Eksisterer der en fælles europæisk identitet?

Eksisterer der en fælles europæisk identitet?[1]

 

in Simon Emil Ammitzbøll og Erik Boel (eds.), Europa i alle palettens farver. 11 essays om europæiske værdier, Kbh.: Informations forlag 2007, 15-40

 

Spørgsmålet om hvorvidt Europa har en fælles identitet går i hvert fald tilbage til højmiddelalderen. Antagelsen om en fælles europæisk identitet bygger oftest på et tilhørsforhold til den ene eller anden udgave af kristendommen. Men undersøger man sagen nøjere viser det sig at ingen organiseret religion eller ”kirke” på noget tidspunkt har omfattet alle ”europæere”

 

I takt med at den antikke verden forsvandt, blev det romerske rige afløst af mere eller mindre kristne monarkier og i hvert fald to konkurrerende kejseriger, et vestligt og et østligt. Det vestlige omfattede under Karl den Store omkring 800 landene på begge sider af Rhinen samt Italien,

Katalonien og Østrig – interessant nok områder der stort er lig med det oprindelige EU, det Europæiske Kul- og Stålfællesskab fra 1951. Karl den Stores rige holdt ikke længe og blev i 842 i

Verdun delt i et ”fransk” og et ”tysk” rige. Først efterfølgeren, det Hellige Romerske Rige, på latin Sacrum Imperium, fra 962 til 1804 blev til en stabil overnational rigsdannelse. Den omfattede alle de tysktalende lande, Flandern og Nederlandene samt dele af Norditalien, men altså ikke det fransk talende område, hvor et territorialt kongedømme langsomt blev etableret i en flere hundrede år lang konkurrence med England, en konkurrence der reelt først ophørte i løbet af det 20. århundrede – måske først da det franske sprog tabte til engelsk med udvidelsen af EU i 1995 med to nordiske og et tysktalende land.

 

De franske konger blandede sig ofte i valgene til kejser og aspirerede, ligesom engelske konger, flere gange selv til værdigheden som kejsere i det Hellige Romerske Rige der først i 1400-tallet fik tilføjelsen af tysk nation. Riget var nemlig i princippet overnationalt, således at også ikke-tyske konger kunne aspirere til værdigheden som tysk-romerske kejsere. På grund af historiske tilfældigheder lykkedes det dog aldrig tronprætendenter fra ikke-tyske lande at blive valgt til kejsere. ”Tysk” var på den anden side et yderst vidt begreb der bl.a. omfattede kongen af Bøhmen, Karl IV, hvis slægt stammede fra Luxembourg. Karl eller Karel, som han hedder på tjekkisk, regerede 1346-78 med sæde i Praha og hans regeringstid opfattes som et højdepunkt i tjekkisk historie. Men han var altså også kejser i det overnationale Hellige Romerske Rige ligesom hans søn Sigismund, konge af Bøhmen og Ungarn, var.

 

Efterhånden gled kejserværdigheden dog helt over til slægten Habsburg efter at det første medlem af denne beskedne fyrstefamilie med basis i Schweiz, Rudolf, i 1273 havde opnået værdigheden, som han hurtigt udnyttede til at skabe slægten en ny basis i Øvre og Nedre Østrig, samt hertugdømmerne Kärnten og Krain (stort set vore dages Slovenien og Østrig). Det Habsburgske Rige med hovedstad i Wien blev centrum for den katolske modreformation i 1500- og 1600-tallet, samtidig med at det påtog sig rollen som kristent bolværk mod den osmanniske ekspansion efter at de havde erobret Ungarn med slaget ved Mohács i 1525. Denne kamp symboliseres med belejringerne af Wien i 1529 og 1683, to begivenheder der stadig spiller en stor rolle i den aktuelle østrigske debat om Tyrkiets medlemskab i EU.

 

Også det Østromerske Rige med hovedstad i Konstantinopel, vore dages Istanbul, var i princippet en overnational statsdannelse. Dette rige, der ofte kaldes det Byzantinske efter navnet på den græske by der gik forud for grundlæggelsen af Konstantinopel (”Konstantins polis”) i 330, var den officielle efterfølger til det romerske rige. I princippet var riget tosproget, græsk og latin, således at den dominerende elite kaldte sig ”romere” (romaioi) når de talte græsk og ”grækere” (graeci) når de talte latin. Begge betegnelser levede videre, også efter den tyrkiske erobring i 1453, men suppleredes efterhånden af den klassiske betegnelse ”hellensk” (ellada) der i dag er det officielle navn for Grækenland, republikken Ellas. Uanset om de ortodokst kristne indbyggere i det multinationale byzantinske rige talte græsk, slavisk eller andre sprog blev de oftest omtalt som ”grækere”, især af de sunni-muslimske seldsjukker som efter Byzans’ nederlag ved Manzikert nær Van i 1071 erobrede det meste af Lilleasien.

 

Dobbeltheden mellem græsk og romersk fortsatte efter osmannernes erobring af Byzans, idet sultanerne omtalte sig selv som kejsere af Rom (Rum kayseri) og kaldte det område de herskede over for Rum millet. De kaldte ikke sig selv for tyrkere, det er en betegnelse som stammer fra det kristne Europa der efter 1453 talte om ”tyrken” i ental som den store udfordring. Et godt eksempel er Martin Luther der i 1540erne prædikede for krig mod tyrken i et skrift der i 1999(!) blev udsendt på dansk af Tidehverv sammen med Luthers skrift mod jøderne. Flertallet af sultanens undersåtter var efter 1453 ortodokse kristne. Disse kaldtes af gammel vane ofte for ”grækere”, uanset hvilket sprog de talte. Vanen at identificere ortodokse kristne med grækere fandt senest anvendelse under den store befolkningsudveksling mellem Grækenland og Tyrkiet i 1922 hvor godt 1,5 millioner såkaldte ”grækere”, heraf en del tyrkisk talende kristne, blev udvekslet med ca. 700.000 såkaldte ”tyrkere”, hvoraf mange var slavisk eller græsk talende muslimer.

 

Edward Gibbon daterede i sit berømte værk Decline and Fall of the Roman Empire, Romerrigets undergang til 1453. Men på mange måder var det Osmanniske Imperium der var opkaldt efter et tyrkisk dynasti fra det vestlige Anatolien nær Bursa, grundlagt i 1281 af Osman – deraf navnet på herskerhuset – reelt en fortsættelse af det Byzantinske Rige. Selv om riget officielt var muslimsk anerkendtes andre religioner, først og fremmest de ortodokse kristne som længe udgjorde flertallet af indbyggerne. Ud over de ortodokse anerkendtes den armenske kirke (den ældste kristne kirke) og jøderne som selvregulerende samfund, på tyrkisk millet. Meget af rigets symbolik og dets multinationale karakter minder om Byzans om end kristendommen ikke var statsreligion. Anlægger man denne betragtningsmåde bliver konsekvensen, at det Romerske Rige ikke gik under i 1453 som Gibbon antog, men først i 1920 med udråbelsen af den Tyrkiske Republik efter nederlaget i 1.

verdenskrig.

 

Konstantinopel havde imidlertid ikke monopol på arven fra Rom. Nordøst for det Osmanniske Rige gjorde de russiske herskere i Moskva, under betegnelsen ”det tredje Rom”, under betegnelsen ”det tredje Rom” fra midten af 1500-tallet krav på at være de rigtige arvtagere til det kristne Rom. Især efter Peter den Stores tvangsmodernisering og europæisering af kæmperiget ekspanderede det

Russiske Imperium mod vest, syd og øst. I vest først på bekostning af Sverige, siden Polen-Litauen der i slutningen af 1700-tallet blev delt mellem sine naboer. I syd erobredes først Ukraine og Krim. Efter at have etableret sig som flådemagt i Sortehavet med grundlæggelsen af havnene i Odessa og Sevastopol rettede Rusland sine bestræbelser mod at få adgang til Middelhavet gennem stræderne ved Bosporus og Dardanellerne. Dermed stødte russerne for alvor sammen med det Osmanniske Rige.

 

I denne proces søgte de russiske zarer at fremstå som beskyttere af alle ortodokse kristne, hvis store flertal levede under osmannerne. Det havde de været relativt tilfredse med så længe alternativet til de muslimske tyrkere var Paven og de katolske habsburgere samt Venezias brutale

koloniherredømme i det østlige Middelhav. Som det hed sig blandt flertallet af de ortodokse i 1400tallet, ”hellere sultanens halvmåne end Pavens tiara”. Men med det Russiske Riges fremgang fik de kristne bondebefolkninger på Balkan et reelt alternativ. Dette religiøse motiv udnyttede Rusland i 1700- og 1800-tallet selv om rigets ekspansion primært var drevet af geopolitiske interesser. Interessant nok var det først i slutningen af 1700-tallet at de osmanniske sultaner begyndte at kalde sig kaliffer, dvs. religiøse overhoveder for alle muslimer. Det skete ikke af interne årsager, men for at de kunne optræde på lige fod med de russiske zarer der omtalte sig som overhoveder for den russisk ortodokse kirke. Såvel sultanen som zaren kunne påberåbe sig en kristen patriark, men osmannerne var derudover i princippet religiøse ledere for alle muslimer, også de mange der levede under russisk herredømme.

 

Der var således i lange perioder mindst tre overnationale imperier på det europæiske kontinent som konkurrerede om at være den legitime arving til Romerriget. Ja, i virkeligheden var der fire magter, da også Paven med sæde i Rom gjorde krav på at repræsentere en fortsættelse af Rom i den form som dette rige havde fået efter at kristendommen i 391 var blevet ophøjet til statsreligion. Formelt udledte biskopperne i Rom, dvs. paverne, ganske vist deres værdighed fra apostlen Peters mytiske aktiviteter i det første århundrede i Rom – den ”apostolske succession” – men reelt videreførte den katolske kirkes organisation i bispe- og ærkebispedømmer Romerrigets organisering i 14 dioceser og 117 provinser. Derfor kom det til de forbitrede stridigheder mellem pave og kejsermagt i Vesteuropa i højmiddelalderen. Begge gjorde krav på at repræsentere kejserens enevælde i religiøse såvel som verdslige anliggender. Det samme var på en anden måde tilfældet i det Byzantinske Rige, hvor kejseren ifølge den tradition der kaldes caesareopapisme havde overherredømmet over kirken i teologiske såvel som i politisk-organisatoriske spørgsmål selv om der var – og stadig er – en såkaldt økumenisk patriark i Konstantinopel. Denne patriark som residerede i Fanar sultanen kvarteret i Istanbul indtog også efter 1453 en høj plads i det officielle osmanniske hierarki. Så selv om man ikke helt kan sige at sultanen havde kejserens plads i den ortodokse kirke var sultanen, i hvert fald i teorien, i kraft af den caesareo-papistiske tradition øverste hersker for de kristne, også i teologiske spørgsmål.

 

I ly af disse overnationale organisationer voksede i Vest- og Nordeuropa kristne monarkier frem i hård konkurrence med hinanden og med paven såvel som kejseren af det Hellige Romerske Rige. De blodige religionskrige i 1500- og 1600-tallet var det voldsomste udtryk for sammenstødet mellem disse forskellige stats- og suverænitetsprincipper som først blev bilagt med freden i Westfalen i 1648 der afsluttede Trediveårskrigen. Et godt udtryk for territorialstaternes nye magt var det kompromis i Augsburg i 1555 hvor kejser Karl V blev tvunget til at lade fyrsterne i det tyske rige bestemme hvilken religion der skulle herske i deres lande. Princippet huskes på latin som cujus regio ejus religio. Aftalen var tænkt som en endelig løsning på de stridigheder som reformationen førte med sig, men kom kun til at fungere som en kortvarig våbenhvile. Interessant nok var det kun i de to nordiske riger, Danmark med Norge og Slesvig samt Sverige at princippet om at fyrstens religion skulle være folkets religion blev konsekvent gennemført. Det er grunden til at netop disse stater længe var de mest homogene territoriale nationalstater i Europa.

 

Formelt gjaldt fredsslutningen i 1648 kun for staterne i det Hellige Romerske Rige af tysk nation, men reelt kom de westfalske principper om staters suverænitet og ukrænkelighed til at gælde for hele kontinentet indtil krigene der blev udløst af den franske revolution i 1789 – bortset fra de ikke helt få tilfælde hvor en aggressor alligevel slap heldigt fra at indlemme en nabos land som Friedrich der Grosse af Preussen der erobrede Schlesien fra Østrig. Det indebar at monarkierne udviklede sig til territoriale stater med mere og mere klart markerede grænser. Således vandt territorialstatens princip over de overnationale statsdannelser, hvad enten disse var af verdslig eller åndelig art. I takt med demokratiseringen og industrialiseringen blev territorialstaterne til nationalstater, især i 1800tallet. Den deraf følgende nationalisme splittede kontinentet og førte til de ødelæggende krige som først med oprettelsen af EU efter 2. verdenskrig og kommunismens sammenbrud omkring 1990 er blevet afløst af en forening af næsten hele Europa i én fælles organisation. Paradoksalt nok er Europas enhed først opnået i kraft af sejren for nationalstaterne som eneste gyldige statsprincip. Det er grunden til at mange med en logisk modsigelse kalder EU for en ”føderation af nationalstater”.[2] EU’s succes har på en helt ny og forpligtende måde rejst spørgsmålet om en fælles europæisk identitet og gjort fastlæggelsen af grænserne for Europa til et centralt politisk spørgsmål.

 

Europas grænser

Diskussionen om Europas geografiske grænser er præget af en almindeligt udbredt forestilling om at Tyrkiet rent geografisk ligger uden for Europa, mens Rusland indtil Uralbjergene hører med. Bosporus og Dardanellerne, Ural og Middelhavet som Europas grænser er blevet børnelærdom. Ser man på de tekster EU-landene i tidens løb er enedes om, er der imidlertid ingen nemme, endsige klare, svar. I den erklæring om Europas fremtid der blev vedtaget på EU-topmødet i Laeken i december 2001 udtrykkes det således: “[EU er] Frihedens, solidaritetens og navnlig

mangfoldighedens kontinent, hvilket indebærer respekt for andres sprog, traditioner og kultur. Den eneste grænse som den Europæiske Union drager, går ved demokrati og menneskerettigheder.” I forslaget til forfatningstraktaten står der i artikel 58 at ”EU er åben for alle europæiske stater der respekterer EU’s værdier og forpligter sig til at fremme dem i fællesskab”. Det er dog ikke nærmere defineret hvad en ”europæisk stat” er. Her må man studere de konkrete afgørelser.

 

Da Marokko i 1987 søgte om optagelse i EU blev ansøgningen afvist af Kommissionen med den begrundelse at Marokko ikke er noget europæisk land. Afvisningen af Marokko bruges af modstandere af tyrkisk medlemskab som argument for at også Tyrkiet bør afvises selv om landet har været associeret siden 1963. Nicolas Dupont-Aignan, medlem af det borgerlige franske UMP som tidligere var ledet af præsident Jacques Chirac, udtalte for eksempel før den franske afstemning om EU-traktaten i 2005: “Tyrkiet ligger jo ikke i Europa. Så skal vi vel også have Marokko med. Og Tunesien. De lande ligger meget tættere på os. Men det er alle lande som har en helt anden økonomisk situation, og desuden forsvinder ideen om en europæisk union.”

 

Den anatolske halvø der udgør hovedparten af Tyrkiet kaldes ofte “Lilleasien” og bliver af nogle skildret som et truende fremspring fra det asiatiske kontinent mod Europa. Af andre ses Tyrkiet som kulturelt fremmed, et sindbillede på det Asien der lige siden Herodots beskrivelse af sammenstødet mellem grækerne og Perserriget i 480 før vor tidsregning har været opfattet som det modsatte af Europa. ”Hellespont” som strædet kaldtes på denne tid var snarest en idemæssig og i perioder en politisk grænse, ikke en kulturel, økonomisk eller på anden vis ”naturlig” grænse. Idéen om at se Uralbjergene som Europas grænse mod øst er ikke resultat af en naturlov, men en opfindelse eller konstruktion fra den russiske zar Peter den Stores tid. Han søgte som før nævnt i begyndelsen af 1700-tallet at modernisere sit kæmpemæssige rige og trække det ind i Europa. Det lykkedes ganske godt, blandt andet fordi han flyttede rigets hovedstad frem til Østersøen, hvor han

i 1703 grundlagde St. Petersburg i sumpene omkring floden Nevas udløb i Østersøen, et område han netop havde erobret fra Sverige.

 

Som led i denne europæisering af Rusland bestilte Peter den Store den svenske officer (af tysk afstamning) Philip Johan von Strahlenberg til at nytegne kortet over de russiske besiddelser i Asien. Strahlenberg blev taget til fange af russerne ved det store svenske nederlag ved Poltava (i Ukraine) 1709. Han tilbragte fangenskabet i Sibirien, hvor han arbejdede som kartograf og etnograf. Efter sin tilbagekomst til Sverige udsendte han to værker, hvoraf især det ene fra 1730, Das nord- und östliche Theil von Europa und Asia (genoptrykt i Ungarn 1975), blev en inspirationskilde for mange senere geografer. Men af uransagelige grunde er denne grænsedragning blevet bestemmende for opfattelsen af Europas politiske geografi hos almindelige europæere. Indtil udgivelsen af Strahlenbergs værk havde europæerne trukket grænsen mod øst ved Polens grænse et sted i Ukraine, ofte ved floden Dnepr (Wolf 1994). Men efter Strahlenbergs indsats blev det almindeligt at trække grænsen ved de i sig selv ret beskedne Uralbjerge. Det var som led i denne nytegning af Europakortet at en lokalitet i Litauen blev udnævnt til at være Europas geografiske centrum. Det markeres i dag med et monument nær Molètai, godt 100 km nord for hovedstaden Vilnius. Samtidig begyndte Polen-Litauen og andre centrale europæiske lande at blive kaldt for “Østeuropa”, en betegnelse der efterhånden også kom til at omfatte Rusland som ellers tidligere var blevet regnet til “Nordeuropa” sammen med Skandinavien og Polen.

 

Reelt ligger Rusland både i Asien og Europa og har gjort det, lige siden Moskva-fyrstedømmet i 1500-tallet erobrede Kazan og ekspanderede ind i Sibirien, som det allerede underlagde sig i 1600tallet. Hele det vidtstrakte område langs den transsibiriske jernbane er lige så russisk som de “europæiske” dele af Rusland. Grænsen ved Ural kan altså siges at være ganske vilkårlig og opfundet til et politisk formål på et bestemt tidspunkt i historien. Men den er altså på kortene blevet ophøjet til at være en kultur- og civilisationsgrænse. Uralbjergene som Europas grænse blev taget op af den franske præsident de Gaulle omkring 1960. Hans formål var ikke en lektion i geografi, men at undergrave det multinationale Sovjetunionen ved at påpege at denne statsdannelse ud over at være kommunistisk og fjendtligt sindet mod Europa også var ”unaturlig” ved at omfatte såvel ”europæiske” som ”asiatiske” befolkninger.

 

På mange måder forholder det sig lige sådan med Bosporus strædet, som flertallet rutinemæssigt opfatter som grænsen mellem Europa og Asien. Tilsyneladende er der tale om en klar og tydelig grænse. Men rejser man i området vil man opdage at det er den samme kultur man møder på begge sider af stræderne. Millionbyen Istanbul har sit hovedsæde på den europæiske side ved det Gyldne Horn, men spreder sig i dag, efter bygningen af to store broer over Bosporus strædet, uhæmmet på begge kontinenter. Tyrkiet hører med andre ord, ligesom Rusland, såvel geografisk som kulturelt hjemme i Europa, lige så meget eller lige så lidt, som det hører hjemme i Asien. På samme måde som hele det sydøstlige Europa – ”Balkan” – i realiteten gør det.

 

Europas syge mand

Historisk set deltog det Osmanniske Rige i alle de krige og konflikter der fra 1300-tallet til 1918 udgør kernen af den fælles europæiske historie. De første 400 år som en succesfuld aggressor, der ønskede at genoprette det Romerske Imperium med hovedstad i Konstantinopel (Istanbul). Som før nævnt udviklede det sig i stedet efter delingen af romerriget i 395 gradvis til det Østromerske eller Byzantinske Rige. Konstantinopel var hovedstad i denne østkristne eller ortodokse statsdannelse i godt 1000 år til rigets undergang i 1453 da byen blev erobret af osmannerne, som gjorde den til hovedstad i deres kæmperige. Konstantinopel begyndte i 1600-tallet at blive kaldt Istanbul, men det er også en græsk betegnelse der kommer af det udtryk de græsktalende brugte når de skulle “til den store by”, på græsk is tin polin. I international sammenhæng omtaltes det Osmanniske Rige som den “Høje Port”. Denne betegnelse kommer af indgangen til den del af sultanens palads, Topkapi, hvor fremmede landes ambassadører og landets egne dignitarer ventede for at få foretræde for storvesiren. Officielt blev navnet Istanbul først indført i 1923 samtidig med at Tyrkiets hovedstad blev flyttet til Ankara midt i Anatolien.

 

Ironisk nok blev det Osmanniske Rige først rigtigt anerkendt som europæisk, da det begyndte at gå tilbage for det i 1800-tallet, hvor det omtaltes som “Europas syge mand”. Osmannerriget var ikke repræsenteret på Wiener-kongressen 1814-15, hvor Europa blev nyordnet efter napoleonstidens og den franske revolutions omvæltninger. Derfor indgik det ikke i gruppen af europæiske stormagter, Rusland, Storbritannien. Østrig og Frankrig der normalt omtales som den ”europæiske koncert”. Men det var ikke fordi det Osmanniske Rige ikke blev opfattet som europæisk, men fordi det ikke ville være repræsenteret på lige med fod med andre stater. Faktisk var det først ganske få år tidligere at riget var begyndt at lade sig repræsentere med ambassadører i andre lande. Før nederlagene i 1700-tallet havde riget kun taget imod udsendinge fra andre stater. I 1800-tallet fremtrådte den ”Høje Port” som svagt, undertrykkende og grusomt mod sine kristne undersåtter, især efter det græske oprør i 1821, og blev ofte kaldt “Europas” syge mand. Men altså dog ”Europas syge mand” hvilket indebar at landet var anerkendt som en del af Europa.

 

Ved nærmere historisk eftersyn viser grænsen ved Bosporus sig således at være langt mindre klar, end det ser ud til på kortet. Derfor er det måske ikke så underligt at det moderne Tyrkiet ligger på begge sider af stræderne mellem Middelhavet og Sortehavet. En geopolitisk skæbne som minder om Danmarks – Danmark der jo også er de sidste rester af et multinationalt rige og som skylder sin eksistens placeringen ved stræderne til Østersøen; forskellen er at Danmark i modsætning til Tyrkiet mistede hele den ene side af Øresund til arvefjenden Sverige. Et land der i parentes bemærket i lange perioder i 1600- og 1700-tallet var allieret med det Osmanniske Rige, hvilket fremgår af det pragtpalads i Istanbul der i dag rummer Sveriges konsulat, mens det danske konsulat holder til i en forstadslejlighed. Det skyldes ikke svensk kærlighed til de muslimske tyrkere, men at de havde en fælles modstander i det mellemliggende Rusland. Samme geopolitiske forhold forklarer til gengæld hvorfor Danmark i det meste af fire hundrede år har været allieret med det store Rusland. Det skyldtes ikke sympati, men at landene havde fælles fjende i det mellemliggende Sverige

 

Europa som en kristen klub?

I marts 1997 kom den daværende tyske kansler Helmut Kohl til at tale over sig og kalde EU for en “kristen klub”. Det resulterede i en diplomatisk krise mellem Tyskland og Tyrkiet. Andre EU-politikere ilede til med forsikringer om at EU’s fælles værdier ikke primært var kristne og at fællesskabet ikke var religiøst defineret. I forslaget til en ny forfatningstraktat blev det følsomme religiøse spørgsmål løst ved at der i præamblen blev henvist til “Europas religiøse arv”, men ikke specifikt til kristendommen.

 

Ikke desto mindre fortsatte debatten om EU’s religiøse identitet. Da Europa-Parlamentet i september 2005 diskuterede de kommende optagelsesforhandlinger med Tyrkiet brugte flere EU-parlamentarikere Tyrkiets muslimske befolkningsflertal som et argument imod at indlede forhandlinger. Den italienske parlamentariker Mario Borghezio fra det populistiske højreparti Lega Nord mente for eksempel at Tyrkiet er “en trojansk hest, der vil bringe islam ind Europa,” og tilføjede “Vi skal kæmpe mod islam.” (Jyllands-Posten 29. september 2005). Østrigske politikere bliver ikke trætte af at understrege at Wien flere gange har reddet Europa fra tyrkerne ved heldigt at modstå et antal belejringer mellem 1529 og 1683. Underforstået at det er de villige til at gøre igen.

 

I den danske debat har især Dansk Folkeparti brugt tyrkernes religiøse tilhørsforhold som et argument imod tyrkisk medlemskab. Det er dog ofte fraværende i debatten at den religiøse anderledeshed ikke kun findes uden for EU, men allerede er en del af EU. EU er på mange måder et mangfoldigt fællesskab, også religiøst. Antallet af kristne trosretninger i de nuværende EU-lande er stort, og der er store forskelle mellem ortodokse kristne, katolikkerne og de mange protestantiske kirker. Ligeledes er den rolle kristendommen spiller i samfundslivet og i den politiske debat meget forskellig fra land til land. For det andet må man huske på at der ved siden af de kristne har levet jøder i Europa helt fra kristendommens begyndelse, ja, formentlig endda længe før. De første kristne i Rom rekrutteredes blandt jøderne om end det kan betvivles at den katolske kirke blev grundlagt af apostlene Peter og Paulus, således som den officielt hævder.

 

For det tredje er der allerede mellem 16 og 17 millioner muslimer i Europa – ja nogen siger 25 millioner. De er især af nordafrikansk, tyrkisk, pakistansk og arabisk afstamning. Desuden er der betydelige muslimske befolkningsgrupper i flere af de stater på Vestbalkan der har fået et perspektiv om fremtidigt EU-medlemskab. Makedonien med et stort albansk og muslimsk mindretal blev udnævnt til kandidatland i 2005, mens Kosovo og Bosnien med mange muslimer reelt er EU-protektorater som på et eller andet tidspunkt og under en eller anden form bliver medlemmer. Montenegro med mange muslimer står på spring til medlemskab, ligesom det meget større Albanien gør det. Og hvis serberne engang forsoner sig med deres nederlag i 1990erne bliver også Serbien med et stort muslimsk mindretal i provinsen ’Sandzak ’Novi ’Pazar (der er delt med Montenegro) nok også medlem. Ikke primært af hensyn til serberne, men af hensyn til EU og geografien.

 

Islam kan alt i alt ikke siges at være en ikke-europæisk størrelse. Tværtimod er islam sammen med jødedommen og de forskellige kristne kirker en uafviselig del af europæisk historie og kultur. Religionerne har – ikke nødvendigvis uden modsætninger – eksisteret sammen i århundreder. Reelt er der gennem århundrederne oftere begået meget større forbrydelser i kristendommens end i islams navn. Der findes bestemt en menneskekærlig kristen tradition. Men den kristne historie rummer også kætterforfølgelser og religionskrige. På samme måde som der ikke findes en industriel revolution uden udbytning og undertrykkelse, ingen moderne individualisme og frihed uden selvmord, ensomhed og opløsning af familien og ingen demokratisk nationalisme uden fremmedhadsk og racistisk nationalisme (xenofobi) findes forsiden af den europæiske civilisation ikke uden sin modsætning. Alle europæiske værdier har den romerske gud Janus’ dobbelte ansigt. Det gælder også de religiøse.

 

Man skal derfor passe på ikke at forveksle islam, som er et bredt kulturelt og religiøst fænomen, med islamisme, der er en politisk fundamentalistisk ideologi. Det gælder også i Tyrkiets tilfælde. Af nogle kaldes Tyrkiets regeringsparti AK-partiet (Partiet for Retfærdighed og Udvikling) for et islamistisk parti. Det er næppe den mest rammende betegnelse. Partileder Recep Tayyip Erdogan er ganske vist troende muslim og har tidligere udtalt sig langt mere skarpt om islams rolle i samfundet. Hans politiske karriere blev afbrudt da han i 1997 som borgmester i millionbyen Istanbul reciterede et islamisk digt der lagde op til et opgør med militærets dominerende position i det tyrkiske samfund. Men med enkelte undtagelser har Erdogans AK-parti i løbet af sine år ved magten fastholdt den sækularistiske linje der har præget det moderne Tyrkiet siden landets etablering i 1923.

 

Nogle få enkeltsager som har peget i en anden retning har dog fået bekymrede røster til at erklære AK-partiet for en ulv i fåreklæder, eller rettere en islamistisk trojansk hest i demokratisk, vestligt orienteret klædedragt. I 2004 fremlagde regeringen for eksempel et forslag om at studerende på de såkaldte imam-hatip-skoler, en slags religiøse gymnasier, skulle have adgang til universiteterne. Dette forslag blev først taget af bordet efter massivt pres fra kræfter i den sekulære elite i hæren, administrationen og skolevæsenet. Disse kemalister, som de sekulære tilhængere af arven fra Mustaf Kemals revolution kaldes, anså forslaget for at være et anslag mod landsfaderen Atatürks sækularistiske ideologi. Langt større ramaskrig vakte det, også internationalt, da regeringen som en del af en straffelovsreform i september samme år foreslog at utroskab skulle kriminaliseres. Regeringens argument for forslaget var at det ville give kvinder flere rettigheder i ægteskabet og beskytte dem mod deres mænds utroskab. En række højtstående EU-politikere reagerede med bekymring og vantro, og det endte med at forslaget blev droppet.

 

I denne sammenhæng er det værd at bemærke to ting: For det første blev begge forslagene faktisk taget af bordet efter pres fra EU. Her viste Tyrkiet altså vilje til at underkaste sig såkaldt moderne europæiske værdier. For det andet er kriminalisering af utroskab langt fra så utænkeligt i en europæisk kontekst, som man måske kunne tro. Utroskab var således forbudt i Irland indtil 1981, i Frankrig indtil 1975 og i Italien indtil 1969. Her var baggrunden en stærk katolsk tradition. På en række andre lignende moralske spørgsmål er der i øvrigt stor uenighed mellem de nuværende EUlande. Portugal er først i færd med at tillade abort efter en folkeafstemning februar 2007, mens abort fortsat er ulovlig i Polen og Irland, bortset fra i ganske særlige tilfælde. Fri abort opfattes derimod i et land som Danmark som en naturlig – eller ligefrem nødvendig – del af et moderne samfund og af kvindefrigørelsen, en del af menneskerettighederne.

 

I de senere år opfattes det at bære tørklæde i det offentlige rum af mange i Europa som en upassende demonstration af islamisk religiøs overbevisning. Interessant nok findes der ikke noget klart påbud om tørklæder eller slør i Koranen. Man ser da heller ikke nær så mange unge kvinder med tørklæder i gadebilledet i moderne muslimske storbyer i Mellemøsten som på Vesterbro og Nørrebro i København eller tilsvarende kvarterer i Berlin, Paris og London. At unge muslimske kvinder i et land som Danmark vælger at gå med tørklæde handler lige så meget om et oprør mod deres forældre som en protest mod et kristent eller sekulært dansk samfund. Kvinders ret til at bære tørklæde i skoler eller på arbejdet er blevet et stridpunkt i mange europæiske lande i de senere år.

Men i Tyrkiet er det helt forbudt at bære tørklæde i statens bygninger.

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har netop i en kendelse fra november 2005 om tørklæder legitimeret dette tyrkiske forbud.

 

Sagen handlede om en kvindelig tyrkisk universitetsstuderende der havde fået forbud mod at komme på universitetet, fordi hun trods flere advarsler blev ved med at bære tørklæde på universitetets område. Tyrkiet praktiserer et forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum, og det betyder blandt andet at det er forbudt for kvinder at bære hovedtørklæde i offentlige bygninger som universiteter og kommunekontorer. Den unge kvinde anlagde sag mod den tyrkiske stat for krænkelse af sin personlige religionsfrihed, men fik ikke medhold. Domstolen understregede i sin afgørelse at der ikke var tale om en principiel afgørelse der kunne danne præcedens, men at der var taget hensyn til at Tyrkiet har stærke rødder i sækulariseringen. Den unge kvinde har mellemtiden uddannet sig til læge på universitetet i Wien, som ingen indvendinger havde mod at hun bar – og bærer – sit religiøse symbol, tørklædet.

 

I denne sammenhæng er det interessant at Tyrkiet og Frankrig på dette punkt har mere til fælles end for eksempel Frankrig og Danmark. Den franske tradition med skarp adskillelse mellem stat og religion blev formuleret under revolutionen i 1789, om end først gennemført mere end 100 år senere efter Dreyfus-affæren i 1905. Den skarpe adskillelse er imidlertid kun én blandt flere traditioner i Europa, selv om den ofte opfattes som den eneste rigtige ”europæiske” model. I mange andre EUlande er forholdet mellem stat og kirke langt mere mudret og uklart end i Frankrig. Det er i høj grad tilfældet i Danmark, hvor sammenblandingen af stat og kirke i “folkekirken” formentlig vil give mange problemer i fremtiden, ja allerede gør det. Ikke blot over for muslimer, men også over for mindre trossamfund, der har eksisteret i landet i mange år, for eksempel katolikker og baptister. Danske katolikker har ganske vist tabt en sag ved Vestre Landsret, hvor de protesterede over at de skal bidrage til finansieringen af den lutherske folkekirke over skatterne og lade deres børn registrere hos kordegnene, men de har ikke givet op og forsøger at få ret ved

Menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Danske baptister har valgt en anden vej, idet nogle har valgt at praktisere civil ulydighed ved at nægte at lade deres børn registrere hos kordegnene i folkekirken. Derved håber de på at provokere myndighederne til at anlægge sag, som de så, om fornødent, kan føre helt til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Religionens rolle i EU er langt mere kompliceret og mangfoldigt end den nemme forestilling om den knivskarpe adskillelse mellem stat og kirke forleder en til at tro.

 

Europæiske kerneværdier

Hverken nationale eller europæiske værdier er således de selvfølgelige og uproblematiske størrelser, de ofte opfattes som. Mange forstår dog stadig Europa som kristent – uden dog nærmere at definere hvilken af de mange udgaver af kristendommen det drejer sig om. Disse forskelle fylder imidlertid ikke meget i den offentlige debat. De store forskelle mellem EU-landenes forhold til religion ser således ud til at fylde mindre i EU-borgernes bevidsthed end forskellen mellem islam og kristendom. Især efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001 har islam som trusselsbillede fået en fremtrædende plads, og vanskeligheden ved at integrere forskellige muslimske befolkninger er blevet et dominerende politisk tema i de fleste EU-lande. Men spørgsmålet er om ikke EU er det allerbedste redskab vi har til at skabe omgængelige former mellem de to religioner, islam og kristendommen?

 

Religiøse konflikter er umulige at holde uden for døren, uanset om Tyrkiet bliver medlem eller ej. Sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i 2005 demonstrerede dette ganske tydeligt. I den forbindelse skrev landsformanden for Europa-bevægelsen, Erik Boel, i et debatindlæg i JyllandsPosten den 11. februar 2006: “Tænk, hvis Tyrkiet i dag var medlem af EU og havde formandskabet. Tyrkiet ville med pondus og troværdighed have kunnet tale til landene i Mellemøsten om respekt for de demokratiske spilleregler og for ytringsfriheden. Tyrkiet kombinerer islam med et liberalt demokrati.” Det er selvfølgelig ikke tilfældigt at Erik Boel nævner demokratiske spilleregler, ytringsfrihed og liberalt demokrati. For det er netop nogle af de værdier – sammen med forbud mod tortur, rettigheder for religiøse, nationale og andre mindretal, ligeberettigelse for kvinder, økologisk forsvarlig omgang med naturen osv. – som der i EU er enighed om at nye medlems- og ansøgerlande skal tilslutte sig. Disse krav blev i bred almindelighed formuleret i København i 1993 som de betingelser de nye ansøgerlande skulle opfylde, og kaldes derfor Københavnskriterierne. Det er disse værdier der er de europæiske kerneværdier – eller det er de i hvert fald blevet som resultat af det 20. århundredes erfaringer med totalitære anslag mod demokratiet og civilisationen.

 

Listen af værdier kan gøres kortere eller længere, alt efter interesser og ønsker, og det viser sig da også hurtigt at disse værdier er knap så selvfølgelige i en europæisk kontekst som det af og til fremgår af de politiske skåltaler om EU’s identitet og værdier. Tænker vi historisk over definitionen af europæiske værdier er det vigtigt at huske på at de civile og politiske rettigheder – for slet ikke at tale om de sociale rettigheder som vi forbinder med “velfærdsstaten” – reelt er langt nyere foreteelser end de fleste gør sig klart. Mange af dem er først udviklet i sammenhæng med – for nu ikke ligefrem at sige som følge af – det europæiske samarbejde inden for de sidste godt 50 år. Mange af de tilbagestående forhold som kritikere af Tyrkiet hæfter sig ved var faktisk også gældende i Sydeuropa i 1950erne og 60erne. I Sydeuropa spillede især kristeligt demokratiske partier en afgørende rolle i moderniseringen af tilbagestående landområder, hvor kvindernes situation indtil da mindede meget om den som kritikere af Tyrkiet i dag fremhæver i tyrkiske landområder. Den historiske erfaring fra disse lande er at den heftige modernisering – om ikke i kraft af EU, så i hvert fald samtidig med EU – har afskaffet mange af disse træk i løbet af en generation eller to. Bemærkelsesværdigt nok var det i høj grad kristeligt demokratiske partier der stod i spidsen for moderniseringen og gennemførte forsoningen mellem tradition og demokrati. Prisen har ganske vist ofte været korruption og klientelisme, men det findes også i de mere udviklede sektorer

 

Hvad er så “de europæiske værdier” der henvises til i de forskellige traktater om det europæiske samarbejde? Som det er fremgået er Europa ikke kun demokrati, fremskridt, oplysningstid og menneskerettigheder, men også nationalisme, holocaust, religionskrige, kolonialisme og forbrydelser mod menneskeheden. Antallet af katastrofer, udryddelser og forfølgelser springer i øjnene når man studerer Europas historie. Såvel det mørke som det lyse er resultater af den europæiske civilisation, hvilket gør det så svært at definere værdierne entydigt. Måske er det derfor Europa-Kommissionen formulerer værdierne i et ret kedeligt og træagtigt juridisk sprog som det er vanskeligt at begejstres for. Et godt eksempel er den tale som EU’s kommissær for udvidelse, finlænderen Olli Rehn, holdt den 7. oktober 2005 på universitetet i den tyrkiske by Kayseri. Her definerede han EU’s værdier som borgerlige værdier (på engelsk: ’civic values’) og rettigheder, ikke som én fælles, europæisk kultur eller civilisation.

 

Olli Rehns pragmatisme står i modsætning til andre udtalelser som lægger langt mere vægt på en fælles civilisation eller kultur. Den franske premierminister, Dominique de Villepin, hævdede for eksempel på et kulturelt topmøde i Salzburg i januar 2006 – med en sentens lånt fra litteraturforskeren George Steiner – at “Europa består af caféer”. At henvise til de klassiske, centraleuropæiske caféer med deres aviser, samtale og beskedne alkoholkonsum som indbegrebet af europæisk civilisation kan virke fristende. Men trods fremkomsten af en del værtshuse med denne betegnelse i Nordeuropa i de senere år, kan man dårligt med sandheden i behold hævde at definitionen af Europa som litterær cafékultur kan udstrkeks til at rumme den mere bøvede øl- og alkoholkultur i Storbritannien, Irland, Baltikum og Skandinavien.

 

Med andre ord, de pæne beskrivelser af fælles europæisk kultur bliver ofte idylliserende og forenklede. Hvis man som Dominique de Villepin definerer den europæiske kultur med henvisning til centraleuropæiske figurer som maleren Gustav Klimt, forfatterne Elias Canetti og Stefan Zweig, samt komponisten Mozart, ignorerer man alle bidragene fra Europas periferi, den græske Homer, den spanske Cervantes, den engelske Shakespeare og den norske Ibsen – for slet ikke at nævne H. C. Andersen. Europa kan ganske enkelt ikke defineres som én bestemt kultur, hvor ofte det end forsøges. Derfor er Europa-Kommissionens udspil ved Olli Rehn i al sin bureaukratiske kedsommelighed meget tættere på sandheden end den franske premierministers overfladiske forsøg.

 

Fortsat udvidelse og nationalstaternes rolle

Blandt modstanderne af forslaget til en forfatning for EU er der mange som frygter at EU vil udvikle sig til et Europas Forenede Stater, hvor de enkelte medlemslandes nationale og kulturelle selvbestemmelse og identitet forsvinder. Ironisk nok ville et tyrkisk medlemskab formodentlig være en af de bedste garantier mod en sådan udvikling. Åbningen af forhandlinger med Tyrkiet om medlemskab understreger tendensen fra udvidelsen med 10 lande i maj 2004 og Bulgarien og Rumænien i 2007. Blandt de ti nye medlemslande er en lang række store, små og mellemstore lande der først for nylig har generhvervet deres nationale selvstændighed. Mange af dem vil aldrig acceptere at EU udvikler sig til overstatslig føderation. Det gælder for eksempel et stolt land som Polen.

 

Polen blev i 1700-tallet delt mellem naboerne og var i over hundrede år slettet af landkortet. Og da det blev genoprettet i 1918 blev det hurtigt truet med total udslettelse af det nazistiske Tyskland og den kommunistiske Sovjetunion. Polen overlevede, blev flyttet mod vest og blev for første gang nogensinde en nationalt homogen stat. Men rigtigt uafhængigt blev landet først i 1989-90, og den gevinst giver polakkerne næppe afkald på foreløbig. Er der nogen der vil hæge om national uafhængighed og identitet er det polakkerne. På andre måder gælder det samme for de mindre lande blandt de nye medlemmer, især de baltiske stater som i 1940 og 1944 blev opslugt af Sovjetunionen og var lige ved at miste deres nationale sprog og kultur. De optræder anderledes end Polen pga. truslen fra Rusland. Men de er ikke mindre opsatte på at bevare deres selvstændighed. Som den britiske historiker Timothy Garton Ash skrev i avisen The Guardian den 6. oktober 2005, indebærer beslutningen om seriøst at indlede forhandlinger med

Tyrkiet, at loddet endegyldigt er lagt i vægtskålen for et EU organiseret som et statsfællesskab

(på engelsk commonwealth) og ikke en overnational superstat. Med indledningen af forhandlinger med den store stat Tyrkiet der ikke kunne drømme om at underkaste sig et overnationalt fællesskab mere end nødvendigt, er valget til fordel for et samarbejde mellem nationalstater reelt truffet.

 

En eventuel udvidelse med Tyrkiet er ikke den første store udfordring, EU har stået over for. Permanent ændring har næsten fra allerførste færd med Kul- og Stålunionen i 1950 og Fællesmarkedet i 1957 været et vilkår for det europæiske samarbejde. Alle de hidtidige udvidelser har ændret samarbejdets karakter. Det var således tilfældet da Storbritannien, Irland og Danmark blev optaget i januar 1973 og EU dermed fik en mængde nye euroskeptiske, nordeuropæiske og protestantiske borgere. Optagelsen af Grækenland i 1981 indebar stor og uforudset udfordring af kulturel karakter. Grækenland er nemlig nok kristent, men i den østlige, ortodokse udgave. Af samme grund regner den amerikanske politolog, Samuel P. Huntington, ikke Grækenland med til den vestlige verden. Det nye medlemsland var snarere et byzantinsk og ortodokst Balkanland, domineret af mediterrane og mellemøstlige træk. Ganske vist taler befolkningen græsk, ikke slavisk eller tyrkisk. Men ellers ligner de naboerne mod nord og øst i kraft af de mange hundrede års fællesskab. Man skal være græsk nationalist for at kunne smage forskel på “græsk” og “tyrkisk” kaffe eller høre forskel på folkemusikken. Grækenland er en osmannisk efterfølgerstat i stil med Serbien, Albanien, Bulgarien, Rumænien, Makedonien – og Tyrkiet. Bare mindre end Tyrkiet og derfor nemmere for EU at fordøje.

 

I dag er Grækenland godt på vej til at være en succes, økonomisk såvel som politisk, men det har taget lang tid. Den succes er “europæisering”, hvis vi nogen sinde har været vidne til en. Og det er en proces, der sammen med den succesfulde modernisering af katolske lande som

Spanien og Irland giver godt håb for de nye medlemmer fra det gamle Centraleuropa og Baltikum som blev optaget i 2004. Det var EU’s hidtil største udvidelse og nogle vil nok mene at nu er grænsen nået for, hvad der kan lade sig gøre. Men det er ikke muligt at standse historien, udfordringerne vil blive ved med at tårne sig op, så længe medlemskab af EU er attraktivt. De fleste lande i de tidligere Jugoslavien er som anført allerede blevet lovet medlemskab og resten vil givetvis blive det før eller senere, da det simpelthen er alt for farligt for EU at have små, fattige og dårligt regerede lande som Kosovo og Bosnien liggende hen som lovløse enklaver. Risikoen for at forbryderbander helt overtager magten er alt for stor. Selv Serbien og sikkert også Albanien vil blive medlem før eller senere ud fra EU’s egoistiske interesse i at regulere forholdene. Om Tyrkiet nogensinde bliver medlem er yderst usikkert. Men det er værd at understrege at landet officielt er anerkendt som europæisk, i og med at der er indledt forhandlinger. Problemet er blot at denne anerkendelse har provokeret befolkningerne i mange lande til at gentænke den europæiske identitet i en restriktiv udgave som ikke vil være gunstig for landenes økonomiske fremtid i en globaliseret verden hvor nye og dynamiske lande melder sig som konkurrenter.

 

Tilsyneladende tager ingen i EU alvorligt at det kæmpemæssige Ukraine ønsker tilslutning til EU. Landet er større en Frankrig og har knap 50 millioner indbyggere. Ukraine har lige siden middelalderen ligget på grænsen mellem det centrale Europa og Rusland. Navnet betyder da også “grænse”, på samme måde som “Kraina” i det sydøstlige Kroatien gør det. Det frugtbare steppeland lå i århundreder mellem de tyrkiske osmannere og de moskovitiske russere og var bl.a. beboet af de militært organiserede kosakker. Men før det var Kiev (ukrainsk Kyjiv) hovedstad i det første russiske rige, hvis herskere i øvrigt var svenske vikinger (de såkaldte varæger) af slægten Rurik. Ukraine er splittet mellem katolikker, ortodokse der anerkender Pavens overhøjhed (unierede) og ortodokse der følger patriarken i Moskva. På samme måde er landet splittet mellem de ukrainsk talende i den vestlige del af landet og de russisk talende i den østlige og mere sværindustrielle del. Efter nellikerevolutionen i 2004 Ukraine syntes på vej til at orientere sig mod EU. Men da Ukraine er helt afhængig af energiimport fra Rusland, afsætter det meste af sin produktion på det russiske marked og er blevet mødt med afvisning af EU er fremtiden aldeles uvis. Rusland under Vladimir Putin har tydeligt udtalt at det vil modsætte sig en optagelse af Ukraine i EU – og i Nato. Men der må gælde samme regler for Ukraine som andre lande. Hvis ukrainerne ønsker medlemskab og i øvrigt lever op til Københavnskriterierne er EU nødt til at indlede forhandlinger. Med de udfordringer til EU’s sammenhængskraft og funktionsduelighed som optagelsen af endnu et kæmpestort land med stormagtsambitioner vil kunne føre med sig.

 

Debatten om EU’s grænser, om tyrkisk eller ukrainsk medlemskab og EU’s identitet peger mest af alt på én ting, som næppe kan formuleres mere klart, end med en af grundlæggerne af det europæiske samarbejde, franskmanden Jean Monnets ord: “Europa har aldrig eksisteret. Vi er først nødt til at opfinde et genuint Europa.” Fremtiden må så vise hvad denne opfindelse kommer til at indebære.

 

Litteratur

Timothy Garton Ash, “How the dreaded superstate became a commonwealth”, The Guardian, 6.

oktober 2005

Charlemagne, “Culture Wars”, The Economist February 4th 2006, 30

Daniel Goffman, The Ottoman Empire and Early Modern Europe, Cambridge: Cambridge

University Press 2002

Pierre Béhar, Østrig-Ungarn. Historien om det østlige og sydlige Europa – og en fremtidsvision, København: Forum 1992

Edward Gibbon, The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, London 1776-88, dansk oversættelse (forkortet)  I-IV, Kbh.: Rosenkilde og Bagger 1962-64

Wang Hui, ”Les Asiatiques réinventent l’Asie”, Le Monde Diplomatique fèvrier 2005, 20-21

Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, New York:

Simon & Schuster, 1996

Mark Mazower, Dark Continent. Europe’s Twentieth Century. London, Penguin Books, 1998 Jesper Møller Sørensen og Erik Boel, Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje, København:

Gyldendal, 2005

Michael Thumann, “Die Türkei passt rein. Europas Grenze entsteht nicht in Erdkundestunden sondern in Verträgen”, Die Zeit, 19. Februar 2004, 1

Larry Wolff, Inventing Eastern Europe. The Map of Civilization on the Mind of the Enlightenment, Stanford: Stanford University Press, 1994

Uffe Østergård, Europas ansigter. Nationale stater og politiske kulturer I en ny, gammel verden,

Kbh.: Rosinante 1992

Uffe Østergård, Europa. Identitet og identitetspolitik, København: Rosinante, 1998

Uffe Østergård, “’Europa’ er der hvor der ikke er dødsstraf”, Kritik 165, 2003, 51-54

[1] Denne artikel bygger videre på tanker og formuleringer fra to publikationer fra 2006, ”EU – hvor stort? Tyrkiet, islam og europæiske værdier” i Dan Jørgensen (red.), Eurovisioner. Essays om fremtidens Europa, Kbh.: Informations forlag 2006, 43-66 og ”Tyrkiet i EU? – EU’s værdier og grænser”, i Anne Mette Vestergaard og Malene Fenger-Grøndahl, EU’s dilemmaer – Hvad sker der?, Kbh.: Informations forlag 2006, 135-149

 

[2] Denne analyse af EU’s karakter har jeg fremlagt i flere sammenhænge, senest i ””Fædrelandenes Europa” eller ”Europas Forenede Stater””, Den Ny Verden 38:4, 2005, 17-26. Den ligger til grund for en bog om de politiske kulturer i EU i bogen Det nationale Europa, som jeg publicerer i efteråret 2007.