i Westminster, bare større. Det er netop blevet totalt renoveret og bilerne på pladsen foran henvist til et underjordisk parkeringsanlæg.

Onde tunger påpeger at denne renovering er sket samtidig med at den højreorienterede regering siden 2010 har taget magten fra parlamentets mindretal. Parlamentet fremstår magtfuldt og strålende hvidt, men vedtager reelt kun hvad den konservative premierminister Viktor Orbán finder for godt og er dermed en god illustration af det “illiberale demokrati” Orbán proklamerede som sit ideal i sommeren 2014 på et ungarsk universitet i nabolandet Rumænien.

Under besøget kan man med fordel indlogere sig på det nyrestaurerede hotel Parlament lige i nærheden. Nær hotel Parlament i en lille gade med det martialske navn Honved ut (soldat gaden) kan man drikke sin kaffe i Secession Café i et godt restaureret art nouveau-hus ved navn Bedö. Ud over at opleve den civiliserede stemning på en klassisk centraleuropæisk café kan man herfra hver lørdag deltage i guidede arkitekturvandringer i nabolaget under ledelse af András Török, som selv bor øverst i huset. Denne ærkeintellektuelle budapester er et barn af 1980’ernes kritiske studenteroprør – ligesom den forkætrede Viktor Orbán i øvrigt. De to har bare draget helt modsatte konsekvenser af deres erfaringer med kommunismens totalitarisme.

Sætter man sig uden for caféen kan man akkurat se monumentet for den røde hær, der ’befriede’ Budapest i vinteren 1944-45 på den nærliggende store plads, Szabadság tér. På pladsen ligger på den ene side den befæstede amerikanske ambassade, der er nabo til nogle af de bedst bevarede art nouveau-huse i hele byen, især Postsparebanken (Postatakarék) i Hold utca 4. Det interessante hus i malerisk jugendstil er tegnet af Ödön Lechner, og selv om bygningen nu ikke længere er bank, kan man være heldig at komme ind i forhallen. På den modsatte langside af pladsen ligger den kæmpemæssige børs, der under kommunismen var sæde for styrets radio og tv. Den er nu under ombygning og kan ikke besøges. Men størrelsen siger noget om den buldrende kapitalisme i 1800-tallet, der skabte den rigdom, som muliggjorde det hektiske byggeri, vi glæder os over i dag. For enden af pladsen ligger en af de nye tyske storbanker i glas og stål.

På denne symbolsk vigtige plads har Orbáns styre i 2014 lige overfor monumentet for den Røde Hær opstillet et monument for “Ungarns frihed” til “minde om ofrene for den tyske besættelse”. Dermed undgår Orbáns regime bekvemt det faktum at flertallet af de myrdede ungarske jøde var ofre for ungarske fascister i Pilekorsbevægelsen. Går man rundt om hjørnet endnu engang, ser man Parlamentet. Lader man være med det, kan man i stedet slå sig ned på pladsen og nyde det urbane liv med gamle damer i solen med deres hunde, støjende børn på rulleskøjter, diskrete stævnemøder foran konditoriet midt på pladsen osv. Kort sagt Budapests civiliserede, urbane dagligliv uden trafiklarm.

Går man hen til parlamentet passerer man en bronzeskulptur med en lille mand på en bro. Den er uhyre populær blandt turister, der lader sig fotografere sammen med ham, formodentlig uden at ane at statuen er den kommunistiske premierminister Imre Nagy, som i 1956 stod i spidsen for den ungarske opstand der blev blodigt slået ned efter hårde kampe bl.a. rundt om parlamentet. Og de ved slet ikke at han blev henrettet af russerne og begravet i de ukendtes grav indtil en storslået genbegravelse i 1989.

parlamentet

Parlamentet (Országház) blev opført 1885-1902 af arkitekten Imre Steindl. Det virker overvældende ved sin størrelse og kniplingsagtige forsiring og fremtræder efter en gennemgribende rensning og restaurering mellem 2000 og 2014 igen i sin oprindelige magt og vælde. Det er ganske vist svært at befri sig fra en fornemmelse af, at der er et omvendt forhold mellem demokratiets forankring i landets politiske kultur og bygningens størrelse. Da det blev opført omkring 1900 var hensigten at overtrumfe det mere demokratiske parlament i Wien, som blev bygget 1874-84 i græsk-klassicistisk stil af den danske arkitekt Theophilus Hansen.

Den gennemgribende restaurering er ironisk nok sket samtidig med Viktor Orbáns overgreb på dommerstanden og knægtelse af ytringsfriheden i kunst og kultur i nationens navn. Til gengæld er bygningens overlæssede nationale symbolik i bedste overensstemmelse med Orbáns nationalpopulisme. Man kan besøge Overhuset, der er fyldt med nationale symboler, og ligefrem sidde på medlemmernes pladser, da salen ikke længere tjener sit oprindelige formål efter indførelsen af etkammersystemet efter Anden Verdenskrig. Besøget kræver blot, at man står tidligt op og køber billet i museet overfor parlamentet, hvis man vil undgå de lange køer af turister.

Underhuset i den modsatte ende af bygningen kan man kun besøge, hvis det lykkes at skaffe en invitation fra et af parlamentsmedlemmerne. Har man held med det, er det umagen værd, da ungarere er store retorikere. Men alt foregår selvfølgelig på ungarsk uden antydning af oversættelse. Lykkes det ikke at få adgang til magtens hellige haller kan man i stedet måske overvære en demonstration af medlemmer af oppositionen, der lænker sig fast til gelænderet foran parlamentet i protest mod Orbáns politik. Er der kun store skarer af turister på pladsen må man nøjes med at studere sporene fra de hårde kampe med det kommunistiske regimes sikkerhedsstyrker, der foregik her i 1956.

buda og pest

Går man mod nordøst fra parlamentet kommer man til boulevarden Andrassy út. Man kan vælge mellem at tage undergrundsbanen eller gå på gaden og studere de talrige pragtbygninger, især Operaen der blev opført mellem 1875 og 1884 af Miklós Ybl i nyrenæsssancestil. For enden ligger det store Tusindårs-monument, der blev opført i 1890’erne til minde om grundlæggelsen af det ungarske kongerige i slutningen af 800-tallet, da et magyarisk talende rytterfolk fra Centralasien det ungarske steppeland (pusztaen) etablerede sig i Pest ved Donau, lidt syd for ruinerne af den store romerske by Aquincum. Monumentet rummer en romantisk gengivelse af de vilde, ’asiatiske’ ryttere med statuer af de første ungarske konger. De asiatiske rytterfigurer udgør en slående kontrast til gengivelsen af de kristne konger fra István eller Stefan (der levede 970-1038) og fremefter. De fremtræder som de kristne europæere de var blevet.

En anden udgave af Ungarns historie kan man finde ved at gå mod syd langs Donau og besøge det imponerende nationalmuseum der blev bygget i klassicistisk stil mellem 1837 og 1847 samtidig med jernkædebroen. Her kan man i den ret traditionelle opstilling af de righoldige samlinger følge Ungarns historie i en nationalistisk fortolkning. Hovedstykket er Stefanskronen der blev anvendt af alle de skiftende dynastier i middelalder og nyere tid til afskaffelsen af monarkiet med opløsningen af Habsburg riget i 1918 og indsætningen af admiral Miklós Horthy som rigsforstander.

Andre sider af Ungarns historie kan studeres i slottet på borghøjen Buda på den modsatte side af Donau sammen med Fiskerbastionen opført 1901 til 1905 og den gotiske Matthiaskirke, der har været kroningskirke for ungarske konger siden middelalderen. Buda-slottet er ombygget og udvidet mange gange og fremtræder efter restaureringen i 1950’erne i barok stil med en over 300 meter lang facade mod Donau. Kombinerer man fortællingen på de to museer kan man følge både byens og landets historie som ungarerne lærer den i skolen

Slottet er fra 1200-tallet hvor Béla IV lod begge byer genopbygge efter at mongolerne i 1241 havde brændt det hele ned. Han flyttede sit kancelli til borgen på Buda bjerget (Budavár). 1244 fik Pest fristadsprivilegium, og Buda blev 1361 Ungarns hovedstad. Matthias I Corvinus udvidede i 1400-tallet borgen med et prægtigt renæssanceslot, hvor kongerne residerede til nederlaget til osmannerne ved Mohács i det sydlige Ungarn i 1526. Det fik den ungarske adel til at vælge den habsburgske kejser Ferdinand I til konge i håb om, at han kunne tilbageerobre det tabte land. Det kunne han ikke, med det resultat at Ungarn blev delt mellem de osmanniske tyrkere og de katolske habsburgere.

Budapest kom dermed under osmannisk herredømme, en episode der stort set ikke nævnes på museerne. Især på Buda siden kan man finde badeanstalter og bygninger, som bærer præg af engang at have været moskéer. Bratislava, der i dag er hovedstad i Slovakiet (ungarsk Pozsony, tysk Pressburg) var kroningsby i den osmanniske periode. Reelt blev den habsburgske del af Ungarn dog styret fra Wien, indtil en osmannisk hær led nederlag i 1683 ved den sidste belejring af Wien. Under den efterfølgende krig blev osmannerne fordrevet fra Ungarn. Transsylvanien, som havde været selvstyrende under osmannerne, blev genindlemmet i Ungarn ved freden i 1699, der således genopstod i sin gamle skikkelse, nu blot i union med resten af det habsburgske rige. Alligevel gjorde den selvbevidste ungarske adel gentagne gange oprør mod deres hersker, som de omhyggeligt nøjedes med at kalde konge, selv om han var tysk-romersk kejser.

Oprørene mod de habsburgske konger skal dog ikke fortolkes som nationale befrielseskrige, selv om det fremstilles sådan på nationalmuseet. I middelalderen var kongerne efter 1304 af tysk, bøhmisk, fransk (af huset Anjou), luxemburgsk og polsk afstamning, så at blive regeret af konger af ’fremmed’ afstamning var ikke i sig selv nyt. Man kan se fremstillinger af disse ’fremmede’ konger i Tusindårs-monumentet, Hösök tér, for enden af den lange hovedgade Andrássy ut med mere eller mindre fantasirige statuer af ungarske konger, men også frihedshelten Lajos Kossuth. Kampen mellem den ungarske adel og habsburgerne i Wien var en kamp mellem enevælde og adelsstyre som i mange andre europæiske stater. Bønderne var der ingen, som tænkte på, men indvandrede tyske borgere og bønder fik særlige rettigheder mod at genopdyrke de øde områder i øst og syd (Banatet), der var resultatet af næsten to hundrede års permanent krig. Buda og Pest var især befolket af tysktalende indvandrere til midten af 1800-tallet, hvor den eksplosive vækst tog fart.

Det ungarske parlament, der begyndte at mødes i Pest fra 1780’erne, opgav aldrig formelt sin ret til at vælge kongen, og selv under den mest enevældige af habsburgerne, Josef II 1780-90, styredes Ungarn efter traditionelle, aristokratiske principper. I 1804 udråbte Franz I sig til kejser af Østrig og gav i 1806 afkald på værdigheden som tysk-romersk kejser. I første omgang fik det ingen betydning for hans ungarske undersåtter, som han herskede over i kraft af sin værdighed som konge af Ungarn. I 1830’erne og især 1840’erne skyllede liberale strømninger imidlertid hen over hele Europa og greb såvel adelen som det fåtallige borgerskab i Ungarn med krav om økonomiske og politiske reformer.

Den højadelige og velhavende greve István Széchenyi formulerede i 1830’erne et liberalt økonomisk moderniseringsprogram med krav om frihed for bønderne og ophævelse af adelens særrettigheder, især skattefriheden – 700.000 store og mellemstore jordejere var skattefrie. Han markerede den lige behandling af alle med at opkræve bropenge af alle uanset rang og stand ved færdsel over den bro over Donau, som han lod opføre 1839-49. Széchenyi var stærkt inspireret af britiske forbilleder og advarede mod politisk og social revolution.

Széchenyis konkurrent og modpol var Lajos Kossuth, der i en menneskealder var den ubestridte leder af den radikale nationalisme i Ungarn. Kossuth mindes i dag med en statue foran nationalmuseet. Han tilhørte en protestantisk slægt fra Slovakiet og blev advokat 1826. 1831 flyttede han til Pest og deltog i parlamentets samlinger som stedfortræder for en afdød magnats enke. I 1840 gik man over til at tale magyarisk i stedet for latin, der havde været det officielle sprog i det flersprogede Ungarn indtil da. Den retorisk begavede Kossuth overtog hurtigt ledelsen af oppositionen mod den enevældige kejser og anførte i marts 1848 en delegation, som på vegne af begge parlamentets kamre fremførte de ungarske klager i Wien. I marts 1848 blev han minister i grev Lajos Batthyánys revolutionære reformregering, der proklamerede bøndernes frigørelse og udvidelse af valgretten.

Efter bruddet med kejseren i september blev Kossuth leder af oprøret og organiserede en ungarsk hær af frivillige, de såkaldte ‘honved’. I første omgang klarede de sig godt mod de kejsertro hære fra de slavisktalende provinser under ledelse af den kroatiske vicekonge (ban) Josip Jellacic. I dag står der en statue af Jellacic til hest på torvet i Zagreb. Oprindeligt med sværdet pegende mod Budapest, men under krigen mod Serbien i 1990’erne blev statuen drejet, så den i dag vender sværdet mod Beograd.

Kossuth blev valgt til provisorisk statsoverhoved, men måtte flygte, da de revolutionære ungarere blev nedkæmpet med russisk hjælp. Han forsøgte at få først Frankrig siden Italien til at angribe dobbeltmonarkiet. Men i mellemtiden havde kejser Franz Josef, der var kommet på tronen i december 1848 midt under revolutionen, forsonet sig med sine ungarske modstandere. Østrigs nederlag til Frankrig ved Solferino i Norditalien 1859 og afståelsen af Lombardiet til den nyoprettede italienske stat overbeviste Franz Josef om, at de centralistiske kræfter var for svage til at holde både nationale og de sociale oprørsbevægelser nede. En ny alliance var nødvendig, og det gav ungarerne en chance. Til især tjekkernes store fortrydelse forsonede kejseren sig med de to ledende, ‘historiske’ nationer i riget, tyskerne og ungarerne, selv om de begge havde gjort oprør i 1848-49, og monarkiet kun havde overlevet med hjælp fra tjekkerne og kroaterne – samt russerne ikke at forglemme.

Godsejeren Ferencz Deák havde været tilhænger af Kossuth i 1840’erne. Men i 1865 gav han startskuddet til de forhandlinger der førte frem til Ausgleich i 1867. Ifølge den nye aftale fik Ungarn fuld suverænitet over det genoprettede historiske Storungarn, der omfattede Kroatien, Slovakiet, Transsylvanien og Vojvodina i Serbien. Kun udenrigspolitik og forsvar forblev fælles anliggender for de to dele af dobbeltmonarkiet under to ministre med sæde i Wien. Ellers var der nærmest tale om to selvstændige stater med told- og pasgrænse imellem ved floden Leitha.

Et tredje fælles ministerium forvaltede udgifterne til de to fælles områder, som derudover blev kontrolleret af udvalg fra begge rigshalvdeles parlamenter. Østrigs og Ungarns bidrag til den fælles statshusholdning blev under hensyntagen til deres respektive økonomiske formåen indtil videre sat til henholdsvis 70 og 30 pct. Størrelsen af budgettet og byrdefordelingen mellem rigsdelene skulle afgøres i fællesskab af de to parlamenter i Wien og Budapest ved forhandlinger hvert tiende år. Som venteligt førte det til jævnligt genkommende kriser. I 1868 blev der yderligere indgået et kompromis med Kroatien, på ungarsk der også der var det officielle sprog i Kroatien kaldet Nagodba. Her gav kroaterne afkald på at blive en tredje, selvstændig enhed inden for dobbeltmonarkiet. Til gengæld indlemmedes Slavonien og den nordlige del af Dalmatien minus Fiume (Rijeka) i Kroatien.

‘Partierne fra 1867’, som tilhængerne af Ausgleich kaldtes, forblev uantastet ved magten de næste 50 år, idet de kunne henvise til at Ungarn på intet tidspunkt siden slaget ved Mohács i 1526 havde været så stort eller selvstændigt. Ungarns selvstændighed blev understreget af, at den landflygtige revolutionsfører Lajos Kossuth i 1895 blev begravet i Budapest under store æresbevisninger, mens pladsen foran parlamentet blev opkaldt efter ham og en statue af ham stillet op der såvel som i Tusindårs-monumentet. Dette monument skulle markere Ungarns selvstændighed og lange historie. Men man kan opfatte hele byen som den fremtræder endnu i dag som en stor hyldest til ungarernes plads i dobbeltmonarkiet 1856-1918. Aldrig, hverken før eller siden, har Ungarn været så stort og økonomisk stærkt. Det er længslen efter denne tabte storhed, der forklarer succesen for Viktor Orbáns antiliberale og autoritære nationalistiske politik.

Det var den historiske, sprogligt tolerante stats-nation, der blev (gen)oprettet ved Ausgleich i 1867, men efterhånden overgik magten fra de ikke-nationalistiske højadelige magnater til nationalistiske lavadelige. De ville kun give de øvrige folkeslag, især slovakkerne og rumænerne i Transsylvanien, adgang til den ‘højere’ ungarske civilisation hvis de lærte sig magyarisk (ungarsk).

Fra 1870 gennemførtes en hårdhændet magyarisering af de undergivne folkeslag, især slovakkerne, på trods af løfterne i den ret liberale sproglov af 1868. Det indebar, at den ungarske regering opgav den urgamle skelnen mellem staten eller nationen Ungarn (nemzet), som alle kunne tilhøre uanset sprog og kultur (nemzetiség), og folket magyarerne. Dermed skiftede statsdannelsen karakter fra en traditionel stats-nation til en moderne nationalstat, dvs. at legitimiteten fra at bygge på fyrsten af Guds nåde gik over til at bygge på et demokratisk, politisk nationsbegreb, som forudsatte, at undersåtterne var nationale borgere. Magyarer og ungarere skulle være det samme.

antisemitisme

Magyariseringen lykkedes især i den hastigt voksende storby Budapest. Denne by, der i 1848 havde været overvejende tysktalende, var i 1900, da indbyggertallet var tre gange større, for fire femtedeles vedkommende magyarisktalende. Det skyldtes, at de gamle tyske borgerlige familier skiftede sprog, samtidig med at de store mængder jøder, som strømmede ind især fra det polske Galicien i den cisleithanske, dvs. østrigske, del af dobbeltmonarkiet, og de indvandrede fabriksarbejdere fra de slovakiske bjergegne accepterede magyarisk sprog og kultur, på samme måde som slovenere og tjekker accepterede tysk sprog og kultur i Wien – og skånske indvandrere dansk i København i samme periode. Jøderne var især talrige i Budapest, hvor de omkring 1900 udgjorde en fjerdedel af befolkningen, og i liberale erhverv som journalister, sagførere og læger endda op til halvdelen. Mange overlevede antisemitismen i mellemkrigstiden og forsøgene på at udrydde dem i oktober 1944. Derfor er det så smertefuldt for deres efterkommere i dag at blive konfronteret med antisemitiske udtalelser fra et åbent antisemitisk parti som Jobbik.

Den hastige vækst mellem 1867 og 1918 er baggrunden for Budapest, som den fremtræder i dag. Især det flade Pest, hvor der indledtes et hektisk byggeri af banker, pensionskasser, museer og boligkarréer, samtidig med at store fabrikker blev opført i forstæderne. Den monumentale ringgade Erzsébet körút skulle konkurrere med Ringstrasse i Wien. Efter en oversvømmelseskatastrofe i 1838 var Donau blevet reguleret, kajerne anlagt og broer mellem Buda og Pest opført. Ved tusindårsfestlighederne for Ungarns kongedømme og kristning i 1896 fremstod Budapest derfor som en elegant verdensby, der kunne konkurrere, ikke blot med Wien og Prag (Praha), men også med Paris, Berlin og London.

På nogle måder mindede den eksplosivt voksende by dog snarere om store amerikanske byer som Pittsburgh og Chicago. Et særligt lighedspunkt var, at arbejdskraften ved de store byggerier i begge lande i stort omfang kom fra slovakiske områder. I USA mødte slovakkerne tjekkisktalende indvandrere i stålværkerne og kulminerne og opdagede, at de kunne forstå hinanden, selv om Slovakiet i næsten tusind år havde været en del af det ungarske rige. I Budapest skete derimod det, at de indvandrede slovakisktalende arbejdere, der byggede metroen og de mange pragtbygninger, antog magyarisk sprog og kultur og således blev nationale ‘ungarere’. I USA lagde den sproglige forståelse mellem tjekker og slovakker grunden til en national bevægelse, der i 1918 førte til oprettelsen af Tjekkoslovakiet – der dog kun overlevede til 1992, hvor slovakker og tjekker delte sig i to stater.

Trods forsøgene på at udrydde jøderne i 1944 er der stadig mange ungarsktalende jøder i Budapest. De er efterkommere af den store indvandring i 1800-tallet fra hele det vidtstrakte multinationale dobbeltmonarki og således mindre ’etnisk rene’ ungarere, end det højre-populistiske styre under Viktor Orbán ønsker sig. Det er baggrunden for den hårdhændede udrensningspolitik overfor medier og kulturinstitutioner, der retter sig mod mennesker af ’fremmed’ herkomst, dvs. jøder. Underforstået, at de skal rejse til deres rigtige’ fædreland’, Israel. Ud over en ideologisk kamp mod arven fra socialismen og kommunismen er det en ny version af kampen mellem land og by, lavadel (på ungarsk gentry) og borgerskab, der er et genkommende tema i ungarsk historie.

Hvordan det vil gå, er det svært at spå om. Tilsyneladende bider EU’s kritik i den europæiske civilisations og menneskerettighedernes navn kun i beskedent omfang på Orbáns tilhængere i partiet Fidesz, for slet ikke tale om de endnu mere radikale i Jobbik (Bevægelsen for et bedre Ungarn), der har godt tag i de universitetsuddannede unge. Tværtimod hævder Orbán, at det er ham, der repræsenterer den egentlige europæiske civilisation, selv om det er i modsætning til EU’s menneskerettigheder og med de autoritære lande Rusland og Kina som forbillede for han ’illiberale demokrati’.

Budapest er europæisk historie, nutid og fremtid på godt og ondt. Dog endnu uden større indvandring, da økonomien ikke har udviklet sig så dynamisk siden medlemskabet af EU i 2004, som de fleste havde ventet. Det er til gengæld den besøgendes chance for at opleve den klassiske centraleuropæiske kultur, inden det er for sent. På godt og ondt, og med alle de modsætninger i form af antisemitisme, aggressiv nationalisme, klassisk højkultur og urbanitet, der præger den – i 1800-tallet såvel som i dag.

 

Noter

Secession café, Honved utca 3, Budapest

Bedö House – Museum of Hungarian Art Nouveau, Honved utca 3, Budapest

Parlamentet, Kossuth Lajos tér (på ungarsk sættes efternavnet altid først)

Tusindårs-monumentet, Hösök tére

Central European University, Budapest Nádor utca 9, www.ceu.hu

Hotel Parlament (Best Western), Budapest Kálmán Imre utca 19. Se www.parlament-Hotel.hu.

Nationalmuseet (Nemzeti Múzeum), Múzeum körut 14-16, åbent mandag-tirsdag 10-16

Postsparebanken (Postatakarék), Hold utca 4, tegnet af Ödön Lechner (1845-1914)

Terrorens Hus Terror Háza Múzeum. Andrássy út 60. Se www.terrorhaza.hu.