Alghero i det catalanske middelhavsimperium

Alghero i det catalanske middelhavsimperium

Sfinx 2019:2, 44-49

 

Hvorfor skrives gadenavnene i Sardiniens femtestørste by på catalansk ved siden af italiensk, mens de er sardiske på resten af øen? Og hvorfor kaldes Alghero ofte for Barceloneta, lille Barcelona, i daglig tale og har en lille repræsentation i Cataloniens regionale regering, Generalitat. Svaret findes i tiden mellem 1229 og 1714 hvor Aragonien med hovedstad i Barcelona skabte et søbåret imperium der strakte sig over det meste af Middelhavet fra Spanien i vest over Sicilien og Sardinien til de græske øer, Peloponnes, Konstantinopel og Sortehavet i øst. Dette rige benyttes til tider af den catalanske selvstændighedsbevægelse til at gøre krav på denne del af Italien på linje med Andorra, Rousillon i Frankrig, Valencia og de Baleariske øer, Mallorca, Menorca og Ibiza, fordi de taler varianter af catalansk.

Man forstår Spanien bedst hvis man ser den Pyrenæiske Halvø som resultat af tre konkurrerende statsdannelser der begyndte i nord og gradvis underlagde sig hele halvøen. I den kristne reconquista fra omkring år 1000 trængte Aragonien med Barcelona i øst, Kastilien-Léon i midten og Portugal i vest i en støt ekspansionsproces de muslimske maurere tilbage, kulminerende med erobringen af Granada i 1492. Kongeriget Aragonien eller på catalansk Regne d’Aragó var centrum i en multinational statsdannelse, som omfattede mange territorier med grevskabet Barcelona, kongeriget Valencia, kongeriget Mallorca og mange andre områder i vore dages Frankrig, Italien og Grækenland. Som i andre sammensatte stater eller konglomeratstater blev de forskellige områder administreret hver for sig og havde forskellige retssystemer, men blev holdt sammen af latin som regeringssprog og catalansk som dagligsprog.

Aragonien blev som resten af den Pyrenæiske eller Iberiske Halvø en del af Romerriget efter Hannibals nederlag i 2. puniske krig 212 fvt. Efter opløsningen af Romerriget i 415 kom området under vestgotisk og i 713 under arabisk herredømme, men opretholdt en selvstændig stilling i forbindelse med det baskiske kristne kongedømme Navarra med hovedsæde i Pamplona. 1036 blev Navarra delt og det aragonske kongedømme med hovedstad i Zaragoza oprettet i konkurrence med de andre små kristne kongeriger i Pyrenæerne.

Afgørende blev ægteskabet mellem arvingen til Aragonien og greven af Barcelona Ramon Berenguer 4. i 1150, idet deres søn Alfonso 2. arvede begge riger. Det svarer til at de holstenske grever havde giftet sig til den danske krone i 1300-tallet. I det nordiske tilfælde gik det bare modsat, idet Christian 1. af Oldenburg blev valgt til konge i 1448 og hertug af Slesvig og Holsten i 1460. Den dynastiske union mellem Barcelona og Aragonien blev begyndelsen til en tredje stat i det pyrenæiske område ved siden af Kastilien og Portugal. Den ekspanderede mod syd som de andre to, men måtte af geografiske grunde vende sig mod havet i øst efter indlemmelsen af Valencia i 1238 hvor den stødte sammen med Kastilien. Det blev til et vidtstrakt middelhavsimperium med erobringen af Mallorca i 1229 og Sicilien i 1282. For at sikre forbindelsen til Sicilien og magten over det vestlige Middelhav forsøgte catalanerne i 1294 at erobre Corsica og i 1297 Sardinien, der var under Barcelonas konkurrenter Genova og Pisa.

I 1323 landede en stor aragonsk hær i Sardinien og etablerede et overherredømme over øen som pave Bonifacius 8. i 1296 havde givet Aragonien som len i sin kamp med den franske konge. Riget hed nu regnum Sardiniae med hovedsæde i Cagliari i syd og Alghero i nordvest. Efter catalansk forbillede oprettedes et parlament. Alligevel kæmpede sarderne indædt mod den nye overherre og trods de indledende sejre kørte catalanerne snart fast i en opslidende guerillakrig på den bjergrige ø. Alghero var efter 1323 styret af familien Doria, men denne var splittet mellem accept af det catalanske overherredømme og ønsket om selvstændighed. I 1353 blev fæstningsbyen erobret af en catalansk styrke under Bernardo Cabrera efter at have besejret en genovesisk flåde nær Porto Conte. Efter Cabreras afrejse gjorde befolkningen oprør og massakrerede den catalanske garnison. Det fik den aragonske konge Pere 4. til at sætte sig i spidsen for en styrke på hundrede galejer og 12.000 mand. Byens 700 forsvarere gav til sidst op overfor den catalanske belejring og accepterede at byens sardiske befolkning kunne forlade byen. Den blev erstattet af catalanske kolonister som har sat sig spor helt til i dag, hvor indbyggerne i Alghero stadig taler en catalansk dialekt. Det fremgår blandt andet af byens tosprogede gadeskilte. Alghero med den loyale befolkning og stærke befæstning der er bevaret til i dag blev længe et vigtigt støttepunkt i det aragonske imperium.

Selv om hele øen, der under Fredrik Barbarossa var blevet ophøjet til kongerige, formelt set var del af de aragonske rige, strakte den catalanske indflydelse strakte sig ikke meget uden for byernes mure. De var til gengæld næsten uindtagelige. Alghero var i flere hundrede år et catalansk fremmedlegeme adskilt fra det utilgængelige bjergrige indre, hvor den sardiske hyrdebefolkning levede videre som den altid havde gjort. Forholdene kan sammenlignes med den tysktalende hanseby Visby på Gotland som så passivt til, mens Valdemar Atterdag i 1367 nedslagtede en gotlandsk bondehær foran byens mure.

Det var kong Pere 4. der regerede 1336-1387 som havde fostret planen om at kolonisere Alghero med catalansktalende nybyggere fra Valencia, Mallorca, Catalonien og Aragonien. De fik privilegier og erstattede den oprindelige befolkning, mens adelsfamilien Doria mistede sine besiddelser. De nye indbyggere talte forskellige versioner af catalansk, men i kraft af isolationen fra omgivelserne sejrede standardcatalansk, trods tilbagegangen for den aragonske krone på den Pyrenæiske Halvø og i Middelhavet efter 1479 og opdagelsen af Amerika i 1492. Sproget anerkendes i dag af den italienske stat og regionen Sardegna som minoritetssprog, selv om det kun tales af 10 til 15 % af indbyggerne. Flertallet af beboerne er fra oplandet og taler sardisk og italiensk, men går alligevel ind for at bevare catalansk der ikke længere forbindes med voldelig undertrykkelse.

Efter erobringen af Valencia syd for Catalonien ekspanderede d den catalansk-aragonske stat mod øst i Middelhavet. Det begyndte i 1229 med erobringen af Mallorca (se Sfinx 1997:2). I 1282 overtog den aragonske konge den sicilianske krone efter et oprør mod de bourbonske herskere der er blevet berømt i Giuseppe Verdis opera, Den sicilianske Vesper. Herskeren i det vidtstrakte aragonske rige var konge af Aragonien, Mallorca, Valencia, Sicilien, Sardinien og Napoli samt greve af Barcelona, Provence (Roussilon eller Roselló), hersker over Andorra, Montpellier, Malta, Corsica og dele af Syditalien samt hertug af Athen og Neapatras i det byzantinske rige (fra 1204 til 1388). I moderne termer har man kaldt riget en konføderation, men der var ingen samlet repræsentation som kunne forhandle med kongen så udtrykket ’sammensat stat’ er det mest præcise. Det politiske centrum var Zaragoza i Aragonien hvor kongerne blev kronet i La Seo katedralen (Vor Frelser), mens de vigtigste byer var Barcelona, Valencia og Palma på Mallorca.

Det aragonske kongehus blev i 1500-tallet fulgt af huset Habsburg. Kejser Karl 5. overnattede i 1541 i Alghero på en af sine permanente rejser i det vidtstrakte habsburgske rige i forbindelse med en mislykket invasion i Nordafrika. Hans søn Felipe 2. der er bedst kendt for den fejlslagne invasion af England i 1588, den spanske armada, moderniserede riget fra sit centrum i slottet Escorial uden for Madrid. Under ham opførtes et system af befæstede tårne langs kysten der skulle beskytte Sardinien mod angribere fra det muslimske Nordafrika. Habsburgerne herskede til 1714, hvorefter kongeriget Sardinien med Alghero i 1720 overgik til Vittorio Amadeo 2. af Savoyen i bytte for Sicilien. Piemonte og Savoyen blev derved til et kongerige med Piemonte og Genova som kerne og Torino som hovedstad. Det var den magt der samlede Italien 1859-70, også Sardinien, selv om sardisk er helt forskelligt fra italiensk.

Mens catalanerne ikke drev det til meget på Sardinien havde catalanske købmænd fremgang i det muslimske Nordafrika hvor de skaffede sig handelsrettigheder. Endnu bedre gik det i øst. I kølvandet på det fjerde korstog i 1204 var catalanske adelige blevet hertuger i Athen og Peloponnes og de gav catalanske købmænd adgang til de rige markeder i Byzans. Sammen med venezianere og genovesere besejlede de Sortehavet og drev lukrativ handel der. Som modydelse kæmpede et catalansk kontingent tappert til den bitre ende under den osmanniske storm på Konstantinopel i 1453 og blev hugget ned til sidste mand. På dette tidspunkt var det catalanske søherredømme i Middelhavet ved at synge på sidste vers, men i to hundrede år var catalansk det mest udbredte sprog i middelhavsverdenen. Mallorca var et centralt omdrejningspunkt i dette havbårne imperium, hvor jern fra Bayonne og Kastilien, figner fra Murcia og Alcudia, salt fra Ibiza, olie fra Sevilla og slaver fra Grækenland og Sardinien var de mest udbredte varer. En anden central aktivitet var skibsbygning. Karaveller bygget på Mallorca førte an i udforskningen af Atlanterhavet i 1300-tallet. En anden aktivitet var våbenproduktion. Armbrøste fra Mallorca blev eksporteret i tusindvis til Flandern og England og fandt anvendelse hos begge parter i den langvarige konflikt mellem den franske og den engelske konge, kendt som hundredårskrigen.

Alghero var vigtig i det aragonesisk-catalanske rige der ud over de fire kerneprovinser, Aragonien, Catalonien, Valencia og Mallorca omfattede et antal kongeriger og fyrstedømmer under andre dele af det samme herskerhus, herunder Sardinien med Alghero. Nogle catalanske separatister drømmer i dag om at genoprette dette rige, hvis det lykkes dem at løsrive sig fra Spanien og rette op på det tab af selvstændighed der skete med samlingen af Catalonien og Kastilien i slutningen af 1400-tallet. Ægteskabet mellem Isabella af Kastilien og Ferdinando af Aragon i 1469 forenede Aragonien og Kastilien til ét kongerige fra 1479. Det blev begyndelsen til det moderne Spanien, men enden på det selvstændige Catalonien, der nu kæmper for at blive en selvstændig stat i EU. Det aragonske imperium blev en del af det verdensomspændende spanske rige der efter 1492 erobrede det amerikanske kontinent og Filippinerne. Columbus’ ekspedition i 1492 var finansieret af de ’mest katolske majestæter’ Isabella og Ferdinando, der til gengæld aldrig besøgte Alghero.

Aragonien var det første rige i Europa som fik et parlament og et konstitutionelt monarki kontrolleret af en repræsentativ forsamling. Fra 1287 havde man et parlament med repræsentation af stænderne (Corts) som begrænsede kongens magt. I 1348 indførtes en institution mellem kongen og folket ledet af en “overdommer” som skulle afgøre stridigheder mellem stænderne og kronen. Dette organ blev opretholdt til begyndelsen af 1700-tallet, da den sejrrige konge af huset Borbón, Felipe 5., efter sejren i 1714 udstedte en serie forordninger ved navn Nueva Planta der afskaffede Aragoniens og Baskerlandets privilegier (fueros). Alghero kom i stedet under piemontesisk og dermed på langt sigt italiensk styre.

Den dynastiske forbindelse med Kastilien fik skæbnesvangre følger for catalanernes selvstændighed og sproglige identitet. I 1720 blev Aragonien med Barcelona, Mallorca og Valencia endegyldigt underlagt det kastilianske styre efter nederlaget for huset Habsburg til det franske kongehus Bourbon (på spansk Bórbon). Catalanerne havde holdt med den tabende habsburgske tronprætendent i den spanske arvefølgekrig 1701-1714. Deres nederlag medførte at catalansk sprog og selvstyre i de følgende år blev undertrykt af den centraliserede spanske enhedsstat. Alghero havde derimod det held at blive del af den mere regionalt opdelte og tolerante italienske udvikling, hvor enhedsstaten først opstod efter 1859 og aldrig rigtigt nåede til Sardinien.

At det ikke var givet at Catalonien skulle miste sin selvstændighed fremgår af at det i 1640 lykkedes Portugal at generobre sin selvstændighed efter en kort krig. Den portugisiske krone var kommet i personalunion med den spanske under Felipe 2. i 1580, men gjorde oprør i 1640. Det gjorde catalanerne også, men de tabte deres parlamentariske styre og selvstændighed som de først fik igen som regionalt selvstyre i 1978, bortset fra en kort tid under den spanske borgerkrig 1936-38. Alghero blev del af den italienske kultur under det norditalienske Piemonte og er i dag så italiensk at man kan dyrke den catalanske forbindelse og sproget som noget eksotisk der ikke længere opfattes som farligt. I hvert fald så længe Catalonien ikke er blevet selvstændigt. Forskellene mellem land og by holdt imidlertid længe og fremgår af et piemontesisk kort fra 1700-tallet hvor det om befolkningen i provinsen Nurra omkring Alghero anføres at den “aldrig har opgivet sin uafhængighed og er begyndt at betale skat”.

Litteratur:

  1. N. Bisson, The Medieval Crown of Aragon, Oxford 1986

Fernand Braudel, La Méditerranée et le Monde méditerranéen à l’époque de Philippe II, 1946

Sardegna, Conoscere l’Italia. Enciclopedia dell’Italia antica e moderna, vol. 25, Istituto Geografico de Agostini, Novara 1983

Uffe Østergård, “Mallorca. Nøgleposten i kongeriget Aragon”, Sfinx 1997:2, 75-84